{' '} {' '}
Limited time offer
SAVE % on your upgrade.

Page 1


Vulkan_ins_DK.indd 2

13.11.2019 17.01


Zakiya Ajmi

børnebøger  børnebøger børnebøger

Vulkan børnebøger  børnebøger

 Š 2019 Gads Børnebøger Gads Forlag A/S

børnebøger

børnebøger børnebøger

Gads Børnebøger Gads Forlag A/S FiolstrÌde 31-33 DK – 1171 København K gb@gad.dk www.gad.dk



børnebøger børnebøger børnebøger

Vulkan_ins_DK.indd 3

13.11.2019 17.01


Vulkan_ins_DK.indd 4

13.11.2019 17.01


Tyngdekraften Tyngdekraften er ikke en regel. Det er en teori, Isaac Newton kom på en dag i 1666, da han sad under sit æbletræ, og et æble slap sin gren. Isaac Newton opfandt teorien om tyngdekraften for at kunne forklare, hvorfor ting falder mod jorden. Men selvom teorien indtil nu har holdt stik, kan man i princippet aldrig vide, om det næste æble vil flyve op mod himlen. Den tanke kan jeg godt lide. At tyngdekraften er en teori. Og at æblet godt kan falde langt fra stammen. At det faktisk måske kan flyve den stik modsatte vej. Det var Thomas, der fortalte mig det om tyngdekraften. Og det var krisepsykologen, der gav mig denne bog. “PTSD,” sagde han. “Skriv det ned,” sagde han. “Det er sundt for dig,” sagde han. Hans blege, behårede tæer stak ud over kanten på de fodformede sandaler. Og hans sofa kradsede mod mine bare ben.

5

Vulkan_ins_DK.indd 5

13.11.2019 17.01


Det føles, som om der er gået flere år. Men det er kun et par uger, siden mor og jeg drejede nøglen om til værelse nummer 11. Vi stoppede halvvejs nede af bakken for at kaste et sidste blik på den røde murstensbygning, der den sidste tid havde været vores hjem. Indhegnet og videoovervåget. Vi ejede næsten ingenting. Vi kunne have det hele med i bussen. Chaufføren hørte radio. Vi nikkede i takt til musikken. Jeg knugede min rygsæk ind mod brystet. Mor lod den overfyldte IKEA-pose dumpe ned på gulvet. Hun pustede på sine håndflader, som hankene havde gnavet røde. Vi smilede til hinanden. “Nu begynder kapitel to,” sagde hun.

Vulkan_ins_DK.indd 6

13.11.2019 17.01


Kapitel To Det er svært at begynde på kapitel to, når kapitel et på en måde aldrig slutter. Mor hører musik med klokker og dybe, messende stemmer. Det er noget, dem fra kommunen har anbefalet. Og sikkert også krisepsykologen. PTSD. Nervesystemet. Sundt for dig. Men ligegyldigt hvor højt klokkerne ringer, og ligegyldigt hvor meget hendes vejrtrækning lyder som havet, kan hun ikke overdøve telefonen, der vibrerer. Den vibrerer særlig ihærdigt, når det er ham, der skriver. Den vibrerer så meget, at den falder ud over kanten på vores Frelsens Hær-sofabord. Når den rammer gulvet, giver det et smæld, der får os begge til at fare sammen. Det kan man kun grine af. Dér blev vi nok forskrækkede. Men latteren forstummer hurtigt igen. Jeg skal stadig på samvær hver anden weekend. Det blev besluttet i familieretshuset, og vi orker ikke at anke lige nu.

7

Vulkan_ins_DK.indd 7

13.11.2019 17.01


Jeg drømmer om, at Idris er noget, der kunne ske i kapitel to. Eller måske kapitel tre eller fire, hvis jeg skal være bare lidt realistisk. Vi har ikke snakket sammen endnu. Idris går i parallelklassen. Hans profilbillede er taget nedefra, mens han er midt i et spring. Der er kun Idris og den blå himmel omkring ham. Han har en sort hættetrøje og sorte joggingbukser på og ligner en skygge. Eller et fatamorgana. Noget, nogen har fundet på. Jeg sidder og glor på hans profilbillede. Og samler mod til mig. Vil du sende Idris en venneanmodning? Jeg vil gerne. Men jeg kan ikke. Mit hjerte banker i trippelfart, curseren ryster, og gulvbrædderne under mig slår revner. Og Chili siger, at jeg lige så godt kan lade være. Han har ingen jordforbindelse. Og han er vildt barnlig. Chili er min veninde her. Hun har platinblondt hår, som hun hver morgen bruger lang tid på at børste den forkerte vej, så bliver vildt og uregerligt. Hun har sikkerhedsnåle i sine sorte jeans og pushup-bh under skovmandsskjorten. Hun er sådan en, der godt kan finde på at ryge, hvis dem, hun er sammen med, ryger, og hun er forelsket i en 10.klasser

