Kapitel 1. 1. Fire døde i 1889

Kapitel 1.

1. Fire døde i 1889

Jagtslottet Mayerling uden for Wien, Østrig 30. januar 1889

To skud blev udløst i det kejserlige jagtslot denne januarmorgen. Ikke for at nedlægge en kronhjort. Nej, det var kejserparrets eneste søn, den trediveårige kronprins Rudolf, som tog livet af sin unge elskerinde for derefter at skyde sig selv gennem munden. De blev fundet badet i blod, men også i champagne og cognac. Hun lå bleg og stiv på sengen. Han hængte over en stoleryg med halvdelen af hjernen skudt væk. Der var hjernemasse overalt i værelset.

Skandalen var total: utroskab, mord og – næsten det værste af det hele – selvmord. Det var en social katastrofe, ikke bare for hoffet, men for hele nationen, som havde mistet sin tronarving. Rudolf, den festglade spøgefugl, var blevet tvunget ind i militæret. En følsom ung mand, mere interesseret i humaniora end i krigskunst. Gift i 1881 og far til en seksårig datter, men med smag for ”vin, kvinder og sang”. Som kronprins skrev han anonymt for en liberal avis i stedet for at rette ind og opføre sig som den kommende kejser.

Han var besat af en romantisk idé om døden, en tankegang, som ikke var fremmed for tiden. Allerede i 1886 havde han forsøgt at

< Mordet i Nørreskov på Tåsinge i juli 1889 blev den sommer til en føljeton i nordiske og europæiske aviser.

overtale en af sine elskerinder til, at de skulle begå selvmord sammen, men Mizzi Kasper, som hun hed, slap væk, fortalte hun senere. I 1889 hed elskerinden Maria Vetsera. Hun var sytten år.

Kejserfamilien forsøgte at dække over skammen. Maria Vetseras krop blev fjernet sammen med alle de tomme flasker, og værelset blev aflåst. Det skulle se ud, som om Rudolf var død på naturlig vis. Man meddelte, at det skyldtes ”et pludseligt hjerteanfald”, men nyheden virkede ikke troværdig. Derfor prøvede hoffet med en ny version. Kronprinsens død var nu forårsaget af ”pludselig sindsforvirring”.

Maria Vetsera talte man ikke om. Ikke fordi hun havde været hans elskerinde – det blev betragtet som både en selvfølge og merit for en ung mand med Rudolfs rang. Men at nævne Marias lig ville være det samme som at sige, at kronprinsen var morder. Blandt almindelige mennesker rygtedes den romantiske kærlighedshistorie, der endte i dobbeltmord, dog hurtigt. Rudolf havde skrevet et afskedsbrev til sin hustru, kronprinsesse Stephanie, et brev, som startede med ordene: ”Du er nu befriet fra mit plagsomme nærvær, bliv så lykkelig, som du kan”.

Næsten samme ordlyd skulle snart blive brugt langt oppe i Norden af en anden livsnyder og militærmand. Da han sendte besked til sin hustru, brugte han dog ikke grammatisk præsens, men futurum.

Den dag i dag er mordvåbnet fra Mayerling forsvundet. Kort tid efter blev slottet omdannet til nonnekloster, men jo mere der blev skjult og hemmeligholdt, desto mere voksede myterne, og de er talrige, når det drejer sig om Mayerling-dramaet. Gennem tiden er der produceret film, operetter, balletter og musicals, som holder liv i myterne. Hændelsen blev en føljeton i europæiske aviser fra sidst i januar til langt ind i foråret 1889. Det blev beskrevet, hvordan Rudolf havde planlagt at blive fundet død. Først bad han om at få morgenmaden bragt, men da tjenerne ankom med bakken, fandt de i stedet parret døde. Kronprinsens ulykkelige ægteskab blev endevendt spalte op og spalte ned, ligesom historien om de to, som ikke kunne få hinanden i livet, gjorde det. Afskedsbrevet blev gengivet, og begravelsen udfør-

Kronprins Rudolf af Østrig (18581889). Der var store forventninger til tronfølgeren, som skulle overtage tronen efter sin far kejser Frans Josef I. Maria Vetsera (1871-1889), østrigsk baronesse og en af kronprins Rudolfs elskerinder. To uger før Mayerlingdramaet fandt sted, skrev Maria Vetsera sit testamente, lidt usædvanligt for en ung pige på 18 år.

ligt refereret. Den avislæsende europæiske offentlighed fik serveret mange mere eller mindre sande detaljer. Hvorfra havde Rudolf fået ideen til, at de skulle gå i døden sammen? Svaret formulerede han i sit afskedsbrev: ”Jeg går trygt i døden, kun den kan redde mit gode navn”. Han havde kørt sig selv i sænk, mærket af alkohol- og narkotikamisbrug. Han var nået til vejs ende.

Eller var han offer for det, man kaldte Werthereffekten? Den myte i tiden, at unge mænd, der ligesom forfatteren Goethes unge Werther led af ulykkelig kærlighed, var drevet til at skyde sig. Myten fik løbende næring fra tidens litteratur og musik, der kredsede om samspillet mellem dødslængsel og kærlighed. Selv kvinder begik selvmord. I Norden havde den kun otteogtredive-årige Victoria Benedictsson for nylig taget livet af sig i sorg over en uigengældt kærlighed til George Brandes. Hun skar halsen over på sig selv med en barberkniv den 21. juli 1888 på Hotel Leopold i København og blev fundet af en stuepige. ”Interessen for døde og døende kvinder var mærkbar”, siger litteraturforskeren Lisbeth Larsson i sin bog Hennes döda kropp (2008), der handler om Victoria Benedictsson. ”1800-tallets kunst og kultur var fyldt med døde kvindekroppe (…) de ligger udstrakt på dissektionsbordet (…) hviler smukt døende på sofaer, flyder druknede og blege på en seng af blomster og slyngplanter”.

