Medlemsbladet 2023

Medlemsblad for medlemmer af Gesten Jagtforening. 39. årgang 2023

Gesten Jagtforenings medlemsblad

Formanden har ordet:

I bestyrelsen arbejder vi hele tiden på at gøre vores forening mere attraktiv.

Vi kan i 2023 nu tilbyde jagt på muntjac i England som noget nyt. Vores småvildtjagt på Klinkgaard er blevet ændret i konceptet, hvor det i efteråret nu er blevet til en combi-jagt. Se nærmere inde i bladet.

Vores riffelbaner er en af grundstenene i for- eningen. Her har vi nu fået uddannet endnu en riffelinstruktør - Per Schelde Pedersen som er suppleant.

Vi har besluttet, at vi i den kommende sæson gerne vil sætte lidt mere fokus på træning inden for riffelskydning. Måske det kunne være en refleksion værd at stille sig selv dette spørgsmål - Hvad vil jeg gerne træne specifik denne gang?

Ligeledes kan du nu komme til mørkeskydning engang i efteråret. Udfasningen af bly i riffelammuni- tion betyder også, at vi riffelskytter skal ud og indskyde med blyfri, hvis det ikke allerede er gjort.

Jens Ulrik har skrevet en artikel inde i bladet omkring emnet.

Vores fokus på at forbedre os i forhold til haglskydning har betydet, at vi nu har sat 4 aftener af ude på Bække trapbane.

Vi i bestyrelsen glæder os til at se og møde jer derude til alle vores arrangementer.

og bræk

Vivi Højer Jensen

Knæk

Gruppetur til Sydafrika

Af Flemming Høj Petersen

Gesten Jagtforening havde i medlemsbladet sidste vinter annonceret en spændende gruppetur til Sydafrika i perioden fra den 8. juli til den 18. juli med 5 dages jagt og 3 dages ophold i Livingstone i Zambia for at opleve Victoriavandfaldet, som er verdens største vandfald. Der blev holdt en introduktionsaften i februar måned 2022, der styrkede mit engagement til at deltage i turen.

Jeg har tidligere været på mange jagtture til Polen, Østtyskland og Sverige efter råbuk, vildsvin og muflon samt en enkelt jagttur i 2008 til New Zealand, hvor jeg nedlagde en gemse, en thar samt en ulige 18-ender kronhjort. Jeg havde i længere tid gået med overvejelser om, hvilke dyr jeg ”manglede” som vigtige trofæer. Jeg har altid drømt om at jage sortbjørn på hesteryg i British Columbia, men erfarne jagtudøvere har gjort mig opmærksom på, at man ikke kan afsøge et særligt stort jagtområde på hesteryg sammenlignet med ATV, bil m.v., så sandsynligheden for at anvende en uge i British Columbia, og komme hjem uden noget trofæ, ville være nærliggende. Mit andet mål har været en sabelantilope, da de har en fantastisk flot rundbuet opsats, og kunne det lykkes at få en Sabelantilope med sort og hvid pels, ville lykken være gjort for mit vedkommende.

Jeg valgte derfor at tilslutte mig gruppeturen til Sydafrika i håbet om en god jagtoplevelse med Vivi og Christian som erfarne rejseledere. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente, da jeg aldrig har været i Sydafrika før, men jeg blev i den grad positiv overrasket, men herom nærmere senere i artiklen.

Vi var i alt 8 deltagere i gruppen, der satte hinanden stævne i afgangsterminalen i Billund Lufthavn den 8. juli kl. 04.00 med henblik på at tage KLM´s morgenfly til Amsterdam, hvorfra vi skulle videre til Johannesburg i Sydafrika. Vi mødte lidt tidligt for at sikre os, at der ikke ville blive problemer med Security, da vi havde erfaret, at flere lufthavne efter Coronaen manglede personale til Securityopgaverne, hvilket skabte lange køer i mange europæiske lufthavne. Det skulle vise sig, at det på intet tidspunkt ville blive en udfordring. Flyet lettede som planlagt, og vi landede kl. 7.30 i Amsterdam, hvor vi havde god tid til at finde den gate og det store Boing 777 fly, som skulle bringe os videre til Sydafrika. Gruppens gennemsnitsalder var efter mit bedste skøn omkring de 60 år, og da vi ankom til Amsterdam fandt de to nestorer i gruppen en betydelig interesse i nogle fancy massagestole, hvor de kunne få blodomløbet op i gear inden den videre rejse. Vi fik lidt morgenmad i terminalen, og kl. 10.30 lettede vi med kurs mod Johannesburg, hvor vi efter knap 11 timers flyvning landede kl. 22.20.

Vi blev indlogeret på et lufthavnshotel, da vi skulle videre tidligt næste morgen. Turen fra Johannesburg og op til Mark Ivys jagtfarm varede ca. 4 timer incl. ophold undervejs. Det var utroligt spændende, men også lidt trist at

opleve de betydelige forskelle i levestandard i landet.

Omkring Johannesburg var infrastrukturen rigtig fin med gode veje og elektrificerede jernbanelinier, men man skulle ikke langt uden for byen for at møde borgere, som måtte ernære sig ved at falbyde appelsiner og diverse frugt ved boder langs de store færdselsårer i byerne. Vi mødte en ung kvinde, som havde sit barn på ca. 3 år til at opholde sig i en gammel og faldefærdig træbarak lige bag boden med frugter. Absolut ikke noget misundelsesværdigt liv. Da vi kom længere nord- på, gik vejen parallelt med jernbanen, og jeg glædede mig over, at man trods alt havde elektrifice- ret jernbanen, som vi også arbejder på i Danmark.

Ved nærmere eftersyn så køreledningerne over togene underlige ud, og jeg opdagede, at de bærebeslag, der skulle bære overledningerne, alle var drejet 90 grader væk fra sporet, og dermed var uden værdi. Jeg fik først forklaringen herpå, da vi kl. 14 nåede frem til Mark Ivy, hvor vi fik en dejlig varm og hjertelig velkomst. De sidste mange kilometer til farmen foregik på brede grusveje, som er praksis i de tyndere befolkede områder.

Det skulle vise sig, at den generelle opfattelse er, at elektricitetsselskabet på grund af manglende planlægning, korruption m.v. ikke kan levere strøm nok til de mange mennesker i Sydafrika, så man har indført, at elforsyningen slukkes 2 timer i døgnet på varierede tidspunkter. Elselskabet søger at varsle folk bedst muligt, men det lykkes mange gange ikke. Eksempelvis fik vi besked på, at der ville være lukket for strømmen fra kl. 1719 hos Mark Ivy denne dag, hvorfor vi først kunne spise sent om aftenen. Ikke desto mindre forsvandt lyset igen kl. 03. om natten, da jeg lige var gået på toilettet for at lade vandet, og måtte famle mig tilbage i seng. Ikke særligt servicevenligt overfor borgerne, og derfor giver det mening, at man ikke gør jernbanerne afhængige af elforsyningen, men i stedet kører med gamle, slidte og forurenende dieseltog under køreledningerne. Selve farmen ligger rigtig idyllisk i ”et smørhul” på farmen, der kendetegnes ved flere bygninger til familien, gæster, jagtudøvere, til farmens personale samt den nødvendige bygningskapacitet til

fryserum, ”skinning” m.v. Vi blev indlogeret og fik et fremragende måltid, inden vi kl. 16 blev kørt til skydebanen for at skyde de lånte rifler ind. Vi havde besluttet hjemmefra, at vi ikke ville medbringe egne våben, da det koster en masse tid og papirarbejde i lufthavnene.

Efter indskydningen kørte vi rundt i terrænet for at orientere os om de mange dyr, der er på jagtfarmen, der er på 3.500 hektar. Vi så flere dyr fra bilen, men de tog spurten, når de så os. I juli måned er det vinter i Sydafrika, og det bliver derfor tidligt mørkt. Da mørket sænkede sig, kørte vi hjem til farmen og fik en Gin & Tonic, inden vi kunne sætte os til et velrettet bord ved 21-tiden. Et rigtig spændende jagtområde og nogle gode fysiske rammer samt dejlige positive mennesker. Det tegnede rigtig fint. Næste morgen den 10. juli fordeler vi os i de to biler, som skal fragte os rundt i terrænet. Vi etablerer en bil med 3 ”pensionister” med et aldersgennemsnit på omkring de 74 år. I det andet køretøj er gennemsnitsalderen noget lavere, så vi er lidt spændte på, hvem der klarer sig bedst. I pensionistbilen er føreren Craig, som er PH´er. På sædet ved siden af føreren sidder Gunner, som har valgt udelukkende at være observatør, og han agter ikke at jage. På ladet sider jeg ved siden af Bent, som er en distingveret herre med en fortid i Miljøstyrelsen, og bag os befinder Vivi sig, som kan støtte os med sine skarpe sanser, når det gælder om at spotte dyr. Endvidere har vi David med, som er en gudsbenådet ”Tracker”. I det andet køretøj er ejeren af farmen Mark Ivy chauffør. Ved siden af ham sidder Alexander, som er en engageret ung dansk mand, der skal

forblive ved Mark i en periode og være i ”Mesterlære” som PH´er. På ladet befinder Birger sig med sine to sønner Jan & Ole suppleret med Christian og en PH´er. Vi kører ud til et lille bjergparti i terrænet for at spotte morgenduelige jagtbare dyr. Oversigten er langt bedre, når man kommer i højderne, da bevoksningen er ganske tæt, når man pürscher igennem den. Umiddelbart kan vi ikke se nogen dyr i nærheden, så vi vælger at køre rundt og observere. Vi møder en del jagtbare emner un- dervejs, men ligeså snart de ser os, stikker de af. Vi nyder det gode vejr og det smukke landskab. Ved 10.30 tiden bliver vi enige om at sætte kur- sen tilbage mod farmen. Turen går ad en lang grusvej tæt op ad det ydre hegn til højre og et tæt læhegn på vores venstre side. Farmen har engang været et kvægbrug, men på grund af et par ekstremt tørre somre, hvor afgrøderne tørrede ind, valgte man i stedet at etablere en jagt- farm. Det betød, at der på de tidligere marker kunne være større åbne arealer med en begyndende trævækst. Det skulle vise sig at blive en fordel for os. Pludselig stoppede Craig køretøjet, holdt en kort stund helt stille og bakkede så køretøjet et par hundrede meter. Vi undrede os over manøvren, og da han stoppede bilen og

slukkede motoren fortalte han, at han havde observeret en flok impalaer ca. 600 meter fremme på grusvejen, og inde i impalaflokken stod en flot Sabelantilope.

Fra at vi sad og døsede lidt med henblik på, at turen var ovre, og vi skulle hjem til frokost, ændrede situationen sig fuldstændig til at blive helt fantastisk spændende. Skulle det virkelig lykkes mig at få nedlagt en sabelantilope, ja, det var endnu uvist, men ville komme til at afhænge af mange forhold.

Jeg stiger ned af ladet med min riffel, og Craig pointerer, at vi skal være ekstremt stille, da der er mange øjne og ører i den store flok, der kan afsløre os, hvis vi ikke er helt stille, og er der bare et dyr, der sætter i løb, følger de andre med.

Jeg begiver mig afsted sammen med de to PH´er Craig og David.

Craig går forrest og David bagest (til at begynde med). Det skulle vise sig at være overordentligt svært at være stille. Træer og buske er enormt tørre, og man må absolut

ikke komme til at knække en gren eller kvist ved at træde på den. Endvidere er mange buske tornebeklædte og har en tendens til at rive fat i jakke og bukser. Vi sneg os ind til venstre for bilen i læhegnet og begyndte at snige os op mod dyrene. Vi valgte at gå indenfor læhegnet på marken, da det var den mest stille rute vi kunne følge, og Da- vid gik så med små intervaller ud til højre gennem læhegnet ud mod vejen for at spotte dyrene og deres placering. Det var virkelig spændende, og vi nåede kun langsomt fremad, da vi skulle forhindre enhver form for unødig støj. Pludselig kommer David ind til os og fortæller, at han lige har observeret to pæne kudu´er, som er på vej op mod os. Med det samme tilkendegiver jeg, at så går vi efter kudu´erne. Det ville være det mest sikre, da sabelantilopen var vanskelig at komme til, da den stadig stod midt i impalaflokken. Hvis den skulle være skud- bar, må der jo ikke være risiko for at ramme andre dyr, som det netop kunne være tilfældet her. Vi sætter skydestokken op, og jeg placerer riflen, tager sigte og afventer at kudu´erne kommer nærmere.

Kudu´erne fouragerer undervejs, så det går meget langsomt op imod os. Ude på ca. 300 meters

sig mod venstre. Vi sneg os helt ned i knæhøjde over den busk- og træbeklædte mark i håbet om, at hverken sabelantilopen eller de andre dyr i flokken ville opdage os. Det var enormt nervepirrende. Det føltes som en evighed inden vi nåede en gruppe buske, hvor vi kunne stå i skjul. Craig satte skydestokken op igen, og jeg placerede riflen, medens jeg prøvede at finde sabelantilopen i kikkerten. Problemet var, at vi kun kunne se hornene, og vi kunne kun håbe på, at den ikke ville følge flodlejet videre, men gå op i det græsbeklædte landskab, hvor vi kunne se den.

