Issuu on Google+


Privatfoto.

97186_New-Dehli-Boraas_.indd 2

14/04/14 09:47


Per J Andersson

new delhi – borås den utrolige historie om inderen, som cyklede til kærligheden i sverige

På dansk ved louise Ardenfelt ravnild

97186_New-Dehli-Boraas_.indd 3

14/04/14 09:47


new delhi – borås Den utrolige historie om inderen, som cyklede til kærligheden i Sverige Af Per J Andersson dansk udgave: © 2014 gads Forlag isbn: 978-87-12-05022-3 1. udgave, 1. oplag Printed in Finland oversat fra svensk af louise Ardenfelt ravnild efter Per J Andersson: New Delhi – Borås – Den osannolika berättelsen om indiern som cyklade till kärleken i Sverige copyright © Per J Andersson, 2013 First published by Forum bokforläg, stockholm, sweden Published in the danish language by arrangement with bonnier rights, stockholm, sweden Projektledelse: karen ellehøj Forlagsredaktion: erik høvring oversættelse: louise Ardenfelt ravnild omslag: sofia scheutz design omslagsfoto: tom A. kolstad/scanpix Forfatterfoto: christopher hunt kort: åsa hjertstrand brensén grafisk tilrettelæggelse: demuth grafisk tryk: bookwell, Finland kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med coPy-dAn, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk PEFC Certified This product is from sustainably managed forests and controlled sources PEFC/02-31-169

97186_New-Dehli-Boraas_.indd 4

www.pefc.org

14/04/14 09:47


indhold Profetien 6 Forvandlingen 76 den lange rejse 191 hjemkomsten 271 Fotoalbum 299

97186_New-Dehli-Boraas_.indd 5

14/04/14 09:47


97186_New-Dehli-Boraas_.indd 6

14/04/14 09:47


Profetien

97186_New-Dehli-Boraas_.indd 7

14/04/14 09:47


97186_New-Dehli-Boraas_.indd 8

14/04/14 09:47


Lige siden jeg blev født i en landsby i junglen, har mit liv været forudbestemt. Det var vinter og kort før englændernes nytår, der som sædvanlig blev fejret, skønt de rejste for to år siden. Normalt regnede det ikke på den tid af året, men det år var nordøstmonsunen blevet hængende over Orissas kyster. Til sidst var regnen dog alligevel hørt op, men de mørke skyer skjulte stadig de skovrige bakker ved flodbredden og fik det til at føles som tusmørke, selvom det kun var formiddag. Men så brød solen frem og fordrev mørket. I en kurv inde i en af hytterne i den lille skovlandsby lå jeg – denne histories hovedperson – stadig navnløs. Næsten helt nyfødt var jeg, og min familie var samlet rundtom og kiggede forundrede på mig. Landsbyens astrolog stod også og betragtede mig, som var født i Stenbukkens tegn, samme dag som de kristnes profet. ”Se,” sagde en af mine brødre, ”kan I se det?” ”Hvor?” ”Dér, over babyen!” Alle fik øje på regnbuen, der var tonet frem i lysstrålen fra vindueshullet. Astrologen vidste godt, hvad det betød. ”Han kommer til at arbejde med farve og form, når han bliver stor.” Inden længe bredte et rygte sig i landsbyen. Et regnbuebarn, sagde én. En stor sjæl er født – en mahatma, sagde en anden. En uges tid efter forvildede en kobra sig ind i hytten, rejste sig over 9

