Af samme forfatter på dansk: Mørket 2021 Øen 2021 Tågen 2021 Byen 2022 Ude 2023
Reykjavik_TRYK.indd 2
06.12.2023 13.41
RAGNAR JÓNASSON OG KATRÍN JAKOBSDÓTTIR
REYKJAVIK På dansk ved Rolf Stavnem
k ri m i
GADS FORLAG
Reykjavik_TRYK.indd 3
06.12.2023 13.41
Reykjavik er oversat fra islandsk af Rolf Stavnem efter Reykjavík Copyright © Jakobsdóttir, Katrín 2022 Copyright © Jónasson, Ragnar 2022 All rights reserved Dansk udgave copyright © Gads Forlag 2024 Published by agreement with Copenhagen Literary Agency ApS, Copenhagen 1. udgave, 1. oplag Omslagsdesign: Harvey Macaulay, Imperiet efter originaldesign af Penguin Random House UK Forsidefoto: Superstock Bogen er sat med Garamond hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook, Sverige ISBN: 978-87-12-07276-8 Følgende værker er citeret i bogen: Halldór Laxness (1902-98): “Hjá lygnri móðu”, oversat til dansk af Rolf Stavnem. Jakob Frímann Magnússon (f. 1953) og Valgeir Guðjónsson (f. 1952): “Moscow, Moscow”.
Denne oversættelse har fået støtte fra Nordisk Ministerråd
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk
Reykjavik_TRYK.indd 4
06.12.2023 13.41
Bogen er tilegnet Agatha Christie, som vi begge kan takke for vores interesse for krimier
Reykjavik_TRYK.indd 5
06.12.2023 13.41
Reykjavik_TRYK.indd 6
06.12.2023 13.41
PERSONER Laura Marteinsdottir Valur Robertsson Sunna Robertsdottir Margret Thorarensen Jökul Thorarensen Nanna Thorarensen Gunnar Gunnarsson Katrin Gudjonsdottir Kamilla Einarsdottir Kristjan Kristjansson Gudrun Reykdal Snorri Egilsson Dagbjartur Steinsson Laufey Karlsdottir Baldur Matthiasson Sverrir og Kiddi
1941-? journalist på Ugeavisen litteraturstuderende, Valurs søster studerer statskundskab, Valurs kæreste advokat, Margrets far; fhv. justitsminister advokat, Margrets mor studerer teologi, ven af Valur og Sunna Margrets ven på Folkeregistret Sunnas husvært politimand Kristjans kone politimand chefredaktør for Ugeavisen Dagbjarturs kone journalist på Ugeavisen ansatte på Ugeavisen
Olöf Blöndal Ottar Oskarsson Thordis Alexandersdottir Finnur Stephensen Pall Johannesson Gunnlaug Haraldsdottir Elisabet Eyjolfsdottir
tidligere beboer på Videy advokat, Olöfs ægtemand skuespiller grossist, Thordis’ ægtemand byrådsmedlem Palls kone Palls sekretær
Högni Eyfjörd Martein og Emma
entreprenør Laura Marteinsdottirs forældre
7
Reykjavik_TRYK.indd 7
06.12.2023 13.41
Reykjavik_TRYK.indd 8
06.12.2023 13.41
FØRSTE DEL
Reykjavik_TRYK.indd 9
06.12.2023 13.41
Reykjavik_TRYK.indd 10
06.12.2023 13.41
1956 6. august
Den grå hat blæste ud over havet. Kristjan var trådt ud af styrehuset på den lille båd for at tage bestik af forholdene og se på den lille ø Videy, som de var på vej mod. Han reagerede hurtigt på vindstødet, men ikke hurtigt nok, og greb ud i den blå luft. Alligevel ikke det værste, der kunne ske, tænkte han, selv om han ikke kunne drømme om at sige det højt. Hatten var en julegave fra hans forlovede, men han havde egentlig aldrig brudt sig om den. Nu havde han et påskud til at købe en ny. Det betød, at han ville ankomme barhovedet til Videy, men det betød ikke det store, for turen ville sikkert alligevel være spild af tid. Kristjan var endnu i tyverne og blev som regel kun betroet ubetydelige opgaver, men netop nu var hans overordnede i politiet på sommerferie, og derfor tilfaldt ansvaret Kristjan. Sommeren virkede langt væk denne augustmorgen om bord på båden. Der var ingen læ for vinden, og solen havde ikke
11
Reykjavik_TRYK.indd 11
06.12.2023 13.41
