De efterlod os alt

»Enhver, der har ryddet et dødsbo efter sine forældres død, vil tabe sit hjerte til denne charmerende bog. Et gennemført menneskeligt, morsomt og tankevækkende farvel.« SUSAN SWAN

De efterlod os alt PLUM

JOHNSON

»En indtagende beretning om, hvad vores forældre efterlader sig ... rørende og morsom og gribende skrevet.« KIRKUS REVIEW »Barndomshjemmet er nærmest en karakter i sig selv.

Det er både enestående og fyldt med svagheder - ligesom familien, der boede i det.« CATHERINE GILDINER

De efterlod os alt er oversat fra engelsk efter They left us everything Copyright © 2014 by Plum Johnson Dansk udgave: copyright © 2018 by Gads Forlag ISBN: 978‑87‑12‑05555‑6 1. udgave 1. oplag Omslag: Anders Timrén Omslagsfotos: Arcangel Images Bogen er sat med Minion hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

De efterlod os alt_TRYK.indd 4

28/11/2017 13.16

P LUM J O H N S O N

De efterlod os alt PÃ¥ dansk ved Nanna Lund

GADS FORLAG

De efterlod os alt_TRYK.indd 3

28/11/2017 13.16

De efterlod os alt_TRYK.indd 6

28/11/2017 13.16

Mors testamente Mor fik aldrig returneret fleecetrøjen til Sears.

Hun døde tre uger efter jul.

I aften mødes vi til søskendenadver, som vi kalder det, og læser hendes testamente. Drengene og jeg har holdt søsken‑ denadver (ægtefæller er ikke inviteret) for at drøfte mor og far i næsten 20 år. Det har givet os mulighed for at støtte hinanden og planlægge og været vores egen form for grup‑ peterapi. To-tre gange om året kommer Robin kørende fra Virginia, Chris tager et fly fra det vestlige Canada, og Victor og jeg bestiller bord på en god restaurant. Vi spiser filet mignon og drikker den bedste vin, de har, og griner hele aftenen igennem.

Men søskendenadveren i aften bliver knap så sjov. Vi har det alle sammen, som om vi har været igennem en kødhak‑ ker. Efter mors begravelse for en uge siden er vi lammede og tømte for kræfter. Vi har droppet restauranten og mødes i stedet hjemme hos Victor i Riverdale.

Vi kommer kørende en og en gennem de mørke, tilsneede gader og går forsigtigt op ad de saltstrøede trætrin til hans smalle gulstensrækkehus. Vi tager støvlerne af og hænger frakken på stumtjeneren i entreen. Victor har tændt op i pejsen i stuen for at holde januarkulden stangen – det ser 33

De efterlod os alt_TRYK.indd 33

28/11/2017 13.16

hyggeligt ud. De forskellige ægtefæller kender reglerne, så efter at vi har fået en drink sammen, forlader de os og lader os alene med det, vi skal.

Et halvt år før mor døde, havde hun, med iltapparatets regelmæssige plop-hvæs i baggrunden, lænet sig tæt ind til mig og sagt: “Tænk bare, så snart jeg stiller træskoene, vil alle jeres pengesorger være forbi!” Det var huset, hun mente.

Mor troede, at det ville indbringe nok, til at vi alle sammen kom på den grønne gren, men hun vidste heller ikke, at vi kort forinden havde belånt det. De mange års udgifter til plejepersonale døgnet rundt til både hende og far havde drænet guldægget for likvid kapital. Victor overvågede nøje hendes økonomi, og vi havde håbet, at det, der var til overs, var nok, til at hun kunne klare sig. I aften vil vi så finde ud af, hvor tæt på kistebunden vi er kommet.

Vores interne hakkeorden er ikke, som man måske skulle tro; den har intet med alder og rækkefølge at gøre. Den har at gøre med, hvilke evner vi tiltror hinanden, og hvilke forventninger vi har til hinanden efter mange års fast rolle‑ fordeling. For eksempel havde jeg det sådan med far, at han var følelsesmæssigt åben over for mig, så derfor meldte jeg mig altid frivilligt, når han skulle overbringes en ømtålelig besked. Robin er den velovervejede diplomat, så det var altid ham, vi spurgte, når der var behov for en velgennemtænkt betragtning. Han har arvet mors fænomenale hukommelse – man behøver bare nævne noget en enkelt gang, og så husker han det – så han har også været vores fælles erindringsbank.

Mor var følelsesmæssigt åben over for Chris, så hver gang 34

De efterlod os alt_TRYK.indd 34

28/11/2017 13.16

vi havde behov for at lodde, hvordan hun ville reagere på et følsomt emne, bad vi Chris spørge hende. Victor har bedst forstand på penge, så han har haft fuldmagt over mors og fars økonomi. Desuden er Victor den eneste, der var i stand til at få far til at slippe regnskabsbøgerne, og han var bedre end alle os andre til at sige mor imod.

Efter aftensmaden rydder vi Victors spisebord, skænker mere vin op, finder whiskyen frem og deler det fotokopierede testamente rundt. Victor og jeg er udnævnt til eksekutorer.

Vi begynder med en bøn og et løfte om, at vi ikke vil lade testamentet eller noget andet splitte os. Vi enes om, at det ikke er værd at slås om materielle ejendele. Men på trods af vores sammenhold er det klart, at vi forholder os på hver vores måde. Vi har forskellige minder og oplevelser.

Jeg beder om at få et askebæger på bordet, hvilket får Chris til at gå amok. Han holdt op med at ryge for mange år siden.

Han flytter ned til den anden ende af bordet og brokker sig voldsomt over, at jeg vil ryge: “Her … i det her lille, lukkede rum.” Han er familiens socialist og vil helst have, at alle er enige – men det har han ikke så meget held med i aften, for vi har alle sammen brug for noget at trøste os med. Robin og Victor finder et par cigarer frem.

“Slap af,” siger Victor. “Der er da højt til loftet her. Jeg åbner hoveddøren.”

