Livshistorier LIVET PÅ ET BØRNEHJEM Det nordsjællandske børnehjem Frihedslyst var rammen om adskillige børneskæbner i tiden før og efter 2. verdenskrig. Benny Møller var en af dem – og han husker tiden med et smil.
Erindringer fortalt af
BENNY B. MØLLER
Livshistorier EN SVÆR BEGYNDELSE Benny Møllers mor døde i en ung alder og efterlod sig fire sønner. En blev cirkusdirektør, to mistede livet i kampe mod tyskerne, den yngste glæder sig over et heldigt liv – den svære begyndelse til trods.
Af Anja K. Vilgaard
D
a Benny Møl ler kom t i l verden den 28. apr i l i 1923, va r ha n den sidste i ræk ken a f f ire sønner, og ha ns mor va r på ma nge måder mæt a f u lyk ke. Faderen t i l hendes førstefødte va r død blot et å r i nde i æg te sk abet, faderen t i l den næste, en ita l iensk k lov n, va r i k ke det fadermater ia le, hu n havde håbet på og faderen t i l de to sidste va r søma nd på la ng fa r t. Hu n va r på a l le måder a lene med a nsva ret – og det va r i k ke let at være ene k v i nde i 1920’ernes Køben hav n. En sk røbelig beg y ndelse Da Benny kom t i l verden havde ha ns mor så ledes set sig nøds aget t i l at bor tadoptere si n ældste t i l noget ba rn løs fa mi l ie, mens hu n a rbejdede som syerske for at brød føde de t i lbageværende sønner. Det va r hendes forsøg på
at f å t i ngene t i l at hænge sa m men og børnene t i l at t r ives. Desværre spændte udef ra kom mende beg iven heder ben for hen des d rømme, og den sk røbel ige beg y ndelse, hendes børn a l lerede havde f ået, g i k f ra slem t i l værre. ”Mi n mor havde ha f t en hå rd sk æbne, og da hu n i en a lder a f 33 døde a f sygdom, va r jeg ku n et å r ga mmel. Dermed va r mi ne to brød re og jeg a lene. Vores fa r va r jo ude at sejle,” for tæl ler Benny Møl ler og for tsæt ter: ”Da mi n fa r endel ig kom hjem, va r lejl ig heden blevet solg t t i l nog le a nd re og v i va r sendt på børnehjem.” Benny Møl ler husker i k ke si n mor, ha r ku n meget f å for tæl l i n ger om hende og i ngen fotog ra f i er, som ha n k a n st udere og for søge at f ylde er i nd r i ngens hu l ler ud med. Ti l gengæld ha r ha n et levende mi nde f ra den dag, hvor
Værdifulde fortællinger
my nd ig hederne kom og hentede ha m og ha ns brød re. ”Jeg t ror, at v i må være blevet sat på gaden, for jeg er i nd rer, at mi ne brød re og jeg stod i en køben hav nsk baggå rd med r yggen mod sk ra ldespa ndene og ventede på, hvad der nu sku l le ske,” siger ha n uden at ku nne fork la re, hvorda n det k a n lade sig gøre, at ha n i en a lder a f ku n et å r, k a n huske den slags. Benneweis’ nye søn Mens Benny Møl ler og ha ns to æld re brød re ’Ot to’ og ’Br u no’ a ltså kom på børnehjem ef ter moderens død, blev sk æbnen en a nden for ha ns ældste ha lvbror El i, der jo va r blevet bor tadop teret nog le å r for i nden. ”Fa mi l ien, der havde adopteret El i, hed Benneweis og a rbejdede i et cirkus. Det va r v ist gennem dem, at mi n mor havde mødt den
Side
2
