Ingemannsland

ingemannsland

opskaleret uden hensyn 12 cm

ingemannsland

carsten ingemann

når muslingen viser sin perle

Der tages ca. 4,7 milliarder fotografier om dagen verden over, hvilket svarer til nogenlunde 54.000 billeder i sekundet, hvoraf over 90 procent ifølge internationale undersøgelser skydes med mobiltelefoner, der på et nanosekund ekspederer de uforglemmelige øjeblikke videre til modtagere, nære såvel som fjerne.

Hvis nogen skulle betvivle disse tal, kan de jo bare gå en tur på Langelinie i København i krydstogtssæsonen eller køre til Herning og opleve en André Rieu­koncert i Boxen.

Verden mangler således ikke fotografier, tværtimod, så er vi nok mange med varierende grad af billedbulimi, der i stilhed drømmer om, at hverdagens highspeed fotostrøm i ny og næ ville miste hastighed, for til sidst at gå i stå på det indre lærred i en knitrende brun plamage, fulgt af en svag lugt af brændende celluloid som til barndommens cowboyforestillinger.

Så hvad i alverden skal jeg og andre pixelmættede og til kvalmepunktet billedforstoppede lige med 152 fotografier fra mere eller mindre glemte krige og konflikter i forrige århundrede, der oven i købet udspillede sig mellem nye, tvivlsomme nationer og som i absurditet og grusomhed for længst er blevet overgået af nye meningsløse blodsudgydelser?

Carsten Ingemanns 34 år gamle sort­hvide fotografi af de tre gademusikanter i Vukovar på grænsen mellem Serbien og Kroatien rummer hele svaret:

”Her bor vore drømme, her bor vores sjæl, Vukovar, oooh Vukovar,” synger de på den mennesketomme plads, omgivet af sammenstyrtede bygninger og sønderskudte facader.

Mændene ligner hjemløse, der har sovet i tøjet adskillige nætter, gulvbassen har kun to strenge men til gengæld adskillige flossede skudhuller. At de overhovedet er på benene, er et mirakel, for gennem 87 døgn blev den

smukke by mellem floderne Vuka og Donau belejret og beskudt af serbiske styrker, indtil den i november 1991 var en rygende ruinhob og måtte overgive sig.

Oooh, Vukovar.

Det er ikke et fotografi af noget, det er et fotografi om noget.

Et fotografi om håb. Et stædigt, pulserende håb i sin mest naive og renskurede form, en tro på, at livet går videre, hvor intet liv synes muligt.

Siden jeg mødte de ramponerede musikanter i avisen en morgen for tre årtier siden, har jeg bevidst eller ubevidst genkaldt mig dem, når billedstrømmen fra Gaza, Aleppo eller Kharkiv på alle mine digitale platforme fik mig til at betvivle menneskehedens overlevelse – eller jeg allerede for sent på den en regnfuld og stormende vintermorgen kom ned i kælderen til en punkteret cykel og følte mig som verdens mest plagede menneske.

En gulvbas med to strenge og et par skudhuller er bedre end ingen gulvbas.

Og herregud, Olesen, du kan jo bare tage bussen på arbejde. Og måske er du så heldig, at du i dag møder nogen i kantinen med en skrammet guitar og en falsk harmonika.

Det var en sen eftermiddag i begyndelsen af januar 1986 i en næsten mennesketom og halvmørk kantine på Vejle Stadion, at jeg første gang mødte Carsten Ingemann. JyllandsPostens søndagsredaktør havde bedt mig skrive en større feature om Vejle Boldklubs unge talent John Sivebæk, der netop havde underskrevet en professionel kontrakt med legendariske Manchester United.

Sivebæk var udover at være en offensiv wingback også ansat ved skattevæsenet i Vejle, og i bilen på vej sydover havde jeg spekuleret over, hvordan man dog en sjapgrå og mørk vinterdag kunne illustrere en artikel om

en lidt farveløs kontorassistent, der måske/ måske ikke var ved at indlede en rejse mod berømmelse?

”Der kommer en ny vikarfotograf forbi og napper et par billeder,” havde redaktøren nævnt i forbifarten.

Det havde ikke beroliget mig.

Interviewet slæbte sig pænt afsted. Jo, den beskedne og eftertænksomme fodboldspiller var både stolt og beæret over at blive en del af træner Alex Fergusons nye hold, men han var samtidig forberedt på …

Så gik døren op, og en tungt belæsset mand kom med hastige overtjenerskridt ind i kantinen. Først tænkte jeg, at han var alt for velklædt til at være fotograf, men så satte han en svulmende fototaske og en gammel rejsekuffert med slidte mærkater fra turisthoteller foran os.

