5 minute read

Leder: Frivillighed i en krisetid

Next Article
Julehjælp 2022

Julehjælp 2022

Endnu et år er gået hos Frivilligcenter Aabenraa. Og sikke et år det også var med en masse gode aktiviteter og ditto frivillige i vores skønne, gamle hus på Nørreport. 2022 fløj med andre ord afsted i frivilligcentret med rigtigt mange gode oplevelser heldigvis, men jeg er sikker på, at mange – lige som undertegnede – særligt vil huske 2022 som endnu et år med udfordringer. Men også et år hvor civilsamfundet endnu en gang viste sine muskler og gik i front, viste vejen og opfandt nye løsninger.

Ukraine-indsatser/krig i Europa

Advertisement

Efter et par hårde pandemi-år kunne vi endelig tage hul på et friskt nyt år 2022 uden krisetilstande og restriktioner – troede vi. Men så udbrød der krig i Europa. Og som indbygger i Aabenraa Kommune – ”Porten til Europa” - kom krigen særligt tæt på. Aldrig havde de første ukrainske flygtninge krydset grænsen og var landet i vores kommune, inden et utal af lokale frivilligdrevne hjælpeindsatser så dagens lys – organiserede såvel som private initiativer. Det var ganske overvældende at være vidne til.

Privatpersoner skaffede busser og hentede kvinder og børn ved den polske grænse for at bringe dem i sikkerhed, folk åbnede deres hjem og tilbød husly til fremmede mennesker, frivillige meldte sig i hobetal som alt lige fra sprogtrænere til rådgivere om danske forhold og tøjindsamlingerne bugnede i de private carporte … Kære Aabenraa-frivillige: I er for vilde!

Alt imens de private initiativer opstod i rekordfart, igangsatte de store organisationer deres nødhjælp og påbegyndte planlægning af de langsigtede indsatser. Som daglig leder af et frivilligcenter og derfor indehaver af en bred berøringsflade til forskellige former for frivillighed, er det et ufatteligt interessant felt at arbejde i. Hvor de store organisationer kan tilbyde både solid erfaring og stor faglig kapacitet, er der ofte kort vej fra idé til handling ved mindre og/eller privatbaserede initiativer, som samtidig kan udfordre og stille spørgsmål til, om man kunne gøre tingene på en anden måde. Begge måder har kæmpe værdi.

Frivilligcentret vil altid henvise til de erfarne organisationer, men samtidig skal vi også bidrage til at hjælpe den uorganiserede frivillighed på vej; når Hr. og Fru Danmark rejser sig fra sofaen for at gøre en forskel og selv tager initiativ til at sætte noget i gang – det er jo selve essensen af frivilligånden. Vi må sørge for, at der altid er forståelse for forskellige måder at arbejde med frivillighed påuanset om det er NGO, kommune, kirke eller region. Dynamikken imellem forskellige typer initiativer og sektorer er nemlig ufattelig vigtig i min optik, ligesom jeg mener, at det er frivilligcentrenes rolle at værne om denne dynamik samt at videreformidle den vigtige viden om, hvordan civilsamfundet fungerer.

Da frivilligcentret er en selvejende lokal organisation, kan vi også ofte sætte projekter i søen med kort varsel – det være sig, hvis en frivillig henvender sig med en idé til en ny indsats, hvis vi får en efterspørgsel eller selv opdager et udækket behov. Dette skete akkurat i forbindelse med Ukrainekrisen, hvor overvældende mange henvendte sig til mig for at bede mig hjælpe. Som ene-ansat var det umuligt at løfte alle opfordringerne, så jeg sendte straks en ansøgning til TrygFondens akutpulje – og kort efter kunne vi ansætte en tidsbegrænset koordinator. Læs mere om vores projekt Café Kyiv på senere sider.

Ny bestyrelse

Ifølge frivilligcentrets vedtægter er der tre bestyrelsesmedlemmer på valg i lige år. Således sagde undertegnede til årets generalforsamling farvel til hele tre flerårige medlemmer af centerbestyrelsen, som af hver deres forståelige årsag valgte ikke at genopstille.

Det var vemodigt at sige farvel til noget, der har fungeret godt, som mit samarbejde med den tidligere bestyrelse har gjort. Særligt prisværdigt har samarbejdet med den afgåede formand, Ulrick Steffensen, været, uden hvem jeg måske ikke havde hængt i gennem en hård første tid i stillingen. En periode, der både bød på en pandemi, en flytning, en hel del oprydningsarbejde og flere andre uforudsete bump på vejen, som vi dog fik håndteret i fællesskab. For ikke at sige det store arbejde med at løfte organisationen op på et niveau, så den dén dag i dag lever op til Socialstyrelsens Kvalitetsmodel for frivilligcentre.

