Fortabe sig

Af samme forfatter på dansk:

Pigen fra ‘58, 2018 (Forlaget Etcetera)

Min far & Kvinden, 2020 (Forlaget Etcetera)

Årene, 2021

Simpel lidenskab, 2021

Hændelsen, 2021

Skammen, 2022

ANNIE ERNAUX Fortabe sig

Gads Forlag

roman

På dansk ved Niels Lyngsø

Fortabe sig er oversat fra fransk af Niels Lyngsø efter Se perdre

Copyright © Editions Gallimard, Paris 2001

Dansk udgave © Gads Forlag 2023

Omslag: LA Graphic Design

Forsidefoto: Archives privees d’Annie Ernaux (D.R.).

Forsideillustration: Victor Ducroquet: [French Textiles]. Paris 1863

Bogen er sat med Minion Pro hos BogGrafisk og trykt hos Scandbook 1. udgave, 1. oplag

ISBN: 978-87-12-07270-6

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Den danske oversættelse citerer fra:

Annie Ernaux: Kvinden, Forlaget Etcetera, 2020, oversat af Hans Peter Lund.

Christa Wolf: Intet sted. Intet, føljeton i tidsskriftet CHANCEN, årg. 1979, oversat af Niels Brunse.

Jorge Luis Borges: Fiktioner, Gyldendal, 1969, oversat af Eva Dam Jensen.

Marcel Proust: Den genfundne tid (På sporet af den tabte tid), Multivers, 2014, oversat af Niels Lyngsø.

Marcel Proust: Sodoma og Gomorra (På sporet af den tabte tid), Multivers, 2014, oversat af Niels Lyngsø.

Øvrige oversættelser af citater er oversætterens egne.

Voglio vivere una favola

(Jeg vil gennemleve en historie)

Anonym indskrift

på trappen til Basilica di Santa Croce i Firenze

Den 16. november 1989 ringede jeg til USSR’s ambassade i Paris. Jeg bad om at komme til at tale med monsieur S. Omstillingsdamen svarede ikke. Der var en lang tavshed, og så sagde en kvindestemme: “Ved De hvad, monsieur S. tog tilbage til Moskva i går.” Jeg lagde på med det samme. Jeg havde det som om jeg allerede havde hørt den sætning før – i telefonen. Det var ikke de samme ord, men de betød det samme, havde samme tunge rædsel over sig og var lige så umulige at tro. Senere huskede jeg tilbage på dengang tre et halvt år tidligere hvor jeg fik besked om min mors død. Sygeplejersken på hospitalet havde sagt: “Deres mor sov ind her til morgen efter morgenmaden.”

Berlinmuren var faldet nogle dage forinden. De regimer Sovjetunionen havde bragt til magten i Europa, vaklede og faldt ét efter ét. Manden der netop var vendt tilbage til Moskva, var en tro tjener for USSR, en russisk diplomat udstationeret i Paris.

Jeg havde mødt ham året før under en forfatterrejse til Moskva, Tbilisi og Leningrad, han havde haft til opgave at være vores rejsefører. Vi tilbragte den sidste nat sammen i Leningrad. Da vi var vendt tilbage til Frankrig, fortsatte vores forhold. Ritualet var altid det samme: Han ringede til mig og spurgte om han kunne komme forbi samme eftermiddag eller aften, eller i sjældnere tilfælde dagen efter eller to dage senere. Han mødte op og blev kun et par timer. Dem tilbragte vi med at elske. Han tog af sted igen, og i mellemtiden bestod mit liv kun i at vente på næste opringning.

Han var femogtredive år. Hans hustru arbejdede som hans sekretær på ambassaden. Hans løbebane, som det lykkedes mig

at sammenstykke i løbet af vores møder, var klassisk for en ung apparatjik: indlemmelse i Komsomol og derefter i SUKP (Sovjetunionens Kommunistiske Parti), ophold i Cuba. Han talte fransk hurtigt og med tydelig accent. Udadtil var han tilhænger af Gorbatjov og perestrojka, men når han havde drukket, længtes han tilbage til Bresjnevs epoke og lagde ikke skjul på sin dybe respekt for Stalin.

