GADS FORLAG EN RUTH GALLOWAY-KRIMI »En af Englands bedste krimiforfattere.« KRISTELIGT DAGBLAD Stencirklen

Af samme forfatter I serien om Ruth Galloway: Pigen under jorden Løgnens hus Huset på klippen Døden på museet Det tavse vidne De ForsvundetStemmerudstødtefragravenKvindeniblåtimørketDenmørkeengelDetførstejuletræ I serien om Harbinder Kaur: Døden mellem linjerne Ekspert i mord
Elly STENCIRKLENGriffiths PÅ DANSK VED LÆRKE PADE GADS FORLAG
Stencirklen er oversat fra engelsk af Lærke Pade efter The Stone Circle Copyright © 2019 by Elly Griffiths All rights reserved including the rights of reproduction in whole or in part in any form. Dansk udgave: copyright © 2022 by Gads Forlag Published by agreement with Janklow & Nesbit (UK) 1. udgave, 1. oplag Omslag: Anders Timrén Bogen er sat med Minion hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook ISBN: Kopiering978-87-12-06679-8fradennebogmå kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk Der citeres fra følgende værker: Bibelen, Det Danske Bibelselskab, 1993 T. S. Eliot: Digte 1909-62, på dansk ved Bo Green Jensen, Gyldendal, 1984
Tilegnet Jane Wood
Harry Nelson skubber brevet fra sig og udstøder noget, der lyder som et støn. De andre i briefingloka let – vicekriminalinspektør Jo Archer, vicekriminalkommissær
1 12.
KAPITEL7 februar 2016
Det lig, som du plantede i haven sidste år, er det begyndt at spire? Vil det blomstre nu i år? Du må have spekuleret på, om også jeg lå begravet dybt i jorden. Åh, du lidettroende. Du må have vidst, at jeg ville genopstå. Du er blevet ældre, Harry. Du er blevet gråsprængt, og du har lært sorgen at kende. Og glæden, men også glæden kan føre til smerte. Sjælens mørke nat. Du kunne ikke redde Scarlet, men måske kan du redde den uskyldige, der ligger i stencirklen. Tro mig, Harry. Jeg vil gerne hjælpe. Årshjulet drejer. Spirerne skyder op ad græsset. Det er imbolc, og vi danser under stjernerne. Find vej til stencirklen.Med fred.
Kriminalkommissær Nelson Ak, så er vi her igen. Vor slutning er i sandhed vor begyndelse.
Kriminalkommissær
“Er der nogen, der vil være så venlig at fortælle mig, hvad der foregår?” Det er Jo Archer, eller Superjo, hvis man er en af hen des beundrere. Hun har kun været ved King’s Lynn Politi i et år, efter at have overtaget fra den glatte og permanent solbrændte Gerald Whitcliffe. I begyndelsen forekom det Nelson, at hun var indbegrebet af hans værste mareridt: typen, der holdt møder, hvor alle skulle tale om deres følelser, og indførte unævnelige ting som “gruppekram”.
Men på det seneste er han begyndt at nære en vis modvillig respekt for hende. Han bryder sig dog ikke om at skulle forklare brevets betydning for sin overordnede. Først og fremmest fordi hun vil være alt for interesseret.
Men der er ikke rigtig andre, der får munden på gled, så Nel son svarer så tonløst og nøgternt, han formår: “Det må være tyve år siden efterhånden. Et barn blev meldt savnet. Lucy Downey. Og så begyndte jeg at få nogle breve, der mindede om det her.
Tanya Fuller – ser på ham med udtryk, der går
Morderen druknede ude i marsken. Brevskriveren var en norsk professor ved navn Erik Anderssen. Han døde samme nat. Og
8 Dave Clough, vicekriminalkommissær Judy Johnson og vicekri minalkommissær
fra bekymring til slet skjult begejstring. “Han er tilbage,” siger Clough. “Pis og papir,” siger Nelson. “Han er død.”