8

Vulkan_ins_DK.indd 8

13.11.2019 17.01


med hullede bukser og dreadlocks, der lugter af Roskilde Festival. Ikke at jeg nogensinde har været der, men jeg er ret sikker på, at det er dét, de lugter af. Han hedder Oscar, og i aften har han inviteret os til fest hos en af sine venner. Eller egentlig har han kun inviteret Chili til fest. Chili er sådan en, der bliver inviteret til fest af en fyr, der kan spille guitar. Og jeg mener ikke bare Wonderwall. Han kan spille rigtigt på guitar. Han er med i et band. Jeg er mere sådan en, de sikkert ikke har noget imod også kommer med, hvis bare jeg låner noget tøj af min nye, seje veninde. Chili: kommer du? Venter på hjørnet. Anna: 2 sek.

Jeg klapper computeren sammen. Idris’ sorte skygge bliver siddende som en plet for mine øjne, ligesom når man har kigget lige ind i solen. Nederdelen kryber op, da jeg løber ned af trappen. “Hej, Anna!” Nadja er på vej op. “Se,” siger hun og åbner håndfladen. “En tand,” siger jeg. “Mm. Jeg tabte den i børnehaven.”

9

Vulkan_ins_DK.indd 9

13.11.2019 17.01


“Sejt,” siger jeg. “Og se her,” siger hun og hiver et krøllet papir op af sin lomme. “Det er et brev, jeg har skrevet til tandfeen.” Jeg kniber øjnene sammen og lader, som om jeg læser krusedullerne. “Der står, at jeg gerne vil vente med at få pengene udbetalt, til jeg har tabt alle mine mælketænder. På den måde optjener jeg renter. Men hun må selvfølgelig gerne få tanden i pant med det samme, hvis hun helst vil det.” Selma indhenter os. Hun slæber på to tunge nettoposer. “Hej, Anna.” Jeg hiver ned i nederdelen. “Er du på vej til fest?” Jeg nikker. Selma smiler. Hun ligner ikke en mor. Hendes læber er røde, og det blanke, sorte hår sidder i en løs knold. Hun har et par korte shorts på sine lange, slanke ben, og en tatovering, der forestiller en nøgen dame, på overarmen. “Vi holder vores egen fest. En Disney Sjov-fest, hvor man må spise slik,” siger Nadja. Jeg nikker igen. Jeg ved aldrig rigtigt, hvad jeg skal sige, når Selma er der. Sådan har det været, siden hun ringede på vores dør første gang og sagde:

10

Vulkan_ins_DK.indd 10

13.11.2019 17.01


“Hej, naboer!” og gav os en indflytningsbuket. Vi havde ikke nogen vase, så den stod i et vandglas, og den stod der så længe, at vandet blev råddent, og blomsterbladene faldt af. Selma stikker nøglen i sin lås. “Hov, forresten, Anna,” siger hun. Jeg standser på afsatsen og ser op på hende. “Jeg leder efter en ny babysitter. Det er ikke så tit, jeg har brug for det. Bare en gang imellem i weekenderne. Kunne du have lyst?” “Øh …” siger jeg. “Jeg ved ikke rigtigt noget om børn, så måske er det ikke helt smart.” “Jeg ved da heller ikke noget om børn. Kom nu. Det bliver hyggeligt. Og jeg betaler godt, det lover jeg.” “Øhm, tjo, det kunne jeg vel godt …” begynder jeg, men Selma er allerede på vej ind i lejligheden. “Super! God fest, ikke? Du ser skøn ud!”

