Traumer

EVALOA SCHOU

TRAUMER

Kroppen husker det, sindet har glemt GADS

FORLAG

TRAUMER – kroppen husker det, sindet har glemt

© forfatteren og Gads Forlag 2026

1. udgave, 1. oplag

ISBN: 978-87-12-80516-8

Forlagsredaktion: An-Magritt Erdal

Omslag: Henrik Koitzsch

Foto på omslag: Freja Ingrid Lehrmann

Sats og grafisk tilrettelæggelse: MOMGRAFIK

Tryk: Dardedze Hologräfija, Letland.

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

G.E.C. Gads Forlag A/S

Fiolstræde 31-33 1171 København K

Danmark

reception@gad.dk

www.gad.dk

Til de stille børn.

De nemme børn.

De besværlige og larmende børn.

Til dem, der holdt det hele i maven, indtil de blev voksne og kroppen sagde fra.

Denne bog er til jer

1.

3. Når kroppen går i forsvar

4. Vi kan ikke tænke os til heling

5.

6. Et traume

7.

14.

FORORD

Traumer er blevet et ord, vi bruger for at fortælle om en dårlig oplevelse. Men hvad er traumer egentlig? Traumers aftryk lever i selve kroppen. De kommer til udtryk i vores fysiologi, i selve vores krops fysiske form og i vores adfærd. De påvirker, hvordan vi opfatter os selv og andre. Den måde, vi er i verden på, afhænger i høj grad af den måde, vi er i kroppen på. Et mere neutralt ord for traume er prægning. De ting, vi har med os, kan nemlig ikke bare opdeles i ”godt og skidt”. Vores styrker og svagheder er ikke skarpt adskilte størrelser, og det er langt fra simpelt at lære nuancerne mellem dem at kende. Selvom traumer er komplekse af natur, findes der dog tilgange, som har vist sig både effektive og fundamentalt forandrende, når det kommer til traumer. De fleste af disse tilgange har især tre ting til fælles:

1. De tager udgangspunkt i kroppen.

2. De vægter tryghed og relation højt.

3. De fokuserer ikke kun på det svære, vi har med os, men i høj grad på de ressourcer, vi også rummer.

Det er med andre ord i høj grad muligt at hele traumer, og nogle gange kan de endda blive til styrker.

Vi heler ikke traumer alene ved at forstå vores historie. Der sker sjældent dyb forandring ved alene at tale om det svære, analysere vores følelser eller træne vores tankemønstre. De reelle forandringer i forhold til traumer sker først, når kroppen får mulighed for at give udtryk for det, den har holdt på, og vi kan skabe mening i det, der har

føltes ubærligt. Det kræver, at sindet får en pause, og vi bliver trygge nok til at lade kroppen udtrykke det, vi endnu ikke er bevidste om. Når kroppen får lov at slippe gamle adfærdsmønstre og lære nye, mere trygge, kærlige og frie udtryk – først da kan man tale om, at traumer heler. Den proces sker oftest langsomt, over tid, gennem nye erfaringer og i trygge relationer.

Traumer er således mange oplevelser og erfaringer, der præger os og gradvist forankrer stemninger og vaner i vores krop. De kan begrænse vores handlefrihed og påvirke vores evne til at udtrykke os frit. De kan gøre det svært for os at komme os over svære ting, danne relationer, bede om hjælp og sætte grænser. Selv de tidligste traumer –fra før vi havde et sprog – lever i kroppen. De kan stamme helt tilbage fra vores fødsel og tiden i vores mors livmoder. De stemninger, vi oplevede i vores tidlige møde med verden, kan senere i livet forankres og blive mere permanente, når vi oplever noget svært, som bekræfter det, vi helt tidligt har lært om at være menneske. Vores adfærdsmønstre kommer til udtryk i mødet med andre mennesker hele tiden, men de er ofte forankret i fortiden – og det er vi sjældent bevidste om. Vi tilskriver vores adfærd vores personlighed, men ofte er vi styret af tilstande i nervesystemet og spænding i kroppens væv, som reagerer langt hurtigere på indtryk end vores bevidste tænkning.