Jo, forklarede fotografen, nu stod Sivebæk jo foran sit livs rejse til fodboldens hovedstæder, hvor han jo nok også ville få brug for sin solide bagage fra både Vejle Boldklub og skattevæsenet, så hvis han ville sætte sig på den gamle kuffert ude på grønsværens midtercirkel, så havde fotografen lige aftalt med stadioninspektøren, at de fire store lysmaster undtagelsesvis og for et kort øjeblik kunne blive tændt en januaraften og kaste nogle flotte skygger i det tiltagende snefog.

På vej hjem i bilen tænkte jeg, at det var vist det, som nogen kaldte at trække vejret i billeder. Og at det med Bogarts ord godt kunne blive begyndelsen til et langt venskab.

I filmvidenskaben er det almindelig anerkendt, at man i de store instruktørers mesterværker næsten altid kan skimte deres tidligste håndværksmæssige fortid. Stanley Kubrick begyndte således som fotograf for Look Magazine, hvad man ifølge fagfolk tydeligt kan spore i det geniale kameraarbejde i hans senere spillefilm, mens en purung David Lynch nørdede med design og møbelsnedkeri, hvilket har afsat iøjnefaldende spor i ikoniske værker som Twin Peaks og Mulholland Drive Carsten Ingemann var som ung en talentfuld konkurrencedanser og deltog i 1963 i de københavnske juniormesterskaber i latinamerikanske danse.

Kan samba og rumbarytmer direkte ses i hans fotografiske arbejder? Helt sikkert, vil mange mene, og enhver, der har haft lejlighed til at se Ingemann arbejde i felten dengang fotografer var udrustede med brostenstunge motorkameraer, flash, filtre, modlysblænder, stativer, batteritasker, paraplyer og et stalinorgel af objektiver, vil have bemærket med hvilken tåspidselegance han iført spidssnudede lædersko, oilskin og tweed kunne

bevæge sig først baglæns, så til siden og så lige et par chassetrin til den anden side, hele tiden med øjet klæbet til kameraets søger, bestandigt kredsende omkring motivet og – hvis det drejede sig om en portrætfotografering – venligt og beroligende konverserende offeret med den lettere antikverede Virumaccent, som han trods 40 års ophold vest for Storebælt aldrig helt har aflagt sig.

Hvis nogen tror, at det er let at styre blænde, lukkerhastighed, skarphedsdybde og billedkomposition og på samme tid føre en meningsfuld samtale med et andet menneske, så prøv det!

Det kræver en erfaren konkurrencedanser.

Første gang jeg hørte om Ingemannsland var på passagersædet i Carstens ramponerede og altid svagt diesellugtende BMW­stationcar på vej hjem fra en journalistisk opgave i Nordjylland.

Ingemann havde i sin stråtækte bindingsværkidyl syd for Odder haft besøg af Politikens daværende og nu afdøde billedredaktør

Per Folkver, en mand, der aldrig faldt i med panelerne og slet ikke i lavloftede stuer.

Per Folkver var i branchen kendt for at kunne tale et egern ned fra et valnøddetræ, og han fik i løbet af nogle nattetimer overbevist Ingemann om, at hans omfattende billedmateriale fra årtiers udlandsreportager fortjente en bogudgivelse.

Efter Vejle Stadion havde John Sivebæk fået succes i Manchester og Carsten Ingemann var blevet fastansat på JyllandsPosten, hvor han og jeg i større og større omfang søgte at komme på opgaver sammen ud fra en fornemmelse af begge at besidde en forundringsparathed og glæde ved detaljernes guddommelighed. At vores fædre begge havde været indehavere af damelingeriforretninger gav også en særlig samhørighed, og på de lange, kedelige bilture til og fra opgaver kunne vi fortabe os i drengetidsminder om magiske sprækker i prøverummenes forhæng.