Chris rækker armene i vejret som tegn på overgivelse, og Victor giver sig til at læse testamentet højt. Det er bare en formalitet, men det forekommer os vigtigt at give netop denne søskendenadver noget tyngde. Vi har været processen 35

De efterlod os alt_TRYK.indd 35

28/11/2017 13.16

igennem før i forbindelse med dødsfald på både fars og mors side af familien, og vi ved, at der kan opstå forbløffende meget fjendtlighed på grund af en lap papir.

Men mors testamente vil i det mindste være enkelt og ukompliceret. Hun forstod aldrig dem, der brugte deres testa‑ mente til at vise, hvem de foretrak – hvorfor skulle man dog lade ufred gå i arv? Hun mente, at alle børn skulle behandles ens i et testamente, og derfor er alting delt i fire lige store dele. Fars testamente var lige så enkelt. Han efterlod alt til mor, hvilket er årsagen til, at vi ikke opdagede det lille uheld før efter mors død, hvor Victor fandt nogle gamle gælds‑ breve i fars bankboks. Når vi havde brug for at låne penge af mor – til for eksempel at betale et studielån eller lægge en udbetaling på en lejlighed eller et hus – havde hun aldrig taget papirarbejdet særlig alvorligt. Hun skrev det bare ned på lapper, som hun lagde i skrivebordsskuffen. Men når vi lånte penge af far, skulle vi underskrive et formelt gældsbrev.

Mors testamente er generøst; hun anfører, at al gæld til hende er eftergivet. Men advokaten har forklaret os, at hun kun arvede fars aktiver, ikke hans tilgodehavender, og at hun derfor ikke har myndighed til at eftergive dem. Gæld til far skal fratrækkes arven og betales tilbage til boet. Det er ikke alle, der er tilfredse med det. I bagklogskabens lys står det jo klart, at mor var en bedre bank at låne penge af.

Mor har også efterladt hver enkelt af os en særlig betyd‑ ningsfuld genstand. Jeg får den tyske spilledåse, som har været i familiens eje siden 1878. Robin får et fangeskib, som fars tipoldefar selv lavede af træ og fiskeben under 36

De efterlod os alt_TRYK.indd 36

28/11/2017 13.16

Napoleonskrigene. Chris får den rigt dekorerede sølvskål, som stammer fra vores irske forfædre. Og Victor får de sølv‑ krus, som vi altid brugte ved særlige familiebegivenheder.

Der er også noget til alle børnebørnene. Pigerne får smykker, og drengene får hver en af fars medaljer fra krigen.

Da Victor er færdig med at læse det kortfattede dokument op, spørger han, hvem der vil være referent. Vi har mange ting at drøfte. Alle ser på mig, men for en gangs skyld holder jeg mund. Der breder sig en ubehagelig tavshed. Det ender med, at Chris melder sig. Victor opsummerer mors økonomiske situation – hvad der står i banken, og hvad der skyldes.

Det vigtigste, vi skal tage stilling til i aften, er boets største aktiv: huset. Huset bekymrede mor. Hun spurgte mig altid: “Hvad vil I børn gøre med huset, når jeg ikke er her mere?”

Jeg ville ikke give hende falske forhåbninger, og i årevis havde jeg forsøgt at finde på en plan. Kunne vi bygge det om til et tofamilieshus? Lave det om til en B&B? Kunne jeg måske bo over garagen og udleje resten? Vi spørger hinanden, om nogen har lyst til at købe de andre ud. Igen ser de på mig – de ved, hvor højt jeg elsker det hus – og jeg fyldes af en følelse af utilstrækkelighed.

For kan det virkelig passe, at jeg ikke har råd? Det vil jo betyde, at jeg har færre penge som midaldrende, end min far havde, da han var bare 36. Det er en understregning af alle de fejl, jeg har begået. I tankerne giver jeg mig selv lov at svælge i alle hvis’erne. Hvis bare jeg ikke var blevet skilt.

Hvis bare jeg ikke havde solgt min virksomhed. Hvis bare jeg havde investeret nogle penge i fast ejendom. Hvis bare 37

De efterlod os alt_TRYK.indd 37

28/11/2017 13.16

jeg havde været klogere – eller heldigere. Jeg havde allerede spillet Lotto – den skjulte skat, der lægges på dem, der er dumme nok – men ikke et eneste af mine tal var trukket ud.

Jeg har kun én mulighed, og det er at finde en pose penge under gulvbrædderne. Er der da slet ikke noget – et eller andet sted? Måske en uvurderlig romersk mønt eller et lille, snavset Degas-maleri? Jeg kan ikke bære tanken om at måtte opgive at bevare huset i familiens eje.

Lige efter mors begravelse havde vi, helt forventeligt, modtaget adskillige henvendelser om huset, forklædt som kondolencebreve. Nogle var fra ejendomsmæglere, men de fleste var fra private købere. De skrev lange breve om, hvordan de havde kendt mor, at de havde syntes, hun var sådan et spændende menneske, at de havde siddet sammen på hendes veranda, hvor udsigten var så vidunderlig, og så videre og så videre, som om de havde været mors bedste ven siden tidernes begyndelse. Der var ikke et eneste navn, vi genkendte. Alle brevene sluttede med: “Så hvis I nogensinde skulle overveje at sælge …” Jeg placerede dem alle sammen i mors brevholder ude i køkkenet – en legetøjsfjeder, der kan gå på trapper, i gyldent metal med hoved og hale som en gravhund.

Vi drøfter, hvad vi skal stille op med brevene. Er det bedst at vælge en af ejendomsmæglerne, eller skal vi bare begynde at snakke pris med en af de private købere? Som eksekutorer har Victor og jeg en forpligtelse til at skaffe den bedste pris.

Vi ved, at huset er steget voldsomt i værdi, fordi det ligger ved søen – det er omkring tre gange så meget værd som mit 38

De efterlod os alt_TRYK.indd 38

28/11/2017 13.16

hus i Toronto – men vi er nødt til at få en professionel til at afgøre nøjagtig hvor meget.

Træbeklædningen trænger til at blive malet – noget, far pligtskyldigt gjorde hvert syvende år – og det er et dyrt og omfattende stykke arbejde. Vi skænker mere whisky op og beslutter at få det gjort, så snart det bliver varmt nok i vejret.