Vulkan_ins_DK.indd 11

13.11.2019 17.01


Tømmermænd Lyskrydset skiftede til rødt, inden jeg kunne nå over. Chili venter på den anden side af vejen. Hun bliver væk bag bilerne, der suser forbi imellem os. Jeg ser på mine hullede Converse og overvejer at vende om. Hvis jeg skynder mig, når hun ikke at se mig gå. Men det bliver grønt igen, inden jeg når at træffe en beslutning. “Kom nu, Anna!” råber Chili. Jeg hanker op i min rygsæk. Chili fører an mod udkanten af byen, forbi slidte pakhuse og højrøstede hjemløse på hjørnerne, ind gennem en port til en graffitimalet baggård. Der er et band, der spiller et sted. Jeg kan ikke se dem. Jeg kan faktisk dårligt høre dem gennem de skrattende højtalere. Chili headbanger, så hendes med-vilje-morgenhår falder ned i ansigtet. Hun har alt for meget makeup på. Ville min mor i hvert fald sige. Hun griner til mig. “Der kommer han jo,” siger jeg. Oscars dreadlocks stikker op over mængden. Som en lodden blæksprutte, der svømmer rundt i et

12

Vulkan_ins_DK.indd 12

13.11.2019 17.01


hav af sorte hættetrøjer. Chili hviner og albuer sig gennem den tætpakkede baggård. “Vent!” råber jeg. Men menneskehavet lukker sig efter hende, og nu er jeg helt alene. Min rygsæk gnaver i skuldrene. Anna: Chili!! Anna: Kom tilbage. Anna: Jeg kender jo ingen. Anna: Hvad skal jeg gøre af mig selv?! Anna: Seriøst Chili Anna: Hvis du ikke snart svarer, skrider jeg!!! Anna: Jeg mener det. Anna: 5 minutter. Så går jeg altså. Anna: Hallo???

* “Hej, Anna,” siger min mor. Hun sidder ved køkkenbordet. Hun ser ikke op. Måske mediterer hun. “Hej.” Jeg læner mig op ad dørkarmen og gaber. “Træt?” “Lidt.” “Var det hyggeligt hos Chili?” Jeg trækker på skuldrene. “Det var fint nok. Vi så bare en film om en pige, der var til fest med sin

13

Vulkan_ins_DK.indd 13

13.11.2019 17.01


bedste veninde, men så forlod veninden hende for en fyr. Den sluttede med, at hun bare gik rundt i byen på må og få og ventede på, at det blev morgen.” “Nå. Den har jeg ikke hørt om.” Jeg tror ikke, at hun mediterer. Hun sidder bare og overvejer, om hun skal smøre sig en ekstra ostemad. Hun kører fingeren rundt i krummerne på tallerkenen. “Den var heller ikke særlig god. Men den har vist vundet en Oscar.” “Hvor er det bare godt, du har fået en veninde,” siger hun. “Virkelig. Det har du fortjent.” Hun bevæger læberne, som om hun gerne vil sige noget mere. Noget om hvor sød og klog og fantastisk jeg er, og hvor mærkeligt det var med pigerne i den gamle klasse, hvor meget de gik glip af. Men hun siger det heldigvis ikke. Hun ser endelig op på mig, og rynker brynene. “Hvad er det for noget tøj, du har på?” “Det er noget, jeg lånte af Chili.” “Hvorfor det? Tissede du?” Jeg ryster på hovedet. Hun tror sikkert, at jeg lyver nu. Men lige dét er jo faktisk rigtigt nok. “Vi mangler forresten bleer,” siger hun. “Ej, mor. Har du ikke lige været nede og købe morgenbrød?”

14

Vulkan_ins_DK.indd 14

13.11.2019 17.01


“Jo, men jeg glemte bleerne.” PTSD. Hukommelsesbesvær. Helt normalt, men ret irriterende. Jeg himler med øjnene og trækker ned i nederdelen. “Og mælk!” råber mor, lige inden hoveddøren smækker bag mig. “En kropslig reaktion,” sagde krisepsykologen. Ufrivillig vandladning. Også normalt, åbenbart.

