Af samme forfatter på dansk
Døden på stranden Hejrens skrig
Kragefælden
er oversat fra engelsk efter
The Crow Trap
Copyright © Ann Cleeves 1999
Dansk udgave copyright © Gads Forlag, 2023
Published by agreement with Maydo Kooy Literary Agency
1. udgave, 1. oplag
Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet
Omslagsfotos: Getty Images, Alamy og Shutterstock
Bogen er sat med Transitional 521 hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook ISBN: 978-87-12-06850-1
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
www.gad.dk
Baikie’s Cottage er ikke aftegnet på nogen officielle britiske geodætiske kort, men det er ejendommen, Black Law, og gården, der ligger på den. Navnet står skrevet med små bogstaver ved siden af ikonet, en tom firkant, på Kort nr. 80: NORTH PENNINES, KIMMERSTON OG OMEGN. Det er let at overse, fordi det er trykt i et af kortets folder. Grusvejen, der fører fra hovedvejen til gården, er angivet med en stiplet linje, der betyder “offentlig sti”. Til tre af gårdens sider finder man lyse grønne blokke, der er markeret med juletræsikonet, der betyder “skov”. Op til den fjerde side støder et hvidt område med brune højdekurver, og på den anden side af det ligger åen, som er særlig bred her. Den er farvet lyseblå, og dens streger er mørkeblå og uregelmæssige, som var de tegnet af et barn. Åen hedder Skirl. De tætte højdekurver ved siden af åen betyder “kuperet terræn”. Bakketoppenes symboler ligner små skyer. Området er fuldt af takkede, stejle klipper med navne som Fair burn Crag, Black Law Crag og Hope Crag. Mellem åen og klippetoppen, Hope Crag, står der med brune bogstaver: BLYMINE (NEDLAGT). Bella stod i soveværelset på gården på Black Law og så ud på Fairburn Crag, som stadig havde sne på toppen. Hun så på de grå stenbygninger omkring gårdspladsen og på skoven, der lå som en mørk skygge bag dem. Så vendte hun sig mod sit toiletbord. Uden at ryste på hånden smurte hun læbestift på læberne, pressede dem sammen og duppede dem med en papirserviet. I spejlet så hun Dougie ligge bag sig i sin seng. Hun fangede hans blik. Hun var sikker på, at hans øjenlågs svage sitren betød: “Blink, du ser sgu godt ud i dag, min tøs.” Efter hans hjerteslag havde lægerne sagt, at der var en god chance for, at han fik talens brug igen. Men det skete aldrig.
“Jeg smutter ned til Baikie’s Cottage,” sagde hun. “Hvis Rachael kommer, kan der godt gå noget tid, før jeg er tilbage igen. Okay, søde?”
Han nikkede, smilede med sin skæve mund og klappede hende på armen med den raske hånd.
“Skal jeg tænde for fjernsynet?”
Han nikkede igen.
Hun bøjede sig over ham og kyssede ham. “Jamen så farvel,” sagde hun.
Hun tog gummistøvlerne på i køkkenet og lagde sine sorte patentlædersko i håndtasken. Østenvinden, der jog halmstråene rundt i gården, var så kraftig, at den næsten tog pusten fra hende.
Rachael drejede af grusvejen og standsede med et ryk. Hun var nær kørt ind i en stålport, som måtte være blevet opsat for nylig. Sik kert af en Holme Park-beboer, der havde behov for at markere sig. Hun steg ud af bilen, og mens hun åbnede porten, kom et snavset får hen til hende og ville klappes. Fåret var tykt om maven. Fårene læmmede først i slutningen af april. Stålhaspen var så kold, at hun et øjeblik var bange for, at hendes hånd skulle fryse fast.
Den frosne vej var ujævn. Hun syntes ikke, at hun kunne huske, at den var i så dårlig forfatning. Hun kørte i sneglefart med to hjul i rabat ten, men alligevel stødte udstødningsrøret mod en sten.
