Page 1


108806_rub og stub_cc18_.indd 2

20/08/18 11:06


Ole Stephensen

RUB OG STUB over stok og sten

G A D S FO R L A G

108806_rub og stub_cc18_.indd 3

20/08/18 11:06


Rub og Stub over stok og sten af Ole Stephensen Copyright © 2018 Ole Stephensen og Gads Forlag A/S ISBN: 978-87-12-05702-4 1. udgave, 1. oplag Printed in Sweden Fotos: Nr. 2: Preben B. Søborg, 7: Else Kjær Hedegaard, 8: Bent K. Rasmussen, 11: Rolf Konow, 13: Henrik Petit, 14: Henrik Petit, 20: Rolf Konow, 21: Rolf Konow, 22: Rolf Konow, 24: Rolf Konow, 30: Mogens Frederiksen, 31: Mogens Frederiksen, 35: Henrik Petit, 36: Rolf Konow, 44: Kenneth ­Andersen, 48: Preben B. Søborg, 53: Henrik Petit, 58: Steen Evald, 61: ­Karen Thisted, side 324: Ida Wohlert. Øvrige fotos er privatfotos. For enkelte illustrationer har det været umuligt at finde frem til den retmæssige indehaver af ophavsretten. Såfremt forlaget på denne måde har krænket ophavsretten, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav i denne forbindelse vil blive h ­ onoreret af forlaget, som om der var indgået aftale i forvejen. Forlagsredaktion: Mette Højbjerg Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet Sats: Demuth Grafisk Tryk: Scandbook Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

108806_rub og stub_cc18_.indd 4

20/08/18 11:07


I NDH OLD FORORD

hvori jeg køber for mange cigaretter og melder mig ind i dansk politik, uden at være så blå, at det gør noget 11

FØRSTE DEL: ALLE VEJE FØRER TIL AARHUS 17 KAPITEL 1

hvori jeg lærer et lille grønt fly, en urmager og en elevatortur at kende 19

KAPITEL 2

hvori jeg lærer at ryge cigartobak og spare op til sprit og kridtpiber 26

KAPITEL 3

hvori jeg genstarter og lærer købmandskab af hindbærbrus og kragetæer 31

KAPITEL 4

hvori min Velo kommer op på 40 kilometer i timen, og jeg møder Peter 39

KAPITEL 5

hvori Klarinettemette og Vise Vers Huset får stor betydning for både Urte og mig 45

KAPITEL 6

hvori Aage taber sit gebis, og den enarmede mand svømmer australsk sidesvømning 50

KAPITEL 7

hvori jeg får verdens måske længste jobtitel, venter i marketenderiet og husker min 4-minutters dokumentarfilm 55

KAPITEL 8

hvori jeg lærer, at 40 bare er et tal og ikke behøver at have nogen betydning 61

KAPITEL 9

hvori dokumenteres, at intet overgår det rene svineheld 65

KAPITEL 10 hvori fortælles, at en cigaret ikke bare er en cigaret, og slipset er fremmedgørende 69 KAPITEL 11 hvori der bliver skudt i den forkerte bar, og Ole Jastrau ikke er en mulighed 75 | 5

108806_rub og stub_cc18_.indd 5

20/08/18 11:06


KAPITEL 12 hvori optræder 41 afslag og et tilbud om kage i stedet for løn 79 KAPITEL 13 hvori en kassettebåndoptager og Dannebrog spiller en væsentlig rolle 82 KAPITEL 14 hvori jeg får nyt efternavn og oplever ny grænsedragning i Hillerød 89 KAPITEL 15 hvori optræder mageløse to minutter, og hvor Jack Nicholson holdes tilbage 96 KAPITEL 16 hvori en hund sætter sig på chefredaktørens plads, og en chef logrer 100 KAPITEL 17 hvori optræder en hæderlig præstefrue med telefon og et stort amerikansk tv-hold, og det pæne tøj går i opløsning 104 KAPITEL 18 hvori det dokumenteres, at man altid bør tage sin dobbeltseng med sig, og hvordan et dobbeltmord kan redde økonomien 114 KAPITEL 19 hvori optræder en mærkelig hovedopgave og en kvinde, der ikke er så venstreorienteret, at det gør noget 121

ANDEN DEL: OVER STOK OG STEN

125

KAPITEL 20 hvori et feltkomfur bliver min arbejdsplads, og jeg får 14 dages fængsel 127 KAPITEL 21 hvori der konspireres højt oppe i systemet, og jeg bagvasker en politimorder 133 KAPITEL 22 hvori optræder tre sofapuder i en chefredaktørs sofa, en konge i en lille stat og en chef, der ikke vil være din chef 137 KAPITEL 23 hvori optræder en rotationspresse, der bliver standset, og en spiritusprøve 141 KAPITEL 24 hvori LO stempler mig som løgner og illoyal 144

6 |

108806_rub og stub_cc18_.indd 6

20/08/18 11:06


KAPITEL 25 hvori optræder Den Bestøvlede Kat, et atomkraftværk, et radioråd og en superchef 147 KAPITEL 26 hvori jeg møder Frode og Dadum-Dadum og får min helt egen filmskole 159 KAPITEL 27 hvori optræder smukke Julie, dejlige Bente, irriterende Jarl og mange, mange andre, ikke mindst John Danstrup 163 KAPITEL 28 hvori du kan møde Gudrun og John le Carré 169 KAPITEL 29 hvori der skal vælges mellem Beirut og Øbberbøv, og hvor en tv-direktør kaster op 178 KAPITEL 30 hvori optræder en studehandel, lidt frækt undertøj og et privat beskyttelsesrum 186 KAPITEL 31 hvori monopolet bliver brudt, og nye stjerner lyser op 190 KAPITEL 32 hvori du kan møde Walter, Carlo og Elly, som kan gøre folk meget, meget bange 193 KAPITEL 33 hvori optræder lastens hule, syv pakker bacon, en tv-pejs og absolut ingen dans bagefter 197 KAPITEL 34 hvori Erik Balling optræder med to kasketter, og Jarl og jeg er tuttenuttet sindssyge 208 KAPITEL 35 hvori man kan møde en våbenhandler, en vandcykel og Miss Måneskin 212 KAPITEL 36 hvori man møder en undrende ministersekretær, Bamse, Jørn Hjorting og en syngende statsminister 218 KAPITEL 37 hvori optræder femten forsvundne millioner, en rød ko, en malkepige og en dum bonde 221 KAPITEL 38 hvori medvirker Tony Curtis, Ghita Nørby, Clifton James, Bjørn Watt-Boolsen, Larsen & Nielsen og en mand, der er gået forkert 226 KAPITEL 39 hvori vi møder omsorgsfulde chefer, en stædig politiker fra Billund, en masse fyresedler og en del champagne 234