vist sig. Der gik ikke nogen fast rutefart ud til øen, så Kristjan havde måttet improvisere og lave en aftale med en gammel sømand, han kendte. “Ja, Kristjan. Så er vi lige ved at være der,” råbte skipperen fra styrehuset med hæs stemme. Kristjan svarede ikke og nikkede bare, selv om ingen kunne se det. Han knappede endnu en knap i frakken i et forsøg på at holde kulden ude. I det mindste var turen et afbræk fra den daglige trummerum. En kvinde på omkring de tredive stod på bryggen for at tage imod ham. Kristjan havde aftalt med sin fiskerven, at han skulle hente ham igen halvanden time senere. Hele formiddagen ville gå med det her. Hun rakte ham hånden. “Jeg hedder Olöf Blöndal. Velkommen til Videy.” Hendes ansigtsudtryk var alvorligt og uden den mindste antydning af et smil. “Goddag. Jeg hedder Kristjan,” sagde han. Der var noget sært ved Olöfs opførsel, som om hun var nervøs og samtidig lettet over at se ham. “Denne vej,” sagde hun tøvende og førte an op fra den lille brygge. Han fulgte efter og bed mærke i hendes kortklippede, røde hår og tykke uldtrøje. To hvide bygninger med rødt tag kom til syne mellem øens to højdedrag. Det gamle, danske stenhus Videyjarstofa og den lille kirke ved siden af. Da de kom nærmere, kunne Kristjan se, at begge bygninger trængte til en kærlig hånd, for malingen hang i flager på både vægge og vinduer. Bagved lå der et par faldefærdige huse. Det ene kunne ligne en stald fra dengang, der
12
Reykjavik_TRYK.indd 12
06.12.2023 13.41
blev drevet landbrug på øen. Halvvejs henne ved stenbygningen standsede Olöf og vendte sig. “Vi skal faktisk ikke derhen. Min mand er derhjemme. Huset ligger lige i nærheden.” Kristjan nikkede. “Bor der ikke nogen …” Hun afbrød ham: “Vi har nøgler til Videyjarstofa, men det er ubeboet. Huset er slidt, men i god stand for sin alder. Det er næsten to hundrede år gammelt, det ældste stenhus i Island.” “Denne pige, Laura …” Hun afbrød ham igen. “Det er bedre, at De taler med min mand.” Kristjan gik ved siden af hende. Begge tav. Havgusen lå over øen, men alligevel var der lunt på trods af den manglende sol. Efter nogle minutters gang spurgte han: “Undskyld, men bor De her sammen med Deres mand?” “Vi flyttede herud i foråret. Huset ejes af min familie. Vi var her også sidste sommer. Det er …” Hun tøvede. “Det er et enestående sted.” Det tvivlede Kristjan ikke på, øen var smuk, men Olöf lød ikke overbevisende, snarere tværtimod. Så tilføjede hun forlegent: “Nu er der ikke langt hen til huset. Det ligger cirka midt imellem Videyjarstofa og den gamle skole.” Kristjan lod tankerne flyve. Han holdt af friluftsliv, men havde hellere brugt denne sensommerdag på noget helt andet. De senere år var han begyndt at bestige bjerge i sin fritid sammen med to barndomsvenner, inspireret af Edmund Hillarys og Tenzing Norgays bedrifter på Mount Everest tre år tidligere, og selv om Kristjan ikke nærede de fjerneste forhåbninger om
13
Reykjavik_TRYK.indd 13
06.12.2023 13.41
at udrette noget lignende, gjorde han hele tiden fremskridt. Kun nogle få dage før var det blevet meddelt i nyhederne, at Hraundrangur i Öxnadal var blevet besteget for første gang. Kristjan kendte de to islændinge, som havde nået toppen sammen med en amerikaner. Der ville han langt hellere have været end her på den flade ø Videy. Han passede omhyggeligt på, hvor han satte sine fødder mellem græstuerne. Han kom til at tænke på, at hans mor altid morede sig over, at islandske mænd gik, som om de skulle træde hen over græstuer, også selv når underlaget var helt fladt. Han ville imidlertid gerne undgå at træde forkert og forstuve noget – eller grise jakkesættet til. Han ejede tre jakkesæt. Det lysegrå, som han havde på nu, var det nyeste, det stribede var ved at være godt slidt, og det sorte brugte han kun til festlige lejligheder og begravelser. Nu kunne Kristjan se et gammelt bjælkehus. Det var sortmalet, men malingen var begyndt at skalle af, og bygningen var tydeligvis gammel. En havterne fløj lige hen over hans hoved, og han greb ud efter hatten for at vifte den væk, men kom i det samme i tanke om, at den lå eller andet sted ude på Faxafloi. “Bare rolig,” sagde Olöf. “Yngletiden er forbi, så havternerne lader Dem være i fred.” Tonen havde forandret sig en smule, som om Olöf et øjeblik havde glemt, at hun fulgtes med en politimand i embeds medfør. Hendes mand dukkede ikke op på gårdspladsen for at tage imod dem, og Kristjan spekulerede over, hvorfor Olöf var blevet sendt hen efter ham. Var det sådan, ægteparret plejede at gøre, eller lå der noget andet bag? “Kom indenfor,” sagde hun bare, da de nåede hen til huset.
