Redigeret af
Charlotte Bundgaard og Anna Wegener
SYDVENDT
Italienske aftryk på nyere dansk kunst og kultur
Værket er støttet af følgende fonde:
Ingeniør Kaptajn Aage Nielsens Familiefond
Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond
Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat
SYDVENDT
Italienske aftryk på nyere dansk kunst og kultur
Bidragydere:
Gert Sørensen
Peter Nørgaard Larsen
Nils Arne Sørensen
Erling Strudsholm
Ditlev Tamm
Charlotte Bundgaard
Dorthe Aagesen
Karen Kurczynski
Peter Mandal Hansen
Mikkel Bogh
Anna Wegener
Redaktører:
Charlotte Bundgaard
Anna Wegener
Nord Academic
Af Charlotte Bundgaard og Anna Wegener
Italiens samling
En ny cyklus i de dansk-italienske
forbindelser
Af Gert Sørensen
48 Peter Hansen og Ejnar Nielsen
Om liv og død og en dansk polemik spejlet i mødet med Italien
Af Peter Nørgaard Larsen
72 Hartvig Frisch og den italienske fascisme
Den korte afstand fra politik til videnskab
Af Nils Arne Sørensen
90 Italiensk sprog i Danmark
Fra pilgrim og piccolo til cappuccino og espresso
Af Erling Strudsholm
110 Fra Dante til Mussolini
Hvad en søjle fortæller om kultur, politik og om Danmark og Italien omkring 1922
Af Ditlev Tamm
136 Arkitektdiplomaten Carl Brummer
Med italiensk kultur som drivkraft
Af Charlotte Bundgaard
162 Elisa Maria Boglino
På tværs af Europa under fascismen
Af Dorthe Aagesen
194 Leve grimheden
Asger Jorns eksperimenter med keramik i Albisola
Af Karen Kurczynski
220 Italia terra est
Danske arkitektstuderendes
rejser til Italien
Af Peter Mandal Hansen
246 Lyset, stenen og landet, som det ligger
Tre danske kunstnere mellem italiensk
natur og historie
Af Mikkel Bogh
270 Hvis den fremmede også er dig
Om migranten Morten Søndergaard i Toscana
Af Anna Wegener
293 Noter 307 Litteratur og kilder
325 Illustrationer
327 Forfatterne
330 Register
Forord
Denne bog er blevet til gennem samvær og samtale med andre.
Den tog sit udspring en septemberdag på en gåtur i rask tempo fra Via Veneto gennem Villa Borghese og hjem til Det Danske Institut for Videnskab og Kunst i Rom, hvor vi var ansat som henholdsvis direktør og amanuensis. Uden vores romerske erfaringer om vitaliteten og spændvidden i de aktuelle dansk-italienske kulturudvek slinger ville denne bog næppe have set dagens lys. Det er derfor helt naturligt, at vi – nu hvor arbejdet med bogen nærmer sig sin afslutning – med taknemmelighed tænker tilbage på denne institution, som er og forbliver med at være et helt centralt mødested mellem de to lande.
Vi vil også gerne takke bidragyderne, med hvem vi fra første stund har haft en frugtbar og stimulerende dialog, og som med deres engagerede tekster har kastet nyt lys over, hvordan Italien har præget dansk kunst og kultur i det 20. og 21. århundrede.
Ligeledes vi vil også gerne overbringe en hjertelig tak til Ny Carlsbergfondet, Ingeniør Kaptajn Aage Nielsens Familiefond, Konsul G eorge Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond og Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat for deres generøse støtte til udgivelsen.
På Det Danske Institut vil vi navnlig takke Adelaide Zocchi for uvurderlig praktisk bistand og Morten Steen Hansen for kunsthistorisk input. Vi skylder også en stor tak til Gads Forlag og Nord Academic for at have antaget bogen og troet på den. Her skal en særlig tak rettes til Rikke Kensinger og Lil Vad-Schou fra forlaget, der med stor energi og kyndighed har bragt os sikkert igennem den ikke helt ukomplicerede redaktionsproces.
Sidst, men ikke mindst, vil vi gerne takke vores familier for at have ladet os krybe ind i arbejdsværelset på tidspunkter, hvor de også kunne have brugt vores tilstedeværelse. Tak for støtten og velviljen.