Om guder og årstider og en masse mystifistisk ævl. For ti år siden fandt vi et barneskelet ude i Saltmarsken. Jeg vidste ikke, hvor gammelt det var, så jeg bad Ruth – doktor Galloway – om at undersøge det. Det viste sig, at knoglerne ikke havde noget med sagen at gøre, de var fra jernalderen eller sådan noget, men jeg fik Ruth til at kigge på brevene. Hun mente, de kunne være fra en, der vidste noget om arkæologi. Nå, men som du ved, fandt vi Lucy, men der var også et andet barn, som døde.
Ingen siger noget. De seneste års glæder og sorger sidder dybt i dem, selv i Jo.
“Det må guderne vide,” siger Nelson. “Det har jeg aldrig hørt om. Der var den der vold, de fandt for mange år siden, men den var lavet af træ.”
9 det her …” Han peger på brevet på bordet. “Det lyder ligesom et af de breve.”
“Det lyder som en, der kender dig,” siger Judy. “Fordi der bliver svælget i, at jeg er grå og trist?” siger Nelson. “Tusinde tak.”
Igen undgår alle at se Nelson i øjnene, da han tager brevet og putter det i lommen. “Jeg ringer til hende senere,” siger han.
“Hvad er det for noget med en stencirkel?” spørger Jo lidt efter.
“Var det ikke ved den vold, hvor I fandt det myrdede barn for nogle år siden?” spørger Jo og afslører dermed, at hun ved lidt mere, end hun har givet udtryk for. “Jo,” siger Nelson. “Det var på stranden ud for Saltmarsken. Nu er der ikke noget tilbage. Alle træpælene og den slags blev flyttet hen på “Cathbadmuseet.”mener, de burde være blevet, hvor de var,” siger Judy.
“Det er sikkert en fis i en hornlygte,” siger Jo og gør tegn mod brevet, som stadig ligger urørt midt på bordet. “Men vi må hellere tjekke op på den der stencirkel. Nelson, kan du spørge Ruth, om hun kender noget til det?”
Judys kæreste Cathbad er en druide, som oprindelig kom i poli tiets søgelys, fordi han protesterede over, at de pæle, der udgjorde ringvolden, blev gravet op af marsken. Alle i lokalet kender Cath bad, så der er ingen, der orker at kommentere det, ud over Clough, der mumler: “Selvfølgelig gør han det.”
“Der var et hold fra University College London oppe og grave omkring det sted, hvor den oprindelige ringvold lå – lige før jul. De mener, de har fundet en ring mere.”
“Rester af et menneskeskelet,” siger Ruth. “Knogler. Vi venter på resultaterne af kulstof 14-analysen.”
“Hvor har du hørt om stencirklen henne?” siger Ruth.
“Hvad mener du?”
“Er den lavet af sten?” “Nej,” siger Ruth, og han kan høre hende skifte til sit varsomme, akademiske tonefald. “Den er også af træ. Moseeg ligesom den anden. Men de kalder den stencirklen, fordi der blev fundet en hellekiste af sten i midten.”
Det kommer bag på Nelson. Han har trukket sig tilbage til sit kontor og har lukket døren for at ringe til hende. Nu rejser han sig og begynder at gå op og ned ad gulvet.
Nelson standser op. “En kiste? Hvad var der i den?”
Nelson ved, at en kulstof 14-analyse, som undersøger niveauet af kulstof i jordiske rester, er et nyttigt værktøj, når man skal datere noget, men at dateringen ikke er særlig specifik. Der kan være op til hundrede års udsving. Han har ikke lyst til at give Ruth lejlighed til at forklare ham det én gang til. “Hvorfor er du pludselig så interesseret i bronzealderen?” spør ger“JegRuth.har fået et brev,” siger Nelson. Tavshed. “Hvilken slags brev?” siger Ruth og har igen skiftet tonefald.“Lidtligesom dem, jeg fik engang. Om Lucy og Scarlet. Der er meget af det samme ævl.”
10
“Og kan du sige det, så man kan forstå det?” “En grav. En kiste.”