14
Reykjavik_TRYK.indd 14
06.12.2023 13.41
Kristjan trådte indenfor i entreen, der lå i direkte forlængelse af stuen. Det var varmt derinde, nærmest ubehagelig varmt i forhold til årstiden. “Ottar,” kaldte hun. “Ottar, nu er han her.” Kristjan hørte puslen ovenpå, og der lød tydelige fodtrin i det gamle bjælkehus. Uden yderligere et ord gik Olöf længere ind i stuen, trak en stol ud fra det store egetræsbord og bad Kristjan tage plads. Han satte sig og ventede. Hun satte sig også. “Goddag,” sagde manden, der kom ned ad trappen. “Jeg hedder Ottar. De må være Kristjan?” “Ja, det er mig. Tak, fordi jeg måtte komme. Jeg fik kun forklaret sagen ganske kort over telefonen, men vi er som nævnt bekymrede for Laura.” “Hun ville hjem,” sagde Ottar uinteresseret. “Hun ville ikke være her længere. Jeg ved ikke hvorfor, vi var ellers meget tilfredse med hende i begyndelsen. Dygtig, flittig. Men ja, sådan er de unge …” Han talte uden at fortrække en mine. Kristjan skævede til Olöf, men hun undveg hans blik. “Hvor gammel var det, hun var?” spurgte Kristjan, selv om han godt kendte svaret. “Femten år,” svarede Olöf stille. “Femten år,” gentog Kristjan. “Havde hun så tænkt sig at tage tilbage til Reykjavik? Hjem igen?” “Ja,” svarede Ottar. “Hvornår?” “I fredags. Fredag morgen. Jeg protesterede selvfølgelig. Vi havde aftalt, at hun skulle være her hele sommeren, hjælpe os, men hun var hverken til at hugge eller stikke i.”
