Helt fint, tak by Gads Forlag

Oversat af Randi Bjerre Høfring

GADS FORLAG

Helt fint, tak er oversat fra engelsk af Randi Bjerre Høfring efter Really Good, Actually

1. udgave, 1. oplag

Omslag: Thomas Szøke efter originaldesign af Jo Thomson © HarperCollins Publishers Ltd. 2023

Bogen er sat med Adobe Garamond hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook

ISBN: 978-87-12-07267-6

Digtet af Louise Glück på side 7, “Telemachus’ Detachment”, stammer fra samlingen Meadowlands

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Til Louise, med tak.

When I was a child looking at my parents’ lives, you know what I thought? I thought heartbreaking. Now I think heartbreaking, but also insane. Also very funny.

– Louise Glück, “Telemachus’ Detachment”

Mit ægteskab gik i stykker, fordi jeg var grusom. Eller fordi jeg spiste i sengen. Eller fordi han kunne lide elektronisk musik og svære film om mænd i vildmarken. Eller fordi jeg ikke kunne. Eller fordi jeg var ængstelig, og det gjorde mig kontrollerende. Eller fordi rødvin gør mig kritisk. Eller fordi sult, stress og hvidvin også gør mig kritisk. Eller fordi jeg klæbede til fester.

Eller fordi han røg pot hver eneste dag, og jeg ikke mente, at det “faktisk var det samme” som mine to kopper kaffe om morgenen. Eller fordi vi var for unge, da vi forelskede os, og hvordan kunne vores virkelige liv tåle sammenligning med den forestilling, vi havde haft om, hvordan vores liv ville blive, da vi var knap nok tyve år, og vores kroppe var næsten usandsynligt faste? Eller fordi vi forsøgte os med ikke-monogami i tre måneder i 2011, og det var okay, men ikke fedt. Eller fordi han hældte chilisovs på alt, uden at smage det først, selvom jeg havde brugt flere timer på at afstemme elementerne i en opskrift, som jeg havde været nødt til at scrolle forbi en lang og detaljeret historie om en eller anden kvindes ferie for at komme ned til. Eller fordi han glemte vores bryllupsdag en enkelt gang. Eller fordi jeg aldrig tog vasketøjet. Eller fordi hans store, græske familie aldrig helt accepterede mig som en af deres egne, ikke engang da jeg havde lært hans yiayias yndlingsdigt udenad til hendes fødselsdag. Eller fordi han en enkelt gang kom ind på toilettet, mens jeg sad og sked. Eller fordi vi i 2015 var gæster ved ni bryllupper og lod os rive med,

og en stor fest, hvor alle fortalte os, at vi var geniale for at elske hinanden, og gav os tre tusind dollars, virkede som en god idé. Eller fordi vi tog til Paris og skændtes i stedet for at blive mere forelskede eller i det mindste rimme hinanden. Eller fordi jeg holdt op med at forestille mig, hvordan vores børn ville komme til at se ud. Eller fordi han aldrig begyndte på det. Eller fordi jeg var usikker og nogle gange gik i små sko. Eller fordi han blev ved med at insistere på, at vi skulle spise vegansk, og så smuglede pizzaer ind i lejligheden, når jeg sov. Eller fordi vi blev færdige med at se The Sopranos og aldrig begyndte på The Wire. Eller fordi jeg havde kysset en anden, lige da vi var blevet kærester, og indimellem stadig tænkte på hende. Eller fordi han var unødvendigt stridslysten – med et prætentiøst islæt. Eller fordi jeg var en kujon, hvis arbejde ikke “aktivt søgte at nedbryde staten”. Eller fordi jeg fnyste hånligt, da han sagde det, og forhørte mig om den socialistiske gennemslagskraft i hans seneste Burger Kingreklame. Eller fordi han kaldte mig en møgkælling. Eller fordi jeg nogle gange var en møgkælling. Nå, men det var i hvert fald slut.

Sådan da. Han var flyttet ud, havde taget katten (foreløbig) og en spillekonsol og tre akustiske guitarer. Tanken om Jon, der skrev breakup-sange i en eller anden mørk fremlejet etværelses, fyldte mig med lige dele dyb fortvivlelse og utrolig lettelsesfortvivlelse over, at jeg havde forårsaget så stor smerte, at han var blevet drevet ud i eksperimenterende sangskrivning. Og lettelse over, at jeg ikke ville blive nødt til at høre på sangene.