Aarhus og Firenze, september 2025
Charlotte Bundgaard og Anna Wegener
Sydvendt
af Charlotte Bundgaard og Anna Wegener
Vi ser stadig mod syd
Denne bog handler om nogle af de aftryk, både kendte og mere upåagtede, som Italien gennem danske kunstneres og forskeres direkte kontakt og udveksling med landet har sat på dansk kunst og kultur i det 20. og 21. århundrede.
Vi, begge redaktører, har haft indflydelsen fra Italien tæt inde på livet i kraft af vores flerårige samarbejde på Det Danske Institut i Rom. Her mødte vi talrige danske kunstnere og forskere, der arbejdede på Rom- og Italienrelaterede projekter. Deres arbejder viste os den reelle dybde og spændvidde i de faglige relationer og dialoger, der eksisterer mellem Danmark og Italien i dag. De viste,
at udvekslingen lever i bedste velgående, og at italienske forhold stadig sætter markante præg på den kunstneriske skabelse og videnskabelige produktion i Danmark. Mange af projekterne tog afsæt i romersk historie og den klassiske arv, men en mindst lige så stor del omhandlede langt nyere emnefelter og tillige helt aktuelle problemstillinger. Vi oplevede, at mødet med Italien og det at bo og opholde sig i en italiensk kontekst i kortere eller længere tid fik ting til at ske, tanker til at tage form. Efter vores mening var årsagen ikke alene, at de pågældende kunstnere og forskere høstede ny viden, men også at det at være i Italien – med alt hvad dette inde-
bærer af indtryk og indblik, møder med mennesker, traditioner, landskaber, kunstværker, materialer osv. – sætter gang i refleksioner, som ikke kan opstå under hjemlige himmelstrøg. Det er med disse stimulerende erfaringer i bagagen, at vi besluttede at tage initiativ til nærværende bog.
Lad os begynde med en række forbehold og afgrænsninger. Historien om kulturpåvirkningerne fra Italien til Danmark er lang og omfattende, og denne bog prætenderer ikke at dække den hele, ligesom den heller ikke inddrager hele det humanistiske felt. Bogens 11 forfattere kommer fra fagene historie, kunsthistorie, arkitektur og litteratur- og sprogvidenskab. Bogen er heller ikke en receptionshistorie, i den forstand at den ikke primært handler om, hvordan italienske kulturstrømme eller -produkter er blevet modtaget og bearbejdet og har bredt sig i Danmark. Den handler i stedet om mødet med Italien som drivkraft for den kreative virksomhed, hvad enten det er tankens, håndens eller forestillingskraftens.
Bogens udgangspunkt er individorienteret. Opgaven til bidragyderne lød på at skrive et kapitel om en dansk kunstner –forfatter, billedkunstner, arkitekt m.v. – eller forsker, som i nyere tid har opholdt sig i Italien i kortere og længere perioder og derfra hentet inspiration til sit virke.
Jørn Moestrup og Esther Nyholm, som i 1989 udgav antologien Danmark og Italien – 100 års inspiration, inviterede en række eksperter fra en bred vifte af fag til at samle deres viden i en omfattende status-
opgørelse, men denne bog hverken kan eller vil tilstræbe noget lignende. Dens personlige fokus viser i stedet, hvordan landet i de enkelte tilfælde trænger ind under huden, bliver en lidenskab, en skæbne, en livsvej, en nødvendighed – ligesom det har potentialet til at synliggøre, at interessen for Italien kan opstå både af institutionelle grunde – for eksempel studierejser til landet – eller som følge af private forhold eller tilfældige møder.
I bogen er der dog to kapitler, der ikke har en rejse til Italien som udgangspunkt. I Erling Strudsholms bidrag om italienske ord i dansk, set i både historisk og samtidigt lys, er de rejsende ikke mennesker, men italienske gloser, som er blevet importeret til dansk og har slået sig ned i vore s sprog. Her går bevægelsen ikke fra Danmark mod Italien, men den anden vej, selvom ordene naturligvis først bliver optaget i dansk, hvis der fra dansk side også er en interesse for eller afhængighed af italienske forhold. Og i Ditlev Tamms kapitel er den implicitte hovedperson en sleben romersk granitsøjle, der muligvis stammer fra selveste Forum Romanum, som den italienske stat forærede den danske i anledning af 600-året for Dantes død i 1321. Teksten afdækker de politiske dagsordener bag den højst usædvanlige gave, som i dag troner i ophøjet ro i strømmen af biler og cykler på H.C. Andersens Boulevard i København.