Samtidig er traumer ofte et udtryk for vores måde at tilpasse os noget svært på. Man kan sige, at det er sundt, at vores krop på den måde har indstillet sig på mødet med livet. Den har skabt et forsvar og nogle vaner som respons på den virkelighed, den har mødt. Har vi måttet kæmpe med, flygte fra eller forhandle os ud af lidelse? Så vil de strategier og adfærdsmønstre følge os ind i voksenlivet – som en styrke, men også som en begrænsning. Der er altid en grund til vores

adfærdsmønstre. De har engang skærmet os fra det svære. Desværre kommer de ofte senere i livet til at spænde gevaldigt ben for vores glæde, trivsel og frie udtryk.

Den måde, vi er i verden på, er således formet af vores erfaring. Det gør fx en forskel, om vi tidligt har lært, at verden overordnet er imødekommende og vil os det godt, eller om vi har lært, at vi må klare os selv og aldrig får støtte. For at skabe varig forandring i vores krop og sind og finde større glæde og frihed i livet, skal vi have adgang til nok pålidelige gentagelser og nye erfaringer med tryghed og forbindelse. Samtidig skal kroppen kunne fortælle sin ordløse historie og udtrykke det, den aldrig fik mulighed for, hvis der ikke var plads til vores følelser. Vi bruger både energi på at undertrykke reaktioner på svære ting og på at forsvare os mod dem. Det skaber kropslige spændingsmønstre. Nogle gange mister vi kontakt til de dele af kroppen, der føles overvældede i mødet med livet, og over tid bliver de svære at mærke. De mønstre kommer til udtryk i vores adfærd. Vi er sjældent bevidste om de tilpasninger, fordi de sker langsomt over tid og bliver en del af vores kropslige virkelighed. Men vi mærker ofte de steder, de mønstre begrænser os på i livet både kropsligt og mentalt, fordi de to aspekter af os er umulige at adskille. Vi bliver måske irritable, nervøse, defensive, utydelige eller undvigende på tidspunkter, der ikke giver mening for vores rationale. Vores mest rigide destruktive mønstre slipper sjældent, før kroppen føler sig tryg nok til at omorganisere sig. Adfærdsmønstre kan ikke tvinges i nye retninger og forsvarsstrategier – fysiske og mentale – kan ikke gennembrydes eller fjernes. Men de kan over tid – med nye vaner og erfaringer – blive mere overflødige. Vores fornemmelse af at være i livet er et spejl af vores fornemmelse af at være i kroppen. Når det bliver lettere at bebo vores krop fuldt ud, kan det svære og ubehagelige i

højere grad integreres, uden at det konstant tager pladsen fra resten af det, vi rummer. Det fylder mindre.

Perspektiver på sammenhænge mellem trivsel, adfærd og kroppen er langsomt blevet mere tilgængelige. Forskning i hjernens udvikling, nervesystemet, bindevæv og traumer har de seneste årtier tydeliggjort, at traumer i høj grad kommer til udtryk som en fysisk oplevelse – og derfor kan traumebehandling med fordel tilgås via kroppen. Herhjemme halter vi dog bagefter disse erkendelser. På trods af prominente navne inden for traumeområdet såsom Gabor Maté, Pat Ogden, Peter Levine og Stephen Porges, der igen og igen taler om traumers påvirkning af vores trivsel og kroppens afgørende rolle i helingen af dem, er traumefeltet stadig ikke bredt anerkendt. Det er de færreste, der arbejder med – eller er uddannet i – menneskers trivsel, der giver kroppen og traumer særlig meget opmærksomhed. Men traumer påvirker både psyke og krop, og over tid kan de gøre os syge med komplekse lidelser. Det er en pointe, man ikke taler særligt meget om.

