VINTEROPSKRIFTER FRA FÆLLESSKABET
På dansk findes desuden:
Averno (2006, da. 2021)
Vild iris (1992, da. 2022)
LOUISE GLÜCK
VINTEROPSKRIFTER FRA FÆLLESSKABET
På dansk ved Jens Bruun
Vinteropskrifter fra fællesskabet
Af Louise Glück
På dansk ved Jens Bruun
Copyright © 2021, Louise Glück
All rights reserved
Denne udgave: © Forlaget Multivers ApS, 2023
1. udgave, 1. oplag
Sat hos Demuth Grafisk
Omslagsillustration: Zhu Da (朱耷)
Tilrettelæggelse af omslag: Demuth Grafisk
Tryk: Totem
Printed in Poland 2022
ISBN: 978-87-7917-616-4 www.multivers.dk
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.
Udgivelsen er støttet af:
velux fonden
Tak til Anne Marie Têtevide
Til Kathryn Davis
CONTENTS
POEM 10
THE DENIAL OF DEATH 14
WINTER RECIPES FROM THE COLLECTIVE 28
WINTER JOURNEY 38
NIGHT THOUGHTS 44
AN ENDLESS STORY 46
PRESIDENTS’ DAY 56
AUTUMN 58
SECOND WIND 64
THE SETTING SUN 66
A SENTENCE 78
A CHILDREN’S STORY 80
A MEMORY 82
AFTERNOONS AND EARLY EVENINGS 84
SONG 86
ACKNOWLEDGMENTS 90
INDHOLD
DIGT 11
AFVISNING AF DØDEN 15
VINTEROPSKRIFTER FRA FÆLLESSKABET 29
VINTERREJSE 39
NATTETANKER 45
EN UENDELIG HISTORIE 47
PRÆSIDENTERNES DAG 57
EFTERÅR 59
NY VIND 65
SOLNEDGANGEN 67
EN SÆTNING 79
EN BØRNEHISTORIE 81
ET MINDE 83
EFTERMIDDAGE OG TIDLIGE AFTENER 85
SANG 87
TAK TIL 91
WINTER RECIPES FROM THE COLLECTIVE
VINTEROPSKRIFTER FRA FÆLLESSKABET
DIGT
Day and night come hand in hand like a boy and a girl pausing only to eat wild berries out of a dish painted with pictures of birds.
They climb the high ice-covered mountain, then they fly away. But you and I don’t do such things—
We climb the same mountain; I say a prayer for the wind to lift us but it does no good; you hide your head so as not to see the end—
Downward and downward and downward and downward is where the wind is taking us;
I try to comfort you but words are not the answer; I sing to you as mother sang to me—
Your eyes are closed. We pass the boy and girl we saw at the beginning; now they are standing on a wooden bridge; I can see their house behind them;
Dag og nat kommer
hånd i hånd som en dreng og en pige der kun standser for at spise vilde bær fra en skål dekoreret med billeder af fugle.
De klatrer op ad det høje isdækkede bjerg; så flyver de bort. Men du og jeg gør ikke sådan noget –
Vi klatrer op ad det samme bjerg; jeg beder en bøn om at vinden vil løfte os men det hjælper ikke; du skjuler dit hoved for ikke at se enden –
Nedad og nedad og nedad og nedad er hvor vinden fører os;
Jeg forsøger at trøste dig men ord er ikke svaret; jeg synger for dig som mor sang for mig –
Dine øjne er lukkede. Vi kommer forbi drengen og pigen vi så i begyndelsen; nu står de på en træbro;
jeg kan se deres hus bag dem;
11 10
POEM
How fast you go they call to us, but no, the wind is in our ears, that is what we hear—
And then we are simply falling—
And the world goes by, all the worlds, each more beautiful than the last; I touch your cheek to protect you—
Hvor går I hurtigt råber de til os, men nej, vi har vinden i ørerne og kan kun høre den –
Og så falder vi simpelthen –
Og verden passerer, alle verdenerne, den ene smukkere end den anden;
Jeg rører din kind for at beskytte dig –
13 12
THE DENIAL OF DEATH
1. A TRAVEL DIARY
I had left my passport at an inn we stayed at for a night or so whose name I couldn’t remember. This is how it began. The next hotel would not receive me, a beautiful hotel, in an orange grove, with a view of the sea. How casually you accepted the room that would have been ours, and, later, how merrily you stood on the balcony, pelting me with foil-wrapped chocolates. The next day you resumed the journey we would have taken together.
The concierge procured an old blanket for me. By day, I sat outside the kitchen. By night, I spread my blanket among the orange trees. Every day the same, except for the weather. After a time, the staff took pity on me. The busboy would bring me food from the evening meal, the odd potato or bit of lamb. Sometimes a postcard arrived.
On the front, glossy landmarks and works of art. Once, a mountain covered in snow. After a month or so, there was a postscript: X sends regards.
