KASPER LAPP VERDENEN NEDENUNDER
For kun en uge siden var kong Kalos på årets første jagt. Nu lå han kold og stiv i sit gravkammer. Vikto havde holdt begravelsestale for sin far. Slotspladsen havde været fyldt af undersåtter, der ville tage afsked med deres konge.
Men i dag var der usædvanligt stille på slottet. Stilheden nærmest rungede i de lange korridorer. Alle tjenerne og vagterne gik rundt med alvorlige ansigter og sorte sørgebind, og ingen sagde et ord. Vikto var sikker på, at hans far ville have sagt ”kom så ud og nyd foråret, drenge!”, så det havde Vikto tænkt sig at gøre. Om fem dage var sørgeperioden ovre, og han skulle bestige tronen. Mytopias yngste konge, så længe nogen kunne huske. Der ville sikkert blive nok at se til.
Han havde lokket sin tvillingebror, Malto, med ud. Ellers ville
Malto bare sidde på sit kammer og tænke på deres far – og det gavnede jo ikke nogen.
Malto bar stadig sit sørgebind om armen, hvorimod Vikto
9
KAPITEL 1 KANTEN
havde viklet sit om panden. Kong Kalos ville have smilet ved synet, det var Vikto sikker på.
Mens de gik ud over bakkerne forsøgte Vikto at få en samtale i gang. Han undgik omhyggeligt alt, der kunne lede tankerne hen på deres far. Men Malto svarede bare ”ja”, ”nej” eller ”hmmm”, når han overhovedet svarede. Til sidst gad Vikto ikke længere, og så gik de i tavshed. Vikto gik med faste skridt og måtte jævnligt standse op og vente på sin bror, der traskede sløvt af sted. Til sidst mistede han tålmodigheden og satte i løb.
”Hej, vent!” råbte Malto bag ham.
Vikto satte farten lidt ned, så Malto kunne indhente ham.
”Er vi ikke på vej ud imod kanten?” spurgte Malto forpustet.
”Jo, netop.”
”Men det må vi jo ikke.”
”Siger hvem?”
”Mester Amoni og … far.”
”Om fem dage er jeg konge,” sagde Vikto. ”Jeg går lige præcis, hvorhen det passer mig!”
”Men det er jo farligt. Kanten kan skride. Vi kan falde af Mytopia.”
”Pjat. Jeg har været derude masser af gange.” Vikto smilede, da
10
han så Maltos overraskede blik. ”Lad nu være med at være sådan en bangebuks. Der sker ingenting, jeg lover.”
Malto så ud, som om han ville sige noget, men Vikto gad ikke høre det. I stedet satte han tempoet op. Han genkendte klippen længere fremme, hvor der bagved bare var luft. Det var kanten af Mytopia.
Da han trådte op på klippen, lå Verdenen Nedenunder udstrakt langt under ham. Udsigten var aldrig den samme. Mytopia svævede
i de dage over en tæt, forårsgrøn skov, der glimtede i sollyset – dér, hvor Mytopia ikke skyggede. Bag skoven lå nogle grønne bakker og bag dem nogle røde bjerge, der næsten nåede halvvejs op i højde med Mytopia. Til højre lå en stor sø foran en vidtstrakt slette, der var delvist indhyllet i tåge. Det var et fantastisk syn. Vinden ruskede i hans hår. Den var stærkere herude ved kanten.
”Wow!” udbrød Malto forpustet et sted bag ham.
Vikto drejede sig og smilede. ”Bare kom tættere på.”
”Jeg kan godt se herfra.”
De stod lidt og nød udsigten.
”Er det ikke en skam, at der ligger sådan en stor verden under os, men at vi bare skal være her hele vores liv på lillebitte Mytopia?” spurgte Vikto.
11
”Mytopia er da ikke lillebitte.”
”Drømmer du aldrig om at se, hvad der sker dernede?”
