Skjalden sang fredssangen – og slaget på marken stoppede en tragedie igen og igen hvor forfatterne kaldes strateger dem som dør, det er os, min ven..." Jeg vil leve i Europa... Version to: Vi tog færgen til Travemünde det var sommer - og natten var blå fire ganske almind’li turister i en gammel og slidt Renault Vi havde forskellige planer ja vi kendte knap nok hinan’ men for at spare benzin og penge kunne selskabet sagtens gå an Vi vendte og drejede kortet for at finde en praktisk vej til Rom over Hamborg og Bryssel - og så lige et smut til Marseilles. Vi var alle temli’ berejste og havde en masse ideer til nye og spændende steder at ta hen for at opleve mer. Jeg vil leve i Europa jeg vil synge og elske her jeg vil grine og græde og danse jeg er forelsket og ør af begær når jeg tænker på hele Europa og på os, der har hjemme her Langt nede på Tysklands heder sku vi standse og vente, fordi en konvoj med NATO-raketter svært bevogtede, skulle forbi Jorden rystede dumpt under vægten mens vi sad i vor bil og så på “der er døden”, sa Lena helt stille “den af aflang og skinnende grå” Da de endelig væltede muren var gaderne fuld af fest men terroren fortsætter stadig med våben i øst og i vest. Det er købmænd og militæret der præker om frihed nu men ikke et ord om retfærdighed
skønt den kamp aldrig tar slut. Jeg vil leve i Europa … Jeg faldt for en fyr fra Grækenland,” sa’ Peter, “en sommer på Hven, men nu er han vist flyttet til München han ku ikke få job i Athen.” “Jeg fejrede julen i London,” sa Lena, “der har jeg en ven, han er egn’li på British Museum men blev sendt til Irland igen.” “I de sydfranske bjerge” – sa’ Anders “i Bézu, Carcassonne og Albí høres ekko af kætternes stemmer fra dengang, da man tog deres liv.” “I Leningrads måneskinsvinter tog vi hånd om en herreløs hund med et blik fyldt af håb og forventning stjal den mit hjerte på et sekundt” Jeg vil leve i Europa… Vi standsede bilen i tolden vi så vildfarne men’sker på flugt: en kvinde, der bar på en kuffert og en halvvoksen knægt, som forknyt med et sovende spædbarn i favnen og et langt og bedende blik men tolderne vinked’ os videre ud mod motorvejens trafik. De som glædes ved brødet og vinen i bjergenes tidløse fred er nu blot melankolske legender som ingen mer regner med. Nu hvor alting rystes i grunden og tiden blir dyrebar kort er der ikke fler skjulesteder på det stykke jord, som er vort Jeg vil leve i Europa …
277