15
Reykjavik_TRYK.indd 15
06.12.2023 13.41
Kristjan så igen på Olöf. Hun sad ubevægelig og stirrede ned på sine hænder. “Som jeg nævnte for Dem i telefonen, har ingen hørt noget til hende i Reykjavik …” Kristjan lod ordene hænge i luften for at se, hvordan de reagerede. Olöf så ikke op, og Ottars ansigt var udtryksløst. “Tog hun herfra i torsdags?” Ottar nikkede. “Lad mig spørge på en anden måde. Så I hende tage af sted?” “Vi kan ikke se bryggen herfra. Jeg havde dog andet at lave end at følge pigen til båden. Hvis folk vil væk herfra, er det deres egen sag, vil jeg mene.” “Hvad med Dem, Olöf. Så De hende tage af sted?” Olöf rystede på hovedet. “Jeg så ikke noget,” sagde hun, men ordene havde en hul klang. “Hvordan havde hun tænkt sig at komme over til byen?” “Det har jeg ingen anelse om. Hun sagde, at nogen ville komme i en båd, sikkert en ven eller en slægtning. Jeg følger ikke med i, hvilke både der lægger til og fra.” “Har De selv en båd?” spurgte Kristjan. “Ja, selvfølgelig,” sagde Ottar. “Men pigen bad ikke om at blive sejlet hjem, og for at være ærlig, så ville jeg heller ikke tilbyde det, nu hvor hun havde skuffet os. Desuden havde hun som sagt selv sørget for transport.” “Er I sikre på, at hun tog af sted?” “Hvad er det for et spørgsmål?” Ottar hævede stemmen. “Selvfølgelig er vi sikre på det. Hun sagde farvel og har ikke vist sig siden.” Kristjan så på Olöf og ventede på, at hun skulle svare. Først
16
Reykjavik_TRYK.indd 16
06.12.2023 13.41
var hun tavs, men så sagde hun. “Ja, hun er taget af sted. Hun tog sine ting med sig.” “Hun plejede at ringe til sine forældre med jævne mellemrum, og da de ikke hørte fra hende i weekenden, blev de bekymrede. Har de ikke også ringet til jer?” “Jo, jo, naturligvis,” svarede Ottar. “Og jeg fortalte dem det samme, som jeg har fortalt Dem. Jeg forstår virkelig ikke, hvorfor De har gjort Dem den ulejlighed at tage hele vejen herud. Vi kunne have besvaret alle spørgsmål over telefonen. De kan jo selv se, at pigen er taget af sted.” “Jeg må lige gå en tur rundt på øen for en sikkerheds skyld. Videy er ganske stor, ikke?” “Tre kilometer fra den ene ende til den anden,” svarede Ottar. “Den største ø i bugten,” indskød Olöf. “Og der er mange gemmesteder, går jeg ud fra?” Olöf svarede: “Altså, der er vores hus, og så er der selvfølgelig Videyjarstofa. Og den gamle kirke og den gamle skole. Og …” “Jeg tror ikke, det er nødvendigt at remse alle huse op på øen, Olöf. Manden kan bare gå sig en runde, hvis han vil være sikker. Men jeg kan ikke forstå, hvorfor manden tror, at Laura skulle gemme sig herude hele weekenden.” “Hvordan havde hun det?” “Hvad mener De?” spurgte Ottar. “Var hun nedtrykt? Var der nogen grund til at tro, at hun holdt noget skjult? Fortiede noget for jer?” Ottar så ud, som om han ville svare, men tøvede så. Kort efter sagde han: “Alt var fint med pigen. Hun kedede sig bare her hos os. Hende om det. Vi vil vælge mere omhyggeligt næste sommer.”
17
Reykjavik_TRYK.indd 17
06.12.2023 13.41
“Ja, ja, da. Under alle omstændigheder har hun ikke vist sig hos sine forældre, og det rejser uundgåeligt nogle spørgsmål. Selvfølgelig er det mest sandsynligt, at hun tog herfra i fredags, men …” Ottar afbrød ham: “Sandsynligt? Hun tog herfra, og det angår egentlig ikke os, hvad der siden er sket. Der er ingen både, der er gået ned, så et eller andet sted er hun.” “Hvis der var sket noget i den stil, ville vi vide det. Så vidt vides anløb der heller ikke nogen både her i fredags, men det udelukker jo ikke, at nogen kom herud og hentede hende. Boede hun her hos jer i huset?” “Hvor skulle hun ellers have været?” spurgte Ottar gnavent. “Må jeg se hendes værelse?” Ottar trak på skuldrene. “Det er ovenpå. Der er ikke noget at se der.” Han rokkede sig ikke ud af stedet, men Olöf rejste sig. “Jeg kan følge Dem derop,” sagde hun med lidt mere varme i stemmen end sin mand. Det knagede i hvert eneste trin i det gamle bjælkehus. Gæsteværelset var lille, men hyggeligt. Skrå vægge, bøger på hylderne og et kvistvindue med udsigt til havet. “Havde hun bøgerne med?” spurgte Kristjan. “Nej, det er vores egne. Vi har altid bøger i alle værelser. Det er hyggeligt. Min mand samler på bøger. Han er advokat, som De måske ved. Ganske kendt.” Kristjan havde rigtignok hørt navnet før og nikkede. “Ottar vil arbejde mindre som jurist og forske mere. Her vil vi forsøge så vidt muligt at tilbringe vores somre. Det er rart at være her i nærheden af …” Hun fuldendte ikke sætningen og så væk.
