gevel karakteriseres Model Danmark i denne fremstilling stadig som en universalistisk orienteret velfærdsstat, hvilket sker med henvisning til de almene serviceydelser og deres samspil med toforsørgerfamilien. Kvinden anskues i den danske velfærdsstat som en medborger, der forsynes med sociale rettigheder, i modsætning til Central- og Sydeuropa, hvor kvinden i højere grad indtager rollen som hustru og mor, der tager vare på de ældres velfærd og børnenes tarv langt op i 20-årsalderen. Det er toforsørgerstatens velfærdsprogrammer i form af heldagsinstitutioner, en veludbygget ældreforsorg, en forholdsvis veludbygget barselsorlov og offentlig finansiering af uddannelse, herunder et generøst SU-system, der har lettet den danske kvindes adgang til arbejdsmarkedet. Ligelønnens vedtagelse ved overenskomstforhandlingerne i 1973 udgjorde langtfra en reel ligestilling på arbejdsmarkedet, men kvinden havde fået et redskab i kampen for ligestilling. Det er næppe tilfældigt, at danske kvinders beskæftigelsesfrekvens er en af de højeste i verden – i 2009 den højeste!16 Der er stadig en kerne af sandhed i forestillingen om Model Danmark som en universalistisk velfærdsstat inden for denne fremstillings tidsafsnit.
25