Da hun havde tilbagelagt et par kilometer, indså hun, at hun kørte den forkerte vej gennem skoven. Hun burde være ude af den nu og fremme ved vadestedet. I stedet kørte hun stadig på en forholdsvis jævn, men snæver og sandet vej med fyrretræer, der lukkede af for den sene eftermiddags sollys, på begge sider. Hun fortsatte i håbet om at finde et sted, hun kunne vende, men vejen endte i en skovsti, som var dækket af et tæt løvtag.
Hun var nødt til at bakke hele vejen tilbage til det sted, hvor vejen delte sig. Træernes grene ridsede bilen med en lyd som af kridt, der blev trukket hen over en våd tavle. Kofangeren ramte et par sten, der var skjult af buskadset. Hun satte bilen i første gear, kørte lidt frem og bakkede så igen. Da hun skælvende over hele kroppen var ude på grusvejen igen, var det blevet mørkt.
Hun standsede ved vadestedet og steg ud af bilen for at få et indtryk af, hvor dybt vandet var. Fem år tidligere var en af de studerende druknet her. Hans bil blev væltet af en pludselig voldsom oversvømmelse, da han var på vej hjem til Baikie’s Cottage efter en aften på pubben.
Genskinnet fra bilens forlygter i vandoverfladen gjorde det umuligt for hende at bedømme vandets dybde. Foråret havde været tørt, så hun besluttede sig for at tage chancen. Dampen stod op fra den varme motor, og vandet omkring den sydede, men det lykkedes hende at komme over vadestedet og op på vejen på den anden side uden problemer.
Længere fremme var vejen igen spærret, men denne gang af en hegns låge af træ. Det var for mørkt til, at man kunne læse skiltet, men hun vidste, at der stod: “Kun adgang til Black Law og Baikie’s Cottage” på det. Hun satte motoren i frigear, steg ud af bilen og åbnede hegnslågen. Bilen holdt op ad en skråning, så lyset fra forlygterne blev kastet i en skrå vinkel op ad den nøgne bakkeside ved siden af vejen. Hun måtte have registreret en bevægelse i øjenkrogen, for hun løftede uvilkårligt hovedet og så silhuetten af en person iklædt hættejakke midt i lyset. Der var noget, der glimtede. Hun gættede på, at det var en kikkert- eller en kameralinse. Hun var sikker på, at det var en mand, selvom vedkommende ret beset var for langt væk til, at hun kunne bestemme kønnet. Han vendte omkring og forsvandt i halvmørket.
Den ubehagelige følelse af at blive iagttaget holdt sig et stykke tid. Mens hun kørte den sidste lille kilometer ned til huset, spekulerede hun over, hvem der kunne være så dum at gå ud i bakkerne så tæt på solnedgang.
Rachael besluttede sig for ikke at kigge ind på gården. Dougie brød sig ikke om uanmeldt besøg. Bella skulle nok høre bilen og ville komme ned til Baikie’s Cottage, når Dougie sov, hvis det var muligt. Der var lys i køkkenet, men gardinerne var trukket for. Hundene gav hals og løb fra laden ud på gårdspladsen. Det gav sikkert ekko mellem bakkerne. Fint, tænkte Rachael, så hører Bella det i hvert fald, uanset hvor i huset hun er. Hun bemærkede, at der var lys i vinduerne på førstesalen. Bella var sikkert ved at lægge ham til at sove.
Hun kørte ind på den pæne, nyligt revne gårdsplads foran Baikie’s Cottage. Huset lå for enden af vejen med udsigt til dalen og var omgivet af træer, som man havde plantet gennem årene for at få lidt læ for vinden.
