Fortabt i skolen - forord

”Der ligger en verden af respekt i Ross. W. Greenes to grundholdninger: At børn gør det rigtige, hvis de kan, og at begge parter skal høres og tages alvorligt i en konflikt.

Forfatteren viser os, hvordan vi med en kærlig og empatisk tilgang kan skabe helt anderledes, positive forandringer. Det er en rigtig god bog.”

Renée Toft Simonsen, psykolog, børnebogsforfatter og ambassadør for ADHD-foreningen.

Ross W. Greene har tidligere skrevet bogen ”Det eksplosive barn”, hvor metoden introduceres. ”Fortabt i skolen” er en videreudvikling, og alle eksempler og dialoger afspejler hverdagssituationer i skolernes arbejde med de udfordrede børn. Bogen giver således både teoretisk viden og praktiske værktøjer at arbejde med. Endelig har han udgivet bogen ”Opdragelse uden skældud”. ”Fortabt i skolen giver en fremragende indføring i, hvordan vi når frem til aldrig mere at tænke på børn med adfærdsmæssige problemer som vores manipulerende, mobbende og kontrollerende modstandere. Den indeholder konkrete, brugbare værktøjer, og det er en bog, der er svær at slippe.”

Karin Lykkegaard, skoleleder på Nordskovens Friskole, hvor man arbejder med samarbejdsbaseret problemløsning.

Forlaget Pressto

”Bogen bør være bibel for alle, der arbejder med børn med adfærdsproblemer. Der er bare så mange guldkorn i den. Jeg kan kun anbefale bogen.”

Boye Baun, afdelingsleder ved Schuberts Minde Skolehjem, et behandlingshjem for børn og unge med psykosociale og emotionelle vanskeligheder.

”Samarbejdsbaseret Problemløsning” (eller Fælles Proaktiv Problemløsning) kalder Ross Greene sin model, hvis grundlag er, at børnenes adfærdsmæssige udfordringer skyldes, at de ikke mestrer en række kognitive færdigheder og sociale kompetencer. Ved at kortlægge disse manglende færdigheder og derefter målrettet enten lære børnene at mestre dem eller at kompensere for dem ændres disse børns adfærd i løbet af kort tid mærkbart i positiv retning.

FORTABT I SKOLEN I SKOLEN

FORTABT I SKOLEN

På baggrund af mange års forskning og praktisk erfaring har den amerikanske psykolog Ross W. Greene udviklet en ny og anderledes pædagogisk metode til at hjælpe disse børn.

Ross W. Greene

Udfordrede børn, hvoraf mange har en diagnose som f.eks. ADHD eller autisme, fylder stadig mere – både i folkeskolen og i den offentlige debat.

Lærere, pædagoger og forældre står ofte magtesløse, fordi de ikke føler, at de har brugbare pædagogiske redskaber til at rumme disse børn inden for skolens normale rammer eller hjælpe dem til at løse deres problemer. Heller ikke det øgede fokus på inklusion hjælper tilsyneladende. Så hvad gør man?

Ross W. W.Greene Greene Ross

Sådan kan og pædagoger Hvorfor det er så svært lærere at hjælpe hjælpe børn med børn med adfærdsmæssige adfærdsmæssige udfordringer, og hvordan vi kan i skolen udfordringer

gøre noget ved problemet Forlaget Pressto PRESSTO

Ross W. Greene, ph.d., er adjungeret lektor ved Institut for Psykologi på Virginia Tech og adjungeret professor ved det naturvidenskabelige fakultet på University of Technology i Sydney. Han var i 20 år tilknyttet afdelingen for psykiatri på Harvard Medical School som klinisk lektor og grundlægger af Institut for Samarbejdsbaseret Problemløsning ved Afdelingen for Psykiatri på Massachusetts General Hospital.

Ross W. Greene anvendes ofte som konsulent ved såvel almindelige skoler som specialskoler, psykiatriske afdelinger, bofællesskaber, ungdomsinstitutioner og ungdomsfængsler. Han giver forelæsninger over hele verden.

Ross W. Greene har desuden skrevet en lang række indlæg, kapitler og videnskabelige artikler om effekten af Samarbejdsbaseret problemløsning (også kaldet Fælles Proaktiv Problemløsning), diagnosticering og behandling af børn og unge med adfærdsmæssige problemer, stress blandt lærere og hvordan lærer-elev-forholdet fungerer bedst.