Jeg vidste intet om hans aktiviteter, som officielt var af kulturel karakter. I dag undrer jeg mig over at jeg ikke stillede ham flere spørgsmål. Jeg kommer heller aldrig til at finde ud af hvad jeg betød for ham. Hans begær efter mig er det eneste jeg var sikker på. Han var i enhver betydning af dét ord en skyggeelsker.

I løbet af denne periode skrev jeg intet bortset fra de tekster jeg blev bedt om at skrive til forskellige tidsskrifter. Den private dagbog jeg med ujævne mellemrum har ført siden mine ungdomsår, blev det eneste sted min skrift for alvor kunne udfolde sig. Det var en måde at udholde ventetiden på frem til vi skulle ses igen, og samtidig forøge nydelsen ved at registrere de erotiske ord og handlinger under vores møder. Mest af alt var det en måde at redde livet på, redde dét som trods alt kom tættest på liv, fra intetheden.

Efter at han var rejst fra Frankrig, begyndte jeg at skrive en bog om denne lidenskab der havde bruset igennem mig og stadig var levende i mig. Jeg arbejdede på bogen sporadisk, blev færdig med den i 1991 og udgav den i 1992: Simpel lidenskab.

I foråret 1999 tog jeg til Rusland. Jeg havde ikke været der siden min rejse i 1988. Jeg genså ikke S., og det gjorde mig ikke noget.

I Leningrad, som igen var blevet til Sankt Petersborg, kunne jeg ikke komme i tanke om navnet på det hotel hvor jeg havde tilbragt natten sammen med ham. Under hele dette ophold var det eneste vidnesbyrd om denne lidenskab mit kendskab til visse russiske ord. Mod min vilje og til trods for at det udmattede mig, forsøgte jeg

konstant at dechifrere de kyrilliske bogstaver på skilte og plakater. Jeg undrede mig over at jeg kendte disse ord, dette alfabet. Den mand for hvis skyld jeg havde lært mig dem, fandtes ikke længere inden i mig, og jeg var ligeglad med om han var død eller levende.

I januar eller februar 2000 begyndte jeg at genlæse mine dagbøger fra det år jeg gennemlevede min lidenskab for S. – notesbøger jeg ikke havde åbnet i fem år. (Af grunde det ikke er nødvendigt at komme nærmere ind på her, havde de været stuvet af vejen et utilgængeligt sted). Jeg blev klar over at der lå en anden “sandhed” i disse notesbøger end den der rummes i Simpel lidenskab. Noget råt og mørkt uden frelse, en slags ofring. Jeg tænkte at også dette burde bringes for en dag.

Jeg har hverken ændret eller fjernet noget af den oprindelige tekst da jeg skrev den ind på computeren. De ord der er nedfældet på papiret for at fastholde tanker og sansninger i et bestemt øjeblik, har for mig at se samme irreversible karakter som tiden: De er selve tiden. Det eneste jeg har gjort, er at bruge forbogstaver når jeg gav udtryk for en holdning som kunne skade den pågældende person. Det samme har jeg gjort når jeg betegner genstanden for min lidenskab, S. Ikke fordi jeg tror jeg på den måde kan bevare hans anonymitet – en ret håbløs illusion – men fordi jeg synes det skær af uvirkelighed som forbogstavet giver, svarer til det som denne mand var for mig: en inkarnation af det absolutte, af det som vækker en navnløs rædsel.

Den ydre verden er næsten fuldstændig fraværende på disse sider. Også nu forekommer det mig vigtigere at jeg dag for dag fik noteret tankerne og handlingerne, alle de detaljer – fra strømperne som han beholdt på mens vi elskede, til mit ønske om at dø i hans bil – der udgør denne roman om livet som en lidenskab, end at få skrevet om de internationale nyheder som man altid kan tjekke i arkiverne.