Nøglen lå, som den plejede, under den ornamenterede skorstenspibe ved bagdøren. Hun låste sig ind og famlede efter lyskontakten. Luften i rummet var fugtig, men hun vidste, at der var rent. I november, da de
sidste studerende var rejst, havde hun skrubbet og skuret hele huset. Bella var kommet med et par flasker hjemmedyrket vin, og de havde fået en lille fest ud af det. De afsluttede dagen med at tage hjem til Bella, hvor Rachael drak al Dougies whisky. Hun havde overnattet i gæsteværelset. Nevilles værelse, som Bella kaldte det, selvom Neville, så vidt Rachael vidste, ikke havde brugt det i årevis. Og hun var vågnet med sit liv værste tømmermænd. Det var første og indtil videre eneste gang, hun havde sovet på gården. Hun gik udenfor, åbnede for gassen, gik ind i køkkenet igen og satte en kedel vand over til kaffe. Køkkenet var en nyere, lillebitte tilbygning. Den var så smal, at man kunne nå væggene på begge sider, når man bredte armene ud. Hun stak ledningen til det rustne køleskab i stikkontakten og blev lettet, da hun hørte den dæmpede elektroniske summen. Kedlen var ikke engang varm endnu, selvom der var skruet helt op for gasblusset. Mens hun ventede på, at vandet kom i kog, gik hun ind i stuen og trak gardinerne for, så der blev lidt mindre træk. Gardinerne, der engang havde været grå, havde fået blege striber af sollyset, og luven var blevet ulden. I stuen stod en sofa med et indisk sengetæppe, som Rachael året før havde haft med hjemmefra, et par lænestole, der var så plettede, at man også burde dække dem med et eller andet, og et par bogreoler fyldt med mugplettede bøger. I et hjørne stod en udstoppet ræv i en glasmontre. Rachael havde set interiøret så mange gange, at hun ikke længere rigtig så det. Det eneste, hun var optaget af lige nu, var at få varmen. Der var så koldt i stuen, at hendes ånde stod ud af munden på hende som små skyer.
Der var papir og pindebrænde i kaminen, men brændekurven var tom, og tændstikkerne på kaminhylden var fugtige. Da hun et par gange uden held havde forsøgt at tænde en af dem, rullede hun i stedet en avis sammen til en lang, tynd væge og satte ild til den ved gasblusset i køkkenet. Hun passede godt på den lille flamme og fik den til at vokse ved hjælp af de tricks, hun lærte, sidste gang hun tændte op. Kedlen på komfuret fløjtede, og hun lavede sig en kop kaffe af pulver fra et glas, hun havde lagt i sin taske for det tilfældes skyld, at der ikke fandtes kaffe i huset. Hun drak pulverkaffen bøjet over ilden, som hun passede og plejede, indtil den havde fået ordentlig fat.
Derefter tømte hun bilen og satte en gryde vand over på komfuret. Hun ville lave pasta til aftensmad og drikke et glas af den vin, hun taget med til sig selv og Bella. Hun hankede op i brændekurven og gik ud for at hente brænde. Brændestablen lå bag et højt, åbent skur, som husede en rusten traktor og en lille stak halmballer. Lyset fra huset nåede ikke helt hen til skuret, så hun tog en lommelygte med. Luften under den skyfri nattehimmel var iskold. Stjernerne på den enorme himmel, der ikke var forurenet af byens lys, var meget klarere her end derhjemme.
Bella havde planlagt sit selvmord lige så effektivt, som hun havde planlagt alt andet i sit liv. Lommelygtens lyskegle ramte hendes krop, der hang i en løkke bundet af stærkt nylonreb. Hendes ansigt var kridhvidt. Hun havde pyntet sig til lejligheden med læbestift og den silketop, Rachael havde givet hende året før som tak for at have passet huset. Hendes sorte, blankpudsede sko skinnede i lommelygtens lys. Hun havde trukket et par halmballer væk fra væggen, var klatret op på dem og havde bundet rebet om en bjælke i loftet. Da hun følte, at tiden var inde, havde hun sparket den øverste halmballe væk under sig.