18
Reykjavik_TRYK.indd 18
06.12.2023 13.41
“Tog hun alle sine ting med sig?” spurgte han. “Alt, ja. Der er ikke noget tilbage,” sagde Olöf. “Sagde hun noget til jer?” “Hvabehar?” “Laura. Inden hun tog af sted?” “Hvad mener De?” “Hvordan forklarede hun sin beslutning?” Olöf tøvede. “Hun forklarede den slet ikke,” sagde hun endelig. “Hun, ja, hun tog bare af sted.” “Hun må da have sagt et eller andet, inden hun tog af sted. Ifølge Deres mand sagde hun, at hun tog af sted.” “Ja, beklager, det var ikke sådan ment. Hun sagde bare, at hun ville holde op før tid. Bad om lov. Det var naturligvis ikke noget problem, men vi var ikke glade for det.” “Er De ikke bekymret for hende?” “Bekymret? Næh, vi har først netop hørt, at hun ikke er dukket op. Hun har det sikkert fint.” “Det må vi håbe.” “Skal vi ikke gå nedenunder igen?” Kristjan nikkede og fulgte efter Olöf ned ad den smalle trappe. Da de kom ned i stuen igen, var Ottar der ikke. Kristjan så sig omkring og fór sammen, da Ottar rømmede sig bag ham. Han vendte sig om med hamrende hjerte. “Der er telefon til Dem.” “Undskyld?” sagde Kristjan. “Telefon. Til Dem,” gentog Ottar, som om det var det mest naturlige i verden. “Herinde på mit kontor.” “Nå da?” Kristjan fulgte undrende efter Ottar ind på
19
Reykjavik_TRYK.indd 19
06.12.2023 13.41
kontoret. Der var reoler med bøger op ad alle vægge, og på en hylde stod der en lang række bind med højesteretsdomme. En sort telefon stod på bordet, og røret lå ved siden af. Der var en muggen lugt derinde. Husets var åbenbart i lige så dårlig stand, som man fik indtryk af udefra. “Hvem er det, der vil tale med mig?” spurgte Kristjan. “Det er naturligvis fra politiet,” sagde Ottar. Kristjan løftede røret op til øret. Han følte sig utilpas og stod uroligt på gulvet. Han kunne høre, at der var hult under brædderne. Der var uden tvivl en fugtig kælder nedenunder. Han havde ikke selv lyst til at bo i et så gammelt bjælkehus, det var helt sikkert. “Det er Kristjan Kristjansson.” “Goddag, Kristjan, jeg hedder Eirikur.” Kristjan vidste godt, hvem det var. Manden rangerede to trin over ham selv i politiets hierarki. Hans egen chefs chef. “Goddag …” sagde han tøvende. “Ottar har ringet for at få en forklaring på en række besynderlige spørgsmål, som De har stillet ægteparret.” “Det er helt almindelige rutinespørgsmål. Jeg spørger om en femtenårig pige, der ikke er blevet set i flere dage …” “Altså en pige, der er stukket af hjemmefra?” “Det kan vi vel ikke være sikre på. Hun har været i huset herude på Videy. Hendes forældre er bekymrede …” Han fik ikke afsluttet sætningen. “Der er ingen grund til at ulejlige Ottar og Olöf. De har altså gjort Dem det besvær at tage helt ud til øen?” Kristjan overvejede at protestere og forklare sagen, men det virkede nyttesløst.
20
Reykjavik_TRYK.indd 20
06.12.2023 13.41
“Jeg var så småt ved at begive mig tilbage igen. Besøget herude er så godt som afsluttet.” “Glimrende. Overbring Ottar og Olöf Blöndal mine varmeste hilsner.” Eirikur lagde på. Kristjan lagde forsigtigt røret på plads og prøvede at lade som ingenting. “Ren rutine,” sagde han så til Ottar. Olöf stod inde i stuen, da de forlod kontoret. “Ja, jeg tror ikke, jeg kommer videre med det i dag. Er der ellers noget at bemærke?” Han så skiftevis på ægteparret. “Ikke det mindste,” svarede Ottar. “Så må vi bare håbe, at pigen dukker op igen,” sagde Kristjan. Ottar tog igen ordet på vegne af ægteparret. “Det gør hun uden tvivl. Det er under alle omstændigheder ikke noget, der angår os. Jeg går ud fra, at der ikke bliver flere lignende besøg.” “Lige en ting til. Båden, der skal hente mig, kommer ikke lige med det samme. Har I noget imod, at jeg går lidt rundt på øen, mens jeg venter? “Gør, som De vil. Vi ejer ikke denne ø,” svarede Ottar. “Så går jeg en lille tur. Tak for besøget.”