Vulkan_ins_DK.indd 15

13.11.2019 17.01


Plads Jeg har ikke fået en plads endnu. Først var Carsten syg, og så var der emneuge, hvor ingen havde deres egen plads, og så har vi bare haft travlt med det ene og det andet, og der er også noget med brandsikkerheden, at der ikke må komme et ekstra bord ind i klassen. Nogle gange kører Carsten sin egen stol ned for enden af et bord, så vi sidder tre i stedet for to. Carstens stol er blød. Den er betrukket med gult fløjl, der er revnet, så man kan kigge ind til skumgummiet. Ryglænet er lidt i stykker, så man skal ikke læne sig for langt tilbage. Og man skal slet ikke begynde at lugte til stolen. Det er ikke, fordi de andre er lede eller noget. De fleste lægger bare overhovedet ikke mærke til, at jeg triller stolen hen til deres bord, og det er værre end at være i vejen. Så for det meste sætter jeg mig i vindueskarmen. I dag er Emil syg, og han plejer at sidde ved siden af Chili, så jeg låner hans plads. Vi har om de tektoniske plader. Chili læner sig

16

Vulkan_ins_DK.indd 16

13.11.2019 17.01


ind over verdenskortet. “Jeg er ikke jomfru mere,” hvisker hun. “Hvad?” udbryder jeg. Det giver et gib i Carsten. Han har det med at blunde lidt, mens vi løser opgaver. “Anna og Chili!” siger han. “Sorry,” siger Chili. Hun smiler et lille, krøllet smil. “Vi havde sex,” hvisker hun. “Hvad?” hvisker jeg. “Mig og Oscar. Efter festen. Hvor blev du egentlig af?” Jeg ryster på hovedet. “Hvorfor?” spørger jeg. “Ved du godt, at han kan spille guitar?” “Du har nævnt det, ja.” Hun smiler ned i sit papir. “Hvad gjorde han af sit hår imens?” spørger jeg. Chili himler med øjnene. Da det ringer ud til frikvarter, sætter jeg Emils stol på plads. “Jeg tror, jeg bliver nødt til at tage hjem. Jeg har det lidt dårligt.” Chili svarer ikke. Hun stirrer drømmende ned i sin skærm, som er fuld af sms’er fra Oscar. Jeg vifter med hånden foran hendes ansigt, men hun ser mig ikke. “Alting snurrer rundt, kender du det? Og der er

17

Vulkan_ins_DK.indd 17

13.11.2019 17.01


ligesom en hinde mellem mig og resten af verden.” Jeg hiver tasken på ryggen og klemmer mig forbi de andre, der står samlet i småsnakkende klynger rundtomkring i klasseværelset. I skolegården bliver jeg næsten taklet af en tredjeklasser. “Se dig for!” råber han. Jeg dukker hovedet og løber igennem sjippetov og hinkeruder og pigerne efter drengene. På den anden side af hegnet standser jeg og hiver efter vejret. “Pjækker du?” Lyden kommer oppefra. Jeg genkender stemmen, selvom vi aldrig har snakket sammen. På det rødmalede plankeværk balancerer Idris. Han har posede joggingbukser og en alt for stor T-shirt. Hans øjne glimter gyldent i solen. Hænderne er knyttede. Først tror jeg, at han er vred over noget. Men så løfter han armene og spreder fingrene ud. Fra begge håndflader regner det med glimmer. “Hvad var det?” spørger jeg. “Flyt dig lige,” siger han og springer ned mod asfalten. Han lander elegant på benene. “Pjækker du?” spørger han igen. “Nej. Jeg er blevet syg,” siger jeg.

18

Vulkan_ins_DK.indd 18

13.11.2019 17.01


“Du er ny, ikke?” “Jo.” “Chilis veninde.” “Ja,” siger jeg. “Jeg hedder Idris.” Jeg nikker, som om jeg ikke allerede vidste det. Idris. “Nå, men god bedring,” siger han. “Tak,” siger jeg. “Vi må håbe, at du bliver rask, inden vi skal på byvandring.” “Skal du også med?” spørger jeg. “Det skal hele årgangen.” Byvandringen i næste uge. De andre snakker ikke om andet. Først skal vi rundt og se på gamle bygninger og snakke om, hvordan byen har udviklet sig. Bagefter behøver man ikke tage tilbage til skolen. Man kan gå på Strøget eller Fisketorvet, for eksempel. “Men jeg tror også, jeg er rask igen til den tid. Jeg føler mig bare så underligt svimmel, kender du det? Det er, som om jeg kan mærke, når jorden drejer.” Men Idris er allerede sprunget videre. Jeg låser min cykel op. Den er ny. Altså brugt, selvfølgelig, men ny for mig. Alt, vi har her, er nyt.

