De bortførte piger

De bortførte piger er oversat fra amerikansk efter White Chrysanthemum Copyright © 2018 by Mary Lynn Ltd All rights reserved Published by arrangement with Ulf Töregård Agency AB Dansk udgave: Copyright © 2018 by Gads Forlag ISBN: 978‑87‑12‑05440‑5 1. udgave, 1. oplag Omslag: Anders Timrén Omslagsfoto: Shutterstock, Alamy Bogen er sat med Transitional 521 hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook, Sverige Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk Dette værk er fiktion. Navne, personer, virksomheder, organisationer, steder og begivenheder er et produkt af forfatterens fantasi eller anvendes i fiktiv sammenhæng.

Enhver lighed med virkelige nulevende eller afdøde personer eller hændelser er tilfældig.

De bortførte piger_TRYK.indd 4

06/11/2017 12.05

DE BORTFØRTE PIGER Mary Lynn Bracht

på dansk ved nanna lund

gads forlag

De bortførte piger_TRYK.indd 3

06/11/2017 12.05

Ulaangom

Uvs Nuursøen

THAILAND

FRANSK INDOKINA

K I N A

Hongkong

Seoul

Jej

ræ

det

Jeju

ust

Halla-bjerget

Koreastrædet

JA

PA

N

TSUSHIMASTRÆDET

Nagasaki

Tsushima

Busan

ST I LLEH AVET

NAMHAEHAVET

KOREA

Kurilerne

DET OKHOTSKE HAV Sakhalin

N PA Tokyo

Iwo-jima

Ryukyuøerne

Hiroshima

JA

DET J APANS KE H AV

Okinawa

DE T ØS T KINE S IS KE HAV

Jeju

Daejeon

DET GULE HAV

KO REA B UGTEN

Pyongyang

Mukden

Nanjing Shanghai

Beijing

R

MANCHURIET (MANCHUKUO) Harbin

S

A

BURMA

INDIEN

S

Ulan Bator

DEN MONGOLSKE FOLKEREPUBLIK

U

RE

TIBET

De bortførte piger_TRYK.indd 7

KO

06/11/2017 12.05

u Det er næsten daggry, og halvmørket skaber uhyggelige skygger på stien. Hana tænker på noget andet for ikke at forestille sig væsener, der rækker ud efter hendes fødder. Hun følger efter sin mor ned mod havet. Hendes natkjole flagrer efter hende i den blide brise. Der lyder næsten uhørlige skridt bag dem, og hun behøver ikke at kigge sig over skulderen for at vide, at det er hendes far, der kommer bærende med hendes sovende lillesøster. Nede ved kysten står allerede en lille flok kvinder og venter på dem. Hun genkender ansigterne i det gryende dagslys, men shamanen har hun aldrig set før. Den hellige kvinde er klædt i en rød og kongeblå hanbok, en traditionel dragt, og så snart de er nået ned til stranden, begynder shamanen at danse.

De sammenstimlede skikkelser tager et skridt baglæns fra kvindens hvirvlende dansetrin og samler sig i en lille gruppe, der står som tryllebundet af shamanens yndefulde bevægelser. Hun messer en hilsen til havets dragegud, byder ham velkommen til deres ø og beder ham rejse ind gennem bambusportene til Jejus fredelige kyster.

Solen gnistrer over horisonten som et nålestik af glitrende guld, og Hana misser med øjnene mod daggryet. Den japanske besættelsesmagt har forbudt ceremonien, men hendes mor insisterer på at gennemføre et traditionelt gut-ritual for hendes første dyk som udlært haenyeo.

Shamanen beder for at det bliver et sikkert dyk og en overdådig fangst.

Mens shamanen gentager sine ord igen og igen, berører Hanas mor

9

De bortførte piger_TRYK.indd 9

06/11/2017 12.05

hendes skulder, og sammen bukker de, indtil panden rører det fugtige sand, til ære for havets drageguds snarlige ankomst. Idet hun rejser sig, hvisker hendes søster søvndrukkent til hende: “Jeg vil også dykke”, og længslen i søsterens stemme går lige i hjertet. “Det varer ikke så længe, før du også står her, Lillesøster, og jeg vil stå lige her og byde dig velkommen,” hvisker hun tilbage i fuld tillid til den fremtid, der venter dem.

Salte dråber fra havet glider ned ad hendes tinding, og hun stryger dem væk med håndryggen. Jeg er en haenyeo nu, tænker Hana, mens hun betragter shamanen, der svinger sine hvide bånd rundt i cirkler på stranden. Hun tager sin søsters lille hånd. Der står de, side om side, og lytter til bølgerne, der slår mod kysten. Kun havet giver lyd fra sig, mens den lille flok kvinder i stilhed bekræfter hendes optagelse i fællesskabet.

Når solen endelig er steget helt op over havet, skal hun dykke med de andre haenyeo’er ude på det dybe vand og indtage sin plads blandt havets kvinder. Men først må de snige sig hjem igen, så ingen ser dem. *** Hana, kom hjem. Hun hører sin søsters stemme tydeligt; den rykker hende tilbage til nutiden, til værelset og til synet af soldaten, der stadig ligger og sover på gulvet ved siden af hende. Ceremonien forsvinder i mørket. Hana presser øjnene hårdt sammen i et forsøg på at holde fast i billedet lidt endnu.

I næsten to måneder har hun været fange, men tiden går pinagtigt langsomt her. Hun forsøger ikke at tænke tilbage på alt det, hun har været igennem, på det, de tvinger hende til at gøre, det, de beordrer hende til at være. Derhjemme var hun noget andet, en anden.

