Bogelskere
er oversat fra engelsk af Betty Frank Simonsen efter
Book Lovers
Copyright © 2022 by Emily Henry
Published in agreement with the author, c/o BAROR INTERNATIONAL, INC., Armonk, New York, U.S.A.
Dansk udgave © Gads Forlag 2023
Omslag: eyelab.dk efter originaldesign af Penguin Random House Bogen er sat med Adobe Garamond Pro hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook
1. udgave, 1. oplag
ISBN: 978-87-12-07228-7
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk
Nårbøger er ens liv – eller, som i mit tilfælde, mit job –bliver man ret god til at gætte, hvor en historie bevæger sig hen. Klichéerne, arketyperne og de typiske plottvist begynder at fordele sig i forskellige arkiver i ens hjerne, opdelt efter kategori og genre.
Det er manden, der er morderen.
Nørden får en makeover, og uden briller er hun pludselig sindssygt hot.
Fyren får pigen – eller også får en anden pige pigen.
Nogen forklarer et meget kompliceret videnskabeligt begreb, og andre siger: “Øh, må vi få det på engelsk, please?”
Detaljerne varierer fra den ene bog til den anden, men der er ikke for alvor noget nyt under solen.
Tag nu for eksempel en kærlighedshistorie fra en lille by ude på landet.
Sådan en, hvor en kynisk storbysnude fra New York eller Los Angeles ender i en lillebitte by – for eksempel for at lukke en familiedrevet juletræsplantage, der skal skabe plads til en virksomhed helt uden sjæl.
Men mens ovennævnte storbymenneske befinder sig i den lille
landsby, sker der noget, så tingene ikke går som planlagt. For selvfølgelig ejes og styres juletræsplantagen – eller det lille bageri, eller hvad det nu er, helten er blevet sendt ud for at ødelægge –af en eller anden, der er vanvittigt tiltrækkende, som det heldigt nok er muligt at gøre kur til.
Hjemme i storbyen har hovedpersonen godt nok allerede en kæreste. En, der er skruppelløs, og som opmuntrer ham til at gøre det, som han er sendt ud for: at ødelægge nogle liv for til gengæld at få den der store forfremmelse. Han begynder at frygte opkaldene fra hende, for hun afbryder ham hele tiden og kommer med hjerteløse råd fra sin Peloton-motionscykel.
Man ved, at hun er ond, fordi hendes hår er unaturligt lyst og skrabet tilbage, lidt i stil med Sharon Stones i Basic Instinct, plus at hun hader julepynt.
Efterhånden som helten tilbringer mere tid sammen med den charmerende bager/syerske/juletræsplantage… person, begynder tingene at ændre sig for ham. Han lærer en masse om meningen med livet!
Han vender hjem og er helt forvandlet på grund af en god kvindes kærlighed. Han beder sin isdronningekæreste om at gå en tur med ham. Hun kigger måbende på ham, siger noget i stil med: I de her Manolos?
Det bliver hyggeligt, siger han. Mens de går tur, beder han hende måske om at kigge op på stjernerne.
Hun snerrer ad ham. Du ved da, jeg ikke kan kigge op lige nu!
Jeg har lige fået mere Botox!
Og nu går det op for ham: Han kan ikke vende tilbage til sit gamle liv. Han vil ikke! Han afslutter sit kølige, utilfredsstillende forhold og frier til sin nye elskede. (Hvem har brug for tid til at date?).
På nuværende tidspunkt sidder du og skriger til bogen: Du kender hende overhovedet ikke! Hvad er for eksempel hendes mellemnavn, bitch? I den anden ende af stuen beder din søster Libby dig om at skrue lidt ned, kaster popcorn i hovedet på dig uden overhovedet at løfte blikket fra sin egen biblioteksbog med det rynkede omslag.
Og det er derfor, jeg er for sent på den til det her frokostmøde. For det er mit liv. Den kliché, der styrer mine dage. Den arketype, som mine livsdetaljer presses ned over.
Jeg er storbysnuden. Ikke vedkommende, der møder den hotte plantageejer. Den anden.
Den anspændte litterære agent med manicurenegle, der læser manuskripter på sin Peloton-motionscykel, mens en fredfyldt strand-pauseskærm ubemærket glider hen over computerskærmen.
Jeg er hende, der bliver forladt.
Jeg har læst den historie, levet den, nok til at vide, at det sker igen lige nu, mens jeg møver mig igennem fodgængerne i Midtown med telefonen oppe ved øret en sen eftermiddag.
