HammersteinHitlers egensindige general by Forlaget Press

Hans Magnus Enzensberger

Hammerstein Hitlers egensindige general

Oversatt av Per Qvale

For l age t Pr ess

Angst er ingen verdensanskuelse K urt von H a mmer stein

General Kurt von Hammerstein-Equords ekteskap

var velsignet med syv barn, fire dĂ¸tre og tre sĂ¸nner. HerÂ skal det dreie seg om ham og hans familie.

Hammerstein. Hitlers egensindige general Copyright © Suhrkamp Verlag Frankfurt am Main 2008 All rights reserved by and controlled through Suhrkamp Verlag Berlin. Originaltittel: Hammerstein oder Der Eigensinn. Eine deutsche Geschichte

© Norsk utgave: Forlaget Press 1. utgave, 1. opplag 2012 Omslag: Johanne Hjorthol Sats: Laboremus Oslo AS Boken er satt med Adobe Caslon Pro 11/15 pkt Papir: 80 g Ensolux Cream 1,6 Trykk og innbinding: Bookwell AB, Finland

ISBN 978-82-7547-490-0 Det må ikke kopieres fra denne bok i strid med Åndsverkloven eller avtalen om kopiering med KOPINOR, interesseorgan for rettighetshavere til åndsverk. Kopiering i strid med lov eller avtale kan medføre erstatningskrav og inndragning, og kan straffes med bøter eller fengsel. Forlaget Press, Kongens gate 2, 0153 Oslo, Norge

www.forlagetpress.no

Innhold

En tung dag . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

En kadetts mønstergyldige karriere . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

En meget gammel klan og en standsmessig forbindelse . . . . . . . . . . . . .

Den uhyggelige bestefaren . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Et par anekdoter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

En posthum samtale med Kurt von Hammerstein (I) . . . . . . . . . . . . . . . . 28 Første randbemerkning. Weimarrepublikkens redsler . . . . . . . . . . . . . . .

En posthum samtale med Kurt von Schleicher . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Annen randbemerkning. Et nøste av manøvre og intriger . . . . . . . . . . 48 Vanskelige tider . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Tre døtre . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Embedsgjerningen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 69 Under usynlighetskappen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

En spesiell valfart . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 79 En veteranhistorie . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Herr von Rankes eventyr . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

En dame fra Böhmen opptrer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 90 En posthum samtale med Ruth von Mayenburg (I). . . . . . . . . . . . . . . . . . . 92 Forsøk i siste øyeblikk . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 94 Tredje randbemerkning. Om splittelsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 100 Den usynlige krigen

...........................................................

103

En middag med Hitler . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 106 Gjesteliste for 3. februar 1933 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 108

Moskva lytter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 110 En posthum samtale med Kurt von Hammerstein (II) . . . . . . . . . . . . . . . 115 Fullbyrdede kjensgjerninger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 118 En hilsen fra Hindenburg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 123 En posthum samtale med Kurt von Hammerstein (III) . . . . . . . . . . . . . . 124 En posthum samtale med Werner Scholem . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 130 Den fødte etterretningsmann . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 137 To svært forskjellige brylluper . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 142 En prøyssisk livsstil . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 151 Massakren . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 153 En avregning av en helt annen art . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 155 Avsides (I) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 159 En posthum samtale med Ruth von Mayenburg (II)

.................

160

En posthum samtale med Leo Roth . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 164 Sonderinger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 168 En posthum samtale med Helga von Hammerstein (I) . . . . . . . . . . . . . . 172 Straffesak nr. 6222 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 175 En posthum samtale med Helga von Hammerstein (II) . . . . . . . . . . . . . 177 En fødselsdag og dens følger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 179 Et helt annet agentliv. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 182 Muldvarpen i Bendlerblock

.................................................

184

Enda et dobbeltliv . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 189 Fra Leos kaderdokumenter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 193 Uten Helga . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 195 Fra avvikenes krattskog . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 198 Et budskap fra Moskva. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 200 Inkvisisjonen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 202 Den tredje datteren i spionasjens edderkoppnett . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 209 Fjerde randbemerkning. Det russiske vippebrettet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 213 Marskalkens hilsen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 218 Den dekapiterte armeen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 220 Helga eller ensomheten. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 224

Femte randbemerkning. Den anstøtelige samtidigheten . . . . . . . . . . . . 227 Besøk på landet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 231 En avskjed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 235 En posthum samtale med Ruth von Mayenburg (III) . . . . . . . . . . . . . . . . 236 Krig . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 242 Avsides (II) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 246 Fra Førerens hovedkvarter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 249 Begravelsen

......................................................................

