Page 1

International bestseller til dig der elsker Downton Abbey

ELIZABETH JANE HOWARD CAZALET-KRØNIKEN 1

HHHHH »Vidunderlig britisk slægtsroman. Man kan ikke få nok af beskrivelserne af Cazalet-familiens overklasseliv i årene omkring Anden Verdenskrig.« Goodreads


Øvrige titler i serien om Cazalet-familien Ventetid De svære år Tiden efter

De gode år_TRYK.indd 2

19/06/2017 15.52


Elizabeth Jane Howard

De gode år på dansk ved Anne Ziersen

gads forlag

De gode år_TRYK.indd 3

19/06/2017 15.52


Til Jenner Roth

De gode år er oversat fra engelsk efter The Light Years Copyright © 1990 by Elizabeth Jane Howard All rights reserved Dansk udgave copyright © 2017 Gads Forlag 1. udgave, 1. oplag Omslag: Anders Timrén Omslagsfoto: iStockphoto, Shutterstock Bogen er sat med minion hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook, Sverige ISBN: 978-87-12-05491-7 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk Dette værk er fiktion. Navne, personer, virksomheder, organisationer, steder og begivenheder er et produkt af forfatterens fantasi eller anvendes i fiktiv sammenhæng. Enhver lighed med virkelige nulevende eller afdøde personer eller hændelser er tilfældig.

De gode år_TRYK.indd 4

19/06/2017 15.52


CAZALET-FAMILIERNE OG DERES TJENERSKAB • William Cazalet (f. 1860) (Brigadieren) Kitty (f. Barlow, 1867) (Hertugen) Rachel (f. 1899), deres ugifte datter Mrs. Cripps (kokken) Eileen (kammerpige) Peggy og Bertha (stuepiger) Dottie (køkkenpige) Tonbridge (chauffør) McAlpine (gartner) Wren (staldknægt) Billy (havedreng) Hugh Cazalet (f. 1896), ældste søn Sybil (f. Cater, 1899), hans kone Polly (f. 1925), deres datter Simon (f. 1926), deres ældste søn William (Wills) (f. 1937), deres yngste søn Nanny Inge (deres tyske stuepige) Edward Cazalet (f. 1897), mellemste søn Villy (f. Ryda, 1896), hans kone Louise (f. 1923), deres ældste datter Teddy (f. 1924), deres søn Lydia (f. 1931), deres yngste datter

5

De gode år_TRYK.indd 5

19/06/2017 15.52


Emily (kokken) Phyllis (kammerpige) Edna (stuepige) Nanny Bracken (chauffør) Edie (daglig hjælp på landet) Rupert Cazalet (f. 1903), yngste søn. Gift 1. gang m. Isobel Rush (f. 1893, d. 1930). Gift 2. gang m. Zoë Headford (f. 1915) Clarissa (Clary) (f. 1925), hans datter m. Isobel Neville (f. 1930), hans søn m. Isobel Ellen (barnepige) Jessica Castle (Villys søster) Raymond, hendes mand Angela, deres ældste datter Christopher, deres ældste søn Nora, deres mellemste datter Judy, deres yngste datter

De gode år_TRYK.indd 6

19/06/2017 15.52


HOME PLACE • 1937 •

Rachel Cazalet vågnede altid tidligt, men om sommeren, ude på landet, vågnede hun med fuglene. I stilheden, der fulgte, drak hun så en kop te fra termoflasken ved sengen, spiste en Mariekiks, læste endnu et kapitel af Sparkenbroke, som hun syntes var temmelig intenst, men godt skrevet, og mens det klare, grå lys begyndte at trænge ind i værelset (hun sov med gardinerne trukket fra for at få så meget frisk luft som muligt) og fik lyset fra lampen ved hendes seng til at virke snavset gult – nærmest beskidt – slukkede hun den, stod ud af sengen, tog sin uldne morgenkåbe og de uformelige morgensko på (underligt som de altid endte med at have samme facon som hestebønner) og listede hen ad den brede, tyste korridor og ned ad tre de trin til badeværelset. Dette rum, der vendte mod nord, havde vægge beklædt med mørkegrønne, malede fyrretræslister. Det var altid, selv om sommeren, så koldt som et spisekammer, og det lignede en luksuriøs hesteboks. Badekarret på løvefødder af støbejern havde en kromgrøn plet af vand, der dryppede ned fra den ældgamle hane i messing og porcelæn, hvis pakninger aldrig var helt i orden. Hun lod vandet løbe, anbragte korkmåtten og låste døren. Måtten var skæv, så den bulede, når hun stod på den; men det var meningen, det skulle være børnenes badeværelse, og det var ikke noget, de havde noget imod. Hertugen sagde, at det stadig var en ganske udmærket måtte. Hertugen

De gode år_TRYK.indd 83

19/06/2017 15.52


mente ikke, at et bad skulle være en nydelse: Vandet skulle være lunkent. “Det er meget bedre for dig, skat”. Sæben var af mærket Lifebuoy, og toiletpapiret var Izal. “Mere hygiejnisk, skat”. I en alder af otteogtredive syntes Rachel godt, hun kunne lave sit bad upassende varmt og bruge et stykke af Pears’ gennemsigtige sæbe, som hun opbevarede i sin toilettaske. Det var børnebørnene, Hertugens ideer om helbred og hygiejne gik mest ud over. Det var dejligt, at de kom alle sammen; det betød, at der var en masse, der skulle gøres. Hun elskede sine tre brødre lige meget, men af forskellige grunde – Hugh fordi han var blevet ødelagt i krigen og var så tapper og klagede så lidt over det, Edward fordi han så så vidunderlig dejlig ud, ligesom Brigadieren, da han var ung, syntes hun, og Rupert fordi han var en vidunderlig maler, og fordi det havde været så tragisk for ham, da Isobel døde, og fordi han var sådan en vidunderlig far og sød mod Zoë, der var … meget ung, og mest fordi han fik hende til at le sådan. Men hun elskede dem alle lige meget, naturligvis, nøjagtig ligesom hun – også naturligvis – ikke havde en favorit blandt børnene, der voksede op så hurtigt. Hun havde elsket dem mest, da de var babyer, men de var søde som større børn og sagde tit de mest uimodståelige ting. Og hun kom godt ud af det med sine svigerinder, bortset fra at hun måske følte, at hun ikke kendte Zoë særlig godt endnu. Det måtte være svært for hende at komme så sent ind i sådan en stor, sammenspist familie med alle dens vaner og traditioner og vittigheder, der skulle forklares for hende. Hun besluttede sig for at være særlig sød mod Zoë – og også mod Clary, der var ved at blive lidt af en tyksak, stakkels skat, men hun havde dejlige øjne. Nu havde hun fået sin hofteholder på, undertrøje, underkjole, tricotcharmeuseunderbukser og kaffebrune, løstvævede kamgarnsstrømper og de brune spadseresko, som Tonbridge polerede, til de lignede sukkerkaramel. Hun besluttede sig for den blå jerseydragt i dag (blå var så afgjort hendes yndlingsfarve) med den nye Macclesfield silkeskjorte – blå

84

De gode år_TRYK.indd 84

19/06/2017 15.52


med en mørkere blå stribe. Hun børstede sit hår ud og snoede det i en løs knude, som hun satte fast med hårnåle uden at se i spejlet. Hun tog gulduret på, som Brigadieren havde givet hende, da hun blev enogtyve, og satte granatbrochen fast, som S havde givet hende i fødselsdagsgave, kort efter at de havde mødt hinanden. Hun gik med den hver dag – brugte ikke andre smykker. Til sidst kastede hun et modvilligt blik i spejlet. Hun havde en fin hud, øjne der lyste af intelligens og humor; faktisk var hendes pæne, men ikke særlig bemærkelsesværdige ansigt – lidt ligesom en bleg chimpanse, sagde hun sommetider – totalt blottet for generthed og helt uden forfængelighed. Hun stoppede et lille hvidt lommetørklæde ind under guldkæden på sit armbåndsur, tog de lister, hun havde skrevet den foregående dag, og gik ned for at spise morgenmad. Huset havde oprindelig været et lille stuehus, bygget hen imod slutningen af det syttende århundrede i den typiske Sussex-stil, facaden var træ og puds op til første sal, der var belagt med rosenfarvede, overliggende teglsten. Det eneste, der var tilbage af det, var to små værelser i stueetagen, mellem hvilke der over for fordøren var en stejl, smal trappe, der førte op til tre soveværelser, der var forbundet af klædeskabe. På et tidspunkt havde huset tilhørt en mr. Home, og det blev nu kaldt Home Place. På et tidspunkt i attenhundredtallet var dette lille hus blevet forvandlet til et herskabshjem. To store fløje var blevet bygget til på hver side af det, så det dannede de tre sider i en firkant, og her var der blevet anvendt honningfarvede sten og store skydevinduer, og taget var glat, blå skiffer. Den ene fløj indeholdt en stor spisestue og opholdsstue og et tredje rum, der havde været anvendt til forskellige formål – for tiden blev det brugt som billardværelse; den anden indeholdt køkken, tjenestefolkenes stue, bryggers, anretterværelse, spisekamre og vinkælder. Denne tilbygning havde otte soveværelser mere på første sal. I victoriatiden blev nordsiden af firkanten føjet til med en række små, mørke værelser, der blev brugt til tjenestefolkene, et støvlerum, et våbenrum, et rum til en kæmpestor,

85

De gode år_TRYK.indd 85

19/06/2017 15.52


larmende varmtvandsbeholder, et ekstra badeværelse og toilet nedenunder og børneværelser ovenpå med det allerede omtalte badeværelse. Resultatet af disse forskellige arkitektoniske bestræbelser var et forvirrende rod bygget omkring en hall med en trappe, der førte op til en åben svalegang, hvorfra der var adgang til soveværelserne. Denne åbne skakt med loftet, der lå lige under taget, fik lys gennem to glaskupler, der lækkede kraftigt i regnvejr, så spande og hundeskåle måtte placeres på strategiske steder. Den var kold om sommeren og isnende kold resten af året. Huset blev opvarmet af træ- og kulfyrede kaminer i stueetagen; der var kaminer i nogle af soveværelserne, men Hertugen betragtede dem som unødvendige, medmindre man var syg. Der fandtes to badeværelser, et til kvinderne og børnene på første sal, et til mændene (og tjenestefolkene en gang om ugen) i stueetagen. Tjenestefolkene havde deres eget toilet; resten af huset delte de to, der lå ved siden af badeværelserne. Varmt vand til soveværelserne blev hentet i stuepigernes vask på første sal og båret hen til værelserne i dampende messingkander hver morgen. Morgenmaden blev serveret i dagligstuen i den oprindelige del af huset. Hertugen var victoriansk med sin opholdsstue og spisestue og brugte kun sidstnævnte til større middage og aldrig førstnævnte, medmindre der var gæster. Rachels forældre sad nu ved klapbordet, hvorpå Hertugen var ved at lave te med vand fra kedlen, der stod og kogte over en spritflamme. William Cazalet sad med en portion æg og bacon og med Morning Post stillet op ad marmeladekrukken. Han var iført ridetøj, der bestod af en citrongul vest og et bredt, mørkt silkeslips med en perleslipsenål i. Han sad og læste sin avis med det ene øje knebet sammen om en monokel, så de buskede, hvide bryn næsten rørte ved hans rødmossede kindben. Hertugen, der var klædt på nogenlunde samme måde som sin datter, men med et perlemors- og safirkors hængende i en kæde uden på sin silkebluse, fyldte sølvtepotten og tog imod sin datters kys, mens hun udsendte en svag duft af violer.

