Livet omkring stormagasinerne

Livet i København bød på både sorger og glæder, som artiklen fra det socialdemokratiske aftenblad Klokken 5 viser. At være del af borgerskabet og have mulighed for at være privilegeret modeforbruger førte ikke kun til lykkelige stunder. Sorger såvel som glæder fulgte med. Artiklen viser også de store forskelle, som herskede mellem samfundsgrupperne, selvom disse boede og færdedes tæt på hinanden.

er, hvor varerne i kunstfærdige opstillinger fristede den forbipasserende.8

Men det var også nyt i sig selv at kunne bevæge sig rundt blandt mange varekategorier et sted, hvor der var lunt og rent, og hvor der herskede en beskyttet verden uden gadens hujende drenge, hunde, hestetrukne vogne og larm. Og gaslyset, snart det elektriske lys, sørgede for en hidtil ukendt storbyatmosfære i disse varepaladser, hvor man selv med en lille pengepung enten kunne finde lidt eller bare nøjes med at kigge på og blande sig på tværs af de sociale klasser. Det var også noget nyt, at det kunne ses som et kvindeligt tidsfordriv, hvor særligt borgerfruer uden arbejde, men med hjem og familie, kunne opholde sig og socialisere med andre ligestillede. I 1914 åbnede Magasin du Nord tillige en tesalon på anden sal tiltænkt netop dette formål, et velkendt fænomen hos udenlandske stormagasiner.9 Og så blev stormagasinerne endelig en ny arbejdsplads for både mandlige men så sandelig også kvindelige ekspedienter, der fik løn og kunne købe mode til fordelagtig medarbejderpris og derpå vise den frem for vennekredsens beundrende blikke.

Stormagasinerne var i udlandet som i Danmark således et socialt mødested og nærmest et slags tempel for den borgerlige ånd, som prægede tidens samfund. Det at være internationalt orienteret, kende til verden og mulighederne for handel og vækst på tværs af landegrænser lå borgerskabet nært. Borgerskabet havde på dette tidspunkt gennem århundreder fået sin næring som købmænd, håndværksmestre og embedsfolk i byerne med kontakt til omverdenen. Blandt denne befolkningsgruppe var omkring år 1900 også de nye industrialister, som udviklede den med teknologien mulige fabriksvirksomhed, produktion af såvel landbrugsmaskiner som hvidevarer, tekstiler, beklædning og lignende. De kendte til de udenlandske forhold og blev frontløbere i forandringen rundtomkring i landet.

I stormagasinet kom verden til Danmark med de mange forskellige varer fra ind- og udland, som gennem formgivning og æstetik viste inspirationen udefra. Gennem serier af varer i flotte opstillinger i magasinernes vinduespartier, på salgsdiskene eller hele installationer fra gulv til loft mødte kunderne en verden af form og indtryk: en drømmeverden af nyheder. De udstillede varer hilste fra nær og fjern: orientalske møbler, franske aftenkjoler, engelske habitter og så videre. Det var bedst, når modetøjet havde sin oprindelse i udlandet, allerhelst i Paris for kvindernes vedkommende. ”Den gang som nu blev Moderne, hvor de end maatte have deres Oprindelse, først til Verdensmoder i Paris”, skrev R. Broby-Johansen i 1947 i stormagasinet Fonnesbechs 100-års jubilæumsbog.10 Stormagasinet Jac. Olsen sagde det klart i sit reklamesprog: ”Paris dikterer. Jac. Olsen leverer”. Det blev et slogan, som skulle følge varehuset i mange år. Stormagasinerne gjorde således, hvad der stod i deres magt for at være porten til verden og indgangen til de nyeste moder. Parisermodeller blev købt hjem fra de førende franske modehuse og tildelt det danske marked, og magasinernes egne kjolesaloner tog teten i det lokale billede. Borgerskabets mænd kunne også i stormagasinernes herreafdeling købe sig til dagligdagens jakkesæt, diplomatfrakke eller jaket – en skødefrakke med afrundede kanter og dertilhørende sorte- og gråstribede bukser, eller aftenens selskabspåklædning – kjole og hvidt – eller det helt nye i tiden, ”den saakaldte Smoking”, som den blev omtalt med en vis distance.11 Men der var også dem, som valgte at handle hos deres herretøjsekviperingsspecialist, som eksempelvis F. Zachariaes Magasiner på Kultorvet i København eller hos deres betroede skrædder.