| 7

108806_rub og stub_cc18_.indd 7

20/08/18 11:06


KAPITEL 40 hvori medvirker folk i dvale, en indpakningsmaskine, tøsedrenge og Schleimann 239 KAPITEL 41 hvori vi møder en eleva2r, to døde fortidsminder, en varm hund og Pia Kjærsgaard 243 KAPITEL 42 hvori optræder en nazist, et spil kasino, en lukningstrussel, et lykkehjul og en byttehandel 247 KAPITEL 43 hvori rige amerikanere viser sig at være fedtede, en appelsin rammer en turban, og en helikopter truer en småkage 251 KAPITEL 44 hvori den første Golfkrig starter, en bag-om-ryggenfyringsrunde finder sted, og jeg må rydde mit skrivebord 256 KAPITEL 45 hvori det endnu en gang viser sig, at intet overgår det rene svineheld, og mit vanvittige forbrug af kvinder tager sin begyndelse 259 KAPITEL 46 hvori vi møder den første kæreste, en anden virkelighed og en kandidat, der aldrig har fået den sådan før 262 KAPITEL 47 hvori medvirker June og Peter Belli, Rikke Solberg, en dygtig luftkaptajn og en vært på smuttur til Somalia 270 KAPITEL 48 hvori det viser sig, at ikke alle kan være i elevatoren, og at man formentlig bliver træt af et sort soveværelse 278 KAPITEL 49 hvori vi møder hemmelighedsfulde frk. Hansen, der laver sit første program for syvende gang 283 KAPITEL 50 hvori landbruget får en solohistorie, på trods af at de ikke ville ansætte mig 286 KAPITEL 51 hvori Danmarks Radio vågner, et par direktører bliver fyret, et dusin siger op, og hvor alle må vælge mellem en elevator og en tandbørste 290 KAPITEL 52 hvori optræder manglende børn, flere bryllupper, et diktatorisk hospitalsvæsen, et enkelt forlig, Skandinavisk Motor Kompagni og en smuk sangerinde 295

8 |

108806_rub og stub_cc18_.indd 8

20/08/18 11:06


KAPITEL 53 hvori jeg skal vænne mig til at stå tidligt op, og kvinderne igen forlader mig 307 KAPITEL 54 hvori den danske stat begår et overgreb på en familie, og et brandattentat på en minister ødelægger alt 315 KAPITEL 55 hvori optræder en stor vognstang, dejlige børn, skøn makker, ukendt faktachef, tyveri ved højlys dag og en stor dumhed 325 KAPITEL 56 hvori et kakkelbord udsættes for hån, Hall of Shame får et nyt medlem, og et telt flyver væk for aldrig at blive fundet igen 329 KAPITEL 57 hvori nogen vinder i lotto, statsministeren udskriver lynvalg og to nytrykte bøger er antikvariske, samme dag de udkommer 333 KAPITEL 58 hvori optræder en mand, der tager sin hest og rider i alle retninger 340 EPILOG

hvori jeg skifter spor 343

Register

347

| 9

108806_rub og stub_cc18_.indd 9

20/08/18 11:06


108806_rub og stub_cc18_.indd 10

20/08/18 11:06


KA PI TE L 1 hvori jeg lærer et lille grønt fly, en urmager og en elevatortur at kende

”Ole – har du to minutter?” Alle på redaktionen kiggede over mod hjørnekontoret, hvor vores chefredaktør stak hovedet ud, mens han kom med et af sine typiske udtryk. To minutter kunne betyde alt mellem ris og ros, lønforhøjelse eller fyring. Jeg rejste mig fra min stol midt i det store åbne redaktionslokale, og mens jeg luntede over mod Bent Hansens kontor, tænkte jeg på de fire linjer i messing, der hang over indgangsdøren til Landsavisen Aktuelt: ”Du være de fattiges værner du være de riges ris da får du ej ordner og stjerner men bævende læbers pris”. Det var digteren Jeppe Aakjær, der skrev digtet som en hyldest til den store danske politiker og menneskerettighedsforkæmper, journalisten Peter Sabroe, der utrætteligt kæmpede for bedre forhold for børn, tyende og polske arbejdere på landet. Sabroe døde i juli 1913 ved en togulykke uden for Bramming tæt på Esbjerg. Han var socialdemokrat og foregangsmand for de svageste medborgere. Sabroe var nemlig på børnenes side, hvilket han demonstrerede den ene gang efter den anden, efter han i 1901 blev medlem af Folketinget. Blandt menigmand var han en meget populær politiker. Men internt i partiet blev han opfattet som noget af en rebel, fordi han ofte tog sager op, der ikke passede ind i den fremherskende politik. Faktisk var han | 19