”Jeg synes, der sker så rigeligt heroppe,” svarede Malto og blev fjern i blikket.
”Du kunne leve hele dit liv på dit værelse og stadig mene, at der skete for meget,” grinede Vikto.
Malto trak på skuldrene.
”Bare jeg havde sådan en luftballon, som mester Amoni fortalte os om,” fortsatte Vikto. ”Hvorfor droppede man dog dem?”
”Fordi der ikke bor mennesker dernede længere. Det er for farligt.”
”Men de kunne da godt lige have gemt en enkelt ballon til mig,” sagde Vikto. ”Så kunne jeg fyve ned og besøge Kleo. Han må være dernede et sted.”
Malto lyste op i et smil. ”Han er sikkert gigantisk nu!”
Dengang de fandt Kleo, havde han været ganske lille. Under én af brødrenes første ture alene i Kongeparken, var de stødt på en unaturligt stor rede, der lå under et træ. I reden havde der ligget et enkelt kulsort æg. Det så ud, som om det havde ligget der i fere år, for reden var halvvejs dækket af rådne blade. Vikto havde sat sig på hug for at samle ægget op, men i samme øjeblik han rørte det,
12
fækkede det midt over. Et ganske lille, hvidt frbeneagtigt væsen med små fagermusevinger kiggede op på dem med store, gule øjne.
De havde ledt efter noget, de kunne fodre den med. Bær, blade, rødder og nødder ville den ikke spise. Først da Vikto gav den en regnorm, slubrede den ivrigt ormen i sig og slikkede sig om sin lille mund med sin tvedelte slangetunge.
I fere måneder havde de fodret lille Kleo, der efterhånden ikke var så lille endda. Orme slog ikke længere til, men Vikto var allerede dengang en dygtig jæger, og det var forår, så han fangede harer. En dag, da de kom til reden, fandt de et par gedebukkehorn og nogle afgnavede knogler. Malto var blevet bekymret, for hvad hvis Kleo en dag spiste én af dem? Det mente Vikto bestemt ikke, at Kleo kunne fnde på.
”Men hvad nu, hvis han spiser et andet menneske?” havde Malto fortsat. Han havde dog ikke behøvet at bekymre sig, for dagen efter var Kleo pist borte, og de havde aldrig hørt eller set noget til ham siden. Væsner som ham hørte til i Verdenen Nedenunder.
13
Kom, lad os spise madpakke derude,” foreslog Vikto og trådte nærmere kanten. Malto fulgte tøvende efter med små, forsigtige skridt. Vikto satte sig helt ude, hvor han kunne kigge lodret ned, hvis han lænede sig frem. Malto satte sig en meter bag ham. De fandt deres madpakker frem. Der var både ost, pølse, røget fsk, nybagt brød og blåbær.
”Æv, de har glemt tomater,” sagde Vikto. De spiste lidt i tavshed.
”Er du egentlig slet ikke nervøs for at skulle være konge?” spurgte Malto.
”Næ, hvorfor skulle jeg være det?”
”Alt det ansvar. Er du ikke nervøs for, om du kan fnde ud af at regere landet?”
Vikto kiggede tilbage på Malto og kneb øjnene sammen. ”Tror du da ikke, jeg kan det?”
”Jo jo, selvfølgelig,” svarede Malto hurtigt. ”Jeg tænker bare på det med at blive konge så tidligt. Mester Amoni er jo kun lige begyndt at undervise os i, hvordan man gør.”
”Det er ikke så svært,” svarede Vikto. ”Det handler bare om at vise alle, hvem der bestemmer, så de ikke fnder på at lave ballade. Holde ro og orden og afholde nogle turneringer og fester, så folket
14
er glade. At være konge er det letteste i verden, hvis man har, hvad der skal til!”
Et stenkast fra dem gik et langt tyndt klippefremspring ud over afgrunden. Lidt som en bro ud i ingenting. Vikto fk en idé og fskede et reb op af tasken.
