Forord: En mosaik af det skete

Forord

En mosaik af det skete

Sixten Sparre var min farmors far. Selvom han kun blev fireogtredive år, levede han videre i teaterstykker, viser, romaner og film. De fleste elsker en romantisk kærlighedshistorie, og den, som Sixten indledte med Elvira Madigan, kom til at rumme alle de elementer, som man forventer sig af sådan en.

Men i min familie var skammen total. Det var tabubelagt at nævne Sixten. Tavshed var den taktik, som hans hustru, Luitgard, valgte. Eller – havde hun mon noget valg? Da hun blev enke, var hun tredive år og alene med to børn på seks og otte år. Overalt snakkede man om dramaet, men selv talte hun ikke med nogen som helst om det, der var sket. Hun betroede sig kun til sin storebror i breve. Til børnene sagde hun: ”Far er væk”. Senere hen hed det sig, at ”han døde ganske ung”.

Det må have krævet en kolossal energi hele tiden at skulle navigere i det pinefulde emne, men det lykkedes hende. Sixten Sparre blev udraderet af min families historie.

Men en neddysset historie banker altid på. At vokse op og mærke, at her er noget, man ikke må tale om, vækker et barns nysgerrighed. Jeg kan huske portrættet af den alvorlige, unge kvinde, som var min farmor (og Sixtens Sparres datter Märta), og som døde, længe inden jeg blev født. Billedet hang i entréen derhjemme. Hver gang jeg gik forbi det, standsede jeg og kiggede. Min farmor så direkte på mig, og jeg tænkte: ”Hvad skete der egentlig i hendes familie?”

Revolver fra 1887. Det våben, Sixten Sparre brugte til at myrde Elvira Madigan er forsvundet, alligevel har mange udstillinger gennem årene fremvist forskellige revolvere, og påstået, at det var mordvåbnet.

På et kursus i 2011 introducerede docent Malin Lennartsson fra Linnéuniversitetet i Växjö mig for begrebet ’mikrohistorie’. Som metodisk greb er ’mikrohistorie’ det at skaffe sig viden om fortiden ved at kigge nærmere på enkeltpersoner. ”Vi betragter altid fortiden i nutidens perspektiv. Forhold, som ikke ansås for interessante for halvtreds eller hundrede år siden, kan virke langt mere væsentlige i nutidens samfund”, skriver Anna Götlind og Helena Kåks i Mikrohistoria (2014).

Med denne bog vil jeg kigge med nutidens brille på dramaet mellem Sparre og Madigan. Jeg har lagt en mosaik af alle de fakta, jeg har kunnet finde, præcis som Kåks og Götlind foreslår: ”Ved at lægge et puslespil af forskellige, ofte fragmenterede oplysninger er det muligt at beskrive et næsten sammenhængende livsforløb”.

Min mosaik består af traditionel slægtsforskning baseret på kir-

kebøger, bofortegnelser og konkursbegæringer. Alle datoer og fakta i denne bogen stammer herfra. Til dette lægger jeg brikker indsamlet fra bøger, dagblade og arkiver.

I mosaikken har jeg desuden tilføjet små konstruerede passager. Disse ’frie fantasier’ bygger på oplysninger fra arkivmateriale. De følelser, jeg beskriver, at personerne har, trækker på mine slægtsforskningsfund, men stammer også fra datidens litteratur og avisartikler samt min indlevelsesevne som menneske. Jeg fandt ud af, at Sixtens hustru, Luitgard, var nødt til at opkøbe ting fra sit eget hjem på auktion, og når jeg skriver om det, er det ikke vanskeligt at forestille sig, hvordan hun har haft det i den situation.

Mine slægtninges tanker og replikker er fiktionaliseret, men bygger på fakta, jeg har indsamlet, og er eksempler på, hvordan jeg har forsøgt at tænke mig ind i det stof, som jeg fremlægger her.

De vigtigste brikker i fortællingen er imidlertid personernes egne ord, som præsenteres her for første gang. I Kristianstads museums arkiv findes flere kasser med håndskrevne arkivalier. Der er tale om Sixtens og hans fars, Sigges, efterladte digte, som jeg har gennemgået omhyggeligt. I Kunstakademiets arkiv i Stockholm fandt jeg over tyve af Sigge Sparres breve til kunstneren Johan August Malmström, breve, som er skrevet i Sixtens barndom og derfor giver indblik i, hvordan den var.

Familiens efterladte breve – den sande guldgrube – fik jeg adgang til efter at have fået kontakt med slægtninge, jeg ikke har kendt før.

I denne fortælling hører vi altså for første gang Sixtens egen stemme gennem digte, der ikke tidligere har været publiceret. Vi hører hans forældres stemmer. Og vi hører hans fastre og hans svigerfars kommentarer, alt sammen gennem de breve, som de skrev til hinanden. Men først og fremmest lytter vi til hustruen Luitgards bekymringer, når hun i breve betror sig til sin storebror og sin svigerinde i sommeren 1889.

Tættere på familien Sparre kommer man nok ikke.

Autentiske passager fra breve og digte gengives i kursiv i teksten.