I det følgende opridses nogle af de temaer, som går på tværs af bidragene.
Stof og historie
H.C. Andersen vendte i slutningen af sit liv opmærksomheden mod Paris efter i begyndelsen af sin karriere at have dyrket Rom. Eventyret “Dryaden” fra 1868 om verdensud stillingen i Paris kan tjene som et emblematisk eksempel på denne interesseforskydning i forfatterskabet. Som både Peter Mandal Hansen og Mikkel Bogh påpeger, har både Frankrig, England og USA i det 20. århundrede forekommet danske kunstnere og arkitekter mere tiltrækkende og relevante rejsemål end Italien. Alligevel kan Italien stadig, som Mikkel Bogh formulerer det, “fremkalde længsler og forestillinger hos danske kunstnere, som selv de største kunstmetropoler ikke er i stand til”. Det har dog ik ke i første omgang været modernitetens Italien, som har vakt deres interesse, men derimod historiens, traditionens, håndværkets og den enkle livsførelses land.
Mikkel Bogh låner titlen på Henri Bergsons værk Stof og hukommelse fra 1896 for at forklare, hvorfor Italien stadig virker som en magnet på kunstnere fra hele verden. Med ordet hukommelse sigter han til det forhold, at man overalt støder på en samtidighed af historiske lag, en aflejr ing af billeder fra mange epoker, stilretninger og æstetikker i form af malerier, skulpturer, bygninger, byer og kulturlandskaber; med stof derimod til naturens rigdom af mineraler, metaller og bjergarter og alle de andre naturlige materialer, som
forarbejdes og anvendes i de kunstværker, som skabes. Italien er kendetegnet ved et enestående samspil mellem historie og natur, mellem tradition og materiale, og for kunstnere udgør netop denne helhed et centralt aspekt af landets appel. Disse sider af landet, fremhæver Mikkel Bogh, “væves sammen i både industri, håndværk, gastronomi og kunst på måder, der adskiller sig – om ikke andet så i intensitet og omfang – fra de fleste andre steder i verden”. I sit kapitel retter han opmærksomheden mod tre kunstnere, Per Kirkeby, Kirsten Ortwed og Troels Wörsel, for hvem denne sammenvævning fik stor betydning, både direkte og indirekte.
Me d sine rige forekomster af ler og sin århundredelange tradition for keramiske arbejder er Albisola, en af Italiens mange keramikbyer, et andet konkret eksempel på den uløselige forbindelse mellem historie og natur. Det var her, Asger Jorn slog sig ne d me d sin familie i 1954, og det var her, han fik sit internationale gennembrud. Asger Jorn er meget andet og mere end en modernistisk maler. Historien bag det imposante keramiske relief i foyeren til Århus Statsgymnasium, et gigantisk fællesværk, som han skabte sammen med en gruppe keramikere, og som er omdrejningspunktet for Karen Kurczynskis kapitel, vidner om hans intense udforskning af lerets muligheder og den givende synergi mellem håndværkstraditioner og nytænkende ek sperimenter, som han stødte på og var med til at skabe i Albisola. Asger Jorns
mange keramiske værker fra Italien kom til at spille en central rolle i hans opgør med 1950’ernes generelle tendens til rationalistisk tænkning og kommercialisering.