Ikke at jeg ikke kunne unde ham indskydelsen til at skrive sange. Her til morgen, da han var gået, havde jeg næsten omgående taget et billede af mig selv for at “bevare øjeblikket”, mens jeg havde haft svulstige forestillinger om, hvordan det her

forfærdelige tab ville komme til at markere starten på en meget kreativ skabende periode. Måske ville jeg tage et billede af mit ansigt hver eneste signifikante dag resten af livet og sammensætte et helt galleri i tide til en udstilling på min firsårs fødselsdag: mit store grødhoved, der smiler ved en ph.d.-ceremoni, græder ved min mors begravelse, tygger tankefuldt på det første måltid, mit barn har tilberedt, et par grænseoverskridende nærbilleder under orgasme for at generere noget omtale, osv. I stedet tog jeg billedet, så poserne under øjnene og downloadede Facetune. De mørke rande føltes rigtige, i virkeligheden. Når jeg kastede et blik i spejlet, så jeg dem og tænkte: Der er en otteogtyveårig, som har været ude for noget i livet. Men på billedet måtte jeg erkende, at jeg ville se lækker ud.

Det var en lettelse at have ham ude af lejligheden. Ikke fordi det føltes bedre eller roligere uden ham, men fordi de to uger imellem “Jeg flytter ud” og “Jeg har lejet en varevogn” var nogle af de længste og langsomste i mit liv. Det havde været så inkonsekvent: Den ene dag listede vi rundt om hinanden og talte i forstilte tonefald, som var vi nye kolleger på et arbejdsseminar, hvorefter vi faldt tilbage i de gamle vaner og kyssede godnat, spiste af hinandens tallerkener og knaldede.

Hver gang vi faldt tilbage i nogle af de gamle væremåder – så nemt, så velkendt – spekulerede jeg på, om vi ville ende med at afskrive det hele som et par dårlige måneder, men en aften kom han hjem med nogle kasser, og vi måtte finde ud af, hvis plader der var hvis, og hvad vi skulle gøre med den elendige sofa, vi havde købt for lige knap et år siden. Garantien på verdens dårligste sofa havde holdt længere end vores ægteskab.

Vi svor, at ingen af os havde Set Det Komme. Vi havde jo ikke

den slags altoverskyggende problemer, som førte til sådan noget her. Der var nogle problemer, klart: ud over at spise i sengen havde jeg ikke nogen indendørsstemme, og jeg respekterede ikke hans organisering af køleskabet; han havde et hidsigt temperament og syntes, at vi skulle begynde at løbe. Men vi var ikke ulykkelige, bare utilfredse … indtil vi pludselig var så helt ufattelig ulykkelige, og vi ikke kunne le, og vi ikke kunne have sex, og vi ikke kunne bestille thaimad uden at se på den anden og tænke: Hvem er du? og kigge på den fremmede, vi havde valgt i en alder af henholdsvis nitten år og nitten et halvt, og ikke ligefrem hade vedkommende, men tænke, at hvis den anden døde uden varsel – af naturlige årsager eller i en forfærdelig ulykke, ville det ikke være godt, selvfølgelig ikke, det ville være tragisk … men hvis det skete – ville livet måske være nemmere. Ordene smuttede ud af min mund en aften, mens vi spiste: “Fungerer det her?” Ingen af os havde et svar, hvilket syntes at være et svar i sig selv. Det havde fungeret, eller havde syntes at fungere, i næsten et årti. Jon og jeg forelskede os i hinanden, mens vi gik på universitetet. Hans muntre nihilisme passede overraskende godt til min kroniske overtænkning. Vi havde været venner først (det er vigtigt, det siger alle!), og vi havde endda begge haft et spændende, promiskuøst år, før vi på et tidspunkt i første semester på andet år opdagede, at vi ikke alene havde det rigtig godt sammen, vi tændte også helt vanvittigt på hinanden. Vi hægtede os sammen ved munde og kønsdele og løsrev os først den dag, vi dimitterede. Vi havde tilstrækkeligt mange fælles interesser og fik hinanden til at le, og vores skænderier var ikke mere dramatiske end de skænderier, som alle vores nogen-og-tyveårige venner havde. Vi tog på beskedne ferier og mødte hinandens forældre. Til sidst

flyttede vi sammen –

vi havde været kærester passende lang tid, og ingen af os havde råd til at bo alene. Vi malede en del af en væg med tavlemaling. Der var fejlbedømte fødselsdagsgaver og smålig jalousi og et eller to mindre svigt, men mest af alt var der tryghed og en nem og utvungen forståelse. Efter seks år med kæresteaftener og anskaffelse af et kæledyr og efter at have lært at lave en carbonara var der ganske enkelt ikke andet tilbage. “Hvad siger du, Maggie?” spurgte Jon, og jeg svarede: “Ja, okay,” og så blev vi gift, fordi alle andre var det, og fordi oplevelsen af, at der ikke var noget særligt galt på det tidspunkt, føltes, som om alting var rigtigt.