ita l ienske k lov n, der blev fa r t i l mi n næstældste ha lvbror og gav ha m ku nst nernav net ’Gu ido Ot to Erma no Moret to’. Mi n r ig t ige bror, Br u no Va ldema r Møl ler, og jeg va r de eneste, der kom t i l at hedde Møl ler l igesom mi n fa r. El i sk i f tede nav n t i l Benneweis, da ha n blev en 30 -40 å r ga mmel – og endte med at bl ive en kendt cirkusd irek tør,” siger ha n. Lyst ti l fri hed I 20’erne og 30’ernes Køben hav n va r fat t igdommen t i l at tage at føle på. Det lok a le erhver vsl iv gav a l misser om t irsdagen, og der va r en bydel ved nav n Ladegå rden, hvor de så k a ldte ’ fat t ig lemmer’ boede. På ma nge måder va r det så ledes et held for Ot to, Br u no og Benny, at de kom væk f ra storbyen og i nd på det nordsjæl la ndske børnehjem ’Fr i hedslyst’. En a rbejdende gå rd som va r hjem for cirk a 25 børn og lå på k a nten mel lem Birkerød og Hørshol m Kommu ne. ”Der g i k et st yk ke t id f ra mi n mor døde, t i l v i f ly t tede i nd på børnehjemmet. Vi havde en
mel lemstat ion på Køben hav ns Kommu nes optagelseshjem i Kok keda l. Det er i k ke noget, jeg k a n huske, men noget jeg senere hen er blevet for ta lt,”siger Benny Møl ler, der dog husker a n kom sten t i l børnehjemmet l ige så t ydel ig t som a fga ngen f ra bag gå rden i Køben hav n. ”Jeg k a n huske, at Br u no, Ot to og jeg stod der med hi na nden i hå nden, da de tog i mod os på børnehjemmet. De va r væld ig søde a l le sa mmen, og der va r en kok kepige, en ba rnepige og en st uepige, som havde deres faste ga ng på børnehjemmet. Jeg k ny t tede mig dog mest t i l mi n ’ fa r’, der va r nyg i f t og end nu i k ke havde f ået børn,” for tæl ler Benny Møl ler, mens ha n v iser f lere bi l leder f rem, hvor ma n ser ha m sidde tæt på si n plejefa r (se s. 6). Et a rbejdsliv ”Mi n r ig t ige fa r tog konta k t t i l os og besøg te os på børnehjem met senere hen, men ha n nåede i k ke meget mere end et en kelt besøg, før ha n selv døde. Ha n va r blevet syg a f ma la r ia på en a f si ne rejser og kom sig a ld r ig. Jeg
ha r et en kelt bi l lede a f mi n fa r – ét, hvor ha n er i selsk ab med si ne brød re. Ha n er den næst y ng ste,” siger Benny Møl ler, mens ha n k igger på det mørke sor t / hv ide fotog ra f i, ha n en ga ng ha r f ået t i lsendt a f en slæg t ni ng. En slæg t ni ng, ha n a ld r ig r ig t ig f i k ordent l ig konta k t med, da i ngen a f dem g jorde a lvor ud a f at holde den. ”Ma n k a n fa k t isk sige, at jeg mistede forbi ndelsen t i l mi n fa mi l ie a f egen v i lje - og jeg ha r a ld r ig ha f t konta k t med dem siden,” siger Benny Møl ler i dag og ser ud som om, ha n t v ivler på, hvor v idt ha ns u ngdoms f rava lg va r det ret te. Et a rbejdende la ndbr ug I de næste godt 14 å r levede Benny Møl ler et ba rndomsl iv i selsk ab med a nd re foræld reløse børn, i pag t med nat u ren og omg ivet a f a lt det hå rde a rbejde, som et f u ngerende la ndbr ug på 85 tønder la nd k ræver. Børnehjemmet Fr i hedslyst for pag tede a l den jord, der i dag t i l hører A rboretet, og der va r nok at lave.
”Når vores fars far – også kaldet ’Bedstefar Jens’ – kom på besøg fra Jylland, flokkedes børne omkring ham. Det skete, så vidt jeg husker, kun to gange, men og på billedet her, sidder jeg på trappen ved hans højre side.” Benny Møller, børnehjemsbarn på Frihedslyst i årene 1925-1939.
Hovedtrappen på børnehjemmet Frihedslyst, Hørsholm cirka 1928.