Han har ikke sagt det endnu, men hårene i min nakke stritter, og en knude er ved at samle sig i min mave, da han drejer samtalen i retning af et tegneserieagtigt spring fra en klippe.
Grant skulle kun være i Texas i to uger, akkurat længe nok til, at han kunne nå at afslutte handlen mellem sin virksomhed og det boutiquehotel, de forsøger at købe uden for San Antonio. Fordi jeg allerede har oplevet to brud post-forretningsrejse, reagerede jeg lidt vildt, da han meddelte mig, at han skulle af sted. Som havde han sagt, at han meldte sig til søværnet og måtte rejse næste dag.
Libby forsøgte at overbevise mig om, at jeg overreagerede, men jeg var ikke overrasket, da Grant glemte vores daglige telefonsamtale tre aftener i træk, eller da han afsluttede de to næste samtaler meget hurtigt. Jeg vidste, hvordan det her ville ende.
Og så for tre dage siden, få timer, før han skulle hjem med flyet, skete det.
Force majeure tvang ham til at blive i San Antonio. Hans blindtarm sprang.
Jeg kunne teoretisk set have købt en flybillet med det samme og mødt ham på hospitalet. Men jeg var midt i et kæmpe salg og var nødt til at være limet til min telefon med stabilt wi-fi. Min klient regnede med mig. Det her var en livsomvæltende chance for hende. Og desuden sagde Grant, at en blindtarmsoperation var ren rutine. Han brugte ordene: “Ikke noget særligt.”
Så jeg blev hjemme, og inderst inde vidste jeg godt, at jeg overlod Grant til lilleby-romance-guderne, så de kunne gøre med ham, hvad de ville.
Her tre dage senere spurter jeg nærmest til en frokostaftale i mine Hæl og lykke-stiletter, knoerne er hvide om telefonen, og vibrationerne fra sømmet, der hamres ned i mit parforholds ligkiste, giver genlyd i min krop i form af Grants stemme.
“Sig det igen.” Jeg ville egentlig sige det som et spørgsmål. Nu lyder det som en ordre.
Grant sukker. “Jeg kommer ikke hjem, Nora. Tingene har ændret sig for mig i løbet af den sidste uge.” Han klukker. “Jeg har ændret mig.”
Et stik i mit golde storbysnudehjerte. “Er hun bager?” spørger jeg.
Han er tavs i et kort stykke tid. “Hvad?”
“Er hun bager?” siger jeg, som om det er et helt igennem
rimeligt spørgsmål at stille, når ens kæreste slår op i telefonen.
“Hende, du forlader mig for.”
Efter lidt tid giver han efter. “Hun er datter af det par, der har hotellet. De har besluttet sig for ikke at sælge. Jeg bliver her, hjælper dem med at drive det.”
Jeg kan ikke lade være. Jeg begynder at grine. Det har altid været min reaktion på dårligt nyt. Det er sikkert sådan, jeg har fået rollen som Ond Skurkinde i mit eget liv, men hvad skulle jeg ellers gøre? Gå i opløsning som en grædende pyt midt på det travle fortov? Hvad skulle der komme ud af det?
Jeg standser foran restauranten og masserer blidt mine øjne. “Så for at få det helt på det rene,” siger jeg, “så dropper du dit fantastiske job, din fantastiske lejlighed, og mig, og så flytter du til Texas. For at være sammen med en, hvis karriere bedst kan beskrives som datteren af det par, der ejer hotellet?”
“Der er vigtigere ting i livet end penge og en stor karriere, Nora,” siger han skarpt.
Jeg griner igen. “Jeg kan ikke mærke, om du mener det alvorligt.”
Grant er søn af en ekstremt velhavende hotelmogul. Med en sølvske i munden er den største underdrivelse. Han havde sikkert toiletpapir lavet af bladguld.
For Grant var universitetet bare en formalitet. Praktik var en formalitet. Åh gud, at tage bukser på var en formalitet! Han fik sit job på grund af rendyrket nepotisme.
Hvilket er grunden til, at det er så ubetaleligt med hans sidste bemærkning, både metaforisk og helt bogstaveligt.
Det sidste siger jeg åbenbart højt, for han siger: “Hvad mener du med det?”
Jeg ser ind ad vinduet til restauranten, tjekker uret på min telefon. Jeg er for sent på den – og jeg er aldrig for sent på den. Ikke lige det førstehåndsindtryk, jeg havde håbet på.