Det føles, som om det er utrolig længe siden, og Hana føler sig

10

De bortførte piger_TRYK.indd 10

06/11/2017 12.05

tættere på døden end på minderne om alt det derhjemme. Hendes mors ansigt, der stiger op mod hende fra dybet. Saltvandet på læ‑ berne. Erindringsbidder fra et sted, hvor hun var lykkelig.

Ceremonien var fuld af kraft og styrke, nøjagtig ligesom havets kvinder, nøjagtig ligesom Hana selv. Soldaten ved hendes side rører på sig. Hun lover sig selv, at hun ikke vil lade ham vinde over hende.

Hun ligger vågen hele natten og forestiller sig sin flugt.

De bortførte piger_TRYK.indd 11

06/11/2017 12.05

De bortførte piger_TRYK.indd 12

06/11/2017 12.05

Hana

u Jeju, sommeren 1943 Hana er 16 år gammel og har aldrig kendt til andet end livet under besættelsesmagten. Japan annekterede Korea i 1910, og Hana taler flydende japansk, er skolet i japansk historie og kultur og har ikke lov at tale, læse eller skrive på sit modersmål. Hun er en andenklas‑ sesborger med andenklasses rettigheder, her i sit eget land, men det har ikke gjort hendes koreanske stolthed mindre. Hana og hendes mor er haenyeo’er, havkvinder, og de arbejder ikke for nogen andre end sig selv. De bor i en lille landsby på øen Jejus sydkyst og dykker i en vig, der ikke kan ses fra hovedvejen, der fører ind til landsbyen.

Hanas far er fisker. Han fisker på Namhae-havet sammen med de andre mænd fra landsbyen, hvor de forsøger ikke at komme i vejen for kejserrigets fiskerflåde, der plyndrer de koreanske vande og bringer byttet hjem til Japan. Hana og hendes mor har kun noget med de japanske soldater at gøre, når de sælger dagens fangst på markedet.

Det giver dem en følelse af frihed, som man ikke har, hvis man bor på den anden side af øen eller ligefrem oppe på fastlandet, 150 kilometer mod nord. Det er tabu at tale om besættelsen, især på

13

De bortførte piger_TRYK.indd 13

06/11/2017 12.05

markedet. Man skal være modig for at drøfte den, og i så fald sker det kun hviskende og med hånden for munden. Folk i landsbyen er trætte af de høje skatter, tvangsdonationerne til Japans krigsmaskine og hvervningen af mænd til fronten og børn til fabrikkerne i Japan.

På Hanas ø er det kvindernes opgave at dykke i havet. Kvindekrop‑ pen er bedre egnet til at klare kulden på havbunden end mandens.

Kvinder kan dykke dybere, holde vejret i længere tid og bevare krops‑ temperaturen, så i flere hundrede år har Jejus kvinder nydt en sjælden grad af uafhængighed. Hana fulgte med sin mor ned i havet fra en tidlig alder. Svømmeundervisningen begyndte, allerede da hun som spæd blev i stand til at holde hovedet selv, men hun var næsten 11, før hendes mor første gang tog hende med ud på det dybe vand og viste hende, hvordan man skar et søøre fri af klippen på havbunden.

Det var så spændende, at Hana løb tør for luft for hurtigt og måtte skynde sig op til overfladen. Hendes lunger brændte. Da hun endelig kom op til overfladen, gulpede hun mere vand end luft i sig. Hun lå i bølgerne og harkede og hostede, mistede orienteringen og begyndte at gå i panik. Dønninger væltede pludselig ind over hende og tvang hende ned, og hun slugte endnu mere vand.

Hanas mor holdt hendes hoved over vand med én hånd. Hana skiftevis gispede efter luft og hostede voldsomt. Det brændte i næse og hals. Men følelsen af moderens faste greb om hendes nakke gjorde hende tryg, mens hun fik vejret igen.

“Når du er kommet op til overfladen, skal du altid se ind mod kysten, ellers kan du miste orienteringen,” sagde hendes mor og drejede Hana i retning af øen. Derinde på sandstranden sad hendes søster og passede på spandene med dagens fangst.

“Kig efter din søster, hver gang du kommer op. Det må du aldrig glemme. Hvis du kan se hende, er du i sikkerhed.”

14

De bortførte piger_TRYK.indd 14

06/11/2017 12.05

Da Hana igen trak vejret normalt, gav hendes mor slip og slog en langsom kolbøtte ned under vandet igen. Hana tog sig et par sekunder mere til at nyde det fredelige syn af søsteren, der lå på stranden og ventede på, at hendes familie skulle komme ind fra havet igen. Da hun var helt ovenpå igen, svømmede hun hen til bøjen med søøret, som hun lagde ned i nettet til resten af moderens fangst. Så slog hun selv en kolbøtte og dykkede igen ned i havets dunkende indre på jagt efter endnu et havvæsen til dagens høst.

Hendes søster var ikke gammel nok til at være med, når de dyk‑ kede så langt fra kysten. En gang imellem kiggede Hana ind mod kysten og så sin søster svinge vildt med pinde i luften for at jage mågerne på flugt. Hun var som en sommerfugl, der dansede hen over Hanas synsfelt.