108806_rub og stub_cc18_.indd 19

20/08/18 11:06


så populær, at han fik flere personlige stemmer end den socialdemokratiske leder, Thorvald Stauning. Og det endda før kvinderne fik stemmeret, hvilket først skete 1915, to år efter Sabroes død. Inderst inde følte jeg, at digtet ragede mig mere end andre, fordi min egen oldefar også mistede livet ved samme togulykke. Han, der var ligsynsmand, holdt nemlig i sin hestevogn og ventede på, at toget skulle passere, så han kunne komme over sporet. Men toget blev afsporet lige før overskæringen. Det gjorde hestene så bange, at de rev sig løs fra vognstangen, der ifølge familieoverleveringen røg direkte igennem min oldefar. Han blev dermed også et offer for jernbaneulykken. Jeg har ikke senere kunnet få historien bekræftet fra officiel side, men den er så god, at jeg tager den med alligevel. Et smukt digt, skrevet dengang Socialdemokratiet og LO ikke for alvor var en etableret del af magtapparatet, men en højtråbende, retfærdighedssøgende bevægelse. Og her var jeg, en ung journalistpraktikant, på vej over mod hjørnekontoret uden at vide, hvad der ventede indenfor. Ris, ros, ordner, stjerner eller bævende læbers pris. Min vej til Aktuelt havde ikke ligefrem været snorlige – fra de helt unge år vidste jeg ganske vist godt, at journalistikken formentlig ville være det job, jeg ville uddanne mig til, når nu min højde gjorde, at jeg ikke kunne lukke kabinetaget på et F104 Starfighter jagerfly. For min første drøm var at blive pilot, uagtet at mine kundskaber udi det matematiske formentlig ville blokere for virkeliggørelsen af den drøm. I sommeren 1967 var jeg 11 år. Mine forældre havde lånt nogle venners sommerhus i Tengslemark Lyng ved Sejrøbugten, så sommeren gik med at bade i den dejlige bugt og tage på forskellige udflugter i området. Mine to storebrødre, Per og Erik, er henholdsvis syv og fire år ældre end mig, så de opførte sig som teenagere og voksne, mens vores lillesøster, Karin, der var fire år, og jeg var børnene i familien. Der er meget, meget stor forskel på at være 11 og 15 år. Så ud over de kammerater, jeg kunne finde i omegnen af sommerhusområdet, var det om at finde på noget at lave selv, medmindre Karin og jeg skulle lege sammen. 20 |

108806_rub og stub_cc18_.indd 20

20/08/18 11:06


Med jævne mellemrum kunne jeg se en grøn én-motors flyvemaskine flyve rundt over sommerhusområdet, og jeg gik ud fra, at flyet måtte høre til på den nærliggende Trundholm Flyveplads. En dag tog min far og jeg over på flyvepladsen, og der stod ganske rigtigt det grønne højvingede fly. Det var en KZ-7 – et navn, der gav ubehagelige tanker, men KZ stod såmænd for navnene på de to producenter af flyet, Kramer og Zeuthen, og syvtallet var nummeret i rækken af de flytyper, de producerede. Kort fra flyet stod en campingvogn – der boede piloten. Det viste sig, at han ikke var sådan rigtig pilot, men fritidspilot. Egentlig var han urmager, men han havde altid drømt om at blive pilot, så han var startet med at tage et A-certifikat, så han kunne flyve maskinen i dagtimerne. Hans drøm var imidlertid at smide ur-reparationerne væk og leve af at være pilot, så han havde brug for så mange flyvetimer som muligt. Derfor boede han i campingvognen hele sommeren og fløj rundture i den gamle KZ-7. Flyets kabine mindede lidt om den klassiske Citroën 2CV. Sidevinduerne var faktisk magen til dem i bilen, et todelt vindue, hvor man kunne slå nederste del ud, så man kunne sidde med armen ud ad vinduet under flyveturen. Piloten startede motoren, der larmede som ind i helvede. Langsomt kørte han ud på græsmarken og gav den fuld gas. Maskinen bumpede hen over grønsværen, og vi kunne mærke, at agterenden som den første del af flyet mistede kontakten med jorden. Der var ikke noget rat, men bare en styrepind. Piloten trak lidt i styrepinden, og vi lettede. Jeg var på mit livs første flyvetur. Det var helt fantastisk – flyet kom hurtigt op i sin flyvehøjde, der vel var omkring 300 meter over jorden. Mens vi fløj opad, foretog piloten et drej, så vi kom ud over sommerhusområdet i Tengslemark Lyng og videre ud over Sejrøbugten. Jeg sad på bagsædet, mens min far havde fået pladsen ved siden af piloten. Det var dejligt vejr, og piloten åbnede sit 2CV-vindue, så der kom lidt luft ind i kabinen. KZ-flyet var primært lavet af træ og lærred og kunne holde sig i luften med kun 40 kilometer i timen. | 21

108806_rub og stub_cc18_.indd 21

20/08/18 11:06


Da vi kom ud over bugten, vendte piloten sig om mod mig og spurgte, om vi ville have en tur i elevatoren. Jeg anede ikke, hvad han talte om, men da jeg ikke ville gå glip af noget, svarede jeg ja. Han gassede motoren op og gik ind i en relativt voldsom stigning. Da vi havde fløjet lidt opad, tog han gassen af og skubbede styrepinden fremad, så flyet gik ind i et kraftigt dyk. Han gentog seancen et par gange, og det gav mig mindelser om noget, jeg bestemt ikke brød mig om, nemlig rutsjebanen i Tivoli. Men lige så dårlig, jeg plejede at blive i rutsjebanen, lige så begejstret var jeg for elevatorturen i det gamle lærredsfly. Der er ingen logik i det, sådan var det bare. Da flyet igen satte sine hjul på græsmarken ved Trundholm, var jeg overbevist om, at pilot måtte være den vej, jeg skulle. Resten af sommeren fik jeg lov til at komme over på flyvepladsen og hjælpe til med forskelligt arbejde. Faktisk ved jeg ikke, om jeg overhovedet hjalp med noget, men sådan følte jeg det. Og når der var en ledig plads i den gamle KZ-7, fik jeg lov at flyve med. Urmageren var en meget, meget flink mand, og jeg glemmer ham aldrig. Han gav min ferie et fantastisk indhold. Mange år senere, da jeg var blevet voksen, fandt jeg ud af, at han havde gennemført sin plan og fløj som kaptajn i Sterling Airways. I min egenskab af journalist forsøgte jeg at få et interview med ham om drømme, der bliver til virkelighed, men det havde han ifølge Sterling Airways ikke lyst til. Ikke desto mindre kan jeg da prale af at have gennemført teoriuddannelsen til et A-certifikat allerede som 17-årig – men da det kom til de praktiske flyvetimer, rakte hverken min eller mine forældres økonomi til timeprisen for flyvningerne. Det ærgrede mig først flere år senere, da jeg fandt ud af, at jeg kunne have finansieret en del af mit studie ved at tage passagerer med fra Kirstineminde Flyveplads, der lå lige bag Journalisthøjskolen i Aarhus, til Skovlunde eller Roskilde Flyveplads.

