Prolog: Øen Tåsinge, syd for Fyn, 20. juli 1889

Prolog

Øen Tåsinge, syd for Fyn, 20. juli 1889

Disen stiger op fra marken. Aftenen er kølig her inde i krattet. Sulten nager.

Han må gøre det nu.

Hun skutter sig i sin tynde uldtrøje. Han lægger armen om hende, mens de sidder på regnfrakken i skumringen. Han trykker hende hårdt ind til sig. Hvisker noget i hendes øre, mens han stikker hånden ned i jakkelommen. Pegefingeren lægger sig til rette på aftrækkeren. Forsigtigt lirker han revolveren op, mens de blide ord vandrer ind i hendes øre. Da hans hånd er lige ud for hendes højre tinding, skubber han hende lidt fra sig og trykker af. Skuddet er velanbragt. Skud er altid præcise, når det er Sixten Sparre, der skyder.

En rød stribe løber ned over hendes kind, da han varsomt lægger hende til rette på regnfrakken. Det ser ud, som om hun sover. Og det gør hun jo – sover den evige søvn.

Han rejser sig, retter på jakken og ser ned på hende. Han synes, hun ligner en dukke. Hans – og ingen andens. Han samler hendes arme fint hen over brystet, inden han sætter sig ned til venstre for hende.

Så løfter han revolveren igen. Gaber op og sigter mod ganen. En øbo hører de to skud i aftenskumringen. Derefter er alt igen stille.

Hvem var han, som holdt revolveren? Løjtnant ved de skånske dragoner. En mand, som underviste officerer i skudtræning. En poet

Hedvig Jensen med kunstnernavnet Elvira Madigan.

og en drømmer. Alt det ved vi allerede. Historien er blevet fortalt så mange gange. Men hvordan endte han som egoistisk morder?

Og hvorfra fik han ideen til, at det skulle ende sådan her? Svaret finder vi, hvis vi går et halvt år tilbage i tiden.