Italiensbilleder
Der findes ikke kun ét billede af Italien. Der findes mange, og denne bog fremhæver mangfoldigheden og kompleksiteten af de danske italiensbilleder. De har afløst hinanden i historisk succession, men de har også eksisteret på samme tid som konkurrerende og indbyrdes kontrasterende repræsentationer af landet. Gert Sørensens kapitel, som udgør et naturligt begyndelsespunkt for denne bog, viser, hvordan Italiens samling i 1861 og den efterfølgende statsdannelse blev udgangspunkt for en ny måde at tænke landet på. Fra primært at være blevet opsøgt, set og beskrevet som hjemstedet for klassisk kultur blev det nu også aktør på den europæiske politiske scene, hvis konflikter Danmark længe havde været involveret i. Den nye status, som landet fik med samlingen, satte sig spor i danske romaner og rejseberetninger fra det 19. århundredes anden halvdel. Guldaldertidens ruindyrkelse med en lokalbefolkning i lystige folkloristiske optrin var ikke længere det dominerende billede, som Gert Sørensen bemærker. Som århundredet skred frem, skulle gentagelser af guldalderens kunstneriske modeller forekomme stadig mere utroværdige, selvom man dog kan indskyde, at disse modeller
endnu spøger i dag og vel aldrig er blevet overvundet fuldstændigt.
De italienske samlingsbestræbelser kaldtes Il Risorgimento, genopstandelsen, og fik massiv omtale i den danske presse, der således for alvor satte Italien på tidens dagsorden. Samtidig havde brydningerne i Italien også danske paralleller. Spørgsmålet om national samling og splittelse stod centralt i europæisk politik i det 19. århundrede. Mens Italien gik enhedens vej, bevægede Danmark sig i en anden retning – med splittelsen efter nederlaget i 1864. Denne krig tog også livet af en anden samling sbestræbelse, nemlig skandinavismen, hvis politiske mål var en sammensmeltning af Danmark, Norge og Sverige i én skandinavisk stat. Set i ly s et af historien om Italiens tilblivelse kan man ifølge Gert Sørensen sætte sp ørgsmålstegn ved rigtigheden af det gængse udsagn om, at Danmark er et meget gammelt land. Det er det naturligvis p å den ene side – t ænk på Jellingstenene fra 900-tallet, hvoraf den største og y ng ste kaldes for Danmarks dåbsattest –men det er også korrekt, at i de år, hvor det samlede og uafhængige Italien blev til, var Danmark under drastiske historiske forandringer, som kastede landet ud i en dy b identitetsmæssig krise. Det Danmark, vi kender i dag, tog form i de selvsamme år, da det moderne Italien opstod. Må ske er Danmark i virkeligheden et lige så ungt land som Italien, trods sin ubrudte historie som politisk enhed?
At flere forskellige italiensbilleder sagtens kan leve side om side på samme historiske tidspunkt, finder man et glimrende eksempel på i Peter Nørgaard Larsens kapitel om de næsten jævnaldrende kunstnere Peter Hansen og Ejnar Nielsen. I begges tilfælde var deres syn på landet formet af idealer og kunstneriske præferencer, som de havde med sig fra Danmark. Der er klare forbindelseslinjer mellem det øgede fokus på sociale og politiske forhold, som Gert Sørensen identificerer hos de danske forfattere, som berejste Italien efter landets samling , og så Peter Hansens kunstneriske ærinde. Han opsøgte ikke motiver, som kunne bekræfte romantiske forestillinger om det smukke land, men malede i stedet et naturalistisk billede af Italien frem. Han havde blik for “det hverdagslige og usminkede, det grumsede og beskidte, som selvfølgelig altid havde været der, men som malerne havde valgt at lukke øjnene for i deres søgen efter turistbilledernes Italien, som kunstmarkedet stadig efterspurgte”, som Peter Nørgaard Larsen skriver. Det er imidlertid ikke Peter Hansen, men Ejnar Nielsen, som er kapitlets hovedperson, da den inspiration, han tog med sig fra Italien, er mindre udforsket i kunsthistorien end førstnævntes. Ejnar Nielsen var særligt knyttet til Toscana, hvor han skabte flere af sine hovedværker. I modsætning til Peter Hansen var han ikke interesseret i hverdagsrealisme, men i det almengyldige og -menneskelige. Han undgik impressionistisk og naturalistisk umiddelbarhed og
foretrak et billedsprog, som hentede sin inspiration i en kølig og dekorativ formalisme med udspring i den italienske ungrenæssance. Peter Nørgaard Larsens kapitel viser, at det naturalistiske billede af Italien i dansk malerkunst i det 20. århundredes begyndelse havde følgeskab af et symbolistisk alternativ, og at historien om Italiens aftryk på dansk kunst indeholder flere spor, flere fortællinger.