86

De gode år_TRYK.indd 86

19/06/2017 15.52


– Godmorgen, skat. Jeg er bange for, at de alle får en meget varm tur. Rachel anbragte et kys oven på sin fars hoved og satte sig på sin plads, hvor hun straks så, at der var brev fra S. – Vil du være sød og ringe efter mere ristet brød? – Skændigt! knurrede William. Han sagde ikke noget om, hvad det var, der var skændigt, og hverken hans kone eller datter spurgte, vel vidende at hvis de gjorde, ville han bede dem om ikke at bekymre deres kønne små hoveder med det. Han behandlede sin avis som en vrangvillig kollega, som han altid (heldigvis) kunne få det sidste ord over for. Rachel tog imod sin kop te, besluttede at nyde sit brev senere og stak det i lommen. Da Eileen, deres stuepige i London, ankom med det ristede brød, sagde Hertugen: – Eileen, vil du sige til Tonbridge, at han skal køre mig til Battle klokken ti, og at jeg vil tale med mrs. Cripps om en halv time? – Javel, frue. – Kære Hertug, skal jeg ikke tage Battle for dig? Hertugen så op fra den meget lille klat smør, hun var ved at skrabe ud på sit ristede brød. – Nej tak, skat. Jeg vil gerne tale med Crowhurst om hans lam. Og jeg er nødt til at tage ind i Till’s; jeg har brug for en ny havekurv og en rosensaks. Jeg vil overlade soveværelserne til dig. Har du lagt en plan? Rachel tog sin liste. – Jeg havde tænkt, at Hugh og Sybil skulle være i det blå værelse, Edward og Villy i pæonværelset, Zoë og Rupert i det indiske værelse, Nan og Lydia i børneværelset, de to drenge i det gamle legeværelse, Louise og Polly i det lyserøde værelse og Ellen og Neville i det ekstra værelse bagtil… Hertugen tænkte sig om et øjeblik og sagde så: – Hvad med Clarissa? – Åh gud! Vi bliver nødt til at sætte en klapseng op til hende i det lyserøde værelse. – Det tror jeg, hun vil synes om. Hun vil gerne være sammen med de store piger. Will, skal jeg give Tonbridge besked om stationen?

87

De gode år_TRYK.indd 87

19/06/2017 15.52


– Gør du det, min søde Kitty. Jeg har et møde med Sampson. – Jeg tror, vi skal spise frokost tidligt i dag, så pigerne har tid til at rydde af bordet og dække tebord i hallen. Passer det dig? – Hvad som helst. Han rejste sig og luntede hen til sit kontor for at tænde sin pibe og læse avisen færdig. – Hvad vil han tage sig til, når han er færdig med ombygningerne her? Hertugen så på sin datter. – Han bliver aldrig færdig, svarede hun blot. Der vil altid være noget. Hvis du har tid, kunne du måske plukke hindbærrene, men overanstreng dig nu ikke. – Det må du heller ikke. Men med sytten mennesker, der skulle komme og bo der, var der en masse at lave. Hertugen tilbragte en forretningsmæssig halv time sammen med mrs. Cripps. Hun sad på den stol, der var blevet trukket ud til hende ved det store, hvidskurede køkkenbord, og mrs. Cripps stod og lænede sig op ad komfuret med armene over kors. Mens de blev enige om weekendens menuer, kom gartnerens dreng Billy ind med to store kurve fyldt med ærter, hestebønner og salathoveder. Han satte dem på gulvet i bryggerset og stod så og stirrede måbende på mrs. Cripps og Hertugen. – Undskyld mig, frue. Hvad er der, Billy? – Mr. McAlpine sagde, at jeg skulle tage kurvene med tilbage til kartoflerne. Han talte med hviskende stemme; den var i overgang, og det gjorde ham flov. Han var også i den sidste tid begyndt at stirre på damer. – Dottie! Mrs. Cripps brugte sit mest forfinede råb. Når fruen ikke var i nærheden, skreg hun. Dottie! Hvor er det pigebarn dog henne? – Hun er ude bagved. Det betød på toilettet, hvilket mrs. Cripps udmærket godt vidste. – Undskyld mig, frue, sagde hun igen og gik hen imod bryggerset. Da hun havde tømt kurvene og rakt dem til Billy med ordre om at tage tomater med ind sammen med kartoflerne, vendte hun tilbage til menuerne. Hertugen inspicerede resterne af et stykke fjerkræ, som mrs.

88

De gode år_TRYK.indd 88

19/06/2017 15.52


Cripps ikke mente kunne strækkes til krebinetter til frokost, men fruen sagde, at med et ekstra æg og mere rasp kunne det gå an. De udkæmpede deres sædvanlige kamp om en ostesoufflé. Mrs. Cripps, der havde fået stillingen som ganske almindelig kokkepige, havde ikke desto mindre for nylig tilegnet sig kunsten at lave soufflé og ville gerne lave en til enhver højtidelig lejlighed. Hertugen misbilligede varm ost om aftenen. Til slut indgik de et kompromis – chokoladesoufflé til dessert, da der kun ville blive ni om aftenen i spisestuen. Der bliver elleve til frokost i morgen, da to af børnene skal spise sammen med os, og det betyder otte i hallen. Og ti i køkkenet, tænkte mrs. Cripps. – Og laksen til i aften? Kan den holde sig i denne varme? (William havde fået en laks af en af sine venner i klubben). – Den er nødt til at være kold, frue. Jeg koger den i formiddag for at være på den sikre side. – Udmærket. – Og jeg har sat agurker på listen, frue. McAlpine siger, at vores egne ikke er modne endnu. – Hvor irriterende! Nå, men jeg skal ikke opholde Dem, mrs. Cripps. Jeg ved, De har en hel del at lave. Jeg er sikker på, at alt går fint. Og så gik hun, så mrs. Cripps kunne lave fire pund kagedej, koge laksen, sætte to kæmpestore risbuddinger i ovnen, røre en madeirakage og dej til en portion pandekager og pille og hakke kyllingen til krebinetterne. Dottie, der dukkede op, så snart hun hørte Hertugen gå, blev skældt ud og sat til at bælge ærter, skrabe ti pund kartofler og vaske den store mælkejunge til de atten liter frisk mælk, der blev leveret fra nabogården. – Og husk nu at skolde den, når du har vasket den, ellers bliver mælken sur. Ovenpå var stuepigerne Bertha og Peggy ved at rede sengene – de to himmelsenge til mr. og mrs. Hugh og mr. og mrs. Edward, den mindre dobbeltseng til mr. og mrs. Rupert, de fem små jernsenge med tynde,

89

De gode år_TRYK.indd 89

19/06/2017 15.52


kraftige madrasser til de ældste børn, børneværelsets senge, den store barneseng til Neville og klapsengen til Lydia. Rachel stødte på dem i det lyserøde værelse og sagde til dem, at de fik brug for den anden klapseng til miss Clarissa. Så udleverede hun det nødvendige antal badehåndklæder og mindre håndklæder til disse værelser og afgjorde spørgsmålet om, hvor mange natpotter der blev brug for. – To til hvert af børnenes soveværelser, tror jeg, og en til hvert af de andre værelser. Har vi nok? tilføjede hun med et smil. – Kun hvis vi bruger den, som fruen ikke kan lide. – Den kan du sætte i mr. Ruperts værelse. Lad være med at give den til børnene, Bertha. Legeværelset og det lyserøde værelse havde linoleum på gulvet og zefyrgardiner syet af Hertugen på hendes ældgamle Singer på regnfulde eftermiddage. Møblerne var hvidmalet finér, og lyset en enkelt pære i loftet med en hvid glasskærm. Det var børneværelserne. Hendes brødres og svigerinders var bedre udstyret. Her var der hestehårsgulvtæpper i kvadrater med bejdset og poleret trægulv udenom og i pæonværelset et tyrkisk gulvtæppe med samme slags gulv. Møblerne var mahogni; der var toiletborde med trefløjede spejle og hvide hæklede lyseduge og marmorservanter med porcelænskander og tilsvarende skåle. Det blå værelse havde en chaiselong – Rachel havde anbragt Hugh og Sybil der, så Sybil kunne lægge fødderne op, hvis hun havde lyst til det. Det var utrolig spændende med en ny lille baby. Hun elskede virkelig babyer, især når de var helt små. Hun elskede deres hænders undervandsbevægelser, deres forfinede måde at spidse den kirsebærrøde mund på, de skrå øjne der forsøgte at fokusere på en og så blev fjerne. De var så dejlige, alle sammen. Rachel var ulønnet sekretær for en institution, der hed Børnehotellet, der midlertidigt eller permanent tog sig af uønskede børn op til femårsalderen. Hvis forældre, for det meste musikere eller skuespillere, skulle på turné, kunne de anbringe deres barn her, og betalingen var

90

De gode år_TRYK.indd 90

19/06/2017 15.52


beskeden. De børn, der blot dukkede op indsvøbt i tæpper eller sommetider avispapir eller anbragt i en papæske, blev passet gratis; hotellet var en velgørende institution med en fuldtidsansat sygeplejerske og en oldfrue. For at skaffe personale og supplere de magre indtægter oplærte de unge piger i at blive barneplejersker. Hun elskede arbejdet og følte, at det var meningsfuldt, noget hun havde utrolig meget lyst til at lave, og da hun aldrig selv ville få børn, gav det hende adgang til en stadig strøm af babyer, der alle havde brug for kærlighed og opmærksomhed. En del af hendes arbejde bestod i at hjælpe de uønskede børn til at blive bortadopteret, og det var frygteligt at se, hvordan deres chancer blev mindre, efterhånden som de blev ældre. Det var sommetider meget trist. Hun var ved at gennemgå de voksnes værelser, se efter, at der var rent papir i skufferne, at de quiltede kiksæsker på natbordene indeholdt Mariekiks, at flaskerne med kildevand var fulde, at klædeskabene havde et passende antal bøjler – alt sammen noget som hun kunne sige var blevet gjort, når Hertugen vendte hjem fra Battle, og derved spare hende for at bekymre sig om det. Hun samlede æskerne og tog dem med ned i anretterværelset for at få dem fyldt op. Mrs. Cripps stod og balancerede med et stort tærtefad på venstre hånd og var ved at skære den overskydende dej af kanterne med en sort kniv. Da Rachel gav hende beskeden til Eileen, sagde hun, at de gamle kiks var gode nok til pigernes formiddagskaffe. Der var meget varmt i køkkenet. Mrs. Cripps’ ansigt med den usædvanlige kulør – grønlig gul – var blankt af sved, og hendes glatte, fedtede, sorte hår var ved at smutte fri af de kæmpestore hårklemmer, og den måde, hvorpå hun kneb øjnene sammen og så ned på tærten langs den lange, spidse næse, fik hende til mere end nogensinde at ligne en oppustet heks. Kagedejen lå i måneagtige stykker på det melede bord, men hendes pølsefarvede fingre var kun hvide til knoerne; hun havde, hvad man kaldte en meget let hånd. Tærten mindede Rachel om hindbærrene, og hun bad om noget at plukke dem i.

91

De gode år_TRYK.indd 91

19/06/2017 15.52


– Frugtkurven står i spisekammeret, miss. Jeg har sendt Dottie ud efter persille. Det, hun mente, var, at hun ikke selv havde lyst til at hente kurven, men at hun var klar over, at miss Rachel ikke burde gøre det. – Jeg skal nok hente den, sagde Rachel straks, som mrs. Cripps vidste, hun ville. Spisekammeret var køligt og temmelig mørkt med et tætmasket zinknet for vinduet, og foran det hang der to overfyldte fluepapirer. Mad på alle stadier af tilberedning lå på den lange marmorplade, resterne af en steg under et musselinsnet, stykker af risbudding og flødebudding på køkkentallerkener, tykmælk i en krystalskål, kogte svesker i en buddingskål, og på det koldeste sted i nærheden af vinduet lå den store, sølvskinnende laks med sløve øjne efter kogningen og lignede en nødlandet zeppeliner. Frugtkurven stod på skiffergulvet, papiret, den var foret med, var rødt og magentafarvet af saft. Da hun åbnede fordøren og trådte ud i det, der havde været den gamle have, blev hun ramt af varmen, af lyden af bier og motorklipperen, af duften af kaprifolie og lavendel og den navnløse, gammeldags klatrerose i ferskenfarvet og elfenben, der snoede sig kraftigt omkring døren. Hertugens stenhøjsparti, hendes seneste stolthed og glæde, strålede med kanter og puder og farvestrålende blomster. Hun drejede til højre og fulgte stien rundt om huset. På vestsiden var der en stejl skrænt, der førte ned til tennisbanen, som McAlpine var ved at slå. Han var iført en stråhat med sort bånd, bukser så runde som nedløbsrør og jakke trods varmen. Det var, fordi han kunne ses fra huset; han tog den af i køkkenhaven. Han fik øje på hende og standsede, for det tilfælde at hun skulle ønske at sige noget til ham. – Dejlig dag, råbte hun, og han førte fingeren op til panden som svar. Dejlig for nogle, tænkte han. Han var glad for græsplæner, men en tennisbane blev ødelagt på ingen tid, når alle trampede rundt på den. Han kunne ikke betro Billy plæneklipperen, den brændte sammen, så snart han så på den, men han tænkte på sine porrer og var knurrende

92

De gode år_TRYK.indd 92

19/06/2017 15.52


utilfreds over den tid, det tog at traske frem og tilbage og tømme det afklippede græs over i en trillebør. Men han kunne godt lide miss Rachel og havde ikke noget imod, at hun plukkede hans hindbær, som han kunne se af hendes kurv, at hun skulle til. Hun lod aldrig døren stå åben ind til den overdækkede frugthave, sådan som andre han kunne nævne. Hun er en rar, retlinet dame, selvom hun er for tynd; hun skulle have giftet sig, men det lå nok bare ikke til hende. Han kiggede på solen. Det var ved at være tid at få en kop te af mrs. Cripps; hun var en skrap en, det var der ingen tvivl om, men hun lavede en god kop te … Billy, der sad på hug på stien mellem de to store staudebede, var ved at klippe græskanterne. Han var kejtet med saksen, lukkede den for meget op og huggede til med indædt akavethed. Han måtte klippe det samme sted flere gange for at få det pænt, men mr. McAlpine ville være efter ham, hvis han ikke gjorde det ordentligt. Sommetider fik han fat i en klump græs med rod, som fulgte med saksen op, og så var han nødt til at proppe det tilbage og håbe på, at det ikke blev opdaget. Han havde fået en vabel på højre hånd – huden var slidt helt af; indimellem slikkede han det salte snavs af den. Han havde foreslået, at han slog plænen, men det var udelukket efter dengang, tingesten brød sammen for ham – det var ikke hans skyld, den trængte til at blive efterset, men han havde fået skylden. Sommetider var dette job værre end skolen, og han havde troet, at hans problemer ville være overstået i samme øjeblik, han forlod skolen. Han tog hjem en gang om måneden, og hans mor lavede et stort nummer ud af ham. Hans søstre var blevet tjenestepiger, og hans brødre var meget ældre, og hans far blev ved med at fortælle ham, hvor heldig han havde været, at få lov til at blive oplært under mr. McAlpine. Efter et par timer vidste han ikke, hvor han skulle gøre af sig selv, og han savnede sine venner, der alle arbejdede forskellige steder. Han havde været vant til at gøre alt sammen med en hel flok; i skolen havde de været en gruppe, der tog ud

93

De gode år_TRYK.indd 93

19/06/2017 15.52


og fiskede eller plukkede humle i sæsonen for at tjene lidt håndører. Her var der ingen at gøre tingene sammen med. Der var Dottie, men hun var en pige, så han vidste aldrig, hvor han havde hende, og hun behandlede ham som en dreng, når han gjorde en mands arbejde – på en måde – tjente i hvert fald til livets ophold ligesom hende. Sommetider tænkte han på at stå til søs, eller han kunne måske køre bus; bus ville være det bedste, fordi damer tog med bussen; han ville ikke køre bussen, han ville være konduktør, så han kunne se på deres ben … – Du arbejder hårdt, kan jeg se, Billy. – Ja, frue. Han suttede på sin vabel, og det så hun straks. – Det ser slemt ud. Kom ind til mig, når du holder frokostpause, så skal jeg sætte plaster på. Eileen vil fortælle dig, hvor du kan finde mig, tilføjede hun, da hun så, at han så både ængstelig og flov ud. Og så gik hun videre. Hun var helt i orden, selvom hun havde meget tynde, noprede ben, men hun var også lige så gammel som mor, en nydelig dame. William Cazalet tilbragte formiddagen, sådan som han bedst kunne lide det. Han sad med avisen på sit kontor, der var mørkt og overfyldt af tunge møbler (han gjorde ingen indrømmelser i retning af, at det havde været den anden opholdsstue i det gamle hus), og funderede over, at landet var ved at gå i hundene; den fyr til Chamberlain virkede ikke meget bedre end ham den anden fyr, Baldwin; tyskerne så ud til at være de eneste, der vidste, hvordan man organiserer tingene; det var en skam, at George VI ikke havde en søn, og det så ud, som om det var ved at være lidt for sent at rette op på det nu; hvis de virkelig fik dannet en stat i Palæstina, tvivlede han på, om der var nok jøder, der ville flytte dertil – jøder var hans største konkurrenter i træbranchen og forbandet dygtige, men ingen havde et lager af løvtræ, der kunne måle sig med Cazalets – hverken i kvalitet eller sortiment. Hans store skrivebord var dækket med finérprøver på eksotiske træsorter som koko, Andeman padouk, pyinkado,

94

De gode år_TRYK.indd 94

19/06/2017 15.52


ibenholt, valnød, ahorn, laurbær og palisander; de blev ikke brugt til salg, han kunne bare godt lide at have dem liggende. Tit fik han æsker lavet af de første udskæringer af finer fra en træstamme, han holdt særlig meget af, og som havde ligget og modnet i årevis. Der var omkring et dusin af den slags på hans kontor, og der var flere i London. Stuen var ellers møbleret med et tyrkisk tæppe i stærke røde og blå farver, et bogskab med glasdør, der nåede helt op til det lave loft, adskillige glaskasser med store udstoppede fisk – han nød utrolig meget at fortælle historierne om, hvordan han havde fanget dem, og indforskrev med regelmæssige mellemrum nye gæster til netop det formål – og store potter med højrøde pelargonier i fuldt flor i vindueskarmen, hvilket forøgede dunkelheden. Væggene var overfyldt med tryk: jagtbilleder, billeder fra Indien og billeder af store slag – alt sammen røg og højrøde jakker og det hvide i de stejlende hestes øjne. Aviser, som han havde læst, lå i stabler på stolene. Der stod tunge, halvfulde karafler med whisky og portvin på et indlagt bord med tilhørende glas. En statue i sandeltræ af en hindugud – en gave han havde fået af en rajah, da han var i Indien, stod oven på et skab med smalle skuffer, hvori han opbevarede sin samling af biller. Det meste af hans skrivebord var dækket af planerne for hans nye ombygning af en af staldbygningerne: Der skulle være to garager nedenunder og en lejlighed til Tonbridge og hans familie – kone og lille dreng – ovenpå. Ombygningen var godt i gang, men han blev ved med at udtænke forbedringer, og i den anledning havde han sendt bud til entreprenøren, Sampson, om at mødes med ham på byggepladsen. Et af de fire ure slog halvtimeslag. Han rejste sig, tog sin tweedkasket fra en krog på døren og gik langsomt ned til staldene. Undervejs gik han og tænkte på den hyggelige fyr, han havde mødt i toget … hvad var det nu, han hed? Det begyndte med C, tænkte han – nå, men det fandt han ud af, når de kom til middag; han havde naturligvis også inviteret mrs. Hvad-var-det-nu-hun-hed. Det eneste, han ikke kunne huske, var, om han havde sagt til Kitty, at de kom;

95

De gode år_TRYK.indd 95

19/06/2017 15.52


hvis han ikke kunne huske det, betød det nok, at det havde han ikke. Han måtte huske at hente noget portvin op fra kælderen; en Taylor ‘23 ville være den helt rigtige. Staldene lå på begge sider af huset, bygget vinkelret ud fra det. Til venstre lå de bokse, hvor hans heste stod, til højre lå de gamle hestebokse, der var halvt ombygget. Wren var i gang med at strigle hans kastanjebrune hoppe Marigold; han kunne høre den regelmæssige, bløde hvislen, før han nåede hen til døren. Sampson var ikke at se. De andre heste flyttede sig, da han nærmede sig. William elskede sine heste og red hver eneste formiddag, og han holdt en stor, gråskimlet hest på seksten håndsbredder på stald i London. Den hed Whistler. Whistler stod inde i en boks nu, og William rynkede panden. – Wren! Jeg bad dig om at sætte den ud. Den er på ferie. – Jeg er nødt til at fange den pony først. Jeg fanger den aldrig, hvis jeg først har lukket den anden ud. Fred Wren var en lille mand, senet og sej. Det så ud, som om hele hans krop var blevet presset sammen; han havde været stalddreng og var blevet jockey, men et slemt fald havde gjort ham delvis lam. Han havde været hos William i næsten tyve år. En gang om ugen blev han så fuld, at det var et mysterium, hvordan han kunne slæbe sig op ad stigen til høloftet, hvor han sov. Man vidste, at det var sådan, men fandt sig i det, fordi han på alle måder var en fremragende staldkarl. – Mrs. Edward kommer herned, ikke? – I dag. De kommer alle sammen. – Det har jeg hørt. Mrs. Edward vil se godt ud på den rødbrune. Sidder godt på en hest, gør hun. Man ser ikke mange som hende. – Helt rigtigt, Wren. Han klappede Marigold og vendte sig om for at gå. – Der er lige en ting, sir. Kunne De ikke bede de arbejdere om at vaske deres cement væk? Det stopper mine afløb. – Det skal jeg nok.

96

De gode år_TRYK.indd 96

19/06/2017 15.52


– Og sig også til dem, at de kan tage deres stiger ned om aftenen og ikke efterlade min gård, så den ligner en svinesti. Høvlspåner og spande og så bruger de løs af mit vand – jeg har fået nok af dem, kan du lige tro, de frække sataner. Wren stod og kiggede på sin arbejdsgivers ryg, mens han tænkte sådan. Men intet kunne standse den gamle: det skulle ikke undre ham, om det næste blev, at han rev staldene ned. Men bare tanken om det fik ham til at føle sig underligt til mode. Da han var begyndt at arbejde her, havde der ikke været snak om automobiler og den slags. Nu var der to af slagsen, grimme, lugtende tingester. Hvis mr. Cazalet fandt på at samle flere af dem, hvor ville han så anbringe de monstrumer? Ikke i mine stalde, tænkte han temmelig rystet. Han var meget ældre, end han troede, nogen var klar over, og han kunne ikke lide de moderne tider. Wren, der gjorde vrøvl over afløbene, fik William til at tænke. De nye lokaler ville få brug for egen vandforsyning. Han skulle måske få gravet en ny brønd. Så kunne haven og staldene deles om vandforsyningen – i stedet for at haven brugte vand fra huset – og – ja! Han ville gå ud og søge efter vand med pilekvisten efter frokost. Han ville snakke med Sampson om det, men Sampson vidste faktisk intet om brønde – han kunne ikke finde vand, om det så gjaldt hans liv. Oplivet ved tanken om endnu en opgave travede han over til garagerne. Tonbridge holdt bildøren åben for fruen, og Hertugen kravlede taknemmeligt ind bag i den gamle Daimler. Den var kølig efter varmen på hovedgaden og lugtede svagt af bønnebøger. Bagagerummet var fyldt op af de mange indkøb; hendes nye havekurv og rosensaksen fra Till’s lå på sædet ved siden af hende, og på forsædet stod der en kasse mineralvand. – Vi skal bare hente mine varer hos slagteren, Tonbridge. – Udmærket, frue. Hun rettede på en hattenål, der var ved at arbejde sig gennem hatten ind i hovedet på hende. Det var for varmt nu til at plukke roser; hun

97

De gode år_TRYK.indd 97

19/06/2017 15.52


måtte vente til sidst på eftermiddagen. Hun ville tage sig et kort hvil efter frokost og så gå ud i haven. I sådan et vejr beklagede hun hvert et minut, hun ikke kunne tilbringe der. Slagteren kom ud med hendes lam i en pakke. Han havde været meget undskyldende over den sidste ordre, der ikke havde været tilfredsstillende. Han løftede sin flade stråhat som hilsen, da bilen kørte videre. Tonbridge fik købt den forkerte konfekt. – Jeg vil have blandet frugt – ikke kun stikkelsbær. Jeg er bange for, at De bliver nødt til at bytte den. Tonbridge gik langsomt tilbage til butikken. Han kunne ikke lide at købe konfekt, og han hadede at skulle bytte den, fordi konen, der havde butikken, var skarp i munden over for ham og mindede ham om Ethyl. Men han gjorde det, naturligvis. Det var en del af hans job. Han kørte Hertugen hjem i et adstadigt tempo på tredive kilometer i timen – den fart han normalt reserverede for mrs. Edward eller mrs. Hugh, når de var gravide. Hertugen lagde ikke mærke til det. At køre bil var for mænd, og de kunne køre i det tempo, der passede dem. Det eneste, hun havde kørt, var en ponyvogn, da hun var meget yngre. Men hun fornemmede, at det med konfekten havde gjort ham oprevet, så da de nåede hjem, og han hjalp hende ud af bilen, sagde hun: – De må være så lettet, når garagerne er færdige, og De får en rar lejlighed til Deres familie. Han så på hende, hans sørgmodige, brune øjne med de blodskudte underste øjenlåg ændrede ikke udtryk. – Ja, frue. Det må jeg vel, svarede han og lukkede bildøren efter hende. Da han kørte bilen hen til bagdøren for at læsse varerne af, tænkte han dystert, at hans eneste mulighed for at slippe for Ethyl snart var forsvundet. Hun ville være hernede, hakke på ham, beklage sig over, hvor stille der var, mens ungen hylede hele tiden, og hans tilværelse ville blive lige så frygtelig, som når familien opholdt sig i byen. Der måtte på en eller anden måde være en udvej, men han kunne ikke finde den.