Hana var syv år gammel, da hun endelig fik en søster. Hun havde været bekymret for, om hun skulle være enebarn altid. Hun havde ønsket sig en bror eller søster i så lang tid – alle hendes venner havde to eller tre eller endda fire søskende, de kunne lege med hver dag og dele dagens husarbejde med, mens hun var alene om det hele. Men så blev hendes mor gravid, og Hana svulmede også selv op og strålede fuld af håb, hver gang hun fik et glimt af sin mors store mave.

“Du er meget tykkere i dag, er du ikke, Mor?” havde hun spurgt om morgenen, den dag søsteren blev født.

“Jo. Jeg er meget, meget tyk, og det er meget, meget besværligt!” sagde moderen og kildede Hana på hendes stramme maveskind.

Hun væltede om på ryggen og klukkede af fryd. Da hun havde fået vejret, satte hun sig ved siden af sin mor og lagde hånden på toppen af den store, runde mave.

“Min søster eller bror er snart helt færdig, ikke, Mor?”

15

De bortførte piger_TRYK.indd 15

06/11/2017 12.05

“Snart helt færdig? Det lyder, som om jeg koger ris derinde, dit fjollede pigebarn!”

“Nej, det er ikke ris, det er en søster eller en bror,” sagde Hana hurtigt og mærkede et forsigtigt spark derindefra. “Hvornår kommer hun ud? Eller han?” “Sikken en utålmodig datter,” sagde hendes mor og rystede opgivende på hovedet. “Hvad vil du helst have, en søster eller en bror?”

Hana vidste, at det rigtige svar var en bror, så hendes far kunne få en søn at fortælle alt det, han vidste om at fiske, men i hendes tanker lød svaret anderledes. Jeg håber, du får en datter, Mor, så hun en dag kan svømme i havet sammen med mig.

Samme aften gik fødslen i gang, og Hana kunne ikke skjule sin glæde, da hun så sin lillesøster for første gang. Hun smilede det bredeste smil nogensinde, også selv om hun af alle kræfter forsøgte at lyde, som om hun var skuffet.

“Jeg er ked af, at hun ikke er en søn, Mor, det er jeg virkelig,” sagde Hana og rystede beklagende på hovedet.

Så vendte hun sig mod sin far og trak ham i ærmet. Han bøjede sig ned til hende, og hun rundede hænderne om hans øre og hviskede: “Far, jeg er nødt til at sige noget til dig. Jeg er ked af, at du ikke har fået en søn, du kan lære at fiske, men …” Hun tog en dyb ind‑ ånding, før hun talte færdig. “Men jeg er virkelig glad for at have fået en søster at svømme sammen med.”

“Javel,” sagde han.

“Ja, men du må ikke sige det til Mor.” Hana var kun syv år gammel og ikke særlig trænet i at hviske, så alle i rummet, hendes forældres nærmeste venner, lo kærligt. Hana tav. Hendes ører brændte af skam. Hun gemte sig bag sin far og tit‑ tede ud på moderen i sprækken mellem hans arm og overkrop for at

16

De bortførte piger_TRYK.indd 16

06/11/2017 12.05

se, om hun også havde hørt, hvad hun havde sagt. Hendes mor så på sin ældste datter og vendte så igen blikket mod det sultne barn ved brystet og hviskede til det, lige akkurat højt nok til at Hana kunne høre det: “Du er den mest elskede lillesøster på hele Jeju. Forstår du det?

Ingen vil nogensinde elske dig lige så højt som din storesøster.”

Hun så op på Hana og vinkede hende hen til sig. De andre voksne blev stille, idet Hana satte sig på knæ ved siden af sin mor.

“Du er hendes beskytter nu, Hana,” sagde hendes mor alvorligt.

Hana så på sin lillebitte søster. Hun rakte hånden frem for at stryge hen over de sorte hårtotter på hovedet.

“Hvor er hun blød,” sagde hun fuld af undren.

“Hørte du? Nu er du storesøster, og det betyder forpligtelser. Den vigtigste er, at du skal beskytte hende. Jeg kan ikke være her hele tiden, jeg skal dykke og på markedet, og det er sådan, vi får mad på bordet, så fra nu af er det dig, der skal passe på din lillesøster, når jeg ikke er der. Kan jeg stole på, at du vil gøre det?” sagde hendes mor strengt.

Hana trak hurtigt hånden til sig. Hun bøjede hovedet og svarede pligtskyldigst: “Ja, Mor, jeg skal nok passe på hende. Det lover jeg.”

“Et løfte skal holdes altid, Hana. Det må du ikke glemme.”

“Jeg skal nok huske det, Mor. Altid,” sagde Hana med øjnene klistret til lillesøsteren, der døsede fredeligt. Der løb et par dråber mælk ud fra babyens åbne mund, og moderen tørrede det væk med tommelfingeren.

Som årene gik, og efterhånden som Hana begyndte at dykke sammen med sin mor, vænnede hun sig til altid at have et øje på søsteren i det fjerne, den pige, hun delte tæppe med om natten og hviskede fjollede historier til i mørket, indtil hun endelig overgav

17

De bortførte piger_TRYK.indd 17

06/11/2017 12.05

sig til søvnen. Den pige, der grinede ad alt på en måde, der fik alle andre til at grine med. Hun blev som et anker, der knyttede Hana både til kysten og til livet. *** Hana ved, at hun skal sørge for at holde søsteren på afstand af de japanske soldater. Det hører med til beskyttelsen. Hendes mor har banket det ind i hovedet på hende: Hold jer fra soldaterne, lad dem ikke se jer, og vigtigst af alt: Sørg for aldrig at være alene med en soldat!