Værdifulde fortællinger
Side
3
”Mi n plejefa r havde over taget børnehjemmet, som havde ek sisteret siden 1880’erne el ler 189 0’erne, og v i børn lær te hu r t ig t at best i l le noget. Vi pløjede jorden, såede kornet, g ravede k a r tof ler op, pla ntede k å l og plu k kede jordbær i haven på fem tønder la nd. Det va r på en måde f r iv i l l ig t, om v i v i l le være med, men der sku l le jo laves en masse hver dag, så det kom a l d r ig r ig t ig på ta le at lade være,” siger Benny Møl ler. Ha n husker, hvorda n ha n og de a nd re børn hja lp t i l, nå r der va r t ravlt i ma rken, og at ha n en ga ng kom voldsomt t i l sk ade u nder en høst. ”U heldet skete ford i jeg løb hen t i l selvbi nderen, der ba ndt og k astede de færd igbu nd ne neg ud, ef ter de va r blevet høstet. Der va r et, a f negene, der havde sat sig fast, og jeg forsøg te at hive i det, da mask i nen pludsel ig slog t i lbage og op med si n nå l for at sly nge neget ud. Det resu ltere de i at mit øjen låg blev revet løs, og jeg måt te på sygehuset for at f å det syet – ja, der va r jeg v ir kel ig dagens ma nd,” siger Benny Møl ler med et g l i mt i øjet. Livet på børnehjemmet Benny Møl lers plejefa r va r op r i ndel ig udda nnet højskolema nd. Ha n havde været på Askov, Ry og Va l lek i lde, og det va r d isse er fa r i nger, der k va l i f icerede ha m t i l at bl ive leder a f børnehjemmet. Ha n va r også la nd ma nd og v idende om dy r og la ndbr ug, og den l i l le foræld reløse d reng k ny t tede sig hu r t ig t stærk t t i l ha m. ”Jeg holdt ut rol ig t meget a f mi ne plejeforæld re, og især mi n plejefa r betød meget for mig. Ha n va r et godt mennesk e og v i ku nne v irkel ig godt sa mmen. Nog le k a ldte mig en overga ng for ’ den l i l le for va lter’, ford i jeg jo sku l le hjælpe med at holde mi ne plejebrød re i a rbejde i vores fem
tønder store have med f r ug t va r vel en 80 elever i a lt, og nå r t ræer, bede osv.,” siger ha n og v i a n kom en 8-10 ma nd høj om smi ler va rmt ved ta n ken om sit morgenen, så va r v i a l l igevel en og si n plejefa rs ma k kersk ab på stor g r uppe. Hv is v i havde br ug Fr i hedslyst. for det, ku nne v i hjælpe hi na n I det hele taget va r l ivet på den, og måske er det der for, at v i børnehjemmet præget a f r ut i ner. a ld r ig r ig t ig blev udsat for noget Børnene blev væk ket om mor ubehagel ig t,” siger Benny Møl ler, genen k lok ken 6.30, redte deres der dog husker en v is forskelsbe egen seng på sovesa len og g i k så ha nd l i ng i forbi ndelse med fej ned ad v i ndelt rappen for at vaske r i ngen a f fødselsdage. sig i vasker u mmet. ”Der stod et vaskestat iv med Ingen fødselsdage f ire vaskeku mmer og va nd ha ner, ”Vi blev a ld r ig i nv iteret med, og så stod v i dér på rad og ræk ke nå r der blev holdt en børneog lavede morgentoi let te. Senere fødselsdag, og det va r rent kom der også et badek a r, men fa k t isk på fora n led ni ng a f vores der va r a ltså i k ke toi let ter i nde i plejeforæld re,” for tæl ler ha n. huset. De va r udenfor,” siger ”De ku nne jo i k ke gengælde Benny Møl ler og for tæl ler, hvor i nv itat ionen og dermed hele da n det va r de store d renges t iden a f have 20 -25 ek st ra børn st opgave at tømme loku mspa nden, løbende ude på Fr i hedslyst he e d sk yl le den og st i l le den t i lbage. – der va r jo a lt id én, der sen an d ”Der va r et la ng t sku r udenfor, havde fødselsdag,” og hvor der va r et vok sen-wc, ny n Be to børne-wc’er og et pissoir. Om nat ten t issede ma n i en fæl les Bø g u lvspa nd rne arb på sovesa len, ejd ei men om dagen va r 19 20 ’e r det a ltså i det sku r, ne sH ma n forret tede det ma n ørs ho sku l le. Inde på wc’et va r der lm en sk a mmel med et hu l i og et låg, der ku nne løf tes. Nedenu nder stod der en meta lspa nd med en ha n k i hver siger ha n og u nderst reger, at det side. Jeg k a n huske det, ford i de i øv r ig t ku n sjældent ny t tede at sku l le sk i f tes ret t it, og jeg of te bek lage sig. ha r været med t i l at bære den ”Jeg f i k en ga ng ba n k a f nog le spa nd ned t i l mødd i ngen ude store d