Jeg er meget taknemmelig for den tillid og støtte, som hele bestyrelsen har vist mig igennem denne proces. Og jeg er stolt af, hvad vi har opnået. For at citere Steffensen, der til generalforsamlingen takkede af med ordene: "Vi har i dag et frivilligcenter i god form."

Et stort TAK herfra skal lyde til alle de tre afgåede bestyrelsesmedlemmer for deres indsats i alle årene. Og tak også til den nye bestyrelse, som har valgt at lægge deres gode kræfter i vores fælles arbejde. Jeg er en meget heldig centerleder.

Frivilligcentret vil samle frivilligheden

Jeg mener, at tværgående samarbejde er nødvendigt for at styrke den lokale frivillighed. Bl.a. via fælles synliggørelse. Af denne årsag rakte frivilligcentret ved flere lejligheder ud til både kommunen og sygehuset og tog initiativ til en række tiltag, hvor vi kunne arbejde sammen om at synliggøre alle vores gode lokale frivillige. Det talte bl.a. frivilligmarkedet i maj, frivilligugen i september, Socialkompas, FB-eventsiden og YouTube-kanalen "Frivillig Aabenraa." Jeg håber, at vi lykkes med det gode samarbejde på tværs i 2023.

Til trods for krigen i Europa og energikrisen, som også fik betydning i slutningen af året for, hvordan det gamle hus blev brugt, så blev 2022 med andre ord et hæsblæsende år for Frivilligcenter Aabenraa med en stor søgning på foreningsservice og en masse dejlige foreningsaktiviteter i og udenfor huset. Læs om det hele her i årsskriftet.

God læselyst!

Gry Mortensen

Generalforsamling 2022

Efter tre år kunne Frivilligcenter Aabenraa endelig afholde generalforsamling i egne lokaler i stedet for digitalt via Zoom - og endda for første gang i Nørreport. Det blev et fint arrangement med rejemadder og rosé og et pænt fremmøde. Svend Speedtsberg Dahl blev valgt som dirigent.

Stor udskiftning

De tre bestyrelsesmedlemmer, som var på valg, havde af hver deres gode årsag valgt ikke at genopstille. Bl.a. var én trådt ud af sin forenings bestyrelse, hvilket betyder, at man ikke kan stille op til frivilligcentrets bestyrelse, og en anden havde fået travlt med andre poster.

Nyt bestyrelsesmedlem Jan Christiansen:

Jeg hedder Jan Christiansen, er 48 år og bor i nærheden af Søgård med min kone. Jeg har erfaring med frivilligt arbejde fra forskellige sammenhænge, bl.a. frivillig badmintontræner som ung og senere med bestyrelsesarbejde i forenings- og grundejerregi Det seneste halvandet år er jeg kommet i frivilligcentret, bl.a. som frivillig økonomisk rådgiver, og har valgt at stille op til bestyrelsen, da jeg mener, at frivilligcentret spiller en vigtig rolle for den lokale frivillighed.

Samtidig mener jeg at det er vigtigt at centret er, eller tilbyder sig som en aktiv medspiller, når nye frivillige aktiviteter sættes i søen.

Til bestyrelsesarbejdet vil jeg bl.a. kunne bidrage med kompetencer indenfor økonomi og erfaringer med drift og projektstyring.

Jeg er uddannet ingeniør, men holder lige så meget af at bruge mine hænder. Fritiden bruges derfor gerne på praktiske projekter med hus og have eller på vandreture i naturen.

Formandens beretning

Den afgående formand, Ulrick Steffensen, fortalte om et år fuld af liv i huset, hvor rammerne på Nørreport endelig fik lov at folde sig ud efter genåbningen. Samtidig kiggede formanden tilbage på den store udvikling, som frivilligcentret har gennemgået de forudgående to år trods en række udfordringer. Formanden takkede bestyrelsen for fleksibilitet og godt samarbejde gennem årene og centerlederen for sin arbejdsomhed og evne til at klare de mange forskelligartede opgaver.

"Jeg er tryg, stolt og glad for at sende depechen videre. Vi har et frivilligcenter i god form", afsluttede Ulrick Steffensen.

Ny bestyrelse

Den nye bestyrelse med hele tre nye ansigter konstituerede sig umiddelbart efter generalforsamlingen, mens de øvrige fremmødte kunne hygge sig ved bordene med et glas rosé.

Ny bestyrelse valgt 25. april

Formand Kim Callesen, Centerchef Headspace Aabenraa og Haderslev

Næstformand Kirsten Juul Jensen, Kredsformand Høreforeningen

Jan B. Christensen, "Fri liste"

Selma Nitze, ADHD-Foreningen

1. suppleant Anette Tranberg, Formand Diabetesforeningen

This article is from: