I Johanna
Efter nogle dage med virussen i min krop rammer feberen, og jeg får den idé, at jeg vil læse en særlig roman igen, og først da jeg sætter mig i sengen og slår op på første side, forstår jeg hvorfor. På forsats bladet står der skrevet med blå kuglepen, med en umiskendelig håndskrift:
29. maj 1996 Bliv snart rask. Der er franske pandekager og cider på Fyra Knop. Jeg kan ikke vente, til vi kan tage derhen igen. Kys (der hellere vil være på dine læber), Johanna
Den gang havde jeg malaria; smittet et par uger tidli gere af en østafrikansk myg i et telt uden for Seren geti, blev syg, da vi var kommet hjem, og indlagt på Hudiksvalls sygehus, uden at nogen forstod, hvorfor alle mine værdier røg i vejret, og da diagnosen til sidst blev stillet, stod alle sygehusets læger i kø for at se kvinden med den eksotiske sygdom. Der brændte en ild bag min pande, og hver morgen på sygehuset
7
vågnede jeg tidligt af min egen gispende vejrtræk ning og en hovedpine, som jeg aldrig tidligere havde kendt. Efter rejsen til Østafrika var jeg taget direkte til Hälsingland for at besøge min farfar, der lå for døden, og i stedet blev jeg syg og var selv lige ved at dø. Jeg var indlagt i mere end en uge, og da Johanna forærede mig bogen, lå jeg i sengen i vores soveværelse i Hägersten, overflyttet via Uppsala, hvor jeg fik taget en leverbiopsi. Jeg husker ikke, hvad den viste, jeg husker i det hele taget ikke meget fra den forsommer, men vores lejlighed glemmer jeg ikke, og ikke bogen, og ikke hende. Romanen forsvandt ind i feberen og hovedpinen og blev ét med dem, og lige dér et sted er der en tråd, der fører helt herhen. En følelsesåre, hvis ladning af feber og fare denne eftermiddag får mig over til bogreolen for at finde netop denne roman. Feberen og hovedpinen, der ikke aftager, trængslen af urolige tanker bag øjnene, suset fra den kommende nød – jeg genkender det, fordi jeg har oplevet det før, med pakkerne af virkningsløse Panodil på gulvet ved sengen og flaskerne med mine ralvand, som jeg tømmer, mens tørsten består. Så snart jeg lukker øjnene, ruller billederne forbi: hestehove i en tør ørken, fugtigt kældermørke med tavse spø gelser, kroppe uden form og grænser, store vokaler, der skriger til mig, det vil sige hele standardmenuen af mareridt, siden jeg var et lille barn, med det strejf
8
af død og tilintetgørelse, der følger med selve tanken om sygdommen.
Litteraturen var min og Johannas bedste leg, vi introducerede forfatterskaber og temaer for hinan den, epoker og regioner og enkelte værker, ældre og samtidige og i forskellige genrer. Vores smag var meget ens, men tilpas forskellig, til at samtalerne blev interessante. Nogle ting havde vi forskellig mening om (Oates, Bukowski), en del efterlod os begge ube rørte (Gordimer, fantasy), og andet var vi fælles om at elske (Östergren, Eyvind Johnsons Krilon, Les sing). Jeg kunne aflæse hendes bedømmelse af en bog ud fra, hvor hurtigt hun pløjede sig igennem den. Gik det hurtigt (Kundera, alle krimier), vidste jeg, at hun kedede sig og havde travlt med at blive færdig, og gik det for langsomt (Bliktrommen, al science fiction), kedede hun sig lige så meget, men måtte kæmpe for at komme igennem den. Hun så det som sin pligt at afslutte de bøger, hun var begyndt på – præcis som hun havde afsluttet alle sine uddan nelser, afleveringsopgaver og projekter. Der var en dyb, rodfæstet lydighed hos hende, en slags respekt over for sin opgave, hvor håbløs den end kunne føles. Det var noget, hun havde med hjemmefra, antager jeg, fra sine kreative og urokkeligt målbevidste forældre. Selv sagde hun, at fuldførelsen var en måde at holde ryggen fri på i forhold til fremtiden, at have det hun
9