“Grant, du er en 34-årig arving. For de fleste af os er vores arbejde direkte forbundet med muligheden for at få mad.”
“Se lige,” siger han. “Det er lige præcis den form for livssyn, jeg er færdig med. Du er så kold nogle gange, Nora. Chastity og jeg vil gerne …”
Det er ikke med vilje – jeg forsøger ikke at være bidsk – da jeg gentager hendes navn med en hånlatter. Det er bare, fordi jeg kommer til at forlade min egen krop, når noget vanvittig dårligt sker. Jeg ser tingene ske uden for mig selv og tænker: Virkelig? Er det det, universet har besluttet sig for? Lige at strække den lidt, er det ikke?
I dette tilfælde har universet valgt at dirigere min kæreste ind i favnen på en kvinde, der er opkaldt efter evnen til at holde sin mødom intakt. Jeg mener, det er da sjovt.
Han fnyser i den anden ende. “Det er gode mennesker, Nora. Jordens salt. Det er det menneske, jeg gerne vil være. Nora, lad nu ikke, som om du er ked af det …”
“Hvem lader som om?”
“Du har aldrig haft brug for mig …”
“Selvfølgelig har jeg ikke det!” Jeg har arbejdet hårdt for at få et liv, der er mit eget, som ingen kan trække tæppet væk under, så jeg ender i et stort, sort kosmisk hul.
“Du har ikke engang sovet hos mig …” siger han.
“Min madras er helt objektivt bedre!” Jeg researchede madrasser i ni og en halv måned, før jeg købte den. Det minder selvfølgelig ret meget om, hvordan jeg dater, og alligevel ender jeg her.
“… så lad være med at lade, som om du er helt knust over det,” siger Grant. “Jeg ved ikke engang, om du kan blive knust.”
Igen er jeg nødt til at grine.
For her tager han fejl. Det er bare det, at når først ens hjerte virkelig har været knust, så er et telefonopkald som det her ingenting. Et lille stik i hjertet, måske en kort mislyd. Absolut ikke knust.
Men nu har Grant virkelig fået kørt sig selv op. “Jeg har ikke engang set dig græde.”
Selv tak, har jeg lyst til at sige. Hvor mange gange har min mor ikke grinende, men med tårer i øjnene, fortalt os, at hendes seneste kæreste havde sagt, at hun var for følsom?
Det er sådan, det er med kvinder. Det er ikke muligt at være en god en af slagsen. Hvis følelserne hænger uden på tøjet, er du hysterisk. Holder du dem godt gemt, hvor din kæreste ikke behøver at tage sig af dem, er du en iskold bitch.
“Jeg er nødt til at løbe, Grant,” siger jeg.
“Selvfølgelig er du det,” svarer han.
Åbenbart er min plan om at gennemføre allerede indgåede aftaler endnu et bevis på, at jeg er en frigid, ondskabsfuld robot, der sover i en seng lavet af hundrededollarsedler og rå diamanter. (Gid, det var så vel).
Jeg lægger på uden at sige farvel og står og skutter mig under restaurantens markise. Jeg trækker vejret ind for at komme mig lidt og venter på at se, om tårerne kommer. Det gør de ikke. Det gør de aldrig. Det er fint med mig.
Jeg har et job, der skal gøres, og i modsætning til Grant har jeg tænkt mig at gøre det. For min egen skyld og for alle andre hos Nguyen Literary Agency.
Jeg glatter mit hår, retter mig op og går indenfor. Et vindstød fra klimaanlægget fremkalder gåsehud på mine arme.
Det er sent til frokost, så her er ikke så mange, og jeg får øje på Charlie Lastra nede bagved. Klædt helt i sort, som forlagsbranchens egen storbyvampyr.
Vi har aldrig mødt hinanden i virkeligheden, men jeg dobbelttjekkede meddelelsen i Publishers Weekly om hans forfremmelse til forlagschef hos Wharton House Books og affotograferede hans portræt: de bryske, mørke øjenbryn; de lysebrune øjne, den lille kløft i hagen under de fyldige læber. Han har et modermærke på kinden, som hos en kvinde ville kaldes en skønhedsplet.
Han må være et sted midt i trediverne, med et ansigt, som man måske ville kalde drenget, hvis ikke det var, fordi han så virkelig træt ud og havde grå stænk i det sorte hår.
Plus at han skuler lidt. Eller surmuler. Eller altså munden surmuler. Hans øjne ser skulende ud. Han skurmuler.
Han ser på uret.