renge, som g i k i den bag ved,” siger ha n. sa mme skole. De sy ntes måske at Ef ter morgenvasken og besøget jeg va r for g lad, så de stoppede på det udendørs wc g i k a l le mig på vejen og spu rg te, hvad jeg børnehjemmets piger og d renge bi ldte mig i nd – og så gav de mig ned t i l den ’Grønne St ue’ for at en ga ng ba n k . Jeg løb t udende spise morgenmad. hjem, men det va r nu en ga ng a f Deref ter g i k de t i l u nder v isni ng og t i l såda n, at nå r ma n bek la på Høsterkøb Skole, der lå i Bir gede sig, så blev der i k ke taget kerød Kommu ne. vores pa r t i. Vores mor spu rg te ”Det va r i k ke så ga lt at være a lt id ’Og hvad g jorde du så?,’ nå r børnehjemsba rn i skolen. Der ma n kom med si n g råd k va lte
Værdifulde fortællinger
Side
4
histor ie. Ma n ha ng på den l ige g yld ig hvad, og der for holdt ma n hu r t ig t op med at bede om t røst og hjælp. Fa k t isk va r det forbudt for de a nsat te at røre børnene. De måt te hverken k æle el ler t ug te dem, og
EN SØRGELIG HISTORIE ”Helge var min plejebror og ikke me get ældre end min storebror Bruno. Da krigen brød ud, valgte han at blive HIPPO-mand, og derefter gik det rent galt for ham. Under Retsopgøret blev han dømt til døden, og selvom han reddede livet i den sidste ende, så var hans triste skæbne forseglet.
Helge i HIPPO-uniform, ca. 1941 Vores far kendte statsminister Knud Kristensen og der for blev Helge benådet efter 12 år i fængsel og hele tre dødsdomme. Han fandt en pige, de blev gift, men det gik ikke. Min far blev ved med at besøge ham, forsøgte at forklare ham, at han havde været heldig og at andre danske HIPPOmænd var blevet skudt. Men Helge lyttede aldrig. Jeg tror, at han døde af sorg. Nedslidt af at have været dømt til døden tre gange og alligevel have overlevet.”
det va r en regel, der blev st reng t overholdt: ”Vores foræld re måt te gerne, men det va rede i k ke så længe, for så beg y ndte de selv at f å deres eg ne børn. Fem st yk – og så røg v i g radv ist l idt på a fsta nd.” Et sk attet lægebesøg Lige præcis de ma ng lende k ær teg n og den spa rsomme a f fek t ion, som børnehjems børnene på Fr i hedslyst ople vede, g jorde et a f Dr. Fu nchs husb esøg t i l noget ga nske særl ig t for den l i l le Benny. ”Jeg k a n huske, at jeg havde været meget syg a f bron k it is og noget a ndet. Ja, fa k t isk ha r jeg nok været l ige på g rænsen t i l at dø, for da jeg blev er k læret rask, så kom Dr. Fu nch og løf tede mig ud a f sengen. Ha n tog mig op t i l sig, holdt mig tæt og k ra mmede mig, mens ha n da n sede r u ndt med mig i si n fav n. A lt sa m men a f ba r g læde over, at jeg va r blevet rask . Jeg k a n l ige så t yde l ig t huske det, for det betød så meget for mig,” siger Ben ny Møl ler, der t yde l ig v is bl iver meget berør t a f mi ndet om huslægen, der ev nede at være der for en l i l le foræld reløs d reng. Et nemt of fer Ifølge Benny Møl ler mær kede ma n først for a lvor forskel len ved at være et børnehjemsba rn uden foræl d re, nå r ma n kom ud at tjene som 14-å r ig. Nå r ma n nåede den a lder, va r ma n vok sen og pleje foræld rene sk a f fede én en plads, gav én et pa r nye t ræsko
Værdifulde fortællinger
og noget a rbejdstøj. Og så stod ma n pludsel ig på eg ne ben. ”De f leste va r i k ke g lade for at komme ud og tjene, da det of te va r såda n, at et børnehjemsba rn, der kom ud på en gå rd, va r nederst i hiera rk iet. A l le lossede l idt t i l én, da de jo i k ke ku nne komme ga lt a f sted ved den ad færd. Der va r jo i k ke nogen foræld re, de sku l le stå t i l a nsva r over for bagef ter,” siger Benny Møl ler og t i l føjer, at det bedste råd ha ns plejeforæld re gav i den forbi ndelse va r: ’Du sk a l i k ke se t i lbage – se f remad i stedet.’ ”De ha r nok ha f t den i ndst i l l i ng, at a lt det sørgel ige, der nu enga ng ku nne være å rsag t i l at ma n hav nede på et børnehjem, det sku l le ma n i k ke sidde og r ippe op i. Så kom ma n jo i ngen veg ne”. I k rigens tjeneste Benny Møl lers æld re brød re kom ud at tjene før ha m, men i ngen a f dem havde r ig t ig lyst, og da deres plejefa r spu rg te, hvad de så havde lyst t i l, sagde de begge, at de v i l le ud at sejle. Det kom de, og dermed oplevede Benny Møl ler at ter en ga ng, hvad det v i l sige at miste. K r igen kom – og både Ot to og Br u no blev i k ke så for færdel ig meget æld re. Ti l at beg y nde med va r Bennys bror Br u no lyk kel ig for sit nye l iv t i l søs. Ligesom deres fa r, elskede ha n at sejle, og brevene ha n sendte breve hjem t i l si n l i l lebror va r f yldt med bi l leder og histor ier f ra et spændende l iv t i l søs og i hav n. Men så kom Besæt telsen og det f irma, som Br u no va r a nsat i, mistede forbi ndelsen t i l sk ibet. I en overga ng sejlede det i a mer i k a nsk r ute, for at t yskerne i k ke sku l le beslag lægge det, men så blev det lag t op, og søfol kene sendt t i l den da nske a mbassade i USA. De f i k at v ide, at de sku l le
Side
5
‘Far og mor ’ med deres børn i 1928. Det er Benny, der sidder under ‘fars’ venstre arm. Fantastiske skibe sejlede fra Danmark til Afrika 1945
melde sig t i l k r igsma r i nen og såda n blev Br u no med lem a f de f r ie norske st y rker. Ha n beg y ndte at sejle f rag t for USA, ef ter at a mer i k a nerne va r gået i nd i k r igen. Frem og t i lbage på At la nterhavet – l ige i ndt i l sk ibet mødte en t ysk ubåd, der du k kede op f ra dybet og skød Br u no og ha ns k a mmerater i sæn k . ”Det va r den 18. ok tober 1942 – og de d r u k nede a l le sa mmen. Mi n bror, Br u no Va ldema r Møl ler stå r i dag l istet i mi nde bogen over da nskere, der mistede l ivet u nder k r igen,” siger Benny Møl ler med sorg i stemmen. Ha ns bror blev ku n 22 å r. Sorgen ba n ker på – igen ”Vi f i k meddelelsen om Br u nos død i nde f ra reder iet. Det g i k nærmest helt mask i nelt. Først t i l mi ne plejeforæld re og så t i l mig. Jeg blev l idt i ndeslut tet og mela n kolsk a f den besked. Nu va r de væk a l le sa mmen. Ot to
va r blevet skudt ned a f Tyskerne u nder en gadek a mp på Istedgade – og nu va r Br u no også væk,” siger Benny Møl ler, der den dag i dag – i en a lder a f 90 å r – k a n mærke sorgen over sit tab. ”Held ig v is va r mi ne plejeforæl d re der for mig. De sagde, at det nok sku l le gå a lt sa mmen – og det g jorde det jo også,” siger ha n mens ha ns hænder og øjne dvæler et øjebl i k ved Br u nos nav n i Mi ndebogen. ”Jeg va r tæt forbu ndet med Br u no. Jeg sov a lt id ved siden a f ha m på sovesa len, og v i ku nne næsten nå hi na nden,” siger ha n og for tsæt ter ef ter tæn k somt: ”Mi n ha lvbror Ot to va r a f en a nden støbni ng. Ha ns fa r havde været gøg ler, og på en el ler a nden måde va r der også noget gøg ler-ag t ig t over ha m. Ha n va r meget smid ig og i k ke særl ig høj – og i modsæt ni ng t i l os a nd re va r ha n a lt id i ga ng med et el ler a ndet v i ldt. Nå r vores fa r i k ke va r hjemme, va r det Ot to, der
Værdifulde fortællinger
k ravlede op på ladens tag og løb r u ndt deroppe. Det va r der i k ke nogen a f os a nd re, der t u rde. Jeg beu nd rede Ot to, men jeg følte mig tæt tere på Br u no. Det er nok også der for, at ha ns død ra mte mig så hå rdt,” siger Benny Møl ler, der å r senere i l ivet fa ndt et a fsnit i bogen ’Istedgade over g iver sig a ld r ig’, hvor d rabet på ha ns ha lvbror ’Gu ido Ot to Erma no Moret to’ bl iver for ta lt. ”Ot to og nog le a f ha ns k a m merater havde åbenba r t været ude og lave sjov. De havde d r i l let t yskerne, og deres morsk ab blev besva ret med i ld,” siger ha n. Børnelærdom På t rods a f de u lyk kel ige omstænd ig heder, der ha r været så r igel ig t t i l stede i Benny Møl lers u nge å r, k igger ha n i dag t i lbage på en lyk kel ig ba rndom. En ba rndom, hvor ha n lær te at omgås a nd re mennesker uden at komme i konf l i k t med dem. Og en ba rndom, hvor ha n lær te at
Side
6
MINDEORD OM EN HELT Bruno Valdemar Møller fulgte i sin fars fodspor og blev sømand. Firmaet som han sejlede for som skibsdreng, lovede ham en styrmandseksamen, hvis han ville sejle med dem til Sydamerika. Han var meget dygtig i skolen, og da han fik mulighed for at kombinere sin lyst til havet, eventyr og en tr yg fremtid, sprang han til.