251

Sjette randbemerkning. Litt om adelen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 255 Et værelse i Bendlerblock . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 259 En posthum samtale med Ludwig von Hammerstein . . . . . . . . . . . . . . . . 264 Flukten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 272 En apoteker i kjær erindring . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 276 Tilslaget . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 281 Familiesoning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 283 Maktens nekrose. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 286 Berlin, ved slutten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 291 Tilbakekomsten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 294 Moren . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 297 Fire lange tilbakeveier til normaliteten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 301 En begynnelse i den nye verden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 305 Søvngjengersken våkner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 308 Grensespørsmål . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 312 En posthum samtale med Marie Luise von Münchhausen. . . . . . . . . . 315 Helgas siste år . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 318 Syvende randbemerkning. Hammersteins taushet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 320 Hvorfor denne boken ikke er en roman. En etterskrift

..............

322

Tillegg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 333 Takk . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 335 Illustrasjoner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 336 Personregister . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 337 Slektstre . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 348

Hammerstein

En tung dag

om vanlig forlot generalen sin bolig i østfløyen av bygningskomplekset Bendlerblock i Bendlerstrasse presis klokken syv om morgenen den 3. februar 1933. Han hadde ikke lange veien til sine kontorlokaler. De lå i etasjen under. Der skulle han selvsamme aften sitte til bords med et menneske ved navn Adolf Hitler. Hvor ofte hadde han møtt ham? Han skal ha truffet ham allerede vinteren 1924–25 hjemme hos pianofabrikanten Edwin Bechstein, som han hadde kjent lenge. Det forteller hans sønn Ludwig. Hitler hadde ikke imponert hans far. Han hadde den gang karakterisert ham som en rotekopp, riktignok som en dyktig rotekopp. Fru Helene Bechstein var fra første stund en stor beundrerinne av Hitler. Ikke bare hadde hun finansiert ham i hans tid i München – det dreide seg om kreditter og juveler – men også introdusert ham i de kretser hun regnet som det gode selskap. Hun ga store supeer for Hitler, for å presentere ham for innflytelsesrike venner, og lærte ham hvordan man bruker kniven til bords, når og hvor man kysser en dame på hånden og hvordan man bærer kjole og hvitt. Et par år senere, i 1928 eller 1929, hadde så Hitler tilsagt sitt nærvær i generalens bolig, ikke langt fra Bahnhof Zoo, i Hardenbergstrasse, formodentlig for å utforske hva man mente om ham i generalstaben. Franz von Hammerstein, den gang syv eller åtte år gammel, husker hvordan faren reagerte på dette besøket: «De satt og snakket på balkongen. Min fars mening om denne mannen: Han snakket for mye og altfor hulter til bulter. Han ga ham en kald skulder. Likevel gjorde Hitler seg umake for hans skyld og sendte ham et gratisabonnement på et nazitidsskrift.»

Hans Magnus Enzensberger

Kurt von Hammerstein, ca. 1934

Hammerstein Etter Hitlers ønske kom det til et tredje møte mellom dem den 12. september 1931, hjemme hos en herr von Eberhardt. Hitler var da leder for det nest største partiet i landet. «Hammerstein sa til sin venn (og daværende forsvarsminister) Schleicher, i telefonen: ‘Den store mann fra München ønsker å snakke med oss.’ Schleicher svarte: ‘Jeg kan dessverre ikke.’» Møtet mellom dem varte i fire timer. Den første timen snakket Hitler uavbrutt – bortsett fra et innspill fra Hammerstein, de neste tre diskuterte man, og Hammerstein – ifølge denne herr Eberhardt – skal til slutt ha sagt: «Vi vil ta det langsommere. Ellers deler vi egentlig Deres oppfatning.» Sa han virkelig det? Det ville være et indisium på den dyptgripende ambivalens i denne krisetiden, som heller ikke de klokeste hoder var vaksinert mot. Etter denne samtalen spurte Schleicher herr Eberhardt: «Hva mener De nå om denne Hitler?» – «Selv om mye av det han sier må tilbakevises, kan man ikke komme unna mannen, på grunn av de store masser som står bak ham.» – «Hva skal jeg med den psykopaten,» skal Schleicher, dengang generalmajor og en av landets mest innflytelsesrike politikere, ha svart. Det gikk ikke engang et år før «psykopaten» hadde oppnådd herredømmet over Tyskland. Den 3. februar 1933 trådte han for første gang frem for forsvarsledelsen, for å legge frem sine planer og om mulig vinne gehør. Verten denne aften var general Kurt Freiherr von Hammerstein-Equord. Denne dagen var han fireogfemti år gammel, og det så ut til at han hadde nådd toppen av sin karriere. Allerede i 1929 var han som generalmajor blitt utnevnt som sjef for Troppekontoret. Det var en dekkbetegnelse for generalstabssjefen i Reichswehr, som på grunn av Versaillestraktaten ikke kunne ha noen slik stab offisielt. Ett år senere ble han forfremmet til general og utnevnt til Chef der Heeresleitung; det var den høyeste stilling innenfor den tyske hær. Beslutningen var dengang svært omstridt. Rikspartiene protesterte heftig; de mente han ikke var tilstrekkelig «nasjonal» i sin innstilling.