Hendes mors advarsel gemmer på en dyb frygt, og nu, hvor Hana er 16, er hun glad for, at hun har undgået soldaterne. Men en varm sommerdag går det galt.

De andre dykkere er for længst taget ind til markedet med dagens høst, da Hana en sen eftermiddag får øje på korporal Morimoto.

Hendes mor har bedt hende fylde et net for en ven, der er for syg til at dykke. Moderen er altid den første, der tilbyder sin hjælp. Hana kommer op til overfladen og ser ind mod kysten. Hendes søster sidder på hug på sandet og ser ud efter Hana og moderen, mens hun skygger for øjnene. Søsteren er med sine ni år gammel nok til at sidde alene på stranden og vente, men ikke til at svømme ud på det dybe med Hana og deres mor. Hun er lille af sin alder og ikke en tilstrækkelig god svømmer endnu.

Hana har netop fundet en stor konkylie og skal lige til at råbe ind til søsteren i triumf, da hun får øje på en mand på vej mod stranden. Hun træder vande for at hæve sig lidt op, så hun bedre kan se ham. Det er en japansk soldat. Hendes mave snører sig sammen. Hvad laver han her? Japanerne bevæger sig ellers aldrig så langt væk fra landsbyen. Hun lader blikket glide hen langs hele

18

De bortførte piger_TRYK.indd 18

06/11/2017 12.05

stranden for at se, om der er flere, men han er alene. Han har ret‑ ning lige mod søsteren.

Søsteren sidder skjult for ham bag en række sten, men snart vil han kunne se hende. Hvis han fortsætter ligeud, vil han løbe ind i hende, og så vil han tage hende med sig og sende hende til en fabrik i Japan ligesom de andre unge piger, der forsvinder fra landsbyerne.

Hendes søster er ikke stærk nok til at overleve fabriksarbejdet eller de hårde vilkår, pigerne lever under. Hun er for lille – og for elsket – til at blive bortført.

Hana ser sig søgende om efter sin mor, men hun er stadig nede i dybet og ved ikke noget om den japanske soldat, der er på vej ned til vandet. Hun har ikke tid til at vente på, at moderen dukker op, og moderen er under alle omstændigheder for langt væk; hun er helt ude ved kanten af revet, hvor havbunden går brat ned, så man slet ikke kan se den. Det er Hanas opgave at passe på lillesøsteren. Det har hun lovet sin mor, og hun agter at holde sit løfte.

Hana dykker og svømmer indad, så hurtigt hun kan. Hun kan kun håbe på, at hun når frem til søsteren før soldaten. Hvis hun kan aflede hans opmærksomhed længe nok, vil det måske lykkes hendes søster at smutte væk og gemme sig i vigen i nærheden, og så kan Hana selv flygte tilbage ud i vandet. For han vil vel næppe følge efter hende derud?

Strømmen presser hende hårdt den modsatte vej, som om den desperat prøver at skubbe hende ud på havet igen, ud i sikkerhed. I panik bryder hun gennem overfladen igen for at tage en stor mund‑ fuld luft. Hun får et glimt af, hvor langt soldaten er nået. Han har stadig retning mod stenene.

Hun begynder at svømme med hovedet over overfladen. Hun er klar over, at det gør hende synlig for ham, men hun kan ikke holde

19

De bortførte piger_TRYK.indd 19

06/11/2017 12.05

ud ikke at vide, hvor langt han er nået. Hun er nået halvvejs mod land, da hun ser ham standse. Han roder i lommen efter et eller andet. Hana dykker ned under vandet igen og sætter farten op. Da hun igen tager en mundfuld luft, ser hun ham tænde en cigaret.

Hver gang hun har hovedet over vandet, har han bevæget sig lidt længere fremad. Han puster røg ud, tager et sug, puster ud, igen og igen. Hun er kun ti meter fra kysten, da hun suger luft ind en sidste gang, og han ser ud over havet og får øje på hende.

Hun håber, at han ikke kan se hendes lillesøster, derfra hvor han står. Søsteren er stadig skjult bag stenene, men det vil hun ikke være særlig længe. Med sine små hænder på den grusede sandstrand er hun ved at skubbe sig op at stå. Hana kan ikke råbe til hende, at hun skal lade være. Hun svømmer hurtigere.

Hana kaster sig ned og skovler vandet bagud med hvert svøm‑ metag, indtil hun kan røre sandbunden med hænderne. Så rejser hun sig lynhurtigt og løber de sidste meter igennem det lave vand.

Hvis han råber efter hende, mens hun løber hen imod stenene, hører hun det ikke. Blodet dunker i ørerne og lukker alle andre lyde ude.

Det føles, som om hun har bevæget sig halvvejs rundt om Jorden på den rasende svømmetur ind til kysten, men hun kan ikke standse endnu. Hun spurter over det grusede sand hen imod søsteren, der lykkeligt uvidende smiler ved synet af sin storesøster og glæder sig til at tage imod hende. Hana kaster sig ind mod hende, før hun når at sige noget – griber hende om skuldrene og vælter hende bagover Hana holder hende for munden, for at hun ikke skal råbe. Men da søsteren ser Hanas blik, bliver hun klar over, at hun skal være stille.

Det er et blik, som kun en lillesøster forstår. Hana skubber søsteren ned mod sandet og ønsker, hun kunne begrave hende i det for at skjule hende for soldaten, men det er der ikke tid til.

20

De bortførte piger_TRYK.indd 20

06/11/2017 12.05

“Hvor blev du af?” råber soldaten til hende. Han står på en lav klippeafsats med udsigt over stranden. Hvis han træder lidt frem, vil han kunne se dem nedenunder sig. “Har havfruen forvandlet sig til en pige?”