Der var naturligvis et brev. Også det havde hun tænkt på. Brevet var stilet til Rachael. Bella havde skrevet i brevet, at hun beklagede, at det skulle være hende, der fandt liget. Jeg nænner ikke at udsætte Dougie for det, og jeg ved, at du kan klare det. Der stod også, at døren til gårdkøkkenet var ulåst, så Rachael havde uhindret adgang til telefonen og behøvede ikke forstyrre nogen – igen underforstået: Dougie. Men der var ingen forklaring på, hvorfor hun havde taget sit eget liv. Hun skrev blot, at hun ikke kunne længere. Hun havde sørget for, at brændekurven var tom for at sikre sig, at Rachael fandt hende først på aftenen. Bella var intelligent. Det havde Rachael altid vidst. Hun havde straks genkendt Bella på silketoppen, det pæne perma nentede hår og læbestiften. Men samtidig lignede det slet ikke Bella, for mens hun levede, var hendes krop aldrig i ro. Det gjorde Rachael vred. Hun blev edderrasende. Hun havde lyst til at slå liget i maven, som var det en sandsæk. Hun havde lyst til at klatre op på halmballen og give det hvide, livløse ansigt en lussing. For Bella havde været hendes ven. Hun kunne ikke tillade sig at gøre sådan noget uden at tale med hende først. Rachael havde glædet sig til den her aften, lige siden det
var blevet bekræftet, at projektet blev til noget. Hun havde forestillet sig, at hun og Bella skulle sidde sammen i Baikie’s Cottage og dele en flaske vin og en masse dejlig sladder.
Men Rachael slog ikke liget. I stedet vendte hun sig og slog løs på halmballen, indtil hendes knoer blødte.
Hun anede ikke, hvor længe hun var inde i traktorskuret, men da hun kom tilbage til huset, spilkogte vandet i gryden over det elendige blus, der havde været en halv time om at opvarme vandkedlen.
Huset, der på egnen var kendt som Baikie’s Cottage, blev efter krigen solgt fra gården til en naturforsker, illustrator og gammeljomfru ved navn Constance Baikie. Hun holdt af at gå på jagt efter inspiration i bakkerne, indtil hendes svære overvægt en dag satte en stopper for det. Derefter nøjedes hun med at sidde i sin lænestol og tegne de fugle, planter og insekter, hun kunne se fra vinduet. Den periode var hendes mest frugtbare. De originale tegninger til hendes bøger blev solgt for forbløffende summer. Et galleri i London afholdt årligt en udstilling med hendes ting. Hun levede sparsommeligt, og ingen vidste, hvor hun gjorde af alle sine penge. Når hun havde brug for lidt afveksling fra sit arbejde, skrev hun ondskabsfulde og vittige breve, der latterliggjorde hendes kollegaers forskning, og sendte dem ind til fine fagtidsskrifter.
Dougie, som dengang var rask og rørig, bragte hende alt, hvad hun skulle bruge fra Kimmerston en gang om ugen i sin Land Rover. Hun betalte ham aldrig for det, men gav ham hvert år til jul en tegning af gården. Senere fandt Bella tegningerne i hans skrivebordsskuffe og fik dem rammet ind. Miss Baikie var ikke ensom. Hun elskede at få besøg, og hendes gæster vidste, at det forventedes, at man kom med gaver: flødeskumskager, småkager og whisky.
I 1980 døde miss Baikie pludseligt. En morgen, da Dougie kom med mælk, fandt han hende ved vinduet, hvor hun havde siddet hele nat ten. Hun skrev i sit testamente, at der for hendes midler skulle oprettes en fond til fordel for naturbeskyttelsesundervisning og -forskning, og hun donerede huset til fonden. Det blev understreget i testamentet, at fondsmidlerne ikke måtte uddeles til nogen under 18 år. Miss Baikie havde aldrig brudt sig om børn. De studerende ved universitetet måtte bruge Baikie’s Cottage som base under deres feltarbejde. Rachael havde
boet i huset sidste forår, mens hun skrev sit speciale. Da fondsbesty relsen på et tidspunkt følte, at fonden havde brug for friske kræfter på administratorposten, havde de givet den til hende.
Huset så stort set ud, som det gjorde, dengang Constance boede i det. Alle møblerne var hendes. De studerende, som havde en livlig fantasi, så hendes spøgelse om natten.
“Men det bevægede sig ikke,” havde en af de universitetslærere, der havde kendte hende, sagt. “Hvis det havde bevæget sig, kunne det ikke være Connie. Jeg tror aldrig, jeg har set hende røre sig ud af stedet. Hun gjorde det i hvert fald ikke, mens jeg kendte hende.”