“De har faktisk fået penge til en ny udgravning,” siger Ruth. “De begynder på mandag. Jeg havde tænkt mig at kigge forbi nogle timer først på dagen.” I dag er det fredag. Nelson burde pakke sammen og tage hjem og holde weekend. “Det kan være, jeg selv kigger forbi, hvis jeg ikke har for travlt,” siger han. “Jeg vil også gerne vise dig brevet, fordi – altså, du har jo set de andre.”
“Jamen …” Nelson kan høre de samme reaktioner, han så hos sine kollegaer for lidt siden: vantro, vrede, frygt. “Erik er jo død.”
“Hvad mener du med ‘det samme ævl’?”
Imbolc … Ligesom i Eriks breve.”
“Jeg var til hans begravelse. De brændte hans lig på en vikin gebåd.”“Sådet kan ikke være ham,” siger Nelson. “Det er en eller anden tosse. Det, der bekymrer mig, er, at det er en tosse, der ved lidt om mig. Der bliver nævnt en stencirkel i brevet. Det er derfor, jeg ringer.”“Men det kan ikke være den cirkel. Altså, der er ingen, der kender til “Bortsetden.”fradine arkæologkammesjukker.”
“Om lig, der blomstrer, og spirer, der skyder op ad jorden.
Derpå følger endnu lidt tavshed, hvorefter Ruth siger: “Kan fødslen ikke gå i gang når som helst?” “Jo,” siger Nelson. “Det kan selvfølgelig rykke rundt på mine planer.”“Du må hilse Michelle” siger Ruth. “Det skal jeg gøre,” siger Nelson. Der er mere, han gerne vil sige, men Ruth har lagt på.
“Han så i hvert fald død ud, da vi trak ham op af vandet.”
Ruth gennemgår samtalen forfra og bagfra på køreturen hen til Sandra, der passer hendes datter efter skole. Hun er nødt til at gøre sig umage for at have så lidt kontakt med Nelson som muligt. Hun ser ham hver anden lørdag, når han henter Kate, så de kan være sammen, men det lykkes hende at holde deres samtaler på et gene relt og friskfyragtigt niveau; de lyder som to morgen-tv-værter, der skal lave en glidende overgang til vejrudsigten. “Hvordan går det?” “Fint. Man er ved at være træt af det her vejr.” “Ja, hvornår får vi solen at se igen?” Men denne sidste nye udvikling vækker minder om en periode, der stadig føles farlig og foruroligende: Den første gang hun mødte Nelson, fundet af knoglerne i marsken, eftersøg ningen efter de forsvundne børn, den sidste gang hun så Erik. I de ti år, der er gået, er det stort set lykkedes hende at håndtere de erindringer ved at fortrænge dem, men fundet af den nye ringvold i december, og nu Nelsons opkald om et nyt brev, har fået det hele op til overfladen. Hun kan stadig mærke vinden, der piskede hende i ansigtet, da hun løb ud på usikker grund – et sted midt imellem land og hav – og vidste, at hun havde en morder efter sig. Hun kan høre Lucy Downeys stemme fra et sted dybt nede under jorden. Hun kan se politihelikopteren, som en stor, misdannet fugl, der piskede op i det højvande, som netop havde kostet en mand livet.
KAPITEL12 2
Lig, der blomstrer, og spirer, der skyder op ad jorden. Det var det, Nelson havde sagt. Ordene lød fremmedartede, fordi de blev
13 sagt med hans forbeholdne politistemme. Vokalerne er stadig umiskendeligt fra Lancashire, selvom han har været udstationeret
nede sydpå i mere end tyve år efterhånden. Det må være et sam mentræf, men Ruth tror ikke på sammentræf. Et af de få træk, hun har tilfælles med Nelson. Kate, hendes syvårige datter, sidder og tegner ved Sandras køk kenbord og hilser på Ruth med et venligt men affejende vink.