Hans støvler knaser mod stenene over dem. Søsterens sitrende lille krop føles så skrøbelig i Hanas greb. Hendes angst smitter, og Hana begynder selv at skælve. Det går op for hende, at der ikke er nogen steder, søsteren kan flygte hen. Dér, hvor han står, har han overblik over hele stranden. De vil begge være nødt til at flygte ud i havet, men søsteren svømmer ikke så godt. Hana kan opholde sig ude på det dybe vand i timevis, men søsteren vil drukne, hvis soldaten beslutter sig for at vente. Hun har ingen plan. Intet sted at flygte hen. Erkendelsen føles som en sten i maven.

Langsomt tager hun hånden væk fra søsterens mund og ser en sidste gang ind i hendes forskrækkede øjne, før hun rejser sig op.

Hans blik er skarpt og føles gennemborende, idet han lader det glide hen over hendes krop.

“Ikke en pige, men en kvinde,” siger han og ler lavt og rumlende.

Hans uniform og støvler er sandfarvede, han har en kasket på, der lægger hans ansigt i skygge, og hans øjne er så sorte som stenene ved hans fødder. Hana har stadig ikke fået vejret efter svømmeturen, og hver gang hun hiver efter vejret, glider hans blik ned på hendes bryst. Hendes bomuldsbluse er tynd og gennemblødt, og hun skynder sig at dække brysterne til med håret. Vandet løber ned ad hendes skælvende ben fra de våde shorts.

“Hvad er det, du skjuler for mig?” spørger han og prøver at se ned under klippekanten.

“Ikke noget,” siger Hana hurtigt. Hun træder et skridt væk fra sin søster og fastholder hans blik. “Det er bare … noget særligt, jeg

21

De bortførte piger_TRYK.indd 21

06/11/2017 12.05

har fanget. Jeg ville ikke have, du skulle tro, det ikke tilhørte nogen.

For det er mit.” Hun haler en af spandene op på kanten af klippen og får ham dermed længere væk fra søsteren.

Han har stadig sin opmærksomhed rettet mod Hana. Han tøver og ser så ud over havet og hen langs stranden.

“Hvorfor er du her stadig? Alle de andre dykkere er taget ind til markedet.”

“Min veninde er syg, så jeg fanger lidt ekstra og sørger for, at hun får noget at spise.” Det er delvist sandt, så det er ikke svært at finde på.

Han bliver ved med at se sig om, som om han søger efter vidner.

Hana ser ud mod moderens bøje, men hun er der ikke. Hendes mor har stadig ikke set soldaten eller lagt mærke til, at Hana er væk.

Hana bliver bekymret for, om moderen mon har problemer derude.

Alt for mange tanker vælter ind over hende. Soldaten giver sig til at undersøge klippekanten igen, som om han kan mærke søsterens tilstedeværelse. Hana tænker hurtigt.

“Du kan få lov at købe min fangst, hvis du er sulten. Måske kan du tage den med tilbage til dine venner.”

Han virker ikke overbevist, så Hana skubber spanden tættere på ham. Den skvulper over, og han træder hutigt et skridt til side for ikke at få våde støvler.

“Undskyld,” skynder hun sig at sige og får spanden til at stå stille.

“Hvor er din familie?” spørger han pludselig.

Det kommer bag på Hana. Hun ser igen ud over vandet og får øje på sin mors hoved, lige inden det forsvinder ned bag en bølge.

Hendes fars båd er langt ude på havet. Hun og hendes søster er alene med soldaten. Hun vender sig mod ham igen og får øje på to soldater mere. De er på vej hen mod hende.

Hun hører sin mors ord for sit indre øre: Vigtigst af alt: Sørg for

22

De bortførte piger_TRYK.indd 22

06/11/2017 12.05

aldrig at være alene med en soldat. Intet, som Hana siger, kan redde hende nu. Hun har ingen magt over de kejserlige soldater. De kan gøre ved hende, hvad der passer dem, det er hun klar over, men hun er ikke den eneste, der er i fare. Hun tvinger sig selv til at se væk fra bølgerne, der lokker hende med flugt.

“De er døde.” Det lyder sandt, selv i hendes egne ører. Hvis hun er forældreløs, vil der ikke være nogen, han er nødt til at lukke munden på, efter at han har bortført hende. Hendes familie vil være uden for fare.

“En stakkels ensom havfrue,” siger han og smiler. “Så passer det altså, at der er skatte på havets bund.”

“Hvad har De der, korporal Morimoto?” råber en af de to soldater, der er på vej hen mod dem.

Morimoto ser ikke på ham, han har blikket stift rettet mod Hana.

De to soldater stiller sig på hver side af hende. Morimoto sender dem et kort nik og trasker så tilbage ad den vej, han kom fra. Soldaterne griber hende i armene og slæber hende med sig.

Hana skriger ikke. Hvis søsteren prøver at hjælpe hende, vil de bare tage hende med også. Hana vil ikke bryde sit løfte om at beskytte sin søster. Så hun følger med dem uden et ord, men hendes ben forsvarer hende ordløst ved at nægte at fungere. De hænger under hendes krop som nytteløse, tyngende kævler, men det tager soldaterne sig ikke af.

De tager hårdere fat og løfter hende op i luften, så kun hendes tæer rører sandet og efterlader sig et tyndt slæbespor.