AFVISNING AF DØDEN
1. EN REJSEDAGBOG
Jeg havde efterladt mit pas i en kro hvor vi havde været en nat eller så og hvis navn jeg ikke kunne huske. Det var sådan det begyndte. Det næste hotel ville ikke tage imod mig, et smukt hotel, i en appelsinlund, med udsigt over havet. Hvor skødesløst du tog imod det værelse der skulle have været vores og, senere, hvor muntert du stod på altanen og smed chokolader i sølvpapir efter mig. Næste dag genoptog du den rejse vi skulle have gjort sammen.
Portneren fandt et gammelt tæppe til mig. Om dagen sad jeg uden for køkkenet. Om natten bredte jeg mit tæppe ud mellem appelsintræerne. Hver dag det samme, bortset fra vejret.
Efter nogen tid fik personalet medlidenhed med mig. Afrydderen bragte mig rester fra aftensmaden, den tiloversblevne kartoffel, en stump lam. Af og til kom der et postkort.
På forsiden strålende seværdigheder og kunstværker. Én gang et snedækket bjerg. Efter en måned eller så var der et PS: X hilser.
15 14
I say a month, but really I had no idea of time. The busboy disappeared. There was a new busboy, then one more, I believe.
From time to time, one would join me on my blanket.
I loved those days! each one exactly like its predecessor. There were the stone steps we climbed together and the little town where we breakfasted. Very far away, I could see the cove where we used to swim, but not hear anymore the children calling out to one another, nor hear you any more, asking me if I would like a cold drink, which I always would.
When the postcards stopped, I read the old ones again.
I saw myself standing under the balcony in that rain of foil-covered kisses, unable to believe you would abandon me, begging you, of course, though not in words—
The concierge, I realized, had been standing beside me. Do not be sad, he said. You have begun your own journey, not into the world, like your friend’s, but into your self and your memories.
As they fall away, perhaps you will attain that enviable emptiness into which all things flow, like the empty cup in the Daodejing—
Jeg siger en måned, men egentlig havde jeg ingen ide om tid.
Afrydderen forsvandt. Der kom en ny afrydder, så en til, tror jeg.
Af og til kom en af dem ud til mig på mit tæppe.
Jeg elskede de dage! Enhver af dem nøjagtig som den forrige. Der var de stentrin vi sammen besteg og den lille by hvor vi fik morgenmad. Meget langt borte kunne jeg se den bugt hvor vi plejede at svømme, men ikke længere høre børnene der råbte til hinanden, eller længere høre dig spørge om jeg ville have en kølig drink, hvad jeg altid ville.
Da postkortene stoppede, læste jeg de gamle igen. Jeg så mig selv stå under altanen i den regn af kys i sølvpapir, ude af stand til at tro du ville forlade mig, jeg bønfaldt dig, naturligvis, blot ikke med ord –
Jeg blev klar over at portneren havde stået ved siden af mig. Du skal ikke være ked af det, sagde han. Du har begyndt din egen rejse, ikke ud i verden, som din vens, men ind i dig selv og dine minder.
Efterhånden som de svinder, vil du måske opnå den misundelsesværdige tomhed, som alle ting flyder ind i, som den tomme kop i Daodejing –
17 16
Everything is change, he said, and everything is connected. Also everything returns, but what returns is not
what went away—
We watched you walk away. Down the stone steps and into the little town. I felt something true had been spoken and though I would have preferred to have spoken it myself I was glad at least to have heard it.
Alt er forandring, sagde han, og alt er forbundet. Desuden vender alting tilbage, men det der vender tilbage til os er ikke det som forsvandt fra os –
Vi så dig vandre bort. Ned ad stentrappen
og ind i den lille by. Jeg følte at noget sandt var blevet sagt og skønt jeg ville have foretrukket at have sagt det selv var jeg glad for i det mindste at have hørt det.
19 18
2. THE STORY OF THE PASSPORT
It came back but you did not come back. It happened as follows: One day an envelope arrived, bearing stamps from a small European republic. This the concierge handed me with an air of great ceremony; I tried to open it in the same spirit.
Inside was my passport. There was my face, or what had been my face at some point, deep in the past. But I had parted ways with it, that face smiling with such conviction, filled with all the memories of our travels together and our dreams of other journeys—
I threw it into the sea.
It sank immediately. Downward, downward, while I continued staring into the empty water.
2. HISTORIEN OM PASSET
Det kom tilbage men du kom ikke tilbage. Det skete som følger: En dag ankom en konvolut, med frimærker fra en lille europæisk republik. Portneren rakte mig den med en storslået gestus; jeg forsøgte at åbne den i den samme ånd.
Indeni var mit pas. Der var mit ansigt, eller hvad der havde været mit ansigt på et tidspunkt, i en fjern fortid. Men jeg havde taget afsked med det, det ansigt der smilede med en sådan overbevisning, fyldt med alle minderne om vores rejser sammen og vores drømme om andre rejser –
Jeg kastede det i havet.
Det sank øjeblikkeligt. Nedad, nedad, mens jeg blev ved med at stirre ned i det tomme vand.
21 20