*** Kristjan gik hen til skolehuset, som Olöf havde nævnt. Det lå på den østlige del af øen og var det eneste, der var tilbage af en landsby, der blev forladt under 2. Verdenskrig. I middelalderen havde der ligget et rigt kloster, og senere havde guvernørerne
21
Reykjavik_TRYK.indd 21
06.12.2023 13.41
haft sæde der, men nu boede der ingen ud over Olöf og Ottar og de skrigende havfugle langs kysten. Det var længere at gå, end han havde regnet med. Skolen var naturligvis tom, og intet tydede på, at Laura havde været der. Han gik tilbage mod bryggen og lagde vejen forbi Videyjarstofa. Den lille bygning var aflåst. Han huskede, at Olöf havde nævnt, at ægteparret havde nøgler dertil, men han orkede ikke at forstyrre dem igen for at høre, om han måtte låne dem. Han overvejede sine muligheder. Videy bestod af to dele, der var forbundet af en smal tange, Eiden, og Kristjan legede med tanken om at gå over på den nordlige del af øen og udforske den, men det var der ikke tid til. Han gik i et godt tempo for at nå ned til bryggen i god tid, så båden ikke skulle vente. Derfra var der en smuk udsigt over Reykjavik på den anden side af den smalle bugt. Byen voksede hurtigt med nye kvarterer, der skød op allevegne, og en stor moderne kirke var ved at tage form øverst på højdedraget. Båden var ikke ankommet, så han besluttede at kaste et blik ind i kirken, som sikkert ikke var aflåst. Han regnede ikke med at finde pigen der, men besluttede sig alligevel for at kigge indenfor. Kirken var imponerende på trods af dens ringe størrelse og den tunge luft. Det faldt ham ind, at det kunne være et godt sted for ham og Gudrun at blive gift, selv om det ville blive temmelig besværligt at sejle gæsterne frem og tilbage. Han ville dog have kirken i baghovedet. Han havde været forlovet med Gudrun i et halvt år, og de var begyndt at tale om fremtiden, ægteskab og børn. De boede i Vesterbyen, og Gudrun havde for nylig fået arbejde i en kolonialhandel, som var blevet åbnet
22
Reykjavik_TRYK.indd 22
06.12.2023 13.41
samme sommer i Melarkvarteret. Ja, måske ville de en skønne dag stå her foran alteret … Der var ikke mange gemmesteder i den lille kirke, og den tunge luft indenfor kunne tyde på, at der ikke havde været nogen i lang tid. Der kunne i hvert fald godt trænge til at blive luftet ud. Da Kristjan kom ud i den friske luft igen, blev han mødt af en forfriskende brise. I det fjerne kunne han høre motorlyd, og da han så ned mod havet, kunne han se båden nærme sig øen. Kristjan gik langsomt ned til bryggen og forsøgte at nyde øjeblikket, selv om han havde fået en overhaling af en overordnet. Temmelig uretfærdigt. Kristjan passede jo bare sit arbejde, men folk som Ottar og Olöf havde indflydelsesrige venner. Det nyttede ikke noget at lade sig gå på af det. Han gik helt ud på bryggen og stod der og ventede. Solen brød frem, og vinden havde lagt sig. Han så ud over havet og ærgrede sig lidt over hatten, han havde mistet. Han tænkte på pigen, der var forsvundet. Sandsynligvis var hun i sikkerhed et eller andet sted, og hendes forældre havde bare gjort et stort nummer ud af ingenting. Det gik op for ham, at han ikke vidste, hvordan hun så ud. Han ville skaffe et billede af hende, hvis hun forblev savnet. Men det mest sandsynlige var, at Laura ville dukke op, og at der ikke ville blive flere ture ud til Videy lige med det første. Idet den gamle båd lagde til, kunne Kristjan alligevel ikke slippe den tanke, at sagen langtfra var overstået.
Reykjavik_TRYK.indd 23
06.12.2023 13.41