98

De gode år_TRYK.indd 98

19/06/2017 15.52


Eileen havde været bagud hele formiddagen. Det var begyndt godt nok; hun havde nået rengøringen i stuerne før morgenmaden. Men da hun var ved at vaske op efter morgenmaden, opdagede hun, at alt porcelænet til børnene ikke var blevet rørt siden jul. Det hele trængte til at blive vasket af, og mrs. Cripps havde naturligvis ikke kunnet undvære Dottie, og Peggy og Bertha havde alle værelserne ovenpå, der skulle gøres i orden. Eileen brød sig ikke om at sige noget, men hun syntes nok, mrs. Cripps kunne have givet pigerne besked om det og fået det gjort noget før. Hun var ikke færdig med det hele endnu, men der var tidlig frokost i spisestuen, hvilket betød, at køkkenet ikke fik frokost, før klokken var næsten to. Hun stod i anretterværelset og trillede duggede smørkugler og anbragte dem i glasskåle til frokosten og middagen om aftenen. Døren gik op, og hun kunne høre mrs. Cripps råbe ad Dottie, der styrtede frem og tilbage på gangen med opvask fra køkkenet. Duften af nybagt kage og pandekager bølgede ud fra køkkenet og mindede hende om, at hun var hundesulten, hun kunne aldrig spise meget til morgenmaden, og der havde kun været et stykke sandkage til formiddagskaffen. I London serverede mrs. Norfolk et rigtigt måltid klokken elleve – dåselaks eller et godt stykke cheddarost – men hun skulle heller ikke lave mad til så mange mennesker som mrs. Cripps. Eileen tog altid med familien på landet til jul og i sommerferien. I påsken holdt hun sine to ugers ferie, og Lillian, stuepigen på Chester Terrace, tog med i stedet for hende. Eileen havde været hos familien i syv år; hun var glad for dem alle, men hun tilbad miss Rachel – en af de sødeste damer, hun nogensinde havde mødt. Hun kunne ikke forstå, hvorfor miss Rachel aldrig var blevet gift, men hun regnede med, at hun havde oplevet en skuffelse på grund af krigen ligesom så mange andre. Men sommeren ville blive hårdt arbejde hele vejen igennem, det var sikkert og vist. Nå, men hun kunne godt lide at se børnene more sig, og mrs. Hugh skulle snart have et barn mere, og der ville være en baby i huset igen til jul. Så var smørret lavet. Hun tog

99

De gode år_TRYK.indd 99

19/06/2017 15.52


den lille bakke med skålene for at sætte den ind i spisekammeret og var lige ved at støde ind i Dottie – det pigebarn så sig aldrig for. Stakkels pige, hun havde en sommerforkølelse og et grimt forkølelsessår på læben trods al den dagcreme, Eileen havde været så venlig at låne hende. Hun bar på en kæmpestor bakke belæsset med køkkenporcelænet, som hun skulle dække med i hallen. – Du skulle ikke sætte så meget på bakken, Dottie. Der kunne nemt ske noget. Men det var lige meget, hvor venligt man talte til hende, hun så alligevel skræmt ud. Eileen gættede på, at hun led af hjemve, for hun huskede, hvordan hun selv havde haft det, da hun var kommet ud at tjene; hun havde grædt sig i søvn hver aften og brugt alle eftermiddagene på at skrive breve hjem, men hendes mor havde aldrig besvaret dem. Hun brød sig ikke om at tænke på den tid. Men det er jo noget, vi alle skal igennem, tænkte hun. Det er trods alt det bedste. Hun gik ud i køkkenet for at se, hvor meget klokken var blevet. Halv tolv – hun måtte hellere se at få fart på. Mrs. Cripps var i panik – rørte i gryder, skubbede ting ind og ud af ovnene. Køkkenbordet var halvt dækket med skåle, potter, bageredskaber, apparater og kødhakkemaskinen og tomme kander, der alt sammen ventede på at blive vasket op. – Hvor er det pigebarn? Dottie! Dottie! Hun havde store, mørke pletter under armene, og hendes ankler svulmede ud over remmene på de sorte sko. Hun tog en trægrydeske op af en stor gryde, lagde pegefingeren fladt på den, smagte og greb ud efter saltet. Prøv at finde hende til mig, Eileen. Alt det her skal ryddes væk, og komfuret trænger til en ordentlig omgang – jeg ved ikke, hvad det er, de putter i koksene nu om dage, det ved jeg virkelig ikke. Sig til hende, at hun skal skynde sig, hvis hun ved, hvad det betyder. Dottie var drømmende i gang med at lægge først gaffel, så kniv og derefter ske på bordet. Hun standsede mellem hver bevægelse, snøftede og stirrede ud i det fjerne.

100

De gode år_TRYK.indd 100

19/06/2017 15.52


– Mrs. Cripps har brug for dig. Jeg skal nok dække bordet færdig. Dottie sendte hende et jaget blik, tørrede næsen i ærmet og løb sin vej. Eileen kunne høre pigerne le og snakke med mr. Tonbridge, der var ved at bære indkøbene fra Battle ind. De kunne dække bordet, så ville hun hjælpe mr. Tonbridge. Hun vidste, hvor tingene skulle lægges på plads, hvilket var mere, end man kunne sige om både Peggy og Bertha. Men hun havde knap nok nået at få smørret og fløden og kødet sat ind i spisekammeret og mineralvandet ind i anretterværelset, før der blev givet besked om, at mrs. Cripps var ved at rette maden an. Så hun styrtede tilbage gennem køkkenet, gennem hallen og ind i spisestuen for at tænde spritflammerne under varmepladen på anretterbordet, tilbage til hallen, hvor hun slog på gongongen og videre ud i køkkenet, hvor fade og tallerkener allerede stod stablet på den store træbakke. Hun havde lige netop tid nok til at nå gennem hallen med den og sætte tallerkener og fade på plads, før familien kom ind for at spise frokost. Fire timer senere var de næsten alle kommet. De voksne var ved at drikke te i haven og børnene i hallen sammen med Nanny og Ellen. De var kommet i tre biler: Edward læssede kufferterne af, og Louise bar sin – den var forfærdelig tung – ind i hallen. Tante Rachel var gået med dem for at vise, hvilket værelse de skulle bo i. Hun forsøgte at hjælpe Louise med kufferten, men Louise ville ikke lade hende gøre det. Alle vidste, at tante Rachel havde dårlig ryg – hvad det så end betød. Hun var henrykt over at skulle sove i det lyserøde værelse og tog sengen ved vinduet, da hun var den første. Hun fik øje på klapsengen og blev klar over, at Clary skulle sove sammen med hende og Polly. Det var dødkedeligt, for selvom Clary var tolv (ligesom Polly), virkede hun meget yngre, og hun var ikke nær så sjov, og de var nødt til at være søde mod hende, fordi hendes mor var død. Nå pyt, det var himmelsk at være her. Hun pakkede så meget af sin kuffert ud, at hun nåede ned til ridebukserne, så hun kunne ride

101

De gode år_TRYK.indd 101

19/06/2017 15.52


en tur lige efter te. Hun måtte hellere pakke det hele ud, ellers fandt de hende bare, når hun var lige midt i noget, og så ville de få hende til at holde op og gå ind og gøre det. Hun hængte de tre lærredskjoler op, som hendes mor havde fået hende til at tage med, og proppede resten ned i en skuffe bortset fra bøgerne, som hun arrangerede omhyggeligt på bordet ved sin seng. Store Forventninger fordi miss Milliment havde givet dem den for i ferien, Fornuft og følelse fordi hun ikke havde læst den i mindst et år, og en sjov gammel bog, der hed The Wide Wide World, fordi miss Milliment havde fortalt, at da hun var barn, havde hun væddet med en af sine veninder om, at uanset hvilken side de slog op på, græd heltinden, og så naturligvis Shakespeare. Hun hørte en bil ankomme og bad til, at det var Polly. Hun havde brug for en at snakke med; Teddy holdt sig på afstand – han svarede ikke ordentligt på nogen spørgsmål om hans skole, og han ville ikke engang skrive nummerplader ned sammen med hende på vejen herned. Lad det være Polly. Kære Gud, lad det være Polly! Polly var taknemmelig over at være nået frem. Hun følte sig altid køresyg, selvom hun aldrig kastede op. De standsede to gange på grund af hende, en gang på bakken uden for Sevenoaks og en gang på den anden side af Lamberhurst. Hver gang var hun tumlet ud af bilen og havde stået og gjort opkastningsbevægelser, men der var ikke sket noget. Hun havde også skændtes med Simon på vejen herned. Det var om Pompey. Simon sagde, at katte ikke lagde mærke til det, hvis deres mennesker var bortrejst – hvilket var en lodret løgn. Pompey havde set hende pakke og havde forsøgt at komme ned i kufferten. Den skjulte bare sine følelser over for andre mennesker. Den havde endda forsøgt at få hende til at føle sig bedre tilpas ved at gå sin vej og sætte sig i køkkenet – det længste han kunne komme væk fra hende. Mor var blevet ved med at spørge, om hun ikke glædede sig til at komme til Home Place, og det gjorde hun, men

102

De gode år_TRYK.indd 102

19/06/2017 15.52


alle vidste, at man godt kunne føle to forskellige ting på samme tid – og sikkert også endnu flere. Hun stolede ikke på, at Inge ville være god mod den, selvom hun havde givet hende en krukke Wonder Creme som en slags bestikkelse, men far sagde, at han jo var tilbage igen på mandag, og hun vidste, at ham kunne hun stole på. Men så ville hun savne far. Livet var ikke andet end gynger og karruseller. Efter at have grædt i London og haft kvalme i bilen havde hun nu fået hovedpine. Skidt med det. Så snart de havde fået deres te, ville hun og Louise sammen gå hen til deres bedste træ – et gammelt æbletræ som kunne laves om til en slags hytte, hvor grenene var de forskellige værelser. Det var hendes og Louises træ; rædselsfulde Simon ville ikke få lov at komme op i det. Han havde fået besked om at bære hendes kuffert op på hendes værelse, men så snart de var uden for de voksnes synsvidde, havde han sat den fra sig og sagt, at hun kunne bære sin egen kuffert. – Sjover! Hun tog den og begyndte at gå op ad trappen. Svin! tilføjede hun. Det var de to nyeste og værste ord, hun kunne komme i tanke om. Det havde far sagt om en buschauffør og en mand i en sportsvogn på vejen herned. Åh gud! Det var ikke særlig sjovt med både Pompey og Simon. Men der stod Louise oven for trappen, hun var der som et lyn for at hjælpe hende med kufferten. Men hun havde ridetøj på, hvilket betød, at det ikke var træet efter te, så det var gyngerne og karrusellerne igen. Zoë og Rupert havde en rædselsfuld tur. Zoë havde foreslået, at Clary skulle rejse med toget sammen med Ellen og Neville, men Clary havde protesteret så voldsomt, at Rupert havde givet efter og sagt, at hun hellere måtte køre med dem. Bilen, en lille Morris, var ikke stor nok til hele familien, og Clary sad på bagsædet omgivet af bagage. Det varede ikke længe, før hun sagde, at hun havde kvalme og gerne ville sidde på forsædet. Zoë sagde, at Clary ikke skulle være taget med i bilen, hvis hun blev dårlig, og at hun ikke kunne sidde på forsædet. Så Clary kastede op – bare

103

De gode år_TRYK.indd 103

19/06/2017 15.52


for at vise hende det. De var nødt til at standse, og far forsøgte at tørre det af, men det lugtede rædselsfuldt, og alle var sure på hende. Så var de punkteret, og far måtte skifte hjul, mens Zoë sad og røg og ikke sagde et ord. Clary stod ud af bilen og undskyldte sig over for far, der var sød og sagde, at det kunne hun vel ikke gøre for. De var stadig i det rædselsfulde London, da det skete. Far måtte tømme bagagerummet for at få fat på værktøjet, og Clary forsøgte at hjælpe ham, men han sagde, at det kunne hun faktisk ikke. Han talte med sin tålmodige stemme, hvilket betød, følte hun, at han var forfærdelig ked af det, men at han ikke kunne sige det højt. Det måtte han være – det mest forfærdelige i hele verden var sket for ham, og han var nødt til at fortsætte med at leve og lade, som om det ikke var sket, og så forsøgte hun naturligvis at efterligne hans tapperhed, fordi hun vidste, at det var så meget værre for ham. Det betød ikke noget, hvor meget hun elskede ham, det kunne ikke opveje det. Resten af turen snakkede de ikke, så hun sang for at muntre ham op. Hun sang “Early One Morning” og “The Nine Days of Christmas” og en arie, som det hed, af Mozart, som hun kun kendte de første tre ord af, og så måtte det blive lalala, men det var en dejlig melodi, en af hans yndlingsmelodier, og “Raggle Taggle Gypsies O”, men da hun nåede til “Ten Green Bottles”, bad Zoë hende om at holde op – og det var hun så naturligvis nødt til. Men far takkede hende for den dejlige sang, så det var en over næsen til Zoë, og det var da altid noget. Resten af turen trængte hun til at komme på toilettet, men ville ikke bede far om at standse igen. Lydia og Neville havde det dejligt i toget. Neville var vild med tog, hvilket var ganske normalt, da han ville være togfører. Lydia syntes, han var en dejlig dreng. De legede kryds og bolle, men det var ikke særlig sjovt, for de stod så lige, at ingen af dem kunne vinde. Neville ville gerne klatre op i bagagenettet over sæderne; han sagde, at en dreng, han kendte, altid rejste på den måde, men Nan og Ellen ville ikke lade ham gøre det. De

104

De gode år_TRYK.indd 104

19/06/2017 15.52


lod dog ham og Lydia stå ude på gangen, og det var vældig spændende, når de kørte gennem tunneler, og de kunne se røde gnister i det røgfyldte mørke, og der var en dejlig, ophidsende lugt. – Når du bliver togfører, hvor vil du så bo? spurgte Lydia efter at have tænkt over det, da de havde fået besked på at komme tilbage til kupeen. For uanset hvor det bliver, så vil du altid skulle rejse fra det ene sted til det andet, ikke? – Jeg tager et telt med. Jeg slår det op i Skotland eller Cornwall – eller Wales eller Island. Hvor som helst, sluttede han storsindet. – Man kan ikke køre et tog til Island. Tog kan ikke sejle. – Det kan de. Far og Zoë tager til Paris med tog. De står på toget på Victoria Station og spiser middag og går i seng, og når de vågner op, er de i Frankrig. Så de rejser over havet. Sådan. Lydia var tavs. Hun kunne ikke lide diskussioner, så hun besluttede at lade være med at begynde på en. – Jeg er sikker på, at du bliver en vældig god togfører. – Jeg tager dig gratis med, lige derhen hvor du vil. Jeg vil køre to hundrede kilometer i timen. Der var han igen. Der var intet, der kunne køre med to hundrede i timen. – Hvad glæder du dig allermest til, når vi kommer frem? spurgte hun høfligt – hun var ikke særlig interesseret i svaret. – Min cykel. Og jordbær. Og iskager. – Jordbærrene er forbi, Neville. Det er hindbær nu. – Jeg er ligeglad med, hvad det er nu. Jeg kan spise alle slags bær. Jeg æ-æ-æ-lsker bæ-bæ-bæ-æ-æ-æ-r. Han begyndte at grine, hans ansigt blev lyserødt, og han var lige ved at falde ned fra sædet. Det fik Ellen til at sige, at han var ved at blive fjollet; han blev standset ved at få besked på at stikke tungen frem og få underansigtet gnedet med et lommetørklæde med spyt på. Lydia så til med afsky, men netop som hun begyndte at føle sig lettere overlegen, gjorde Nan nøjagtig det samme med hende.

105

De gode år_TRYK.indd 105

19/06/2017 15.52


– Grimme pletter I fik derude på gangen, det sagde jeg jo! Men det måtte betyde, at de var ved at være fremme, og det længtes hun efter. Cazalets var en kyssende familie. Da det første hold ankom (Edward og Villy), kyssede de Hertugen og Rachel (børnene kyssede Hertugen og omfavnede tante Rachel). Da det andet hold (Sybil og Hugh) ankom, gjorde de det samme, og derefter kyssede brødre og svigerinder hinanden. – Hvordan har du det, skat? Da Rupert og Zoë ankom, kyssede han alle, og Zoë efterlod et mærke med sin højrøde læbestift på sine svogres kinder og stak en cremefarvet kind frem, som svigerinderne kunne kysse. Hertugen sad i en opretstående liggestol på plænen under abetræet og kogte vand i sølvkedlen til stærk indisk te. Når de kyssede hende, foretog hun en tavs, lynhurtig gennemgang af deres helbred: Villy så temmelig tynd ud, Edward så strålende ud som altid; Louise voksede for hurtigt, Teddy var ved at nå den kejtede alder; Sybil så færdig ud, og Hugh så ud, som om han var ved at komme sig efter et af sine anfald; Polly var ved at blive et kønt barn, så der måtte intet siges om hendes udseende; Simon så alt for bleg ud – havluften ville gøre ham godt; Rupert så fuldstændig hærget ud og trængte til at blive fedet op, og Zoë – men her svigtede hendes tanker. Uhelbredelig ærligt indrømmede hun over for sig selv, at hun ikke – kunne lide – Zoë, og at hun ikke kunne klare hendes udseende, som hun syntes var en anelse prangende, lidt som en skuespillerinde. Hertugen havde ikke noget imod skuespillerinder i almindelighed, man forventede bare ikke at få en ind i familien. Ingen af disse observationer blev tydet af andre end Rachel, der hurtigt beundrede Zoës råsilkedragt, en hvid hæklet bluse og en lang koralkæde. Clary var ikke kommet ud for at kysse og var styrtet direkte ind i huset. – Hun kastede op i bilen, forklarede Zoë i et neutralt tonefald. – Hun har det fint nu, sagde Rupert skarpt. Rachel rejste sig. – Jeg går ind og ser efter hende.

106

De gode år_TRYK.indd 106

19/06/2017 15.52


– Gør det, skat. Jeg tror ikke, hun skal have hindbær med fløde, det er for tungt for hende. Rachel lod, som om hun ikke hørte sin mor. Hun fandt Clary, da hun kom ud fra toilettet nedenunder. – Har du det godt? – Hvorfor skulle jeg ikke det? – Zoë sagde, at du kastede op i bilen på vej herned. Jeg troede, at du måske … – Det er evigheder siden. Hvilket værelse skal jeg sove i? – Det lyserøde. Sammen med Polly og Louise. – Åh. Godt. Hendes kuffert stod i gangen uden for toilettet. Hun tog den. Er der tid til at pakke ud før te? – Det regner jeg med. Men du behøver ikke drikke te, hvis du ikke har lyst. – Der er ikke noget galt med mig, tante Rachel – helt ærligt. Jeg har det fint. – Godt. Jeg ville bare være sikker. Sommetider har folk det forfærdeligt, efter at de har kastet op. Hun tog et tøvende skridt hen imod Rachel, satte kufferten og gav hende så et voldsomt, hurtigt knus. – Jeg er lige så sej som en gammel gummistøvle. Et tvivlende udtryk gled hen over hendes ansigt. Sådan siger far. Hun tog igen sin kuffert. Tak fordi du tænkte på mig, sluttede hun formelt. Rachel så hende tumle op ad trappen. Hun var bedrøvet. Hendes ryg gjorde ondt, og det mindede hende om, at hun skulle huske en pude til Sybil. Da hun kom tilbage til teselskabet, var Zoë ved at fortælle Villy om mændenes tennisturnering i Wimbledon, Sybil var ved at fortælle Hertugen om den barnepige, hun havde fundet, Hugh og Edward snakkede forretning, og Rupert sad lidt for sig selv på græsset med armene om

107

De gode år_TRYK.indd 107

19/06/2017 15.52


knæene og iagttog sceneriet. Alle røg undtagen Sybil. Hertugen afbrød Sybil og sagde: – Hæld din te ud, skat, den må være kold. Jeg giver dig en ny kop. Rachel rakte puden frem, og Sybil løftede sig taknemmeligt for at få den anbragt. Zoë, der havde observeret dette, sendte Sybil endnu et skjult blik og spekulerede på, hvordan i alverden nogen kunne gå rundt og se så frygtelig ud. Hun kunne i det mindste gå med en kjortel eller sådan noget i stedet for den rædselsfulde kjole, der strammede over maven. Gud! Hun håbede aldrig, hun blev gravid. Rachel tog en Abdullah fra æsken på tebordet og så sig om efter ild. Villy viftede med sin lille lighter i chagrin, og Rachel gik hen efter den. – Banen er parat til tennis, sagde hun, men før nogen kunne svare, hørte de bilen ankomme. Døre blev smækket, og få sekunder efter kom Lydia og Neville løbende ind gennem den hvide låge. – Vi kørte over hundrede i timen, råbte Neville – Du godeste! udbrød Hertugen og kyssede ham. Overophidset, tænkte hun. Det ender i tårer. – Jeg væddede med Tonbridge om, at han ikke kunne køre hurtigere, så det gjorde han! – Han kørte sådan, som han alligevel kører, sagde Lydia dydsiret og bøjede sig over sin bedstemor. Neville er lidt ung af sin alder, hviskede hun ganske højt. Neville vendte sig mod hende. – Jeg er ikke så ung af min alder, som du er! Hvordan kan man være ung af sin alder? Man ville jo ikke have sin alder, hvis man var yngre, vel? – Så er det godt, Neville, sagde Rupert med hånden over munden. Kys dine tanter og gå ud og gør dig klar til te. – Jeg kysser den nærmeste. Han plantede et smækkys på Sybils kind. – Og de andre, beordrede Rupert.

108

De gode år_TRYK.indd 108

19/06/2017 15.52


Han sukkede teatralsk, men gjorde som han fik besked på. Lydia, der var færdig med sin kyssen, endte hos Villy, som hun kastede sig over. – Tonbridge har en meget rød hals. Den bliver mørkerød, hvis man snakker om ham i bilen, sagde hun. – Du må ikke snakke om ham. Du skal snakke til ham og ellers lade være, sagde Hertugen irettesættende. – Åh, det gjorde jeg også. Det var Neville. Jeg lagde bare mærke til det. – Vi vil ikke høre nogen sladder, sagde Hertugen. Løb nu ud til Ellen og Nanny. De så på hende og gik straks. – Åh, er de ikke ubetalelige? De får mig til at le. Rachel slukkede sin cigaret. – Nå – hvad med tennis? Hun spekulerede på, om Villy havde noget imod, at hendes svigermor gav Lydia en reprimande, og hun vidste, at Villy elskede at spille tennis. – Jeg er med, sagde Edward straks. – Hugh, vil du ikke spille? Jeg kommer og ser på dig. Sybil længtes efter et lille hvil i deres kølige soveværelse, men hun ville ikke have, at Hugh gik glip af sin tennis. – Jeg vil gerne spille, hvis nogen har brug for mig. Men han havde ikke lyst. Han havde lyst til at ligge i en liggestol og læse – i fred og ro. Men for en gangs skyld blev de snydt for at ofre sig for hinandens indbildte behov, da Zoë sprang op og proklamerede sin interesse i at spille og sagde, at hun ville smutte op og skifte. Rupert sagde straks fint, han ville også spille, og så var der nok til en double. Hertugen ville ud og ordne og plukke roser, og Rachel havde lige besluttet, at da alle virkede glade og tilfredse, kunne hun gå op på sit værelse og læse Sids brev, da hendes far kom ud af huset. – Hej, alle sammen. Kitty, det er helt i orden, for jeg er lige kommet i tanke om, at Hvad-er-det-nu-de-hedder ikke kunne spise middag hos os, så de kommer bare til en drink.

109

De gode år_TRYK.indd 109

19/06/2017 15.52


– Hvem, min kære? – En fyr jeg mødte i toget. Jeg kan ikke for min død huske hans navn, men det var en vældig flink fyr, og jeg inviterede naturligvis også hans kone. Ærgerligt at jeg hentede portvinen op, men vi kan vel selv drikke den. – Hvad tid inviterede du dem til, for middagen bliver serveret klokken otte? – Åh, jeg gik ikke så højt op i tidspunktet. De kommer vel omkring klokken seks, skulle jeg mene. Ewhurst kommer de fra – det var der, fyren sagde, de boede. Rachel, har du tid et øjeblik? Jeg vil gerne have dig til at læse slutningen af kapitlet om Britisk Honduras, før jeg begynder at sammenligne deres mahogni med den vestafrikanske udgave. – Det læste du højt for mig. – Gjorde jeg? Nå, lige meget, jeg vil læse det igen, sagde han og tog hende under armen og trak hende fast og bestemt med ind i huset. – Hvorfor lader du ham rejse med toget? sagde Hugh til sin mor, idet hun rejste sig for at gå ud efter sin rosensaks og blomsterkurv. Hvis han kørte med Tonbridge, ville han ikke møde nær så mange mennesker. – Hvis han kører med Tonbridge, insisterer han på at køre. Og da intet kan forhindre ham i at køre i højre side af vejen, nægter Tonbridge at sidde ved siden af. Hvis han tager toget, er der ingen af dem, der skal give sig. – Har politiet ikke noget at skulle have sagt om det at køre i højre side? – Det har de naturligvis. Men sidste gang, han blev standset, stod han meget langsomt ud af bilen og forklarede, at han altid havde kørt i den side af vejen, og at han ikke ville lave om på det nu, bare fordi han kørte i en bil, og de endte med at undskylde over for ham. Han bliver nødt til at holde op meget snart; hans syn er virkelig ret dårligt. Snak du med ham, skat, han vil nok høre på dig. – Det tvivler jeg på. De skiltes, og Hugh gik ovenpå for at sikre sig, at Sybil havde det godt.

110

De gode år_TRYK.indd 110

19/06/2017 15.52


Han gik op ad trappen i det gamle hus og undgik børnene, der alle sad og fik te i hallen. Måltidet var næsten overstået, og de ældre børn sukkede efter at få lov til at rejse sig. De havde alle spist det obligatoriske stykke brød med smør efterfulgt af så mange stykker brød med marmelade, som de havde lyst til (Hertugen bifaldt ikke smør og marmelade – lidt tungt, hendes værste fordømmelse), og så var der pandekager og kage, og derefter hindbær med fløde – alt sammen skyllet ned med flere krus fed mælk, som mr. York havde leveret fra gården samme morgen. Ellen og Nanny sad for hver sin bordende og vogtede nøje over hinandens status, og de var mere på vagt og strengere over for de børn, der var i deres varetægt, end de var derhjemme. Polly og Simon, der ikke havde nogen barnepige med, befandt sig i ingenmandsland, hvilket mærkeligt nok kuede dem. Pæne manerer gør de fleste kedelige, tænkte Louise. Hun sparkede Polly under bordet, hun forstod hentydningen og spurgte, om de måtte rejse sig. – Når alle er færdige, svarede Nanny. Neville var ikke færdig. De kiggede alle på ham. Da han blev klar over det, begyndte han at skovle sine hindbær ind i munden meget hurtigt, indtil kinderne bulede ud. – Hold op med det! sagde Ellen skarpt, hvorpå han var ved at få dem i den gale hals, åbnede munden, og en ulækker klump halvttyggede hindbær faldt ned på bordet. – I andre må gå nu. Det gjorde de taknemmeligt, netop som det var ved at udvikle sig til en scene. – Hvor skal I hen? råbte Clary til Polly og Louise. Hun vidste, at de forsøgte at lukke hende ude. – Ned for at se til Joey, råbte de tilbage og løb hen til norddøren. De vil ikke have mig med, tænkte hun. Hun besluttede at gå ud og udforske på egen hånd. I begyndelsen lagde hun ikke mærke til, hvor hun gik hen, var for optaget af at hade alle; Louise og Polly rottede sig altid

111

De gode år_TRYK.indd 111

19/06/2017 15.52


sammen – ligesom pigerne i skolen. Hvis hun var gået med dem ned for at se til Joey, ville de ikke have ladet hende ride på ham, eller også ville de bare have ladet hende få en lille tur til sidst. Nå, men hun havde shorts på, og stropperne til stigbøjlerne ville have gnavet forfærdeligt på knæene. Hun kunne høre Nevilles vrælen ud gennem et åbent vindue ovenpå. Det har han rigtig godt af, den dumme idiot. Hun sparkede til en sten med foden, og det gjorde ondt i tåen … – Pas på! Det var rædselsfulde Teddy og Simon på cykel. Det rædselsfulde ved dem var, at de overhovedet ikke ville snakke med hende. De snakkede kun med hinanden og de voksne – men de plejede at blive lidt venligere, når ferien havde varet et stykke tid. Hun var nået hen til hjørnet af huset nu, hvorfra hun til venstre kunne se tennisbanen og høre dem råbe: – Femten-nul. Det er din, makker! Hun kunne tilbyde at være boldpige, men hun havde ikke engang lyst til at se Zoë, ellers tak. Hun hørte sin far udstøde sin bjæffende latter, når han ikke nåede en bold. Han tog ikke spil særlig alvorligt – ikke som de andre. Til højre kunne hun se størstedelen af haven, og længere borte noget af køkkenhaven. Der ville hun gå hen. Hun tog grusstien langs drivhusene, hvor ruderne var malet hvide. Hun kunne se Hertugen med den store hat på hovedet, der nippede og bøjede sig over sine roser, og hun besluttede at gå gennem drivhusene for at undgå at blive set. Det første lugtede af nektariner, der voksede op ad muren. I loftet voksede der en stor vin, vindruerne lignede små, duggede, grønne glasperler. De var slet ikke modne, men de så vældig kønne ud, tænkte hun. Hun mærkede på et par nektariner, og den ene gik løs. Det var ikke hendes skyld, den faldt bare af. Hun stak den i lommen på sine shorts, så hun kunne spise den uset et andet sted. Der var masser af potter med pelargonier og krysantemum, der knap var kommet i knop endnu; gartneren havde dem med på blomsterudstillingen. Det sidste drivhus var fuldt af tomater, grønne og røde; duften var vidunderlig og så overvældende, at den kildede i næsen. Hun plukkede en lille en for at

112

De gode år_TRYK.indd 112

19/06/2017 15.52


spise den; den var lige så sød som slik. Hun plukkede tre mere og stoppede dem i den anden lomme. Hun lukkede den sidste dør efter sig og trådte ud i den køligere, men stadig gyldne luft. Himlen var blegblå med små drivende skyer, der lignede fjer. Ved lågen ind til køkkenhaven stod der en kæmpestor busk med rødlilla blomsterklaser, der lignede syrener, men som var mere spidse; den var sværmende fuld af sommerfugle – hvide, orange med sort og hvidt mønster, små blå og en enkelt citrongul med bittesmå, mørke tegninger på, og hun ville ønske, hun kendte navnene på dem. Sommetider var de rastløse og fløj fra blomst til blomst næsten uden pause. Honningen bliver vel brugt op i hver eneste lille blomst, tænkte hun. De er nødt til at fortsætte, indtil de finder en, der er fuld. Hun besluttede at gå ned og se på dem tit; så ville de måske efterhånden lære hende at kende, men de virkede lidt overjordiske – mere som spøgelser eller feer – de havde ikke brug for mennesker, de heldige asener. Der var meget varmt og stille i køkkenhaven, der var omgivet af en mur. Der var et langt bed med blomster til at skære af, og resten var grøntsager. Der voksede blommer og reineclauder op ad murene og et stort figentræ, hvis blade var temmelig ru at mærke på, og som lugtede af varm regnfrakke. Der var masser af figner på det, og nogle af dem var faldet ned på jorden, men de var stadig grønne og hårde og blanke. – Kom og se, hvad jeg har fundet! Hun havde ikke lagt mærke til Lydia, der sad på hug på jorden midt mellem to rækker kål. – Hvad har du fundet? spurgte hun og efterlignede en voksen stemme – hun var egentlig ikke interesseret i at få det at vide. – Kålorme. Jeg samler dem som kæledyr. Det er æsken til dem. Jeg vil lave huller i låget med Nannys tyndeste strikkepinde, for de har brug for luft, men de kan ikke slippe ud. Du må godt få nogle, hvis du vil. Lydia var sød. Clary var egentlig ikke interesseret i at holde kålorme, det var hun for gammel til, men hun var glad for at få dem tilbudt.

113

De gode år_TRYK.indd 113

19/06/2017 15.52


– Jeg vil godt hjælpe dig, hvis du vil have det, sagde hun. – Man kan finde dem der, hvor de har spist af bladene. Men vil du ikke nok samle dem forsigtigt op? De har ingen skelet, så man ved ikke, hvad der gør ondt på dem. – O.k. – Vil du have de helt små? spurgte Clary, da hun havde fundet en masse på et enkelt blad. – Et par stykker, for de holder længere. De store bliver til kokoner og holder op med at være kæledyr. – Bortset fra størrelsen ser de ens ud, sagde hun lidt efter. De små sorte ansigter er nøjagtig ens, det duer ikke at give dem navne. Jeg må bare kalde dem dem. – Ligesom får. Men alligevel ikke rigtig. Det fik Lydia til at le. – Man har jo ikke en kålormehyrde, vel? Hyrder kender fårene ret godt. Det fortalte mr. York mig. Han kender sine svin, og de har alle sammen navne. Da Clary syntes, de havde samlet for mange, og Lydia sagde, at der var nok, gik de hen for at se, om der var nogen jordbær tilbage, for Lydia sagde, at hun var tørstig, og hvis hun gik ind i huset for at få noget vand, ville Nan finde hende og få hende til at tage bad. Men de eneste jordbær, de fandt, var halvt ædt op af smådyr. Clary fortalte Lydia, at hun gerne ville have en kat, og at hendes far havde sagt, at de måtte tænke over det. – Hvad siger din mor? – Hun er ikke min mor. – Åh! Det ved jeg egentlig godt, at hun ikke er, tilføjede hun. Undskyld. – Det er helt i orden, svarede Clary. Men det var det ikke. – Kan du lide hende? Tante Zoë, mener jeg? – Jeg har ikke nogen følelser for hende. – Men selv om du havde, kunne det aldrig blive det samme, vel? Jeg mener, ingen kan være som en rigtig mor. Åh, Clary, jeg er så ked

114

De gode år_TRYK.indd 114

19/06/2017 15.52


af det på dine vegne! Du er et tragisk menneske, ikke? Jeg synes, du er forfærdelig modig! Clary følte sig som noget særligt. Ingen havde nogensinde sagt sådan noget til hende før. Det var underligt; hun følte sig lettere til mode; at der var en, der vidste det, gjorde, at det ikke var helt så frygtelig en hemmelighed, for Ellen skiftede altid emne på en frisk, rædselsfuld måde, og far nævnede hende aldrig – sagde aldrig nogensinde “din mor” og fortalte hende da slet ikke alle de ting, hun gerne ville vide. Han kunne ikke gøre for det, det var for frygteligt for ham at snakke om det, og hun elskede ham alt for højt til at ville gøre det værre for ham, så der var ingen … Lydia græd. Hun gjorde det helt lydløst, men hendes læber dirrede, og tårerne silede ned på strået med jordbær. – Jeg ville hade at min mor døde, sagde hun. Jeg ville hade det – alt for meget. – Hun skal ikke dø, sagde Clary. Hun er det sundeste menneske, jeg har set i hele mit liv! – Er hun? Er hun virkelig det sundeste? – Bestemt. Du må tro mig, Lydia – jeg er meget ældre end dig, og jeg ved den slags. Hun stak hånden i lommen for at finde et lommetørklæde til Lydia og kom i tanker om tomaterne. Se, hvad jeg har! Lydia spiste de tre tomater, og det muntrede hende op. Clary følte sig meget gammel og venlig. Hun tilbød Lydia nektarinen. – Nej, den skal du have, sagde Lydia. – Nej, det skal du. Det er du nødt til, svarede Clary. Hun ønskede, at Lydia skulle have alt. Så tog de kålormene og gik hen til planteskuret for at se, om mr. McAlpine stadig havde sine ildere. Teddy og Simon kørte på cykel rundt om huset og derefter rundt om staldene og til sidst ned på vejen til Watlington og hen ad indkørslen til Mill House, som deres bedstefar havde købt og var ved at restaurere som ekstra feriehus til nogen af dem. De snakkede ikke meget, begge var

115

De gode år_TRYK.indd 115

19/06/2017 15.52


tilfredse med forandringen fra det, de var i skolen, præfekt for Teddys vedkommende og yngste elev for Simons, til bare at være almindelige fætre på ferie, der kunne drille hinanden. – Skal vi lade dem spille matador med os? spurgte Teddy Simon på vejen tilbage. – Det må vi nok hellere, ellers laver de en masse ballade, svarede Simon så henkastet som muligt. Han var hemmeligt glad for at blive spurgt om sin mening. Sybil havde det dejligt og fredeligt og spiste Mariekiks – hun blev ved med at føle sig sulten mellem måltiderne – og læste Citadellet af A. J. Cronin, der havde været læge ligesom Somerset Maugham. Normalt læste hun mere seriøse bøger; hun var en af dem, der læste for at blive klogere og ikke for fornøjelsens skyld, men nu følte hun sig ude af stand til at anstrenge sig mentalt. Hun havde taget T.S. Eliots skuespil Murder in the Cathedral med, hun og Villy havde set stykket på Mercury og Audens og Isherwoods skuespil Ascent of F6, men hun havde overhovedet ikke lyst til at læse dem. Det var dejligt at være på landet. Hun ville bare ønske, at Hugh kunne blive hos hende hele ugen, men han og Edward var nødt til at skiftes til at være på kontoret, og Hugh ville gerne kunne tage fri, når barnet blev født. Eller børnene; hun var næsten sikker på, at der var to at dømme efter den aktivitet, der fandt sted i hendes mave. Efter dette måtte de virkelig sikre sig, at de ikke fik flere. Problemet var, at Hugh hadede alle former for svangerskabsforebyggende midler. Efter sytten år ville hun faktisk ikke have haft særlig meget imod, at de helt holdt op med den slags, men det havde Hugh åbenbart ikke lyst til. Hun spekulerede på, hvad Villy gjorde, for Edward var ikke den type, det var let at sige nej til, og det burde man selvfølgelig heller ikke. Da Polly var blevet født, havde de på en måde besluttet, at to var nok; de havde været meget fattigere dengang, og Hugh havde været bekymret over skolepengene, hvis de fik flere sønner, så de havde kæmpet videre med

116

De gode år_TRYK.indd 116

19/06/2017 15.52


pessar og udskylninger og cremer og Hugh, der ikke kom inde i hende, indtil det hele havde været så besværligt, at hun helt var holdt op med at nyde det, selvom hun naturligvis aldrig lod ham det vide. Men sidste år i begyndelse af december havde de været på en vidunderlig skiferie i St. Moritz, og efter de første dage med ømme muskler havde Hugh bestilt en flaske champagne, som de kunne drikke, mens de skiftedes til at ligge i det varme bad. Hun havde fået ham til at gå i først, fordi han havde slået sin ankel, og så sad han og kiggede på hende. Da hun var klar til at stå op af badet, havde han stået med et kæmpestort, hvidt badehåndklæde og havde svøbt det om hende, og så havde han omfavnet hende og løsnet hendes hår og havde blidt trukket hende ned på bademåtten. Hun var begyndt at sige noget, men han havde lagt hånden over hendes mund og rystet på hovedet og kysset hende, og det havde været ligesom dengang, de var nygifte. Derefter havde de elsket hver aften og sommetider også om eftermiddagen, og Hugh havde ikke haft et eneste anfald. Så hendes nuværende tilstand var næppe overraskende, og hun var glad for det, fordi han var så glad og altid var så sød mod hende. Jeg er meget heldig, tænkte hun. Rupert er den sjoveste og Edward den flotteste, men jeg ville ikke bytte Hugh for nogen af dem. – Jeg regnede med, at du sov. Han kom ind på værelset med et glas sherry i hånden. Jeg har taget dette her med for at kvikke dig op. – Åh, mange tak, skat. Jeg må ikke drikke for meget, så falder jeg bare om ved middagsbordet. – Drik, hvad du har lyst til, så drikker jeg resten. – Men du kan ikke lide sherry! – Jo, en gang imellem. Men jeg tænkte, at hvis du fik det her, kunne du springe over de ukendte, der kommer til drinks. – Hvad har du lavet? – Jeg har siddet og læst lidt, og så kaldte den gamle mig ind til en snak.

117

De gode år_TRYK.indd 117

19/06/2017 15.52


Han vil bygge en squashbane bag staldene. Det er åbenbart Edwards idé, og han er begyndt at udvælge stedet. – Det bliver rart for Simon. – Og Polly. Faktisk for os alle. – Jeg kan ikke forestille mig, at jeg nogensinde bliver i stand til at spille noget igen. – Det bliver du, skat. Det bliver ikke færdigt før til juleferien. Og så er du tynd som en bønnestage igen. Vil du have et bad? For så må du hellere være hurtig og tage det, før tennisspillerne og børnene begynder. Hun rystede på hovedet. – Jeg tager et i morgen tidlig. – I tager alle tre et, ikke? Han strøg hende over maven og rejste sig. Jeg er nødt til at smide skoene. Alle de mandlige medlemmer af Cazaletfamilien havde lange, smalle fødder og skiftede konstant sko. Sybil rakte sherryglasset frem. – Jeg har fået nok. Han tømte glasset – ligesom medicin, tænkte hun. – For resten, hvad skal vi kalde dem? – Eller ham eller måske hende? – Hvad? – Synes du ikke, Sebastian er et ganske pænt navn? – Lidt for vidtløftigt til en dreng, ikke? Skulle vi ikke kalde ham William efter den gamle? – Hvis det bliver tvillinger, kunne vi bruge begge navne. – Og hvis det bliver piger? Eller en pige? – Jeg har tænkt på Jessica. – Det bryder jeg mig ikke om. Jeg kan godt lide enkle navne. Jane eller Anne. Eller Susan. – Der kommer måske en af hver. Det ville være det bedste. De havde snakket om det før, men det var før, de vidste, at der var mulighed for tvillinger. De var ikke enige om navne, selvom de var blevet

118

De gode år_TRYK.indd 118

19/06/2017 15.52


enige om Simon til sidst, og Hugh havde fået lov til at vælge Polly, hun havde ønsket Antonia. – Anne er et pænt navn, sagde hun nu. – Jeg tænkte netop, at Jess ikke ville være så dårligt. Hvor har du lagt mine sokker? – Øverste skuffe til venstre. Der hørtes en bil i indkørslen. – Det må være de mystiske gæster. – Jeg må sige, at jeg er glad for, at du ikke bliver ved med at invitere alle, du møder, med hjem til drinks og middag. – Jeg rejser ikke nok med toget. Skal jeg gøre noget for at få Polly og Simon i seng? – Det er deres første aften her, lad dem bare være. De kommer ind, når Louise og Teddy skal ind. – Okey-doke. Han lod en kam løbe gennem håret, sendte hende et kys og gik. Sybil stod ud af sengen og gik hen til det åbne vindue; luften duftede varmt af kaprifolie og roser, solsortene kvidrede metallisk, som de gør, når de slår sig til ro for natten, og himlen var ved at blive abrikosfarvet med striber af små fjerlette skyer. “Look thy last on all things lovely, every hour” randt hende i hu. Hun bøjede sig længere ud ad vinduet og trak en rose hen til sig og lugtede til den. “And since to look at things in bloom, fifty springs are little room” – det lignede ikke Houseman at give nogen lov til at opleve halvtreds forår og da slet ikke tre snese år plus ti. Hun var otteogtredive, og tanken om at det ville blive en svær fødsel, og at hun kunne dø, dukkede op igen nu. Rosens blade begyndte at falde af; og da hun gav slip på den, svingede grenen væk, og kun støvdragerne var tilbage. Hun kunne ikke dø, der var brug for hende. Dr. Ledingham var vidunderlig, og søster Lamb en perle. Det var en af de situationer, hvor smerten og det, den resulterede i, opvejede hinanden. Hun havde aldrig fortalt Hugh, hvor bange hun havde været – den første gang – med

119

De gode år_TRYK.indd 119

19/06/2017 15.52


Polly, og heller ikke hvor meget hun havde frygtet for at føde Simon, for det var en skrøne, at man ikke kunne huske sine fødselsveer. Polly og Louise havde alligevel ikke redet på Joey. Den var stadig ude, havde mr. Wren sagt. Han havde ikke haft tid til at fange den, men de kunne forsøge, hvis de havde lyst, og han havde givet dem grimen. De kunne indfange den og tage den ind for natten, og så kunne de ride på den i morgen formiddag. Han så temmelig sur ud, så de argumenterede ikke med ham. Louise snuppede en håndfuld hvedekerner, som hun stak ned i lommen til de sukkerknalder, Polly hemmeligt havde stukket til sig ved teen. Nan havde set hende, men de havde begge vidst, at hun ikke ville sige noget, fordi Polly ikke var hendes ansvar. De havde vandret ad den fugtige, skyggefulde sti på marken, og Polly var blevet brændt af brændenælder og havde forsinket det hele, fordi hun absolut skulle finde nogle skræppeblade. – Skynd dig nu, havde Louise sagt. For hvis vi fanger den hurtigt, kan vi nå en ridetur. Men de havde slet ikke fanget den. Joey stod i et hjørne af marken og så meget fed og blank ud, mens den åd det saftige, grønne græs. Den løftede hovedet, da de kaldte og så dem nærme sig. Der stod en lille sky af fluer omkring hovedet på den, og halen viftede regelmæssigt. Whistler stod tæt op ad Joey med hovedet i modsat retning og græssede også. Da den fik øje på pigerne, begyndte den at gå hen imod dem i håb om, at de havde noget lækkert med. – Vi bliver nødt til at give Whistler noget hvede, det er kun retfærdigt. – O.k., du holder grimen parat, og jeg fodrer den. Men det var den forkerte måde at gøre det på, tænkte Louise. Hun var sikker på, at Polly ville kludre med grimen, og det gjorde hun også. Whistler jog sin bløde mule ned i hånden med hvedekerner og spildte en masse af dem. Joey så det og kom hen til dem for at få sin andel. Hun

120

De gode år_TRYK.indd 120

19/06/2017 15.52


lukkede hånden og stak den hen imod Joey, der fik fat i dem med et elegant snuptag, men i samme øjeblik Polly forsøgte at lægge armen om halsen på den, slog den med hovedet og stak i kort galop og standsede – fornærmende nær ved dem – hvor den blev stående og udfordrede dem til at prøve igen. Whistler var lige ved at vælte Louise, da den puffede til hendes hånd for at få mere. – Pokkers! Du tager sukkeret, så tager jeg grimen. – Undskyld, sagde Polly spagfærdigt. Hun vidste, at hun ikke var særlig god til den slags. Hun var en lille smule bange for Joey. De forsøgte igen med sukkeret, og det samme gentog sig, men denne gang lagde Joey ørerne tilbage og så ret uartig ud. Da sukkeret var spist, ville Joey ikke komme i nærheden af dem, og selv Whistler mistede til sidst interessen. – Jeg vil vædde på, at mr. Wren vidste, at den ikke ville lade sig indfange, sagde Louise irriteret. Han kunne godt selv have gjort det. – Lad os gå tilbage og sige det til ham. De klatrede over hegnet i tavshed, og Polly kunne mærke, at Louise var på nippet til at blive sur. Men så udbrød hun pludselig: – Det var ikke din skyld det med grimen. Vi vil slet ikke gå ned og sige det til mr. Wren. Han er aldrig sød mod os, når han er rød i ansigtet. – Rødbede. – Ser det ikke rædselsfuldt ud sammen med de stirrende, blå øjne? – Ingen ville sætte rødbedefarvet og blåt sammen med vilje, indrømmede hun. Hvad skal vi lave nu? Skal vi gå ned og se til vores træ? Og til hendes glæde sagde Louise straks ja. Det stykke reb, som de brugte til at klatre op ad det første lige, svære stykke af stammen, hang nøjagtig, hvor de havde efterladt det i julen. De samlede store håndfulde tusindfryd, og Louise stak dem i lommen under klatreturen, og da de havde anbragt sig behageligt på den bedste gren, der bøjede opad i den ene ende, så de kunne sidde over for hinanden og læne sig mod henholdsvis

