Page 1

Livshistorier SØMAND UNDER KRIGEN Erik Seeberg Erlund var kun 20 år gammel, da han stod på det skib, der skulle tage ham til USA og seks års krigstjeneste med livet som indsats.

Historier fortalt af

ERIK SEEBERG ERLUND


Livshistorier TORPEDERET I ATLANTEN Det er nat, da Erik Seeberg Erlunds skib bliver torpederet af en tysk u-båd. Året er 1942, han sejler under norsk flag – og han er overbevist om, at han ikke vil overleve krigen.

Af Anja K. Vilgaard

S

k ibet va r mørkelag t, og der va r i ngen la nterner. Va rmen lå som en dy ne over dæk ket, og a lt lå st i l le hen. Selv sk æret f ra ciga ret ter va r ba ndlyst. Ingen måt te bemærke den st i l le sk ygge, der med lasten f u ld bevægede sig over Yucata n Ka nalen på vej mod Pa na ma. Er i k Seeberg Erlu nd lå i si n køje og læste i et blad, mens sk ibet sejlede gennem nat ten. Ha n havde taget det meste a f tøjet a f og hæng t det op, så det va r l ige t i l at hoppe i, hv is sk ibet sku l le bl ive tor peret. Ha n svedte. Det va r va rmt. ”Jeg husker i k ke, at jeg hør te noget brag, men pludsel ig mærkede jeg, at sk ibet r ystede… to ga nge. De skød to tor pedoer i nd i 2-lugen,” siger ha n, mens mi nderne om en sv u nden k r igst id,

lægger sig over ha ns øjne, og f å r dem t i l at k igge ud i lu f ten, som så de en f i l m bl ive a fspi l let for det i nd re øje. PA NIK & SA BORTER EDE BÅ DE ”Jeg tæn k te slet i k ke, det g ja ldt ku n om at komme væk, komme i red ni ngsbådene. I sk y nd i ngen f i k jeg i k ke mit tøj ordent l ig t på – hev ba re det nærmeste t i l mig og løb ud på dæk ket. Jeg blev blændet a f at gå f ra lys t i l mørke – der va r jo bælg ravende mørk t ude på dæk ket – og jeg fa ldt over ba rduner og su rr i nger på vejen op t i l den red ni ngsbåd, jeg hør te t i l ”. ”Bådene va r nu mmereret med 1-2-3-4 – to om st y rbord og to om bagbord. Jeg v idste det i k ke, men mi ne papirer va r i k ke kommet med, da jeg tog tøj på. Det fa ndt jeg først ud a f senere.

Værdifulde fortællinger

Jeg sejlede med et forhenværende ita l iensk sk ib, som va r i nterneret i New Orlea ns, og da v i kom op t i l bådene, fa ndt v i ud a f, at søfol kene havde saboteret det. De havde savet ’ dav iderne’ over ha lv vejs… og sk r uea k slen også…, så da v i sku l le sæt te bådene i va ndet, så kol lapsede de og røg ned. Held ig v is va r det en ca nad ier, der va r bådsma nd på mi n båd – a l le de a nd re søfol k va r ny udda nnede a mer i k a nere, som i pa ni k ba re hoppede ud på den saboterede båd, da den va r sv u nget ud f ra sk ibet og ba re ha ng der i tovene. SØM A ND UDEN K NI V Det va r blot et spørgsmå l om, hvor meget væg t der kom på, før den v i l le fa lde, og det ku nne bådsma nden i k ke holde ud at se

Side

2


på. Ha n gennede dem a l le ud a f båden og bad mig om at hoppe i nd i stedet. Jeg f i k ord re t i l at bl ive i den, mens de f irede den a f… ned på va ndet. Båden va r fastg jor t t i l det sy n kende sk ib med et st yk ke tov værk, og da jeg kom ned på va ndet, løb sk ibet stad ig en 5- 6 k nob. Det t ra k l ivbåden u nder va ndet. Jeg måt te f i nde en vej t i l at sk ære det her tov værk over, men presset va r så stor t, at jeg i k ke ku nne f å den pa l, ma n plejer at br uge, i nd u nder det. Jeg sku l le br uge en k niv, men den havde jeg i k ke f ået med i det tøj, jeg havde f ået på, og det måt te jeg råbe t i l ha m bådsma nden. Tæn k, en søma nd uden k niv, det va r noget værre noget,” siger Er i k Seeberg Erlu nd og r yster på hovedet. Held ig v is f i k bådsma nden smidt si n egen k niv ned t i l ha m, og ha n f i k sk å ret tovet over. Men det betød, at båden hoppede op a f va ndet som en prop og beg y ndte at løbe ag ter ud. Mod sk r uen. ”Selvom det va r ved at sy n ke, så sejlede sk ibet stad ig, og sk r uen sta k op over va ndet, mens den