Det havde altid forekommet mig lettere uvirkeligt, at vi var lovformelig gift. Når jeg sagde “min mand” til folk, skød deres øjenbryn i vejret, og jeg tænkte: Ja, jeg ved det, vildt syret. Jon syntes overhovedet ikke, der var noget mærkeligt ved det. Det var ikke, fordi han var romantisk anlagt som sådan, men hans forældre var de sidste gensidigt forelskede ægtefæller i verden, så han havde en over-gennemsnitlig tro på ægteskabet som institution. For ham var det en naturlig reaktion på at være forelsket i en længere periode. Da vi tjekkede ind i bryllupssuiten på vores billige italienske hotel, havde den snakkesalige amerikanske receptionist hvinet: “Oh my god, du er jo ikke ældre end en barnebrud!” og Jon havde leet, men jeg følte mig besynderligt forlegen. Der var noget naivt ved det. Havde jeg ikke forholdt mig til statistikken?

Troede jeg virkelig, at vores ægteskab ville holde, når der var så mange, som ikke gjorde? Måske var jeg flov dengang, for ja, det gjorde jeg virkelig. Jeg havde lyst til at prikke den udgave af mig selv på skulderen: Søde skat, hvis du er flov nu …

Den første morgen uden ham vågnede jeg grædende op. Jo,

det gjorde jeg. Min pude var i hvert fald våd, og i stedet for at vende den om eller skifte pudebetrækket trillede jeg ud af sengen og landede tungt på gulvet. Selv hvis vi håndterer det bedst muligt, tænkte jeg, bliver det stadig forfærdeligt. Selvom vi begge opførte os ordentligt og var den slags ekser, der ikke sladrede om hinanden eller havde sex med den kollega, som den anden altid havde været jaloux på, eller hævngerrigt lagde sexede fotos op på de sociale medier eller tweetede umådeholdent om vores nye spændende singleliv, ville det stadig komme til at føles rædselsfuldt i årevis, måske for evigt. Sådan føltes det i hvert fald lige nu. Det var vigtigt for mig, at vi fik en God Skilsmisse. Mens vi havde pakket hans tøj, var vi blevet enige om, at hvis vi kunne håndtere de kommende begivenheder med venlighed, ville det være en god måde at ære det, vi betød (eller havde betydet) for hinanden. Vi havde komponeret en lille tale, vi kunne give vores venner – “vi voksede bare fra hinanden” – hvilket var sandt, men også meningsløst, og lovede at holde kontakten – i hvert fald det første stykke tid. Han havde været væk i fireogtyve timer, og vi havde begge allerede tjekket ind et par gange over sms, variationer over hvordan går det og jeg er ked af, at det er endt sådan her og har du sagt det til dine forældre. Med tiden kunne jeg godt se os blive den slags ekser, som tog til hinandens fødselsdagsfester, blev til et passende antal drinks, gav den nye partner et knus og tog hjem, før det risikerede at gå galt. Men lige her og nu kunne jeg ikke se noget, udover hvor vildt vi havde fucket op, hvor stille lejligheden var uden ham, og hvor få planer jeg havde for weekenden.

Jeg blev liggende på gulvet indtil midt på eftermiddagen. Det føltes ikke godt, men det var sådan noget, man skulle gøre, når

ens ægteskab gik i stykker. Når man bliver skilt på film, lægger man sig på gulvet, og så bliver man fuld, og så rusker man op i sig selv og lærer at elske sig selv igen i et sommerhus, som man har lejet af en charmerende og flot mand, der er lidt ældre end en selv, og hvis første kone er død, og selvom han tydeligvis stadig elsker hende på en passende respektfuld måde, oplever han, at han måske er klar til at rykke videre, og at I to måske kan hjælpe hinanden med at hele. Når man bliver skilt på film, har man et stort skænderi med advokater til stede, og det er meget smertefuldt, for børnene hader en, og man kan ikke blive enige om, hvem der skal have huset – det store, smukke hus, som man har brugt årevis på at indrette sammen, som man har sat sin livsopsparing i, og som man har opfostret adskillige børn og mindst én stor hund i. På film er man en Diane Lane eller Keaton eller muligvis Kruger, en smuk, midaldrende Diane, som er selvstændig og har forstand på god hvidvin. Man bliver ikke normalt boende sammen med sin eks i flere uger, fordi man ikke selv kan betale huslejen for den støvede toværelses. Man er ikke normalt henholdsvis en glorificeret forskningsassistent og reklametekstforfatter, hvis vigtigste fælles økonomiske aktiv er en ven, som altid får gratis telefoner på arbejdet. Man bør i hvert fald helt sikkert ikke være otteogtyve år gammel og aktivt planlægge en fødselsdagsfest med en “Jimmy Buffett-groupie”-dresscode i form af tøj i tropiske papegøjefarver.