Rachael troede ikke på spøgelser. Det sagde hun også til Anne og Grace, dagen efter hun havde fundet Bella, fordi de pylrede alt for meget om hende. Rachael ville gerne i gang med at arbejde med det samme, men nu var hun nødt til at bruge tid på at fortælle det hele én gang til. Hun havde ikke prøvet at lede et forskningshold før, så hele affæren var også en uvelkommen distraktion for hende. Det store ansvar gjorde hende nervøs. De var i huset for at løse en opgave, ikke for at sludre. Men da Grace og Anne ankom, var hun naturligvis nødt til at fortælle dem om Bella.
Anne var vokset op i området, og hun og Rachael havde arbejdet sam men før. Hun var ældre end Rachael og en selvbevidst type, så Rachael var spændt på, om hun kunne finde ud af at tage imod ordrer. Grace havde et godt ry i forskermiljøet, men Rachael havde aldrig mødt hende før. Hun havde ikke selv kunnet sætte sit hold, hvilket hun stadig ærgrede sig over. Grace var bleg og tynd, og den sidste rest af farve forsvandt fra hendes ansigt, da hun hørte om selvmordet. Noget af en overreaktion, i betragtning af at hun aldrig havde kendt Bella.
Men Anne ville have alle detaljerne.
“Hvor forfærdeligt!” sagde hun, da Rachael havde fortalt hende, hvordan hun fandt liget. “Hvad gjorde du så?”
“Jeg kørte tilbage til Black Law og ringede derfra.” Rachael var listet ind i huset for ikke at skræmme Dougie, selvom han sikkert bare havde tænkt, at det var Bella, hvis han havde hørt noget. Hun var blevet meget underlig til mode, da hun hørte stemmer fra førstesalen, og spekulerede et øjeblik på, om det hele måske bare var noget, hun bildte sig ind. Hun
listede op ad trappen og tænkte: Hold kæft, hvor vil jeg føle mig dum, hvis Bella træder ud på trappen nu. Så bragede lyden af musik ned til hende, og hun indså, at stemmerne kom fra fjernsynet på Dougies værelse.
“Jeg tror ikke engang, jeg ved, hvem jeg skulle ringe til, hvis jeg fandt én, der havde begået selvmord,” sagde Anne medfølende, men også lidt fornøjet, hvilket irriterede Rachael. Åh nej, tænkte hun, jeg håber virkelig ikke, at vi kommer til at gå hinanden på nerverne lige fra begyndelsen af.
“Jeg ringede til alarmcentralen. Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre. Den vagthavende viderestillede mig til politiet, som sendte bud efter en læge. Jeg burde selv have tænkt, at Dougie selvfølgelig også skulle bruge sådan en.”
Lægens navn var Wilson. Rachael havde været bange for, at han ikke kunne finde stedet, men det viste sig, at han havde besøgt Dougie før og i øvrigt kendte området godt. Han kørte i en Range Rover, gik i vandrestøvler og knæbukser og lignede mest af alt en dyrlæge.
“Han sagde, at Bella havde været død i mindst to timer,” sagde Rachael. “Så kom der en politimand, og der blev sendt bud efter en bedemand fra Kimmerston.”
Rachael havde tilbudt at køre ud til gaffelkrydset og vise vej for bedemanden. Det var meget sødt af mr. Drummond at møde op et så ufremkommeligt sted midt om natten. Den fyldige mand med de runde ansigtstræk sagde, at det altid var ubehageligt at blive kaldt ud til et selvmord. Lægen bestilte en ambulance til Dougie. Han kunne ikke blive på Black Law uden opsyn. Rachael spekulerede på, om lægen havde håbet, at hun ville tage sig af ham. Men det havde hun ikke kræfter til. Hun ville ikke engang kunne tage ham en enkelt dag. Hun tænkte, at Dougie måske i virkeligheden burde tage med mr. Drummond og Bella, men syntes ikke, at hun kunne sige det.
“Hvordan havde mr. Furness det?” spurgte Anne. “Var det dig, der fortalte ham det?”
