Wienerkongressen

I 1814 er Napoleon besejret. De store europæiske krige, som har raset næsten uafbrudt siden 1792 mellem Frankrig og forskellige koalitioner, er overstået. I omegnen af tre millioner soldater og lige så mange civile er døde på slagmarker fra Portugal til Rusland. Fyrster er styrtet, og stater tilintetgjort, og Europas herskere mødes i Wien for at rydde op efter Den Franske Revolution og dens ideer.

Wienerkongressen indledes i september 1814 og har delegationer fra næsten 200 europæiske stater, byer, fyrstehuse og organisationer. Tallet indbefatter udsendinge fra enkelte klostre såvel som en delegation fra den tyske forlagsbranche, og i den forstand har kongressen lidt karakter af et folkemøde, om end der er ganske anderledes stil over den. Man kan ikke befri sig fra den tanke, at Europas overklasser ønsker at vise det revolutionære Europa, hvad de virkelig formår. Skal man tro deltagernes erindringer, er det en flimrende kæde af baller, koncerter og teaterforestillinger, en hvirvel af smukke kvinder og elegante kavalerer. Selv den festglade russiske zar, Aleksander 1., er overvældet, efter at han i en hel måned har danset i timevis hver aften.

For zaren er der ellers nok at gøre, for mens de fleste deltagere kan forlyste sig, er det sejrherrerne Rusland, Storbritannien, Østrig og Preussen, der sætter dagsordenen. De ser det som deres hovedopgave at rulle revolutionen tilbage, ikke bare i Frankrig, men i hele Europa. Derfor skal ideer om “politisk frihed” og “national sam-

Wienerkongressen efter maleri af Jean-Baptiste Isabey, 1819.

11

hørighed” manes i jorden. Målet er at vende tilbage til “fyrsternes Europa”, og det kommer til at bestemme grænserne for især Europas multietniske imperier. Ud over denne konservative dagsorden kan man ikke blive enige om ret meget andet, og de allierede ryger snart i totterne på hinanden.

Især frygter man det stadig mægtigere Rusland, som med sejren over Napoleon for alvor træder ind på den europæiske scene. Rusland bliver en vigtig del af den europæiske sikkerhedsorden eller “koncert”, som man kalder det. Landet bliver ikke kun politisk integreret i resten af Europa, men også kulturelt. En stor mængde russere kommer til Vesteuropa i forbindelse med krigene og bliver inspirerede af, hvad de oplever. Siden Peter den Store har zarerne forsøgt at gøre det russiske aristokrati og kulturliv europæisk. Den Store Nordiske Krig 1700-21 har for alvor bragt Rusland ind i europæisk sikkerhedspolitik, men det er først langt ind i 1800-tallet, at russiske forfattere og komponister begynder at vinde indpas i resten af Europa. Leo Tolstoj og Fjodor Dostojevskij bliver læst og værdsat, det samme gør dramatikere som Ivan Turgenev og komponister som Pjotr Tjajkovskij, hvis balletter bliver en central del af det fælleseuropæiske kulturgods.

Mens man i Wien er i færd med at intrigere og danse, kommer der pludselig bud om, at Napoleon er vendt tilbage, og at en stor del af franskmændene har sluttet sig til ham. Som bekendt ender eventyret brat efter godt 100 dage ved Waterloo i juni 1815, og kongressen kan fortsætte sit arbejde.

Kongressen skaber et europæisk “sikkerhedsråd”, som holder jævnlige konferencer og består af Rusland, Preussen, Østrig og Storbritannien. En tid styrer det Europa, især for at imødegå nye revolutioner, men efterhånden løber det ud i sandet. Det er en skam, for i sidste ende kunne eksistensen af et sådant råd muligvis have hindret udbruddet af Første Verdenskrig hundrede år senere.

Ellers er udfaldet af kongressen ærkekonservativt. Man lader fuldstændig hånt om tanken om “national samhørighed” og flytter rundt på europakortet, som man lyster. Østrig sætter sig på hele

12

Norditalien, mens Syditalien kommer i hænderne på en gren af Bourbon-familien, og paven kan vende tilbage til Rom. Italien er, som den østrigske statsmand fyrst Metternich udtrykker det, “et rent geografisk begreb”. Det meste af Polen genoprettes ikke, men forbliver delt mellem Preussen, Rusland og Østrig. Det lille polske fyrstedømme, man opretter, kommer i personalunion med Rusland og bliver dermed både formelt og reelt en russisk lydstat. Nederlandene, Luxembourg og det, der i dag er Belgien, forenes til Kongeriget Nederlandene.

Norge kommer i personalunion med Sverige. Det er ikke noget, svenskerne egentlig har ønsket, og da slet ikke nordmændene, som i 1814 har udformet deres egen Eidsvoll-forfatning, der skal danne grundlag for en selvstændig norsk stat. Planen er derimod udtænkt af den nye svenske konge, Jean-Baptiste Bernadotte, der er en af Napoleons frafaldne marskaller og i lommen på zaren. Et af motiverne er ønsket om at stække fremtidig dansk flådemagt. I bytte får russerne Finland, der har været en del af Sverige siden østersøkorstogene i middelalderen, igen imod både svenskeres og finners ønsker.

Da deltagerne tager hjem til hver sin del af Europa, kan de ikke bare glæde sig over, at de har fået deres livs fest, men også over, at de har fået rullet Den Franske Revolution tilbage. Imidlertid bliver mange af dem så gamle, at de når at opleve, at det konservative Europa, de har kæmpet for, bryder sammen.