Peter Mandal Hansens artikel om danske arkitekters studierejser indeholder en hel kavalkade af italiensbilleder. På baggrund af blandt andet rejsekompendier b eskriver han, hvordan blikket på Italien har forandret sig i takt med de arkitekturretninger, der kom til at præge både den internationale og den danske arkitekturscene op igennem det 20. århundrede. Peter Mandal Hansen viser, at skønt der med modernismen skete et skifte, hvor Italien for en stund blev detroniseret som arkitekters foretrukne rejsemål, vendte interessen tilbage. Italien blev atter vigtig, da modernismekritikken brød frem i 1950’erne og 1960’erne. Det var ikke kun de byggede strukturer, som vakte arkitekternes interesse. Også adfærden og måden at br uge byen på blev kortlagt og udforsket. Den danske arkitekt og urbanist Jan G ehl, der betragtede de italienske byer som levende laboratorier for undersøgelser af sammenhængen mellem fysiske rum og adfærdsmønstre, studerede blandt andet den legendariske aftenpromenade, la pa sseggiata, hvor velklædte italienere pro-
menerer gennem byens rum ved solnedgangstid. Og på den politiske front blev arkitekter op igennem 1970’erne tillige optaget af “det røde Italien” i de byer og regioner, der blev styret af kommunistpartiet, og hvor den venstreorienterede tilgang præge de trafikplanlægning, bysaneringer og regionaludvikling. Her var det danske byplanarkitekter, der på rejser til især Bologna fandt inspiration til nye organisationsmåder for vores hjemlige bysamfund.
Fascismens tryk og aftryk
Flere af kapitlerne i denne bog kredser om perioden lige efter 1. verdenskrig, hvor Italien var præget af store sociale, økonomiske og politiske spændinger. Årene 1919 og 1920 har fået navnet il biennio rosso, de to røde år, fordi de var kendetegnet af socialistiske valgsejre, storstrejker og fabriksbesættelser. Den revolutionære bølge udløste en voldsom reaktion fra fascistiske militser, som brutalt nedkæmpede arbejderbevægelsen og andre politiske modstandere og iværksatte Marchen mod Rom i oktob er 1922, som førte til Mussolinis magtovertagelse.
Den danske presse viede omvæltningerne en del opmærksomhed, men kun et fåtal kastede sig ud i mere seriøse undersøgelser af fascismen. En af disse få var kulturhistorikeren Hartvig Frisch, hvis fascismeopfattelse Nils Arne Sørensen redegør for i sit kapitel. Hartvig Frisch, som opholdt sig
i Italien i to længere perioder i 1920’erne, interesserede sig for landet både i kraft af sin faglige baggrund som klassisk filolog og som aktiv socialdemokrat. Han gav sin første sammenhængende præsentation af fascismen i Europas Kulturhistorie fra 1928, den bog, som i dag især huskes for definitionen af kultur som vaner, men hans mest udførlige analyse af det nye politiske fænomen finder man i Pest over Europa fra 1933, som er et advarselsskrift, konciperet under indtryk af nazismens fremmarch i Tyskland. Hartvig Frisch var, som Nils Arne Sørensen påpeger, ikke optaget af at analysere det samfund, som fascismen opbyggede i Italien, men derimod af spørgsmålet om, hvordan en anti-demokratisk bevægelse kunne opstå, vokse frem og tage magten. Hans tekster om fascismen, der endnu i dag er læseværdige, skal overordnet ses som del af et politisk oplysningsprojekt, et forsøg på at skabe en socialdemokratisk videnskultur som modvægt til den dominerende borgerlige, der ofte var positivt indstillet over for den politiske udvikling i Italien.