Jeg er bevidst om at jeg offentliggør denne dagbog på grund af en slags indre imperativ, uden at bekymre mig om hvad han, S., måtte føle. Han kunne med god ret opfatte det som et misbrug af litterær magt, ja, som et forræderi. Jeg ville forstå det hvis han forsvarede sig med latter eller foragt: “Jeg så hende kun for at få taget trykket.” Men jeg ville helst have at han accepterer – også selv om han ikke forstår det – at han gennem flere måneder uden at vide det inkarnerede et princip: begærets, dødens og skriftens vidunderlige og rædselsvækkende princip.

Efteråret 2000

1988

September

Tirsdag den 27.

S. … Skønheden i det hele: nøjagtig de samme former for begær, de samme handlinger som dengang i 58, i 63 og med P. Og den samme sløvhed eller ligefrem døs. Tre scener træder frem. Om aftenen (søndag) på hans værelse da vi sad så tæt at vi kunne røre ved hinanden, hvor vi ikke sagde noget men var enige om hvad der skulle ske, havde lyst til det, og det stadig afhang af mig. Hans hånd passerede tæt forbi mine udstrakte ben og strejfede dem hver gang han askede sin cigaret i den lille beholder på gulvet. Mens alle kunne se det. Og vi talte som om intet var hændt. Så går de andre (Marie R., Irène, R.V.P.), men F. bliver hængende, han venter på at jeg også skal tage af sted. Jeg ved at hvis jeg forlader S.’ værelse nu, så vil jeg ikke have styrken til at vende tilbage. Det hele flyder sammen i en tåge. F. står udenfor eller næsten, døren er åben, og det er som om S. og jeg kaster os over hinanden, og døren bliver lukket (af hvem?), vi er i entreen, min ryg bliver presset ind mod væggen og tænder og slukker lyset på kontakten. Jeg er nødt til at flytte mig til siden. Jeg lader min regnfrakke falde på gulvet, min taske, min jakke. Han slukker lyset. Natten begynder, og jeg oplever den med fuldstændig intensitet. (Og alligevel som sædvanlig med ønsket om ikke at se ham igen).

Det andet øjeblik: mandag eftermiddag. Da jeg er færdig med at pakke min kuffert, banker han på døren til mit værelse. I entreen kærtegner vi hinanden. Han begærer mig så meget at jeg knæler og langsomt får ham til at komme med munden. Han er tavs, derefter mumler han bare mit fornavn med sin russiske accent, som et litani. Min ryg mod væggen, mørket (han vil ikke have noget lys), nadver.

Det sidste øjeblik: i nattoget mod Moskva. Vi kysser hinanden nede bagved i togvognen, mit hoved er ved siden af en brandslukker (som jeg først bagefter forstår hvad er). Og alt dette skete i Leningrad.

Ingen forsigtighed fra min side, ingen blufærdighed, kort sagt ingen tvivl. En cirkel bliver sluttet, jeg begår de samme fejl som tidligere, og det er ikke længere fejl. Der er intet andet end skønheden, lidenskaben, begæret.

Siden jeg kom hjem i går med fly, har jeg forsøgt at rekonstruere det, men det hele undslipper mig ligesom, det er som om der er sket noget uden for min bevidsthed. Det eneste jeg er sikker på, er det øjeblik om lørdagen i Zagorsk hvor vi iført overtrækssko besøger klosterets skatkammer, han lægger hånden om livet på mig nogle sekunder, og jeg ved med det samme at jeg vil sige ja til at gå i seng med ham. Men hvor blev mit begær af bagefter? Et måltid sammen med Tjetverikov, direktøren for VAAP [Det sovjetiske agentur for ophavsrettigheder], og S. sidder langt væk. Afrejse mod Leningrad, nattog med sovevogne. I det øjeblik begærer jeg ham, men det er helt umuligt, og jeg bekymrer mig ikke om det: Om det kommer til at ske eller ej, piner mig ikke. Søndag: besøg i Leningrad, Dostojevskijs hus om formiddagen. Jeg tror jeg har taget fejl af at han skulle være tiltrukket af mig, og jeg tænker ikke mere over det (er det mon rigtigt?). Et måltid på Hotel Europa, jeg sidder ved siden af ham,