Hans Magnus Enzensberger I Reichswehrministerium kalte de ham «den røde general», antagelig

fordi han kjente Den røde armé godt av egen erfaring. Han var imponert av disse troppenes nære kontakt med massene, mens Reichswehr politisk sett var fullstendig adskilt fra arbeiderstanden. Likevel var det absurd å angripe Hammerstein for å være venstreorientert, slik Völkischer Beobachter gjorde; av natur var han tross alt en adelig militær av den gamle skole. Ved en sjefskonferanse i februar 1932 uttalte han seg temmelig entydig: «Av sinnelag står vi alle til høyre, men vi må være klar over hvem som er skyld i den innenrikspolitiske ruinhaug vi ser idag. Det er lederne av høyrepartiene. Det er de som har skylden.» Selv om Hammerstein altså kunne se tilbake på en vellykket karriere, var han grundig lei av sitt embede bare ett år senere.

Hammerstein

En kadetts mønstergyldige karriere

1888 Kadettskole i Plön 1893 Høyere kadettskole i Berlin-Lichterfelde 1898 Sekondløytnant i 3. gardeinfanteriregiment i Berlin 1905–1907 i Karlsruhe 1907 Krigsakademiet i Berlin 1909 Overløytnant 1911 Paradeavdelingen i den store generalstab 1913 Kaptein i generalstaben 1913 Adjutant hos overkvartermesteren 1914 Kompanisjef i Flandern 1915 Primus i generalstab for VIII. reservekorps 1916 I den store generalstab 1917 Major 1918 Primus i generalkommandoens generalstab 1919 I generalstaben for Korps Lüttwitz 1919 Ved staben for gruppekommando I i Berlin 1920 Oberstløytnant 1920 Sjef for staben til gruppekommando II i Kassel 1922 Kommandør for III. bataljon i infanteriregiment 12 i Magdeburg 1924 Sjef for staben til 3. divisjon i Berlin 1925 Oberst 1929 Sjef for staben i gruppekommando I i Berlin 1929 Sjef for Troppekontoret 1930 General for infanteriet, sjef for hærens ledelse

Hans Magnus Enzensberger

En meget gammel klan og

en standsmessig forbindelse riherrene von Hammerstein er en vidt forgrenet slekt som stammer fra Westfalens uradel og som ifølge adelskalenderen har delt seg i to linjer og fire grener. De har bodd i Rheinland i tusen år, der man fremdeles, i nærheten av Andernach, kan se en borgruin som bærer slektens navn. Senere har de bodd i Hannover, i Østerrike og i Mecklenburg. Man finner dem som godseiere, offiserer, amtsmenn og forstmestere, døtrene gifter seg standsmessig, eller de velger en tilværelse som stiftsdame eller abbedisse. Generalens far var forstmester i Mecklenburg-Strelitz. Han sendte sønnen til kadettskolen, enda det het seg at han heller ville blitt jurist eller kaffegrossist i Bremen. Siden forstmesteren hadde to barn til, klarte han ikke å finansiere noe annet studium. Forøvrig ble unge Hammerstein dengang stadig vekk beordret til pasjetjeneste ved keiserhoffet i Potsdam, noe han fant like lite festlig som militær drill. Allerede under denne skolegangen ble han kjent med den senere rikskansler Kurt von Schleicher. Tyve år gamle fikk de begge offisersgrad og ble løytnanter i 3. gardeinfanteriregiment. Denne troppen nøt stor anseelse; flere generaler kommer herfra, dessverre også Paul von Hindenburg og hans sønn Oscar. Som forberedelse til krigsakademiet begynte Hammerstein ved feltartilleriet i Karlsruhe. Han dro dit med alt sitt jordiske gods i to skittentøykurver, etter at han hadde auksjonert bort resten til sitt regiment. Denne beslutningen skulle få vidtrekkende konsekvenser for Hammerstein; for i Karlsruhe, som han hadde flyttet til på grunn av en dame, traff han damen igjen – hennes far, friherre Walther von

Hammerstein Lüttwitz, var sjef for staben der. Hun het Maria. Han var blitt kjent

med henne i Berlin allerede i 1904 og satte alt inn på å bli gift med henne. Lüttwitz kom fra en velhavende embedsmannsslekt med røtter i den schlesvigske uradel. Om hans hustru, en grevinne von Wengersky fra Ungarn, het det at hun hadde sigøynerblod i årene og hadde vært helt annerledes enn de fleste tyske kvinner; en av hennes formødre var den eventyrlige danserinnen Catarina Filipacci, som kongen av Sachsen hadde hentet til sitt hoff. Det store hus Lüttwitzene førte i Berlin, var ikke preget av slike ekstravaganser. I deres wilhelminske omgangskrets sto man «i begge majesteters gunst». Døtrene tok timer i gavotte, snakket flytende fransk og ble grundig forberedt til sin første ballsesong; det gjaldt i særdeleshet deres nest eldste datter Maria, om hvem det het at hun «likte mangt og hadde mange beilere». Hundre gjester var ingen sjeldenhet på disse dansefestene. De innbudte herrer tilhørte de riktige familier og de riktige regimenter. Lüttwitz nedtegnet i sin dagbok: «Naturligvis frekventerte løytnant von Hammerstein vårt hus som min gamle regimentskamerat. Han spilte også mye tennis med begge våre døtre. Til å begynne med ante vi ikke at han hadde et godt øye til Mietze [Maria]. Men etterhvert forsto vi det, og da det etter vår oppfatning ikke var så mye å rutte med der at man kunne leve sorgløst, foreholdt jeg herr beileren dette, da han like etter henvendte seg til meg med en forespørsel. Jeg forlangte at han avsto, han forsto mine argumenter, men ba om å få lov til å fortsette de sosiale relasjoner, for at det ikke skulle bli påfallende. Jeg gikk med på dette; det hadde imidlertid som følge at kurtisen fortsatte, hvilket jeg burde ha innsett dengang.» Maria von Hammerstein erindrer: «Vi ble kjent vinteren 1904, Kurt og jeg. Han forekom meg usedvanlig rolig og alvorlig, annerledes enn andre mennesker. På et kostymeball, han som magyar og jeg nasjonalromantisk ‘gamle-Strassburg’, danset vi ganske mye sammen. Jeg 19

Hans Magnus Enzensberger

Maria og Kurt von Hammerstein. Bryllupsbilde, 1907

Hammerstein

følte meg alltid så betydelig i hans nærhet.» I tennisklubben traff de hverandre igjen. «Når vi gikk hjem, bar herr Hammerstein alltid skoene for meg. Til avskjedsfesten hadde han med seg fire flasker sekt. I november møttes vi på en basar i festhallen. Der danset jeg som Sèvres-figur i hvite gevanter og helt hvitmalt. Jeg så fremtiden i møte med bange anelser.» Herr von Lüttwitz var ikke henrykt over noe av dette. Man ønsket ingen fattig offisersfamilie i hæren, for ikke å snakke om i slekten. Men Hammerstein hadde ikke penger. Han kunne ikke bringe stort annet inn i ekteskapet enn en mappe med påskriften «Gjeldsregnskap». Først da en bestefar trådte støttende til, oppga Marias far motstanden. En annen hindring kan også ha spilt en rolle når det gjelder hans forbehold. Familien von Lüttwitz var nemlig strengt katolsk, mens Hammerstein, som forøvrig viste liten interesse for religion, var protestantisk døpt. I disse kretser ble et «blandingsekteskap» ansett som problematisk. Også senere skapte dette spørsmålet mye irritasjon hos parets respektive foreldre, inntil Kurt gjorde ende på det da han ytret de forløsende ord, med denne myndige erklæring: «Dessuten,» skrev han til sin hustru, «er jeg av den oppfatning at barn må døpes etter morens tro, for det er hun som bibringer dem det religiøse grunnlag. Dermed er alt videre snikksnakk overflødig. For meg kan de gjerne stå på hodet og fekte med armer og ben i bare opphisselse. Du trenger ikke på noen måte å involvere deg i kontroverser om dette. Hvis noen vil noe, så må han henvende seg til meg.» Uaktet alle problemer kunne de i 1907 feire et strålende bryllup i Karlsruhe. Det finnes et offisielt fotografi av dem. Selv om brudens far beklager seg over at festen må foregå «i en engere krets», virker forsamlingen tvers igjennom representativ. Samtlige gjester, blant dem den senere rikskansler Kurt von Schleicher, tilhører militæradelen; de ordensbehengte herrer i gallauniform, damene i store hvite toiletter med overdådig utsmykkede hatter.

Hans Magnus Enzensberger

Den uhyggelige bestefaren

t senere foto viser Marias far som general, med kaldt blikk, der han hvithåret og mager, behengt med Pour le merité, setter høyre arm i hoften og mønstrer betrakteren med et utfordrende blikk. I barnebarnet Maria Thereses erindringer spiller han en meget ubehagelig rolle. «Han sto oss fjernt, representerte en verden som var gått under, som han forgjeves hadde forsøkt å trylle frem. For oss var hans verden en skyggeverden, både den kalde prakten i hans tjenestebolig og de føydale godsene. De fleste av oss kunne ikke fordra ham. En dag ga han en maler i oppdrag å portrettere meg og mine to søstre. Disse bildene finnes fremdeles. Det er tre pasteller med Butzi [Marie Luise] til venstre, som ser på Helga som sitter i midten, og meg til høyre. Portrettet av Helga sendte bestefar tilbake til maleren, fordi han syntes hun så for jødisk ut på det. Sannsynligvis hadde han lest boken til Chamberlain, som var på moten på den tiden. [Houston Stewart Chamberlains Grundlagen des neunzehnten Jahrhunderts, utgitt 1899, regnes som et sentralt skrift i den tyske antisemittismen.] I bestefars hus fantes det ikke noe familieliv å delta i. Hans eldste datter ble for alltid boende hjemme, siden han hadde forbudt henne å gifte seg med mannen hun elsket. Vi barn fikk aldri sitte til bords med de voksne; vi ble fôret i anretningen. Bestemor satt alltid på verandaen i annen etasje, omgitt av blåregn. Vi fikk ikke lov til å gå opp til henne, siden hun hadde tuberkulose. I november 1918 døde hun i Sveits.» Kort tid etter utspant det seg et familiedrama. «Da vi etter sommerferien, høsten 1919, reiste tilbake til Berlin, hadde revolusjonen brutt ut. Bestefar Lüttwitz var som før kommanderende

Hammerstein

Walther von Lüttwitz, 1920-årene

general i Berlin. Han bodde i Hardenbergstrasse. Der ble også min bror Ludwig født, og mor ble boende med babyen i huset til bestefar. En dag

kom feltmarskalk Hindenburg på besøk for å snakke med ham. Mor fikk den idé, kanskje utfra sin naive ærgjerrighet, at han kunne påta seg fadderskapet for min bror. Jeg ville innsmigre meg hos henne, og til forskjell fra min eldre søster, som aldri ville ha begått en slik dumhet, lovet jeg å spørre Hindenburg om denne tjenesten. Jeg gikk bort til ham med en blomsterbukett i hånden, neide og spurte ham. Da jeg og mor et par uker senere kom til bestefars hus, fant vi det forlatt. Hvor var han? Vi så etter ham på hans arbeidsværelse og fant ham ikke. Jeg hadde følelsen av at noen lurte på oss bak hver stol. Huset virket så uhyggelig. Vi kunne jo ikke vite at han hadde flyktet 23

Hans Magnus Enzensberger

og oppholdt seg hos slektningene i Ungarn. Hvordan tok nå mor alt dette? Hun sto jo sin far så nær at han i hele sitt liv skrev et postkort til henne hver eneste dag, med sin knøttlille, plassbesparende skrift.» I den anledning bemerker Lüttwitz på sin like lakoniske som bryske måte. «Siden oppsto det en spenning mellom meg og Kurt Hammerstein. Etter krigen ble han opportunist, og da hadde vi kontroverser.» Og Smilo, Hammersteins svoger, sier: «Skillelinjen var trukket. En nærmest klassisk tragedie i den innerste familiekrets. Min søster Maria led meget under denne konflikten.»

Hammerstein

Et par anekdoter

et attende århundre var blomstringstiden for en lakonisk sjanger som nå er gått av moten: anekdoten. Forfattere som Chamfort, Fontenelle og Lichtenberg brukte den. Som historisk kilde har anekdoter ikke noe godt ry. Det er synd, for den som interesserer seg for karakterer og maksimer, burde lytte til anekdoter, om ikke ubetinget tro på dem. Hammersteins datter Maria Therese forteller om sin far i sine fortryllende, totalt upretensiøse memoarer: «Han har to digre pekefingre, gir Butzi [Marie Luise] den ene og meg den andre og spaserer med oss på Südwestcorso til hestene, som er brakt hit fra kasernen i Moabit, legger en sukkerbit i hånden på oss og viser oss hvordan tommelen må være hardt presset mot pekefingeren for at hesten skal nappe etter sukkerbiten. Det er det eneste jeg kan huske at jeg lærte av min far fra tiden før 1914.» (1913) «Mine foreldre løper rundt det runde frokostbordet, som jeg har gjemt meg under. Hun har morgenavisen i hånden, og far løper etter henne fordi han vil ha den. Det fant jeg høyst uvanlig. Selv om jeg bare var fire år, skjønte jeg at det ikke dreide seg om gode nyheter. Avisen forkynte mobiliseringen.» (1914) «En dag kikket far inn av døren til det mørke soveværelset vårt. Han hadde på seg hjelmen med en stor hvit fjærbusk på og tok farvel med oss, siden han skulle reise med keiserens spesialtog til hovedkvarteret. Han var dengang kaptein i den øverste generalstab.» (1914) Maria Thereses yngre søster Helga bidrar med en mindre idyllisk historie: «I den store spisestuen med stoler med grønt damasktrekk fra et eller annet slott og et aldeles uformelig bord som overhodet ikke

Hans Magnus Enzensberger

passet til dem. Papus er rasende på oss (Butzi og meg), jeg husker ikke lenger hvorfor, slår oss med ridepisken. Den eneste gangen vi er blitt slått, ikke særlig hardt.» (1921) Maria Therese igjen: «En sommer hadde far leid et sted til oss i Steinhorst ved Celle, for hele sommeren. Men en del av huset var leid av en familie som ikke ville flytte ut, og barrikaderte seg der. De ville ikke la oss slippe til på kjøkkenet og ville forsvare sin bolig med våpenmakt. Min far gikk inn i spisestuen til dem, også med våpen i hånd. Det er eneste gang jeg har sett ham i en borgerkrigslignende situasjon, attpåtil i hans eget hus. Han måtte føre langtrukne forhandlinger for omsider å få familien til å flytte ut. Ovenikjøpet hadde han leid huset ene og alene for ikke å være belastet med sin egen familie i Berlin dette året.» (1921) «En møbelvogn har kjørt frem: Jeg løper bort og hjelper mennene med å bære inn spisestuestolene. Etterpå hører jeg Papus si om meg: ‘Godmodig, men dum.’ Det må ha gjort ham vondt at jeg ikke løp ut i den nye haven, slik som de andre. Impulsen til ikke å la seg betjene, var ham, den siste ‘grandseigneur’, fremmed.» (1924) «Fra Berlin tar han oss med til Stechlinsee. Han viser oss skogvokterboligen til faren, like i nærheten. Han kjenner hvert tre og forteller oss hva de heter: Alm, or, ask … Han tar skogen alvorlig. Han skaffer oss noen sammenleggbare båter og padler med oss. Han er lykkelig i dette landskapet der han har tilbrakt sine barneår, og det er vi også.» (Tyveårene) «Vi hørte ham snakke bare når vi hadde gjester. Da lot han oss alltid sitte og høre på. Jeg beundret hans kunnskaper, men tok også Mammas parti, når det måtte til. En gang kom han inn til meg i parterreværelset for å be om unnskyldning, etter at han hadde blitt så sint på meg for noe i dyrehaven at jeg hadde fått smake spaserstokken. Gjennom den lange adskillelsen under krigen og etterpå hadde ikke han og mamma lært å tilpasse seg hverandre. Kanskje også derfor hans totale taushet ved bordet.» (1926) 26

Hammerstein

«Han ønsket et forent Europa, var venn av Coudenhove-Kalergi. I en neste verdenskrig, sa han, ville Tyskland bli delt. ‘Kommunis-

men vil komme, men jeg skal i det lengste forsøke å forhindre dens komme.’» (1929) Hans svigersønn Joachim Paasche forteller: «Han var ikke fremmed for en viss hang til luksus. Han elsket sin cognac og en god sigar. Ved familiemiddagene i Bendlerstrasse satt han taus og uten å fortrekke en mine. Men han måtte le da jeg ikke merket at det var vilt som ble servert; jeg trodde det var oksekjøtt. Jeg merket meg at han tiltalte tjeneren med en imperativ fra Frederik den stores tid, ‘Vil Han bringe meg …’; det hadde jeg aldri hørt før.» (1931) «De syv barna hans var kjent for sin viltre og rebelske natur. Og heller ikke han hadde noen likhet med den typiske, hardt arbeidende og samvittighetsfulle tysker. Han likte mennesker, ofte lot han bare arbeidet ligge og gikk på jakt i stedet.» (1931) «Hans selvironi, når antisemittismen tok overhånd: ‘Jeg håper vi snart blir kvitt Hitler, slik at jeg kan skjelle ut jødene igjen.’ Dengang kunne man fortsatt tillate seg en slik bemerkning.» (1931) Margarethe von Oven, hans sekretær, senere grevinne von Hardenberg, erindrer følgende: «Da jeg kom på kontoret morgenen etter riksdagsbrannen, mottok han meg med ordene: ‘Den har de selvfølgelig tent på selv!’ Jeg var forbløffet og kunne først ikke tro det; jeg sto under inntrykk av Potsdam-erklæringen og Hitlers edsavleggelse. Hans svar var en kalddusj: ‘Så, De har altså gått på limpinnen, De også?’ Han og min mor var de eneste som ikke hadde latt seg kaste blår i øynene.» (1933) Og Maria Therese forteller: «Far ga meg et kyss to ganger i hele mitt liv: en gang i entreen, da han kom hjem på ferie under Første verdenskrig, og den andre gangen var i 1935, da jeg tok farvel med ham for å utvandre til Japan.»

Hans Magnus Enzensberger

En posthum samtale med Kurt von Hammerstein (I)

H: De ville snakke med meg? E: Ja. Om De har tid et øyeblikk. H: Tid har jeg nok av. Men hva gjelder det? E: Herr general, jeg har støtt på Deres navn overalt, i Berlin, i Moskva,

i Canada … Deres familie … H: Min familie angår ingen. E: Men historien, herr von Hammerstein, der De har spilt en viktig rolle. H: Mener De det på alvor? To, tre år, kanskje, og så var det hele over. Er De historiker? E: Nei. H: Avisjournalist? E: Jeg er forfatter. H: Aha. Jeg er redd for at jeg ikke forstår meg på litteratur. Man leste ikke romaner i mitt foreldrehjem. Og hva meg selv angår, litt Fontane, og Krig og fred da jeg lå på sykehus. Det var alt. E: Jeg skriver en bok om Dem. H: Er det nødvendig? E: Ja. Jeg håper at De ikke har noe imot det. H: Min gamle latinlærer hevdet alltid at dikterne lyver. E: Det har jeg ikke til hensikt. Tvert imot. Jeg vil vite helt nøyaktig hvordan det var, i den grad det overhodet er mulig. Det er derfor jeg er her. Dessuten er det Deres fødselsdag idag. Jeg har tillatt meg å ta med en eske Havana-sigarer. Jeg vet at De har en svakhet for gode sigarer. H (ler): De vil Altså bestikke meg. Tusen takk. Gjerne for meg. Kom 28

Hammerstein

inn. De ser jo at mitt skrivebord er tomt. Jeg har ingen flere hemmeligheter å passe på. Hva ville De vite? E: Kanskje De kunne fortelle meg noe om Deres svigerfar, herr von Lüttwitz. H: Han var prinsipielt fantasiløs og politisk sett et håpløst tilfelle. Det sto straks klart for meg allerede første gang jeg møtte ham. E: I Berlin i 1904. H: Riktig. Og så i krigen, i min tid i generalstaben. Han var jo min foresatte. E: De hadde vanskeligheter med ham. H: Det kan man sannelig si. Allerede i desember 1918 – han var dengang kommandant i Berlin – var han på temmelig dypt vann. E: Revolusjonen. H: Om De vil kalle disse tumultene for revolusjon. De kan vel forestille Dem at jeg ikke hadde mye tilovers for de Spartakus-folkene, men disse plyndrende frikorpsene var jo enda verre, og den gamle hadde jo inngått en pakt med dem. E: Han slo ned oppstanden. Stemmer det at det var hans tropper som var med på å myrde Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht? Deres datter Maria Therese husker hvordan De hadde kommet løpende inn i spisestuen dengang og ropt: «Soldatene har kastet en kvinne i Landwehrkanal, dratt henne etter håret og kastet henne uti, en rødhåret kvinne!» H: Det kan godt være. Faktum er: Jeg var på det tidspunkt første generalstabsoffiser ved gruppekommandoen i Berlin, og Lüttwitz var min sjef. Hans yndlingstropp var marinebrigade Ehrhardt, en særdeles vanrøktet gjeng, og den har mordet på samvittigheten. E: Riksvernminister dengang var Gustav Noske, han som er opphav til det beryktede utsagn: «Én må være blodhunden.» H: Ja, kommunistene siterte denne sentens med forkjærlighet. De ville opprette rådsrepublikker etter sovjetisk mønster. Det ville betydd borgerkrig. Det kom naturligvis ikke i betraktning for meg og mine venner. 29

Hans Magnus Enzensberger E: Det var de «tre majorer». H: Hvor har De det uttrykket fra? E: Brüning bruker det i sine memoarer. H: Jaså? Med det mener han vel Kurt von Schleicher og Bodo von Harbou, som jeg kjente fra krigsskolen og fra Første verdenskrig. E: Om Dem skriver han: «I første halvdel av 1919 hadde disse tre