piskede r u ndt. Jeg nåede a k ku rat at f å fat i to g ut ter, der lå og va r ved at bl ive suget i nd a f den. Jeg f i k dem hevet ombord i sidste øjebl i k . Ti l fæld ig v is va r den ene a f dem Texas’ g uvernørs søn, og ha n lovede mig jo g u ld og g rønne skove, hv is ba re ha n blev reddet,” siger Er i k Seeberg Erlu nd og smiler ved ta n ken – ha n f i k a ld r ig noget a f det, der blev ha m lovet den dag. K A MPEN MOD VA NDET I løbet a f kor t t id blev båden f yldt op med det ma ndsk ab, som havde ventet på, at Er i k Seeberg Erlu nd sku l le f å den u nder kont rol. Men det hå rde møde med va ndover f laden havde f yldt båden med va nd. ”Vi måt te øse det ud, og fa ndt den pøs (el ler ’en spa nd ’ om du v i l), som norma lt l igger i en l ivbåd. Vi sk i f tedes t i l at tage tørnen. Dem, der i k ke øsede, måt te ude og hænge på siden, mens to ma nd blev i nde i båden og øsede – og de havde sg u nok at lave. Vi lå jo i va ndskor pen, og det va r i k ke k rabbesøer, der ra mte os, men dønni nger. Hver ga ng der

kom såda n en, va r båden f yldt igen, og ma n måt te beg y nde forf ra,” siger ha n og g r i ner hovedr ystene med et a f si ne sædva n l ige lu ne g l i mt i øjnene. T YSK ER NE V ENDER TILBAGE ”Det g i k – og på et t idspu n k t havde v i f ået nok va nd ud t i l, at v i også ku nne sejle, og så va r der nog le, der spu rg te ef ter ciga retter. De v idste jo, at v i havde st uvet ciga ret ter for ude i l ivbådene. Men de va r sjask våde. De r yget rængende måt te leve uden,” siger ha n. Det va r ku n lyk kedes Er i k Seeberg Erlu nd og ha ns sk ibsk a mmerater at f å to a f de f ire sabor terede både t i l at v irke. De to a nd re va r fa ldet ned, da ’ dav iderne’ k næk kede. Bådene va r a ltså lastet t i l br istepu n k tet, da t yskerne og deres ubåd pludsel ig kom op t i l overf laden igen. De havde set i deres per iskop, at sk ibet brændte, og det måt t te de have slu k ket. Sk ibet sku l le sæn kes, så det i k ke t i lt ra k sig opmærk som hed. ”Jeg husker det t ydel ig t. De

”LEXA ankom til Baltimore den 9. april 1940 og selvom krigen var begyndt, ville A.P. Møller ikke have, at vi afmønstrede. Han ville heller ikke have, at vi sejlede, og det gad jeg ikke vente på. Jeg tog toget op til New York, satte mig i Central Park og tænkte lidt over tingene, før jeg besluttede mig at gå til det norske konsulat uden pas eller papirer. Det kunne jo være, at de kunne bruge mig til noget. 2-3 uger senere begyndte jeg i den norske handelsflåde.”

Det skib, der bragte Erik til USA og ind i 2. verdenskrig.

Værdifulde fortællinger

Side

3


kom op med deres k a non, og jeg ku nne se de der små py ntebå nd, de havde i na k ken. Der, hvor der stå r ubådens nav n. De beg y ndte at sk yde mod det sted, hvor teleg ra f isten sad på sk ibet. Ha n va r stad ig i nde i si n hy t te, hvor f ra ha n sendte mayday-sig na ler, og det må de have hør t. I løbet a f to skud, holdt ha n op med at sende og spra ng i søen med si n vest. Deref ter sejlede u-båden la ngsomt r u ndt og skød med mask i ngevær mod vores både, nå r de så os. De ku nne se, at der sad fol k omborg og havde vel i k ke lyst t i l at ef terlade os i l ive. Der va r i k ke nogen, der tog komma ndoen, så jeg følte, at jeg måt te sige noget. Jeg f i k fol kene t i l at hoppe i søen og svømme væk, mens t yskerne skød ef ter bådene. Tyskerne blev ved med at sk yde et pa r r u nder, og så gad de i k ke det mere. Det g ja ldt jo også for dem om at komme væk, i nden der kom nogen hen t i l det brændende sk ib. U-båden forsva ndt, og v i k ravlede t i lbage i vores båd. Der lå v i så hele nat ten”. I LI V LIG V ENTEPOSITION ”Dagen ef ter blev v i spot tet a f et pa r f ly vere, der gav besked t i l en a mer i k a nsk t roppet ra nspor ter om at sa m le os op. Båden blev ba re l iggende dernede, den havde v i jo i k ke br ug for mere. Troppet ra nspor teren sku l le v idere, men de f i k besked på at sæt te os a f på K i ngston, Ja ma ica. Der kom v i i nd som overlevende