men det er sket mange gange siden rejsen begyndte. (En dag i Georgien havde han fået plads ved siden af mig, og jeg tørrede spontant mine våde hænder af i hans cowboybukser). På besøg i Eremitagen, vi er ikke særlig meget sammen. På vej hjem via en bro over Neva, vi er sammen, står og støtter albuerne mod rækværket. Middag på Hotel Karelia, jeg sidder et stykke fra ham. R.V.P. presser ham til at byde Marie op til dans, det er en slow. Alligevel ved jeg at han har samme lyst som mig. (Jeg har lige glemt en episode: balletforestillingen før middagen. Jeg sad ved siden af ham, og jeg tænkte ikke på andet end mit begær efter ham, især under anden del af forestillingen, en slags Broadwayudgave af De Tre Musketerer. Jeg har stadig musikken i hovedet i dag. Jeg siger til mig selv at hvis jeg kan komme i tanke om navnet på Célines hustru, en danserinde, så kommer vi til at gå i seng med hinanden. Jeg kommer i tanke om det: Hun hed Lucette Almanzor). Han havde inviteret os ind på sit værelse for at drikke vodka og sørgede tydeligvis for at komme til at sidde ved siden af mig (store vanskeligheder med at få udmanøvreret F., som også vil sidde ved siden af mig og senere lægger an på mig). Og dér ved jeg det, jeg mærker det, jeg er sikker. Det er den fuldendte kæde af øjeblikke, vores forbundethed, et stærkt begær der ikke har haft behov for mange ord, alt sammen forlenet med stor skønhed. Og denne flere sekunder lange “absence” hvor sammensmeltningen ved døren finder sted. Hvor vi kaster os over hinanden og kysser hinanden så vi er ved at dø af det, han flår min mund op, tungen, knuger mig ind til sig.

Syv år efter min første rejse til USSR, en åbenbaring om mit forhold til mænd (til én bestemt mand, ham, ikke en anden, ligesom i sin tid Claude G. og senere Philippe). Og den umådelige udmattelse. Han er seksogtredive, ser ud som én på tredive, høj (når jeg står ved siden af ham uden høje hæle, er jeg lille), slank,

grønne øjne, lysebrunt hår. Sidste gang jeg tænkte på P., var i sengen efter at have elsket, en let tristhed. Nu tænker jeg kun på at se S. igen, følge denne affære helt til dørs. Og ligesom i 63 med Philippe kommer han tilbage til Paris den 30. september.

Torsdag den 29.

Af og til lykkes det mig at fastholde hans ansigt, men kun meget flygtigt. Nu er det der, nu forsvinder det. Jeg kender hans øjne, læbernes form og tændernes, det udgør ikke en helhed. Kun hans krop er genkendelig, endnu ikke hans hænder. Jeg bliver ædt op af begær så jeg er lige ved at græde. Jeg vil have den fuldendte kærlighed på samme måde som jeg mente at nå frem til den fuldendte skrift da jeg skrev Kvinden. Det opnår man kun ved at give, ved at smide enhver forsigtighed over bord. Det er allerede godt begyndt.

Fredag den 30.

Han har ikke ringet endnu. Jeg ved ikke hvornår hans fly lander. Han er endnu en af disse høje og lyshårede, lidt generte mænd som jeg havde en lang række af i min ungdom, og som jeg altid til sidst bad om at forsvinde. Men jeg ved nu at det kun er den slags mænd der kan holde mig ud, gøre mig lykkelig. Hvorfor denne sære stiltiende aftale den søndag i Leningrad hvis det hele skulle afbrydes igen med det samme? Dybest set tror jeg ikke det er muligt for os ikke at ses igen, det er kun et spørgsmål om hvornår.

Oktober

Lørdag den 1.

Klokken var kvart i et. Flyet var tre timer forsinket. Den smertelige lykke: Han ringede, men det ville dybest set ikke have gjort nogen forskel hvis han ikke havde gjort det, det er den samme grufulde spænding. Jeg har kendt den siden jeg var seksten (G. de V., Claude G., Philippe, de tre vigtigste, derefter P.). Er det den “smukke kærlighedsaffære” der begynder? Jeg er bange for at dø undervejs i et biluheld (i aften fra Lille til Paris), bange for alt det som kunne forhindre mig i at se ham igen.

Søndag den 2.

Udmattelse, døs. Sov fire timer efter at være kommet hjem fra Lille. To timer til at elske i Davids étværelseslejlighed [David og Eric er mine sønner]. Blå mærker, nydelse og hele tiden tanken om at udnytte disse øjeblikke, inden afrejsen, inden afmattelsen. Før den frygtelige trussel: “Jeg er for gammel.” Men da jeg selv var femogtredive, kunne jeg godt være blevet jaloux på en smuk kvinde på halvtreds.

Parc de Sceaux, vandspejlene, koldt og fugtigt vejr, lugten af jord. Da jeg i 71 var her for at tage min lærereksamen, ville jeg aldrig have gættet at jeg en dag ville besøge denne park igen sammen med en sovjetisk diplomat. Jeg har allerede forestillet mig at jeg vil vende tilbage om nogle år og gå i mine egne fodspor efter spadsereturen i dag, sådan som jeg gjorde det i Venedig for en måned siden som en erindring om 63.

Han elsker store biler, luksus, andre mennesker og er ikke spor intellektuel. Og også det fører mig tilbage i tiden, til et billede af

min mand som jeg afskyr, men som her fremstår i et mildt og positivt lys, netop fordi det er forbundet med en del af min fortid. Sammen med ham er jeg ikke engang bange i bilen.

Hvad skal jeg gøre for at min hengivenhed ikke bliver tydelig for hurtigt, for at han indimellem tror at det bliver vanskeligt at holde på mig?

Mandag den 3.

I går aftes ringede han, jeg sov, han ville komme. Jeg kunne ikke (Eric er her). Urolig nat, hvad stiller man op med dette begær, og også i dag hvor jeg heller ikke kommer til at se ham. Jeg græder af begær, af denne altomfattende sult jeg har efter ham. Han repræsenterer den mest “opkomlingsagtige” side af mig og også den mest ungdommelige. Ikke særlig intellektuel, vild med store biler, musik mens han kører, “overfladisk”, han er “ham manden fra min ungdom”, lyshåret og lidt bondsk (hans hænder, hans firkantede negle), som fylder mig med nydelse, og som gør at jeg ikke længere har lyst til at bebrejde ham at han ikke er intellektuel. Jeg er altså virkelig nødt til at få sovet nu, jeg er på randen af fuldkommen udmattelse, ude af stand til at gøre noget som helst. Sorgen og kærligheden er én og samme ting i mit hoved, min krop.

Sang af Édith Piaf: “Mon Dieu, laissez-le-moi, encore un peu, un jour, deux jours, un mois … le temps de s’adorer et de souffrir …”1 Jo længere jeg kommer i livet, desto mere hengiver jeg mig til kærligheden. Min mors sygdom og død viste mig hvor stærkt et behov jeg har for den anden. Det morer mig at høre når S., hver

1 “Åh Gud, lad mig beholde ham bare lidt endnu, en dag, to dage, en måned … Giv os tid til at tilbede hinanden og til at lide …”; o.a.

gang jeg siger: “Jeg elsker dig,” svarer: “Tak!” Ikke langt fra: “Det var så lidt!” Faktisk. Og han siger: “Du kommer til at hilse på min hustru,” med glæde og stolthed. Selv er jeg forfatteren, luderen, udlændingen og også den frie kvinde. Jeg er ikke “det gode” som man ejer og viser frem, som trøster. Jeg kan ikke trøste nogen. Tirsdag den 4.