Vi stod fuldstændig stille, medens den langsomt gik mod vores venstre side vinkelret på os cirka 200 meter ude. Sablen bevæger sig tættere og tættere mod en lille gruppe træer, hvor det ikke ville være muligt at skyde igennem. Vi afventer, om den fortsætter. Den må bare ikke lægge sig ned nu. Det ville være ærgerligt. Efter at sablen har passeret træerne vælger den til alt held at gå op i det græsklædte landskab, og jeg får kun et kort glimt af den, hvor det meste af kroppen er synligt. Da jeg jo fulgte sabelantilopen i kikkertsigtet, afsikrede jeg og sendte kuglen af- sted med sigte på den forreste og lavest mulige synlige del af bladet. Dyret markerede, og der var ikke tvivl om, at den var ramt. Den satte i løb ned i flodlejet og efter 80 meter væltede den om på siden. Jeg genladede, og vi gik ned i flodlejet, hvor vi kunne konstatere, at dyret var forendt. Først der kunne vi ånde lettet op efter en utrolig spændende, nervepirrende, men helt fantastisk succesrig pürsch, som kom- mer til at stå som et kært minde for livet. Tænk sig på den 1. dag at nedlægge et eksemplar af lige præcis det dyr, som jeg havde prioriteret som det bedste trofæ.

Det viste sig at være et helt utroligt smukt eksemplar med en flot sort pels og fine hvide afteg- ninger i bugen. Craig fortalte, at der året før ikke blev skudt en eneste sabelantilope på farmen, og i dette år var der kun skudt et eksemplar, der var betydeligt mindre end mit flotte eksemplar. Det havde vakt så stor opmærksomhed, at det

afstand stopper begge kudu´er og stirrer op ad vejen lige mod os. Vi står fuldstændig stille, ingen har sagt noget, så vi undrer os over, hvis de skulle have opdaget os. De står og stirrer i et par minutter, hvorefter de vender rundt og går stille og rolig tilbage til impalaflokken. Vi ved godt at kudu´ernes ører er som et sæt paraboler, men vi undrer os og må glædeligt konstatere, at vi sikkert har skræmt dem, men ikke nok til at de stak i løb.

Vi bliver enige om at vende tilbage til den 1. strategi og gå efter sabelantilopen, og så håbe på, når vi kom i nærheden, at den ville stille sig fri af im- palaflokken, så den kunne blive skudbar. Nu tog David føringen, som den mest erfarne PH´er. Vi sniger os stille og roligt ned mod flokken, og Da- vid går indimellem ud gennem læhegnet for at observere på flokken. Pludselig kommer David tilbage og fortæller, at sabelantilopen er væk. Han kan ikke se den. Der opstår lidt forvirring, hvor David prøver igen at gå ud til højre gennem læhegnet for at finde antilopen. Pludselig får jeg et ryk i ærmet af Craig, der hvisker: ”There it is”. Sabelantilopen var på vej mod venstre i forhold til os og er nede for enden af marken, hvor der var en lille udtørret flodsænkning. Det eneste vi kunne se, var opsatsen, som stille og roligt bevægede

andet køretøj også kom til stedet for at se ”vidunderet”, og deltage i den traditionelle fotografering af dyret.

Da dyret var læsset på bilen, kørte vi hjem til den velfortjente frokost, og jeg følte ”at jeg kunne gå på vandet”, så lykkelig var jeg. Efter en vellykket formiddag for mig aftalte vi, at det nu var Bents tur til at nedlægge et dyr. Jeg spurgte Bent, hvad han ville gå efter, og det lako-

niske svar var: ”Det vi finder først”. Det skulle ved 16-tiden vise sig at blive en flot Kudu, som Bent nedlagde med et veltilrettelagt skud. Vi kørte der- efter tilbage til farmen, så de ansatte kunne partere Kuduen.

Vi var vældig lykkelige over vores jagtheld og var selvfølgelige nysgerrige på, hvad ”de unge” i det andet køretøj havde fået udrettet. Det varede lidt inden de vendte hjem, og det var blevet til et en- kelt forgæves skud efter en abe. Så kunne Bent og jeg jo godt være tilfredse med vores held. Vi havde en hyggelig aften og var klar igen næste morgen den 11. juli. Da både Bent og jeg havde nedlagt et dyr den forrige dag, henvendte Bent sig og spurgte. om jeg ville skyde først, og hvad jeg ønskede at få nedlagt. Jeg kunne i mit overmod jo udfordre ham og sagde med et smil på læben: ”Jeg vil foreslå, at du skyder først. Så vil jeg søge at skyde et dyr magen til, men med en opsats, der er betydeligt større end dit dyr”. Bent grinede, og så var konkurrencen skudt i gang. Det skulle blive meget festligt undervejs på turen. Allerede kl. 7.43 skyder Bent en ”Blue wilderbeast”/Gnu, som løber nogle hundrede meter, men PH´erne er gode til at tracke dyret. Vi kører hjem med dyret og fortsæt-

pürsce 6 gange på sabelantiloper, som vi havde set, men var umulige at komme på skudhold af. Vi fortsatte videre ad de små grusveje på jagtfarmen.

Ved 16-tiden stopper Craig pludselig bilen og spørger, om vi er interesseret i at skyde en nyala, som stod i modsatte vejside ca. 150 meter foran os. Jeg reagerede prompte, da det var en suveræn mulighed med fri sigt mellem bilen og nyala- en. Jeg kunne klatre ned ad ladet ubemærket på højre side, da bilen skærmede mig, og riflen blev placeret i skydestokken, og jeg sigtede lige på bladet. Jeg hviskede til Craig, om jeg måtte skyde, men han hviskede tilbage, at jeg skulle vente, da den stod en smule skråt for os og med front ud mod vejen, medens den stirrede hen imod bilen. Jeg sagde til Craig, at jeg havde korrigeret for stillingen ved at sigte lidt foran, så kuglen rammer lunger og hjerte, MEN jeg fik ikke lov at skyde. ”OK, thats the game”, og hvad skete så. Nyalaen begyndte at gå over vejen, medens den stadig holdt os under observation. Den forsvandt ind i krattet og blev hurtig usynlig. Greg sagde, at det ikke betød noget, for så kan vi omgå den bare ved at gå i en stor bue til højre, så vi kommer foran den. OK. Vi fulgte planen og stirrede hele tiden ind i krattet til venstre for os for at få øje på nyalaen.

ter derefter jagten. Jeg havde ingen ønsker om at skyde en gnu, så jeg meddelte Bent, at jeg ville vurdere mulighederne undervejs. Klokken 10.40 passerer vi en enlig, men vældig flot impala med en nydelig symmetrisk opsats. Vi fortsætter et par hundrede meter med bilen, hvorefter vi slukker motoren og jeg indleder pürschen på Impalaen sammen med PH´erne. Impalaen var på vej væk fra vejen og ind i buskadset, men der viste sig en lille lysning, som impalaen skulle passere. Vi tog opstilling med riflen og skydestokken, og ganske rigtigt kom impalaen til syne kort efter. Den fik et veltilrettelagt skud på bladet og faldt om på stedet.

Da den rituelle fotosession var overstået, kørte vi impalaen tilbage til farmen, hvorefter vi holdt frokostpause. I forhold til vores interne konkurrence stod Bent og jeg lige, da vi begge havde nedlagt et par nydelige trofæer. Det lagde jo et vist pres på mig, da det var Bents tur til at vælge først. I løbet af eftermiddagen så Bent flere interessante dyr, som han og PH´erne søgte at pürsche, men uden held. Ved 15-tiden passerer vi et vandhul, hvor der rent faktisk står et flot eksemplar af en sabelantilope. Jeg spørger Bent, om han ikke vil skyde den, for han har jo 1. prioritet, men Bent afslår. Jeg er ej heller interesseret, da jeg jo selv har et flot eksemplar, men da vi har kørt ca. 300 meter ændrer Bent mening, da han jo pludselig kan se muligheden for både at få et flot trofæ, men også et trofæ, der er større end mit. Bent satte afsted sammen med PH´erne, men efter en halv times tid vendte de tilbage med uforrettet sag.

Der var virkelig gået sport i, hvem der fik de bedste trofæer, for de næste dage prøvede Bent at

Pludselig kunne vi høre en flok gnuer begynde at larme, så vi sagtnede farten og var meget stille, så vi ikke skræmte dem til at løbe. Vi kom hele vejen rundt om dyrene som planlagt uden overho- vedet at have set nyalaen. Vi stod pludselig på vejen igen, en kilometer væk fra vores køretøj, og vi kaldte køretøjet frem via walkien, da vi nu havde opgivet nyalaen. Da bilen kommer frem ad grusvejen, bliver vi

mødt af et underligt syn. Ud ad venstre vindue gestikulerer Gunner helt vildt med armene, og på højre side gestikulerer Alexander, som havde overtaget køretøjet, med sine arme for at påkalde os deres opmærksomhed, medens bilen fortsatte videre forbi os. Vi anede bare ikke, hvad de ville fortælle os, og vi kunne jo ikke bruge walkien, hvis vi var tæt på nogle dyr, men det var et kosteligt syn, der vil stå indprentet i hjernen mange år frem. Vi konkluderede, da de kørte videre, at der måtte være dyr ganske tæt på, vi kunne bare ikke afgøre, på hvilken side af vejen det var, da der var peget i vidt forskellige retninger. Vi afsøg- te derfor den del, der lå på den modsatte side af det område, som vi netop havde bevæget os i, og fulgte bilens rute i modsat retning. Vi fandt dog ikke skyggen af dyr i det område. Vi gik tilbage ad grusvejen, og pludselig får jeg øje på nyalaen i en

lille lysning inde i det område, hvor vi havde søgt. Greg stiller skydestokken op, og jeg sætter riflen i, men når dog ikke at sigte, da David intervenerer og betoner, at skydestillingen peger lige over mod vores jagtfarm. Ærgerligt, for buskadset var tæt, så vi søgte ca. 80 meter tilbage ad grusvejen, hvor der var en lille smule sigt ind mod nyalaen. Der var rigtig mange grene og kviste, men ca. 60 meter ude var der et hul på 30x30 centimeter uden grene og kviste. Det var den eneste skydemulighed, så jeg lagde riflen i skydestokken og kunne kun vente og håbe på, at nyalaen ville fortsætte i samme retning, og at højden på ”skydevinduet” kunne passe med højden på bladet på dyret, så den kunne skydes forsvarligt. Vi ventede og ventede, medens nyalaen ligeså langsomt bevægede sig til venstre vinkelret på os og op mod vejen. Da nyalaen er på vej ind i ”skydevinduet”, kommer der pludselig en ukendt nyala ind fra venstre og stiller sig lige bag ”vores” nyala. Denne nyala havde ingen af os set før, så det gjorde jo situationen umulig, da vi ikke kunne risikere at såre den bageste nyala ved gennemskud på den nærmeste nyala. Nu kunne vi bare afvente og håbe inderligt på, at det ville blive den bageste nyala, der bevægede

pirrende, og pludselig sætter ”vores” nyala sig i langsom bevægelse og fortsætter lidt frem, så

sig væk først. Det var virkelig en nervepirrende situation. Efter at have pürschet så lang tid på ”vores” nyala, risikerede vi, at hele situation blev forpurret af den bageste nyala. Igen kom heldet os til hjælp, for langsomt be- gyndte den bageste nyala at røre på sig og bevægede sig ud af ”skydevinduet”. NU kunne vi bare afvente, i hvilken retning ”vores” nyala ville bevæge sig, og om højden på skydevinduet kunne passe til at afgive et forsvarligt skud. Vi var spændte til bristepunktet. Det var virkelig nerve-

bladet bliver synligt i ”skydevinduet”. Jeg afgiver et skud øjeblikkeligt, og det er en stor tilfredsstil- lelse at se omridset af dyret vælte om på stedet. Stendødt. Stor blev glæden, da det viste sig, at dyret var ramt perfekt, og det samtidig var et rigtig flot eksemplar. Da vi arbejdede med dyret, opdagede Craig, at kuglen var fortsat gennem dyret og havde skudt en gren i stykker lige bagved dy- ret, så det var godt, at vi afventede, til situationen blev optimal. Vi trillede hjem til den fantastiske aftensmad, som altid bestod af kød/steaks/mørbrad m.v. fra de nedlagte dyr. Vi fik eksempelvis Sable-bøffer en dag og kudu-steaks den følgende dag. Det var virkelig veltilberedt og sjovt at prøve.

Status på dagen: Pensionisterne havde endnu engang slået ”de unge”, som ikke rigtig var lykkedes med at få nogle trofæer, men de kunne nå det endnu.

Næste dag den 12. juli var vejret slået lidt om. Det var gråt og overskyet uden regn. Vi kørte ud til det lille bjerg for at opspore nogle dyr, men vi så ikke nogen. Vi fortsatte rundt i terrænet, og Bent prøvede virkelig mange gange forgæves at få nedlagt et dyr, men forgæves. De stak af, inden han nåede tæt nok på. Jeg besluttede mig for sammen med David og Craig at gå efter kuduer eller blesbucks, som vi havde mødt et par gange. Vi havde stødt en gruppe blesbucks dagen før og havde en formodning om, hvor de opholdt sig. Vi kørte til området og steg af køretøjet og begyndte pürschen op i ter- rænet. De havde allerede fået øje på os, så hver gang vi kom i nærheden af dem, stak de af. De var virkelig opmærksomme på vores tilstedeværelse. Undervejs i pürschen kom vi til et lille bjerg-

område, hvor de mange blesbucks var løbet igennem.

Her tog David føringen og ledte os igennem bjergområdet, medens han konstant orienterede sig ned mod underlaget. Da vi var igennem, var det tydeligt, at vi andre dødelige kunne se aftrykkene af dyrenes klove i jorden, men det er helt fantastisk, at David formåede det på et bjergmassiv.