– t i l de 70 0 der va r der i for vejen,” siger Er i k Seeberg Erlu nd og smi ler. ”Det va r en l ivl ig by, og der blev d r u k ket meget rom, hv i l ket g jorde den end nu mere l ivl ig. Jeg t ror, at jeg va r der i en må neds t id, før jeg f i k t ra nspor t v idere. Jeg va r nødt t i l at vente på, at det blev mi n t u r, da der jo va r ma nge der sku l le v idere. Nog le sku l le t i l Mia mi, a nd re t i l Ba lt i more. Jeg sku l le t i l New Orlea ns. Vi endte a l le t i lbage der, hvor v i kom f ra.

tæn k te over, hvad der va r sket, og hvad der ku nne være sket. Jeg havde været held ig. Her sad jeg og plu k kede cit roner, men jeg ku nne jo l ige så godt være blevet der ude, tæn k te jeg. Og så tæn k te jeg, at det g jorde jeg nok næste ga ng. Jeg va r sluppet med l ivet i behold denne ga ng, men det va r jeg overbev ist om, at jeg i k ke v i l le gøre næste ga ng. Som jeg sad der u nder cit ront ræet på ja ma ica, med solen sk i nnende og a l le mi ne sk ibsk a mmerater om k r i ng mig, va r jeg si k ker på at dø, før k r igen va r ov re. Jeg sat te i k ke r ig t ig ord på det, men i nderst i nde tæn k te jeg, at det her i k ke v i l le gå godt. Det va r først det sidste å r i k r igen, at jeg beg y ndte at over veje mu l ig heden for at overleve… der tæn k te jeg, at der måske a l l igevel k va r en cha nce. dæ på Og det va r der jo.

LI VETS CITRONER Der va r ku n én, der døde ef ter den tor peder i ng. En ud a f de 23 ma nd, der va r ombord, og ha n døde, ford i ha n forsøg te at k la mre sig t i l noget, som i k ke ku nne holde ha m oppe. Selv teleg ra f isten overlevede, og kom t i l Ja ma ica t i l os a nd re. Vi mødte a l le sa mmen hi na nden igen på la nd – a l le os, der havde været ombord på sk ibet, og det va r en let telse at se, at de f leste va r sluppet helsk i ndet f ra den ubehagel ige opleEn velse. mo rp Jeg husker, at v i åt ur blev me db i nd k va r teret arn evo pr ivat. Jeg kom ud t i l en gn pæn have i et forstadsk va r ter, hvor v i sad og spiste morgenmad u nder cit ront ræerne. Det va r sg u noget sjov t noget. At sidde der og plu k ke cit roner, mens ma n

un ki Eri

»

Jeg blev torpederet i 1942. Den 6. juni. Jeg ved ikke, hvorfor jeg kan huske den dato, men det kan jeg. Den 6. juni 1942.

Værdifulde fortællinger

Side

4

ifo

rm


Krigens efterveer ET LIV MED UROLIGE NERVER LIGPOSER OG DET SIDSTE FARVEL ”Nogle gange havde vi en død mand ombord. De døde som oftest af varmen og alt for meget spiritus – og der var jo nogen, der skulle tage sig af deres afgang. De skulle sys ind i sejldug, have noget tungt i enden, så de kunne synke, og have et par ord med på vejen. Jeg var god til at sy, så der for fik jeg jobbet hver gang.

Krigsoplevelser med i bagagen.

Sådan nogle lig, ligger jo der i solen i et par dage, før man får sendt dem afsted, så det lugter ikke særligt godt. Men der var en lille ekstrabetaling, og det var nok den, der trak for mig - også selvom jeg måtte tage lugten i de minutter, det tog at sy ham ind. Det blev nogle lange sting, fordi jeg ikke rigtig kunne holde stanken ud længe nok til at lave pæne broderier. Det sidste sting gik gennem næsen, for at sikre mig, at han sank til bunds og ikke kom op igen. Når man har syet den døde ind, bliver han lagt på en luge, og skipperen holder en kor t prædiken. Derefter bliver der sagt ’Lad gå!’, lugen bliver løftet op, og han rutcher i havet, mens rorgængeren laver et svaj med skibet, så vi ikke får ham ind i skruen, og slår ham ihjel en gang til. Derefter bliver skibet rettet op, og vi sejler videre.