Den danskfødte maler og tegner Elisa Boglino fik også, i hvert fald indirekte, fascismens indflydelse at mærke. Dorthe Aagesens beretning om det tidlige højdepunkt i hendes karriere begynder med åbningen af hendes separatudstilling i Galleria di Roma i 1932. I forbindelse med udstillingen havde galleriets ejer, journalisten og kuratoren Pietro Maria Bardi, udgivet et katalog med en introduktion til kunstneren og reproduktioner af udvalgte tegninger
og malerier. Han var en fremstormende skikkelse i den italienske kunstverden med tætte bånd til regimets topfigurer. I en italiensk kontekst er han især kendt for sin ide om, at rationalisme burde være fascismens officielle arkitektoniske formsprog. Efter 2. verdenskrig forlod han kompromitteret Italien med sin kone, arkitekten Lina Bo Bardi, og bosatte sig i Brasilien, hvor parret var med til at grundlægge og lede MASP, det sydamerikanske lands første internationale kunstmuseum. Ifølge Elisa Boglino selv var der ingen tvivl om, at det havde skadet hendes karriere, at hendes vigtigste forkæmper, den person som havde hjulpet hende frem, forlod Europa med en skamplet på sit navn og rygte, mens hendes karriere var sat på pause efter fødsler og dødsfald i familien. Arkitekten Carl Brummer, som er omdrejningspunktet for Charlotte Bundgaards kapitel, arbejdede også i Italien i den periode, hvor fascisterne var ved magten. Han kom tæt på det politiske magtapparat i forbindelse med to af sine projekter:
Kurateringen af en grønlandsudstilling, der indgik i den store koloniudstilling i Palazzo delle Esposizioni i Rom i 1931, og forslaget til et Danmarks Hus i Rom i 1938. Ved åbningen af koloniudstillingen mødte han Mussolini og var ikke helt upåvirket af diktatorens karisma. Ved det senere projekt var der tale om mere indirekte kontakter til regimet. Byggegrunden til Danmarks Hus blev, ligesom byggegrundene til de andre nationale institutter i Valle Giulia-området i Rom, stillet gratis til rådighed af det fa-
scistiske styre i forsøget på at promovere fascismen i verdensopinionen. Carl Brummers projekt blev af forskellige årsager ikke realiseret, blandt andet fordi man fra dansk diplomatisk side ikke var begejstret for de antisemitiske love, der var blevet indført i 1938, og som ville kunne ramme danske stipendiater af jødisk afstamning. I stedet blev det funktionalisten Kay Fisker, som i 1960 fik i opdrag at udarbejde et forslag til Danmarks Hus i Rom – nu benævnt Det Danske Institut for Videnskab og Kunst.
Det ønske om at fremhæve Italien som en kulturel stormagt uden for landets grænser, som tilbuddet om de gratis byggegr unde til udenlandske institutter i Valle Giulia var udtryk for, lå også bag rejsningen af Dantesøjlen foran Ny Carlsberg Glyptotek på en plads, som fik navnet Dantes Plads. Grundstenen blev lagt den 21. juni 1922, altså nogle måneder før fascisterne kom til magten, men den stræben efter at gøre Italien til en ekspansiv kulturnation, som søjledonationen var udtryk for, skulle vise sig at flugte med regimets kulturpolitik, der netop sigtede på at frigøre Italien, gøre landet uaf hængig t af andre europæiske nationer, først og fremmest Frankrig og England, så det kunne stråle på kulturens firmament og vise sig som en værdig arvtager af Romerriget. Med talrige citater hentet fra dagspressen, herunder den borgerlige presse, som Hartvig Frisch senere skulle kritisere for at være fascistvenlig, og med udblik til receptionen af italiensk litteratur og kultur i Danmark i det 19. år-
hundrede og tidlige 20. århundrede, tegner Ditlev Tamm et billede af den opfattelse af Italien og italiensk kultur, som var rådende i Danmark ved grundstensnedlæggelsen.
Glemte stjerner
Dantesøjlen er et synligt italiensk aftryk på det københavnske byrum, men andre italienske spor er mere upåagtede. Således er både Elisa Boglino og Carl Brummer blevet glemt af eftertiden. Der kan være mange og ofte samvirkende årsager til, at en kunstner falder ud af historien. For Elisa Boglino var forholdene måske særligt ugunstige. Ikke blot mistede hun som nævnt sin vigtigste forkæmper, da Pietro Maria Bardi forlod Italien efter krigen, men hun var også kvinde bosat i Italien. Hun giftede sig med en italiener, blev mor til to børn og “tabte Continuiteten”, som hun selv formulerede det, da hun som næsten 90-årig så tilbage på sin karriere. Hendes rolle som materfamilias samt hendes geografiske og sikkert også mentale afstand til det center, hvor dansk kunsthistorie skrives, bidrog til, at hun blev marginaliseret og glemt.