holde sig t i l sa nd heden – også selvom den va r g r u m. ”Jeg sy nes, at jeg ha r været held ig. Også held igere end de f leste a f mi ne plejesøskende. De ha r i k ke a l le ha f t det l ige nemt – og det skønner jeg da på i dag. Jeg er blevet forsk å net. Det ha r nok noget med mit si nd at gøre. Jeg ha r nemt ved at omgås a nd re mennesker, og er måske nok også l idt konf l i k tsk y. Det gør, at jeg sjældent kommer i k a ra mbolage med a nd re – og at jeg fa k t isk også er r ig t ig god t i l at f å st r idende pa r ter t i l at mødes. Jeg k aster mig a ld r ig hoved ku lds ud i ba l laden,” siger ha n og for tæl ler, at ha n blev på børnehjem met et helt å r længere end de a nd re og senere hen kom i nd på Sa l l i ng Ungdomsskole i Nordjyl la nd i 1939. Ku n t re å r før Br u no døde. Skolelærer – og g lad for det ”I 1942 va r jeg a ltså at ter en ga ng a lene. Denne ga ng som 19-å r ig og jeg forsøg te så at komme i nd på Blågå rds og Za h les lærersemi na r iu m. Dog uden held, da ma n sku l le være st udent. I stedet kom
jeg i nd på Sk å r up Semi na r iu m på Fy n og f å å r senere, va r jeg ble vet lærer. En del a f plejefa mi lien ”Jeg havde konta k t med mi ne plejeforæld re l ige t i l den dag de døde. Børnehjemmet blev ned lag t – formodent l ig ford i det der med at børnene sku l le a rbejde på gå r den i k ke længere va r moderne. Jorden blev ud lag t t i l koloni ha ver, og mi ne plejeforæld re købte et dejl ig t l i l le hus i Sa ndbjerg,” siger Benny Møl ler. I a l le å rene ha r ha n følt sig som en l igeværd ig del a f si n plejefa mi l ie, og i dag mødes de da også of te t i l fødselsdage og a nd re beg iven heder. De deler mi nder f ra deres ba rndom, og om de foræld re, de ha r delt. ”Nu er det længe siden, jeg ha r været ude og k igge på børne hjemmet. Det meste er jo blevet jæv net med jorden og u nderlag t A rboretet. På en måde er det l idt t r ist, men såda n er l ivet jo. Det lærer ma n sig. Ti ng forgå r, noget bl iver væk og fol k dør. Venner dør, fa mi l ie dør, og så dør ma n selv t i l sidst,” siger ha n.
Desværre blev det aldrig til mere for den unge danske sømand. Han døde i en alder af kun 22 år, da hans skib blev skudt i sænk af en tysk ubåd og alle ombord druknede. Bruno Valdemar Møller valgte at blive en del af den norske krigsmarine. I et par år sejlede han forsyninger frem og tilbage over Atlanten. Han har bidraget til krigens udfald og sin unge alder til trods står hans navn i dag at læse i Mindebogen over danskere, der faldt under krigen. Børn i ma rken, Fr i hedslyst, Hørshol m.
Værdifulde fortællinger
Side
7
An j a K l e m p Vi l g a a rd CEO Kommunikationsrådgiver & stor yteller memoirs.dk værdifor tællinger.dk hamletshideaway.net
M +45 20686934 E anja@getajour.dk www.getajour.dk