Vi kaldte det for os selv jysk minimaljournalistik, når vi i reportager prøvede at gøre det mindste rigtig stort og gennem detaljen søge at beskrive helheden. Vi opsøgte landets mest stille destinationer. Og de mørkeste. Det sidste unægtelig en udfordring for en fotograf. I en sommerserie rapporterede vi fra udvalgte skæringspunkter mellem længde­ og breddegrader på danmarkskortet, hvilket blandt andet resulterede i alenlange artikler fra parkeringspladser, granplantager, industrikvarterer samt en helsidesreportage fra en 15 centimeter høj majsmark i Sønderjylland. Et andet år valgte vi at gå til geografiske yderligheder og skrev og fotograferede fra Skagen, Gedser, Blåvand og Christiansø, mens vi et tredje år

valgte i en uge kun at arbejde om natten og fik lov til at rapportere fra dybt sovende lokationer som IKEA og Zoologisk Have. Det sidste til stor fortrydelse for aberne, der troede de havde fri om natten. Og op til et folketingsvalg kørte vi Danmark rundt og interviewede kun knallertkørere med Arla­kasser på bagagebæreren, hvilket resulterede i overraskende politiske analyser og standpunkter fra et segment, der normalt ikke fyldte så meget i medierne.

Tekst og billeder flød sammen. Ingemann sad ved rattet og talte i metaforer, jeg udpegede motiver til højre og venstre, mens BMW’en lugtede værre og værre. Kan du huske, hvordan de unge ekspeditricer på knæ bevægede sig rundt om kunden og med hvidt talkum fra en gummisprøjte markerede, hvor en nederdel skulle lægges op? spurgte jeg Ingemann. Det kunne han selvfølgelig.

Bortset fra min kæreste var Ingemann nok det menneske, som jeg i de år tilbragte mest tid sammen med.

Men hvor godt kender man egentlig et andet menneske? Hvad foregår der bag den andens pandebrask? En dansk skilsmisseprocent på 41 giver et fingerpeg, og selvfølgelig vidste jeg, at Ingemann førte en paralleltilværelse og altid lå inde med flere pas, en skudsikker vest, et pænt beløb i dollars og alle vaccinationer på plads. Han skulle være parat til med timers varsel at rykke ud til verdens brændpunkter.

Og dem var der nok af i perioden 19852005, som dette billedepos dækker. Verden gik fra en euforisk tro på en lysere fremtid for planeten Jorden ved kommunismens kollaps i 1989, til en mere og mere dyster stemning under Balkankrigene i 1990’erne til det globale sortsyn i 2001 under de rygende ruiner af World Trade Center i New York.

Hvis man bladrer Ingemanns stabel af krøllede pas igennem, kan man konstatere, at han på over 100 reportagerejser i samarbejde med Jyllands­Postens udenrigskorrespondenter – det var blandt andre drevne skribenter som Per Nyholm, Mikkel Hertz, Erik Thomle, Thomas Heine, Jørgen Ullerup, Henrik Thomsen, Lasse Ellegaard og David Trads – dækkede konflikter i Sovjetunionen, Afghanistan, Irak, Rwanda, Somalia, Algeriet, Libanon, Gaza, Nicaragua, Dafur og Vestsahara foruden – selvfølgelig – periodens utallige blodsudgydelser i det tidligere Jugoslavien – senere kendt som slagtehal Balkan.

fra Anden Verdenskrigs afslutning indtil sin død i 1980 at holde nogenlunde sammen på det geografiske kludetæppe af etniske, politiske, kulturelle, nationale og religiøse særinteresser, der sammen med historiske myter og mindet om middelalderlige nederlag hele tiden boblede i den jugoslaviske trykkoger.

Men i kølvandet på kommunismens sammenbrud og tiltagende økonomisk elendighed på Balkan søgte de tidligere jugoslaviske republikker Serbien, Kroatien, Montenegro, Slovenien, Bosnien­Hercegovina og Makedonien i slutningen af 1980’erne mod selvstændighed, mens Kosovo prøvede at løsrive sig fra Serbien.

Og så var helvede selvfølgelig løs. Trykkogeren eksploderede, og krigene i Kroatien og Serbien udviklede sig til brutale territoriale opgør med talrige massakrer, etniske udrensninger og langvarige belejringer af udsultede byer. Særligt huskes den 1425 dage lange bosnisk­serbiske belejring af storbyen Sarajevo, som blev afskåret fra omverdenen og dagligt beskudt af artilleri og snigskytter, hvorunder skønsmæssigt over 11.000 mennesker – heraf ca. 1.200 børn – blev dræbt. Men i eftertidens kollektive hukommelse står også prentet stednavnet Srebrenica, hvor bosnisk­serbiske styrker i juli 1995 under kommando af den senere krigsforbryderdømte Ratko Mladić gennemførte krigens største massakre på 8.000 mænd og drenge. Krigene på Balkan mellem 1985 og 2005 – en slags sammenbundne katastrofer –kostede flere hundrede tusind mennesker livet og udgør dermed det mest brutale kapitel i Europas historie siden Anden Verdenskrig.