Ikke et godt tegn. Lige inden jeg forlod kontoret, advarede min chef, Amy, mig om, at Charlie er kendt for at være pirrelig, men det bekymrede mig ikke. Jeg er altid meget præcis.
På nær når nogen slår op med mig i telefonen. Så er jeg åbenbart seks og et halvt minut for sent på den.
“Hej!” Jeg rækker hånden frem, da jeg nærmer mig. “Nora Stephens. Hyggeligt endelig at møde dig.”
Han rejser sig, og stolen skraber hen ad gulvet. Hans sorte tøj, mørke træk og generelle attitude udstråler noget, der minder om et stort sort hul, der suger alt lys til sig og sluger det helt.
De fleste mennesker har sort på som en form for professionel dovenskab, men han får det til at ligne et Valg med stort V, og
kombinationen af den afslappede sweater i merinould, bukserne og oxfordsko får ham til at ligne en celebrity, der er blevet fanget på gaden af en paparazzo. Jeg kan ikke lade være med hurtigt at regne ud, hvor mange dollars han er iført. Libby kalder det mit “foruroligende middelklasse-partytrick”, men det er faktisk bare, fordi jeg elsker smukke ting og ofte kommer til at vinduesshoppe på nettet som en form for trøst efter en stressende dag.
Jeg ville placere Charlies outfit et sted mellem 800 og 1000 dollars. Cirka samme sted som mit eget, faktisk, men alt, hvad jeg har på, på nær skoene, er vintage.
Han ser på min udstrakte hånd i to lange sekunder, før han giver mig hånden. “Du er for sent på den.” Han sætter sig uden at møde mit blik.
Er der noget værre end en mand, der tror, han er hævet over de sociale normer, bare fordi han er født med et okay ansigt og en fed tegnebog? Grant har opbrugt min daglige dosis tolerance over for selvhøjtidelige pikhoveder. Men jeg er nødt til at spille venlig for mine forfatteres skyld.
“Ja, det ved jeg,” siger jeg og sender ham et undskyldende smil uden egentligt at undskylde. “Tak, fordi du ventede. Mit tog stod stille. Du ved, hvordan det er.”
Han løfter blikket og ser mig ind i øjnene. Hans øjne ser mørkere ud nu, så mørke, at jeg ikke ved, om der er en iris rundt om de pupiller. Hans udtryk fortæller mig, at nej, han ved ikke, hvordan det er med subwayen, der holder stille af grunde, der er både gruopvækkende og hverdagsagtige.
Han tager sikkert slet ikke toget.
Han kører sikkert alle steder i en skinnende sort limo eller en gotisk hestevogn.
Jeg glider ud af min blazer (sildebensmønstret, Isabel Marant) og sætter mig over for ham. “Har du bestilt?”
“Nej,” siger han. Ikke andet.
Jeg begynder at miste modet.
Vi har arrangeret denne lær-hinanden-at-kende-frokost for flere uger siden. Men sidste fredag sendte jeg ham et nyt manus fra en af mine ældste klienter, Dusty Fielding. Nu begynder jeg at tvivle på, at jeg vil overlade en eneste forfatter til denne mand.
Jeg tager menukortet op. “De har en salat med gedeost, som er fænomenal.”
Charlie lukker menukortet og ser på mig. “Før vi går videre,” siger han med lav og dyb stemme og rynker de kraftige, sorte øjenbryn, “så må jeg hellere fortælle dig, at jeg synes, Fieldings nye bog er ulæselig.”
Jeg taber kæben. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. For det første havde jeg ikke tænkt mig at nævne bogen. Hvis Charlie ville afvise den, kunne han bare gøre det per e-mail. Og uden at bruge ordet ulæselig.
Og bortset fra det ville ethvert anstændigt menneske i det mindste vente, indtil der var brød på bordet, før man begynder at smide fornærmelser i hovedet på hinanden.
Jeg lukker også menukortet og folder hænderne på bordet. “Jeg synes, det er den bedste, hun har skrevet.”
Dusty har skrevet tre bøger, og de er alle fantastiske, men ingen af dem har solgt specielt godt. Hendes seneste forlag var ikke parat til at tage en chance til med hende, så hun er tilbage på markedet og leder efter et nyt hjem til sin næste roman.
Og okay, måske er det ikke min favorit, men den har et stort
kommercielt potentiale. Med den rette redaktør ved jeg, at den her bog kan blive god.