På mange punkter passer det liv, de fleste af os lever i dag, dårligt til den måde, vores krop og sind er udviklet til at trives på. Det ser vi b.la. med den stigende mistrivsel, som både børn og voksne oplever. Vi er måske ikke helt indstillet til at leve på måder og i det tempo, der forventes af os, for at passe ind i samfundet i dag. Så når kroppen naturligt reagerer på usund adfærd og skadelige miljøer, er det et tegn på sundhed – ikke sygdom.

Min personlige interesse for traumer og kroppen begyndte, da jeg som barn var i en trafikulykke og oplevede, at jeg reagerede anderledes end de andre børn i den bus, vi var kørt galt i. I stedet for at handle og reagere udadtil ved fx at græde, ryste eller bede om støtte fra mine omsorgspersoner, forblev oplevelsen indeni mig. Den gjorde mig

opmærksom på den måde, jeg allerede var i verden på og bekræftede, hvad jeg allerede vidste om livet: at jeg måtte klare mig selv. Oplevelsen satte sig i min krop og fik først et fysisk udtryk og blev bearbejdet og integreret i terapi mange år senere.

Som professionel danser mødte jeg fra en tidlig alder igen og igen min kropsbegrænsninger. Ofte som en naturlig konsekvens af, at jeg pressede kroppen hårdt, men andre gange mærkede jeg tydeligt, at min krops form, bevægefrihed, og hvordan jeg brugte den, var uløseligt forbundet med mit følelsesliv. Jeg ignorerede de tegn, kroppen sendte mig, og pressede den, så langt jeg overhovedet kunne, indtil den på et tidspunkt sagde kraftigt fra med skader, inflammation og langvarige infektioner. Det blev starten på en dybere udforskning af mit liv og min historie, og hvordan min historie lever i mig og kan tilgås i nuet via min krop.

Mine udfordringer i livet inviterede mig på en rejse mod større selvforståelse og glæde. Jeg kom igennem en svær, men vigtig udforskning af, hvorfor jeg hele tiden blev stresset, brændte ud og havde svært ved at danne og opretholde relationer. Jeg har været i meget forskellig slags terapi. Noget åbnede for nye veje, og noget føltes mest som en genoplevelse af de svære ting, jeg bar med mig. Det var først i arbejdet med kroppen, at jeg fandt mere frihed og ægte heling. I relation med mennesker, der ikke foregav at være eksperter i mine oplevelser, men som kunne skabe et trygt rum, tage ansvar for dem selv og tilbyde min krop nye, reelle muligheder og konkrete redskaber til forandring.

Samtidig med min egen helingsrejse, uddannede jeg mig indenfor forståelser af mennesket og kroppen, som ikke er så udbredte i Danmark endnu. De sidste 10 år har jeg fordybet mig i forskning på området og mærket resonansen i min egen krop. Vigtigst af alt har jeg

gennemgået en form for kropslig opvågning, som har ændret mit syn på mig selv og verden markant. Som krops- og kraniosakralterapeut har jeg haft mange klienter og deres kroppes ordløse historier i mine hænder. I 2021 grundlagde jeg en efteruddannelse i Traumeinformeret Kropsterapi (TIK), hvor jeg underviser fagfolk i traumers kompleksitet, og hvordan vi kan møde dem gennem kroppen. Uddannelsen skabte jeg, fordi jeg syntes, at den manglede i Danmark. Den viden, jeg deler i denne bog, har jeg samlet på min egen rejse mod heling af mine egne traumer via min egen krop. Man kan kalde det for en kropsliggjort viden, der bygger på kropslig forståelse, forskning og levet erfaring.