22 |

108806_rub og stub_cc18_.indd 22

20/08/18 11:06


Min far gjorde, hvad han kunne, for at deltage i det musikalske liv. Hans absolutte hit var mandolinbanjoen, som han underholder med her.

| 23

108806_rub og stub_cc18_.indd 23

20/08/18 11:06


Min mor ved klaveret i vores hjem pĂĽ Gl. Holte.

24 |

108806_rub og stub_cc18_.indd 24

20/08/18 11:06


Hele familien samlet ved juletid. Fra venstre min mor, Lise, min ældste bror, Per, næstældste Erik og vores far, Jørgen. Lige foran ham står lillesøster Karin. Forrest med sodavand, undertegnede med den skjorte, der var uniform for Danmarks Radios drengekor, med et Dannebrog i venstre side.

Da min fars årsløn steg til 13.000 kroner i slutningen af 1954, var der råd til at få det tredje barn. Det blev så mig, der står her foran min mor, Lise, og min far, Jørgen. De blev sikkert skuffede, for de havde besluttet, at mine to storebrødre skulle have en lillesøster. Så i virkeligheden er mit navn Pernille.

På vej hjem fra Kongevejens Skole blev jeg sammen med alle andre klassekammerater fanget af en fotograf, der lavede portrætfotos. Jeg er vist ikke helt tryg ved situationen. Men al begyndelse er svær. Senere blev jeg rimeligt familiær med at stå foran kameraet.

| 25

108806_rub og stub_cc18_.indd 25

20/08/18 11:06


KA PI TE L 2 hvori jeg lærer at ryge cigartobak og spare op til sprit og kridtpiber

Godt det samme med flyvercertifikatet, for min vej blev sådan set stukket ud, da jeg fik en helt særlig gave af mine forældre som kompensation for, at jeg ikke ville konfirmeres. Det var i slutningen af 60’erne, hvor det stadig var det mest normale, at unge mennesker bekræftede dåben ved at sige ja til Gud og troen på Jesus i den danske folkekirke. Det var egentlig også min tanke, at jeg ville følge strømmen og stå på kirkegulvet sammen med langt hovedparten af mine skolekammerater, undtagen dem, der var Jehovas Vidner. Dem var der mange af i Virum nord for København, hvor vidnerne havde placeret deres rigssal på Kongevejen. Jeg tænker på det, hver gang jeg kører ind på Circle K-tanken på hjørnet af Kongevejen og Frederiksdalsvej. Benzintanken ligger nemlig der, hvor rigssalen lå. Men enhver tanke om konfirmation forlod mig, efterhånden som ugerne med konfirmationsforberedelse i Holte Kirke skred frem. Forberedelsen skete under ledelse af sognepræsten, der i øvrigt også var min mors øverste chef, da hun sang sopran i kirkens kor. Jeg kunne ikke se mig selv hykle mig igennem en konfirmation og bekræfte min tro på den måde, pastoren udlagde den. Han havde en meget fordømmende stil over for anderledestænkende og i det hele taget over for det liv, der blev levet af folk med ingen eller begrænset tro. Så kort før konfirmationen meddelte jeg mine forældre, at jeg ikke ville konfirmeres. Jeg sprang ud som fritænker. Og spekulerede over, om man kan være kristen uden at være troende. Konfirmationer dengang i 60’erne involverede normalt ikke kæmpefester, som man ofte ser i dag. I vores familie drejede det sig mest om at se de nærmeste. Men fælles for de fleste konfirmander 26 |

108806_rub og stub_cc18_.indd 26

20/08/18 11:06


var, at der øverst på ønskesedlen næsten altid stod ”Tandberg spolebåndoptager” eller tilskud til en kommende knallert. Jeg var indforstået med, at valget om ikke at blive konfirmeret havde den konsekvens, at der heller ikke var nogen erstatningsfest. Udadtil holdt jeg den mentale fane højt og var stolt og glad over min beslutning. Indadtil kunne jeg godt se, at det måske var lidt dumt af mig ikke at klare den lille smule hykleri og måske få en spolebåndoptager ud af det. Den mentale fane vandt. Lige siden jeg havde lært at skrive, havde jeg muntret mig med at skrive små krimi-historier om ”Stærke Joe”. Det foregik i skarp konkurrence med en nær skolekammerat, Niels, der skrev historier om ”Gangster Harry”. Stærke Joe fandt sin inspiration i Chicagos gangstervælde under spiritusforbuddet i 30’erne, mens Gangster Harry mere fandt sin inspiration i en eller anden form for militært udtryk – men for begges vedkommende set gennem otte-ti-åriges briller. Og måske var vores historier en forsmag på vores valg af erhverv. Mange år senere mødte jeg min forfatterkollega. Jeg var på det tidspunkt en ung kriminalreporter. Han var en ung byretsdommer. For mit vedkommende blev Stærke Joe erstattet af digte og artikler, der fandt deres naturlige leje i min skrivebordsskuffe. De bedste af dem blev dog hængt op forskellige steder på mit værelse, så de på den måde var offentligt tilgængelige for dem, der indimellem kom på besøg. Jeg husker ikke, om jeg nogensinde havde udtrykt ønske om at kunne mangfoldiggøre det, jeg skrev. Men under alle omstændigheder fandt mine forældre på, at jeg som kompensation for den manglende konfirmationsfest skulle have en praktisk gave, som efter deres mening kunne give mit unge liv et forbedret indhold. Så på min 14-års fødselsdag i oktober 1969 stod der en stor tung pakke på morgenbordet. Og der lå to mindre, rektangulære pakker ved siden af. Indholdet af pakkerne skulle senere betyde, at jeg kom voldsomt op at toppes med ledelsen på den kommuneskole, hvor jeg var i gang med at slæbe mig igennem 1. real, svarende til ottende klasse. Faktisk blev skoleinspektøren og jeg så uvenner, at jeg et års | 27