Det var dette Balkan, der var Carsten Ingemanns anden arbejdsplads i de år. På utallige rejser i den langtfra driftssikre BMW kørte han rundt mellem brændpunkterne for at skildre de vilkår, som krigene påtvang civilbefolkningen.

Krigsfotograf? Egentlig ikke.

Der er ikke meget godt at sige om Jugoslaviens autoritære præsident Josip Tito, men i sin egen udgave af socialismen formåede han

Som titlen Ingemannsland antyder, er fotografen her lige så optaget af de uopdyrkede arealer – pauserne, mellemrummene, nicherne, korridorerne, opholdene og digressionerne, der gemmer sig i ethvert krigshærget helvede. Se blot de badende drenge ved Ohridsøen i Makedonien i alt for små bomuldsbadebukser og tændstikstynde arme. Eller det unge par, der med et drømmende udtryk i ansigterne og indpakkede i sweatre og dynejakker sidder tæt omfavnende på den iskolde café i Beograd og fingererer ved deres tomme colaflasker.

Et ingenmandsland er ifølge Den Danske Ordbog et område mellem to stridende parter,

som ingen af dem har kontrol over. Men det kan ifølge samme autoritet også være en tilstand, som ikke rigtig kan defineres.

Ofte når Ingemann og jeg kørte Danmark tyndt, udpegede han med undren de små tiloversblevne græsklædte arealer omkring hektiske motorvejsudfletninger, færgelejer og jernbaneanlæg og spurgte retorisk, hvem der mon ejede disse vildtvoksende jordstykker og hvilke dyr, der mon boede der? I dag kan jeg undre mig over det, men det lykkedes ham faktisk at overtale mig til, at vi i fire dage tog ophold i rundkørsler i forskellige landsdele for at i tekst og billeder minutiøst i avisen at beskrive flora, fauna, udsmykning såvel som regionelle forskelle i det affald, som bilisterne smed ud i forbifarten.

Det vil sikkert også i dag undre nogen, at redaktionen bragte artiklerne.

Et værk som dette rummer naturligvis også fotografier af den slags, som oplæserne i nyhedsudsendelser advarer imod. Død og lemlæstelse er det uundgåelige bagtæppe. Og disse billeder rejser uvægerligt spørgsmålet om, hvem der har retten til at skildre andres lidelser og blotter dermed krigsfotografiets indbyggede skisma mellem objektiv sandhed og kunstnerisk forskønnelse – en diskussion, der er foregået siden de første fotografier af krigshandlinger dukkede op under Krimkrigen i 1850’erne. Dengang var der tale om opstillede billeder taget på lang eksponeringstid med tunge kassekameraer på stativ, og først da 35 mm­filmen og de lette Leica­kameraer kom på markedet i 1930’erne, fik krigsfotografiet en reportagemæssig betydning, som første gang blev fuldt brugt/misbrugt af begge parter i Den Spanske Borgerkrig 1936­39. Dengang som nu drejede håndværket sig om det afgørende øjeblik. Plus lige dele held og hårdt arbejde.

Fotografierne i Ingemannsland er fra før internettet, satellittelefoner og de digitale kameraers ære. Så ud over at bringe sig selv det rigtige sted hen på det rette tidspunkt ad opkørte veje med granathuller, få det rigtige motiv komponeret inden for søgerens ramme og få trykket på udløseren på det afgørende tidspunkt, så ventede der endnu en stor udfordring: at få billedet hjem til morgendagens avis.

Først blev filmen fremkaldt ved præcis 37,5 grader på hotellets badeværelse, der med tape omkring døren, sorte affaldsposer for eventuelle vinduer og rød pære i loftet var omdannet til primitivt mørkekammer. Så skulle filmen i det transportable forstørrelsesapparat, motivet beskæres, efterbelyses og kopieres på fotopapir, som derpå blev place­

ret på valsen i telefotosenderen, der med to krokodillenæb blev forbundet med vægstikket til hotelværelsets fastnettelefon.

Så kom det afgørende øjeblik: Var der telefonforbindelse ud af landet?