J

eg f i k såda n en t idsi ndst i l let bombe a f den k r ig. Der g i k vel et å rs t id, før det g i k op for mig, hvad der va r sket, og hvorda n det havde påv irket mig. Det kom såda n hen ad vejen… Det v iste sig, at jeg havde taget a lt for let på det.” Sådan siger Erik Seeberg Erlund, der blot et år efter sit ægteskab med den unge Nørrebro-pige Lis Gustavsen, pludselig blev konfronteret med efter veerne af krigens ubehagelige oplevelser. ”Jeg mærkede det ved, at jeg blev krigerisk og voldsomt irritabel – nogen gange kunne jeg ikke kontrollere mig selv, og så blev jeg sgu bange. Jeg tog til den ene læge efter den anden, og Frihedsrådet satte mig på ratepension, men mere skete der ikke – til at beg ynde med,” siger Erik Seeberg Erlund, der stadig modtager sin ratepension fra den gang. KRISE I VILLINGEBÆK Lis og jeg tog altid op og badede ved Villingebæk, og en dag var vi på vej hjem efter at have været en tur i Gilleleje. Vi var nået frem til Villingebæk, da jeg pludselig følte, at jeg ikke kunne styre mig mere. Reaktionen kom på grund af et eller andet som Lis havde sagt, og det var fuldstændig irrationelt. Jeg tror sgu, at jeg kunne have slået hende ihjel af hidsighed – uden nogen grund. I stedet for sprang jeg ud af vognen og løb ud i vandet, mens hun blev siddende i bilen. Efter en tur i det kolde vand, kom jeg op igen – dyngvåd og ked af det. Jeg var kølet af, men vi blev enige om, at den var gal. Vi måtte gøre noget. Lægerne måtte have det her at vide. Derefter fik jeg piller, og jeg er stadig på dem – sådan nogle beroligende piller, som jeg tager hver aften. I dag er det 68 år siden – og jeg tager dem stadig.”

ET FEBRILSK GEMYT Pillerne dyssede Erik Seeberg Erlund ned, og i dag kan han ikke lade være med at tænke på, om de flossede ner ver efter krigen også hænger sammen med hans gemyt. ”Jeg har altid været lidt febrilsk. Jeg kan ikke tale roligt, som mange andre kan – de kan stå der og dræve, når de taler. Det kan jeg ikke. Jeg bliver for ivrig, og det irriterer mig nogle gange, for så kan man jo komme til at sige meget forkert. Nå…. Men jeg lever med det,” siger han og afslutter sin fortælling med en stille undren over nutidens unge, der drager i krig i Afghanistan og Afrika. ”Jeg forstår ikke rigtig de unge mennesker, der drager i krig i dag. Jeg synes, det er så langt væk. De melder sig frivilligt for lønnens og oplevelsens skyld – men jeg ved ikke, hvor meget de oplever derude. De har mistet 40 mænd på 10 år – vi mistede 2.500 mand på fem år. Og dengang var der noget at slås for – det gjaldt om at få tyskerne ud af Danmark.

Værdifulde fortællinger

Side

5


Livshistorier “SKYD MIN MAND” Mødet med USA – og en norsk kvinde med ægteskabsproblemer

E

n ga ng havde jeg sag t nej t i l at mønst re et sk ib, der lå i Oa k la nd. Det sku l le sendes t i l K i na som en gave f ra a mer i k a nerne, og jeg havde i k ke lyst t i l at tage med. I stedet g i k jeg op t i l den nærmeste ba r og bad ba r tenderen om at holde mi n ku f fer t, i ndt i l jeg va r k la r t i l at komme og hente den igen.”