108806_rub og stub_cc18_.indd 27

20/08/18 11:06


tid senere måtte forlade skolen og færdiggøre min realeksamen et andet sted. Og pakkernes indhold skulle også vise sig at give mig mere eller mindre direkte adgang til Danmarks Journalisthøjskole fem år senere, i 1974. Pakken var som sagt meget tung, og da jeg havde fået bakset indpakningspapiret af, stod en spritduplikator på bordet. Det er en maskine, hvor man kan trykke op til 500 eksemplarer af en tekst med håndkraft. Mine tekster blev skrevet på min fars gamle Erika-skrivemaskine. Det eneste krav var, at teksten var skrevet på en såkaldt stencil. Stencilen satte man så fast på en valse, og ligesom på en fotokopimaskine lagde man en stabel A4-ark i en ”fødekasse”, hældte sprit i maskinens tank og begyndte at dreje håndtaget, så valsen drejede rundt. For hver omgang kom ens værk så ud på det stykke papir, som blev trukket igennem maskinen. Det var efter datidens forhold en helt utrolig gave – det var som at få sit eget trykkeri. Duplikatoren var kronen på værket i min hobbybeskæftigelse, der var at skrive. Jeg havde en hobby mere, nemlig smalfilm, men det var af økonomiske grunde ikke så tilgængeligt som at trykke digte på en spritduplikator. Mine kammerater hentede både Tandberg spolebåndoptagere og tilskud til knallerter hjem til deres konfirmationer, men min erstatningsgave blev alligevel det helt store tilløbsstykke for en stor del af min bekendtskabskreds. I løbet af kort tid havde vi, der alle var mellem 13 og 15 år, etableret et lille tidsskrift med det sigende navn ”Stof ”, uanset at det ikke beskæftigede sig hverken med broderi eller tøjdesign. Bladet nåede at udkomme fem-seks gange, inden det på flere skoler i kommunen blev forbudt at distribuere. Jeg husker særligt et optrin på en skole, hvor inspektøren beslaglagde det meste af et oplag, fordi han var fortørnet over en satirisk tegning af den radikale undervisningsminister Helge Larsen, der var karikeret som et surt barn i en sæbekassebil, mens tegningens taleboble lod ham grynte nogle uforståelige babylyde. Der var ikke højt til loftet, hvad angik ytringsfrihed. På min egen skole gav det også voldsom ballade, da spritduplikatoren trykte 500 spørgeark, hvor forældrene til børn 28 |

108806_rub og stub_cc18_.indd 28

20/08/18 11:06


fra mellemskolen og op kunne sige ja eller nej til rygning på skolen ved at sætte et kryds og returnere papiret til redaktionen. Flere lærere og andet personale blev sat i gang med at indsamle de ulovligt uddelte papirer. Med den viden, vi har i dag om rygningens skadelige virkninger, kan det virke bizart, at vi havde fornemmelsen af, at forældrene ville sige ja til ophævelse af det generelle rygeforbud. Men det var andre tider. Lige over for skolen lå den store danske tobaksfabrik Hirschsprung, der lavede forskellige former for cigarer. Mellem Hirschsprung og skolen var der et stykke mark, frit tilgængeligt for alle, deriblandt skolens omkring 1.000 elever. Marken blev brugt af fabrikken til at smide affaldstobakken ud, så der lå kæmpedynger med tobaksaffald, der egentlig godt kunne ryges, men altså var for ringe til at bruge til cigarerne inde på fabrikken. Så alle købte små kridt- eller legetøjspiber til at ryge på, eller også fyldte vi affaldet i hjemmerullede cigaretter, der blev lavet med avispapir. Det smagte forfærdeligt, men jeg har altid været lidt i tvivl, om det kun var tobakkens skyld, eller om tryksværten på avispapiret også havde en del af skylden for den dårlige smag. Hvis de aviser, vi brugte, havde været af nyere dato, ville en af tophistorierne helt sikkert have været, at Hirschsprung overlod affaldstobak til uskyldige skolebørn. Men dengang var det ikke noget, nogen tænkte noget videre over. Den dag spørgearkene blev uddelt på skolen, var jeg desværre syg og lå derhjemme under dynen. Men jeg fik genfortalt en episode, hvor Torben, en af mine skolekammerater, fik et par på hovedet. Han var i gang med at uddele papirerne i en klasse, da inspektøren pludselig dukkede op. På det tidspunkt var det moderne blandt unge at gå med en slags kalot, der var en reminiscens fra besættelsen, hvor mange gik med hjemmehæklede kalotter i Royal Air Forces karakteristiske farver, hvid, blå og rød. Torben havde sådan en kalot på. Jeg ved ikke, om det var, fordi inspektøren ikke kunne lide kalotten, eller om han ikke kunne lide at give uddelingen af papirerne skylden, men han stak Torben en på skrinet med ordene: ”Tag den dumme | 29