121

De gode år_TRYK.indd 121

19/06/2017 15.52


grenen og stammen, delte Louise bundtet med tusindfryd, og de lavede flettede kæder til at pynte grenene med. Louise, der bed negle, måtte bide huller i stilkene, så hun kunne stikke de andre stilke igennem, men Polly gjorde det med sin længste negl. De snakkede om ferien, og hvad de mest havde lyst til at lave. Louise havde lyst til stranden og især til at svømme i swimmingpoolen i St. Leonard. Polly havde lyst til en picnic i Bodiam. Både hun og Simon havde fødselsdag i august, så de ville få lov til at vælge en dag. – Men han vil vælge Romney, Hythe- og Dymchurch-jernbanen, sagde Polly nedslået. Clary har også fødselsdag – ikke? udbrød hun så. – Åh gud! Hvad vil hun vælge? – Vi kunne få hende til at rette sig efter os. – Kun hvis vi fortæller hende, hvor meget vi har imod at gøre det, vi virkelig gerne vil. – Det er ikke at få hende til at rette sig efter os. Det er… Hun ledte efter det rette ord. Det er at konspirere. – Hvorfor skal hun absolut dele værelse med os? Vi bryder os faktisk ikke særlig meget om hende. Men mor siger, at det bør jeg gøre, fordi hun ikke har en mor. Det kan jeg slet ikke indse. Det må være forfærdeligt for hende. – Hun har tante Zoë, sagde Polly. – Hun virker ikke på mig som en særlig god mor. Frygtelig glamourøs, men ikke en mor. Nogle mennesker er ikke egnet til den slags. Jeg mener, se bare på lady Macbeth. – Jeg synes ikke, tante Zoë ligner lady Macbeth særlig meget. Jeg ved, du synes, Shakespeare er vidunderlig, men helt ærligt, mennesker nu om dage ligner ikke hans personer særlig meget. – Det gør de vel nok! De havde lidt af en diskussion om det, som Louise vandt ved at sige, at naturen efterlignede kunsten, og at det ikke var noget, hun mente, men

122

De gode år_TRYK.indd 122

19/06/2017 15.52


noget, som en, der virkelig vidste noget om den slags, havde udtalt. Solen gik ned, og frugthaven forvandledes fra gyldengrønt til støvet grønt med violette skygger, og det var ikke varmt længere. De begyndte at tænke på mælk og kiks og deres mødre, der sagde godnat til dem. – Hvorfor tager du og Rupert ikke det første bad? Jeg har ikke spor imod at vente, og jeg er alligevel nødt til at gå hen og høre, om Nan er faldet til. Kommer du, skat? Og Edward, der havde været ved at tage nettet ned, gik med hende. Zoë iagttog dem, mens de gik op ad trappen til terrassen. Edward lagde armen om skulderen på Villy og sagde noget til hende, der fik hende til at le. De havde vundet uden besvær – ville have vundet alle tre sæt, hvis Edward, der var den bedste, ikke havde lavet flere fejl i træk og mistet serven. Hun måtte indrømme, at Villy også var god, ikke pralende, men en stabil spiller med en sikker baghånd; det var sjældent, hun fejlede et slag. Zoë, der ikke kunne lide at tabe, følte at det var, fordi Rupert ikke tog spillet alvorligt nok; han var god til flugtslag, men han havde flere gange ladet en bold gå videre til hende, som hun var sikker på, at han skulle have taget, og derfor havde hun naturligvis tit ramt ved siden af. Men de havde i det mindste ikke haft Sybil at spille med; hun lavede underhåndsserv og lo blot, når hun ikke ramte, og bad de andre om ikke at slå så hårdt. Det værste ved at spille med hende var, at alle lod, som om hun var lige så god som de andre. De var alle så søde mod hinanden. De var også søde mod hende, men hun vidste, at det blot var, fordi hun var kommet ind i familien ved at gifte sig med Rupert. Hun følte ikke, at de virkelig kunne lide hende. – Jeg går ind og tager bad, råbte hun til Rupert, der var ved at samle tennisbolde sammen. Jeg lader vandet stå til dig. Og hun løb letfodet op ad trappen, før han kunne nå at svare. Vandet var i det mindste varmt. Hun havde spekuleret på, hvordan

123

De gode år_TRYK.indd 123

19/06/2017 15.52


hun på en pæn måde kunne gå ind og snuppe det første bad, og så havde Villy forbistret nok simpelthen foræret hende det. Men det var et uhyggeligt badeværelse – iskoldt og så grimt med fyrretræsvæggene og vindueskarmen, der altid var fuld af døde spyfluer. Hun lavede badet så varmt, at hun næsten ikke kunne komme ned i vandet, og lagde sig godt til rette. De familieferier! Hvis Cazalet-familien var så vilde med deres børnebørn, skulle man tro, de kunne passe Clarissa og Neville og lade hende og Rupert få fri til at holde en ordentlig ferie sammen. Men hvert år – bortset fra den første sommer efter at de var blevet gift, hvor Rupert havde taget hende med til Cassis – var de taget herned i ugevis, og hun havde næsten aldrig Rupert for sig selv, kun i sengen. Bortset fra det blev dagene tilbragt med at gøre noget sammen med de børn, alle gik så højt op i, at de morede sig, hvilket de under alle omstændigheder gjorde, når de havde hinanden at lege med. Hun var ikke vant til dette familiesammenhold. Det var overhovedet ikke hendes forestilling om en ferie. Zoës far var blevet dræbt i slaget ved Somme, da hun var to år gammel. Hun kunne overhovedet ikke huske ham, selvom hendes mor sagde, at han havde leget ride-ranke med hende, da hun var halvandet år gammel. Hendes mor havde været nødt til at tage et job hos Elizabeth Arden og ordne ansigter hele dagen, så hun var blevet sendt på kostskole, da hun var fem – til et sted der hed Elmhurst i nærheden af Camberley. Hun havde nok været en af de mindste kostelever, og alle havde forkælet hende. Hun havde faktisk godt kunnet lide skolen; det var ferierne, hun havde hadet i den yndige lille lejlighed i West Kensington med moderen, der var ude hele dagen, og en række kedsommelige hjælpere, der skulle passe hende. Busser og spadsereture i Kensington Gardens og te på en café var efter deres mening noget særligt. Da hun var ti, var hun fast besluttet på at slippe væk hjemmefra så hurtigt som muligt. Da hun blev ældre, fik hun heltinderollerne i skolekomedierne – ikke fordi hun var særlig god til at spille teater, men på grund af sit udseende. Hun besluttede, at hun

124

De gode år_TRYK.indd 124

19/06/2017 15.52


ville til scenen, så snart hun var færdig med skolen. Hun ville i hvert fald ikke ende som sin mor, der bortset fra sit rædselsfulde job havde haft en række kedelige gamle mænd og endog havde villet gifte sig med en af dem, men ikke efter at Zoë havde fortalt hende, hvad han havde prøvet at gøre med hende, da hendes mor var ude en dag. Der havde været en frygtelig scene, og derefter var hendes mor holdt op med at farve sit hår og snakkede en masse om det hårde liv, hun havde haft. Det eneste emne, som hun og hendes mor var oplivet enige om, var Zoës udseende. Zoë udviklede sig fra at være en køn baby til et usædvanlig kønt barn, og det lykkedes hende endog at undgå det kedelige tilbagefald i puberteten. Hun bibeholdt sin smidige skikkelse og fik heller ikke bumser eller fedtet hår, og hendes mor, der havde udnævnt sig selv til en autoritet med hensyn til udseende, blev tidligt klar over, at hendes datter ville blive en skønhed, og lidt efter lidt blev alle de håb og drømme, hun havde haft for sin egen tryghed og bekvemmelighed – en god mand, der ville tage sig af hende og fjerne nødvendigheden af at arbejde så hårdt – overført til Zoë. Zoë ville blive så strålende en skønhed, at hun kunne gifte sig med hvem, hun ville, hvilket for mrs. Headford betød en, der var så rig, at det at sørge for sin svigermor ikke ville betyde noget for ham. Så hun lærte Zoë at passe sig selv, at behandle sit fine, tykke hår med henna og æggeblomme, at børste sine øjenvipper hver aften med vaseline, at bade sine øjne med varmt og koldt vand, at gå med bøger på hovedet, at sove med bomuldshandsker på hænderne, der var indsmurt i mandelolie – og meget andet. Skønt de ikke havde nogen hjælp i huset, forventedes det aldrig, at Zoë lavede noget husarbejde eller lavede mad; hendes mor købte en brugt symaskine og syede kønne kjoler og strikkede bluser til hende, og da Zoë var seksten og havde fået sin eksamen og meddelte, at hun var træt af skolen og gerne ville til scenen, sagde mrs. Headford, der nu var lidt bange for hende, straks ja. Man havde hørt om hertuger, der havde giftet sig med skuespillerinder, og da hun ikke havde råd

125

De gode år_TRYK.indd 125

19/06/2017 15.52


til at præsentere sin datter ved hoffet som debutant med alt, hvad det indebar, virkede det som et godt alternativ. Hun sagde til Zoë, at hun under ingen omstændigheder måtte gifte sig med en skuespiller, syede en enkel, men perfekt siddende grøn kjole, der stod til hendes øjne, til prøverne og ventede på, at hendes datter skulle blive rig og berømt. Men Zoës manglende evner blev maskeret af hendes manglende erfaring, og efter at to teateragenter havde rådet hende til at gå på teaterskole, blev mrs. Headford klar over, at hun igen skulle til at betale skolepenge. I to år gik Zoë på Elsie Fogertys Akademi og lærte at tale, lærte at mime, lærte at gå og danse og endog at synge lidt. Intet hjalp. Hun så så henrivende ud og prøvede så hårdt, at hendes lærere blev ved med at forsøge at gøre hende til skuespiller meget længere, end de ville have gjort, hvis hun havde haft et mere almindeligt udseende. Hun forblev stiv, genert og ude af stand til at få en replik til at lyde naturlig. Hendes eneste talent lå i hendes måde at bevæge sig på; hun kunne godt lide at danse, og til sidst blev man enige om, at hun måske hellere skulle koncentrere sig om det. Hun forlod skolen og tog timer i stepdans og moderne dans. Det eneste positive, der kunne siges om teaterskolen, var, at selvom flere af de studerende var blevet forelsket i hende, havde Zoë holdt sig på afstand. Mrs. Headford overså den nærliggende grund til dette og antog forhastet, at Zoë var “fornuftig” og vidste, hvad hun kunne opnå. Zoë havde holdt forbindelse med en veninde fra Elmhurst – en pige ved navn Margaret O’Connor. Margaret boede i London, og da hun blev forlovet med en læge, “ret gammel, men forfærdelig rar”, inviterede hun Zoë med ud at danse sammen med dem. – Ian tager en ven med, sagde hun. Vennen var Rupert. Han har været igennem en forfærdelig tid. Han trænger til at blive muntret op, sagde Margaret til hende ude på dametoilettet i Gargoyle Club. Rupert syntes, Zoë var den smukkeste pige, han nogensinde havde set. Zoë blev omgående og vildt forelsket i Rupert. Et halvt år senere var de blevet gift.

126

De gode år_TRYK.indd 126

19/06/2017 15.52

De gode år  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you