Receptionister og omstillingsdamer skulle måske besnakkes eller bestikkes. Der skulle skældes ud på flere sprog. Og så var der endelig hul igennem. Det kunne let vare en time at transmittere to billeder hjem til redaktionen. Så krydsede man fingre for, at teleforbindelsen holdt. Det gjorde den sjældent. Og så var det bare forfra.

Alt det har Ingemann fortalt mig, men hvorfor deltog jeg ikke selv i disse reportagerejser og indskrev mig i rækken af estimerede krigskorrespondenter? Det var aldrig på tale. Siden min tidligste barndom, er jeg ikke gået glip af en eneste bekymring, betænkelighed eller bange forudanelse. Og jeg bliver dagligt oprigtig overrasket, når noget går godt. Den type mennesker er bare ikke egnet til tjeneste ved fronten, indså jeg tidligt.

Som om det ikke var slemt nok med en punkteret cykel en vintermorgen.

Men Ingemann vendte tilsyneladende relativt uanfægtet tilbage til redaktionen efter de talrige rejser til krigshærgede områder og påtog sig de daglige vagter i fotoafdelingen, dækkede fodboldkampe, checkoverrækkelser, nabostridigheder, havneudvidelser, forfatterreceptioner, prøvekørsler af nye bilmodeller og hvad der ellers hørte en redaktionel hverdag til.

Men der kunne være bemærkelsesværdigt stille i bilen. Som for eksempel dengang, da han netop hjemkommet fra et længere ophold i ly for snigskytter i det sønderskudte og udsultede Sarajevo, af redaktionen blev sendt ud på en fotoopgave i en Aarhus­forstad, hvor beboerne var vrede over, at kommunen trods adskillige klager endnu ikke havde fået rettet en fortovsflise, der lå tre centimeter højere end de omgivende og derfor udgjorde en fare for især ældre borgere.

Så en dag i 2008 havde Ingemann pludselig fået nok. Det var under en reportagerejse i det nordlige Irak. Han havde hørt rygter om, at der var sat en pris på hans hoved og en bortførelse kunne være under opsejling. Samtidig havde han en uforklarlig fornemmelse af, at hans held var sluppet op. Og en krigsfotograf, der ikke tror blindt på sit held, bærer en usynlig skydeskive på ryggen.

Ingemann ringede til redaktionen og meddelte, at nu kom han hjem.

Heldigvis var Per Folkver en både inspirerende og – mildt sagt – insisterende mand, som betragtede det som én af sine livsopgaver

at få Ingemanns store fotografiske materiale udgivet i bogform, så han gennemgik tusindvis af fotografier og påtog sig rollen som kurator. Målet var at skabe, hvad Folkver kaldte ”en fotografisk opera” med vægten lagt på billeder fra Sovjetunionen og Balkan, da fotografierne fra netop disse områder i slutningen af det 20. århundrede havde ”en særlig melodi” og samtidig kunne bringe vidnesbyrd om en dramatisk brydningstid, der måske ville få afgørende betydning for Europas fremtid. Med Ruslands invasion af Ukraine 24. februar 2022 blev udsagnet nærmest profetisk. Man kan sige, at hvad Folkver kaldte en opera, også kunne betegnes som en tankevækkende og bevægende fotografisk ouverture til de 59 krige og væbnede konflikter, der ved årsskiftet 2025/26 ifølge FN udkæmpes rundtom i verden.

Så glem, at der i dag tages flere billeder på to minutter end i hele det 19. århundrede, og lad være med at tænke på, at der i de 14 minutter det skønsmæssigt har varet at læse denne tekst er taget 45.360.000 fotografier på verdensplan.

Er der plads til flere pixels på den indre harddisk, så kunne det være dem, der udgør de tre forslåede gademusikanter fra Vukovar, fotograferet midt i krigens trøstesløshed.

Oooh Vukovar.

Måske går det alligevel godt alt sammen?

Digteren Peter Laugesen beskrev engang, hvad der kendetegner den store fotograf: ”Han er der, når muslingen gabende af kedsomhed viser sin perle.”

Stig Olesen

Stig Olesen, født 1948, er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole. Redaktionssekretær på Jyllands­Posten, siden featureskribent på avisens søndagsredaktion. Fra 2010 freelance med speciale i reportager og essays, bl.a. med bidrag til bøgerne Gå. En hyldest til vandringen (2021) og Playtime (2024). Har sammen med Carsten Ingemann udgivet Tolv halve (2012), Den store mågekrig (2014) og og Åh Aarhus (2017).