Opdagelsen af folket

Man kan identificere sig som eksempelvis den danske eller svenske konges undersåt, men det har egentlig ikke noget med etnisk tilhørsforhold, nationalitet, at gøre.

Imidlertid vokser der i tidens løb en klasse af embedsmænd frem, såvel borgerlige som adelige, for hvem staten ikke er fjern. De er staten. De er lønnet af staten, de udmønter statsmagtens vilje og beslutninger, og såfremt de er ministre, rådgivere og så videre, deltager de også i det, man kan kalde statsprojektet. Det er især fra denne gruppe, at oplysningstankerne udgår i praksis, og det er også denne gruppe, der ender med at tage forestillingen om folket til sig.

Ideen om folket, der udvikler sig i romantikken fra sidst i 1700-tallet, er en akademisk forestilling, som udgår fra borgerskabet i byer og præstegårde; som er knyttet til sprog og egentlig tager udgangspunkt i sange og digtning, og som først efterhånden kobles til Rousseaus tænkning og begreber om folkestyre og statsdannelse. Det er en forestilling, som på godt og ondt har haft enorme konsekvenser for Europa.

Tanker om folket og drømme om folkestyre går hånd i hånd under romantikken i årtierne efter Wienerkongressen. Med inspiration fra Rousseau har de franske revolutionære talt om det “nationale fællesskab” for at mobilisere franskmændene til kamp mod de hære, der vælter ind over Frankrig for at knuse revolutionen. Mange forskere mener, det er revolutionskrigene, der skaber fransk nationalitetsfølelse. Mænd fra Bretagne, Bourgogne og Dordogne begynder at kæmpe side om side under krigene bundet sammen af ideen om en fransk skæbne. Men det nationale er først og fremmest en tysk idé.

23