Det virkede, som om Anne ligefrem nød at tale om det. Hun havde altid været lidt af en drama queen.
“Ja, selvfølgelig,” sagde Rachael. Det ville Bella have ønsket.
“Forstod han det?”
“Ja, det gjorde han helt sikkert.”
“Hvordan tog han det?”
“Han græd.”
“Fortalte du ham, at hun havde taget livet af sig selv.”
“Nej, kun, at hun var død.”
Hun og lægen havde stået på det pænt revne grus foran huset og set ambulancefolkene bære Dougie ud på hospitalsbåren. Lægen frøs, så han skælvede, men hun kunne ikke selv længere mærke kulden.
“Det var nok anstrengelsen,” sagde Wilson. “Ved at bo helt herude og skulle tage sig af både driften og mr. Furness. Det var ikke et liv, hun var født til. Det blev pludselig bare for meget for hende.”
“Nej,” sagde Rachael bestemt. “Sådan hænger det ikke sammen. Bella elskede Black Law. Hun nød hvert eneste sekund af sit liv her.”
Lægen så medfølende på hende, som om han tænkte, at hun ikke formåede at se virkeligheden i øjnene. Rachael spekulerede selv for første gang over, hvad Bella mon havde ment med, at hun ikke kunne klare det længere.
Da ambulancen, lægen og bedemanden var kørt, stod hun og den unge politimand alene tilbage. Som en bedrøvet, forladt hundehvalp fulgte han bilerne med øjnene, mens lyset fra deres baglygter fortonede sig i mørket, og spurgte: “Ved De, om der er noget sprut i huset?” Rachael fornemmede, at han gerne ville med ind. Det var temmelig uprofes sionelt af ham, tænkte Rachael, selvom han skyndte sig at tilføje: “Jeg forestiller mig, at De godt kunne bruge en drink.”
Hun fandt en flaske whisky i skabet i stuen. De satte sig i køkkenet, hvor der var varmest. Han hældte whisky i et glas til sig selv uden at vente på at blive budt og gav hende flasken.
“Hvad laver De så helt herude?”
“Jeg arbejder.”
“For mr. og mrs. Furness?”
“Nej, for et firma, der arbejder med naturbeskyttelse. Peter Kemp Associates. Jeg skal lave en rapport om påvirkningen af naturen i området. Jeg har fået lov til at bruge et hus længere nede ad vejen som base.”
Han fik et tomt udtryk i ansigtet.
“Har De hørt om det projekterede stenbrud i nationalparken?”
“Ja,” sagde han, men han lød usikker, som en skoledreng, der ikke har læst sine lektier og forsøger at bluffe sig gennem dagens lektion. Så hun fortalte ham om stenbruddet, om ansøgningen om en byggetilladelse til et nyt, og at der ifølge loven skulle laves en vurdering af projektets konsekvenser for naturen.
“Vi skal udføre undersøgelsen og skrive en rapport om den.”
“Bor De så bare herude helt alene?”
“Kun i aften. Mine kollegaer kommer i morgen.” Hun så ud ad vin duet. Det var begyndt at lysne udenfor. “Eller i dag.”
“Altså, ham der Peter Kemp.”
“Nej, han arbejder ikke længere med de konkrete sager. En botani ker, der hedder Anne Preece, og en pattedyrsekspert, der hedder Grace Fulwell.”
“Tre tøser?”
“Tre kvinder.”
“Aye.” Han var tavs et par sekunder og fortsatte så: “Og I skal så gå rundt i bakkerne? Og tælle alt muligt?”
“Ja, noget i den retning. Der findes en almindelig anerkendt metode til den slags.”
“Er det ikke farligt?”
“For kvinder, mener De?”
“For hvem som helst.”
“Vi fortæller altid hinanden, hvor vi tager hen, og hvornår vi forventer at være hjemme igen. Så kan de andre iværksætte en eftersøgning, hvis der skulle opstå et problem.”
“Jeg skulle ikke nyde noget af at vandre rundt derude uden radiokon takt.” Han skælvede et øjeblik, som om han pludselig frøs. “Eller … jeg ville ikke have lyst til at være derude under nogen omstændigheder.”