For Carl Brummer, hvis mest kendte arbejde er den danske biennalepavillon i Venedig, var situationen en anden. Han var i sin levetid en etableret skikkelse i det danske arkitekturmiljø og gjorde sig også gældende i dagbladenes debatspalter. Han tegnede i øvrigt også det anlæg, hvor Dantesøjlen blev placeret i 1924.
I dag er han stort set glemt. Ifølge Charlotte Bundgaard er årsagen, at arkitekturhistorien typisk skrives ud fra modernismens perspektiv, hvor skikkelser som Carl Br ummer ikke tillægges særlig betydning – hvilket i øvrigt også konkret viser sig ved, at en af hans rigmandsvillaer i Nordsjælland for nylig har været truet af nedrivning. Carl Brummer er ikke skrevet ud af arkitekturhistorien, fordi hans arbejder manglede kvalitet eller havde en perifer rolle i samtiden, men snarere fordi arkitekturhistorikere med et modernistisk stå sted ikke viste ham den store interesse. De forlod klassicismen til fordel for nye strømninger og rettede – bevidst eller ubevidst – deres opmærksomhed mod de moderne helte.
Italiensk til husbehov
Alle danskere kender og bruger italienske ord til hverdag, om ikke andet når de bestiller en latte, ringer efter en pizza eller spiser fettuccine kogt al dente derhjemme. Mange har også et konkret ønske om at lære italiensk, så de kan begå sig på rejser til Italien. Det betyder, som Erling Strudsholm skriver i sit kapitel, at kurser i italiensk står stærkt på danske aftenskoler. Omvendt er mulighederne for at studere italiensk på universitetsniveau blevet drastisk reduceret siden 1990’erne. I dag kan man således kun læse italiensk på Københavns Universitet, som tilbyder forløb på både bachelor- og kan-
didatniveau, hvorimod man tidligere også kunne studere sproget på universiteterne i Odense og Aarhus og på handelshøjskolerne i Aarhus og København. Det er et paradoks, at der er stor folkelig opbakning til og interesse for italiensk, mens sproget er blevet et lille fag på humaniora. Italienskfagets krise er en del af sprogfagenes generelle krise, som blandt andet skyldes den fejlagtige ide, at man i en globaliseret verden kan klare sig med engelsk, ligesom det er en udbredt opfattelse, at viden om og beherskelse af sprog ikke giver fordele på arbejdsmarkedet.
I dag er engelsk storleverandør af nye ord til dansk, men kigger man nøjere efter, vil man opdage, at der også findes mange italienske importord i vores sprog. Disse ord vidner om de direkte eller indirekte kontakter mellem de to lande. Erling Str udsholm tager udgangspunkt i filologen Kr istoffer Nyrops banebrydende bog Italienske Ord i Dansk, der blev publiceret i 1922, samme år som man lagde grundstenen til Dantesøjlen, og sammenligner hans opgørelse over italienske imp ortord med situationen i dag ved at trække på data hentet fra Den D anske Ordbog, ordnet.dk/ddo, en digital ordbog over moderne dansk.
Kristoffer Nyrop opdelte sin bog i områderne “Musik og Arkitektur”, “Handel, S øfart og Krig”, “Politik og Industri”, “Naturfænomener”, “Karneval og Tarantel”, “Ord fra bestemte Byer” samt “Litteratur, Ordsprog og Talemaader” og gennemgik
metodisk de italienske importord inden for hvert af disse områder. Som Erling Strudsholm gør opmærksom på, leder man i Kristoffer Nyrops bog forgæves efter et område, som i dag er særdeles ‘italieniseret’, nemlig mad og fødevarer. For 100 år siden var det ikke Italien, men Frankrig, der var donor af kulinariske termer til andre sprog. Hvis, som Erling Strudsholm skriver, “de italienske låneord er konkrete udtryk for kulturpåvirkning fra Italien og vidner om, hvilke felter Italien især har øvet indflydelse på i Danmark”, så er det på det kulinariske område, at denne påvirkning i dag er stærkest.