“Jeg er ved at lave et valentinskort,” siger hun. Ruth falder lidt sammen. Det var ellers lykkedes hende at for trænge, at det er valentinsdag på søndag – eller VD, som hun kalder det for sig selv. Efter hendes mening er det én stor pestilens: eksplosionen af blødende hjerter i butikkerne, de sentimentale sange i radioen, antydningen af, at man kommer til at dø alene og blive spist af sin kat, hvis man ikke har fået en eneste rød rose, når klokken slår midnat. Ruth har da fået en pæn portion valentins kort i årenes løb, men det gør hende ikke mildere stemt. Hun har aldrig fået et kort af Nelson; deres forhold er for kompliceret og for hemmeligt. Roser er røde, violer er blå, jeg blev gravid og din kone ligeså. Hun prøver at lade være med at forestille sig Nelson komme hjem til sin højgravide kone med en enorm buket. Han er typen, der vil vælge noget meget traditionelt fra en blomsterhandler, røde roser med bånd om og pakket ind i cellofan. Gad vide, hvem Kates valentinskort er til? Ruth undlader at spørge, og Kate undlader at fortælle det. Hun lægger kortet, som ser ud til at forestille en stor kat, der sidder på en mur, ned i sin skoletaske og går ud for at tage jakke på. Ruth siger tak for i dag til Sandra og afvikler den sædvanlige “Åh, skønt at det er fredag, bare vejret holder”-sniksnak. Så kører hun afsted med sin datter, væk fra forstaden, ud mod kysten. Det er blevet mørkt, inden de når hjem. Da de stiger ud af bilen,
Saltmarsken er et fuglereservat, og om efteråret kan man se store flokke af gæs komme for at overvintre. Deres vinger bliver rosa i solskinnet, når de kredser og drejer. Nu, i februar, er det et gråt sted selv i dagslys, hvor den grågrønne sump går i ét med den grå himmel og det endnu mere grå hav. Men der er tegn på, at foråret er på vej, vintergækker langs stien og fra tid til anden et glimt af knaldgule engkabbelejer. Ruth har boet her i tyve år og elsker det stadig, selvom huset bliver mere og mere upraktisk, når man er enlig mor til et barn, der har mange flere legeaftaler end en selv. Det var på stranden, lige på kanten til marsken, at den første ringvold blev opdaget. Ruth kan huske, hvordan Erik råbte af glæde og knælede i sandet foran den første, nedsunkne træpæl, som var tegnet på, at de havde fundet selve den hellige cirkel. Hun kan huske de hektiske udgravningsdage, hvor de arbejdede febrilsk på at frigøre træpælene, inden havet krævede dem tilbage. Hun kan huske, hvordan druiderne protesterede, bålene, faklerne. Det var under en af de protester, at hun for første gang mødte Cathbad, der nu er en af hendes nærmeste venner. Og nu har de fundet en ringvold mere. Ruth arbejdede på udgravningen i december og stod for den første undersøgelse af de knogler, der blev fundet i hellekisten. Under den næste del af udgravningen vil der komme en ekspert i stenredskaber, som skal se nærmere på stenene, og arkæologer vil prøve at datere træpælene. Men det vil nu aldrig blive
14 kan de høre havet brydes mod klitterne, og der hviler en lugt af brakvand i luften, hvilket betyder, at højvandet er på vej. Ruth bor i det midterste af tre huse, der ligger i udkanten af marsken. Hendes eneste naboer er en forfløjen indfødt australsk digter og en familie fra London, der kun kommer på weekend en gang imellem. Om vinteren bliver vejen tit oversvømmet, og når det sner, kan man blive helt afskåret fra omverdenen i flere dage.
“Hej,” siger han. “Hvordan har din dag været?”
“Okay. Phil er mere megaloman end nogensinde. Jeg går hele tiden og venter på, hvornår han udnævner sin hest til senator.”
15 det samme som dengang med det første fund, den dag for næsten tyve år siden, hvor det føltes, som om ringvolden steg op ad havet.
“Skynd dig, mor,” siger Kate, der begynder at synes, det er kedeligt, at hendes mor står og stirrer ud mod havet. “Flint sidder garanteret og venter på os.” Og da Ruth åbner døren, sidder hendes store, røde kat ganske rigtigt og venter på dem og formår endda at give det indtryk, at den har gjort det hele dagen.