Vi har sagt til Pelmo og Tashi, at de er velkomne til at blive boende, indtil de har fundet andet arbejde. Men de skal snart af sted til Tibet på seks ugers ferie, og vi kan ikke lade huset stå tomt så længe. Der er for mange ting af værdi, og så er der også mors hund, Sambo. Den er døv og næsten blind, men er vant til at finde rundt i huset. Vi er enige om, at det ville være brutalt at sende den på hundepension.

“Har du ikke lyst til at arve hunden?” spørger Victor mig.

“Meget morsomt,” siger jeg. “Det er dig, der elsker hunde, ikke mig.”

Han ser på de andre. “Jeg stemmer for, at Plum skal flytte til Oakville.”

“Glimrende ide!” siger Robin.

Chris ler.

“Nej, helt ærligt,” siger Victor. “Det giver god mening.

Du har altid elsket det hus. Nu har du chancen. Tag dig dog en lille ferie!”

“Hvorfor flytter du ikke derud?” spørger jeg.

“Jeg har jo en virksomhed at tage mig af! Dine børn er flyttet hjemmefra. I øvrigt er det kun seks uger, og så kom‑ mer Pelmo og Tashi tilbage.”

Jeg har det, som om jeg er ved at blive kuppet, men Victor 39

De efterlod os alt_TRYK.indd 39

28/11/2017 13.16

har jo ret: Det giver god mening. Jeg er midt i en freelanceop‑ gave og kan bare tage computeren med. Jeg kan også begynde på arbejdet med at rydde op i 60 års rod.

Hvor svært kan det være? tænker jeg. Jeg kan jo godt finde ud af at købe et par affaldssække.

Jeg har haft for lidt tid til mig selv, lige så længe jeg kan huske. Den er gået med at passe mine gamle forældre, mine børn, mine børnebørn og min karriere. Så jeg er ivrig efter at få tømt mors hus og lægge rollen som den opofrende dat‑ ter bag mig. Det vil være en udfordring at gøre det på seks uger – men jeg tager den op.

“Okay,” siger jeg. “Men hvis jeg skal bo der, skal der købes nye madrasser.”

“Nye madrasser?” udbryder Victor.

“Hvad skal kiropraktorerne så leve af?” siger Robin.

“Den gamle madras i gæsteværelset føles som at sove i en hængekøje med en masse sten i bunden. Og det er det samme med den i mit gamle soveværelse,” siger jeg. “Jeg gider ikke få ødelagt ryggen.”

“Okay, okay … vi køber to nye.”

“Og en ny brødrister.” Jeg er kun lige ved at varme op.

“En brødrister?” siger Victor.

“Kan du ikke bare bruge pejsen?” spørger Robin.

“Jeg gider ikke stå der og holde håndtaget nede, hver gang jeg skal have et stykke ristet brød. En ny brødrister, ellers gør jeg det ikke.”

Victor sukker. “Er der andet?”

Jeg begynder at tælle på fingrene. “Ja … vis-nummer40

De efterlod os alt_TRYK.indd 40

28/11/2017 13.16

funktion på telefonen, kabel-tv, så jeg kan se BBC, netforbin‑ delse til min computer, en espressomaskine … og en større varmtvandsbeholder, så jeg både kan tage bad og vaske hår samme dag.”

Victor eksploderer. “Jeg gider i hvert fald ikke installere en ny varmtvandsbeholder. Der er jo kun dig! Hvor mange gange om dagen har du tænkt dig at tage bad?”

Robin smiler. “Kan du ikke bare gå i svømmehallen og få dig et gratis varmt brusebad ligesom far? Hans gamle billetter ligger der garanteret stadig et sted.”

Nu griner vi alle sammen, men det giver mig en følelse af magt at have indflydelse på tingene. Hvis vi kan gøre huset beboeligt, vil det måske faktisk føles som en ferie. Victor nægter at give sig med hensyn til varmtvandsbeholderen, men drengene går ind på alt det andet.

Sidste punkt på dagsordenen er spørgsmålet om, hvordan vi skal fordele husets indhold på en fair måde. Vi beslutter os for at gøre, ligesom mors familie gjorde i forbindelse med bodelingen af Rokeby, familiens gård i Virginia. Da bedste‑ mor døde, blev alle hendes ejendele vurderet, og det samlede beløb blev fordelt mellem hendes mange børn som en slags matadorpenge. Og så skiftedes de til at “købe” en ting ad gangen, indtil de havde brugt deres penge. Før vi kan bruge Rokeby-metoden, er vi altså nødt til at få alle mors og fars ting vurderet, fotograferet og katalogiseret. Også den opgave melder jeg mig til.

Jeg tænker: Hvor svært kan det være? Jeg kan da godt finde ud af at tage billeder.

41

De efterlod os alt_TRYK.indd 41

28/11/2017 13.16

Robin tilbyder at komme forbi ofte og hjælpe mig med at arkivere dokumenter og katalogisere bøger. Victor tager sig af økonomien, stadfæstelsen af testamentet og vedligeholdelsen af huset. Chris sørger omhyggeligt for ikke at melde sig til noget. Han fortæller os, at han har været i psykoterapi i årevis i et forsøg på at gøre sig fri af mor, og jeg får en fornemmelse af, at huset nærmest er radioaktivt for ham. Måske har han allerede lagt det alt sammen bag sig, eller måske har han boet langt væk i så lang tid, at han har lært at lægge afstand. Jeg kan ikke afgøre, om det gør mig rasende eller misundelig.

Hvorfor har han ikke lært mig at sætte grænser? På et tids‑ punkt spørger Victor ham, om han vil stå for at indhente tilbud på malerarbejdet. Chris trækker på skuldrene. “Okay.”

Vi enes om at sprede mors aske, når det er blevet lidt varmere. Victor skal bestille en mindeplakette i bronze. Et par af os synes, at asken skal spredes under træet i hjørnet af haven, en tredje, at den skal spredes ud over kirkegården ved St Jude’s, og den sidste, at den skal spredes ved siden af Sandy på kirkegården ved St Mary’s i Virginia. Vi beslutter at bede begravelsesfirmaet sørge for, at asken fordeles i tre plasticposer; på den måde bliver alle tilfredse.

Jeg har noget særligt at fortælle. Min datter Virginia og hendes forlovede, Louis, har endelig besluttet at blive gift.

De vil gerne have lov at bruge mors hus til brylluppet i juni, hvis vi da ikke har fået det solgt. Victor har også noget at fortælle. Han og hans kæreste, Peni, skal også giftes, og de vil gerne bruge huset til det i september.

Det er vidunderlige nyheder efter en sørgelig uge! Vi 42

De efterlod os alt_TRYK.indd 42

28/11/2017 13.16

jubler og råber. Når Pelmo og Tashi kommer tilbage, vil vi bede dem blive lidt længere. Vi vil udsætte salget til oktober og nyde den sidste sommer i huset.

“To bryllupper og en begravelse,” siger Victor og ler.

Mor havde en stribe fra The New Yorker siddende på køleskabet. Et midaldrende par sidder i en sofa. Manden ser på sin kone og siger: “Nu kan vi endelig slappe af … alle vores børn er gift, skilt og gift igen.” Hun satte den op, efter at Chris var blevet skilt og gift igen. Vi er alle sammen skilt, undtagen Robin. Robin har altid opført sig excentrisk, som om han levede i et tidligere århundrede, han er formel, løfter hatten, bestiller skjortekraver med knækflip fra en special‑ forretning i England, lirer citater på latin og græsk af sig og har indrettet sig en skrivestue, hvor han sidder og skriver sine bøger med fjerpen. Da han var 25, giftede han sig med sin kusine fra landet, fuldstændig som i 1700‑tallet. Begge familier brokkede sig, men ikke desto mindre er Robin og Kitty aldrig blevet skilt som os andre.

Jeg har også en stribe fra The New Yorker på mit køle‑ skab, men den er lidt anderledes. Den forestiller to kvinder i Central Park, der står og ser på hinanden. De har begge to bæreseler til børn på ryggen, men hvor den unge kvinde har et lille barn i selen, har den midaldrende kvinde sin gamle mor.

Det kan jeg godt grine ad, men i realiteten er jeg chokeret over, hvad der er blevet af mig. Det føles, som om de sidste 20 år har drænet mig for al tålmodighed og medfølelse – de bedste sider af mig – i en grad, så jeg ikke længere kan kende 43

De efterlod os alt_TRYK.indd 43

28/11/2017 13.16

mig selv. Jeg er blevet til en person, jeg ikke bryder mig særlig om. Jeg brød mig heller ikke særlig om mor; vores indbyrdes forhold blev udhulet af hendes vrantne og bitre kamp mod alderdommen og min manglende evne til at holde den ud.

Måske er det derfor, jeg ikke er ødelagt af tabet. Hvis hun var død, da jeg var yngre, da jeg stadig huskede, hvor vidun‑ derlig hun havde været engang, ville jeg måske have været overvældet af sorg. Men mor havde udholdt så mange tab.

Hvorfor havde jeg tvunget hende til også at udholde tabet af mig før tiden? Hvornår var jeg blevet så egoistisk?

Nu forstår jeg dem af mine venner, der har mistet deres mor: Jeg ville give min højre arm for at have min mor hos mig igen, bare et kort øjeblik.

Bare et kort øjeblik.

Hvor svært kan det være?

Jeg fortæller drengene, at jeg har sovet dårligt det sidste par nætter. Jeg har været omgivet af mors ånd. Jeg kan høre den regelmæssige tikkelyd fra hendes 8 mm-kamera, der snurrede og snurrede gennem hele vores barndom, og jeg kan se alle filmrullerne i deres små firkantede, gule æsker. I tankerne ser jeg rullen med de grynede billeder klapre ud af fars filmfremviser inde i musikværelset. Mor har efterladt os en omfattende historisk dokumentation af vores barndom, men eftersom det var hende, der holdt kameraet, er hun sjældent selv med på billederne. Nu er hun den eneste, jeg har lyst til at se. Far legede kun sjældent med os, men dér er han, han løber om bag et træ og gemmer sig, han svinger et baseballbat, han skubber gyngen. Hvor er sandheden? I 44

De efterlod os alt_TRYK.indd 44

28/11/2017 13.16

drømme glider scener fra min barndom ind over hinanden som teaterkulisser.

Hvad sker der med mig?

For to måneder siden kunne jeg knap nok vente på, at mor skulle dø, og nu går jeg her og spejder efter hende alle steder.

“Nogen burde skrive en bog om mors liv,” siger jeg.

“Pas nu på,” siger Chris. “Nu gør du det igen … du gør mors arbejde for hende.”

De efterlod os alt_TRYK.indd 45

28/11/2017 13.16

Hvepsereden Før jeg flytter ind i mors hus og holder min seks ugers “ferie”, lukker jeg mit eget hjem ned. Jeg indstiller timeren til lyset, tømmer køleskabet og pakker lidt tøj. Jeg medbringer kun min computer, mine farver og en lille weekendtaske. Det forekommer mig kontraproduktivt at tage en masse ting med til et hus, der skal tømmes. Og min krop føles under alle omstændigheder usynlig, uvæsentlig i forhold til min energi, knap nok værd at putte tøj på. Jeg vil kunne slæbe affaldssække i flere uger i den samme sorte T-shirt og de samme bukser.

Jeg træder ind ad bådehusdøren og bliver mødt af Sambo, men jeg kan ikke afgøre, om den er glad for at se mig eller ej. Den ligger krummet sammen som en deprimeret bold i sin hundekurv af flet og nøjes med at løfte hovedet og åbne et enkelt øje, blindt og fuldt af sorg. Da jeg bøjer mig ned for at klappe den, slikker den min hånd. Mere kan den ikke overskue.

Pelmo og Tashi tager imod mig i køkkenet, som var jeg et længe savnet familiemedlem, men efter at de har præsenteret mig for posten og vist mig Sambos nye piller og demonstreret, hvordan jeg skal dryppe dens øjne hver aften, står vi kejtede over for hinanden. Vi ved ikke helt, hvordan vi skal opføre 46

De efterlod os alt_TRYK.indd 46

28/11/2017 13.16

os over for hinanden, nu da mor er død. De tilbyder mig at lave aftensmad, men jeg siger nej tak, og så går de op ad bagtrappen til deres værelser. De skal pakke færdig. De tager til Tibet i morgen.

Det tager mig lidt tid at falde til, som om jeg famler mig frem i mørket, efter at nogen har slukket lyset, men jeg føler mig ikke ked af det. Der er for meget at gøre til det.

Jeg leder i køleskabet efter mad, der stadig kan spises.

Sambo kommer på benene og vakler langsomt rundt i køk‑ kenet. Den snuser til lidt tørkost i sin madskål, men vender sig væk, så jeg beslutter at lave røræg til os begge to. Jeg putter Sambos piller i dens portion og håber, at jeg ikke kommer til at blande den sammen med min.

Da vi har spist, henter jeg hundesnoren og går en lille aftentur med Sambo, selv om den ikke er meget for det. Det er ikke særlig koldt, men det er mørkt og fugtigt, og jeg kan mærke på hunden, at dens gigtsvage led giver ondt af sig. Den humper af sted som en gammel mand. Havelågens klinke af jern er formet som et rævehoved, jeg løfter den, og rævens ører falder ned igen bag os med en velkendt, klirrende lyd.

Men vi når ikke længere end til Sandys mindetræ nede for enden af vejen.

Jeg beslutter at sove i mors soveværelse det første par næt‑ ter. Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg har det behov – om det er, fordi jeg gerne vil føle hende omkring mig, eller om det er min måde at forsøge at indtage hendes plads på – men en af vores fætre sov der efter begravelsen, så jeg har følelsen af, at even‑ tuelle spøgelser er drevet ud. Jeg bærer Sambo med ovenpå, og 47

De efterlod os alt_TRYK.indd 47

28/11/2017 13.16

han lægger sig på sin sædvanlige plads under himmelsengen.

Sengekappens samlinger glider til side som gardiner, idet dens lange og langhårede hale forsvinder ind under den.

Da jeg var lille, og far ikke var hjemme, sov jeg en gang imellem i mors seng. Men jeg har aldrig før ligget i hendes side, der vender mod vinduet. Først i aften opdager jeg, at man kan se søen herfra og stjernerne og lysene ved Niagara Falls uden så meget som at løfte hovedet.

Jeg kan høre Sambos hundetegn rasle let, idet den prøver at finde en behagelig sovestilling, og efter et stykke tid bliver vi begge vugget i søvn af lyden af blide bølger, der slår ind mod bredden.

Mors soveværelse ligger lige over verandaen, og midt om natten er der noget dernede, der vækker mig. Jeg sætter mig brat op i mørket. Jeg kan høre den dæmpede lyd af netdøren, der slår mod rammen, hvor den sidder fast med en krog.

Er det vinden? Eller et dyr? Sambo sover stadig, så det kan ikke være en indbrudstyv … eller kunne det? Jeg kommer i tanker om, at Sambo er døv. Uden at tænde lys går jeg på bare fødder ned ad den tæppebelagte trappe og ind i stuen, hvor jeg spejder ud ad verandadøren. Der er intet andet at se end den mørke nat og den humørsyge himmel. Jeg går ud i køkkenet. Uret på komfuret siger 4:48.

Bølgerne slår vedvarende ind mod bredden nu – de kom‑ mer hurtigere, er mere påtrængende end før – og jeg kan høre regnen ramme ruden. De mørke dråber glitrer på vindues‑ rammerne. Jeg åbner et af køkkenvinduerne. Det er næsten lige så højt som mig, og en kold vind kommer susende ind og 48

De efterlod os alt_TRYK.indd 48

28/11/2017 13.16

får papirerne på spisebordet til at flapre og flyve. Der ligger en stor, grå sten fra søbredden i vindueskarmen, jeg tager den for at lægge den oven på papirerne, men der er noget ved dens form, der får mig til at tøve. Jeg tænder lyset, så jeg kan se. Der ligger et hjerte i min hånd. En eller anden har skrevet noget på det med rød speedmarker.

Jeg rækker ud efter din hånd. Vær sød at række ud efter min.

Jeg vender stenen om.

Bagpå står der: Guddommelig kærlighed.

Jeg vender den hjerteformede sten om igen og igen. Hvor kommer den fra? Pelmo har altid ting og sager med sig tilbage fra søbredden, der er skyllet i land – er det hende, der har fundet den? Jeg er vis på, at den, der har smidt den i vandet, hvem det end er, ikke har tænkt sig, at den skulle ende hos mig: Men her er den.

Jeg tager det som et tegn.

Jeg føler mig trøstet, som om jeg er forbundet med både regnen og universet, og lysvågen. I det fjerne skyder et lyn ned fra himlen. Det er usædvanligt med tordenvejr i februar, men det passer godt til mit humør.

Da det bliver morgen, kan jeg høre Pelmo og Tashi i lejligheden over køkkenet. Kort efter kommer Tashi ned ad trappen med deres store, sorte kufferter bumpende efter sig.

Han stabler dem i bryggerset, så de er klar til afgang. De skal være væk i to måneder, i en fjern landsby i Himalayabjergene, så vi vil ikke kunne have nogen kontakt.

Jeg spørger Pelmo om stenen.

“Ja,” siger hun, “forleden jeg finder … ved sø med Sambo!”

49

De efterlod os alt_TRYK.indd 49

28/11/2017 13.16

“Er det dig, der har skrevet på den?”

“Nej nej,” ler hun, “ikke mig … kommer fra guder, tror jeg.” Hun har et glimt i de smilende øjne. “Måske er din mor?”

Ja, tænker jeg, jeg er nødt til at finde dig. Vær sød at række ud efter min hånd.

Pelmo giver mig et stort knus og beder mig passe godt på Sambo. Jeg kan høre på hende, at hun er bekymret for den.

Hun bøjer sig ned og klør den bag ørerne.

“Jeg kommer tilbage … du er her?” spørger hun den. “Ja?” Der ligger en bunke post til mor på spisebordet, som jeg skal kigge igennem. Det meste er fra velgørende organisatio‑ ner. Mor donerede regelmæssigt penge til over 30 forskellige.

Hun og far donerede slavisk og trofast 10 procent af deres indtægter, og ud over kirken havde mor en stor mængde yndlingssager. Sædvanligvis var det noget med nødstedte teenagere eller hjemløse børn rundtomkring i verden.

Jeg kan se hende for mig, som hun sad her hvert år før jul og prøvede at blive enig med sig selv om, hvor hendes penge ville gøre bedst gavn. Jeg laver noget mere kaffe og begynder at skrive “Afdød” og “Retur til afsender” på alle konvolutterne.

Far opførte alle donationerne i sine regnskabsbøger. Han tog pengene fra overskuddet, efter at de faste udgifter var betalt, og donationerne gik forud for alt andet. Selv da far var i trediverne og havde fem børn at forsørge, sendte han hver måned en check på fem pund til sine søstre – den ene i England, den anden i Portugal – der begge var enker. Senere, da han fik bedre råd, hævede han beløbet til 25 pund. Far var nøjsom, men han var gavmild med det lidt, han havde.

50

De efterlod os alt_TRYK.indd 50

28/11/2017 13.16

Jeg ser på et fotografi af mor og far, fra lige før vi flyttede ind her. De var begge to født under Første Verdenskrig, havde oplevet den økonomiske krise i 1920’erne og tjent deres land under Anden Verdenskrig. Så havde de skabt sig en tilværelse i Sydøstasien, fået tre af deres fem børn og var så flyttet til Canada, da de var midt i trediverne. De ser helt usandsynligt unge ud, når man tænker på alt det, de allerede da havde ople‑ vet. Mine børn er på samme alder nu, som de var dengang.

Det er utroligt at tænke på, at de havde råd til at købe huset her, selv om de kun havde én indtægt. Far gav 12.000 dollars for det, et beløb, der svarede omtrent til hans årsindtægt. I dag er det 2,5 millioner dollar værd. Det gør det umuligt at komme i nærheden af for de fleste børnefamilier – og også for mig og mine brødre. Den tid, da ens hjem kostede, hvad man tjente på et år, er for længst forbi. Hvor mange af os tjener 2,5 millioner om året?

Da far gik på pension i 1978 efter over 40 år som chef i et forsikringsselskab – det samme alle årene – lå hans årsindtægt på kun 37.000 dollars. Han gav beskedne lønforhøjelser til sine underordnede, men sjældent til sig selv. Alligevel var det lykkedes ham at betale huset ud og spare tilstrækkelig mange penge op, til at han og mor ikke manglede noget i alle de 30 år, han var pensioneret, indtil de begge til sidst sov stille ind.

Det blev ejendomsskatterne, der tog livet af dem. I 1953 lød de på 500 dollar om året. Så steg de regelmæssigt, indtil de i 1977 overskred det beløb, far oprindelig havde givet for huset. Nu var han pensionist og havde kun det samme beløb at tage af, og han beskyldte myndighederne for at tvinge ham 51

De efterlod os alt_TRYK.indd 51

28/11/2017 13.16

ud af huset. Bærende på et banner med krigsråbet “Ekspro‑ priation gennem skatter!” og bevæbnet med en lang pegepind af træ og mere end 20 års regnskabsbøger troppede han op til et byrådsmøde og forlangte at blive hørt. Ingen af råds‑ medlemmerne havde nogensinde set regnskabsbøger som fars. Med sin elegante skråskrift havde han nedfældet hver eneste penny, han nogensinde havde brugt – selv til ispinde.

Dag efter dag mødte far op i byrådet og afbrød deres møder. Victor gik med som “konsulent”. På et tidspunkt fik rådet nok og tilstod ham et mindre nedslag. Men når huset nu bliver solgt, vil ejendomsskatterne sandsynligvis fordobles.

Der er en løbeseddel fra St Jude-kirken om forårsloppe‑ markedet. De søger ting at sælge. Perfekt timing, tænker jeg.

Det giver mig en deadline. Huset er så stort, at jeg vil få brug for en overordnet plan for oprydningen. Jeg har ikke tid til at fortabe mig i minder. Der er 23 værelser, så hvis jeg bliver hængende ved noget, vil jeg sandsynligvis drukne.

Jeg går ind i herreværelset og åbner skuffen i fars skri‑ vebord. Her ligger alt hans skriveudstyr i nydelig orden. Jeg tager et par stykker brevpapir med familiens våbenmærke og motto, HONOR ET VERITAS. Jeg tænker på alle de gange, far bankede ordene “ære og sandhed” ind i hovedet på os – det kunne lige så godt have stået indhugget i en stenportal over os. Mor har et syltetøjsglas med kuglepenne stående ved telefonen, men ingen af dem dur. Jeg smider dem alle sammen i skraldespanden; det er mit første skridt i kampen mod rodet. Så finder jeg en blyant og går ud på verandaen for at skrive en liste.

52

De efterlod os alt_TRYK.indd 52

28/11/2017 13.16

Det er holdt op med at regne, og solen titter frem. Himlen er blå og grenene på træerne nøgne, og der er vandpytter på den frosne jord. Søen glitrer i pastelnuancer af violet og lyserød. Det er usædvanlig varmt for det sydlige Ontario på denne tid af året – varmt nok til at sidde ude i vintersolen, selv om jeg kun har en jakke på. Jeg begynder at skrive.

Plan: 1. Værdigenstande skal låses inde 2. Skabe og kommoder på første sal skal tømmes 3. Papirer skal gennemses.

Jeg begynder at mærke en vis optimisme. Måske vil jeg kunne nå det på under seks uger.

Ovenpå er der et lille skab, man kan sætte hængelås på.

Der kan vi opbevare alle de ting, der har en klar værdi: sølvtøjet i spisestuen, de sølvbakker, som mor har stående rundtomkring i anretterværelset og køkkenet, fars medaljer fra krigen, mors smykker. Det er ikke en ideel løsning, men det er jo kun midlertidigt. Og eftersom det meste er af metal, behøver vi ikke at bekymre os om det, hvis der skulle udbryde brand. Huset er trods alt af træ hele vejen igennem. Jeg er meget bekymret for brand, og det var mor også.

På badeværelset ovenpå opbevarede far i mange år en kæmpe rulle hampereb, klar til brug. Hvis der udbrød brand, mens far ikke var hjemme, skulle mor slæbe det hen til vinduet i soveværelset, binde det til en af sengestolperne og vælte det ud ad vinduet og ned på jorden – næsten 10 53

De efterlod os alt_TRYK.indd 53

28/11/2017 13.16

meter nede – hvorefter hun let og elegant skulle kravle ned.

I de første år givetvis med et spædbarn i armene. Sovevæ‑ relsesvinduet er forsynet med en ekstra rude i en kraftig aluminiumsramme, der skal beskytte mod storm og som er boltet fast, men min far må have glemt den lille forhindring.

Jeg noterer, at jeg skal huske at tjekke batterierne i alle røg‑ alarmerne.

Det er min plan at lade alle de indrammede fotografier og bøgerne stå på hylderne, så der ser beboet ud, når der kommer købere, selv om alle skuffer og skabe er tomme.

Da det bliver aften, har jeg skrevet en lang indkøbsliste, især affaldssække og flyttekasser.

Da jeg har lavet mad og skænket vin op, kommer den yngste af mine døtre, Jessica. Hun har tilbudt at tage toget herud hver dag efter arbejde den første uge. Alle mine tre børn virker bekymrede over, at jeg skal bo alene i mors hus.

Den ældste af mine døtre, Virginia, har tænkt sig at komme herud i weekenderne sammen med sin lille dreng, og min søn, Carter, der er i Turkmenistan, sender mig e-mail efter e-mail med støtteerklæringer. Da jeg skriver til ham, at jeg falder i søvn hver aften med en undskyldning til mor på læben, svarer han: Hvorfor siger du undskyld til hende? Burde det ikke være omvendt? Dit forhold til din mor er virkelig sært og indviklet og fuldt af skyld. Du bør træde et skridt tilbage og se på jer begge to med nye øjne. Så vil du se, at hun burde have været dybt taknemmelig over at have en datter som dig!

Jessica støtter mig også, men hun forsvarer også sin bed‑ stemor. Når jeg drøfter mit flossede forhold til min mor med 54

De efterlod os alt_TRYK.indd 54

28/11/2017 13.16

hende, siger hun: “Hun syntes bare, du ikke forstod hende.”

Jeg mærker et stik af genkendelse og sorg. Jessica har ret – og sandheden gør ondt på mig.

Jeg advarer Jessica om, at hun og jeg måske er på vej til noget lignende, som om mit liv er en græsk tragedie, hvor skæbnegudinderne sørger for min nemesis, for somme tider bliver jeg bange for, at hun og jeg heller ikke forstår hinanden.

“Du skal ikke vente, til du er 63 og går til psykolog,” siger jeg. “Sig det til mig nu, hvis jeg gør noget forkert. Tal med mig om det, mens vi stadig har en chance for at fikse det!” Men i aften går det, som det plejer. Vi sidder i spisestuen og spiser, samtalen ryger af sporet, og Jessica bliver dybt frustreret.

“Hvorfor skal du altid skifte emne?” siger hun. “Vi sid‑ der og taler om én ting, og så ryger du ud ad en eller anden tangent, der ikke har det fjerneste at gøre med det, jeg lige sagde!” Så holder hun inde. Hun sukker, som om hun forstår.

“Men det er vel bare sådan, dit hoved fungerer.”

Før i tiden var jeg lige så blid og forstående som Jessica – hvad er der blevet af det? Hvorfor kunne jeg ikke være lige så rummelig over for min mor?

Efter maden går vi ovenpå. Jessica tager en af mors gamle flannelsnatkjoler på, jeg fylder varmedunkene, og så kryber vi begge to op i mors store himmelseng. Huset føles så stort og tomt og værelserne så livløse, at vi rykker sammen om lejrbålet for natten. Søen er stille, men jeg sover alligevel uroligt.

Mine tanker om mor føles lige så rodede og uigennem‑ trængelige som huset, og det er, som om jeg ikke kan komme 55

De efterlod os alt_TRYK.indd 55

28/11/2017 13.16

til bunds i dem. Der var mange lag af gensidige misforståelser hos både hende og mig, men nu kan jeg kun forsøge at pille mine egne til side. Dem, jeg har lyst til at vende mig bort fra, er netop dem, jeg ved er de vigtigste. Jeg havde med skræk set min mor blive dårligere og dårligere, som om det var et vejkort for fremtiden, hun viste mig. Jeg vidste, at det ikke havde været let for hende at opgive dette liv og lade sig føre ind i det næste. I årevis havde hun klamret sig fast som en vedbend, der griber hårdt om værtstræet. Det kostede hende alle de kræfter, hun havde, at give slip. Nu spekulerer jeg over, om jeg mon selv vil være stærk nok, når min tid kommer.

Som om hun har læst mine tanker, løfter Jessica hovedet fra puden og siger stille: “Du ved nok, at alle er født med evnen til at gøre en bestemt ting.”

“Hvad er det for en evne?”

“Alle er født med evnen til at dø.”

Jeg vågner før Jessica og bærer Sambo nedenunder. Jeg prøver at gøre plads til morgenmaden på bordet i køkkenet, men det er fuldstændig dækket af mors rod. Jeg skifter hendes plasticpåskeliljer ud med en glasskål med mandariner. Luften herinde er så tør på grund af fyret, at mandarinerne efter et par uger vil tørre ud og blive hårde og bevare farven i lang tid. Far nægtede at installere en luftfugter. I stedet satte han vandfade rundtomkring på gulvet ved siden af ventilations‑ ristene, hvor den varme luft kom ind, men det tjente kun til at holde hundene hydrerede. Vi plejede at sige, at mor og far holdt sig så unge, fordi de var mumificeret i den tørre luft, 56

De efterlod os alt_TRYK.indd 56

28/11/2017 13.16

men eftersom far sjældent tændte for fyret, kan det også være, at de simpelthen var frysetørret på grund af permafrost.

Jeg lytter til Jessicas lyde ovenpå, mens jeg kommer brød i den nye brødrister. Jeg skal køre hende til toget lige om lidt. Da hun kommer ned, kan jeg se, at hun har grædt, hun har røde øjne. Alle mine børn havde et nært forhold til mor.