”Hvad skal du med det?” spurgte Malto.
Rebet var af fneste kvalitet – smalt, let, smidigt og stærkt. Vikto gik over til klippefremspringet og begyndte at binde rebet om maven.
Imens kom Malto over til ham. ”Hvad er det, du laver?”
”Jeg vil ud og stå på det yderste af kanten. Som en god konge må man have været i alle ender af Mytopia, og jeg starter med den her.” Vikto smilede bredt og så sig rundt. ”Perfekt!” udbrød han, da han fk øje på en gammel pæl, der stod banket ned i jorden. Det var ikke til at se, hvad formålet med pælen var – eller havde været.
”Nu skal du se, hvordan man binder et dobbelt halvstik.” Vikto lavede to løkker af rebet og lagde det over pælen. ”Vupti! Verdens bedste knude. Holder til hvad som helst, for jo mere man trækker, desto strammere bliver den.”
”Du er ikke rigtig klog,” sagde Malto.
Vikto klukkede. ”Det er godt, at det er mig, der skal være konge,
15
og ikke dig. Du har mod som en muldvarp. Hvis jeg falder, så redder rebet mig. Så skal du bare hive mig op.”
Malto rystede på hovedet.
”Og ellers klarer jeg det nok selv,” sagde Vikto. ”Jeg har gode armkræfter.”
Malto himlede med øjnene. ”Du er lige så dumdristig som far.”
Vikto mærkede en pludselig vrede skyde op i sig. Han knyttede sine hænder. ”Du skal ikke tale dårligt om far. Det var en ulykke!”
Hvorfor skulle Malto altid ødelægge stemningen?
Vikto drejede rundt og begyndte vandringen ud på det smalle klippefremspring. For opvisningens skyld strakte han armene ud til siderne og svajede lidt frem og tilbage. I virkeligheden var det overhovedet ikke svært at holde balancen. Det var lige så let som at gå alle mulige andre steder uden at falde. Den eneste forskel var, at hvis han faldt her, så var der fere kilometer ned. Men det var jo derfor, han havde rebet om livet.
Han nærmede sig det yderste af klippen og manglede kun et enkelt skridt, da klippen pludselig forsvandt under ham. Før han nåede at opfatte, hvad der skete, fk han en mavepuster – rebet bremsede hans fald. Så hang han dér og dinglede, mens det yderste af klippefremspringet faldt videre ned mod skoven under ham. Det
16
var simpelthen knækket af Mytopia. Hans hjerte bankede heftigt, men det var en fantastisk fornemmelse at hænge frit i luften. Det føltes, som om han føj.
”Wuhuu! Du skulle prøve det Malto! Hvis du kan lide udsigten deroppe, så skulle du prøve den hernede!”
Med ét forsvandt rebets pres på hans mave. Det var, som om en voldsom blæst slog imod ham nedefra, og først efter nogle sekunder forstod han, hvad der foregik.
Han var i frit fald.
17
18
KAPITEL 2 SKOVEN
Skoven under Vikto nærmede sig med stadig højere fart. Snart
så han de enkelte træer. Han mærkede blade svirpe mod sine arme. Det føltes som at falde igennem et stort, grønt hav, og han lukkede øjnene, mens han tumlede nedad. Det måtte være nogle usædvanligt høje træer, for han hvirvlede rundt i mindst et minut, før han endelig landede på ryggen i noget, der føltes som en kæmpe pude.
Han lå helt stille med lukkede øjne og mærkede efter. Det smertede overalt i hans krop, men det lod ikke til, at han havde brækket noget. Utroligt nok. En symfoni af lyde omgav ham.
Fuglesang og summende insekter. Lydene var højere og mere intense, end dem han kendte fra skoven bag slottet.
”Hvad var det?” lød en dyb, knagende stemme.