“Han er sulten,” siger Kate og tager katten op. Engang virkede det nærmest, som om den var større end hende, og selv nu når den hende til livet, når den står på bagben.
“Han har mad i sin skål,” siger Ruth, men ender alligevel med at smide den helt igennem spiselige kattemad ud og tilbyde herren en frisk portion. Flint snuser til den en enkelt gang og går sin vej. Den er i virkeligheden ikke sulten – den har lige slugt en lækker studsmus – men den kan godt lide at holde sine menneskeopvar tere til Kateilden.tænder for fjernsynet. En vane, der er ved at drive Ruth til vanvid, men hun siger ikke noget. Hun går i gang med at lave macaroni & cheese til aftensmad, en af hendes faste, kedelige, men acceptable retter. Hun prøver at læse The Guardian samtidig, idet hun stiller den op ad de bøtter, der burde være te og kaffe i, men som i virkeligheden er fulde af mystiske genstande såsom gamle tombolalodder og bittesmå plasticting fra juleknallerter.
Hendes mobil ligger stadig i tasken ved hoveddøren, men Kate råber, at den ringer. Det lykkes hende at tage den, før der bliver lagt på. Det er Frank.
“Frank tænkte på, om du havde lyst til at gå ud at spise i morgen.” “Ruth ved ikke, om hun kan skaffe en babysitter. Skal vi lade den ligge nu?” “Det synes jeg. Jeg kan også komme hjem til jer og lave mad?” Frank, der selv har været enlig far i mange år, har sit eget lille repertoire af faste retter, men i det mindste er det nogle andre retter end Ruths.
Ruth ler og tager telefonen med ud i køkkenet.
16 Phil er Ruths chef på University of North Norfolk. Han elsker presseomtale og er meget misundelig over, at Ruth er i fjernsynet en gang
“Det lyder hyggeligt.” Bare han nu ikke siger noget om VD.
“Vi ses!” Frank lægger på, men et par sekunder efter tikker der en sms ind: Er du glad for, jeg ikke sagde noget om valentinsdag?
Ruth ved snart ikke, om hun skal være glad eller lettere irriteret. Hun er i hvert fald glad for at have aftenen at se frem til, så lørdagen ikke skal stå i skyggen af VD. Det er ikke en af Nelsons lørdage, så Ruth tager Kate med i svømmehallen i King’s Lynn. Selv dér er der pyntet med røde balloner og opfordringer til at forkæle sig selv med et kurbad i anledning af valentinsdag. I det mindste har
“Alletiders. Kate vil også gerne sige hej til dig, inden hun går i seng.”Hvilket bliver senere og senere om lørdagen. Ruth bliver sikkert nødt til at bestikke hende med en lydbog.
“Så kommer jeg hjem til jer ved syvtiden. Er det okay?”
“Sammeimellem.her.”Frank underviser på Cambridge. “Geoff er begyndt at omtale sig selv i tredje person. ‘Geoff er skuffet over de stude rendes karakterer’. ‘Geoff har vigtige nyheder om finansiering’.”
“Nej, men jeg har tænkt mig at lave fin aftensmad,” siger Cathbad. Han er i cowboybukser og sweater og har det lange hår samlet i en hestehale, så umiddelbart ligner han en helt almindelig aldrende hipsterfar. Han går stadig med sin kappe en gang imellem, men Ruth har lagt mærke til, at han er begyndt at simulere en vis, lidt skæv, normalitet, når han er sammen med børnene, især Michael, der har let til forlegenhed. Han har et par aftenskolehold, hvor han underviser i meditation, og hvordan man udforsker sine tidligere liv, men bortset fra det er han fuldtidsfar for Michael på seks og Miranda på tre og lader til at nyde det. Ruth tænker tit på, at det åbenbart betyder, at Judy er “udearbejdende mor”, mens Cathbad er “hjemmegående far”. Som om mødre aldrig arbejder uden for hjemmet, og som om det ikke er et arbejde at passe børn. Nelson må så være en “udearbejdende far”, men det er der aldrig nogen, der kalder ham. Ruths mor plejede at omtale Ruth som “kar rierekvinde”, endda i et undskyldende tonefald, men ingen ville drømme om at omtale Nelson, der er stærkt opslugt af sit job, som “karrieremand”. Mon Michelle vil vende tilbage til sit frisørjob, når hun har fået sit tredje barn? Ikke tænke mere på dét.