kaldte for et “clean sheet”. For Johanna levedes livet kun i én retning, fremad, fremad. Der var vi forskel lige, selv afsluttede jeg sjældent nogen større projekter. Efter et år som ekspedient i Pressbyrå kiosken var jeg begyndt på adskillige universitetsuddannel ser, som jeg var sprunget fra eller havde udskudt på ubestemt tid, inden jeg begyndte at skrive for alvor. Og ikke engang der, da jeg traf beslutningen om at prøve at blive forfatter på fuld tid, lykkedes det mig at følge den bane, jeg selv havde udstukket; i stedet kunne jeg tilbringe dage med at flanere rundt i de forskellige kvarterer i Aspudden, Mälarhöjden, Mid sommarkransen og Axelsberg. Det var en tid, hvor der stadig foregik en del lyssky virksomhed i områ derne ind mod midtbyen med motorcykelklubber og tatovørsaloner og kulsorte videobutikker med solarieafdeling. Tunnelbanestationerne var dystre og beskidte. Alle mulige slags mennesker levede side om side, karrieremennesker, der tog på arbejde med deres attachémapper, kunstnere, der lejede billige atelierer, narkomaner, der boede i opgange, hvor politiet lavede razziaer, vejrbidte gamle mænd, der sad på torvet med deres ølflasker og dybe solbrændthed; alle levede op og ned ad hinanden i de treetagers huse, der kantede hovedgaderne, som snoede sig gennem bydelene, med butikker i gadeplan, med lavt til loftet og udenland ske krydderier, og med billige frokostrestauranter
10
med brunt interiør, hvor jeg plejede at sidde med den tomme tallerken på en plasticbakke i hjørnet og drikke det sidste af min letøl og studere de andre gæster i den tidlige eftermiddag. Foran mig lå en notesbog med en nøje udvalgt pen. Det kan godt være, jeg virkede dedikeret, men jeg var det ikke, og i bunken af bøger på sengebordet var der altid en eller to, hvor jeg var gået i stå et sted midt i. Jeg ville helst læse bøger, der gav et sug, jeg ikke kunne løsrive mig fra. Det gjaldt det meste, og derfor var der få forpligtelser i mit liv, måske alt for få. Faktisk havde jeg nok ikke rigtigt oplevet nogen form for forpligtelse uden straks at skyde den fra mig. Det var et udgangspunkt, der ikke skabte nogen “clean sheets”, og jeg formoder, at Johanna ikke kunne se denne indbyggede træghed i mig som andet end en udfordring. Der var noget i hendes tempo og entu siasme, der gav mig fart, der fik ting til at ske. Måske var det denne side af hende, der gjorde mig så tryg i vores forhold. Hun havde påbegyndt det og havde ikke tænkt sig at give op. Hun ville ikke gå, hun ville aldrig give efter for nogen impuls til at gå fra mig. Hun var så grundig, så hengiven og loyal. Ville hun nogensinde komme på den idé at gøre det forbi? Nej, tænkte jeg. Nej, aldrig. Bogen jeg har i hånden er New York-trilogien. Auster, indelukket, men spændstig, så enkel og
11
alligevel så syret, paranoid og klarsynet på samme tid, og med en åben himmel mellem hvert ord. På det punkt var vi enige, Johanna og jeg, og da feberen et par uger senere slap sit tag, læste jeg den igen for at lede efter mangler, for at se, om jeg ville gennemskue noget, eller om den ville kede mig, men jeg fandt ikke et eneste sted, hvor noget skurrede, og kort efter læste jeg Moon Palace og blev lige så henført. Auster blev et af mine pejlemærker, både når jeg læste, og når jeg skrev – selv efter jeg havde glemt ham og var holdt op med at købe hans bøger, når de udkom. Den skarpe enkelhed forblev et ideal, som først var forbundet med hans navn og siden fortsatte uden. En del bøger har en tendens til at blive siddende i kroppen, længe efter at man har glemt detaljerne og navnene, og da jeg senere endelig besøgte Brooklyn første gang, fandt jeg frem til hans adresse, som om det var en selvfølgelighed. Det var nogle år inde i det nye årtusinde, og Johanna var gået fra mig for længe siden, på grund af en anden, uforberedt og brutalt, fuldstændig iskold. På det tidspunkt hvor jeg stod og gloede op på trappen, der førte op til det brune murstenshus i Brooklyn, hvor Paul Auster og Siri Hustvedt levede deres liv og skrev deres bøger, havde jeg i et stykke tid været sammen med en mand, der sad og spiste pandekager på en café et stykke derfra sammen med min datter. Tidens særlige foldede natur
12
gjorde, at jeg kunne stå der på Park Slope, som om Johanna stod lige ved siden af mig, at jeg kunne høre hende sige noget om tilfældet, som jeg først ville forstå langt senere, og at vi begge kunne synes, vi kunne se nogen bevæge sig bag et af gardinerne på overetagen.
Præcis som denne feber installerede malariaen en slags uendelighed i min krop, sygdommen syntes at være en permanent tilstand. Vi var rejst ned for at besøge to af hendes venner, der arbejdede med det, der dengang blev kaldt “ulandsarbejde”, et begreb, der tilsyneladende kunne indbefatte det meste. Selv efter vi havde været sammen med dem i to uger, fremstod deres projekt i mine øjne diffust; en af dem var ved at lave en film for en organisation, og denne film skulle muligvis vises på en konference, hvis altså denne konference blev til noget, og hvis filmen blev færdig, og den anden så ikke ud til at lave andet end at tage med og bære kamerastativet. De skulle være der i tre måneder og så rejse længere sydpå. Natten i telt uden for Serengeti var vores sidste nat i landet, og ingen af os lagde mærke til myggen, der stak mig, selv om vi delte myggenet, men i flyveren på vej hjem opdagede jeg tre kløende stik ved albuen. Johanna gik fri. Feberen varede egentlig ikke mere end to eller tre uger, måske fire, men det føltes, som om jeg var sengeliggende i måneder. Johanna fugtede min pande,
13
købte kager på konditoriet ved torvet, nogle bittesmå nogle tilpasset min begrænsede appetit. Hun kunne ikke lide hoftebenene, der var begyndt at stikke frem, sagde hun, selv om jeg forstod, at de i hemmelighed fascinerede hende. Hun lavede supper med fløde, ristede brød i ovnen og lod store klumper smør synke ned i de ristede brødskiver. Jeg var taknemmelig for det hele, for maden og gaverne, for pocketbøgerne med poetiske hilsner. Hun var fra en kærlig familie i den øvre middelklasse, det var den måde, man gav gaver på i hendes familie, i tide og utide, elegant pakket ind og med smukke kort stukket ind under gavebåndet. Der var et element af højtidelighed, når en gave blev overrakt, selv når den var enkel og bare blev skubbet hen over bordet under en frokost. I hendes verden handlede gaver ikke kun om indhold og indpakning, men også om graden af overraskelse, timing og referencer til fortiden og til en eventuel fremtid. Hver gave var omfattet af et netværk af henvisninger, blink og underforstået information. Efterhånden blev gavernes akkumulerede mængde en byrde, for jeg kunne ikke holde trit. Hendes gaver var for mange, for dyre og for løfterige, og hun havde et øje for det smukke, jeg ikke havde; hun fandt det perfekte ur i en museumsshop, og i en lukningstruet biograf købte hun en bakke med tryk af en filmpla kat. Jeg har stadig dem begge, mine børn har spurgt,
14
hvem Monika var, og hvem der havde en sorthvid sommer med hende, og uret ligger ødelagt og uden rem i en toilettaske, men jeg har aldrig fundet et, der var lige så flot. Brutaliteten i Johannas afsked fik mig til at smide en del af hendes gaver ud og anbringe andre på et loftskammer for først at tage dem frem, efterhånden som følelserne er kølet af. Penge var det sidste, en gave handlede om. Økonomi var ikke et emne. Hun tog ikke studielån som os andre (vi mødte hinanden på et kursus i journalistik på uni versitetet), men havde et Visakort til en eller anden konto, som hendes forældre tankede op. For mig, der var flyttet hjemmefra, da jeg var seksten og havde forsørget mig selv siden da, og som havde flere påbe gyndte videregående uddannelser bag mig, krævede enhver udgift et offer et andet sted i budgettet. Ud over bøgerne tvivler jeg på, at hun har gemt noget af det, jeg forærede hende i løbet af vores tid sammen: et digitalkamera, morgenkåben i kunstig silke, de indrammede tegninger af en tegneseriekunstner, der var hot dengang, men som nu er glemt. Mine gaver til hende, selve det at give dem, efterlod mig med en følelse af utilstrækkelighed, for mod min vilje huskede jeg, hvad tingene kostede, og hvor relativt få de var. Sammenlignet med hende var jeg kluntet, pludselig alt for bevidst om penge, og om hvad en medfødt mangel på god smag kunne betyde. Den
15
slags spørgsmål fandtes ellers kun i underskoven af vores fælles liv, vi talte ikke om dem. Måske var der også en grad af vold i hendes måde at give gaver på, en triumferende overmagt, der blev bevist hver gang, hun skubbede en firkantet æske hen over bordet (en halskæde med en uregelmæssig dråbe af sølv), eller havde anbragt en stor pakke midt på stuegulvet (lang rendsskøjter med tilhørende støvler og isdupper), eller lagt en indpakket, helt nyudgivet bog på min hovedpude (Tranströmers Sørgegondolen), eller kom hjem med en æske fra Gunnarsons konditori og lod den dingle foran mit ansigt, inden hun stillede den på bordet mellem vores tekopper. Det var en slags generøsitet, der ikke kostede hende noget, men som hun vidste, at jeg aldrig kunne måle mig med, og som dermed gav hende et hemmeligt overtag. Når jeg ikke havde flere penge, var det hende, der fyldte køleskab og køkkenskuffer, og hun gjorde det med ost købt ved disken i en torvehal, med friskpresset juice og nymalet kaffe i brune papirsposer fra kaffeforretnin gen i Linnégatan. Engang, formodentlig lige da det hele var forbi, tænkte jeg: Er det sådan her, strukturel vold ser ud, ubevidst at undervise en anden i, hvad en gave er, hvor den skal købes, og hvordan den skal afleveres? Ikke at købe den billigste trøje, den billigste pesto, computer eller stegepande, som jeg var vant til, men den bedste? Et par år senere forstod jeg, at
16