majorer, som stadig sto i vennskapelig kontakt med hverandre, stor, om ikke til og med avgjørende innflytelse på alle viktige spørsmål i forbindelse med militære forhold.» Det var høyst rosende ment. De skal ha forhindret kaos. H: Nå, der overdriver han vel en smule. E: Ett år senere ville Noske, slik det var forutsatt i Versailles-traktaten, omsider oppløse disse frikorpsene som pillet ham på nesen. Det passet ikke Deres svigerfar. H: Naturligvis ikke. Han motsatte seg det. Hvorpå ministeren sendte ham på ferie, det vil si: Han kastet ham ut. Og da satte den gamle igang sitt statskupp. Det var den 12. mars 1920. Jeg vet ennå nøyaktig hvordan han beordret Brigade Ehrhardt å marsjere mot hovedstaden og styrte regjeringen. Han ville absolutt at jeg skulle være med på det. E: Vanskelig for Dem! H: Hvordan da? E: De nektet. H: Naturligvis. En tankeløs operasjon! E: De hadde åpenbart forsøkt alt mulig for å få ham fra det. H: Det var nytteløst. E: Deres venn Schleicher var dengang en viktig mann i Wehrministerium. Han advarte Dem mot ordrenektelse. «Tenk deg godt om, du har fem barn.» Og De skal ha svart: «La dem gå og tigge hvis de blir sultne.» H: Hvem sier det? E: Deres sønn Kunrat. H: Det kan godt være. E: Til slutt fikk jo Deres svigerfar Dem sogar arrestert. 30

Hammerstein H: Tre eller fire timer, så hentet mine menn meg ut. E: Og hvordan gikk det videre? H: Han skjøv en stråmann ved navn Kapp foran seg. En ubetydelig, fet

byråkrat med lorgnett og stiv snipp, som hadde innsmigret seg hos Ludendorff, som forøvrig også var en taper. E: Tross alt inntok jo Lüttwitz Berlin med Frikorps-folkene sine. H: Mytteri. E: Rikskansleren og hans kabinett hadde flyktet. H: Bauer het han. Heller ikke noe lyst hode. E: Hvorpå denne Wolfgang Kapp innsatte seg selv som rikskansler. H: Det betydde ingenting. Lüttwitz hadde overtatt kommandoen over riksvernet, ville leke militærregjering. Troppen gikk selvfølgelig ikke med på det. Og særlig ikke sivilistene. De organiserte jo generalstreik. E: To tusen ble tross alt drept. H: Noe svineri. Det var over på fire dager. Høyforræderi! 50 000 mark i belønning for å pågripe ham – hvilket han var stolt over. Det var ikke lett for Maria, alt det der. Kapp, den fjotten, trakk seg tilbake til Sverige, og min svigerfar gjorde seg usynlig. Først dro han til Breslau, så til Slovakia med passet til en slektning; utga seg for å være en herr von Lorenz. Derfra med hestevogn over grensen mot Ungarn. En gang var det en grensevokter som ville stanse ham, siden han fant passet mistenkelig. Hypp, hypp og galopp! og borte var han. Der hvor han søkte ly, traff han en kusine av min avdøde svigermor, som han så straks giftet seg med. Hvordan han klarte å skaffe seg et ekte pass, det vet da fanden. Med det kom han seg tilbake til Tyskland og gjemte seg hos en prest i Eulengebirge. En dag dukket kriminalpolitiet opp, med femten mann. «Hvor er generalen?» – «Aner ikke.» – «Sengen hans er jo varm ennå.» Sannsynligvis hadde de ikke lyst til å finne ham. Men hvorfor forteller jeg Dem dette? E: Bare fortsett. H: Naturligvis kom amnestiet tre uker senere, som amen i kirken. Hindenburg var nettopp valgt til rikspresident og hadde sørget for 31

Hans Magnus Enzensberger

det. Min svigerfar hadde også den freidighet å søke om pensjon med tilbakevirkende kraft, og vet De hva? Han fikk den også. Et temmelig stivt stykke; han var tross alt dømt for høyforræderi, med rettskraftig dom. Så holdt han kjeft en stund, til 1931; da fikk han ferten av nye muligheter. Harzburger Front passet ham som hånd i hanske, og i 33 gratulerte han nazistene med maktovertagelsen. E: Det forbauser meg ikke. Han kunne jo ikke fordra jødene. H: Det var han ikke alene om. Det var faktisk helt normalt i hæren. De skulle hørt jødevitsene til mine regimentskamerater! Så det var ikke videre oppsiktsvekkende. Franskmennene og engelskmennene var forøvrig akkurat likedan. Det var ikke fanatisme, snarere en dårlig vane. Først da det var for sent, merket de hva det betydde. E: Det er noen som aldri lærer. H: Det er Deres ord! Men da kjenner De den gamle Lüttwitz dårlig. I 1934, etter De lange knivers natt, ga det der seg. Da skjønte de fleste av den gamle garde hva denne Hitler var istand til. Og da gikk vi på jakt sammen igjen, Lüttwitz og jeg, akkurat som i gamledager. Det forstår De antagelig ikke. E: Kanskje ikke helt. Men jeg skal gjøre mitt beste. Får jeg likevel lov til å stille Dem enda et spørsmål? H: Bare fortsett. E: I hvilken sinnstilstand mottok De Deres gjest i Bendlerstrasse tretten år senere, den 3. februar 33? H: Hvilket humør jeg var i for over sytti år siden? Sannsynligvis var jeg nær ved å kaste opp.