Vulkan_ins_DK.indd 19

13.11.2019 17.01


En udfordring “Altså, er du svimmel?” spørger mor. “Det er mere en følelse af, at jeg ikke har noget at holde fast i,” siger jeg. Mor rynker panden. “Måske skulle vi ringe til lægen.” “Nej, jeg skal bare hvile mig. Det er lidt den samme følelse, som når man prøver rutsjebanen i Tivoli, og ham, der skal tjekke, om man er spændt godt fast, overhovedet ikke virker, som om han ved, hvordan man tjekker det. Hvis du kan forestille dig det.” Det kan hun vist ikke, men hun sukker og siger, at jeg godt må blive hjemme. Chili: Skal jeg komme på besøg? Anna: Det går ikke. Er for sløj :( Chili: Jeg kan bare komme hurtigt og give dig lektierne? Vi har fået en stor opgave i geografi. Chili: Skal jeg det? Chili: Har også news om Oscar <3 Chili: ?? :)

20

Vulkan_ins_DK.indd 20

13.11.2019 17.01


Jeg sidder mest bare og ser YouTube. Jeg ser sådan en dare-video med en fyr, der har bedt sine følgere om at finde på udfordringer, og følgerne har foreslået alt muligt skørt og ulækkert som at stikke hovedet ned i Wc-kummen, mens han skyller ud, og spise et helt glas jalapeños. Mor stiller sig bag ved min stol og kigger med. “Hvorfor gør han det?” Jeg trækker på skuldrene. “Bare for sjov.” Han løfter glasset op til munden, men stiller det grinende fra sig igen. “Oh fuck, man,” siger han. “You guys … you guys are fucking crazy!” Han peger mod skærmen. “But I love all of you motherfuckers, you know that, right? So I’m gonna do this. Because I made a commitment when I asked you for dares. I made a promise that I would …” “Bla, bla, bla,” siger jeg og spoler tre minutter frem, hvor han endelig putter jalapeñoser i munden. “FUCK MAN!” råber han. Lyden overstyrer. Mor holder sig for ørerne. Han bliver helt rød i hovedet. “Hot, hot, hot. I need water!” “Han skal da ikke drikke vand,” siger mor. “Så bliver det bare værre.” Hun ryster på hovedet og tøffer ud i køkkenet. Jeg trykker pause. “Hey, mor?” råber jeg. “Hvad er der?”

21

Vulkan_ins_DK.indd 21

13.11.2019 17.01


“Klassen skal jo på tur i morgen. Inde i byen.” “Okay?” “Det er sådan noget byvandring,” råber jeg. “Det er også rigtigt, ja.” “Så jeg tager nok bare direkte med toget bagefter.” Mor er stille lidt. “Så skal du jo slæbe på dine weekendting hele dagen?” “Nå ja. Det havde jeg ikke tænkt på.” “Du bestemmer, skat.” “Ja. Jeg finder lige ud af det.” “Okay.” Jeg trykker play. “Hvis altså ikke han aflyser igen,” råber hun. “Jeg har ikke hørt noget fra ham endnu, så det tror jeg ikke.” “Men tror du, at du er rask nok i morgen?” Jeg rømmer mig. “Ja. Jeg har det allerede lidt bedre nu.” “Okay, skat.” Jeg trykker pause. Jeg finder Idris’ profil og kigger billederne igennem. Der er ét, hvor han balancerer på et cykelstativ. Han står i modlys, men ansigtet gløder alligevel. Jeg forestiller mig, at han springer, sekundet efter at billedet er taget. Og jeg opdager, at jeg holder vejret i spænding. Han balancerer tit på ting, tror jeg. Og smiler, så luften

22

Vulkan_ins_DK.indd 22

13.11.2019 17.01


glitrer, og noget i mig knitrer. Pilen peger på: Vil du sende Idris en venneanmodning? Jeg lukker øjnene og trykker hurtigt, inden jeg kan nå at ombestemme mig. Bagefter trykker jeg play. “Oh, man! This is CRAZY! This is the sickest dare you have ever given me! I hate you guys! Nah, man. Just kidding. I love every single one of you sick motherfuckers. Don’t forget to subscribe to my channel! Bye!”

Vulkan_ins_DK.indd 23

13.11.2019 17.01

Profile for Gads Forlag

Vulkan  

Vulkan  

Advertisement