Jeg ved ikke om han har lyst til at fortsætte. En “diplomatisk” lidelse (latter!). Men jeg er på grådens rand, for det er festen der ikke bliver til noget. Hvor mange gange har jeg ikke gjort mig klar, “smuk”, indbydende, og så – intet. Det blev ikke til noget. Og for mig er han så uudgrundelig, nødvendigvis mystisk, sikkert i den grad præget af en medfødt svigefuldhed. Han blev medlem af Partiet tilbage i 79. Stolt, som var det en forfremmelse, en eksamen han havde bestået: Han tilhører USSR’s fineste tjenere.

Min eneste lykke i dag: at en fræk ung fyr lagde an på mig i RER-toget, og at jeg genfandt dette sprog der kom over mine læber helt spontant: “Hvis du bliver ved på den måde, kan du få et par på hovedet!” og så videre. At være hovedpersonen i et banalt scoringsforsøg (med to statister der kiggede på) i et øde RER-tog. Er lykken sammen med S. allerede forbi?

Onsdag den 5.

Klokken ni i går aftes, en opringning … “Jeg er her, lige i nærheden, i Cergy …” Han kom, og eftersom David er her, låste vi os i to timer inde på mit kontor. Denne gang var han ikke spor tilbageholdende. Jeg kunne ikke sove, ikke gøre mig fri af hans krop som

stadig var i mig efter at han var taget af sted. Det er dér hele mit drama ligger: Jeg er ude af stand til at glemme den anden, til at være selvstændig, jeg lader mig gennemtrænge af andres ord og handlinger, selv min krop absorberer den anden krop. Det er så svært at arbejde efter sådan en nat. Torsdag den 6.

I går aftes kom han og hentede mig i Cergy, og vi tog hen til Davids étværelseslejlighed på Rue Lebrun. Halvmørke, hans krop på én gang synlig og sløret, samme galskab, næsten tre timer. På tilbagevejen kører han hurtigt med radioen tændt (“En rouge et noir …”, en sang fra sidste år), blinker med det lange lys. Han viser mig den hurtige bil han har lyst til at købe. Den fuldendte opkomling og lidt bondsk (“Ferien er ikke forbi, vi kan godt ses,” siger han). Og misogyn: kvinder i politik, han vrider sig af latter, de kan ikke køre bil og så videre. Og så mig der synes det er morsomt … Den mærkelige fornøjelse jeg finder i al den slags. I stadig højere grad bliver han “min ungdoms drømmemand”, det ideal jeg beskrev i min debutroman, Les armoires vides. En sidste scene da vi når frem til lågen foran huset, jeg fornemmer at den scene ville være en fremragende skildring af det man i mangel af bedre kalder kærlighed: Han lader radioen køre (Yves Duteil: “Le petit pont de bois”), og jeg kærtegner ham med munden til han kommer, lige dér i bilen som er standset på Allée des Lozères. Bagefter fortaber vi os i hinandens blikke. Da jeg vågner her til morgen, gennemgår jeg scenen igen og igen. Det er mindre end en uge siden han kom tilbage til Frankrig, og allerede så megen hengivenhed, så stor frihed i vores kærtegn (vi har gjort næsten alt det man kan gøre) i forhold til hvordan det var i Leningrad. Jeg har altid elsket og skrevet som om jeg skulle

dø bagefter (i øvrigt længtes jeg efter en ulykke, efter døden, da vi var på vej hjem ad motorvejen i går aftes).

Fredag den 7.

Begæret ikke stillet, men tværtimod vakt igen med fornyet smerte og styrke. Jeg kan ikke længere se hans ansigt for mig når han ikke er her. Selv når jeg er sammen med ham, ser jeg ham ikke som før, han har et andet ansigt, det er så tæt på, så indlysende – som en dobbeltgænger. Det er næsten altid mig der fører an, men ud fra hans begær. I går aftes sov jeg da han ringede, som så ofte. Anspændthed, lykke, begær. Mit fornavn mumlet med den karakteristisk gutturale accent der palataliserer og fremhæver den første stavelse, mens den anden bliver meget kort [âni]. Aldrig vil nogen sige mit fornavn på den måde igen.