Med denne bog ønsker jeg at nuancere traumebegrebet baseret på viden om nervesystemet, kroppens udvikling i takt med hjernens bevidste- og ubevidste processer samt forståelsen af bindevævet som sanseorgan og kommunikationssystem. Jeg vil udfolde begreber som kapacitet, ressourcer, samregulering, dosering, pendulering og posttraumatisk vækst og dele min personlige og faglige erfaring med traumer, kroppen og heling. Jeg vil gerne vise, hvordan rejsen ud af traumer og de tilstande, der ofte følger med dem, kan blive en slags hjemkomst til en mere autentisk og stærk version af dig selv. Et menneske, der bebor sin krop fuldt og helt, kan drage erfaring og kraft fra sin heling og på den måde træde mere bevidst ind i relationer og det store fællesskab. Især fællesskabet, tror jeg, er en præmis for, at vi for alvor finder mere bæredygtige og kærlige måder at være her på jorden på. Fremtiden får brug for, at vi heler hver især, for at vi kollektivt kan ændre kurs.

Mit ønske er, at bogen må finde vej både til fag- og lægpersoner.

At man vil kunne bruge den lidt som et opslagsværk eller en vejviser enten midt i egen krise eller i mødet med mennesker, der har det svært.

Sidst i bogen finder du nogle øvelser til at arbejde med dine egne prægninger via krop og nervesystem. Alle cases fra min praksis er anonymiserede og formidlet med respekt for de mennesker, de udspringer af.

Rigtig god fornøjelse!

Kh

Evaloa

Kapitel 1

VI SANSER, DERFOR

ER VI

FORMIDLING FRA KROP TIL KROP

Man siger, at ens første arbejde ofte bliver definerende for et helt arbejdsliv.

Mit første job nogensinde var som 10-årig med blinde og udviklingshæmmede, der gik til ridning på den lokale rideskole, hvor jeg brugte det meste af min tid. Jeg trak hesten eller sad med bag rytteren med tøjlerne i hånden. Det var et arbejde uden mange ord, men det lærte mig noget grundlæggende om kropsbevidsthed.

Mit næste job var som 15-årig, hvor jeg i et års tid var lektiehjælp for en pige i kørestol. Hun kunne kun forstå mig, hvis jeg havde delvis øjenkontakt, gestikulerede tydeligt og talte langsomt. For at vi overhovedet kunne begynde lektierne, måtte vi synge The Cranberries’ “Zombie”. Sang beroligede hende og skærpede hendes koncentration. Det oplevede jeg dengang som det mest naturlige i verden.

Som 18-årig blev jeg lærervikar. Fra jeg var 20, begyndte jeg at undervise i dans og fortsatte, indtil jeg som 36-årig stoppede min professionelle dansekarriere. Jeg har undervist i hele verden: Kunstskøjteløbere i Belgien, cubanske Orisha-dansere, et kompagni af nogle af de dygtigste streetdansere, jeg har mødt, i Philadelphia.. De var også de mest ydmyge, og netop ydmyghed var noget, jeg på det tidspunkt havde meget at lære om.

Jeg blev i en periode nærmest besat af ydmyghed. Jeg lærte ydmygheden så godt at kende, at jeg blev beskeden og endda selvudslettende. Indtil jeg fandt et mere autentisk sted at undervise og videregive fra –et sted med både tydelighed og nærvær.

Siden har jeg undervist i yoga, fri bevægelse og i de seneste år også i kropsterapi, kropslige signaler, traumer og nervesystemet, kropshukommelse og formative mønstre. Begge mine forældre er lærere, og undervisning og formidling føles for mig lige så naturligt som at trække vejret. Men det har aldrig interesseret mig, hvis ikke kroppen var omdrejningspunktet for læringen.

Kropsforankret formidling ser jeg som en præmis for, at læring kan lande – i hele systemet. Især når emnet netop er kroppen.

Alt det, jeg i dag formidler, har rod i denne tidlige erfaring: i arbejdet uden ord, i sangen før sproget, i bevægelsen før forståelsen. Det er også derfor, jeg ser erfaring (den sansede, kropslige erfaring) som en form for viden. Ikke i modsætning til teori, men som dens forudsætning.