Hun forkælede Virginia, som var hendes første barnebarn, med Carter delte hun en dyb interesse for politik og historie, og hun og Jessica forstod bare hinanden. Det var, som om Jessica bragte det bedste frem i mor, måske fordi der var en generation imellem dem, og det gav noget luft. Far sagde, at de var “simpatico”. Jessica blev meget berørt af mors død, og hendes sorg kan stadig blusse op igen ved den mindste ting. Her til morgen er hun blevet overfaldet af synet af et fotografi, hvor hun og mor har armene om hinanden, og mor læner sit hoved ind mod Jessicas hals, mens de griner. Jeg havde flyttet billedet hen på bordet i hallen, hvor hun ikke havde forventet at se det. “Åh, min skat, det må du undskylde,” siger jeg og tager hende ind til mig.

“Det gør ikke noget,” siger hun, “Det er bare, fordi jeg savner hende sådan.”

Jeg ser op på vinduerne. Fra hver eneste vinduesramme hænger der istapper, der tør og fryser og tør igen i denne vilde, uberegnelige vinter. Somme tider forsvinder de alle sammen. Og to døgn senere er de der igen, så lange, at jeg synes, de ligner fængselstremmer, der lukker mig inde.

Da jeg kommer tilbage fra stationen, går jeg ovenpå for 57

De efterlod os alt_TRYK.indd 57

28/11/2017 13.16

at rede sengen. Jeg tømmer varmedunkene ud i håndvasken og husker, hvordan far altid slukkede for fyret om natten.

Når vi vågnede om morgenen, var der ikke bare istapper uden for vinduerne, men også indenfor. Vi sov med uld‑ sokker på, huer, tykke trøjer og næsevarmere – dem havde jeg selv opfundet og var begyndt at producere, så snart jeg var gammel nok til at holde på et par strikkepinde. De var kegleformede, dækkede næsen og sad fast med snore rundt om ørerne. Far supplerede med varmedunke, men han kom kun en enkelt skefuld varmt vand i, så de var helt flade og slappe, som de lå der på maven af os. “Det, der er sparet, er tjent,” sagde far. Så krøb han i seng ved siden af mor, som han påstod var det bedste fyr, man kunne tænke sig.

Jeg går forbi de åbne døre ind til alle værelserne, og ende‑ lig går det op for mig, hvordan det virkelig står til. Hvordan skal jeg nogensinde få styr på alt det her rod? Hvordan skal jeg nogensinde kunne skille skæg fra snot her i de enorme mængder af ting, som mor og far samlede sammen i deres liv, tilsammen over 180 år? Nogle af de ting, der er af værdi, ved jeg på forhånd, at ingen af os vil have, mens andre ting, der ikke er det, vil være forbundet med så mange minder, at vi vil være nødt til at trække lod om dem. Alle børnebørnene har sagt, at de gerne vil have plasticskiltet med pistolen i bryggersvinduet. Og hvor mon næsevarmerne er?

Jeg tramper ned ad trætrappen til kælderen med de snav‑ sede håndklæder og sørger for at dukke mig, så jeg ikke får nogle af de mange edderkoppespind i håret. Det kolde dagslys siver ind ad vinduerne i vaskerummet bag potterne 58

De efterlod os alt_TRYK.indd 58

28/11/2017 13.16

med udtørrede geranier og tegner tynde solstriber på beton‑ gulvet. De tomme tørresnore zigzagger hen over loftet som et barns snoreleg. Strygebrættet står helt alene op ad væggen i et hjørne, dækket af et stykke flannel, der sidder fast med klemmer.

Så ser jeg op. Der er mors hvepserede, som hun gemte i en brun papirpose til børnebørnene. Boet er gråt og sprødt, omtrent på størrelse med en fodbold. Hun havde fundet det ude i haven, hvor det var faldet ned fra tagudhænget, og skåret det over i to halvdele. Hun var begejstret over dets arkitektur, den komplekse, geometriske opbygning og intelligensen hos de insekter, der havde skabt det.

“Er det ikke fantastisk? Se lige alle de små celler! Alle de små lag af papir! Vidste I, at hvepse bruger hele livet på at flyve frem og tilbage og bygge rede til deres larver?”

Somme tider tog mor det med i bilen, så hun kunne vise det til sine bridgevenner, dem i bibellæsningsgruppen, de andre på mavedanserholdet og den støttegruppe for pårø‑ rende til alzheimerramte, som hun gik i, da far blev syg.

Hun ringede endda til kommunekontoret for at høre, om de kunne bruge det i skoleafdelingen. Men ellers hang boet i en pose ned fra loftet i kælderen sammen med et brev med fars stokrosefrø.

Hvad skal jeg stille op med det?

Jeg kan høre mors stemme for mit indre øre: “Du kan da ikke smide det ud!” Og det får mig til at gå i stå.

Det hus, som jeg er i færd med at splitte til atomer, er deres.

Det er det sted, vi alle sammen altid har regnet for et stykke 59

De efterlod os alt_TRYK.indd 59

28/11/2017 13.16

fast inventar, et permanent bagtæppe for vores tilværelse.

Hvor skal jeg begynde? Jeg er bekymret for, om hvert eneste lille stykke lommeuld, jeg finder, vil føre mig videre til noget andet, indtil stien af små erindringsbidder har ført mig på vildveje i en grad, så jeg aldrig kan finde tilbage igen.

På den anden side er denne situation – denne udsættelse af det uafvendelige – en mulighed for at undersøge et halvt århundredes ting og sager og se, hvad det alt sammen betyder.

Måske er det ikke udveje, jeg leder efter, men svar.

Svar på hvad?

Er der virkelig ting, jeg stadig ikke har fået svar på?

Mine venner advarede mig: “Når din mor dør, vil der være spørgsmål, du ønskede, du havde stillet.” Jeg har haft over 60 år til at stille hende spørgsmål, men det er først nu, da hun er borte, at de har taget form.

Spørgsmål, jeg ikke engang vidste, jeg havde.

De efterlod os alt_TRYK.indd 60

28/11/2017 13.16