Charlie læner sig tilbage, og hans kritiske, skarpsindige blik giver mig kuldegysninger. Det føles, som om han ser lige igennem mig, forbi den glatte høflighed til de rå kanter lige nedenunder. Hans blik siger: Tør det stive smil af dit ansigt. Så sød er du heller ikke.
Han drejer vandglasset. “Hendes bedste er The Glory of Small Things,” siger han, som om de tre sekunders øjenkontakt var nok til at læse mine dybeste tanker, og han ved, at han taler for os begge.
Ja, skal jeg være ærlig, er Glory en af mine yndlingsbøger fra de sidste ti år, men det betyder ikke, at den her er vildt dårlig.
Jeg siger: “Den her bog er mindst lige så god. Den er bare anderledes – måske lidt mindre forknyt, men det giver den et strejf af noget nærmest filmisk.”
“Mindre forknyt?” siger Charlie og kniber øjnene sammen. Det gyldenbrune er i det mindste vendt tilbage til hans øjne, så det ikke på samme måde føles, som om de brænder huller i mig. “Det er det samme som at sige, at Charles Manson var en form for yogaguru. Det er måske rigtigt, men det er ikke det, det drejer sig om. Den her bog føles, som om nogen så den der Sarah McLachlan-reklame om dyrevelfærd og tænkte: Men tænk, hvis alle hundehvalpene døde for åbent kamera?”
En irritabel latter vælter ud af mig. “Fint nok. Den er ikke din kop te. Men måske ville det hjælpe,” siger jeg rasende, “hvis du fortalte mig, hvad du kan lide ved bogen. Så ved jeg, hvad jeg skal sende dig i fremtiden.”
Løgner, siger min hjerne. Du sender ham ikke flere bøger.
Løgner, siger Charlies foruroligende, ugleagtige blik. Du sender mig ikke flere bøger.
Den her frokost – dette potentielle samarbejde – er dødsdømt fra starten.
Charlie vil ikke arbejde sammen med mig, og jeg vil ikke arbejde sammen med ham, men jeg fornemmer, at han ikke helt har droppet alle sociale normer, for han overvejer mit spørgsmål.
“Den er alt for sentimental til min smag,” siger han lidt efter. “Og persongalleriet er for karikeret …”
“De er skæve,” siger jeg. “Vi kan skrue lidt ned for dem, men det er et stort persongalleri – og deres små særheder gør det nemmere at skelne dem fra hinanden.”
“Og miljøskildringen …”
“Hvad er der i vejen med den?” Det er miljøet i Once in a Lifetime, der sælger hele bogen. “Sunshine Falls er charmerende.”
Charlie fnyser, han himler bogstaveligt talt med øjnene. “Det er fuldkommen urealistisk.”
“Det er et rigtigt sted,” indvender jeg. Dusty har fået den lille by i bjergene til at lyde så idyllisk, at jeg faktisk googlede den.
Sunshine Falls, North Carolina, ligger lidt uden for Asheville.
Charlie ryster på hovedet. Han virker irriteret. Så er vi to, der er det.
Jeg kan ikke lide ham. Hvis jeg er den arketypiske Storbysnude, er han Den Strenge, Dødssyge Tørvetriller. Han er Den Snerrende Misantrop, En Kedelig-Frans, En andenrangs Heathcliff, de værste dele af mr. Knightley.
Hvilket er en skam, for han har ry for at have et magic touch. Flere af mine agentvenner kalder ham Midas. Som i: Alt, hvad
han rører ved, bliver til guld. (Men okay, andre kalder ham Tordenskyen. Som i: Han får det til at regne med penge, men hvad er prisen?).
Pointen er, at Charlie Lastra vælger vindere. Og han vælger ikke Once in a Lifetime. Jeg er fast besluttet på at stive min selvtillid lidt af og lægger armene over kors. “Det kan godt være, du synes, det føles som et kunstigt sted, men jeg er nødt til at fortælle dig, at Sunshine Falls findes.”
“Det eksisterer måske,” siger Charlie. “Men jeg er nødt til at fortælle dig, at Dusty Fielding aldrig har været der.”
“Hvad mener du med det?” siger jeg og gider ikke engang forsøge at være høflig længere.
Charlies mund vibrerer en smule som en reaktion på mit udbrud. “Du vil gerne vide, hvad jeg ikke kan lide ved bogen …”
“Hvad du kan lide,” siger jeg.
“… og jeg kan ikke lide miljøskildringen.”
En stikkende vrede syder i mit luftrør og slår rødder i mine lunger. “Så hvad med, at du bare fortæller mig, hvilken type bøger du gerne vil have, mr. Lastra?”