108806_rub og stub_cc18_.indd 29

20/08/18 11:06


kalot af – du tager jo heller ikke din dyne med i skole, vel?”. Torben tabte papirerne, og det gjorde, at inspektøren kunne samle dem op og sende dem til destruktion. ”Stof ” levede sit eget liv, og vi var en to-tre stykker, der var ”faste” på bladet, men redaktionen voksede hurtigt, og folk skrev om, hvad de havde lyst til – det meste handlede om skolelivet og de problemer, det afstedkom at henslæbe sin dagligdag i den kommunale. Redaktionslokalet og trykkeri lå alt sammen i mit værelse i huset på Geelsskovvej i Virum. Hvert blad blev solgt for 50 øre – det dækkede nogenlunde omkostningerne til materialerne. De blade, der ikke blev solgt, gav vi væk. En af bladets stjernereportere var min storebror, Erik, der skrev under mærket ”big brother”. Jeg har siden hævdet, at jeg må have en vis andel i den Cavlingpris, han som voksen journalist modtog sammen med Jørgen Flindt Pedersen for afdækningen af handlen med den danske undergrund. Men mon ikke det havde en vis betydning, at han trådte sine journalistiske barnesko på ”Stof ”? Produktionen af bladet tog rigtig meget af min tid, og det i forvejen noget belastede forhold til skolen blev værre, fordi jeg ud over bladet også skulle passe mine forskellige jobs som bydreng for købmand, mejeri og slagter i Holmeparken. Der skulle jo skaffes penge til stencils, sprit og ikke mindst tobak. Det afspejlede sig desværre også i karakterbogen, der var fyldt med beklagelser fra forskellige lærere. Fællesnævneren var, at der vist aldrig ville komme en realist ud af den dreng. Hvis jeg skal være fair, må jeg nok indrømme, at de havde en pointe, men det var efter min mening en ganske forfærdelig skole med en kadaverdisciplin, der ikke passede mit gemyt. Uvenskabet med inspektøren havde naturligvis stadig betydning for mig, men ikke så meget som helhedsindtrykket af skolen. Hvis jeg havde gemt alle de ”svedere” (eftersidninger), jeg fik i mit skoleforløb, kunne jeg tapetsere mit hus med dem. Og den energi, visse lærere lagde for dagen med hensyn til uddeling af øretæver, kunne have givet strøm til et mindre parcelhuskvarter. Alt i alt en skoleopdragelse, der som den mest positive effekt havde, at trangen til protest og oprør blev bekræftet igen og igen. 30 |

108806_rub og stub_cc18_.indd 30

20/08/18 11:06


KA PI TE L 3 hvori jeg genstarter og lærer købmandskab af hindbærbrus og kragetæer

Min lillesøster, Karin, der er syv år yngre end mig, gik på en lille skole i Birkerød, der så noget anderledes på pædagogikken, end man gjorde på Kongevejens Skole. Mens jeg gik i 1. real på Kongevejens Skole, gik hun i første på Birkerød Privatskole. Skolen havde en ideel størrelse med omkring 300 elever. Der var langt op til de godt tusind elever, vi var på min skole. Karin var meget glad for skolen, og jeg var med oppe at se den et par gange. Da jeg startede i 2. real i august 1970, kunne karaktererne næsten ikke komme længere ned, end de var. Selv i fag, som jeg opfattede, at jeg var nogenlunde med i, nemlig dansk, engelsk og geografi, skrabede jeg bunden. Det var ikke, fordi det egentlig bekymrede mig, men ved spisebordet derhjemme talte vi nogle gange om det, og historien endte med, at jeg tog op til skolelederen på Birkerød Privatskole, en meget glad og munter mand, Jørgen Johannesen. Det var en skoleleder, der tog sin opgave alvorligt. Han tog også sit saxofonspil meget alvorligt, hvilket senere skulle komme mig til gavn. Johannesen mente godt, at han kunne finde plads til mig i 2. real. ”Men du kommer til at arbejde lidt med sagerne,” sagde han, da han refererede til mine lave karakterer. Mine forældre mente, at jeg selv skulle have fornøjelsen af at ”sige op” på Kongevejens Skole. Ikke noget med at tage far og mor i hånden og gå op og melde sig ud. Det var en stor dag, lige før efterårsferien i 1970, at jeg gik op og bankede på skoleinspektørens dør. Hvor havde jeg været på det kontor mange gange, hvor det ikke var mig, der satte dagsordenen. I dag havde jeg noget at meddele. | 31

108806_rub og stub_cc18_.indd 31

20/08/18 11:06


Skolens inspektør mindede i udseende lidt om lederen af den græske militærjunta, Georgios Papadopoulos. Det passede fint med min – i øvrigt urimelige – opfattelse af ham. Faktisk var han en del af den danske modstandsbevægelse under den tyske besættelse, men det fjerner ikke det visuelle indtryk af den græske diktator. Det græske diktatur var i fin form i 1970, tre år efter at militæret havde taget magten og smidt kong Konstantin og dronning Anne-Marie på porten. Jeg frydede mig over sammenligningen. Han kunne godt slå på tæven. Når en elev med jævne mellemrum blev smidt uden for døren i timerne, yndede inspektøren at gå rundt på gangene og finde de formastelige. Og så var det ellers cowboylogik, der indfandt sig. Han smækkede først eleven en lussing, hvorefter han spurgte, hvorfor han eller hun var blevet smidt ud af klassen. Det var bedst at komme uden for døren i vinterhalvåret og ikke være særlig stor af vækst. Så havde man muligheden for at gemme sig bag vintertøjet, der hang på knagerækker foran klasseværelserne. Men denne efterårsdag var han i fint humør, da han sad bag sit imponerende skrivebord inde på kontoret. ”Hvad vil du?” spurgte han uden at kigge op. ”Jeg vil gerne sige op,” svarede jeg. I overensstemmelse med den instruks, jeg havde fået af min far. Der gik vist et lille stykke tid, mens han prøvede at forstå, hvad jeg lige havde sagt. Jeg husker, at han rejste sig og gik om på den side af skrivebordet, hvor jeg stod. Han var i perfekt slå-afstand, og jeg regnede da osse med, at jeg nok skulle have en på hovedet. Men det skete ikke. Han kiggede undrende på mig. ”Hvad mener du?” spurgte han. Jeg forklarede, at i dag var min sidste dag på skolen, og at jeg aldrig ville komme mere. Han sagde, at man ikke sådan bare kunne komme og melde sig ud af skolen. Så trak jeg det brev, jeg havde med hjemmefra, op af lommen. Han gik om på sin egen side af skrivebordet og åbnede det sirligt med sin papirkniv. Der stod bare et par linjer, underskrevet af min mor og far. 32 |

