PROJEKTER · 427
Sekventielle og inkrementelle projektmodeller Inkrementelle modeller
F 1b
F1
Spiral-model
F 1a F2
B-model F1
F3
F 10
F9 F 4a
F4
F4
F2
F 2a
F8 F3
F5
F6
F7 F 3a
Fig. 12.2 Fire projektmodeller.
De 4 projektmodeller, der er illustreret ovenfor i fig. 12.2, giver et billede af den klassiske strukturering af projekter set i forhold til deres faseforløb. Vandfaldsmodellen kaldes også for den traditionelle projektmodel. Den er karakteriseret ved at have en afgrænset opgave og en afstukket tidsramme, helt i overensstemmelse med den klassiske definition på et projekt. V-modellen er på samme måde en lineær model, men den er kendetegnet ved, at man specificerer testfasernes indhold (her F5-F7) samtidig med, at udviklingen finder sted (her fra F1 til F4). Det ene ben er typisk et forløb, hvor opgaveløsningen finder sted, mens det andet ben indeholder kontrolopgaver eller forhandlingsopgaver, der skal løses på samme niveau som den egentlige opgaveløsning. B-modellen kan bedst forstås som et lille b, idet forløbet starter fra oven med indledende forundersøgelser mv. Dernæst symboliserer buen i det lille b, at man foretager eksperimenter igen og igen, indtil man er blevet tilfreds med resultatet. Derfor kaldes modellen ofte for den eksperimentelle model. Den største udfordring ved modellen er at beslutte, hvornår resultatet er tilfredsstillende, og projektet kan afsluttes. Spiral-modellen er kendetegnet ved, at hverken mål eller midler er klart formuleret og forstået fra projektets start. Derfor startes projektet i midten af
Organisation-9-12.indd 427
31/05/12 15.47