På vejen hjem opdagede vi en flot nyala, der stod på en lille markvej 50 meter fra os. Vi lod bilen fortsætte nogle hundrede meter, inden vi stoppede motoren. Bent tilkendegav, at han gerne ville prøve at jage nyalaen. Han stod af bilen sammen med Craig og David, og de startede pürschen, medens vi andre sad og nød naturen, stemningen, de mange gode oplevelser m.v. Der gik kun kort tid, så hørte vi skuddet, og bilen blev kaldt frem til stedet. Der så vi en flot stor nyala, der åbenbart havde været ude og gå aftentur for sig selv. Det var en meget tilfreds Bent, som vi mødte, og det første Bent sagde til

mig, da jeg gav udtryk for min anerkendelse af dyret og skuddet: ”Og ved du hvad Flemming. Det allerbedste ved netop den nyala er, at opsat- sen er en hel tomme større end opsatsen på din nyala”. På den korte tid, inden jeg nåede frem, havde Bent allerede målt opsatsen, så det tydede på, at han virkelig havde taget konkurrencen til sig. Jeg kunne kun replicere: ”Bent, du skal lige være klar over, at den ene side af målebåndet måler cm, den anden side måler tommer. Du har garanteret brugt centimetermålet på din nyala, og anvendt tommemålet på min nyala. Du kan umuligt skyde en nyala, der er større end min.” Så var det ligesom sat på plads.

Vi drog hjem til samlingsstuen med Gin & Tonic som optakten til at drøfte dagens oplevelser, inden vi indtog det overdådige aftensmåltid. Til gengæld begyndte ”drengene” at få held med jagten. De havde nedlagt en gnu og flere andre mindre dyr.

Den sidste jagtdag den 14. juli havde jeg beslut- tet mig for at prøve at snige mig ind på en kudu. Bag farmen var et lille bjerg, og Craig sendte David op på bjerget med en walkie, hvorefter David så skulle informere os via walkien, hvor han så nogle dyregrupper og allerhelst kuduer. David ledte os ud til en lille flok, som vi begyndte at pürsche på, men de stak af længe inden, at vi ville få mulighed for at se dem. Vi fortsatte dog ufortrødent efter dem det meste af formiddagen og fik travet mange kilometer, men helt forgæ- ves. På vej hjem til farmen fik vi kl. 11.00 øje på en gruppe blesbucks, der befandt sig på en skråning på den modsatte side af en sø. Vi pürschede os ind på dem meget forsigtigt, da dyrene havde fin oversigt over skråningen. Det lykkedes ved at zigzagge mellem nogle enkeltstående træer på

skråningen at komme inden for skudvidde. Gruppen var under opbrud, så vi skulle handle hurtigt. Jeg fik riflen i skydestokken og skød efter et ny- deligt eksemplar, der stod lidt skråt for. Lige da skuddet var gået sagde Greg, at jeg skulle genlade og skyde den i halsen. Efter det andet skud, som ramte direkte på halsen, faldt dyret straks til jorden og var forendt. Endnu en spændende pürsch var lykkedes med et godt resultat. Vi drog hjemad til et velanrettet frokostbord, og eftermiddagen blev brugt til at pakke og få gjort status på trofæerne, hvor ”drengene” havde haft en del held med sig de sidste dage. Om aftenen blev vi forkælet af Mark og hustruen, da aftensmaden skulle indtages i en smuk cirkulær murstenshytte bygget omkring et stort træ og uden tag og med et hyggeligt bål i midten. Det var virkelig fantastisk stemningsfuldt at indtage maden ”på savannen”.

Næste morgen skulle vi tidligt afsted, da vi skulle køre tilbage til Johannesburg og med fly til Li- vingstone i Zambia, som vi nåede lige ved mør-

kets frembrud. Vi blev indlogeret på hotel, og næste dag skulle vi ud og se Victoriavandfaldet, som er verdens største. Tilbage i 1996 besøgte jeg Niagara Falls på grænsen mellem USA og Canada og blev meget imponeret, men Victoriavandfalde- ne slår alt. Det er så voldsomt imponerende, at det er vanskeligt at forstå. Vandet styrter 110 meter ned i en klippespalte, der er næsten een kilometer bred. Der er en infernalsk torden, når det styrtende vand rammer vandfladen, og vandet slås i stykket i milliarder af små regndråber, der presses op af klippespalten og skaber de flotteste Ovenforregnbuer.vandfaldet er der en gruppe små øer, som de lokale gerne vil bruge som fiskepladser. De vader gennem den rivende strøm ud på de små øer i et område, der er fyldt med krokodiller. Det er komplet uforståeligt, at de tør. Om aftenen var vi på en pragtfuld sejlads med en turistbåd på Zambezifloden, hvor vi fik serveret mad og drikkevarer ad libitum, medens vi kunne studere elefanter, krokodiller og en del flodheste, der hyggede sig ved flodbredden. Det var også enormt stemningsfuldt og en fantastisk oplevelse.

Dagen efter gik turen med fly tilbage til Johannes- burg, hvor vi skulle videre nordpå med KLM´s Boing 767 til Amsterdam og videre hjem til Dan- mark, hvor vi ankom velbeholdent og med så mange fantastiske oplevelser, at de vil blive en vigtig del af ens livsfundament fremadrettet. En helt fantastisk rejse, som langt oversteg mine forventninger, og en stor tak skal lyde til Vivi og Christian for på fornem vis at have påtaget jer rollen som nogle fantastiske rejseledere. Også en stor tak til de øvrige deltagere for et supergodt med- og modspil på turen.

Ibex i Kazakhstan

Af Vivi og Christian Jensen

Vi nåede ikke flyet fra Istanbul til Almaty i Kasakhstan. Det er 3. gang inden for de sidste par år at vi (uden skyld) ikke når et fly. Det giver en masse bøvl med hotel, bustur og en ny billet. Det værste er dog, at vi så mister en jagtdag. Vi ved jo heller aldrig om det vil komme til at betyde noget i den sidste ende. Det er træls, men jeg opfatter det ligesom regnvejr, der er ikke noget at gøre ved det, men det gælder blot om at følge med strømmen i de ting man ikke kan påvirke alligevel. Folkene på destinationen skal naturligvis underrettes – de er måske allerede kørt hjemmefra og skal nu bruge udgifter på hoteller o.l.

Vi kom selvfølgelig med et fly dagen efter.

De lokale hjælpere stod klar og uden deres hjælp og tolkning havde det været lidt svært med våben og ammunition igennem tolden.

Efter 4 timer i bil var vi lige udenfor vort revir og nu begyndte problemerne. Reviret ligger lige på grænsen til Kirgisistan. Grænsen er en flod, og vejen krydser floden adskillige gange. Det har skabt uenighed landene imellem om bevogtning af grænsen, og løsningen er blevet, at på lige datoer bevogter soldater fra Kazakhstan grænsen og på ulige datoer er det Kirgisistans tur.

På grund af den mistede dag i Istanbul, landede vi nu ved ”grænsen” den forkerte dag. Det var ikke sikkert, at de Kirgisiske grænsevagter ville lukke os ind, og vi skulle være forberedt på at overnatte på et hotel i nærheden. Det var lidt svært at se logikken, idet vi dagen før uden problemer kunne have kørt lige igennem til nøjagtig det samme sted.

Vi ventede og ventede. Vore guider var næsten hele tiden inde i det lille usle skur der var blevet ophøjet til grænsepost og der foregik en del samtaler over radioen. Jeg kommenterede lidt på at det var lidt kummerlige forhold de bød soldaterne på. Nikoly der var af russisk afstamning svarede at det var et levn fra sovjettiden: hvorfor tror du at vi taber alle krigene, der er jo ingen af vore soldater der har noget ordentligt udstyr. Vi måtte

endelig ikke tage billeder, men når man kiggede på de unge soldater, kunne man få den tanke at de lige havde været forbi nationalmuseet og hente deres udstyr. Riflen lignede i hvert fald de fotos der for nyligt har været bragt med udstyr fra slutningen af 1950erne.

falder begge og grebet bliver fa- stere. Op igen. Sådan fortsætter det langt ned af bjergsiden, hvor der er mange store glatte sten under sneen som gang på gang fælder os.

Foran os går de to andre guider og trækker og skubber dyret foran sig. Jeg smiler for mig selv. Tør I det? Tja rejsen er jo bestilt og betalt før corona brød ud. Nu skal vi bare have den indløst. Så her går jeg nu langt oppe i de Kasakhstanske bjerge. Luften er tynd, og det er som om benene ikke rigtig vil lystre. Kom så - du kan sagtens. Går og har en indre dialog med mig selv. Heldigvis holder de mange små minipauser, så jeg lige kan få vejret 510 sek.

Vi var bagud med søvn og havde sat os i bilen og blundede lidt, da døren gik op, og vi kunne efter næsten tre timers venten køre igennem grænseposten. Grænsen ligner til forveksling grænsen til det gamle Østtyskland, med flere meter høje pigtrådshegn i to rækker. Nå - sagde jeg til Ni- kolay, vores tolk, så forbarmede de sig alligevel over os og lod os slippe igennem. Nej det er ikke helt sådan det forholder sig svarede Nikolay. Soldaterne skulle lige have en lille gave for at lukke os ind, og det tog meget lang tid, idet deres overordnede jo også lige skulle ”informeres”. Korruption virker jo kun, hvis alle får en bid af kagen. Nu var den første jagtdag allere- de gået og vi nåde kun lige at kontrolskyde riflerne.

Tør I det?

Vivi Højer Jensen Jeg rutsjer ned ad. Ind imellem løfter jeg benene og lader mig glide. Ned og ned ad det går og temmelig hurtigt. Sneen kommer mere og mere ind under min jakke og ned i støvlerne, fordi buksebenene er kravlet op. Prøver at få fodfæste flere gange. Guiden og jeg holder hinanden i

På tidligere ture har jeg prøvet at få alt for meget tøj på, så det har jeg taget højde for denne gang. Troede jeg. Jeg sveder tran. Er helt rød i hovedet. En trøje er allerede røget i rygsæk- ken. Det er utroligt, så megen varme man producerer ved at gå opad. Jeg kigger fremad og kun 5 -10 meter, så virker det ikke så uoverskueligt, at skulle klatre helt op på tinderne, eller så skrækindjagende at se ned. Jeg hiver efter vejret. Lige nu synes jeg ikke jeg kan mærke, at jeg har trænet før turen. Endelig- nu er der udsigt til en længere frokost pause. Jeg kigger ud over kanten og det er ligesom om, at det faktisk giver ret god mening, at benene strejker lidt og lungerne hiver efter vejret. Ja du er sgu godt tosset siger jeg til mig selv. Du kunne ligge på en varm badestrand og dase. Nu går du og piner dig selv.

En af guiderne smider rygsækken med den medbragte mad. Vi nyder frokosten i ”det grønne” og den varme te, som de får tændt op for med en lille primus her ude og langt oppe i de smukke bjerge. Nu bliver jeg mindet om, hvorfor jeg ikke ligger og daser på den der strand. Vi pakker sammen og fortsætter. Guiden kravler fremad foroverbøjet. Han har fået øje på en flok ibex med et par gode handyr iblandt. De springer pludselig, som om de fornemmer os. Og væk er de.

hånden for at holde balancen, så ingen af os skvatter og falder ned af den stejle bjergside. Vi

Jeg bruger en vandrestav. Det hjælper rigtig meget. Det aflaster benmusklerne her videre op på bjergsiden. Vi når op i 3000 meter højde, og mens vi står

stille for at afsøge området bliver det jævnt køligt. Kom - kom. Guiden vinker mig hen til en klip- pekant. Der nede og ude på ca. 200 meters afstand er der en flok ibex. Den største af hannerne står med siden til, som om jeg har bedt ham om det. Hvor dumt er det ikke lige. Resten af flokken løb derfra med det samme, undtagen en af de andre bukke, som i begyndelsen gør tilnærmelser til den nedlagte ibex, som ikke gør

de guider rundt om mig.

Bjergene, den smukke udsigt, de glemte trængsler. Det er jo derfor jeg tager afsted. Kulmination af det hårde arbejde og den dej-

gamle russerbil og vi bumper hjemad. Jeg har i hvert fald ikke nyregrus mere, hvis jeg havde det før turen. Er lige nu bare glad for, at jeg ikke skal op ad de stejle bjergsider igen. Til aftensmad spiser vi fileten af min ibex og det smager faktisk godt. Næste dag er hvile dag. Christian får lov til at slappe af om formiddagen, men han tager ud om eftermiddagen og kommer hjem igen til aften uden ibex, men med meget trætte ben.

modstand.

Vi venter og venter inden vi går derned for at checke om den stadig ligger næsten gemt bag klippen. Nu står jeg så her med et fint trofæ i hånden og nogle gla-

lige belønning.