“Jeg har ikke noget imod den,” siger Cathbad og vinker til Michael, som skal til at glide ned igennem rørrutsjebanen. “Jeg
17 hun aftalt at mødes med Cathbad og hans søn Michael, og da de er færdige med at svømme, leger børnene videre i det helvede, der kaldes svømmehallens legeland, mens de voksne drikker en skummende væske, der muligvis indeholder kaffe, muligvis ikke.
“Har du inviteret Judy ud at spise i anledning af valentinsdag?” spørger Ruth, mens hun halvhjertet fisker med teskeen efter den chokolade, der pynter hendes “cappuccino”.
“Men valentinsdag er også bare noget bras, ikke?” siger hun.
18 kan godt lide ritualer og helgendage. Og det er også en måde at markere forårets komme på. Ligesom askeonsdag og imbolc.”
“Eller måske er han bare den arrige type.”
“Det lyder hyggeligt,” siger Cathbad. Hans ansigt er udtryksløst, men Ruth synes godt, hun kan fornemme, hvad han tænker. Hun forbarmer sig over ham. “Det går fint med Frank. Vi har mange ting tilfælles.” “Han er et godt menneske,” siger Cathbad. “Han har en meget rolig og afklaret energi.”
Så sidder de begge to lidt uden at sige noget, mens de tænker på en, man aldrig ville beskrive som rolig og afklaret. “Michelle kan føde når som helst,” siger Ruth.
“Skallejlighed.duseFrank i weekenden?” spørger Cathbad. “Han kommer og laver mad til mig i aften.”
Nelson havde nævnt imbolc, men Ruth har ikke lyst til at fortælle Cathbad om det nye brev.
“Hvornår er det imbolc?” spørger hun. “Begyndelsen af februar?”“Detskifter lidt,” siger Cathbad, “men det er som regel den første eller anden februar. Det plejede at være en højtid til ære for Bridgid, frugtbarhedsgudinden, men så blev den overtaget af kristendommen, og Bridgid blev til St. Bridget af Kildare. I Irland laver børnene stadig sivkors til St. Bridgetsdag.” Cathbad er fra Irland og katolsk opdraget, men ligesom imbolc skifter han lidt og har inkorporeret både hedenske og kristne traditioner i sit trossystem. En gang imellem får Ruth den tanke, at han i virkeligheden bare godt kan lide fester og derfor griber enhver
“Jeg ved det. Judy siger, at Nelson er mere kort for hovedet end nogensinde. Han er nok bare bekymret.”
19 “Nej, han er god nok på bunden.”
“Valentin Nelson,” siger Ruth. “Jeg kan ikke rigtig se det for mig.” “På den anden side er 2016 et skudår,” siger Cathbad. “Der er en vis kraft forbundet med at blive født den 29. februar. I Irland er skudår sjovt nok knyttet til St. Bridget. Man siger, at hun indgik en aftale med St. Patrick, om at kvinder måtte fri til mænd én dag om“Godtåret.” for hende,” siger Ruth. “Men jeg er sikker på, Michelle ikke har lyst til at vente helt til den 29. med at føde.”