Jeg kan huske min ankomst til Moskva i 81 (omkring den 9. oktober), den russiske soldat der var så høj og så ung, mine spontane tårer over at være der, i dét der næsten var et fantasiland. Nu er det lidt som om jeg havde elsket med den russiske soldat, som om alle de syv år gamle følelser havde ført mig frem til S. For en uge siden havde jeg ikke forudset denne voldsomme brand. André Bretons ord: “Vi elskede som når solen banker ned, som når kistelåg klapper i,” sådan omtrent.

Lørdag den 8.

Étværelseslejligheden på Rue Lebrun. Lidt mathed i begyndelsen, så sødme, udtømmelse. På et tidspunkt siger han: “Jeg ringer til dig i næste uge” = jeg vil ikke se dig i weekenden. Jeg smiler = jeg

accepterer det. Lidelse, jalousi, skønt jeg godt ved det ville være bedre med lidt længere tid mellem møderne. Jeg er tilbage i et dagen derpå-kaos. Jeg er bange for at virke klæbende, gammel (klæbende fordi jeg er gammel), og jeg spekulerer på om jeg ikke skulle spille separationskortet, kvit eller dobbelt! Tirsdag den 11.

Han tog af sted klokken elleve om aftenen. Det er første gang jeg har oplevet at elske så mange timer i træk uden en eneste død periode. Klokken halv elleve rejser han sig. Mig: Trænger du til noget? Ham: Ja, dig. Tilbage til soveværelset. Hvor hårdt vil det ikke blive i slutningen af oktober når hans hustrus ankomst markerer slutningen på vores forhold. Men vil han være i stand til at opgive det så let? Jeg synes han virker meget afhængig af den sanselige nydelse vi oplever sammen. Og at høre ham fordømme den seksuelle frihed, pornoen! Georgiernes løsagtige vaner! Nu tør han spørge mig: “Kom du?” Sådan var det ikke i begyndelsen. Her til aften: analsex for første gang. Godt at min første gang blev med ham. Det er sandt at dét at have en ung mand i sin seng får én til at glemme alder og tid. Denne frygtelige trang til en mand der ligger så tæt på længslen efter døden og tilintetgørelsen af selvet – hvor længe …

Onsdag den 12.

Min mund, mit ansigt og mit køn er raseret. Jeg elsker ikke som en forfatter, det vil sige mens jeg tænker: “Det vil kunne bruges,” eller distanceret. Jeg elsker som om det altid – og hvorfor

skulle det ikke være det? – er sidste gang, ganske enkelt som et levende væsen.

Tænker: I Leningrad var han meget kejtet (af generthed? Eller mangel på erfaring?). Det bliver han mindre og mindre, gør det mig så til en slags læremester? Den rolle gør mig henrykt, men den er skrøbelig, tvetydig. Den indebærer ikke noget løfte om at det vil holde længe (han kunne afvise mig som en luder). Hans tankeløshed og selvmodsigelser morer mig: Han fortæller mig om sin hustru, om hvordan de lærte hinanden at kende, og om de grænser som moralen i USSR nødvendigvis sætter, og fem minutter senere tigger han mig om at vi skal gå op på soveværelset og elske. Sikke en lykke der er i alt dette. Og naturligvis blev han grebet af en synlig glæde da jeg sagde: “Hvor er du dog en god elsker!”

Men jeg kunne også godt lide det da han sagde noget tilsvarende til mig i Leningrad.

Torsdag den 13.

Her er det på sin plads at nævne det konstante sammenspil mellem kærligheden og det umættelige begær efter nyt tøj (der dog samtidig formodentlig ingen rolle spiller for begæret som sådan). Det samme i 84 hvor jeg ustandselig købte nederdele, trøjer, kjoler og så videre uden at skæve til prisen. Hæmningsløst forbrug.

Denne ventetid ved telefonen. Og desuden den fuldstændige uudgrundelighed: Hvad er det ved mig han er tiltrukket af?

Og jeg er begyndt at lære russisk!