Rachael havde gennemskuet, at han trak samtalen ud, fordi han ikke havde lyst til at køre alene hjem ad den mørke vej.
“De er vist ikke selv fra landet,” sagde hun.
“Er det så tydeligt?” sagde han med et skævt smil. “Nej, jeg er født og opvokset i Newcastle. Men min kone, Jan, mener, at det er bedst for børn at vokse op på landet, så jeg ansøgte om at blive forflyttet. Det er det bedste, jeg nogensinde har gjort.”
Nu, hvor han befandt sig midt ude i vildnisset, virkede han dog ikke så sikker. Rachael havde allerede gættet, at han var gift. Ikke kun på grund af ringen. Han havde den der særlige, velplejede og forkælede udstråling, gifte mænd ofte har.
“Burde De ikke se at komme hjem?” spurgte hun. “De kan nok ikke forstå, hvor De bliver af.”
“Nej, Jan og den lille er på besøg hos hendes mor. De kommer først hjem i løbet af ugen.”
Rachael var misundelig på denne kvinde, som hun aldrig havde mødt. Det var helt tydeligt, at han savnede hende, og det var ikke kun, fordi hun strøg hans skjorter og lavede mad. Den tomme seng og manglen på nogen at tale med, når han kom hjem fra arbejde, gik ham på.
“Har De noget imod, at jeg stiller Dem et par spørgsmål om mrs. Furness? Altså nu? De er jo nok stadig chokeret, men jeg skal alligevel have et vidneudsagn fra Dem på et eller andet tidspunkt.”
“Det er helt fint,” sagde hun. “Jeg vil gerne bare have det overstået og nå at få noget søvn, inden de andre ankommer. Hvad vil De vide?”
“Alt, hvad De kan fortælle mig om hende.”
Mon du havde sagt det, hvis din kone havde været hjemme, tænkte Rachael. Men hun fortalte ham alligevel om Bella, fordi hun havde lyst til at fortælle et andet menneske om hendes liv, og om hvor gode venner de havde været. Hun fortalte ham, at det næsten var som et rigtigt even tyr. Altså, historien om Bella, der rejste til gården for at passe Dougies mor og blev forelsket i det hele. I Dougie, i Black Law og i bakkerne. De havde giftet sig, og deres ægteskab havde været lykkeligt, selv efter Dougies slagtilfælde.
“Men hvorfor begik hun så selvmord?”
Det kom bag på Rachael, at han havde hørt efter. Han stillede det spørgsmål, hun selv havde haft i baghovedet hele aftenen. “Det ved jeg ikke”.
“Men brevet er skrevet med hendes håndskrift?”
“Ja, og det er ikke kun hendes håndskrift, det er også hendes formu leringer. Det er som at høre hende tale.”
“Hvornår så De hende sidst?”
“November sidste år.”
“Okay. Jamen så har jeg vist ikke flere spørgsmål. Der kan man se, hvor meget der kan ændre sig på bare fire måneder.”
“Ja, det kan man vel.” Men Rachael havde ikke troet, at Bella nogen sinde ville ændre sig. Bella måtte have vidst, at Rachael ikke bare kunne acceptere det. Hun måtte have vidst, at Rachael ikke ville slippe sagen, før hun havde fået svar på sine spørgsmål. Før hun havde fundet ud af, hvad der lå bag det her. Så hvorfor havde hun ikke givet hende flere ledetråde?”
“Jeg bryder mig ikke om at efterlade Dem her alene. Er der ikke nogen, De kan være hos i aften?”
Så jeg kan gøre dig selskab i bilen, tænkte Rachael.
“Jeg venter bare, til de andre kommer. Og måske tager jeg ind til min mor i Kimmerston senere.”
Hendes tanke var, at han måske ville lade hende være i fred, hvis han vidste, at hun havde noget familie, der kunne tage sig af hende. Men bagefter overvejede hun alligevel at tage hjem et par timer. Hun ville få Anne og Grace indkvarteret i huset og så besøge Edie. Men ikke for at blive trøstet. Edie var ikke den slags mor.