Øen Tåsinge i slutningen af juli 1889

Næsten på årsdagen for Victoria Benedictssons død, midt i højsommeren, berettede aviserne om en historie næsten identisk med den, der var sket i Østrig tidligere på året. Nu var dramaet kommet til vore breddegrader! Norden havde fået sit eget Mayerling-drama kun et halvt år efter. Avisredaktørerne gned sig i hænderne. Sommeren 1889 havde været grå og kølig, og på redaktionerne var nyhedsområdet ramt af tørke. Men nu kunne man præsentere nye detaljer dag efter dag. I Madigan-dramaet indgik de samme elementer som i Mayerling-dramaet: en adelig mand tretten år ældre end sin socialt lavere

Sixten Sparre (1854-1889) og Hedvig Jensen (med kunstnernavnet Elvira Madigan) (1867-1889). Et halvt år efter Mayerlingdramaet blev de Nordens svar på Rudolf og Maria Vetsera.

Skilllingsviserne spredte nyheder med lynets hast.

placeret elskerinde. Et mordvåben, der var forsvundet, og en kærlighed, som ikke matchede tidens konventioner. En mand med andre interesser end sin militære løbebane. Han ville skrive. En mand, som både var gift og var far, og hertil en ung uerfaren kvinde. Men frem for alt – forbudt kærlighed. Der var forbløffende mange lighedspunkter i de to historier. Og de billeder af parrene, som stort set alle aviser trykte, fik læserne til at gyse. Så meget lignede de hinanden.

Sparre er en af Sveriges store adelsslægter. Her er adelsvåbenet fra en af slægtens andre grene i Riddarhuset i Stockholm.

I slutningen af juli gav avisartiklerne stof til diskussioner på gadehjørner såvel som på værtshusene. Alle havde hørt den vise, der var blevet skrevet, blot en uge efter at det tragiske var kommet til offentlighedens kendskab: En svensk adelsmand og løjtnant og en cirkusprinsesse fra et mindre cirkus var flygtet til Danmark. Der var de gået i døden sammen.

Sorgeliga saker hända, än i våra dar minsann … Sådan lød den svenske vise. Johan Lindström Saxons tekst spredtes over hele landet som skillingstryk. I sin iver efter at få historien ud havde forfatteren gjort Sixten til greve. Sensationspressen fungerede på samme måde dengang som nu: overdrivelse fremmer interessen for ’historien’.

I Danmark hørtes snart en tilsvarende sang, skrevet på den velkendte melodi Amanda sad med krans i haaret, i Sverige kendt som Värnamovisan. Det var i Taasinge skønne Egne … lød den danske

tekst, som også spredtes i en simpel og billig publikation. Én skilling kostede de, skillingstrykkene. Den danske vise, der var skrevet af Julius Strandberg, berettede om ”den vidunderlige kærlighedshistorie”, som fandt sted på den lille ø Tåsinge i ”det sydfynske øhav”.

Skillingstrykkene blev spillet på lirekasse, og sunget på diverse markedspladser var den romantiske historie snart flyvefærdig. En fortælling på rim sunget på en kendt melodi fæstner sig hurtigt og spredes med tonerne fra musikken.

Da de to elskende, Sixten Sparre, fireogtredive år gammel, og Elvira Madigan på enogtyve blev begravet ved den lille landlige kirke, var de allerede blevet til myte. Selv den dag i dag går brude efter deres vielse i Landet Kirke ud på kirkegården for at lægge en buket på Elvira Madigans grav – hende, som ikke selv nåede at stå brud.

Sådan er den sukkersøde myte vokset frem, myten om den rene og uforfalskede kærlighed så stærk, at kun døden kunne forene de to. Men historien blev fortalt, som Sixten ville have den fortalt, som han havde planlagt det. Mage til det, der var sket i Mayerling tidligere på året.

Han, adelsmanden fra en af Sveriges ældste adelsslægter – slægt nummer syv i Riddarhuset – var nok militærmand, men egnede sig mest til at skrive digte, se teater og hænge ud i gode venners lag. Da han og Elvira flere uger tidligere stak af, vidste han udmærket, hvordan det ville ende. Økonomisk bankerot havde han tilrettelagt sidste akt i sit teaterstykke ”Livet”. Han havde kurs mod enden, og den skulle mødes med stil. Ligesom Rudolf ville han ”redde sit gode navn” ved at blive husket som romantiker. Med sig på flugten havde han taget sin revolver og en æske patroner. For hvis man nu er ’brændt ud’, som man siger med en nutidig vending, er valgmulighederne begrænsede. Alle broer er brændt, og man har malet sig selv op i et hjørne, hvor døden er eneste udvej. Andre i hans situation ville sandsynligvis have hængt sig på loftet. Men det gjorde løjtnant Sixten Sparre af Rossvik, officer og lærer på Rosersbergs skydeskole, ikke. Han iscenesatte sin sidste akt og sørgede for at få mest muligt ud af det inden tæppefald. Han pressede livet for alt, hvad det havde at tilbyde, tilmed i selskab med en ung kvinde, som mange andre mænd

uden held havde forsøgt at ynde deres opvartning. Sixten viste, at det kun var ham, der kunne få hende.

Men egentlig havde han bare fundet en kvinde, som skulle bistå ham i at skabe slutningen. En dukke, han kunne lege med, inden alt uigenkaldeligt var forbi.

Men Elvira – hvem var hun? Og hvordan var hun endt i armene på Sixten?