Turen ned, går hurtige end op, og jeg fortrænger alt besværet. Ibexen bliver smidt ind bag i den

På tredjedagen tager Christian tidligt afsted om morgenen på hesteryg. Jeg regner med, at skulle blive hjemme igen, men Visilir spørger mig, om jeg vil med ud og spejde efter ibex til Christian. Det vil jeg gerne. Selvfølgelig vil jeg det. Vi tager bilen og kører ud. Nærmest bumper afsted over store sten og spotter efter dyr. Vi går lidt ind i dalene, men så er det ligesom det nu tager en drejning mod en højdestigning, jeg genkender. Den in- dre dialog er i gang igen. Vi går på stejle bjergsider og holder små hvil i nogle flade enebærbuske, som lige kan holde os, så vi

ikke glider ned. Der ude på 1040 m på den anden bjergside, ser vi en flok med en del gode dyr. Vi diskuterer nu, hvordan det er muligt for Christian at komme til dyrene, hvis han ikke selv spot- ter en på hans tur ud i terrænet. Vi trækker os tilbage for ikke at støde flokken. Vi kører tilbage til campen og får heldigvis meldingen om, at Christian har skudt. Vi venter mange timer inden de er Omtilbage.aftenen får vi igen mulighed for at gå i sauna. Jeg koger og sveder på vej op i bjergene, men det er ikke noget mod denne type sauna med 100 grader og 80 i luftfugtighed. Her sveder du in- den du når hen til bænken. Man beskytter hovedet ved at tage en filthue på.

Her på dag fire pakker vi hestene og rider ind og op i bjergene. Det er faktisk ikke så dårligt at lade hestene gøre arbejdet. Vi skal tilbage og der kan jeg pludselig se, hvor højt op vi er kommet. Synes ellers bare at vi var gået lidt ind i dalen. Det har snydt mig, da det er hestene der har gjort det hårdeste arbejde på vej op.

Vi gør holdt et godt sted og spiser den medbragte madpakke. Endnu engang bliver jeg mindet om hvor fantastisk det hele er.

Christian:

Den gamle russiske militær jeep skrumlede ud af det meget ujævne spor. Vi var på vej ud i bjergene og kørte så langt som muligt for at spare på kræfterne. Det var en god beslutning, kræfterne blev der brug for senere. Vognparken bestod ellers af flere Toyota Landcruisere og jeg spurgte om den russiske jeep var så meget bedre i det hårde terræn. Nææ men hvis der sker noget, så er det bedre at miste den gamle spand i stedet for en

dyr Toyota, jeg spurgte ikke helt ind til, hvad det at miste betød, de tanker behøvede jeg ikke at tænke færdig.

I sneen på toppen af et af bjergene kunne vi svagt skimte nogle Ibex. Vi har prøvet det før og tænkte at vi må finde nogle der er lidt tættere på, der kommer vi jo aldrig op.

Vi kravlede opad, og opad, og opad. Det første stykke var et stykke med grønt og nogle små vindblæste forkrøblede buske der ikke rigtig ville give op i de barske vækstbetingelser. Der bliver selvfølgelig holdt pauser hele tiden. Inden vore rejser gør vi meget ud af at forberede os så godt som muligt og til bjergene er det svært at få trænet de rigtige muskelgrupper, men det er jo umuligt for en dansker at træ-

ne mødet med den tynde luft i højderne. Oprindelig skulle vi jo også have været lidt længere tid i basecamp der lå i 2000 m højde og der vænne os lidt til omgi- velserne, men det blev aflyst på grund af den manglende dag. De lokale skal dog også have pauser, velvidende at de fleste pauser udelukkende bliver holdt fordi de har en lavlandsturist på slæb.

Efter 5 timers klatren besluttede man, at det var tid til den medbragte frokost og dermed et lidt længere hvil. Det var tiltrængt. Efter yderligere en time kom vi til snegrænsen og det blev det

mørkt og benene var ved at give op. Heldigvis kunne vi nu gå/ kurre ned at skråningerne til bunden af slugten og så gå langs med vandløbet hjem. Det lød jo nemt nok, men der var faldet nysne og mange forhindringer og klippestykker var dækket af sneen. Det tog 2½ time at komme tilbage til det skønne syn af den gamle russer jeep, der kunne bringe os tilbage til campen. Vi havde nu kravlet op og ned i over 10 timer.

Det tog lidt tid før der kom liv i jeepen. Jeg husker en gammel traktor, vi havde da jeg var dreng, den skulle spædes op med benzin i karburatoren. Guiden pumpede løs og jeg var ved at blive nervøs for at vi skulle gå hjem, men til sidst kom der liv i den gamle. Det var ikke til at tage fejl af. Der lød nogle høje brag og efter lidt tøffen blev der lagt et stort røgslør ud over da- len. Så kørte vi, det vil sige at vi prøvede, for de havde glemt at der ved ankomsten blev lagt to store sten under baghjulene for at bilen ikke skulle trille ned af skråningen, håndbremsen virkede ikke og det var der sådan set ikke rigtig noget andet der gjor- de på det gamle vrag.

Hjemme i Campen havde de forberedt saunaen, det var en god oplevelse for de udasede muskler.

blev sejt. Det var ikke stejlt, men meget stejlt. Skråningen var dækket af nogle mindre fyrretræer som skulle give dækning under opstigningen. Det gav en vis sikkerhed for ikke at kurre ned af skråningen igen og evt. smutte ud over en af skrænterne. En af guiderne forklarede at der kun var omkring 25 meter ned, men om det var 25 eller 35 meter er vel ligegyldigt, jeg tror at resultatet havde været nogenlunde det samme. Det var en smule hårdt, jeg havde jo også 20 kg i rygsækken at slæbe på. Der var slet ingen der havde ondt af mig, og det ville jo heller ikke hjælpe at forklare guiderne hvor synd det var for mig, de forstod jo alligevel ikke hvad jeg sagde.

Efter 2½ time opad var vi ved at være på plads hvorfra der kunne afgives skud. Guiderne havde lånt min afstandsmåler: ca. 500 m var meldingen. Nu kom træ-

bestemt ikke bedre af. Udover at det var stejlt, begyndte det nu også at blive glat, og den sparsomme bevoksning blev endnu mere sparsom. Hvis man skulle glide så havde der tidligere været nogle buske man kunne glide ned i, men de var der ikke mere, og det var stadig stejlt. Efter yderligere en times tid var vi ved at være der, hvor vi tidligt i morges spottede flokken af Ibex. Vores guide kom med nogle, uden tvivl, meget grimme ord. En rotte vildsvin viste sig lidt længere nede af bjerget, og jeg fik forklaret, at når Ibexene så vildsvinene, så fortrak de, og de var da heller ikke der hvor vi regnede med. Vi fik øje på dem igen, men nu var de trukket længere væk, og for at komme til dem, så var det yderligere to timers klatren. Vi havde nu været i gang med at kravle opad i 8 timer og vi skulle jo også tilbage inden det blev

De kunne godt se at den første dag havde tæret på kræfterne, så på dag to, blev de lokale jægere der arbejder på reviret sendt ud for at spotte nogle dyr, så vi ikke skulle kravle alt for meget rundt forgæves.

Kl. 11 kom meldingen om at der var blevet spottet Ibex ikke så langt fra campen. Det lød jo som sød musik, men jeg skulle blive klogere. De vidste nogenlunde hvor den opholdt sig, men for at komme på skudhold skulle vi klatre op på bjerget over for, op til nogenlunde samme højde. Det

ningen hjemmefra til sin ret. Jeg lå meget stabilt og følte mig rigtig godt tilpas - trak op på 500 meter mærket i kikkerten og skød. Der skete absolut ingenting. Jeg prøvede igen med samme resultat. Nu var ibexen ved at miste tålmodigheden og hoppede ned fra klippen, hvor den lige før stod og præsenterede sig med siden til. De blev ved med at sige skyd og lidt dumt lod jeg mig rive med og skød endnu en gang, uden nogen form for reak- tion. Jeg fik afstandsmåleren igen og ved hjælp fra tolken, fik vi genskabt situationen. De havde ikke rigtig kendskab til udsty- ret og havde simpelthen målt på klippen bag dyret og fik 500 meter ud af det. Hvor dyret rent faktisk stod var der kun 400 meter, jeg havde skudt langt over begge gange. Det var antiklimax for både mig og guiden der havde målt afstanden, nu havde vi aset og maset hele eftermiddagen for at skyde en klippe, det var lidt surt, men vi måtte jo gå den tunge gang tilbage. Ved aftenens rådslagning omkring middagsbordet blev det

besluttet

var fin til mig. Jeg er ikke ude efter specielt store trofæer, men mere efter oplevelsen. Denne gang tog jeg mig selv af afstandsmåleren der sagde 274 meter. Det har vi øvet og øvet mange gange hjemmefra, men ikke på kanten af en klippe med 40 meter ned. Jeg fik mig lagt til rette og mærkede pludselig en hånd i nærheden af min bagdel. Under normale omstændigheder

og prøve lykken på et plateau ca. 4 timers ridt fra campen. Det er helt utroligt, hvad hestene kan i bjergene. Opad og opad, og på smalle og stenede stier der næsten ikke er bredere end hestenes hove, men skulle vi have gået derud, havde vi haft brug for flere dage.

Hestene blev parkeret og vi krøb frem til kanten af det forholdsvis flade plateau, for at gøre det, som er en af tidsrøverne ved bjergjagt, at spejde og spejde ud over området for at få øje på eventuelle dyr. Så var der bid. På den anden side af en kløft lå en gruppe på 7-8 dyr og tyggede drøv. Efter en del fagter og tegn i luften blev vi enige om at den

ville jeg nok have vendt mig om og fået en snak med manden bag mig, men jeg forstod at han blot ville have fat i min livrem, så jeg ikke rutsjede ud over kanten i skudøjeblikket. Skuddet sad hvor det skulle og ibexen faldt/ rullede ned af bjergsiden for til sidst at lande i bunden af slugten 240 meter nede. Hvilken lettelse. Nu begyndte det

næste arbejde med at bjerge dyret. To af guiderne tog en hest hver og vi begyndte langsomt at arbejde os ned i slugten. Det tog næsten en time. Ibexen skulle parteres i slugten. Der var ingen mulighed for at få dyret op i hel tilstand, det var alt for farlig for hestene. Efter en kort frokost startede forlægningen og skinningen og vi startede på opstigningen. Det var igen en hård proces. Højdemåleren stod på 3300 meter og luften er meget tynd. Blot det at gå normalt, krævede en god portion vilje og når det så går stejlt opad så trækker det tænder ud. Der blev holdt 5 pauser undervejs for blot at kravle de 240 op til plateauet igen. I den næstsidste pause kigger vi op, og næsten lige der hvor vi havde efterladt rygsæk og riflen stod storebroren til min nyligt skudte ibex og kigge ned på os. Det var da godt den ikke forstod at håndtere våbnet, ellers var rollerne blevet byttet om. Det var som om at turen på hesteryg tilbage var lige knap så slem som turen ud. Allerede ved starten af turen havde vi fortalt vores madmor at vi gerne ville smage lidt af de

at vi næste morgen ved daggry, skulle sadle hestene op,

nyskudte dyr hvis vi skulle være heldige. Det fik vi så rigelig lov til. Vi fik serveret meget velsmagende retter i de dage der var til indkvarteringen

Om aftenen kom nogle af de lokale jægere forbi og sad blot og

Det er selvfølgelig en udfordring at tale igennem en tolk, men ved

at tale med de lokale kommer der mange historier frem, selvfølgelig mest om jagt og jagten førhen som er særdeles interessant. Det er naturligvis også spændende at høre om deres syn på fremtiden.

Turen fra base camp til udgangen/grænsen tog næsten en time. Vi skulle jo passe dagen så vi igen ramte grænsesoldaterne fra Kazakhstan. Der var dog ingen mødt op. Vi ventede næsten en time inden soldaterne kom. Tolken forklarede at der havde været fest dagen før og det kun- ne måske være forklaringen. Det er jo meget betryggende at vide at soldaterne bevogtede græn- serne skarpt, når der ellers ikke lige var en fest,. Man må jo prioritere.

Vi havde bestilt en rundtur i Almaty hvor vi skulle flyve fra. Det kan kun anbefales og tiden skulle jo alligevel slås ihjel. Det kom der faktisk en del interessante oplysninger ud af og tingene i andre lande er ikke altid som man havde forestillet sig. Ved check-in begyndte problemerne igen. Vi skulle selvfølgelig vise våben og numrene i dem. Da det hele igen er pakket ned, kom chefen, han skulle også lige

se numre osv. Så kom chefens chef, han skulle også lige se –forfra igen. Vore guider trak tid uendelig ud, det forstod vi nu ikke rigtig, men klokken var 7:45 og der ville komme et vagtskifte hos tolden kl. 08:00. Vi forstod stadig ikke. Nu kom de nye toldere til og vi skulle igen pakke våben ud til kontrol.

Det begyndte at blive lidt irriterende. Først da hele molevitten var afsluttet faldt tiøren. For at hele systemet fungerede så skulle tolderne jo have en lille ”gave” og hvis man startede lige før vagtskiftet og lod næste skift gøre øvelsen færdig var der jo dob- belt så mange der skulle have gaver. Velkommen til verdenen uden for Skandinavien. Turen var arrangeret af Diana Jagtrejser, og vi oplevede en utrolig stor service fra de lokale på destinationen.

Muntjac i England

Af John Nielsen

En typisk jagtdag er som en bukkejagt i Danmark. Vi bliver hentet om morgenen og jagten foregår enten som pürsch eller siddende i hochsitz. Når vi er indkvarteret og har fået en god nats søvn efter rejsen, starter første jagtdag. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at fortælle om min første jagtdag fra sidste Englandstur. Måske skal jeg lige nævne at jeg har været samme sted 8 gange og hver gang er en fornøjelse; jeg oplever noget nyt hver eneste gang.