Men dér var jeg, halvvejs liggende på gulvet, mens jeg meldte ind i vores fælles Messenger-tråd og spurgte, hvor meget et banner med teksten parrothead pussy ville koste, og om en kage med margaritasmag lå inden for Clives bageevner. Der var bred enighed om, at han godt kunne håndtere kagen, og ikke alene

det, men at den helt sikkert var noget, som hans fjende, en flot tv-kok, der for nylig havde vist seere, hvordan man “laver” majskolber, ikke kunne klare. Desuden havde Amirah fundet en partybus med plasticsæder, der kunne tørres af: den bliver sikkert normalt brugt til en eller anden form for sexorgier i stedet for fødselsdagsfester, men den er næsten hundrede dollars billigere end den anden … Lauren, hvis fødselsdag vi skulle fejre, skrev tilbage: måske skal vi bare lade være med at tænke for meget over det og bruge pengene på sprut i stedet? Det var vi andre enige i. Messenger-tråden bestod af mine fire nærmeste venner fra uni: Amirah, en lettere udmattet, følelsesmæssigt volatil sygeplejerske, som jeg havde lært at kende på et kollegium; Clive, en stor og elegant homoseksuel mand, der altid beskrev sig selv som “kaotisk”, når han gjorde helt normale ting som at betale for taxature med kontanter; og to Laurener – én, der græd over alting, og en anden, der stædigt fastholdt, at hun kun havde grædt én gang i sit liv, nemlig da McDonald’s holdt op med at lave pizzaer. For nemheds skyld kaldte vi den første “Følelses-Lauren”.

Jeg havde endnu ikke betroet tråden, at Jon var flyttet. De vidste, at vi overvejede at blive separeret – at vi havde haft det svært på det seneste – men jeg kunne ikke få mig selv til at skrive ordene han er væk. Jeg tror, at en del af mig gik ud fra, at vi ville finde sammen igen, selv efter at vi var blevet enige om, at han skulle flytte, selv efter hele processen. Jeg kunne ikke forestille mig, at det ville holde – os, hver for sig. Hvem skulle jeg beklage mig til, når wi-fien var langsom? Hvad skulle han gøre, når han skulle huske sin mors fødselsdag? Hvem skulle jeg vende hver evig

eneste lille beslutning i mit liv med? Hvad med søndage, hvad skulle vi lave? Jeg gik ud fra, at han før eller siden ville komme

tilbage, og så ville vi begge sige: Pyh, det var udmattende, ha-ha, og så ville vi ryge os skæve og se The Great British Bake Off, en aktivitet, der, så vidt jeg kan vurdere, udgør hele tres procent af alle ægteskaber.

Jeg havde heller ikke fortalt dem det, fordi det føltes ubeskrivelig dumt. Det er svært at forklare præcis, hvor ydmygende det er at have holdt et bryllup, når ens ægteskab slutter næsten umiddelbart derefter. Forholdet havde varet længere end ægteskabet – meget længere – men hvad så? At have haft den der al-opmærksomhed-rettet-mod-os-, tillykke-med-jeres-store-øjeblik-, til-døden-os-skiller-dag, med alle de medfølgende forberedelser og skænderier med familie og gæstelistediskussioner og tusindvis af dollars, blot for at konstatere, at det i sidste ende bare havde været en meget dyr Tinder-photoshoot for ens venner, er … ja, okay, det er ikke optimalt. Og man kan ikke engang selv bruge billederne på Tinder, for det første fordi man ikke ved, hvordan Tinder fungerer, og for det andet fordi man har en brudekjole på på dem alle sammen.

I stedet for at tilstå underholdt jeg: Jeg fortalte historier om sjove hunde, jeg havde set, eller et nyligt besøg hos min læge, som jeg havde drillet med beretninger om min sunde, aktive livsstil, mens hun forvirret glippede med øjnene og slog med en finger på den orange-op-mod-rød-sektion af BMI-oversigten på hendes clipboard. please ikke få Maggie i gang med BMI, skrev Lauren. så kommer vi til at høre på det hele aftenen. Clive skrev, at han for nylig havde besluttet sig for, at det stod for “Beautiful Man Index”, hvilket gav mening, fordi hans var så højt. FølelsesLauren sagde, at hun havde hørt en podcast for nylig, som ville ændre vores liv. Amirah sendte et link til en video af en måge,

som stjal fra en butik, og så var vi i gang, vi jokede om saltvandsdyrebander, sladrede om bekendte og beklagede os med samme iver over verdens virkelige uretfærdigheder og en af Torontos mikroberømtheders banalitet på de sociale medier.