97186_New-Dehli-Boraas_.indd 9

14/04/14 09:47


kurven, hvor jeg intetanende om faren lå og sov, og spredte sin muskuløse nakke ud. Da min mor fik øje på slangen, troede hun, den havde hugget, og at jeg allerede var død. Da slangen bugtede sig ud af hytten, fór hun hen til kurven og så, at jeg var i live. Jeg blev liggende stille, kiggede på mine fingre og ud i intetheden med mine mørke øjne. Et mirakel! Landsbyens slangetæmmer forklarede, at kobraen havde bugtet sig ind i hytten og spredt sin nakke ud for at beskytte mig mod regnen, der løb ned gennem hullet i taget lige over kurven. Det havde øsregnet de seneste dage, og vandet havde ødelagt hyttens tag. Kobraen er guddommelig, og slangens beskyttende adfærd var et tegn fra Gud til menneskene. Astrologen nikkede samtykkende, da slangetæmmeren var færdig med sin udlægning af sagen. Det var rigtigt, medgav han. Mere var der ikke at sige om dén sag. Jeg var ikke et hvilket som helst spædbarn. Derefter var det astrologens tur. Hans opgave var at nedfælde, hvad der ville komme til at ske i mit liv. På et palmeblad ridsede han med en spids træpind: ”Han vil gifte sig med en pige, der ikke er fra stammen, ikke fra landsbyen, ikke fra distriktet, ikke fra provinsen, ikke fra delstaten og heller ikke fra vort land.” ”Du behøver ikke at lede efter hende, hun skal nok finde dig,” sagde astrologen og kiggede mig stift ind i øjnene. I første omgang kunne min mor og far ikke se, hvad astrologen havde ridset. Ikke før han holdt flammen fra en olielampe ind under en messingstang indsmurt i smør og lod den opståede sod dale ned i ridserne på det tykke, porøse blad. Så trådte teksten tydeligt frem. Og astrologen behøvede ikke at recitere mere. Nu læste de selv: ”Din tilkommende hustru vil være musikalsk, eje jungle og være født i Tyrens tegn,” stod der med runde, krøllede oriya-bogstaver.

10

97186_New-Dehli-Boraas_.indd 10

14/04/14 09:47


Palmebladet med profetien og historien om regnbuen og kobraen har jeg levet med, lige siden den dag jeg begyndte at forstå, hvad de voksne talte om. Alle var overbeviste om, at min fremtid var udstukket. Jeg var ikke ene om at få en profeti. Alle børns fremtid står skrevet i stjernerne, så snart de bliver født. Mine forældre troede på det, jeg troede på det under min opvækst, og af en eller anden grund tror jeg stadig på det.

97186_New-Dehli-Boraas_.indd 11

14/04/14 09:47


der er intet, jeg hellere vil. intet er vigtigere,” fremturede lotta over for sine forældre. ingen af dem modsatte sig. lotta havde forventet indvendinger, men de sagde bare stille og roligt, som om hun lige havde fortalt, at hun ville tage bussen til göteborg, at hun selv vidste, hvad der var bedst for hende. ingen af dem sagde i det hele taget så meget. de er hærdede, tænkte hun. skønt hun kun var 20 år, havde hun jo allerede boet et år alene i england. desuden – det vidste hun – havde de selv drømt om at rejse, men syntes, at de på grund af tilværelsens omstændigheder ikke havde kunnet. hvis de havde været i min situation, var de sikkert også rejst, tænkte lotta. der var intet heltemodigt over planerne. lotta rejste ikke for bedriftens skyld. hun havde ikke tænkt sig at slå nogen rekorder. hun skulle ikke udgive nogen eventyrbog. bådtrafikken mellem europa og indien var nedlagt. At flyve var udelukket, det kostede en formue. der gik tog hele vejen til mashad i det østlige iran, men derefter fulgte skinneløse bjergområder gennem Afghanistan, lige indtil man kom til grænsen op mod Pakistan i øst. tog virkede for besværligt. men der var regulære busture hele vejen fra london til new delhi og katmandu. et busselskab, der kaldte sig magic bus, kørte på ruten, der allerede var et hippieikon med farvestrålende bemalede busser og lave priser. lotta overvejede de forskellige valgmuligheder, men havde

” Jeg tAg e r til Ø sten .