108806_rub og stub_cc18_.indd 32

20/08/18 11:06


Jeg tror, han læste det et par gange, før det gik op for ham, at den var god nok. Jeg meldte mig faktisk ud af skolen. Langsomt foldede han brevet sammen og kiggede over på mig. ”Jamen, så held og lykke,” sagde han. I virkeligheden en form for antiklimaks, fordi jeg jo hverken fik en på lampen eller blev skældt ud. Min far var på et tidspunkt salgschef i en virksomhed, og han havde forklaret mig, at når sælgere kom ind og sagde deres stilling op, skulle man ikke forsøge at få dem til at blive ved f.eks. at tilbyde dem noget mere i løn. ”Det næste, de tænker på, vil være, hvor længe de har været underbetalt, og så bliver de utilfredse over det. Så man skal bare tage det til efterretning og ønske dem held og lykke,” sagde han. Jeg tænkte, at inspektørens far nok havde sagt noget lignende til ham engang i forrige århundrede. Jeg sagde farvel til mine kammerater og forlod skolen i en fantastisk tilstand af lykke. Men selvfølgelig også en kende nervøs. Efterårsferien gik med at vænne sig til tanken om den nye skole og skrive digte. I ugen efter efterårsferien fyldte jeg 15 år, og vi lukkede ”Stof ”. Jeg havde fået en ny og bedre idé, syntes jeg selv. Min far havde en god kollega og ven, der hed Mogens. De arbejdede begge med salg og marketing, og Mogens var en fremragende fotograf. Og så havde han adgang til en trykkemaskine, der var oceaner bedre end min spritduplikator. På kontoret havde de nemlig en sværteduplikator. Den er betydelig mere stabil end en spritduplikator, og så bruger den rigtig tryksværte, så hvis man skal udgive noget i mindre oplag, er den meget anvendelig. Valsen er også kraftigere, så man kan trykke på karton og lidt kraftigere papir. I efteråret 1970 havde jeg hørt noget om, at der ville komme en slags musikfestival i Thy. Det skulle være det rene hippieland, og den slags var Klaus – en af mine kammerater fra ”Stof ” – og jeg meget interesserede i. Vi blev enige om at blaffe derop. Altså, Klaus og jeg blev enige om det. Men mine forældre havde også hørt om festivalen, og de så noget helt andet for sig, end vi gjorde. Hashhandlen var | 33

108806_rub og stub_cc18_.indd 33

20/08/18 11:06


kommet godt i gang over hele landet, selv om kasernen på Christianshavn ikke var blevet ”befriet” endnu og omdannet til Christiania. De fleste voksne kendte til og var skeptiske over for Det Ny Samfund, som stod bag Thylejren, som den kom til at hedde, og i øvrigt hedder endnu. Mine forældre var ikke af den slags, der nedlagde totalt forbud mod noget som helst – vi levede jo efter devisen frihed under ansvar. Men selv om jeg var i besiddelse af indtil flere fritidsjob, havde jeg ikke økonomi til at tage på en sådan tur uden et økonomisk tilskud fra mine forældre. De fleste af mine penge gik til stencils, papir, sprit og smalfilm. Mine forældre lagde ikke skjul på, at de var en kende nervøse ved at sende deres yngste søn på blaffetur op til Hashland, og de løftede da også et par advarende fingre, inden de spillede trumfen ud – ”hvis du absolut vil afsted, så skal du love at passe godt på,” sagde de, og så kom tilføjelsen, ”vi betaler altså ikke tilskud til det”. Det blev sagt på en sådan måde, at jeg godt kunne fornemme, at det ikke var til diskussion. Og i første omgang opgav jeg også idéen, indtil en dag, hvor jeg gik en tur på Fiolstræde og Strøget i København. Den allerførste restaurant, jeg besøgte uden voksen ledsagelse, var Italiano på hjørnet af Skindergade og Fiolstræde, så det var et område, jeg ofte frekventerede. Som alle andre dage var der masser af leben på Fiolstræde. Og særligt en person tiltrak sig altid meget stor opmærksomhed. Otto Sigvaldi. Han gik i et spraglet papegøjekostume, skubbende på en psykedelisk malet barnevogn. Den var fyldt med små hæfter. Det var Ottos tidsskrift ”Hindbærbrus og Kragetæer”. Otto var en sjov fætter, der var blevet fast inventar i det københavnske gadeliv. Han havde holdninger til alting og var ikke bange for at fremkomme med dem. Jeg husker, at han på et tidspunkt optrådte i et ungdomsprogram i fjernsynet. Han sad først i sit kendte kostume, papegøjetøjet, og sagde noget i retning af, at ”sådan, som jeg sidder her, har jeg nogle ganske bestemte holdninger til alting …”. Så kom der et stoptrick, hvor hans lange hår pludselig var blevet klippet af, og papegøjetøjet udskiftet med et nydeligt nålestribet jakkesæt. Med et 34 |

108806_rub og stub_cc18_.indd 34

20/08/18 11:06


lignede Sigvaldi en person, der kunne være ansat i ØK eller Handelsbanken. Uden stop fortsatte han talestrømmen og sagde, ”… og de holdninger har jeg endnu. Nu kan I bare ikke se det på mig”. Det virkede utroligt stærkt på mig, og jeg tog tricket med senere i livet, da jeg startede på Journalisthøjskolen. Denne efterårsdag gik han som vanligt rundt med sin barnevogn og solgte ”Hindbærbrus og Kragetæer”. Jeg fulgte ham lidt på afstand i en times tid og kunne se, at han faktisk havde en ganske pæn omsætning. Hjemme igen i Virum tømte jeg skrivebordsskuffen for de digte, der ikke var gode nok til at hænge på væggen. Ved nærmere eftersyn syntes jeg, at de havde haft godt af at ligge i skuffen – det var, som om de var blevet lidt bedre af det. Da jeg havde fået talt dem op, kunne jeg se, at der vel var en 10-15 stykker, der var egnede til udgivelse. Og dem, der manglede, skrev jeg så. Fidusen ved digte var også, at de ikke behøvede at fylde så meget. Der skulle være god luft omkring dem, så læseren kunne koncentrere sig om netop det digt, han eller hun lige havde slået op på. Så mange af digtene var på ganske få linjer, f.eks.: ”Normalt står solen op i øst Det har jeg i hvert fald læst. Men alverdens problemer vil være løst. Den dag den står op i vest” Noget tid efter kom Mogens så på besøg sammen med sin kone, Birthe. Han havde nogle billeder med, han havde taget tidligere, blandt andet et meget flot foto af et træ, der stod, som var det ramt af stormen. Jeg forklarede, at jeg var ved at være færdig med at skrive en digtsamling, som jeg ville kalde Stormudsalg, og spurgte, om jeg måtte bruge billedet til forsiden. Det gav han lov til med det samme. Min far mente ikke, at jeg kunne bruge spritduplikatoren til at trykke en bogforside, ja, faktisk kunne man ikke rigtig bruge den til at udgive andet end sådan noget som ”Stof ”. Og så kom de begge to | 35