INDLEDNING Det er tragisk, når menneskelige muligheder går til spilde. I rigtig mange skoler møder børn med sociale, følelsesmæssige og adfærdsmæssige udfordringer stadig ringe forståelse, og de behandles på en måde, der er fuldstændig i modstrid med den viden, man har om, hvad der ligger til grund for deres udfordringer. Det er meget tydeligt, at lærere og forældre føler sig frustrerede og fortvivlede. Mange lærere oplever fortsat utrolig meget stress i forbindelse med adfærdsproblemer i klasseværelset og kontakten med forældrene, og de får ikke den nødvendige støtte til at hjælpe de udfordrende elever. Halvdelen af alle lærere i USA forlader jobbet inden for de første fire år, og børn med adfærdsmæssige udfordringer og deres forældre nævnes som en 1 af de væsentligste årsager . Forældrene ved, at der er problemer i skolen, de ved, at de får skylden for det, de føler, at deres børn bliver misforstået og ikke bliver behandlet ordentligt, men de føler sig magtesløse i forhold til at rette op på tingene, og de mister modet og føler sig afvist i kontakten med skolens personale.

Der er store disciplinære problemer i skolen. Ikke overraskende har det ikke virket at stramme grebet. En arbejdsgruppe fra American Psychological Association (den amerikanske psykologforening) har for længe siden konkluderet, at nultolerance-politikken, der skulle nedbringe volden og de adfærdsmæssige problemer i skolerne, i stedet har haft den modsatte virkning.

En gennemgang af ti års forskning viser, at denne politik ikke bare er slået fejl med hensyn til at skabe mere sikkerhed på skolerne, men faktisk har øget de adfærdsmæssige problemer i 2 skolerne og frafaldsprocenten . De offentlige grundskoler i USA tegner sig fortsat for et enormt antal endefulde, bortvisninger og karantæner, nemlig henholdsvis 230.000, 110.000 og 3 millioner, 3 samt utallige millioner eftersidninger om året .

Bag alle statistikkerne, bag hver eneste endefuld, bortvisning, karantæne og eftersidning er der mennesker – børn, lærere, forældre – der gør deres bedste med de værktøjer, de har til rådighed. Der er behov for drastiske ændringer for at komme dem til hjælp. Og min erfaring siger mig, at disse ændringer ikke vil være så smertefulde og vanskelige, som mange frygter. Vi kan

11

ikke fortsætte med at gøre tingene, som vi altid har gjort, og fortsætte med at opgive børn i så skræmmende stort et omfang.

Denne bog handler om en anden måde at gribe tingene an på.

Jeg er i kontakt med hundredvis af udfordrende børn om året.

Disse børn ønsker brændende at være i stand til at håndtere de sociale, følelsesmæssige og adfærdsmæssige krav, de bliver stillet over for i skolen og i livet generelt, men de kan tilsyneladende ikke magte det. Mange har haft problemer så længe, at de har mistet troen på, at nogen voksen nogensinde vil kunne hjælpe dem.

Jeg arbejder også med hundredvis af lærere hvert år. Langt de fleste bekymrer sig overordentlig meget om børnene og bruger en masse tid og energi på de børn, de underviser. Men de fleste indrømmer gerne, at det ikke udgjorde nogen større del af deres uddannelse at få forståelse for og hjælp til at håndtere udfordrende børn, og at de virkelig kunne bruge noget hjælp til nogle af disse elever og deres forældre. Og de fleste er så overbebyrdede af de daglige krav i forbindelse med undervisningen og alle de nye tiltag, de bliver pålagt, at de simpelthen ikke har tid til at tænke over, hvordan de bedre kan hjælpe de udfordrende børn i klassen.

Jeg arbejder også med hundredvis af forældre til udfordrende børn hvert år. De fleste er opsatte på at samarbejde med skolens personale om at håndtere deres børns udfordringer på en effektiv og indlevende måde, men de ved ikke, præcis hvordan de skal gribe det an.

For femten år siden udgav jeg bogen ‘Det eksplosive barn’, der primært var rettet mod forældre. Siden er den model, som jeg beskrev i ‘Det eksplosive barn’ – kaldet ‘Samarbejdsbaseret Problemløsning’ (collaborative problemsolving, CPS) – blevet anvendt ikke bare i tusindvis af hjem, men også i mange psykiatriske afdelinger, i ungdomsinstitutioner og ungdomsfængsler samt på almindelige skoler og specialskoler. Det står nu klart, at der er hårdt brug for en bog, der skildrer, hvordan modellen for Samarbejdsbaseret Problemløsning kan anvendes i skolen.

Nu ved du, hvorfor jeg skrev denne bog, og hvem jeg skrev den for. Så lad os se lidt på, hvordan man kan gribe tingene an.