De bortførte piger_TRYK.indd 23

06/11/2017 12.05

Emi

u Jeju, december 2011 En tynd orange streg strækker sig hen over horisonten og oplyser den grå decemberhimmel over Namhae-havets mørke vand. Emis knæ giver ondt af sig i kulden før daggry. Hendes venstre ben føles tungt. Hun kan ikke helt få det med sig, som hun tøffer ned mod kysten. De andre kvinder er der allerede; de har våddragter og dyk‑ kermasker på. Der er kun en håndfuld af det sædvanlige antal, de står i vandkanten og ryster af kulde, mere eller mindre afklædte. Emi tænker, at det er kuldens skyld, at de ikke er så mange. Da hun var yngre, ville hun også selv have været tilbøjelig til at blive i den varme seng frem for at dykke i iskoldt vand, men med alderen er hun blevet mere modstandsdygtig.

Halvvejs nede ad den klippefyldte strand kan Emi høre Jin-Hee, der er ved at fortælle kvinderne en historie. Det er en af Emis ynd‑ lingshistorier. Hun og Jin-Hee voksede op sammen. Deres venskab har varet i næsten 70 år og overlevet to krige. Jin-Hee svinger vildt med armene, som var hun en ødelagt vindmølle på vej op i luften, og Emi lytter efter den dramatiske pause i fortællingen, der altid følges

24

De bortførte piger_TRYK.indd 24

06/11/2017 12.05

af latter. Et vindstød får en blå presenning til at løfte sig og afsløre den gamle fiskerbåd under den; bådens hvide maling skaller af i store krøller. Så kagler kvinderne af latter, og båden forsvinder under den blå plastic. Hendes venners rustne stemmer gør hende glad. Jin-Hee får øje på Emi, der humper hen mod dem i sneglefart, og løfter som altid hånden til hilsen. De andre kvinder vender sig og vinker også.

“Det er dig, vi venter på,” råber Jin-Hee. “Er du kommet sent op?”

Emi spilder ikke ilt på at svare. Hun lader omhyggeligt blikket undersøge strandens skarpe sten for ikke at glide. Hendes knæ er varmet op nu, så hun ikke halter så meget. Det venstre ben kan næsten følge med det højre. De andre dykkere venter, til hun når frem, før de går ud i vandet en efter en. Emi har allerede våddragt på. Det har sine fordele at bo i et hus få meter fra stranden, også selv om det snarere er et skur. Begge hendes børn er voksne og bor i Seoul, så hun har ikke brug for andet end et sted at sove og lave mad, og det er netop, hvad et skur kan rumme, hverken mere eller mindre. Jin-Hee rækker Emi en dykkermaske.

“Hvad skal jeg med den?” spørger Emi. “Jeg har min egen.” Hun tager dykkermasken op af køleboksen af flamingo og viser den til Jin-Hee. “Den der gamle sag? Den er revnet, og remmen har været i stykker hundrede gange.” Jin-Hee spytter på jorden. “Denne her er ny. Min søn havde to med til mig fra Daejeon.” Hun prikker med fingeren på en tilsvarende maske, som hun allerede har taget på.

Emi ser grundigt på den nye maske. Den er højrød, og der står HÆRDET på glasset. Den er pæn, og da hun igen ser på sin egen, føler hun sig træt. Der er bundet knuder på gummiremmen tre steder, og i den ene side af glasset er der en revne, der obstruerer hendes udsyn under vand. Der er endnu ikke begyndt at trænge vand igen‑ nem, men det vil snart ske.

25

De bortførte piger_TRYK.indd 25

06/11/2017 12.05

“Kom nu, tag den på, så kan du selv se,” siger Jin-Hee. Emi tøver. Hun rører ved det skinnende glas. Ude i vandet har de andre kvinder allerede sat deres dykkerbøjer for at markere deres placering. Deres hoveder duver op og ned på vandet ved siden af de orange bøjer, og en efter en dykker de ned i de blide morgenbølger.

Emi står lidt og ser på dem, og så rækker hun masken tilbage til Jin-Hee. “Jeg har købt den til dig,” siger Jin-Hee og skubber den fra sig.

“Jeg vil ikke have den. Jeg har kun brug for én ny.”

Jin-Hee mumler for sig selv, mens hun vralter ned til vandet på flaprende svømmefødder. Emi ved, at der ikke er noget, hun kan sige for at få Jin-Hee til at skifte mening. Hun er stædig som et æsel. Emi holder de to dykkermasker op foran sig og ser på dem. Ved siden af den røde ser hendes egen sorte maske oldgammel ud, men det ville være synd og skam at tage imod Jin-Hees gave. Hun ville ikke kunne bruge den særlig længe.

“Din egen maske er i stykker, og du ved godt, at du altid dykker for dybt ned!” råber Jin-Hee over skulderen, før hun kaster sig i vandet for at svømme ud til sit yndlingssted.

Emi lægger den røde maske i Jin-Hees køleboks og bøjer sig ned for at tage svømmefødder på. Så følger hun efter sin gamle ven ud i havet. Chokket fra kulden går lige i knoglerne.

Jin-Hee venter, til Emi er nået ud til hende. Hun står i vand til brystet.

“Hvilken en var det denne gang?” spørger Jin-Hee. På en eller anden måde ved Jin-Hee altid, når Emi har haft mare‑ ridtet. Måske kan hun, hendes gamle ven, se det i Emis ansigt, eller måske har hun fået et gråt hår mere i løbet af natten. Hver gang vil Jin-Hee forlange at vide, hvilken dæmon det var, der slugte den ansigtsløse pige denne gang.

26

De bortførte piger_TRYK.indd 26

06/11/2017 12.05

Denne morgen har Emi ingen trang til at genkalde sig det væsen, der havde gjort hende så bange, at hun vågnede, men hun ved, at hendes ven ikke vil lade sagen ligge. Emi stirrer ned i det rolige vand og giver sig selv lov at huske.

Der er den stemme, hun kun hører i drømme. Det er en pige‑ stemme, på samme tid velkendt og mærkeligt fremmed på en måde, så Emi ikke kan genkende den. Pigen kalder på Emi, hendes stemme når hende hen over bølgerne, som om den har bevæget sig tusinde mil over det øde hav.

Hun ville ønske, hun kunne råbe til pigen, men som det så ofte er i drømme, kan hun ikke sige noget. Hun kan ikke andet end at stå på den klippefyldte klint og lytte til pigen, der skriger ud i den hvirvlende blæst, mens hun selv klynger sig til de skarpe klippekan‑ ter med sine bare tæer og kæmper for at se ud gennem håret, som vinden pisker ind i hendes ansigt.

En lille bitte båd sejler på de krappe bølger i retning af klinten, hvor Emi står, og i båden sidder en lille pige, der kalder på hende.

Hendes ansigt er bare en hvid prik uden ansigtstræk mod det mørke hav. Emi skriger uden lyd, da pigen falder over bord og opsluges af en stor blå hval, der somme tider er en grå blæksprutte og andre gange en frygtelig haj, men i nat var det en hval, en midnatsblå hval med skarpe tænder som en kæmpestor haj. Så vågnede hun, svedende og med tør mund, og drømmen svandt fra hendes bevidsthed og efterlod hende med billedet af en pige, som var forsvundet i en krig for længe siden.

“Jeg tror, det var blæksprutten,” siger Emi til Jin-Hee og ved ikke rigtig, hvorfor hun lyver. Måske er det lettere at høre Jin-Hee snakke løs om en forkert drøm end en rigtig en.

“Ja, det var blæksprutten.” Hun nikker bestemt, som om det er

27

De bortførte piger_TRYK.indd 27

06/11/2017 12.05

enden på snakken, men Jin-Hee har ikke tænkt sig at lade hende slippe så let.

“Var den grå igen? Eller var den hvid denne gang?” Hun stikker albuen i siden på Emi. “Kom nu, jeg prøver jo bare på at hjælpe.”

“Kan farven ikke være lige meget?” Emi ryster på hovedet for at fjerne en lok hår fra øjnene. “Den sluger hende jo uanset hvad.”

“Grå er en syg farve, og hvid er unaturlig og spøgelsesagtig. En sund blæksprutte er rød eller rødbrun, somme tider stærkt orange.

Det, der hjemsøger dig, er måske en spøgelsesblæksprutte, et genfærd fra din fortid.”

Emi giver en misbilligende lyd fra sig. Jin-Hee har altid fantaseret lige lovlig meget, men denne morgen er det mere udtalt end normalt.

Så vader hun længere ud i havet, lige så langsomt som oppe på land, men da vandet når hende til skuldrene, dykker hun og er pludselig som forvandlet. Hun er en fisk, ét med havet, vægtløs og smuk. Den lufttætte stilhed under bølgerne gør hende rolig. Hun bevæger sig hen over havbunden på jagt efter dagens fangst.

At dykke er en gave. Sådan sagde hendes mor til hende, da det var hendes tur til at lære det. Nu, da hun er 77, forstår Emi endelig, hvad hendes mor mente. Årene har ikke været blide ved hende. Hendes knæ gør ondt i de kolde vintermorgener, hun tåler dårligt sommer‑ varmen og har det hver eneste dag, som om kroppen er på nippet til at bryde sammen, men hun ved, at hun bare skal klare sig igennem smerten, indtil hun kan nå ud i vandet, hvor alderens lænker falder af. Smerterne i hendes skrøbelige legeme dulmes af vægtløsheden og af det meditative ved at holde vejret i op til to minutter ad gangen, mens hun gennemsøger havbunden.

Der er mørkt hernede, 25‑30 meter under overfladen. Det føles som at falde ned i en livmoder, hvor den eneste lyd er blodet i ørerne,

28

De bortførte piger_TRYK.indd 28

06/11/2017 12.05

der pulserer i takt med hendes langsomt og støt bankende hjerte.

Glimt af sollys trænger ned, og hendes gamle øjne vænner sig hur‑ tigt til det uklare vand. Hun dykker med hovedet først og kroppen spændt, på udkig efter det rev, der er hendes sædvanlige jagtområde.

Hendes tanker falder til ro og koncentrerer sig kun om, hvad hun vil finde, når hun når ned. Sekunderne går langsomt, og en stemme afbryder hendes ensomhed.

Nu skal du sove, siger stemmen indtrængende og lige så roligt og fredfyldt som en hånd, der stryger hende over kinden. Du skal give slip på dette liv. Emi standser bevægelsen nedad, lige før hun rammer den klippefyldte havbund. De mange års erfaring er en god hjælp. Hun fortrænger stemmen og tvinger sig selv til at fokusere.