Den samtale hører hun for sit indre øre resten af dagen. Hun er ikke misundelig på Cathbad og Judys forhold, ikke engang på Nelson og Michelles. I det store hele er hun tilfreds med sit liv i det lille hus i udkanten af Saltmarsken sammen med sin datter og deres kat. Hvis hun nogensinde har drømt om et liv sammen med Nelson, så slutter drømmen altid efter den hede elskov og når aldrig frem til hverdagen i et lille hus med en mand, der optager for meget plads, både i bogstavelig og overført betydning. På en dag som denne kan hun bare alligevel ikke lade være med at spe kulere på, om hun nogensinde vil få et romantisk forhold til nogen igen. Men klokken syv dukker Frank op med chokolade, vin og to temmelig blodige bøffer. Kate har allerede spist, men insisterer på at vise Frank sin samling af Sylvaniandyr og alle sine diplomer for læsning, stavning og matematik. Det tager sin tid, eftersom Kate tilsyneladende vinder et nyt diplom hver uge. Men til sidst
“Lad os håbe, barnet ikke bliver født på søndag,” siger Ruth. “Så er de nødt til at kalde ham Valentin.” “Jeg kan godt lide navnet Valentin,” siger Cathbad. “Det har en vis kraft.” Men hans egne børn begynder allesammen med M, skønt ingen rigtig ved hvorfor, heller ikke han selv. Han har også en datter på fireogtyve fra et tidligere forhold: Maddie.
“Glædelig vallentinsdag Mor,” står der på det. Nelson bliver vækket af, at det banker på døren. Tre bank. Korte og selvhøjtidelige. Schæferhunden Bruno gør som svar. Er det postbuddet? Nej, det er søndag, og klokken er – Nelson kigger på clockradioen – halv syv om morgenen. Michelle sover; hun ligger på ryggen med maven som en lille forhøjning under dynen. Hun har svært ved at sove, nu hvor terminen nærmer sig, og Nelson vil helst ikke vække hende. Deres datter Laura, der bor hjemme, mens hun læser til lærer, var i byen i går og vil formentlig kunne sove fra et jordskælv. Nelson står op, så stille han kan, og tøffer nedenunder i pyjamasbukser og en T-shirt med påskriften “Verdens bedste far” – lettere pinligt, men han kunne ikke finde andre i går aftes.
Men da Ruth skal til at slukke sin sengelampe, ser hun pludselig, at hun ikke er alene i sengen. Ved siden af hendes hovedpude ligger et kort med en tyk, rød kat, der sidder på en mur.
20 kommer Kate i seng og ligger og lytter til Stephen Fry, der læser Harry Potter, mens Ruth og Frank får deres middag.
Det er en hyggelig aften. De taler om arbejdet og deres respek tive chefers idioti. De taler om Kate og om Franks børn i USA. Selv Flint sætter sig ved siden af Frank og spinder højlydt til ham med lukkede øjne. Men klokken elleve finder Frank sine bilnøgler frem og tager hjemad. De kindkysser i døren, på begge kinder som bekendte til en fisefornem fest. Ruth låser døren, slukker lyset og går ovenpå med Flint i hælene. Hvad sker der med Frank? Engang havde de et rigtigt forhold, endda med vældig god sex. Er Frank nu bare en ven, der laver mad til hende og inviterer hende ud en gang imellem? Er han blevet kæreste med en anden, en blændende smuk, klassisk filolog fra Christ’s College eller en økonom fra Girton med en ph.d. og lår på størrelse med trommestikker?
I køkkenet holder Bruno skarpt øje med ham, mens han hælder posens indhold ud på bordet. I posen er der en sten med et hul i midten og en seddel med sort skrift på rødt papir.
“Øjeblik,” mumler han irritabelt. Bruno står i entréen og stirrer på hoveddøren. Hunden er faktisk ikke slem til at gø, den foretræk ker at se situationen an og reagere derefter. Nelson har en teori om, at det skyldes, at den kommer fra et kuld, hvor alle hvalpene skulle have været politihunde. “God dreng,” siger Nelson og lukker op. Men der står ingen uden for døren. Nelson kigger op og ned ad vejen, men den blinde villavej sover stadig, alting står stille, undtagen en rød kat, der kommer gående meget langsomt langs en mur. Katten minder Nelson om Ruth. Han vender sig for at gå indenfor igen, men lige inden han når at lukke døren, får han øje på en brun papirspose på dørtrinnet.
“Med hilsen,” står der, “fra Jack Valentine.”