At hjælpe børn med sociale, følelsesmæssige og adfærdsmæssige udfordringer er ikke en mekanisk øvelse. Børn er ikke robotter, voksne er ikke robotter, og at hjælpe dem til at samarbejde

12

er ikke robotarbejde. Det er hårdt og kompliceret arbejde, der kræver samarbejde, tålmodighed og vedholdenhed, især fordi arbejdet indebærer, at man sætter spørgsmålstegn ved mange gængse opfattelser og måder at gøre tingene på. Denne bog indeholder en mængde materiale og eksempler, der kan hjælpe dig til bedre at forstå udfordrende børn, hvordan man anvender Samarbejdsbaseret Problemløsning, og hvordan man samarbejder om at nå det fælles mål, der er at hjælpe disse børn på en mere effektiv måde.

Men bogen indeholder også en gennemgående historie om en gruppe udfordrende børn, deres lærere, deres forældre og skolens ledere ... og deres vanskelige forsøg på i fællesskab at rette op på tingene. Den gennemgående historie har flere forskellige formål. For det første går bogen hurtigt fra ideer og teori til den pragmatiske virkelighed. For det andet er den gennemgående historie en hjælp til at gøre de udfordringer, det pres, de stressfaktorer, den tvivl, de forhindringer og de bekymringer, hver enkelt part oplever, meget nærværende. For det tredje præsenterer den læserne for det sprog, der skal anvendes i forskellige situationer.

Folk siger så tit: ”Jeg forstår Samarbejdsbaseret Problemløsning, men jeg har brug for at vide, hvordan den fungerer, og hvilke ord, man bruger i praksis!” eller ”Jeg er nødt til at få en fornemmelse af sproget i Samarbejdsbaseret Problemløsning”. Og de spørger: ”Er det virkelig realistisk at tro, at en hel skole vil kunne gøre dette?”. Derfor er historien i bogen fuld af eksempler og dialoger fra det virkelige liv.

Hele persongalleriet er baseret på de undervisere, forældre og børn, jeg har kendt og arbejdet med, de faktiske udfordringer, de prøvede at overvinde, og måden, de gjorde det på. Nogle personer er opdigtede, og ellers er navne og oplysninger ændret for at beskytte de pågældendes identitet. Jeg kunne have præsenteret personerne i det bedst mulige lys, men så ville de ikke have været så autentiske. Så inspektøren i fortællingen er ikke enhver inspektør, hun er kun skoleinspektøren i denne historie. Det samme gælder børnene, forældrene, lærerne og andre personer. De er ikke stereotyper, og det er heller ikke meningen, at de skal være repræsentative ... de er bare de personer, jeg nu har valgt til at hjælpe mig med at illustrere de vanskeligheder og den kompleksitet, der

13

naturligt følger med, når man vil ændre hele kulturen omkring disciplin og opførsel i en klasse eller på en skole.

Jeg har heller ikke været særlig præcis med hensyn til, hvilken type skole der skildres. Det er helt klart en offentlig skole, og meget af handlingen udspiller sig i sjette klasse, men jeg har bevidst ikke været tydelig med hensyn til karakterniveauet og personernes etniske baggrund eller sociale og økonomiske status. Disse oplysninger kan have betydning i helt særlige situationer, men har ingen større betydning for resultaterne, når man anvender Samarbejdsbaseret Problemløsning. Selvom der er mange piger, der udviser udfordrende adfærd i skolen, omtaler jeg – for at lette fremstillingen – primært de udfordrende børn i hankøn i denne bog. Og selvom bogen handler om børn med sociale, følelsesmæssige og adfærdsmæssige udfordringer, lader jeg udtrykkene børn med adfærdsmæssige udfordringer og udfordrende børn omfatte alle tre områder (om end jeg forsøger at anvende en ”menneske-først”-terminologi). Andre forfatteres arbejde omtales også flere steder i teksten. Referencer til dette kan findes i et særskilt afsnit i slutningen af bogen.

Denne bog handler ikke om faglig indlæring. Der er masser af tiltag på uddannelsesområdet, der skal sikre, at børn får deres behov dækket på det boglige område. Denne bog handler om de børn, som disse tiltag af uforklarlige grunde har ladt i stikken.

Bogen retter ikke kritik eller bebrejdelser mod underviserne.

Den retter heller ikke kritik eller bebrejdelser imod de udfordrende børn eller deres forældre. Den handler om behovet for at foretage drastiske ændringer i et system, der ikke fungerer for hverken lærerne, forældrene eller de udfordrende børn, og om, hvordan man sætter disse ændringer i gang. Der kræves tre omfattende ændringer, nemlig (1) at man bliver markant bedre til at forstå de faktorer, der danner baggrund for børns udfordrende adfærd, (2) at man skaber metoder til at hjælpe børnene, som overvejende er proaktive i stedet for reaktive, og (3) at man skaber processer, der gør det muligt at samarbejde om problemerne.