Denne dag kørte vi cirka ½ times kørsel fra vores base som er en Bed and Breakfast, før vi kom til det revir, hvor jeg skulle jage. Solen var lige kommet frem og vi så snart en muntjac på 300 meters afstand, men den var hurtigt væk igen. – en muntjac står aldrig stille. Vi pürschede videre og efter ca. endnu ½ times pürsch så vi igen en muntjac, som var på vej væk fra os i et langt hegn. Hver gang den forsvandt ind i hegnet, gik vi stille fremad. Vi var i god vind, men det føltes som om vi ikke kom tættere på; hver gang vi stod stille, gik den hurtigt fremad. Efter 10 minutters pürsch hvor vi kun kom ca. 20 meter tættere på den, fortalte Jim, som var min stalker den dag, at jeg skulle tage et skud, hvis det var muligt, da det var sidste

chance inden den ville forsvinde helt ind i hegnet, som endte i en skov.

Skydestokken blev stillet op og riflen blev lagt deri. Det føltes som en evighed, at stå dér uden at kunne se noget. Pludseligt kom den hurtigt ud og jeg afgav et perfekt skud. Jeg var spændt på at komme hen og se dyret, som viste sig at være en gammel hjort uden en pløk i munden. Super oplevelse som altid. Det gav blod på tanden og vi besluttede at fortsætte med pürsch en times tid mere.

Vi så yderligere to muntjac og noget råvildt, dog uden de kom på skudhold og vi vendte snuderne hjemad, hvor den stod på lækker typisk engelsk brunch og jagthistorier fra morgenens oplevelser sammen med mine jagtkammerater, der også havde været afsted. Den morgen blev der yderligere skudt 2 dåer og 1 kalv.

John Nielsen

Der var engang...

Af Jens Aksel Kjær

I 1914 kom der et tidsskrift for jægere i Danmark udover det, som kom fra Dansk Jagtforening. Det nye tidsskrift hed «Jagtvennen» som opgav at den var Uafhængigt Illustreret Tidsskrift For Hundevenner, Jægere Og Fiskere. Den var redigeret af K.W.J.Thureholm, Næstved.

For nogle år siden fandt jeg en indbunden årgang, 1929, i et antikvariat. Det var virkelig spændende læsning om hvilke ting, som optog jægere dengang og hvordan man jagede. Noget af det som «slog» mig var annoncerne. Her kan man finde kragegift i form af fosformos, rifler til en pris af 15 til 50 kr. osv.

I tidsskriftet kan man også læse om «Krybskytteriet». Her næv- nes tidspunkt, sted og navn på krybskytten og hvad han fik af bøde.

Vinteren 1928-29 der var særdeles hård, gav udslag på råvildt og markvildt. I flere af numrene i foråret 1929 skrives der om at der måtte komme en særfred-

ning af råvildt, agerhøns og fasaner. Et andet emne som havde meget spalteplads, var en Jagt- lov hvor temaet «Forårsjagt eller Forårsfredning?» kommer op. Her menes fredning af trækfugle og i særdeleshed sneppen, som er udsat for jagt i Danmark fra 15. april og senere fra den 14.maj i Sverige og Norge.

Jeg kan kun anbefale at læse gamle jagtblade for at få en indsigt i hvad der optog jægerne før i tiden.

Blyfri riffelammunition

”

Af Jens Ulrik Høgh

Fra næste år udfases bly i riffelammunition på jagt i Danmark. Vi er det første land i verden, der forbyder blyet i riffelammunition til jagt og det skal understreges, at blyholdige projektiler (indtil videre) fortsat er tilladte til træning og i randtændingskalibre (såsom .22 lr og .17 hmr).

Rigtigt mange danske jægere har masser af års praktisk erfaring med blyfri riffelammunition. For de flestes vedkommende startede det med Barnes-X projektiler, som er ekspanderende projektiler i rent kobber – og de sidste 5-10 år har salget af nye blyfri projektilkonstruktioner for alvor taget fart. Omstillingen er sket ganske frivilligt og i takt med, at vi som jægere selv har fundet de tilgængelige al- ternativer egnede til formålet. Dette er nok hovedårsagen til, at de danske jægere har taget det kommende blyforbud for jagtammunition med ophøjet ro – vi ved, at alternativerne virker ganske udmærket.

Helt så fredeligt går det ikke til i resten af verden, hvor der ofte er massiv modstand imod omstilling til blyfri ammunition i jægernes egne rækker. Desværre har vi jægere –som alle andre - ofte svært ved at acceptere videnskabe- lige fakta, når de går os imod, og argumenterne imod at udfase bly bærer kraftigt præg af dette. På en international konference om jagt og praktisk naturbevarelse i Afrika, hvor jeg deltog for nylig, lagde en sydafrikansk videnskabskvinde dokumentationen frem for de fremmødte. Bly

anerkendes af den samlede lægeverden som ubetinget sundhedsskadelig i selv mikroskopiske mængder. Da stoffet ophobes i vore kroppe, er al eksponering i princippet skadelig og blyet fører bl.a. til skader på nervesystemet (blyforgiftede mennesker bliver gradvist dummere) og andre rædselsfulde skader. Af samme årsag blev blyet udfa- set i benzin for efterhånden mange år siden.

Det største problem i relation til vores omgivelser er imidlertid ammunitions-blyets konsekvenser for de ådselædende fugle. Når fuglene indtager blyfragmenter, bliver disse først malet til fint støv i fuglenes kråse og derefter udsat for en mavesyre, der er langt stærkere end vores. Kombinationen af finmalet bly og stærk mavesyre letter desværre optagelsen af bly i fuglenes kroppe betydeligt. Da fugle til og med er relativt små i forhold til f.eks. pattedyr i samme føde-niche bliver konsekvenserne for fuglene langt mere alvorlige. Nogle få (2 eller 3) haglstore blyfragmenter er nok til at forgifte en ørn eller en grib og det ender ofte med, at den apatiske og desorienterede fugl bliver taget af rovdyr, når den sidder på jorden eller flyver ind i højspændingsledninger, som den ellers normalt er relativt dygtig til at undgå.

Rapport efter rapport dokumenterer disse effekter af bly i riffelammunition. Der er reelt ikke noget at spille om, men modstanden synes ikke desto mindre at være fundamental. ”Vores rifler kan ikke skyde med blyfri!”, ”Vi får masser af anskydninger!”,

Hvor mange børn er døde af blyforgiftning?”, ”Jeg har aldrig fundet en død grib!”.

Jeg har inden for de seneste tre måneder diskuteret sagen under fire øjne med repræsentanter for to store europæiske jagtorganisationer og den produktansvarlige på en europæisk ammunitionsfabrik. Selv om de formelt set alle stadig kæmper for jæger- nes ret til at anvende bly, så giver alle, jeg har talt med, som er tæt på den politiske proces, udtryk for, at det udelukkende er et spørgsmål om tid inden EU indfører et totalforbud imod bly i civil ammunition. Et blyforbud er på vej og har været det længe.

Fakta

I mange lande er det allerede blevet forbudt at bruge blyholdig ammunition i forskellige nationalparker.

I Spanien har man lavet en gen- opretningsplan for gåsegrippen, der har været på randen af udryddelse.

Jægere der nedlægger dyr i de spanske nationalparker har pligt til (efter at have taget det som jægeren gerne vil have) at lade resten af dyret ligge, så der kommer flere ådsler til føde for gåsegrippene. Her er det meget vigtigt at der ikke er blyrester i dyrekroppen, der kan ophobes i gribbene.

Fordele

Ud fra en ren skydeteknisk betragtning, har den blyfri ammunition ikke mange fordele i forhold til blyholdige projektiler. Det gælder både for den interne ballistik, den eksterne ballistik og terminal-

Rådhuspassagen 1 6600 Vejen

ballistikken (projektilets virk- ning i målet). Hvis blyfrit var en oplagt teknisk fordel, så havde vi formentlig udfaset blyet for mange år siden.

Men trenden i retning af at udfase bly handler alene om materialets giftighed for levende organismer. Uanset i hvilken udstrækning man vælger at ”tro på” videnskabens advarsler omkring blyholdig ammunitions kedelige konsekvenser, så har blyfri ammunition den indlysende fordel, at det ikke indeholder bly og derfor hverken forgifter mennesker eller fugle eller er i risikozonen for at blive forbudt ved lov i nær fremtid.

En del af de drejede projektiler har vist sig at være ekstremt præcise i nogle rifler –også mere præcise, end det man hidtil har kunnet opnå med traditionelle blyholdige projektiler. Men derudover kan jeg faktisk ikke komme i tanke om flere indlysende fordele.

Ydre ballistiske problemer Helt generelt har det vist sig at være en udfordring at få de simple og lette blyfri projektilkonstruktioner til at fungere tilfredsstillende i de små kalibrer. Randtændingskalibrene fungerer rent ud sagt ikke godt med de nuværende blyfri alternativer, og jeg har heller ikke den store tiltro til fremtiden for en kaliber som .223. Selv kaliber 6,5x55, som jo stadig har en stor stjerne blandt nordiske jægere, har vist sig at volde ammunitionsproducenterne kvaler. Det er f.eks. derfor, at Norma endnu ikke er klar med en ECOStrike i 6,5 mm. I større kalibrer er der reelt ingen problemer. Jeg skyder selv med 7x65R, .300 Win og 9,3x62 og i alle disse fungerer de blyfri projektiler fremragende med god præcision, udmærkede ballistiske egenskaber og fin effekt i vildtkroppen.

Sikkerhedsudfordringer

En anden reel udfordring med de blyfrie projektiler er forskellige sikkerhedsmæssige bekymringer. Der er ikke tale om uoverstigelige problemer, men da projektilerne opfører sig lidt anderledes end det vi er vant til, er det vigtigt at vi tilpasser vores adfærd.

De massive ekspanderende projektiler – såsom RWS HIT, Lapua Naturalis, Hornady GMX, Norma ECO Strike, Barnes-X m.fl. – er alle stærke projektiler, der oftest bevarer en restvægt på næsten 100% og tit giver gennemskud. Helt

mange steder siger kraftigt fra, men generelt bør man nok tænke grundigt over disse projektiltypers egnethed til fællesjagter.

Kødødelæggelse

generelt må disse projektiler formodes at medføre en let forhøjet risiko for farlige rikochetter til fare for medjægere, drivere og hunde. Kuglefang er ekstra vigtigt.

Det samme gør sig – måske i endnu højere grad? – gældende for de fragmenterende projektiler, hvor forenden typisk bliver til tre relativt store flige. Et yderligt strejfskud på et stykke vildt eller et træf i en tyk kvist kan sende de relativt tunge fragmenter ud i en bred sværm med helt andre (større) sikkerhedsvinkler end vi er vant til. Hundeførere

De fleste blyfri projektiler afsætter i princippet ingen mikroskopiske metalfragmenter i vildtkødet. Undtagelser for dette er RWS EVO Green og Norma EVO Strike, der afsætter en lille sky af ugiftige tinfragmenter. Der findes og- så blyfri projektilkonstruktioner, der tilsvarende afsætter Wolfram-støv i kødet.

De massive ekspanderende projektiler afsætter typisk kun plastspidsen (hvis de har en). Der vil oftest være gennemskud. De tre-fligede fragmentationsprojektiler afsætter max. fire relativt store fragmenter, som man ikke lige overser, så det giver ikke problemer med metal i maden.

Til gengæld er der en stærkt øget tendens til at punktere mave/tarm med de fragmenterende projektiler, ligesom muskelgrupper langt fra skudstedet let skades af frag-

Skematisk oversigt over virkemåden i Sonics blyfrie riffelkugler.

menterne. Jeg er ikke i tvivl om, at denne projektiltype er særdeles effektiv i forhold til at slå vildtet ihjel – men det har en pris, man må afveje med sig selv.

Ekspansionsfølsomhed Uden at dette skal udvikle sig til en debat om det hensigtsmæssige i at nedlægge vildt på store afstande, så er det under alle omstændigheder værd at bemærke, at blyfri projektiler fortsat er udfordret på meget lange skudhold. Når man nu sidder på bjerget i Kirgisistan og har udsigt til verdens største Marco Polo på det næste bjerg, så betyder det altså en hel del for succesraten, at projektilet dels har tilstrækkeligt med anslagsenergi til- bage, når det rammer dyret og dels at det ekspanderer, som det skal på ekstremt lange skudhold.

Begge dele er en reel udfor-

Sonic projektil efter skuddet i en Blue Wildebeest, der er særdeles skudstærke. Flugtafstanden var kun 16 meter

det er vanskeligere at bevare energien langt ude ad keglebanen og at projektilerne typisk er mere vindfølsomme. Oven i dette ekspanderer de færreste blyfri projektiler ordentligt ved lave anslagshastigheder. Det er en udfor-

med, men som tingene ser ud lige nu, er blyfri ikke optimalt ved skudhold længere end 300-400 meter (alt efter kaliber).

Vores skydebane

Skal du skifte til blyfri ammunition skal din riffel selvfølgelig indskydes med ny ammunition.

Der kan godt være nogle udfordringer i forbindelse med at finde den rette ammunition og indskydningen.

Vi er selvfølgelig klar til at hjæl- pe og give gode råd nå vi igen starter på skydebanen til marts.

dring. Blyfri projektiler har typisk en mindre massefylde end projektiler med bly og det er isoleret set en ballistisk ulempe. Det betyder, at

dring, der arbejdes intensivt

Den gode nyhed Som rejsende skandinavisk jæger har jeg ikke i praksis oplevet nogle gener ved blyfri ammunition i kalibrer fra 7 mm og op. Udvalget er stort og projektilerne gør et særdeles effektivt stykke arbejde. De få tekniske udfordringer der fortsat er, arbej- des der intensivt på og vi er for længst kommet dertil, hvor den blyfri ammunition i praksis er et fuldgodt alternativ.