145

97186_New-Dehli-Boraas_.indd 145

14/04/14 09:47


egentlig allerede bestemt sig. At køre selv virkede som det eneste fornuftige og realistiske alternativ. hun havde jo kørekort. med på eventyret var også leif, som havde været kæreste med hendes storesøster, og hendes bedste veninde sammen med dennes indiske mand og deres baby. det var bare at køre til göteborg, tage færgen til kiel, autobahn til Alperne, fortsætte over balkan og derefter trille ind i istanbul, porten til Østen. Alle detaljerne måtte løse sig undervejs, tænkte hun. de havde kort, men ingen guidebøger, af den simple grund at der ikke fandtes nogen guidebøger, som fortalte om deres rute. hvorfor overhovedet prøve at planlægge en rejse, der alligevel ikke ville komme til at følge den oprindelige plan? rejsen og tilværelsen var fuld af uforudsete begivenheder. det var en erkendelse, som ingen begræd, mindst af alle lotta. de købte et grønt folkevognsrugbrød årgang 71 med en økonomisk håndsrækning fra lottas far. rugbrødet havde allerede kørt tur-retur til iran, og derefter var motoren brudt sammen. nu var den skiftet ud, og bussen nysynet. moderens eneste, men eftertrykkelige, råd før afrejsen var: ”vær sådan, at du bagefter kan stå inde for dine handlinger og ikke skal skamme dig over dem. og gør aldrig noget andet menneske ondt.” i oktober 1975 satte lotta sig bag rattet og kørte ud i verden. ingen holdt afskedsfest for dem, ingen gjorde noget stort nummer ud af afrejsen, ingen fanfarer lød i borås’ gader, men eventyret var begyndt, og indien som rejsens mål var lige så forudbestemt, som at de skulle være væk hele vinteren.

97186_New-Dehli-Boraas_.indd 146

14/04/14 09:47


de forskelligfarvede lamper, der lyste i vandspejlet på springvandet, var tændt. usædvanligt nok var der ingen kø af ventende kunder og ingen folkemængde af nysgerrige parkgæster til at kigge på, mens han malede. Pikej havde ikke lyst til at blive ved og gav sig til at pille de færdige malerier ned fra papskiverne. ud af mørket bag springvandet kom en ung, europæisk kvinde og spurgte, om han også ville være ved springvandet næste dag. hun havde en gul t-shirt på og stramme jeans med trompetben. han lagde mærke til, at hun ikke havde makeup på. hun virkede anderledes end de andre europæiske kvinder, han havde talt med på indian coffee house. mere alvorlig og eftertænksom. men hun lod til at have travlt. da han havde svaret hende, sagde hun ”tak”, vendte sig hurtigt om og forsvandt ind i mørket igen. var hun bange for mig? tænkte han, samtidig med at han opfyldtes af forventning. ville hun mon komme tilbage? næste eftermiddag var han på plads ved springvandet tidligere end normalt. han håbede at få øje på den alvorsfulde hvide kvinde igen og havde derfor taget sine nye jeans på med snoede, gule sømme på baglommerne og sin kortærmede, grønternede skjorte, som nabokvinden didi havde været sød at stryge til ham. han havde klippet sit overskæg, så man kunne se overlæben, og redt håret med kokosolie for at få de balstyrige lokker til at lægge sig ned. der var allerede fyldt med turister, som ventedet vAr en ko ld dec em berAFten.