Efter at have gennemsøgt et par pletter med svajende tang får hun øje på en rød blæksprutte, der ligger på lur efter en blå krabbe. Krab‑ ben fornemmer faren og stryger sidelæns væk, men blæksprutten er snu og gemmer sig i en sprække. Krabben standser og giver sig igen til at rode efter noget at æde. Blæksprutten lader to tentakler glide frem over sandbunden; den rækker ud og strækker sig, indtil dens runde krop dukker frem med alle armene stående ud som stråler. I et slør af bevægelse griber den fat om krabben og forsvinder ned i sprækken igen. Emi har været vidne til samme tragedie mange gange i løbet af det seneste år. Hun føler sig beslægtet med blæksprutten og dens arrede skind. En af dens arme er kortere end de andre, formodentlig fra en gang, den slap væk fra en fjende. I modsætning til Emis ben vil tentaklen reparere sig selv, som om intet var hændt.

I nærheden af sprækken er der en hel lille flok søpindsvin, og Emi samler dem op. Blæksprutten fornemmer hendes tilstedeværelse og slipper en blæksort sky ud, der lægger sig om sprækken som under‑ vandsrøg. Hun vifter den væk og mærker et kort øjeblik det bløde,

29

De bortførte piger_TRYK.indd 29

06/11/2017 12.05

svampede kød under sine fingre. Hun trækker hurtigt hånden til sig og skyder så opad mod overfladen, mens hun ser blæksprutten flygte ud i det uklare hav.

Oppe på overfladen får Emi vejret, mens Cho-Sun skænder på hende. “Næste gang må du altså stikke den med kniven. Hr. Lee vil betale godt for den blæksprutte, men du lader den altid slippe. Det er synd og skam.”

Kvinderne holder øje med hinanden, når de er ude at dykke. De har træning i at passe på dem, der dykker i nærheden, hvis en af dem skulle få problemer. Mulsum, vand-ånde, er døden for en haenyeo; alene i år er to kvinder døde på den måde. Alligevel ville Emi ønske, at de ikke holdt så nøje øje med hende. Hun nærer intet ønske om at blive under vandet, længere end hun har luft til. Måske venter Cho-Sun på at overtage Emis plads i hierarkiet, overtage hendes revir, så hun endelig får chancen for at stikke livet ud af den gamle blæksprutte.

“Lad hende være,” siger Jin-Hee strengt.

Cho-Sun trækker på skuldrene og dykker med en elegant kolbøtte næsten uden at sprøjte vand, som om hun var en søløve.

“Hun er bare misundelig, fordi du kan holde vejret længere end hun. Det ved du godt,” siger Jin-Hee og blæser vand ud af det ene næsebor.

“Men du er enig med hende,” siger Emi. “Vel er jeg ej,” siger Jin-Hee og stikker næsen i sky. Hun retter på sit grønne net, og skallerne rasler.

“Det gør ikke noget. Jeg ved godt, at det ikke giver nogen mening.

Jeg synes bare, det ville være synd at fange den blæksprutte. Hun er som en gammel ven.”

“En gammel ven, den er god!” Jin-Hee ler og hoster havvand. Hun

30

De bortførte piger_TRYK.indd 30

06/11/2017 12.05

pjasker vand på Emi og ryster på hovedet. Så dykker de sammen ned og genoptager jagten.

Da Emis net er kvart fyldt, svømmer hun op til overfladen for at give lungerne en pause. Det strammer i brystet i dag, og hun svøm‑ mer ikke så godt, som hun plejer. Hendes tanker er uklare. Jin-Hee dukker op af vandet ved siden af hende.

“Er der noget galt?”

Emi ser op på himlen og på solen, der er ved at stå op. Den svæver lige over horisonten. Snart vil den hæve sig op på himlen, og havet vil vågne, og fiskerne vil invadere det med deres motorbåde og deres net. Stemmen i hendes hoved er tavs. Der er intet andet at høre end bølgerne, der slår ind mod bøjen, de spredte sumbi-lyde fra hendes venner, der udstøder den sidste luft fra lungerne, hver gang de kom‑ mer op til overfladen, og de skræppende havfugle på morgenhimlen.

Hun vender sig mod Jin-Hee og fanger hendes blik.

“Skal du allerede af sted?” spørger Jin-Hee. “Ja. Det er på tide. Vil du være sød at tage min fangst med til markedet?”

“Ja, selvfølgelig. Held og lykke,” siger hun og giver Emi et kort vink til farvel.

Emi nikker og svømmer ind mod stranden. Hun glider gennem vandet og nyder den gave, hendes mor gav hende. Det føles, som om der er gået tusinde år mellem den dag, hun lærte at dykke, og nu.

Det gør alt for ondt at tænke på fortiden, og hun skubber mindet fra sig. Hun når ind til stranden og begynder den anstrengende tur tilbage til sit skur. Inde på land føles hendes kød tungt på de slanke knogler. Hun snubler over en sten, standser og genvinder balancen.

Himlen er ved at dækkes af et tyndt lag skyer, og alt bliver igen gråt. Emi har det, som om hun pludselig er ti år ældre. Efter hvert

31

De bortførte piger_TRYK.indd 31

06/11/2017 12.05

forsigtigt skridt er der en lille pause, indtil hendes venstre ben ind‑ henter det højre. Mens hun arbejder sig hen ad stranden, føler hun sig som den blå krabbe, der pilede hen over havbunden. Hun sætter varsomt og langsomt den ene fod foran den anden på klipperne, for hun ved kun alt for godt, at alt kan ske fra det ene øjeblik til det næste. I modsætning til krabben vil hun ikke blive taget af den gamle blæksprutte i dag. Der er et sted, hun skal hen, og hun har ikke megen tid.

De bortførte piger_TRYK.indd 32

06/11/2017 12.05