Hornady GMX

Kan de blyfrie kugler klare opgaven på de ofte meget lange skudhold, som for eksempel ved bjergjagt?

Nyjægerjagten i

Gesten Jagtforening

Af Rasmus Friis Wehding

Mit jagt eventyr startede ca. 12 måneder tidligere i november 2021, da jeg efter endt riffelprøve stod en regnfuld eftermiddag i det midtjyske, med mit midlertidige gyldige jagttegn i hånden. Jeg ville nu, som mange andre før mig, tættere på naturen i en hverdag fyldt med familieliv, kontorarbejde, skærmtid.

Vi lever i øjeblikket i en tid hvor mange jægere er udskældte, og til tider selv jagtet af medier og politikere. Jeg oplever som andre også disse fordomme, når man i private forsamlinger og på arbejde bliver mødt med uvidenhed og til tider foragt, når man fortæller man er blevet jæger. Morgenkaffen er hos lytteren særligt på vej retur, når jeg forklarer at jagt for mig, faktisk er lig med dyrevelfærd og naturpleje.

Jeg har de seneste 12 måneder flittigt været på riffeljagt og jeg elsker det. Turen til tårnet gennem skoven eller over markerne tidligt om morgenen er rent power til batterierne, efter en hård uge med job og familie. At opleve naturen vågne og observere hvor meget liv den indeholder er svært at sætte ord på. Det skal opleves. Ikke gennem et kamera men gennem øjnene, næsen og ørene. Dine sanser skærpes og indstilles på jagt. Dine urinstinkter vækkes til live. Bliver det mon i dag at jagtgudinden Diana smiler til dig, og du får fyldt fryseren med kød -og hvis ikke har du i det mindste fået ladet op, til endnu en uge i højt tempo. Jeg elsker det.

Ikke alt jagt er for mig og jeg besidder selv en række fordomme over for jagtverdenen. Jeg har været meget heldig, at en god ven fra start har presset på, og budt mig velkommen til hans familieejet jagt i Bækkeområdet. Her har jeg fået lov til at lære, observere og lave mine begynderfejl. Det er her jeg har nedlagt min første kronhjort en kold december morgen og skudt min første råbuk på en smuk forårsdag. Jeg er blevet klappet på skulderen og fået lært alt det grundlæggende. Jeg er vild med riffeljagt, men kan mærke, at det der med driv -og klapjagt er noget jeg distancerer mig fra.

Det er mine forud indtagelser der trykker på. Et helt hold af jægere og glubske hunde, i kommunefarvede dragter, der driver alt forsvarsløst vildt ud, for at blive skudt. Småfulde gamle jægere der belærer om oldtidsgamle jagttraditioner, hvor nyjægeren skal gøres til grin og rangeres nederst i fødekæden, kun overgået af den nytilflyttede store stygge ulv. Fordommene hobede sig hurtigt op.

En fredag aften hos selvsamme ven, er vores familier samlet om spisebordet. Menuen stod selvfølgelig på 3 forskellige vildtretter, med hertil hørende god vin. Skal vi på riffeljagt i weekenden Rasmus? Jeg ved ikke helt.. jeg er inviteret til nyjægerjagt i Gesten jagtforening på søndag. Han kender til mine fordomme. Nu skriver du til Vivi med det samme

Ribe: Industrivej 18C, Varde: Ringkøbingvej 70, Vejen: Vejenvej 56

og takker pænt ja til invitationen og jeg tager med dig! Der skal gøres op med fordomme og tilskrives nye jagtformer på cv’et.

Søndag morgen starter som andre jagtmorgener. Vækkeuret ringer tidligt, alt er gjort klar aftenen forinden. Jeg henter min jagtmakker og vi kører mod Staushede i udkanten af Gesten. Hans hund ligger i sit bur i bagagerummet og hun er klar. Man kan høre på hendes lyde, at familiehunden der legede med ungerne fredagen forinden stille og roligt er ved at få vækket hendes sanser. Da vi ankommer til ejendommen bliver vi mødt af værtsparret Vivi og Christian. De har det helt store morgenbord klar med kaffe og rundstykker.

simalt 15 cm. højt vintersædd, sammen med 15 andre skrigorange klædte mænd og kvinder, der bevæger sig som mine fordomme fortalte mig. Forskellen er dog at der ikke blev drukket en dråbe alkohol til morgenkaffen, var mine fordomme stille og roligt ved at smuldre under morgensolen tænkte jeg. Der kan simpelthen ikke gemme sig noget som helst her, nåede jeg at sige til mig selv, da en stor hare letter i sprint 5 meter fra mig. Den løb så hurtigt at jeg knap nåede at reagere. Jeg skal være vågen og klar hvis heldet skal være med mig i dag.

Snakken kører, jagthistorierne deles og stemningen er god. Vivi gennemgår nu dagens jagt. Min første parole. Hun er grundig og gennemgår hvad der må skydes, gennemgår dagens såter og besvarer alle spørgsmål. Hun afslutter parolen med ordene – Sikkerhed frem for alt. Vi passer på hinanden og alle opstår der spørgsmål undervejs skal i ikke holde jer tilbage. Vi er her for jer nyjægere i dag og formålet er at i skal have en god og sikker jagt i dag.

Vi sætter os i bilerne og tager ud til første såt. Vi skal på haretramp. Vi går på linje over marken, vejret er perfekt og solen er begyndt at kigge frem gennem skydækket. Det er varmere end det plejer for årstiden, og det er det perfekte emne, at starte en god samtale med nogle af de mange fremmødte. Nu står den på jagt. Vi står med ca. 30 meter til hinanden og jeg forsøger at gå lidt som en våd tur hjem fra byen, vi stopper op og starter igen. Harerne hører og mærker på jorden under poterne, at der er nogle på vej, men den uregelmæssige gangart gør den utryg. Den trykker sig til jorden. Jeg tænker ved mig selv at det her ikke går. Jeg driver hen ad en mark med mak-

Videre til såt - 2. og 3.Vi hyggesludrer på vej til posterne, og ser på nabomarken 2 flotte stykker råvildt i fuld sprint over markerne. Jægere og hunde driver igennem efterafgrøderne – sennepsmarker i mandshøjde. Her skal hundene virkelig på arbejde. Vi stiller os igen på række for enden af marken. Denne gang er jeg klar. Stemmerne og lyden fra nogle hundes klokker kommer nærmere. Sanserne skærpes og mit jagtgevær synes ikke længere tungt at stå med. Jeg hører først skud fra venstre. Derefter råb fra højre – fasaner vær klar til højre – Jeg ser en fasan lætte, efterfulgt af et enkelt skud. Fasanen pakker sig fint i luften og falder til jorden i den tætte afgrøde. Ca. 15 meter fra mig kommer en stor og flot ræv ud og jeg er klar lige så snart den forlader min linje til sidemakkeren. Ræven beviser snuhed og i stedet for at fortsætte flugten til den ”sikre” nabosåt, vender den om og ind i sennepsmarken igen. Ræven traf den rigtige beslutning, for jeg havde skudt den hvis den havde fortsat. Videre til den sikre såt – frokosten. De 2 afgivne skud havde beriget den senere parade med en hare og en fasan. Under frokosten fortsætter snakken rundt om bordet. En af hundeførerne, en erfaren jæger Jacob, fortalte at kan knapt var begyndt med hunden i sennepsmarken, da han blev rendt ned af en stor flot 6 ender buk. Den flotte fyr (bukken) havde øjensynligt lagt og hygget sig i såten, da Jacob og hund havde forstyrret den. Det kostede en hurtig tur i jorden for den erfarne jæger. Da jeg spurgte om hvorfor han ikke skød den, sagde han at han kom i tvivl om vi måtte skyde bukke på den specifikke jagt. Dernæst forklarede han, at han faktisk ofte lod bukken gå under sådanne jagter, og udelukkende gik efter rå og lam. Det kunne jo tænkes at bukken betød meget for den bondemand der ejede jordstykket, så det var god skik at frede den til når bonden skulle på 16. maj jagt. Ikke en regel – men god skik. Det er disse små snakke, man som nyjæger lærer meget af. Hvad er god jagtetik og skik..

Videre til eftermiddagens såter. Vi starter med at krydse en mark til fods. Vi har fået besked på at vi skal være stille på vej derud, da der kan lægge råvildt i det tætte krat. Jeg får tildelt min post, og knapt lettet på hatten til sidemakkeren, før jeg ser bevægelse i det tætte krat foran mig. Jeg får i stilhed afleveret 2 haglpatroner i løbet, geværet er lukket, afsikret og jeg er klar. En rå rejser sig i krattet og jeg kan se det hvide spejl ca. 10 meter ude. Den stikker i løb ligefrem og jeg er ikke i tvivl om at holde pegefingeren i ro. Et bagskud kan ikke komme på tale og jeg venter nu spændt

på om der skulle gemme sig et lam også. Der går ca. 10 sekunder og råen er væk. Et lam rejser sig, men også denne vælger moderens flugtrute ligefrem og væk. Jeg hører Vivis gode råd fra morgenkaffen – Du fortryder ikke det skud du ikke afgiver. Hun havde ret. Lyden af hunde og jægere dukker igen op i det fjerne. Jeg drejer hovedet til højre og ser en rå rejse sig, nøjagtigt som haren i morgen havde den trykket sig i det høje græs. Det kom som fra ingenting og havde kurs direkte mellem jægerne på rækken. Rådyr ligefrem, vær klar bliver der råbt. Råen tager nu løbet ud mellem jægerne på rækken. Det er lige nøjagtig den situation vi alle har ventet på. Ræven vidste det var den sikre vej til paraden, og der er nok en grund til at rådyr ikke er kendt for at stjæle høns fra frustrerede landmænd. Råens beslutning var udelukkende baseret på at komme væk. Også selvom det var mellem 2 jægere. Råen snublede men kom hurtigt på benene igen og fortsatte flugten. Der blev råbt skyd men intet skud blev affyret. Da vi fortsatte til næste såt fik jeg en snak med nyjægeren, der havde muligheden. Han nåede simpelthen ikke at trække, da den kom, fra den for ham forkerte side. Derudover kunne han høre hundene var tæt på så han fik ikke trykket på aftrækkeren. Jeg ved ikke om jeg ville have taget skuddet, men jeg har efterhånden lært at det er med jagt, som med så mange andre ting i livet - hvis det ikke føles rigtigt, så skal man lade være. Jeg er dog sikker på at situationen vil gøre ham en bedre jæger i fremtiden, da han nu har set hvordan dyret reagerer og ikke mindst hvordan han selv reagerer i den givne situation. Næst sidste såt var rundt om en sø med tæt bevoksning. Vi skal vågne for her er ænder, snepper, bekkasiner og fasaner. Da hundene kommer igennem, får de trykket et par ænder ud. Der lyder skud fra venstre og der falder en and. Der bliver nu råbt bekkasin ligefremme og jeg er klar. Den flyver en smule højt, men jeg tager skuddet. Jeg rammer da jeg kan se en fjer falde. Den flyver ikke i en bestemt retning og da jeg skyder igen er den for langt væk til at haglene kan gøre det færdigt. Fuglen lander ca. 150 meter ude og der kommer hurtigt en hundefører ud til afsøgning. Hvor ligger den? Mine øjne er fastlåst på placeringen og min arm peger ligefrem. Jeg bliver i rækken og aflader geværet. Det skulle jeg ikke have gjort, for da hunden endeligt havde fundet den, lettede den igen og fløj retur lige over hovedet på mig. Perfekt skudhold, men uden patroner i løbet, så kunne jeg blot se fuglen flyve retur til såten. Jeg tager også denne læring med mig til næste lignende jagtsituation.

Sidste såt var tæt skov og krak, hvor hundene og deres ejere drev igennem. Jeg så en sneppe lette men, havde ikke mulighed for et skud. Den fløj lavt og hurtigt. Jeg kan godt forstå hvorfor netop sneppen betyder meget for de fleste jæ-

gere. Det er en lille snu og hurtig fugl, der flyver lavt. Man skal være vågen og klar.

Dagen sluttede med en parade. Min første af slagsen og som inden og under jagten, blev der blæst i jagthornet. Vi stod i en cirkel rundt om dyrene. En hare, en fasan og en gråand. Der blev for hvert et dyr blæst en melodi. Jeg vidste ærligt talt ikke inden dagens jagt, hvad hensigten med en parade er, men lige der gik det op for mig. Alle kiggede i stilhed på dyrene mens jagthornets toner lød. Vi takkede dyrene og hinanden for en fantastisk dag i jagtens tegn.

Jeg ved der er mange fordomme om jagt, også jægere imellem. Alle mine fordomme blev på denne søndag bragt til skamme. Jagten rydder ikke alt vildt når der drives. Langt fra. Jeg så hare, fasaner, bekkasiner, ræv, snepper, og 5 stykker råvildt. Der er meget der slipper igennem rækkerne og jægere skyder kun når situationen tillader det. Alle erfarne jægere hjalp os nyjægere gennem hele dagen med gode råd og fortællinger. Jeg håber alle nyjægere vil give jer selv denne fantastiske mulighed, for at komme med på nyjægerjagt med Gesten Jagtforening. Knæk og bræk alle sammen.