147

97186_New-Dehli-Boraas_.indd 147

14/04/14 09:47


de på, at han skulle åbne. da han og hans medhjælper pakkede malerierne ud og begyndte at stille staffeliet op, dannede der sig hurtigt en kø. han så sig omkring efter den usminkede kvinde med det alvorsfulde ansigt. men hun var intetsteds at se. ved nitiden pakkede han skuffet sammen og spadserede hjem til lodi colony. hun havde spurgt, om han ville være der i aften. hvor var hun blevet af? han begyndte at væve drømme omkring hende, skønt han ikke engang havde set hende i et minut. siddende på sengen derhjemme læste han bønner og remsede gudernes navne op, ikke kun de hinduistiske, men Allah, buddha, mahavira, dalai lama, de kristnes gud og maharishi mahesh yogi. han bad til alle de guder, guruer og profeter, han kunne komme på. som sædvanlig på denne årstid indhyllede en tyk vintertåge byen, da han begav sig hen til shivatemplet for at bede til, at kvinden med den blide stemme kom tilbage. han bad i en hel time. det var aldrig sket før. han plejede ikke at bede. men nu var situationen speciel. hjemme i landsbyen kunne han ikke engang gå i templet. men her blandedes folk fra forskellige kaster, klasser og etniske grupper. ingen holdt styr på kastestatus eller gad bekymre sig om den. i storbyens anonymitet og mangfoldighed havde han da i det mindste fået en del af den eftertragtede frihed. bagefter gik han hen på connaught Place, som også var indhyllet i tåge. søjlerne og pilastrene i de antik-inspirerede buegange aftegnede sig som mystiske figurer i en drøm. lige inden skumring skinnede den blege vintersol gennem tågen. der var endnu flere mennesker i dag. nogle sad ranke på græsplænen og fik renset ører af mænd med beskidte vatpinde i hænderne. Andre lå ned og fik rygmassage af mænd, der æltede kundernes rygmuskler med fødderne. men de allerfleste sad eller halvlå i grupper og lod sig nøje med at tale sammen, pille jordnødder, ryge, tygge paan og spytte rødt.

97186_New-Dehli-Boraas_.indd 148

14/04/14 09:47


at hun ønskede sig blyantstegnede portrætter af sine tre døtre. lotta havde moderens ønske i baghovedet, da hun fik øje på skiltet ”ten rupees, ten minutes” ved connaught Place. normalt var der lang kø, men en aften så hun, at gadekunstneren sad alene uden kunder og kiggede på springvandets kaskader af vand. hun trådte frem fra skyggen, så han kunne se hende. hun husker, at hun spurgte om noget, og at han svarede, men hvad det handlede om, husker hun ikke. da de havde vekslet et par ord, sagde hun pludselig farvel og gik. hvorfor husker hun ikke. noget ved hans udseende både lokkede og skræmte, og tegningen kunne man under alle omstændigheder lige så godt få lavet dagen efter. da hun to aftener senere var tilbage ved springvandet, stillede hun op i køen og ventede tålmodigt. da det blev hendes tur, bad hun ham om at tegne et portræt. han kiggede længe indgående på hende, som om hun var dagens mest mærkværdige kunde. mens han bladrede frem til en ny side og sorterede sine blyanter, sad hun og kiggede på hans overskæg og hans viltre manke, som så ud, som om han havde prøvet at få styr på den med en kam og kokosolie. Fedtet fik håret til at glinse. hun syntes, han lignede en mørk udgave af Jimi hendrix eller en inder, der prøvede at se ud som en vesterlandsk rejsende. lige siden hun som barn havde kigget i elsa beskows billedbog om Bobbelemuk, den krølhårede skovdreng, som omgivet af åkande-

l ot tAs mo r hAvde sAgt,

149

97186_New-Dehli-Boraas_.indd 149

14/04/14 09:47


blade i den mørke sø rækker en lysende ring til feen på bredden, lige siden da havde hun været fascineret af mennesker, der så ud som gadekunstneren ved connaught Place. klokken var lidt over syv om aftenen den 17. december 1975, og den smogfyldte himmel over delhi glitrede i gadebelysningens ferskenfarvede skær.

97186_New-Dehli-Boraas_.indd 150

14/04/14 09:47


som sædvanlig stimlet en masse folk sammen. ud af folkemængden trådte en person. hun havde langt, glat, lyst hår. endelig! tænkte Pikej. hun stillede sig i køen. da det blev hendes tur, bad han hende sætte sig på skamlen. hans hånd rystede, da han tegnede de første streger. rundt om ham stod som sædvanlig et stort publikum, men det var ikke det, der gjorde ham nervøs. hans hånd rystede så meget, at han var nødt til at give op. ”Jeg er ked af det, men jeg kan ikke,” sagde han. ”har du lyst til at komme hen på kunstskolen i morgen i stedet?” ”vi kommer,” sagde hun. han kiggede op. bag hende stod en hvid mand. sig ikke, at det er hendes mand! tænkte han. ”Ja da, kom i bare begge to,” sagde han muntert. ”Jeg hedder lotta, og det her er leif – han er fotograf.” hun sagde hverken ”min kæreste” eller ”min mand”, tænkte han forhåbningsfuldt. v ed sP r in gvAn det vAr der