Forskellige mennesker vil få noget forskelligt ud af denne bog. For nogle vil det være helt nyt, at udfordrende adfærd kan føres tilbage til manglende kognitive færdigheder. For andre kan det være en øjenåbner at indse, hvor utilstrækkelig konsekven-

14

spædagogik er. Andre igen vil få ny indsigt ved at stifte bekendtskab med de specifikke elementer i Samarbejdsbaseret Problemløsning og få kendskab til, hvordan disse elementer adskiller sig fra (og ofte virker bedre end) andre måder at tale med eller yde omsorg til udfordrende børn. Og for atter andre – måske dem, der er blevet en smule trætte eller kyniske – kan denne bog give et helt nyt perspektiv og fornyet håb.

Som altid er de væsentligste forudsætninger for at få mest muligt ud af det, du nu skal til at læse, at du har et åbent sind og tror på mulighederne.

Ross W. Greene, Boston, Massachusetts

Kort om den reviderede og opdaterede version Siden bogens oprindelige udgivelse har utallige forældre og lærere fortalt mig, hvordan den har hjulpet dem til at betragte udfordringerne ved de adfærdsmæssige krævende elever på en mere medfølende, nuanceret og produktivt måde. Det er dejligt at vide, at så mange elever nu får gavn af en indsats, der hverken er fjendtlig eller straffende men proaktiv, samarbejdsbaseret og relations-forstærkende.

Modellen, der beskrives i denne bog – nu kaldet ‘Samarbejdsbaseret og Proaktiv Problemløsning’ (Collaborative & Proactive Solutions, CPS) – er under stadig udvikling, og denne nye version indeholder alle de ændringer og forbedringer, som modellen har undergået siden 2009.

Her er et par af de vigtigste ændringer: ‘Analyse af Manglende Færdigheder og Uløste Problemer’ (AMFUP), som er et af de vigtigste analyseredskaber bag Samarbejdsbaseret Problemløsning, er blevet revideret, og bogen indeholder nu ekstra hjælp til, hvordan du bruger det.

Det er blevet tydeligt, at selve italesættelsen af de uløste prblemer spiller en vigtig rolle for, om eleven vil deltage i problemløsnings-processen eller ej. Hvis man taler om det uløste

15

problem og elevens udfordrende adfærd og forklarer årsagen til problemerne ved hjælp af voksen-teorier eller med for brede eller for vage termer, er der mindre sandsynlighed for, at eleven vil deltage i processen. Derfor indeholder bogen også nye retningslinjer til at beskrive de uløste problemer. Hvis du holder dig til disse retningslinjer, vil sandsynligheden for, at eleverne vil deltage øges betydeligt.

Det er også blevet tydeligt, at forældrene har brug for yderligere vejledning i arbejdet med at løse problemer i fællesskab.

Mange forældre løber ind i vanskeligheder, når de skal samle informationer om børnenes bekymringer over specifikke uløste problemer. Derfor får du i denne nye version også flere redskaber, der vil hjælpe dig i processen med at samle informationer. Du får også mere vejledning i, hvordan du udtrykker dine bekymringer som voksen, og hvordan du samarbejder med børn om at finde på og udvælge løsninger, der er både realistiske og gensidigt tilfredsstillende.

Dette er teknikaliteterne, og de er vigtige. Men det overordnede billede er endnu vigtigere. Desværre lever vi en tid, hvor mange skolelærere føler sig som robotter, der blot skal forberede eleverne til test efter test, som må bruge alle ressourcer på eksamener og som føler, at problemløsning og udvikling af relationer er for tidskrævende. Og alligevel fortæller det forbløffende antal af tragiske skoleskyderier og det stigende antal af desillusionerede, unge outsidere med risikoadfærd, at noget er helt galt ... noget som eftersidninger, karantæne, bortvisninger, metal-detektorer og mere politi i skolerne ikke kan løse. Det har aldrig været vigtigere end nu at opbygge positive relationer til børnene, at sikre en god og åben kommunikation og at løse de problemer, der er årsagen til den udfordrende adfærd. Ja, pensum er meget vigtigt, men mest afgørende er det, at vi går tilbage til de helt essentielle roller, som lærere altid har haft i børnenes liv: som hjælpere og problemløsere. Det er mit håb, at denne bog fortsat vil hjælpe os med at bevæge os i den retning. Som en berømt profet har formuleret det: Hvis ikke nu, hvornår så?

Ross W. Greene Portland, Maine

16