Københavnerinderne går til modeopvisning

At begå spektakulære salgsfremstød var ikke ualmindeligt. I Paris demonstrerede byens modeskabere i år 1900 deres kunnen på verdensudstillingen, hvor de mondæne modesaloners interiør blev indtaget af voksdukker iklædt modehusenes seneste kollektioner. Et årti senere, i 1911, kom man, atter i Paris, på idéen med modeopvisninger med levende mannequiner, hvilket gerne angives

Klokken fem i Maison Paquin i Paris er titlen på dette maleri fra 1906 af Henri Gervex. Dette var den eftertragtede model for modesaloner i hele Europa siden Worth havde åbnet sit modehus i 1858, også i København, hvor de fornemme forretninger gjorde deres bedste for at skabe en tilsvarende stemning, og hvor en kvinde blev forvandlet til at være chic, således som moden beskrives i begyndelsen af 1900-tallet. Ordet er fransk og indikerer den franske forbindelse, som er så essentiel for alt, der vedrører særlig den kvindelige beklædningsmode. Hvornår ordet chic eller stavemåden chik kommer ind i det danske sprog, er mere uklart. Chic optræder i det engelske sprog fra slutningen af 1850’erne og forstås som synonym for elegance, at være smart og i overensstemmelse med moden. Tysk har også sin egen version af ordet, schick, som betyder at være god, og at noget er i en passende orden.

som fænomenets oprindelsesår.12 Før havde der nok været udstillinger, men så vidt vides ikke egentlige opvisninger; stormagasinet Fonnesbech gav København sin første modeopvisning efter parisisk forbillede blot året efter, og allerede i 1913 havde Magasin du Nord også taget idéen til sig. Den udmøntede sig i tilbagevendende modeopvisninger på den fine restaurant Nimb, som lå (og ligger) i forbindelse med forlystelsesparken Tivoli, og som blev landskendt i 1930’erne gennem Statsradiofoniens transmissioner af middagsmusikken.

Det var naturligvis eftertragtet at tilhøre de inviterede, men alle de andre fik hele oplevelsen afrapporteret på avisernes kvindesider dagen derpå og siden i kvinde- og modeblade. På den måde spredte modenyhederne sig hurtigt til det meste af landet, som hørte om kjolemodellerne, teserveringen og den levende musik, som var en del af oplevelsen. Magasin du Nord spillede også en særlig rolle gennem sine provinsafdelinger, hvor man dels i Aarhus og andre store byer havde egne afdelinger, dels gennem et franchisesystem havde repræsentation i utallige købstæder; i 1892 var der allerede omkring 50 af disse og i 1906 op mod et hundrede, ligesom man åbnede en afdeling i svenske Malmø i 1911.

Disse mange kanaler bragte nyt, ligesom aviser, blade og magasiner, der bragte modestof, kunne berette om de nyeste modeller og snit fra også udlandet, og hvordan pariserinder såvel som københavnerinder bar de nye snit, og hvor enkelt disse kunne introduceres i egen garderobe ved at sy gammelt tøj om eller anskaffe sig metervarer og sy det selv eller få det syet hos en af tidens mange syersker og skræddere, der var at finde i landets større byer såvel som i de mange, mindre landsbyer.

Den moderigtige garderobe

Modehusene i Paris var særligt på de danske kvinders nethinde. Det var på ingen måde nyt. De etablererede parisiske modehuse i tiden var Worth, Paquin og Doucet. Modehuset Worth, der som tidligere omtalt åbnedes med stor succes i 1858 af englænderen Charles Frederick Worth, stod for begrebet haute couture, dvs. finere skrædderkunst, og for at introducere en radikalt anderledes tilgang som skrædder til sine kunder. Worth iscenesatte sig som kunsthåndværker ved at tage initiativet til sine kreationers udtryk, præsentere dem for sine kunder på levende modeller og som en bekræftelse af deres originalitet selv signere dem som et værk af dets kunstner. Med denne tilgang blev Worth kendt som modeskaber og havde toneangivne damer som sine kunder.13

Ved århundredeskiftet, hvor hans to sønner Gaston og Jean-Philippe havde taget over, var modehuset imidlertid ikke mere kendt for sine nyskabelser. Hvor moden senere skulle illustrere kvindernes frigørelse og øgede medbestemmelse i samfundet, var det i Worths fortolkning stadigvæk moderne, at kvindeligheden blev fremvist indsnøret i korset – et på dette tidspunkt hoftelangt korset, der bl.a. blev solgt under navnet sans ventre, på dansk uden mave. Iført et sådant blev kroppen standardiseret til en grundform, hvorpå den ønskede silhuet lettere lod sig illudere, helt som det tidligere var tilfældet med tournuremodens draperier. Kroppen blev ovenpå korsettets silhuet tildækket og feminiseret ved at fremhæve halsparti med høje, stramme kraver – typisk kniplingskraver – voluminøse, påsatte pufærmer, som snævrede ind omkring albuen og smøg sig langs underarmen for at blive afsluttet ved hånden, hvilket tilsammen gav en slank og langstrakt silhuet, som den hellange nederdel yderligere understregede med sin smalle talje, stramtsiddende over hofterne for herefter at falde løsere ned og eventuelt blive afsluttet med et lille slæb bagtil.

Referencerne var tydeligt bagudrettet mod 1890’erne. Stoffet var ofte fint bomuld, hør, silke eller uld, afhængigt af årstid, med broderi eller monterede kniplinger og anden pynt. Hvis stoffet var silke, blev denne påklædning også omtalt som frou-frou, et lydord af silkens raslen mod silke i nederdelen og forets stof. Frisure og hovedbeklædning skulle også stadigvæk have en vis volumen for at være moderigtig chik. Etnografen Henny Harald Hansen skriver ganske fortæl-