han badede, tog rent tøj på, granskede sig længe i spejlet og tænkte på hendes navn. i første omgang syntes han, hun havde sagt lata, ligesom sangerinden, hvis sange han havde hørt i så mange film. nej, ikke lata. hun havde sagt lotta. nabokonen didi kom ud på sin veranda. ”skal du til jobsamtale?” spurgte hun nysgerrigt. 151

97186_New-Dehli-Boraas_.indd 151

14/04/14 09:47


”På sin vis,” svarede han. da han kom hen på skolen, hentede han tre pindestole, stillede dem i solen på græsplænen uden for caféen og satte sig til at vente. de kom på slaget ti som aftalt. de ville gerne have kaffe. han fandt det behageligt at sidde i den klare decemberluft med den rygende kaffekop i hånden over for to mennesker, han ikke kendte. endnu havde han ikke spurgt, hvor de kom fra. ”sverige,” sagde hun pludselig, som havde hun læst hans tanker. ”vi kommer fra sverige.” ”langt væk,” sagde han. de nikkede. ”i europa,” tilføjede han, hvilket var et gæt. hun smilede. ”kom, lad mig vise jer skolen,” sagde han, da de havde drukket kaffen. leif blev stående og talte med nogle studerende i gangen på underetagen, mens Pikej og lotta gik rundt på egen hånd. han præsenterede hende for lærerne og viste hende den syv etager høje bygnings lokaler og atelierer. det føltes, som om han præsenterede en bekendt, skønt de kun havde kendt hinanden i en halv time. da de havde kigget ind i hver en krinkelkrog, spurgte han, hvad hun allerbedst kunne lide at lave her i livet. ”At spille,” sagde hun. ”Jeg spiller fløjte.” han spurgte, hvilket stjernetegn hun var født i. ”Jeg er tyr,” sagde hun. ”hun vil være født i tyrens tegn og være musikalsk …” han tog mod til sig og spurgte høfligt: ”er leif din mand?” ”hva’?” han havde talt hurtigt og utydeligt, eftersom han var bange for, at spørgsmålet ville lyde mærkeligt: måske havde hun ikke hørt det? eller syntes hun mon, det var det mest uforskamme152

97186_New-Dehli-Boraas_.indd 152

14/04/14 09:47


de, man kunne spørge en kvinde om? han gentog spørgsmålet. nu svarede hun. ”nej,” lo hun. ”leif? ha ha! Jeg er ikke gift med ham, og han er heller ikke min kæreste.” de fortsatte deres rundtur. Andre studerende hviskede til hinanden og pegede på ham, som han gik der ved siden af den udenlandske kvinde. selv Puni, der ikke havde set til hans side længe, kom hen og hilste på. han nød, at Puni kiggede undersøgende på ham, nu hvor han var i selskab med lotta. han spurgte, om lotta og leif havde lyst til at komme hjem på hans værelse i lodi colony – det var ikke som sådan meget at vise frem, sagde han, men så kunne hun se hans grafiske blade og oliemalerier. hun sagde ja uden at udvise nogen videre entusiasme. måske var hun bare for genert til at vise, hvad hun egentlig følte, håbede han. hans værelse var tommere, dystrere og mere beskidt end nogensinde. det syntes han i hvert fald, da han kiggede ind i det med lotta og leif bag sig på svalegangen. det var et sørgeligt syn. en skåret kop lå smidt i det ene hjørne. næsten ingen møbler. bordpladen var ikke tørret af. gulvet var fyldt med grus. bag døren havde der samlet sig nullermænd, og væggene var overplastret med tegninger og tekster, han havde skrevet med kul, når han var fuld. der stod: ”Jeg er født kasteløs. Jeg har ikke ret til noget. Jeg har ikke ret til at opleve kærlighed i indien.” men det pinligste af det hele var: ”Jeg skal giftes med en europæisk pige, som astrologerne har forudsagt.” han stillede sig foran det for at prøve at skjule det, han havde skrevet, for sine gæster. men det gik ikke. de var jo kommet for at se, hvordan han boede. han indså, at han blev nødt til at lukke dem ind, og trådte til side. han udvalgte et par grafiske blade, som han forærede lotta. hun var tavs. 153

97186_New-Dehli-Boraas_.indd 153

14/04/14 09:47


havde hun allerede læst det, han havde skrevet på væggene? hun smilede venligt til ham og takkede for gaven. hun havde villet ses igen, og dagen efter mødtes de ved connaught Place for at tage på rundtur med en knallertrickshaw. de besøgte den store Jama-moské og lyttede til bønnekaldet. ”bygget af den mægtige mand, der bar navnet herskeren over verden, shah Jahan,” fortalte han og gentog minaretens kald langsomt for hende: ”La Allah illah Allah, Mohammad Resul-allah,” sagde han og betonede hver eneste stavelse, hvorefter han oversatte: ”der er ingen gud foruden gud, og mohammed er hans profet.” de gik op i en af moskéens høje minareter og kiggede ud over old delhis mylder og det røde Fort. derfra, sagde han, har moguler, persere og briter regeret. de kiggede i den anden retning mod gate of india, republikkens hovedstrøg og præsidentpaladset. ”hvor sært,” sagde han. ”hvad for noget?” spurgte lotta. ”dér, kan du se? Ja, dér, den røde bro, minto bridge. under den har jeg sovet, frosset og sultet. og dér,” han hævede hånden en anelse og pegede på præsidentpaladset et par kilometer længere væk, ”der er jeg blevet budt på te af indiens præsident.” hun lod blikket glide søgende hen over det brogede bylandskab og fandt til sidst den store kuppel. ”det er ligesom i et eventyr.” hun så på ham med et skeptisk blik. hun troede måske, det var noget, han fandt på. de hoppede ind i en rickshaw og kørte sydpå til humayuns gravmæle, endnu en af byens turistattraktioner. de talte uafbrudt sammen. det var så let at kommunikere med hende. han tænkte på profetien. den havde jo forudsagt, at hans kommende kone ville være musikalsk og født i tyrens tegn. 154

97186_New-Dehli-Boraas_.indd 154

14/04/14 09:47


og eje jungle, havde astrologerne tilføjet. men lotta kunne vel næppe eje jungle? lotta rejste videre. Allerede dagen efter tog hun og hendes venner folkevognsrugbrødet og begav sig ud på en rejse. de skulle se på templer i khajuraho og opleve stemningen blandt pilgrimme, der badede i den hellige gangesflod i varanasi. Pikej savnede hende, men var også begyndt at tvivle. hun er turist, hun er her en kort overgang og rejser så videre. hun har mange ting, der venter på hende i livet, hun har ikke tænkt sig at blive. hvorfor skulle hun blive? et øjeblik, en evighed. tvivlen blandede sig med mindet om hendes blide stemme. Juledag, som var hans fødselsdag, fik han et brev med sit navn og sin adresse sirligt skrevet på kuverten, som var fremstillet af håndlavet papir. han åbnede det med bankende hjerte. det var et farvestrålende lykønskningskort med en tegning af en glad fisk, der hoppede i klodset tegnede bølger. vulgært, ville hans lærer på kunstskolen have sagt. kommercielt, infantilt. men han var aldrig før i sit liv blevet lykønsket på sin fødselsdag og holdt smilende kortet op mod solen, så den blanke, røde fisk glimtede. han læste: ”tænk, at vi skulle rejse så langt for at finde en så god ven som dig. tillykke med fødselsdagen. lotta.” dagene frem til hendes tilbagevenden var en sand pinsel. i den rustrøde skumring på selveste nytårsaften fik han øje på leif med en stor rygsæk i folkemængden ved springvandet. Pikej styrtede hen til ham. leif var alene og fortalte, at han havde været i khajuraho og set de tusind år gamle templer med de erotiske skulpturer. så spurgte han, om Pikej kunne give ham et tip om et godt og billigt hotel. ”blæs da på hoteller, du kan bo hos mig.” han gav ham nøglen til værelset i lodi colony. 155

