Staten

ker og teaterdirektør, redaktør, litteraturkritiker og smagsdommer gennem 40 år og gift med den yndige skuespillerinde Johanne Luise.

Johan Ludvig Heiberg er anderledes konservativ end sine forældre. Den kultur, han repræsenterer, er pæn og borgerlig, og det samme er det hjem, han og Johanne etablerer. Det bliver mødested for forfattere, skuespillere og teaterkritikere, blandt andre kommer H.C. Andersen her.

Et pænt borgerligt hjem er naturligvis udstyret med en nydelig børneflok, og her er det oplagt, at bedstemor træder til, når forældrene har travlt. Der er imidlertid det problem, at bedstemor Thomasine jo har været gift med den “revolutionære” Peter Andreas, besmittet af revolutionens tanker og dertil skilt. Forældrene frygter, at hun skal have en skadelig virkning, så de prøver ihærdigt at undgå, at Thomasine skal være alene med børnebørnene. Denne generationskløft har Thomasine Gyllembourg blandt andet beskrevet i romanen To Tidsaldre fra 1845. Her holdes revolutionstidens erotiske og politiske idealisme op mod samtidens pæne borgerlige moral, og man er ikke i tvivl om, hvilken af tidsaldrene hun foretrækker.

“For bonden var staten noget, der var lige så fjernt og fremmed som følelsen af at tilhøre en stor nation. Hans tanker og følelser var begrænset til den umiddelbare øvrighed […] Kun gennem betaling af skatter og hæren havde han kontakt med staten.” Sådan skriver den østrigske bondeleder Hans Kudlich i sin selvbiografi i 1873. Og siger noget væsentligt.

For det store flertal af europæere, som lever på landet i 1800-tallet, er staten noget fjernt og egentlig ikke særlig behageligt. Staten er skatter og udskrivning af soldater, uden at man får ret meget igen. Stort set alt andet af betydning foregår i nærmiljøet. Det, vi i dag vil kalde myndighederne, og som datiden kaldte øvrigheden, er

21

den lokale præst og skolemesteren samt den lokale herremand og foged for landboer; borgmesteren og politimesteren for byboer.

De fleste europæere er endnu forankret i et lokalt samfund, hvor man har sine konflikter og sine overgreb, men hvor man også har sit sikkerhedsnet. Det er i dette nærmiljø, ens identitet ligger. Fællesskabet er familien, naboerne og menigheden, selv om sidstnævnte også optræder som et hierarki i mange landsbykirker, hvor herremanden og andre “fornemme folk” optager de første bænke eller ligefrem sidder i et særligt galleri. Dertil er det måske landsbyfællesskabet, købstaden, håndværkslavet og så videre. Omverdenen er nabosognet og den nærmeste købstad, uagtet at de måske ligger i en anden stat.

I den forstand udgør staten ikke et fællesskab, og selv om både skolelærere og præster indskærper lydighed over for staten, er der for de fleste europæere vage forestillinger om et nationalt fællesskab. Verden er konkret, de fleste forholder sig til det, de kan mærke på egen krop – vejr og vind, høstudbytter, fødevarepriser, skatter og hvervninger.

Dermed ikke sagt, at kongen, zaren, kejseren, eller hvem der nu udgør toppen af samfundet, ikke tillægges nogen positiv betydning. Helt fra middelalderen er konger eller regerende dronninger omgivet af et mytisk skær. De er udvalgt af Gud, og kroninger, hofceremoniel og kongelige begravelser er omgivet af ritualer til at forstærke denne mystik.

I middelalderen bliver de franske og engelske konger anset for at have helbredende evner, især i forhold til den kirtelsyge, der kaldes skrofler, og som englænderne derfor kalder king’s evil. Da englænderne henretter Charles 1. i 1649, er der til parlamentets irritation en sværm af rygter om, at kongens blod har helbredt blinde og syge, og så sent som i 1775 berører Louis 16. efter sin kroning 2.400 ofre for skrofler.

For de fleste er kongen en fjern, uvirkelig skikkelse, der ligesom Vorherre til tider giver håb, til andre forvolder kvaler. Det er i hvert fald ikke noget, man har indflydelse på. Magten kommer fra oven.

22