Årsberetning 2015

Page 5

En hyldest til forskellighederne Måske er du lærer? Forældre? Skoleleder? Skolekredsmedlem? Pedel? Pædagog? Sekretær? I så fald er du medlem af Dansk Friskoleforening via din skole. Måske er du politiker, samarbejdspartner eller blot almindeligt nysgerrig på friskolerne i Danmark? Under alle omstændigheder: Velkommen til årsberetning 2015.

Fire elever fortæller på side 27 om, hvordan det er at gå i skole. De fire skoler er vidt forskellige, men for eleverne tegner der sig et billede: tydelige værdier i trygge læringsmiljøer med en tæt kobling mellem ansatte og elever og mellem forældre og skole.

Vi håber, du med dette skrift får et indtryk af, hvad Dansk Friskoleforening er optaget af, hvem vi samarbejder med, og hvordan friskolernes rammer og vilkår er skruet sammen. Forhåbentligt gør det dig klogere på, hvad foreningen er for en størrelse.

I 200 året for Christen Kolds fødsel er det godt at blive mindet om den kamp mod autoriteterne for en græsrodsstyret børneskole, som han stod i spidsen for, og som er fundamentet for den ret, forældre i dag har til at vælge undervisning for deres barn.

Årsberetningen er den formelle indkaldelse til foreningens landsmøde den 30. april – 1. maj, som afvikles i Kolding. Her samles vi i det store fællesskab og lader taget lette, når vi synger. Vi mødes i anledning af den årlige generalforsamling, men landsmødet er også den årlige fælles-fest for friskolerne med foredrag, musik, netværk og inspiration. På side 13 kan du læse mere om, hvad der er på programmet, og på side 14 er der interviews med tovholderne ved de fem saloner, landsmødet byder på, der på hver sin led handler om at turde tænke nyt. Årsberetningens artikler og emner afspejler den vision, foreningen har arbejdet med i gennem nogle måneder. Visionen hedder i korthed »skoler for alle«, og heri ligger en hyldest til forskelligheden, som er Dansk Friskoleforenings varemærke. Foreningens 337 medlemsskoler er beviset på netop det. På side 20 får du et indtryk af, hvordan rødder, stamme og krone er skruet sammen på det træ, man kunne kalde Dansk Friskoleforening. Det er dét, friskoler og private grundskoler handler om: friheden til at gå andre veje og friheden til at bygge skole på holdninger og værdier. Dette synspunkt møder med jævne mellemrum modstand blandt politikere og i den brede offentlighed. For - hvor fri må en fri skole egentlig være? Og hvor frisindede er vi, når det kommer til stykket? I interviewet med Ellen Trane Nørby, minister for Børn, Undervisning og Ligestilling, på side 34, står det klart, at hun er imod standarder og for mangfoldighed. Når det kommer til friskoler og private grundskoler er Ellen Trane Nørby blandt andet optaget af friskolernes model for det forpligtende fællesskab. På side 48 - i artiklen »Pionerånd og arbejdsweekender« - fortæller forældre og lærere på KonTiki Skolen om, hvordan dette fællesskab og engagement bliver håndteret på lige netop deres skole. 5

Dansk Friskoleforenings årsberetning 2015

I styrelsens beretning på side 5 kan du læse om, at det netop er denne frihedstradition, Danmark lovprises for i udlandet. Senest i Bulgarien hvor en gruppe forældre brændende ønsker sig at kunne vælge en anden skoletype end den statslige, og derfor ser med misundelige øjne mod Danmark. Og i Sydkorea har én mand – Mr. Oh - nu holdt 420 foredrag på 2 år om den danske frie uddannelsesmodel, som sætter spirer på den anden side af kloden. Integration og minoritetsrettigheder fylder meget på den offentlige spiseseddel og derfor også meget for Dansk Friskoleforenings medlemsskoler, men spørgsmålet er, om vi taler om det samme? Journalist Tarek Omar mener, begrebet »integration« er blevet meningsløst, fordi det bruges forkert. Læs hans artikel på side 40. Modet til at turde forskelligheden og dermed respektere andres syn på livet indebærer diversitet. Det håber vi, denne årsberetning er med til at understrege. Rigtig god læselyst! Kommunikationsforum Dansk Friskoleforening


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.