Jeg vidste godt, at jeg ville blive nødt til at fortælle dem det før eller siden, men jeg ventede, indtil jeg fandt den rigtige åbning. Jeg kunne ikke håndtere deres spørgsmål, før jeg selv havde svarene. Var jeg parat til at være single igen? Hvor skulle jeg bo? Hvordan skulle jeg klare mig økonomisk? Jeg havde selvfølgelig lidt penge, men Jon havde mange penge – fra sit arbejde, sin familie og sine fornuftige økonomiske vaner. Han vidste, hvordan man skulle spare op, og hvordan man skulle investere, og hvordan man ikke skulle bruge en længeventet freelancecheck på vovede mavebluser eller en ny fancy kattemad. Han havde subsidieret min husleje og betalt for vores indkøb, og når vi tog på ferier, betalte han for alt, bortset fra min flybillet, som jeg fik “lov” til at betale for, ligesom børn, der selv bærer deres tallerkener ud efter Thanksgiving-middagen, “hjælper” med opvasken. Et par uger inden vores bryllup jokede jeg med, at det begyndte at haste med at få hans underskrift på en ægtepagt – hvad hvis vi gik fra hinanden, og han ribbede mig for alt? Han svarede, at jeg kunne beholde mine firs dollars. (Det havde været en sjov historie. Før i tiden).

Dagene gik, og jeg hjemsøgte lejligheden som en omvendtHavisham og vandrede formålsløst fra rum til rum. Mens jeg kiggede rundt på vores stille, tomme hjem – halvtomme i hvert fald – indså jeg, at min mand (“eksmand”) havde betalt for fjernsynet og for kunsten på væggene og køkkenstolene og den der

ting, vi lagde vores fødder op på, når vi sad på vores rædselsfulde sofa. De fleste af tingene i vores lejlighed var per definition hans. Selvom jeg havde tilskyndet ham til at tage alt, han havde købt, havde han ladet noget af det blive tilbage, så lejligheden fungerede teknisk set, men den føltes forkert: et alt for rummeligt soveværelsesskab uden skoopbevaring, en bestikskuffe uden nogen store knive, et bord i køkkenet, man ikke kunne sidde ved. Jeg dumpede ned på vores modbydeligt hårde sofa, stillede min drink på gulvet, hvor vores barvogn havde stået, og græd fortvivlet.

Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle kigge hen, hvad jeg skulle tænke på, eller hvad jeg skulle få tiden til at gå med. Hver eneste genstand i lejligheden svømmede over af betydning. Brødristeren var en bryllupsgave, så jeg spiste brød med rumtemperatur. Øjebliksvirvaret på køleskabsdøren – kvitteringer, indkøbslister, noter om bananer og æg og planer om at købe en cykellås –gjorde for ondt at se på, så jeg drak min kaffe uden mælk. Jeg tapede et stykke papir over et indrammet foto på badeværelset; jeg var ikke helt klar til at tage det ned, men heller ikke klar til at se på det endnu. Et banner fra vores forlovelsesfest glitrede stadig på en væg over det sted, hvor noget af Jons kunst havde hængt. t i l l y k k lyste med guldbogstaver. E’et var faldet af på et tidspunkt, men vi havde ladet det hænge, vi havde syntes, det var endnu bedre sådan, at det var lidt sjovt. Når jeg kiggede på det nu, var det ufattelig deprimerende.

Der var også positive opdagelser: Nu hvor der ikke var noget behov for at forene hans smag med min og vice versa, gik det op for mig, at jeg nærmest ikke kunne lide en eneste af de pyntegenstande, min mand havde ført ind i vores hjem. Alt, jeg nogensinde havde kigget på og tænkt: Det skal vi have skiftet ud

på et eller andet tidspunkt, havde været hans – eller noget, vi var nået til enighed om, hvor kompromiset kunne defineres som “en genstand, vi begge hader lige meget”. Nu var de fleste af de genstande væk. Mine sparsomme ejendele gav lejligheden et lettere luvslidt udseende, og jeg havde ikke beholdt nogen af de store håndklæder, men der var ingen bandplakater på væggene, ingen sjove shotglas i køkkenet, ingen lettere rådnende træbademåtte, som han havde købt på eBay en aften, hvor han havde været skæv. Nu var der plads til at stille mine små nipsting frem, tænde stearinlyset, som Jon syntes “lugtede mærkeligt”, spille den 90’er-pop, som han havde dømt kedelig og uinteressant. Men selvfølgelig føltes det ikke bedre at tænde et tobak- og enebærlys og høre Backstreet Boys, end det føltes at blive elsket. Hver eneste artikel og forum, jeg tungsindigt havde googlet mig frem til (tips til skilsmisse; forlist ægteskab ung; første gang alene hvordan), havde sagt, at jeg skulle forberede mig på søvnløshed, men jeg havde ikke indset, hvor lange nætterne ville føles. En anden overraskelse var, at jeg stadig kunne spise. Jeg havde fået indtryk af, at hjertesorg ødelagde appetitten. Som teenager havde jeg virkelig set frem til det brud, som dårlige ungdomsfilm om flotte vampyrer og deres mindreårige elskere havde lært mig var uundgåeligt, og som ville gøre mig ude af stand til at spise, så jeg på skønneste vis ville svinde ind til ingenting, så tynd og forurettet og vanvittigt henrykt over det. At have haft en kæreste, og så miste pågældende kæreste og gå adskillige størrelser ned, måske nok til at kunne passe en af de forbandede polotrøjer, som Abercrombie solgte i deres mørke, parfumerede huler? Jeg kunne ikke forestille mig noget bedre.

Tragisk nok var jeg offer for et godt og kærligt familieliv,

hvilket havde ført til et alarmerende solidt selvværd, og jeg gik på en high school med flere kreative linjer, der kanaliserede det meste af min latente seksuelle energi ind i overspændte skuespil om midaldrende kvinder med oral fiksering. Så jeg fik ikke en kæreste, og jeg forblev buttet og lykkelig indtil omtrent sidste år i high school, hvor min jomfruelighed var pinefuld nok til, at jeg hurtigt og uden nogen egentlig indsats bortset fra afholdenhed fra fast føde og konstant overvågning og registrering af mit kalorieindtag tabte femogtyve kilo. Alle var meget glade på mine vegne, indtil jeg besvimede i en matematiktime efter at have fået en sodavandsis til frokost.

Sandheden er, at hvis man er bare en smule overvægtig, når man grundlægger sin spiseforstyrrelse, er der ingen, som lægger mærke til det, før man i høj grad har nået “hvad hvis to måltider om dagen er suppe”-stadiet. Der var lidt belæring og nogle samtaler om næring og balance, og så tog jeg til en hypnotisør, som fortalte mig, at jeg skulle forestille mig, at jeg var smuk i en badedragt, og så var jeg helbredt, just kidding. Det, der i virkeligheden skete, var, at jeg blev forelsket, og så glemte jeg det et stykke tid. Nu om dage slappede jeg fint af i en blød krop, som en af den slags kvinder, folk nedladende refererer til som “velformede” eller “kurvede” eller endnu oftere “selvsikre”. Ordet var praktisk talt ved at bukke under for dets forskønnende vægt. Nogle gange – i perioder, hvor jeg var stresset eller efter at have læst for mange dameblade eller have hørt en meget tyndere veninde beklage sig over størrelsen på sine ben – greb jeg mig selv i at liste tilbage mod regnskab og optælling, indtage et æg og tænke: halvfjerds. Men jeg beroligede mig selv med, at ingen har et fuldstændig normalt forhold til mad og træning, i hvert

fald ingen, der voksede op i den periode, hvor forsidehistorien på hvert eneste sladderblad var en variation af “Stjerne på standen: se appelsinhuden!” Så længe jeg ikke gentog mine teenageårs daglige kalorieopgørelser, betragtede jeg mig selv som mere eller mindre okay.

Men fristelsen i det her øjeblik til at støve den go’e gamle spiseforstyrrelse af – til at blive som en af romanheltinderne, hvis knogler begynder at stikke foruroligende ud og gøre deres venner forskrækkede, mens de selv er henrivende smukke i deres sorg –var stærk. “Hendes store øjne blev på en eller anden måde endnu mere blå af de mørke rande under dem. Maggie var for nedtrykt til at spise, fordi alt for mange ville have sex med hende,” eller noget i den stil. Jeg ville ikke blive den første kvinde i verdenshistorien, som gennemlevede følelsesmæssig fortvivlelse uden mine kravebens pludselige og dramatiske tilsynekomst.

Men jeg var kommet mig for godt på det område, jeg var irriterende engageret i at fodre mig selv, så min bløde bagdel og jeg forblev ernæret. Måltiderne var det eneste, der brød de udstrakte, langsomme timer i den første uge uden Jon op. Jeg arbejdede mig igennem vores skabe, gravede for længst glemte karrypastaer frem og også de kopnudler, vi havde hamstret “til nødsituationer”. Hver gang jeg satte gaflen i en trøstende stir-fry eller kniven i en lækker snasket quesadilla, hørte jeg David Attenboroughs rolige fortællerstemme: Selv i de mørkeste tider … går livet videre. Jeg vidste, at jeg før eller siden ville løbe tør for mad, hvilket var stressende, for jeg kunne ikke forestille mig at forlade lejligheden for at skaffe mere.

Manglen på søvn var mindre foruroligende. Ingen sover godt længere. Verden er af lave, og vores telefoner er lige der, de lyser

op i vores ansigter, fulde af nyheder om, hvad præsidenten har sagt, og hvilke af vores ekser der er blevet klippet for nylig. Hvis jeg virkelig ville sove, kunne jeg altid drikke eller tage piller. Jon havde sagt til mig, at han havde taget sovepiller, før han flyttede, men jeg troede måske, at det var, fordi sofaen var så ukomfortabel. Han tilbød mig en sovepille, da han tog afsted. Jeg havde lyst til at sige ja, men følte, at et nej var en form for statement om, Hvordan Jeg Havde Det, så derfor sad jeg oppe de fleste nætter og så britiske mordgåder på Netflix.

Før i tiden havde jeg syntes, at mordgåderne var for uhyggelige – vi (jeg) boede i en stuelejlighed med meget upålidelige vinduesbeslag, og vi (jeg) sov let og blev nemt bange. Nu syntes jeg, de var beroligende. Der var et mønster i dem, et klart hierarki mellem rigtigt og forkert. Måske drak den plagede kriminalkommissær for meget og var sin kone utro, men han var ikke en pædofil morder, der boede i en afvigerbunker i Swansea. Den pædofile morder blev altid fanget til sidst, og den hårdt prøvede partner måtte altid indrømme, at kriminalkommissæren var pokkers dygtig til sit arbejde. Det var dejligt at føle, at forskellen mellem skyldig og uskyldig kunne være så klar og tydelig. Det var dejligt at høre David Tennant bande. Desuden var en del af spændingen i de her dramaer blevet afmonteret, da jeg indså, at morderen altid var den, der talte langsomst.

Når det endelig lykkedes mig at sove, vågnede jeg groggy og forvirret op midt om natten. Jeg rakte ind over den nu enorme seng, mine hænder ledte efter Jons varme, velkendte krop … og fandt ingenting. Så skød frygten igennem mig, og jeg slog øjnene op og kæmpede for at vænne mig til mørket. Jeg begyndte at svede, forvirret og bange og en smule irriteret. Havde jeg overset

en sms? Det var meningen, at vi skulle give hinanden besked om den slags! At sørge for, at den anden vidste det, hvis man kom sent hjem, var en af de primære ting ved at være gift! Og så kom jeg selvfølgelig i tanke om det.

Når det skete, følte jeg mig (i kronologisk rækkefølge): dum; ulykkelig; skuffet; undskyldt, når jeg kom i tanke om, at noget lignende var sket for Joan Didion i Et år med magisk tænkning; flov over, at jeg igen havde grebet ud efter den forbindelse til Joan Didion; i al stilhed stolt over, at der måske var nogle ligheder; så ulykkelig igen; og, til sidst, træt. Men jeg var ikke en utrolig chik stemme for en hel generation, som havde mistet sit livs kærlighed. Jeg kunne ikke engang finde ud af det nye buksesnit, og mit største værk var en uafsluttet ph.d.-afhandling om “objekters levede historie” i det tidlige moderne teater. Selv når jeg blev færdig med den, ville ingen læse den. Jeg havde ikke mistet min mand, jeg havde forladt ham. Eller rettere – jeg havde foreslået, at han flyttede, og han havde været utrolig hurtig til at gå med på idéen. Det var på mange måder det sidste, vi var enige om. Og dermed var vores ægteskab slut, seks hundrede og otte dage efter at det begyndte. Den ene dag var vi forelskede, og den næste dag var kærligheden blevet sur. Pludselig havde vi kun to indstillinger: stille og forbitret. Når vi ikke var engagerede i uforpligtende, selvbevidst forceret smalltalk, himlede vi med øjnene og sukkede og snerrede ad hinanden og havde hundredvis, tusindvis af skænderier om:

– karrieretilfredshed og mangel på samme;

– følelsesmæssigt arbejde og definitionen deraf;

– hvem der havde taget den sidste kaffe;