Besøg hos Nielsen-Sonic

Af Christian L Bendesen

Endnu en gang har Gesten jagtforening arrangeret en udflugt for medlemmer, denne gang var det til en af vores største våbendels producenter i Danmark - nemlig Nielsen Sonic, som primært producerer lyddæmpere, mundingsbremser og blyfri projektiler i forhold til genladning af riffel ammunition og færdig ladet riffel ammunition.

Allerede da vi kom ind ad døren, var vi ikke i tvivl om, at vi var kommet ind i en virksomhed, som har rødder i jagten, for ikke nok med, at der var flotte billeder på væggene af storslået natur, der var der også flotte udskæringer med vildt motiver på dørene til kontorerne.

Efter at være gået igennem den flotte udsmykkede kontorgang, startede vores besøg med, at vi blev budt velkommen af Jørgen Nielsen og Kasper Nielsen, som skulle være vores guider denne aften. Rundvisningen startede i produktionen, hvor vi så et par håndfulde CNC-maskiner, der stod og arbejdede på fuld kraft med at lave dele til flere af deres lyddæmpere og mun- dingsbremser. Vi kunne godt mærke på både Jørgen og Kasper, at det med at producere

tilbehør til rifler ikke bare er en forretning for dem, men hele deres passion. Under rundvisningen stoppende vi ved hver maskine, der producerede dele og fik en forklaring på, hvad lige nøjagtig denne maskine var i gang med at forarbejde, til hvilken lyddæmper ty- pe og ikke nok med det, så fik vi også en forklaring på, hvorfor delen var designet, som den var. Hvilke fordele det var, og hvad de havde erfaret over årene ved at producere lyddæmper til de danske og udenlandske jægere.

Man kan rolig sige at rundvisningen ikke bare var en let gennemgang af deres maskiner, og hvad de producerede. Det var en virkelig passioneret gennemgang af deres produktion. Det stoppede dog ikke kun her, for jo længere vi kom rundt mellem maskinerne, kom vi også frem til dem, der drejede deres blyfri riffelprojektiler. Årsagen til at de havde CNC-maskine til at dreje deres projektiler, var fordi at de havde erfaret under deres test, at det giver et meget mere regelmæs- sigt projektil. Så hvis man køber et projektil i dag og et igen om 5 år så, ville de give et næste 100% ens skudbillede.

Da vi var ved at nå til vejs ende rundt imellem CNC-maskinerne, kom vi til en maskine, som denne aften stod stille. Maskinen var ved at køre nogle prøver på forskellige patronhylstre, blandt andet lavede de forsøg med et patronhylster i aluminium, og hold da op, hvor var det et let hylster at holde i hånden. De lavede også forsøg med en kombination af messing og aluminium hylstre. Det bliver spændende at se hvad der kommer ud fra Sonic fabrikken, over de næste år omkring deres hylstre.

Efter turen rundt i deres produktion, gik turen over til den anden det af virksomheden, nemlig der hvor de afprøvede deres pro- dukter, såsom lyddæmper, projektiler og deres riffelammunition. Det spændende ved denne del af virksomheden, var det, at mange af deres test maskiner/udstyr, var noget, hvor man ikke lige ville tro, at det var tidssvarende til at kunne teste præcisi-

onen på deres produkter, men som Jørgen og Kasper fortal- te, så var de ældre test maskiner bedre end det der findes i dag, da de nye testma- skiner er så digitaliserede, at de ofte kunne blive slået ud af kalibreringen. Det meget specielle ved nogle af deres testmaskiner var, at de også selv havde udviklet på dem eller endda opfundet dem helt fra bunden.. Vi gik op og kiggede på deres lager og hvor de samlede deres produkter. Vi var også lige et smut inden i deres ”lille” bunker, hvor de opbevarede alle deres projektiler, hylstre og færdige riffelpatroner. Igen oplevede vi et utroligt engagement for deres produkter, idet vi fik en meget grundig gennemgang af deres projektiler og der blev vist forskellen på deres projektiler op imod kendt mærker som Norma, Lapua og S&B projek- tiler. Jeg må indrømme at jeg var meget imponeret over, hvordan Sonics blyfri projektiler opførte sig i forhold til de kendte blyprojektiler. Projektilerne lavede et meget flot skudbillede, som viste, at når projektilet rammer et dyr, vil det deformere sig således, at det ville give et flot udgangshul på den måde at dyret næppe ville overleve det. Dyret forbløder ligesom ved jagt med bue og pil.

Det sidste stop på vores tur rundt i virksomheden var det sted på lageret, hvor de samler deres produkter, samt skærer gevind i riffelpi- berne, så der kan monteres enten lyddæmper eller mundingsbremse på kunders rifler. Igen et imponerende syn for der var mange hyl- demeter med små dele, som alle kunne samles på forskellige måder, så det ville give det mest optimale produkt til den enkelte riffel. Der et par stykker der havde taget riflen med, for at der kunne blive handlet lidt lyddæmpere og skåret gevind i riflen, så inden aftenen var

Trykjagt på dåvildt, på Tåsinge den 9. januar 2022

Dagen startede i Kolding kl 06.00, hvor Birger kom for at køre sammen med mig til Tåsinge, hvor vi skulle på trykjagt på dåvildt. Vi skulle mødes med de andre fra Gesten jagtforening ved Valdemar slot.

Klokken 08.00 ankom vi til jagthytten og blev modtaget af konsortiemedlemmerne. Efter at have fået en lækker morgenbuffet, var der parole, hvorefter vi blev kørt ud til vores tårne i Nørreskoven og kl. 09.30 var alle på plads. Det gik ikke længe, før der lød enkelte skud rundt i skoven. Men på min plads skete der ikke meget, udover den rå jeg stødte, da jeg gik på plads.

De næste par timer gik med at kigge på råvildt, som vi ikke måtte skyde og med at lytte til hundene, som halsede her og der. Hver gang håbede man på, at de ville jage noget dåvildt forbi den plads, hvor jeg sad, men nej, hver gang forsvandt hundenes gøen ud i det fjerne. Så må man jo nyde naturen sammen med en kop medbragt kaffe, hvilket jo ikke er” så ringe endda”.

Omkring kl. 12.00 kunne jeg igen høre hundenes

gøen bag mig til venstre og de kom tættere og tættere på, for så at forsvinde ud i det fjerne på min højre side, men kunne så høre, at de ændrede retning og nu lød det som om, at de vendte og kom tilbage foran mig.

Kort tid efter anede jeg noget komme løbende mellem træerne og så en spidshjort i høj fart, så var det bare med at få riflen til skulderen og afsikret

Den var ret langt ud, men det lykkedes at få den i kikkerten og afgivet skud efterfølgende.

Kunne se, at den tog kuglen og faldt, men kunne ikke se dyret for nogle træer. Nogle sekunder ef- ter kom hundene, og så vidste jeg, at den var forendt, skudt på halsen.

En time senere blev vi samlet op og turen gik tilbage til jagthytten, hvor der var parade. Der blev skudt 12 stykker dåvildt i alt.

Derefter var det den sikre sået med lækker mad. Senere gik det hjemad efter en rigtig dejlig dag på Tåsinge.

Lennart Hansen

Paraden fra årets trykjagt på dåvildt

Småvildt jagt på Klinkgaard

Trykjagt på dåvildt, på Tåsinge den 9. januar 2022

Dagen startede i Kolding kl 06.00, hvor Birger kom for at køre sammen med mig til Tåsinge, hvor vi skulle på trykjagt på dåvildt. Vi skulle mødes med de andre fra Gesten jagtforening ved Valdemar slot.

For nogle år siden havde vi Klinkgaard på programmet. Desværre var reviret booked fuldt ud i en periode, men nu havde vi chancen til at komme tilbage til dette dejlige revir, hvor naturen, service og afvikling af jagterne er helt i top.

Klokken 08.00 ankom vi til jagthytten og blev modtaget af konsortiemedlemmerne. Efter at have fået et lækkert morgenbuffet, var der parole, hvorefter vi blev kørt ud til vores tårne i Nørreskoven og kl. 09.30 var alle på plads. Det gik ikke længe, før der lød enkelte skud rundt i skoven. Men på min plads skete der ikke meget, udover den rå jeg skræmte, da jeg gik på plads.

Dagens første overraskelse var det særdeles vel- dækkede morgenbord, med en overdådig buffet. Efter en grundig og klar parole var vi klar til at komme på jagt. Nogle af vore medlemmer havde selv hund med og fik her muligheden for at få forskelligt fuglevildt i næsen. Frokosten var igen en særdeles velassorteret en af slagen og alle var glade og tilfredse da jagten igen startede. Der blev igen drevet remiser og hegn af, og der blev både skudt fasaner agerhøns og nogle enkelte snepper. Sidste såt var et andehul og såfremt nogle af medlemmerne ikke havde haft skud i bøssen før, så fik de i hvert fald chancen her.

De næste par timer gik med at kigge på råvildt, som vi ikke måtte skyde og med at lytte til hundene, som halsede her og der. Hver gang håbede man på, at de ville jage noget dåvildt forbi den plads, hvor man sad, men nej, hver gang for- svandt hundenes gøen ud i det fjerne. Så må man jo nyde naturen sammen med en kop medbragt kaffe, hvilket jo ikke er” så ringe endda”.

min højre side, men kunne så høre, at de ændrede retning og nu lød det som om, at de vendte og kom tilbage foran mig.

Kort tid efter anede jeg noget komme løbende mellem træerne og så en spidshjort i høj fart, så var det bare med at få afsikret og riflen til skulderen.

Den var ret langt ud, men det lykkedes at få den i kikkerten og afgivet skud.

Kunne se, at den tog kuglen og faldt, men kunne ikke se dyret for nogle træer. Nogle sekunder ef- ter kom hundene, og så vidste jeg, at den var forendt, skudt på halsen.

En time senere blev vi samlet op og turen gik tilbage til jagthytten, hvor der var parade. Der blev skudt 12 stykker dåvildt i alt.

Derefter var det den sikre sået med lækker mad. Senere gik det hjemad efter en rigtig dejlig dag på Tåsinge.

Omkring kl. 12.00 kunne jeg igen høre hundenes gøen bag mig til venstre og de kom tættere og tættere på, for så at forsvinde ud i det fjerne på

En meget vellykket dag, med rigtig god afvikling af jagten og meget god forplejning. I år har vi igen forespurgt Klinkgaard om en jagtdag og det er der kommet noget helt nyt ud af, som kan ses på side 45 i dette blad.

Paraden fra årets trykjagt på dåvildt

Lennart Hansen

Nak og æd

Årets familiearrangement gik ud på at tilberede maden udendørs af det vildt vore medlemmer havde tilvejebragt i løbet af sæsonen. På vinterens foreningsjagt blev der nedlagt et stykke råvildt og den fik vi foræret af lodsejeren Jeppe og Mads Bloch, hvilket vi takker for. Rådyret indgik i madplanen, plus lidt andet som vore medlemmer forinden havde gjort klar. Alle fik i løbet af dagen nogle opgaver i ”køkkenet” og hjalp til med at tilberede maden i forskellige gryder og grill. Nogle havde i forvejen skåret kød i strimler, marineret det og det skulle så røges over et dertil indrettet bål. Andre sørgede for bordpynt i form at indsamlede blomster i området, så det kunne blive en festlig aften. Maden blev så langsomt tilberedt, imens børnene løb rundt og legede i haven.

Selv vejret havde jagtforeningen sørget for var helt i top og solen skinnede hele eftermiddagen fra en skyfri himmel.

Da alt var klar blev der disket op med mange forskellige retter og der var rigelig lejlighed til at smage forskellige vildtretter og forskellige måder at tilberede vildtet på. Der var ingen, der gik hverken sultne eller tørstige hjem den aften. Vi har siden hørt så mange rosende ord at vi igen i år vil arrangere nak og æd og vi har selvfølgelig justeret lidt til, så det bliver en endnu bedre oplevelse denne gang. Se mere på side 51

Fra årets Sverigestur

rovvildtet fortsætter.

Frem til den kommende generalforsamling samler vi Deltagere,point. der i løbet af året opnår 200 point, modtager på generalforsamlingen jagtforeningens speciel fremstillede rovvildtnål til at pryde hatten eller vesten med.

Jægeren, der har opnået flest point, vinder rovvildt pokalen og jægeren, der har nedlagt flest krager får kragepokalen. Begge pokaler er vandrepokaler og kan vin- des individuelt, men også af samme person.

Reglerne er følgende: Der skal sendes et billede som mms eller mail til 29 93 98 90/ Peter@gestenjagt.dk Vildtet skal være nedlagt i Danmark.

På billedet skal vildtet fremvises. Det gælder både for vildt fanget i fælder og skudt vildt.

Det nedlagte rovvildt får tildelt følgende point.

Mårhund 100 point Ræv. 50 point Husmår/mink. 50 point Krage. 10 point Husskade. 10 point Gedde. 10 point Rågeunger 5 point Rotte. 5 Point

Årets bukke og skytter

Riffelskydning.

Kommunemesterskab i feltskydning

2022 var vi på besøg i Skibelund.

Der deltog 28 skytter fra de 5 foreninger Askov-Malt jagtforening, Gjerndrup jagtforening, Andst jagtforening, Føvling jagtforening og Gesten Jagtforening.

Askov-Malt vandt skydningen og vi måtte gå hjem med en 4. plads

Det kan kun blive bedre og vi må i trænings-

Ved årets bukkekaffe den 16. maj var det første gang, vi kunne præsentere en mårhund på paraden sammen med en god buk.