97186_New-Dehli-Boraas_.indd 155

14/04/14 09:47


”men hvor er lotta?” ”hun har lejet et værelse af en familie i et palads. vi mødte dem i toget.” ”lotta er også velkommen til at bo på mit værelse,” sagde han modløst. han nærede ingen forhåbninger om, at hun ville bytte en magelig seng i sit eget værelse hos en rig familie i en statelig villa ud med hans trange, beskidte logi. nytårsdag kiggede han ud mod gaden, der førte hen til klyngen af huse i lodi colony, og fik øje på en gul og rød prik i skyggen fra træerne. så begyndte prikken at vokse. Prikken forvandledes til konturerne af en kvinde. hun var iført jeans og gul t-shirt, og på ryggen havde hun en rød rygsæk. det føltes som en personlig sejr. han havde lyst til at råbe sin lykke ud: hun har valgt min fattigdom frem for deres luksus! men han hilste neutralt og behersket: ”velkommen, lotta!” leif fik lov at sove i hans slidte charpoy – en træseng med bund af flettede hampereb. til lotta rullede han en tynd bambusmadras ud på gulvet. selv sov han direkte på cementgulvet. ”bare rolig. Jeg er vant til at sove på et hårdt underlag,” fastslog han over for leif og lotta. hans største bekymring var, at han ikke havde noget sengetøj at tilbyde. men hun så tilfreds nok ud, da hun rullede sin sovepose ud på bambusmåtten under vinduet. de spiste masalaomelet, ristet brød og te, han havde lavet på primussen ude på verandaen, hvorefter de tog en knallertrickshaw til connaught Place, hvor de skiftede til en pat-pattie – en trehjulet motorcykel, som overlæsset med passagerer begav sig spruttende af sted mod old delhi. Pikej følte, at storbyen, han selv havde været så bange for tre år tidligere, var blevet en del af ham. hun skulle opleve de livlige basarer, tænkte han, som om de kunne forklare, hvem han var. 156

97186_New-Dehli-Boraas_.indd 156

14/04/14 09:47


de flakkede om i den gamle bydels gyder og kom gennem en smal åbning i muren klemt inde mellem to andre madboder ind i en gyde, der mundede ud i en lille indergård oplyst af lysstofrør. der duftede af kul og stegt kød. de så, at maden blev lavet i gården, mens de spisende gæster sad ved borde og spiste i fire forskellige huse rundtomkring. de kiggede ind i et af rummene: Fra gulv til loft var der kakler eller stenfliser, gæster, der spiste grillspyd og papirtynde brød. i delhis zoo, som lå i et gammelt, forfaldent fort, gik de tur mellem træklynger og kunstigt anlagte søer, talte uafbrudt og lo tit ad de samme ting. han var lykkelig, men da de slog sig ned på græsplænen, følte han sig alligevel splittet. en uro voksede frem indvendig, og han indså, at han blot gik og ventede på, at lykken skulle høre op. sådan havde tilværelsen været hidtil, og sådan ville den også blive nu. lykke var et forvarsel om ulykke. han var ikke skabt til sand lykke. hun ville rejse videre hjem til europa, og han ville blive i indien. hun var kommet ind i hans liv som et lysglimt og ville forsvinde igen lige så hurtigt. han havde et semester tilbage på delhi college of Art, og ingen penge at rejse for. det her er umuligt, vores romance bliver ikke til noget, vores møde er dømt til at blive et kort, men fint minde, tænkte han. men han sagde ikke noget om sin tvivl til lotta. de fortsatte hen til Paharganjbasaren. tæt op ad hinanden mellem frugtboder og testande. han følte sig på én gang opslugt af hende og nærværende i nuet. de talte med bagerdrengene, der stak hænderne ned i de røde tandooriovne og bredte dejklumperne ud på indersiden. de mødte de rødsprængte blikke fra gamle koner og mænd, der lå og hvilede sig indsvøbt i grå lagener på deres snoresenge langs husmurerne. de var ved at snuble over en mand, som havde skruet en gearkasse fra hinanden og lagt spændskiver, skruer og tandhjul ud i et sirligt mønster på et papstykke midt i gyden. de snoede sig ind og 157