108806_rub og stub_cc18_.indd 35

20/08/18 11:06


i tanke om sværteduplikatoren, som de nok mente, vi kunne ”låne”, hvis vi bare ville trykke bogen i weekenden, hvor der var tomt på kontoret. Og sådan blev det. I det tidlige forår var bogen færdig, klipset og klar til at blive solgt på Fiolstræde og Strøget i skarp konkurrence med ”Hindbærbrus og Kragetæer”. Det skulle bringe mig på randen af en kriminel karriere. Jeg havde lagt mærke til, at Otto Sigvaldi ganske vist solgte meget pænt, men han brugte også meget tid på at tale med folk. Og det er jo en god ting, men endnu bedre, hvis man kan sælge noget, mens man taler med dem. Derfor fik jeg hjælp af en god ven, Niels, der var ældste medlem af et ungdomskor, jeg også sang i. Jeg var kommet ind på min nye skole i efteråret 1970, og en af mine nye kammerater hed Ole Steen. Han gik i min parallelklasse og var søn af Ekstra Bladets navnkundige kulturredaktør, Alex Steen. Et rent tilfælde ville, at det skulle blive en kæmpefordel for mig i foråret 1971, da min digtsamling lå klar. Jeg fortalte Ole Steen om mit projekt med at ville sælge bogen på Strøget, og kort tid efter blev jeg ringet op af journalist Inger Ørum fra Ekstra Bladet, der gerne ville lave et interview med mig. Det blev til et helsidesinterview i den store påskeavis, der udkom 2. påskedag. ”Ole er 15 år og digter”, stod der i overskriften, og så kom der ellers et interview, hvor Inger beklageligvis skrev alt det, jeg sagde, som f.eks. ”Rent politisk står jeg til venstre for Mao – men jeg skimter ham langt til højre”. Og om fremtiden: ”Jeg vil enten være filminstruktør eller flyttemand”. Det med filminstruktøren var til at forstå. Det med flyttemanden var opstået, da jeg sammen med en kammerat flyttede et tungt gammelt skab nogle hundrede meter og i den anledning lavede firmaet ’Rub og stub over stok og sten’, som på mange måder meget godt beskriver de snart 50 år, jeg har beskæftiget mig med kommunikation og underholdning. Så jo, jeg havde skam både politisk og erhvervsmæssig forstand dengang … tja, bom bom. Avisen gengav også nogle af digtene fra skrivebordsskuffen. Illustreret af en piberygende, ung mand iført en baskerhue. Billedet 36 |

108806_rub og stub_cc18_.indd 36

20/08/18 11:06


var taget af bladets fotograf, Busser. Havde det været senere, kunne fotografen måske have heddet Ole Steen. Han blev nemlig pressefotograf, mens jeg blev journalist. Men jeg skal love for, det gav pote. Avisen udkom, samtidig med at Niels og jeg startede vores vandringer på gågaderne, og salget gik strygende. På et tidspunkt blev jeg desværre stoppet af to spadserende uniformerede betjente, der gerne ville se mit næringsbrev. Sådan et havde jeg ikke, og det var i denne forbindelse, jeg lærte lidt om loven. F.eks. at ”ukendskab til loven fordrer ikke frihed for straf ”. Politibetjentene var dog venlige mennesker og bad mig om at møde op ugen efter på Politigården, hvor man så ville finde en passende straf. Der mødte jeg mere venlighed. Først og fremmest slap jeg for en bøde, fordi det var første gang, jeg var blevet taget. En overordnet politimand fortalte mig, at det krævede næringsbrev at sælge bøger, hvorimod det ikke krævede næringsbrev at sælge tidsskrifter. Så hvis jeg kunne lave et tidsskrift i stedet for en bog, ville det være i orden. Selv om jeg var fristet, gik jeg ikke ind i en debat om det tåbelige i den bestemmelse, men gik i stedet hjem og fandt en af mine gamle legesager frem, nemlig ”Det lille Postkontor”. Der kunne man selv lave sine stempler, og jeg stemplede så alle bøgerne med påskriften: ”Første nummer af tidsskriftet ALPEN”. Men tidsskrifter lukker jo indimellem, og der blev aldrig udgivet et andet nummer. Så det var min egen lille civile ulydighed. Weekend efter weekend vandrede vi gade op og gade ned, og inden sommeren nåede sin midte, havde vi solgt hovedparten af oplaget og kunne sætte mere end 3.000 kroner ind på bankbogen. Det er mange penge i dag – i 1971 var det rigtig mange. Og inden nogen begynder at undersøge sagen, vil jeg gerne indrømme, at jeg glemte at opgive det til skattevæsnet, selv om summen formentlig var dækket af det årlige frikort. Men det er der rådet bod på mange gange siden.

| 37

108806_rub og stub_cc18_.indd 37

20/08/18 11:06


En helsides artikel i Ekstra Bladet 2. påskedag i anledning af min første bogudgivelse, der skulle finansiere Klaus’ og min rejse til Thylejren.

Den håbefulde unge digter, der lærte sit købmandskab af Otto Sigvaldi.

38 |

108806_rub og stub_cc18_.indd 38

20/08/18 11:06

Rub og stub  
Rub og stub  
Advertisement