Han slapper af i kroppen, indtil han er så tilbagelænet, doven og henslængt, at han ligner en puma, der leger med sit bytte. Han drejer igen på vandglasset. Jeg troede, det var et nervøst tic, men måske er det en form for herskerteknik. Jeg har lyst til at vælte glasset ned af bordet.
“Jeg vil gerne have tidlig Fielding,” siger Charlie. “The Glory of Small Things.”
“Den bog solgte slet ikke.”
“Fordi hendes forlag ikke vidste, hvordan de skulle sælge den,” siger Charlie. “Men det ved Wharton House. Det ved jeg.”
Jeg hæver et øjenbryn og forsøger desperat at få det på plads igen.
I det samme kommer tjeneren hen til vores bord. “Er der noget, I kunne tænke jer, mens I kigger på menuen?” spørger hun sødt.
“Salat med gedeost til mig,” siger Charlie uden at kigge på nogen af os.
Han ser sikkert frem til at erklære min favoritsalat i hele byen for uspiselig.
“Og til Dem, ma’am?”
Jeg forsøger at få alle de små hår, der rejser sig, når en i tyverne kalder mig ma’am, til at lægge sig igen. Det må være sådan, spøgelser har det, når folk vader hen over deres gravsteder.
“Det vil jeg også gerne bede om,” siger jeg, og fordi det her har været en lortedag, og der ikke er nogen her, jeg skal imponere – og fordi jeg er fanget her i mindst 40 minutter mere med en mand, som jeg aldrig skal arbejde sammen med – siger jeg: “Og en gin martini, tak. Dirty.”
Charlies bryn hæver sig kun en lillebitte smule. Klokken er tre om eftermiddagen på en torsdag, det er ikke ligefrem happy hour, men eftersom forlagsbranchen så godt som lukker ned i løbet af sommeren, og de fleste holder fri fredag, er det nærmest weekend nu.
“Dårlig dag,” mumler jeg, da tjeneren går med vores bestillinger.
“Ikke så dårlig som min,” svarer Charlie. Resten hænger bare i luften, uudtalt: Jeg læste 80 sider af Once in A Lifetime, og nu sidder jeg her med dig.
Jeg fnyser. “Kunne du virkelig ikke lide miljøet?”
“Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om noget andet sted, hvor jeg havde mindre lyst til at tilbringe 400 sider.”
“Ved du hvad?” siger jeg. “Du er lige så behagelig, som jeg havde fået at vide, at du var.”
“Jeg kan da ikke styre, hvad jeg føler.”
Alt stritter på mig. “Det er det samme, som hvis Charles Manson sagde, at det ikke var ham, der begik mordene. Teknisk set er det måske sandt, men det er ikke ligefrem pointen.”
Tjeneren kommer med min drink, og Charlie knurrer: “Må jeg også bede om sådan en?”
Senere den aften pinger en e-mail ind på min telefon.
Hav mig gerne i tankerne til Dustys kommende projekter.
Charlie
Jeg kan ikke lade være med at himle med øjnene. Ikke noget Hyggeligt at møde dig. Ikke noget Håber, du har det godt. Han gider ikke engang forsøge at være venlig. Jeg bider tænderne sammen og svarer i samme stil:
Charlie
Hvis hun skriver noget om yogaguruen Charlie Manson, så er du den første, der hører om det.
Nora
Jeg putter telefonen i lommen på mine joggingbukser og puffer badeværelsesdøren op for at påbegynde min ti-trins hudplejerutine (også kendt som de bedste tre kvarter af min dag). Min telefon vibrerer, og jeg tager den op.
Jeg fornemmer, at det var for sjov, men den vil jeg meget gerne læse.
Jeg vil simpelthen have det sidste ord, så jeg skriver: Godnat. (Selv om jeg slet ikke mener god.)
Venligst, skriver Charlie, som om han underskriver en e-mail, der ikke findes.
Hvis der er noget, jeg hader mere end sko uden hæl, er det at tabe. Jeg svarer: x.
Intet svar. Skakmat. Efter en dag i helvedes forgård giver denne lille sejr mig følelsen af, at der trods alt er godhed i verden. Jeg færdiggør min hudplejerutine. Jeg læser fem frydefulde kapitler af en grusom krimi, og jeg falder i søvn på min perfekte madras uden så meget som at skænke Grant og hans nye liv i Texas en eneste tanke. Jeg sover som et barn.
Eller som en isdronning.