97186_New-Dehli-Boraas_.indd 157

14/04/14 09:47


ud gennem en flok geder. de klappede køernes blanke rygge, fornemmede lugten af varm fugt og vådt stof fra en kvinde, der strøg skjorter med et dampstrygejern. de lo stille, så ingen hørte det, ad manden, der piskede varm mælk med en ombygget boremaskine. og de stod i flere minutter og kiggede på en gammel mand, der havde opført pyramider af hundredvis af hønseæg på en træplade under en nøgen elpære. æggemanden sagde på engelsk: ”ramler ét, ramler alle.” de lo. de så hunde blive jaget bort, kvinder sy, sølvhalskæder blive lavet, en pige feje foran sin dør. de indsnusede røg med duft af brændte blade og hørte en kvinde snorke. mennesker sang, snakkede, rullede dej ud, spillede kort, lå på ryggen. han syntes, det føltes, som om de selv var en del af alt omkring dem – menneskene og gaderne, duftene og himlen. ved sekstiden kom de til springvandet, og Pikej gav sig til at hænge malerier op til den daglige udstilling. lotta hjalp ham. han iagttog hende, mens hun nynnende fastgjorde malerierne i krogene på papskærmene. kære gud, gør denne kvinde til min kone, tænkte han og satte sig på sin skammel og begyndte at arbejde sig igennem køen af folk, som ville have tegnet deres portræt. hun satte sig tæt op ad ham. han lavede fire tegninger, før de besluttede sig for at pakke sammen og gå i biografen i stedet for. uden for biografen Plaza stod flere hundrede mennesker. køen til billetlugerne bugtede sig helt ud på gaden. Sholay havde haft premiere et halvt år tidligere, men trak stadig fulde huse. de kiggede længe på de håndmalede reklameplakater, hvor Amitabh bachchan var i fuld gang med at beskyde skurke med et maskingevær. Fra balkonen, hvor de sad med udsigt over parkettet, kiggede de ud over salen og konstaterede, at de allerfleste biografgæster var enlige mænd, der kiggede længselsfuldt på dem. da filmen gik i gang, oversatte han for hende fra hindi til 158

97186_New-Dehli-Boraas_.indd 158

14/04/14 09:47


engelsk, men da sangfuglen lata mangeshkar sang ”Jab tak hai jaan”, tav han, lænede sig tilbage og nød det. midt i en af alle filmens farvestrålende danse rykkede hun sig tættere på ham, lagde hovedet på hans skulder og hånden i hans. den uro, han havde holdt stangen, siden de forlod den zoologiske have, vendte tilbage. hvad er meningen med det her? tænkte han. er der en højere magt, der vil sige noget? er det sådan her, kærlighed begynder? han vidste jo ingenting og indså, hvor skrækkelig uerfaren han var. han følte sig som en 12-årig på ny. men det, der sker, må ske, tænkte han også. han prøvede at overvinde sin tvivl med et mantra: vi er allerede indtrådt i en ny samhørighed, vore sjæle er på samme bølgelængde. han gentog mantraet flere gange. så bøjede han sig frem og kyssede hende på panden, mens han stille for sig selv gentog om og om igen: Ma Maheshwari, Ma Maheshwari – junglegudinden, som hans mor plejede at bede til.

97186_New-Dehli-Boraas_.indd 159

14/04/14 09:47


New Delhi - Borås