Her adskiller Danmark sig næppe fra andre lande. Italiensk mad er kendt og udbredt i hele verden. Man kan dog godt få den mistanke, at de kulinariske termer ikke nødvendigvis kommer direkte fra italiensk, men også i nogle tilfælde er blevet formidlet via engelsk, hvis man tænker på, at tv-kokke som Jamie Oliver i begyndelsen af 2000-tallet bidrog til populariseringen af det italienske køkken i Danmark. I øvrigt kan man måske lidt resigneret tilføje, at hvis man sammenligner de italienske nyerhvervelser med Kristoffer Nyrops liste, som jo omfattede mange områder, så vidner boomet af importord på det kulinariske felt om, at Italien måske påvirker os mere ensidigt, end landet gjorde tidligere. I hvert fald vedrører indflydelsen ikke længere primært den offentlige sfære (bankvæsen, militær, politik m.v.), men privatsfæren, kroppen, dét vi putter i munden.
Italiensk som eksistensrum
Når der tales om nødvendigheden af at gøre unge interesserede i at studere sprog på universitetsniveau, anlægges der ofte et instrumentelt syn på sprog. Mantraet er, at man bør redde sprogstudierne, fordi manglende sprogkompetencer i sidste ende kan udgøre en trussel mod Danmarks internationale samarbejdsevne. Man henviser til udtalelser fra Dansk Industri, når man vil have flere unge til at søge ind på en sproguddannelse. Men sprog handler også om, hvem vi er – og ikke mindst om, hvem vi gerne vil være. Sprog er kultur, identitet, eksistens. At lære italiensk på det sted, hvor dette sprog tales, kan være en så omkalfatrende oplevelse, at det påvirker vores selvforståelse radikalt. Anna Wegeners artikel om den danske digter Morten Søndergaard, som bor i Toscana, fokuserer på denne side af mødet med det italienske sprog.
Da Morten Søndergaard første gang flyttede til Italien i 1998, ønskede han at udfordre sig selv. Den geografiske omrokering var tænkt som et sprogligt eksperiment. Han ville vide, som han skriver i digtet “Jeg kom hertil” fra 2019, “hvordan det var / ikke at have et sprog, men stå der, stum og dum”. Han ønskede at opleve, hvordan det er at være sprogløs – eller rettere italienskløs – i Italien. Som citatet viser, var det til at begynde med en erfaring af tab, af begrænsning og fremmedhed. Men siden har Morten Søndergaard lært sig italiensk, og
mange steder i hans forfatterskab kan man identificere en afsmitning fra det romanske sprog. Gennem analyse af udvalgte digte og kunstværker viser Anna Wegener, at italiensk er en linse, hvorigennem Morten Søndergaard betragter sit modersmål, og at sproget for digteren er forbundet med genfødsel, frihed og nye udfoldelsesmuligheder i livet.
Den fortsatte oversættelsesproces
Mødet med Italien har aldrig givet anledning til en passiv indoptagelse af alt, hvad der er italiensk. Det italienske er blevet udvalgt, bearbejdet, processeret, udviklet og ændret, så det har passet ind i en dansk sammenhæng. Det er denne opblanding af oplevet inspiration og studeret viden høstet i Italien med en dansk verden, der fascinerer allermest. Arkitekt Kjeld de Fine Lichts betragtninger – som citeres i Peter Mandal Hansens kapitel – om umuligheden af at lave en simpel overførsel af byggekulturen i den italienske provins til Danmark, ganske enkelt fordi det danske klima er køligere end det italienske, kan eksemplificere dynamikken i mødet med det sydeuropæiske land. De indtryk og inspirationer, som hentes hjem fra Syden, påpeger Kjeld de Fine Licht, må nødvendigvis tilpasses den danske virkelighed. De må oversættes. Oversættelse handler om mødet med det fremmede, som man kan forholde sig til på
flere forskellige måder – spændende fra at gøre det så hjemligt-genkendeligt som muligt til at forsøge at bevare dets eksotiske træk . Det bemærkede den tyske filosof og teolog Friedrich Schleiermacher allerede i 1813. Men altid skal det fremmede dog efter oversættelsen vokse i ny jord og indgå i nye sproglige og kulturelle sammenhænge. I denne bog har vi sammen med forfatterne ønsket at vise, at Italien stadig oversættes til dansk til glæde og gavn for dansk kunst og kultur. Det italienske møde lever.