– hvem der havde betalt de sidste tre elregninger;

– hvem der i virkeligheden rent faktisk var nedladende over for hvem;

– om det er acceptabelt, måske endda helt normalt, at sidde oppe til klokken fire om natten og spille computerspil med vrede teenagere i Europa;

– vores forældre, vores venner som forældre, den skræmmende forestilling om os som forældre;

– pornografi som muligt feministisk projekt;

– relevansen af feministisk porno som argument for én heteromands Pornhub premium-konto;

– tånegle, længde og bortskaffelse deraf;

– hvor vidt at flytte fra Toronto svarede til at “give op”;

– “Barcelona”, udtale deraf;

– hvorfor soveværelset stadig var lilla, det er flere år siden, vi flyttede ind, vi sagde, vi ville male det;

– den gang hvor han ved et uheld kom til at sige, at jeg “assisterede professoren”, og det var fuldstændig uskyldigt, for det lå virkelig meget tæt op ad, at jeg var “adjungeret professor”, men fordi jeg i forvejen var så såret hele tiden, tog jeg det som en fornærmelse af min mangel på professionel status, og fordi jeg var sulten og udmattet og præmenstruel, græd jeg over det, selvom vi befandt os et offentligt sted, og fordi vi var dødtrætte af hinanden, sagde vi tarvelige ting, vi ikke mente, og sårende ting, som vi gjorde, og det hele varede en hel dag længere end de fire eller fem sekunder, det ville have taget at rette ham og bare gå videre, og jeg indrømmede aldrig, at det var min skyld, ikke engang da han senere undskyldte.

Et uspændende breakup. Ingen affære; intet stort, eksplosivt øjeblik. Bare en række små ildebrande, som vi lod brænde ud rundt om os, mens vi klamrede os til vores kaffekrus som hunden fra memet: this is fine.

Og nu var jeg alene på en varm juniaften og spiste brød og smør i mit bryllupslingeri, fordi resten af mit undertøj var snavset. Jeg dryssede lidt salt på et stykke flute og sagde “skilsmisse” højt for at se, hvordan det føltes, eller måske bare for at være dramatisk. Jeg hev ud i en dyr blonde-g-streng, og som jeg havde gjort nok en gang i timen i den sidste uge eller deromkring, spekulerede jeg på, om det måske alt sammen havde været en kæmpe fejl. Det var så nemt at bevæge sig igennem verden som et par – være fælles om udgifterne og dele store sweatere og have en at stå i kø med i banken.

Jon og jeg var for nylig begyndt at få Parvenner. Vi mødtes til middage i grupper på fire og seks, hvor vi smådrillede hinanden over lette retter og derefter tog hjem og gjorde en pointe ud af at have sex efter at være blevet enige om, at Ben og Esther sikkert aldrig havde sex. Parrene var alle sammen lidt ældre gifte folk, som Jon kendte fra arbejdet; han ville beholde dem, ligesom han havde beholdt vores viskestykker, og jeg ville aldrig blive inviteret til et casual middagsselskab igen. Og så lige nu, hvor rosenkål endelig kom til deres ret! Tanken fik mig til at klukke, og jeg ville ønske, jeg kunne sende joken til Jon. Jeg havde allerede opbrugt min daglige kvote af indtjekninger, men der var ikke noget bedre end at få ham til at le.

Hele situationen føltes som en joke, som om den ene eller anden af os hvert øjeblik, det skulle være, ville ringe med tårerne løbende ned ad kinderne: Oh my god, du skulle have set dit ansigts-

udtryk. Selvom jeg hadede practical jokes, elskede Jon dem. Da vi var blevet forlovet, begyndte han at lade, som om han døde, hvis jeg gik ud af rummet. Når jeg kom tilbage, lå han slapt på sofaen eller var faldet hen over bordet i køkkenet med et tomt og livløst blik i de mørke øjne. Jeg sagde til ham, at jeg syntes, det var uhyggeligt. Han sagde, at det bedst tænkelige udfald af et ægteskab var, at den ene fandt den andens lig. Eftersom kvinder normalt levede længere end deres ægtemænd, og han var væsentligt mindre opmærksom på sin krop og dens helbred (hans ord), ville det uden tvivl blive mig, der fandt ham og ikke den anden vej rundt. Men når vi gjorde det på den her måde, ræsonnerede han, ville hans død – formentlig et af de værste øjeblikke i mit liv – blive forvandlet til noget morsomt, vi havde delt sammen. En privat joke. Når jeg fortalte andre det, var der aldrig nogen, som var enige, men jeg syntes, det var sødt. Det er forfærdeligt at være ulykkelig om sommeren.