EVIDENS, ERFARING OG DET INDLYSENDE

Siden den græske filosofi og dualismens fremkomst, senere tydeligt formuleret hos Descartes og forstærket gennem Oplysningstiden, har vi i den vestlige verden haft en grundlæggende tendens til at adskille intellekt, sjæl og krop. Intellektet blev tillagt høj status, mens kroppen blev betragtet som noget mindre fint: Noget, der enten skulle kontrolleres, disciplineres eller holdes nede. Kropslige signaler og sansninger, særligt dem, der ligger uden for vores bevidste kontrol, blev opfattet som primitive og potentielt forstyrrende.

Gennem historien har vi derfor i vid udstrækning lært at vende os væk fra kroppen fremfor at lytte til den. De mere sanselige, intuitive og erfaringsbaserede dimensioner af menneskelivet blev enten udskilt til religionens domæne eller afvist som uvidenskabelige og irrelevante.

Sporene af denne opdeling lever fortsat i os og i mange af de systemer, vi har indrettet samfundet efter, bl.a. inden for sundheds- og uddannelsessektoren.

Her er fokus ofte rettet mod symptomer, funktion og målbare resultater frem for mod helhed, sammenhæng og fysiologisk trivsel.

Psykiske og fysiske udfordringer behandles adskilt, og der er begrænset opmærksomhed på sundhed som noget, der kan kultiveres, både før sygdom opstår og som en del af helingsprocessen. Børn forventes tidligt at kunne sidde stille, regulere impulser og behovsudsætte, længe før deres nervesystem og bevidste processer i hjernen er udviklingsmæssigt klar til det. Samtidig gives der ofte mindre plads til bevægelse, sansning og kropslig udfoldelse.

Som biologiske væsener er vi skabt til at lære, regulere og udvikle os gennem kroppen. Når kroppen i barndommen ikke inddrages aktivt i læring og udvikling, kan forbindelsen til dens signaler svækkes. Over tid kan det gøre det vanskeligere at mærke sig selv indefra – noget, der for mange mennesker senere viser sig som mistrivsel, stress eller kropslige symptomer.

Hjernen er ikke et isoleret kontrolcenter, men et organ der fungerer i konstant samspil med resten af kroppen. Derfor giver det mening at interessere sig for menneskets indre styresystemer (herunder nervesystemet), som i høj grad opererer uden for vores bevidste vilje og formes af erfaring. Tryghed er fx ikke et abstrakt ideal, men en fysiologisk forudsætning for, at vi kan lære, trives og udvikle os.

Begrebet evidens stammer fra det latinske evidentia – det indlysende. I dag bruges ordet ofte snævert om det, der kan dokumenteres gennem bestemte videnskabelige metoder. Men menneskelig trivsel, relationer og heling lader sig ikke altid reducere til målbare størrelser. Selv de utroligt mange studier, der er lavet i adfærdsdiagnoser (hvoraf mange har fået økonomisk støtte fra eller foretages af medicinalindustrien), har udfordringer med at producere klare, entydige resultater. Som forsker i psykiatriske diagnoser Richard Bentall ironisk siger det i bogen

Doctoring the Mind: ”Min egen holdning er, at de fleste psykiatriske diagnoser er omtrent lige så videnskabeligt meningsfulde som stjernetegn”. Måden vi producerer viden på i dag, kommer ofte til kort, når vi skal udvide vores forståelse af menneskets indre liv og trivsel.

Da jeg stiftede bekendtskab med forståelser af hjernens organisering og tilstande i nervesystemet, oplevede jeg en kropslige genkendelse. Ikke som intellektuel overbevisning, men som noget indlysende.

Det stemte med det, jeg selv havde erfaret gennem min krop og mit liv.

Den form for viden – erfaringens viden – mangler stadig fuld legitimitet i vores systemer.