Er i k Seeberg Erlu nd er at ter gået iga ng med en a f si ne er i nd r i nger f ra 2. verdensk r ig, og det er t ydel ig t, at ha n husker oplevelsen, som va r det i gå r. Ha n smi ler, ta ler deta ljeret om omg ivelserne, leverer for t idens d ia log med selvsi k kerhed og ha r i det hele taget let ved at sæt te bi lleder på de beg iven heder, der ha r

Værdifulde fortællinger

været med t i l at gøre ha m t i l den person, ha n er i dag. KOM, BO HOS MIG ”Da jeg kom ud a f ba ren holdt der en bi l med en k ra f t ig k v i nde ved rat tet og en 3-4 mænd bag i. De sku l le netop mønst re det sk ib, jeg havde sag t nej t i l, så da hu n spu rg te, om jeg v idste, hvor

Side

6


det lå, så ku nne jeg godt hjælpe,” siger Er i k Seeberg Erlu nd. I løbet a f kor t t id havde ha n v ist k v i nden og hendes l i l le hå nd f u ld sømænd ned t i l sk ibet, hvoref ter ha n fa ldt i sna k med Mrs. Isa ksen, som hu n hed. Hu n v iste sig at være nord ma nd og g i f t med en a mer i k a ner. EN GIFT K V I NDE ”Da hu n fa ndt ud a f, at jeg i k ke havde et sted at bo, foreslog hu n, at jeg ku nne bo sa mmen med hende og hendes ma nd. Jeg sagde, at jeg i k ke havde nog le penge, som jeg ku nne beta le med, men det va r hu n l igeg lad med. Da hu n havde sat de mænd, hu n havde i bi len a f ved sk ibet, bad hu n mig

»

om at tage plads i bi len, og så kør te v i t i l Sa n Fra ncisko. Hu n boede på Chu rch St reet, og det blev så mi n ad resse i et st yk ke t id.” Ef terhå nden som den u nge Er i k Seeberg Erlu nd lær te si n nye bofæl le at kende, udv i k lede forholdet sig. Mrs. Isa k sen va r godt nok g i f t med en mask i nmester, men ha n va r ude at sejle i længere t id, og Er i k Seeberg Erlu nd kom hu rt ig t t i l at dele både seng og soveværelse med den norske k v i nde. THE R IGHT TO BE A R A R MS ”På et t idspu n k t f i k jeg lu ngebetændelse, og da blev jeg ner vøs for, hvad jeg sku l le gøre, hv is hendes ma nd pludsel ig stod der,

og jeg lå i deres æg teseng. ’Hvad sk a l jeg gøre, hv is ha n kommer,’ sagde jeg… Det k la rer jeg a ld r ig!’ Men hu n sagde: ’Ha n kommer i k ke, ha n er la ng t Fa nden i vold ’. A l l igevel ku ne jeg i k ke lade være med at tæn ke, at ha n måske ku nne bl ive omd ir igeret og pludsel ig komme hjem. Det sagde jeg t i l hende, hvoref ter hu n resolut hev en sku f fe ud i en kommode, som hu n havde stående ved si n seng. Den va r f u ld a f hendes u nder tøj, men u nder det lå der en sk yder… Den ha lede hu n f rem. ’Hv is ha n du k ker op, så siger du ba re, at ha n sk a l forsv i nde… og sig det bestemt, så ha n k a n forstå det,’ sagde hu n.

Måske har jeg taget for let på det. Det gør man jo ikke. Man går ikke hen og tager sin brors forlovede.

MØDE MED KÆRLIGHEDEN Erik Erlund var 26 år gammel, da han vendte hjem til efterkrigstidens Danmark. Han havde været 6 år på havet, da han træder ud på landgangen – og møder sit livs kærlighed. ”Jeg ser på mine forældre, mine to brødre og deres to kærester, da jeg træder i land, og det må jo være skæbnen, der gør det her. Det var jo ikke planlagt. Jeg aner ikke, at hun står der, jeg aner ikke, at hun er i et forhold til min bror, og min bror siger ikke noget. Min storebror siger slet ikke noget – og ja... det gik forbavsende hur tigt og let.

Ikke nogen forklaringer eller analyse. Vi gik bare sammen. Og det blev vi ved med. Senere har jeg tænkt, at det nok hænger sammen med, at der kommer sådan en sprællemand hjem udefra – en ung sømand fuld af energi. De har jo gået herhjemme i fem år med tyskerne, og så er det ikke mærkeligt, at de bliver tiltrukket af alt, hvad de ser. Alt, der er nyt og levende. Det var ikke mit udseende, men dét at jeg kom langvejs fra og kunne for tælle en masse røverhistorier. Lis og jeg blev gift ret hur tigt – den 25. oktober 1947. På Rådhuset. Ingen sagde noget – kun Lis sagde ja, og så måtte jeg jo tro på det...”

Lis og Erik Seeberg Erlund

Værdifulde fortællinger

Side

7


An j a K l e m p Vi l g a a rd CEO Kommunikationsrådgiver & stor yteller memoirs.dk værdifor tællinger.dk hamletshideaway.net

M +45 20686934 E anja@getajour.dk www.getajour.dk

Erik erindring a4  
Erik erindring a4  
Advertisement