I år vil vi selvfølgelig igen arrangere bukkekaffen på Asserholtvej 9 fra kl. 08:30

Bukkekaffe

Finn Christiansen med buk

De vindende skytter.

Generalforsamling

Fremmødet var som sædvanligt pænt.

Som tidligere blev der efter selve generalfor- samlingen holdt trofæaften og årets kragejæger og årets rovvildtjæger blev kåret.

Næste års generalforsamling er den 24. oktober kl. 19:00 Asserholtvej 9

De der bidrager med trofæer og den gode fortælling, samt de der har bidraget til dette blad, får en flaske vin med hjem.

Formanden i gang med årets beretning.

Trofæaftenen 2022

Har man nedlagt et trofæ der endnu ikke er kommet hjem, eller er for store til at transporterer, så kan man tage et billede med, som Flemming her har gjort af sin meget flotte Sable fra Sydafrika.

Trykjagt på dåvildt

.

Søndag den 8. Januar 2023

I år har vi fået 8 pladser til trykjat på dåvildt i Nørreskoven på Valdemarsslot.

I skrivende stund er de fleste af pladserne dog solgt, men vi modtager gerne forhåndstilmeldinger til næste års jagter, (idet vi først får datoen oplyst kort før jul), eller til en evt. venteliste.

Prisen er for i år: kr. 3.900 med friafskydning af et stk vildt og mulighed for at tilkøbe flere. Vildtet tilfalder skytten uden meromkostning.

Prisen for fuldskufler er . Under 200 CIC point kr. 15.000 Over 200 CIC point kr. 20.000,-

Forespørgsel til Christian cj@scagro.dk

Foreningsjagt

Foreningsjagt lørdag den 21. Januar: 08:00

Vi har igen lavet en aftale med nogle af omegnens lodsejere, og fået lov til at holde en jagt på deres respektive revirer og de fleste steder må alt jagtbart vildt nedlægges.

Vi mødes før jagten til rundstykker og kaffe på Asserholtvej 9 kl. 08:00. Efter jagten spiser vi gule ærter med tilbehør, alt sammen til en lille erkendtlighed på kr. 150,–.

Combi-jagt på Klinkgaard

Lørdag den 14. eller 28. eller oktober. (Endelig dato bliver offentliggjort senere).

Denne dag skal vi opleve noget af det bedste, som den danske jagt kan præstere; fra riffeljagt i de tidlige og sene timer, til velflyvende fugle gennem dagen. Indeholdt i dette arrangement er alt fra jagt, til hunde-førere, hjælpere, forplejning og transport på dagen. Det eneste du som gæst skal gøre, er at medbringe godt humør, så vi alle får en god dag i felten. Kun 7 pladser.

Program (ca. tider afhængig af tidspunkt for jagten)

06.30 Ankomst til jagtstuen på Klinkgaard

07.00 Parole og afgang på morgenanstand

09.30 Opsamling og hjem til brunch i jagtstuen

10.00 Roughshooting og klapjagt på fasaner, ænder samt andet småvildt

15.00 Kaffe og lidt til ganen i jagtstuen

16.00 Afgang på aftenanstand

18.30 Opsamling og parade på Klinkgaard

Inkluderet i prisen

1 stk. råvildt hundyr/lam pr. mand

Fri afskydning af kronvildt (dog kun 1 hjort)

Fri afskydning af dåkalv 60-80 fugle og småvildt (3 skuds regel er gældende, dog går vi ikke synderligt op i det)

Fuld forplejning hele dagen

Hundeførere, hjælpere, transport i terrænet m.m. Alt nedlagt fugle- og småvildt tilfalder skytterne (klovvildt kan købes).

Pris: 6.000,-

Der er fuld forplejning i prisen. Tilmelding kan ske til Vivi@gestenjagt.dk

Gerne så tidligt som muligt.

Bukkejagt i Sverige

Gesten tilbyder igen i år bukkejagt i Sverige på Johansdal. Der er plads til 16 jægere. Vi skal bo i to huse, der er placeret ude på reviret. Man vil blive indlogeret i 2-4 mands værelser og der vil være fuld forplejning hele ugen. Alle vil få tildelt lidt huslige pligter. Vi kører til Sverige d. 14/8, og der er afgang hjem igen d. 21/8. Reviret er ca. 800 ha +/- Terrænet er en blanding af skov, marker, rydninger. Reviret rummer en god bestand af råvildt, vildsvin samt dådyr.

Priserne for 4½ dags bukkejagt er DKK 5.300,- inkl. alt mad. Drikkevarer medbringes til eget forbrug. Trofæpriser er således og afregnes direkte i Sverige: Der skydes ikke spidsbukke – Der er gode muligheder for store kapitale bukke.

Gaffel og 6 ender koster: SEK 700 ,Gris op til 70 kg levende vægt SEK 500,Gris over 70 kg levende vægt SEK 700,Nattejagt på foderplads: SEK 250,+ grisens pris Pris for galt over 16 cm er SEK 5.000,-

Muntjac jagt i England

Gesten Jagtforening har kontakten til et revir i England der udbyder jagt på muntjac, med mulighed for andre arter.

John Nielsen har sammen med flere andre besøgt reviret en del gange og har strikket en tur sammen for Gesten Jagtforenings medlemmer. Reviret er på omkring 5.000 ha og ligge i Chippenham Park, Cambridgeshire, og der forekom- mer muntjac, chinese water deer (CWD), råvildt, dåvildt og kronvildt.

Jim Riley som ejer virksomheden tilbyder: 3x dages jagt vekslende mellem anstand og pürch. 4x overnatninger på B&B: Walnut tree

Total prisen £ 1250 (ved redaktionens slutning ca. Kr. 10.850)

Excl i prisen er: Trofæafgifter, Flyrejsen, mad og drikkevare (flybillet ca.kr. 1000 inklusiv 20 kg. Bagage)

Du kan rekvirere prislisten hos John

Vi vil forsøge al lave 3 ture i 2023 og der kan max være 6 jægere pr hold.

Tur 1: 10-13 marts

Tur 2: 17-20. marts Tilmelding og evt. spørgsmål til John 28890327, Jim Riley skal ansøge om våbentilladelse i meget god tid, derfor skal vi have tilmelding lang tid i forvejen.

Outfitterens web side www.dgvm.co.uk

Hundetræning

Træning af hunde og - ejere i Gesten

Start: 22. marts. Vi mødes ved Asserholtvej 9 kl. 18:00 (Første gang uden hund)

Gesten Jagtforening arrangerer igen i år træning af hunde og deres ejere.

Det er jo en kendt sandhed, at det ofte både er hunden og den, der holder i den anden ende af snoren, der skal lære nyt og nye måder at lære på. Kresten Junker står igen i år for træningen. Kresten følger løbende Danmarks Jægerforbunds hundetrænerkurser, og han arbejder ud fra den nyeste viden om, hvordan man i samspil med hunden i fæl- lesskab, når de bedste resultater.

Vi har som sædvanlig 2 hold. Et begynder hold, hvor også ikke jagthunde er meget velkomne, og hvor de grundlæggende ting, såsom dæk, sit, at gå pænt osv. læres og et hold for den lidt mere øvede

jagthund, hvor alle de discipliner, som en jagthund skal mestre, indøves. Træningen forløber over 10 uger i foråret.

Den første aften skal I lade hunden blive hjemme, idet det er en info aften uden hund. Det bliver en aften med snak indendørs, over en kop kaffe, om hvad vi kan tilbyde af træningen, og hvad I har af forventninger.

Træningen starter altid med en grundig instruktion den første aften.

Haglskydning

Vi har aftalt et formelt samarbejde med Bække Jagtforening. Vi låner skydebanen kun for medlemmer af gesten Jagtforening.

Bække skydebane har således åbent på følgende datoer: for vore medlemmer:

Tirsdag den 06. juni kl. 18.30-19:30

Torsdag den 15 juni kl. 17:00-18.30

Tirsdag den 20. juni kl. 18.30-19:30

Torsdag den 10 august kl. 17:00-18.30

Kom og vær med til at træne sammen med andre fra Gesten Jagtforening et par timer.

Rågeregulering

Som en del af jægerrådet har vi lov til at hjælpe med til at regulere råger i Vejen kommune.

Vi får i Gesten Jagtforening tildelt forskellige datoer for, hvornår vi må foretage reguleringen. Dette bliver i vores forening styret med hård retfærdig hånd af Peter Aalykke tlf. 29 93 98 90, hvor man også skal tilmelde sig reguleringen inden 1. marts

I 2022 blev der i Vejen Kommune nedlagt over 750 råger, hvilket er en lille stigning i forhold til sidste år, men langt færre end tidligere år. Det kunne tyde på at reguleringen virker efter hensigten. Af de nedlagte råger skød medlemmer af Gesten Jagtforening de 40 stk. og langt de fleste blev nedlagt i Vejen anlæg.

Riffelskydning

2023:

FØR SOMMERFERIEN

Lørdag den 23. marts (12:00-16:00)

Tirsdag den 03. april (17:00-21:00)

Onsdag den 11. april (17:00-21:00)

Torsdag den 19. april (17:00-21:00)

Mandag den 27. april (17:00-21:00)

Tirsdag den 01. maj (17:00-21:00)

Onsdag den 09. maj (17:00-21:00)

EFTER SOMMERFERIEN

Mandag den 01. august (17:00-21:00)

Tirsdag den 09. august(09:00-12:00)

Onsdag den 17. august(17:00-21:00)

Feltskydning:

Torsdag den 24. august 2023 fra 16:0020:30 i Langebjerg—Gesten (sidste indskrivning kl. 19:30)

Mød op og skyd på forskellige afstande. Alle medlemmer af jagtforeninger i Vejen Kommune kan deltage.

Gesten jagtforening betaler vore medlemmers gebyr for skydningen.

Foredrag om jagt i England

Torsdag den 19. januar kl. 19:00 Asserholtvej 9 Bække

Jim Riley som er indehaver af Game og Vermints management kommer og holder et foredrag om jagten i England

Jim har næsten 40 års erfaring fra jagtens verdenen.

Efter endt skolegang kom han i lære som skytte og i 2008 grundlagde han Game og Vermints management som arrangerer jagter af forskellig art i England.

Jim gør meget ud af at dele sin store viden om jagt. I 2013 blev han tilsluttet Zeiss fabrikken og driver nu et center for Zeiss udvikling.

Jim kommer og fortæller om hvad han i kraft af samarbejdet med Gesten Jagtforening kan tilbyde. Der vil være rig lejlighed til at stille spørgsmål og få afklaret eventuelle uklarheder.

Haglskydning

Rasmus Bjergegaard Skydekursus.

Fredag den 24. marts

Vi har igen lavet en aftale med Rasmus Bjergegaard om en god dag på skydebanen, med skydeinstruktion i særklasse.

Kurset er for maks. 12 deltagere. Tilmelding er først til mølle, hvor medlemmer har fortrinsret, øvrige kan komme på venteliste. Sidste tilmelding er fredag den 2. marts til Peter, peter@gestenjagt.dk Vi får instruktion i hold af maks. 4 personer i 2½ time pr. hold. Der er mulighed for at skyde på en anden bane på egen hånd, når man ikke instrueres.

Prisen er. Kr. 600,- pr. pers. Hertil kommer forbrug af patroner og duer. En runde patroner/duer med 25 stk. koster ca. 100 kr .

Nak og æd sammen med familien

Lørdag den 17. juni kl. 15:00

Vort familiearrangement bliver, efter den store succes sidste år, igen temaet NAK OG ÆD. Vi tilbereder vildtretter sammen over bål og spiser de færdige retter i hyggelige omgivelser.

Pris 50 kr. pr. person, børn gratis. Øl/vand kan købes. Ønsker I at drikke vin må I gerne selv medbringe.

Ligeledes bedes alle selv medbring bestik, tallerkner og glas.

Sted: Asserholtvej 9 Bække

Tilmelding af hensyn til diverse indkøb og forberedelse til vivi@gestenjagt.dk Max 50 deltagere. Senest den 10 juni

Tag med til Europas største

jagtmesse.

27—28 januar

Messen har under corona levet en omtumlet tilværelse. Nu er tingene blevet normaliseret, og vi prøver igen at arrangerer en tur til Jagd und Hund i Dortmund. Vi kører til Dortmund fredag den 27 januar og overnatter i nærheden af mes- sen. Lørdag er vi hele dagen på messen og kører hjem når messen lukker lørdag.

Tilmelding til Vivi. 22 38 45 68 v-coaching@hotmail.com

Lørdag bliver årets mester i hjortebrøl kåret fra den store scene.

Til højre er det årets mester i 2020

Siriuspatruljen

Tirsdag 21. februar kl: 19:00 Asserholtvej 9 Bække

Jørn Ladegaard viser billeder og fortæller om sin tid i Siriuspatruljen, den fantastiske natur og det utro- lige dyreliv. Tiden i Grønland gav ham også rig mulighed for at gå på jagt .

Kom med til en hyggelig aften og lyt til Jørns spændende fortællinger om Sirius og jagten.

Vi kombinerer aftenen med trofæopmåling med opmåler fra Danmarks Jægerforbund og Nordisk Safari Klub. Tag dit trofæ med og få det opmålt. Kaffe, samt øl og vand kan købes

Vi har samme aften entreret med en spcialist i at slibe knive. Tag din jagtkniv med og få slebet kniven helt op. Tag også gerne køkkenknivene med, så de også kan blive slebet.