Sansning, erfaring og kropslig erkendelse lader sig ikke altid indfange i målbare kategorier, men forskning peger samtidig på, at det at kunne udtrykke sig frit, uden frygt for hvordan man modtages, i sig selv er regulerende og helende. Måske er det tid til at udvide vores forståelse af evidens, så den også rummer det indlysende: Det, der kan mærkes, leves og erfares i kroppen.

Meget af det, vi tager for givet om menneskers følelser og adfærd, bygger på teorier og abstrakte modeller. Indenfor psykologien har det historisk ikke været muligt at studere, hvordan følelser og adfærd udvikler og organiserer sig fra et fysiologisk og kropsligt perspektiv. Det

har heldigvis ikke begrænset nysgerrigheden på mennesket. Først de seneste årtier har vi fået mulighed for at studere nervesystemets og kroppens rolle i udvikling, regulering og traumer. Traumeforståelsen begynder nu langsomt at læne sig op ad denne forskning, men anerkendelsen i de etablerede systemer lader vente på sig.

HVAD JEG MENER, NÅR JEG SIGER TRAUME

Der findes mange definitioner på traumer. Nogle er præcise, andre forsimplede.

Når jeg bruger ordet traume i denne bog, taler jeg ikke kun om ekstreme hændelser, men om det, der sker i kroppen, når noget bliver for overvældende – og ikke får mulighed for at finde tryghed igen.

For mig kan et traume bl.a. forstås som:

‒ Traumet er ikke selve oplevelsen, men det, kroppen holder fast i, fordi noget var for meget, for tidligt, for pludseligt eller fordi vi stod alene med det (frit efter Peter A. Levine).

‒ Et traume er fortidens forsvar, der spænder ben for os i nutiden.

‒ Et traume er en udløsning af det biologiske alarmberedskab, som er blevet permanent.

‒ Traumer bor indlejret i kroppens måde at møde verden på her og nu – og kan derfor også heles gennem nye kropslige erfaringer.

‒ Et traume er en kronisk forstyrrelse i tryghed og forbundethed (frit efter Stephen Porges).

‒ Traumer opstår og heles i relation. Men begyndelsen på heling kan føles ensom.

‒ Ikke al modgang skaber traumer. Når der er tilstrækkelige ressourcer og mulighed for regulering i tryghed, slipper oplevelsen igen.

‒ Traumer er altid komplekse. Et mere neutralt ord ville være ”prægning”. Ofte holder vores største traumer vores største potentiale for udvikling.

‒ I arbejdet med traumer, må der altid være tryghed og ressourcer til rådighed.

‒ Et traume er ikke kun noget, der skete, men noget, der fortsætter med at ske i kroppen, når nutiden ubevidst forveksles med fortiden.

Set i dette lys handler traumearbejde ikke primært om at forstå mere, men om langsomt at udvide kroppens kapacitet til at være med ubehag, kontakt og liv – uden automatisk at gå i kamp, alarm eller frys.

Traumer lever ikke først i forståelsen, men i kroppen – i det, der sker, før vi når at tænke. Traumer påvirker vores mulighed for at være til stede i kroppen.

Vi kan miste fornemmelsen af vitalitet, sammenhæng og sansninger eller opleve, at alle kropslige fornemmelser føles overvældende og truende. Når vi har traumer med os, hæmmes vores krops evne til fleksibelt at regulere vores indre tilstande efter omstændighederne. Hjertet hamrer, når vi får en mail, eller vi begynder at undgå at gå i Netto uden helt at forstå hvorfor. Hverdagen bliver gradvist mere besværlig, det kropslige ubehag vokser, og til sidst brænder vi ud og må sygemeldes. Vi holder en pause, bliver hjemme og får slappet af. Det hele føles lettere. Vi starter på arbejde igen, og langsomt gentager det samme mønster sig – ofte med større kraft.

Det sker, fordi vi ikke har ændret noget fundamentalt ved det, der skaber reaktionerne i kroppen. Reaktioner, som ofte hænger sammen med tidlige prægninger, der aktiveres som traumetilstande i nuet.