Vikto slog øjnene op. Han lå nedsunket i et tykt lag fugtig mos.
”Dens krop ligner en hares,” lød en lysere, raslende stemme.
”Men den har hverken pels eller lange ører.”
19
Vikto satte sig op. Hans hoved nåede ikke engang op over mosset. Vaklende kom han på benene, for det var svært at holde balancen i det bløde underlag, og han var øm over det hele. Han kunne ikke se dem, der havde talt, men skoven var mørk med mange skygger at gemme sig i.
”Hvem dér?” råbte han, mens han daskede en stor, blåstribet fue væk fra ansigtet.
”Den har da ellers øjne,” lød den dybe stemme omme bag stammen på et gigantisk, knudret træ. ”Men dem kan den åbenbart ikke se med. Måske er det en muldvarp?”
”Nej, den kom ovenfra,” lød den lyse stemme. ”Muldvarpe kommer nedefra.”
”Jeg kan jo ikke se jer, når I gemmer jer!” råbte Vikto.
”Hvad mener den?” lød den dybe stemme. ”Vi gemmer os da ikke.” I det samme opdagede Vikto, at en sprække i træet bevægede sig op og i – som en mund – i takt med stemmen. Måske var det ikke en person bag træet, der talte. Måske var det træet.
”Undskyld. Jeg er ikke vant til talende træer.” Vikto spekulerede på, om han havde slået hovedet og så syner, men så bevægede sprækken sig igen:
”Der er måske ikke træer, hvor du kommer fra?”
20
”Jo, men de taler ikke.”
”Hvor kommer du da fra?” lød den lyse stemme fra en lille busk, som stod tæt på træets stamme.
”Oppe fra Mytopia,” svarede Vikto og pegede op. Trækronerne spærrede for udsynet som en tyk mur.
”Han mener den svævende klippe, jeg har fortalt dig om,” forklarede træet.
”Hvad laver du så hernede?” spurgte busken. Mens den talte, raslede dens blade, og dens små blomster vippede op og ned.
”Jeg faldt. Rebet må være knækket.” Vikto greb fat om rebet, som stadig var bundet om hans liv. En del af det hang oppe over træets grene. Han hev, indtil han nåede enden.
”Hvorfor ser du så forundret ud?” spurgte træet.
”Rebet er ikke knækket,” svarede Vikto. ”Det er mærkeligt.”
”Er det da et dårligt reb?”
”Nej, men …”
”Hvorfor er det så sært, at det ikke er knækket?”
”Fordi jeg havde bundet det om en pæl.”
”Ah, det lyder, som om du har en gåde, du skal have løst,” sagde træet ivrigt. ”Så er du kommet til de rette.”
”Ja, gåder er vores speciale,” sagde busken. ”Uglen kommer
21
med gåder til os fra hele verden. Kender du for eksempel den her: Hvad er det, der går og går og aldrig kommer nogen vegne?”
”Lad os nu lige løse harens gåde først,” sagde træet. ”Altså: Du havde bundet rebet om en pæl, og ikke desto mindre står du nu her med rebet i hånden?”
”Øh, ja.” Vikto tørrede sved af panden. Luften var varm og fugtig.
”Det er da en let gåde,” sagde busken. ”Knuden er jo bare gået op.”
Vikto rystede på hovedet. ”Det er umuligt. Et dobbelt halvstik går ikke sådan lige op.”
”Jamen, så må nogen vel havde bundet det op,” sagde træet.
”Hvem er de mistænkte?”
”Var der andre til stede end dig?” spurgte busken.
”Vi var kun mig og min bror.”
”Så må det være ham, der har bundet knuden op,” sagde busken. ”Gåden er løst – næste!”
Vikto rystede på hovedet. ”Selvfølgelig har han ikke det! Selv hvis han ville binde knuden op, så kunne han ikke. Ikke mens der blev trukket i rebet. Og jeg hang jo lidt, før jeg faldt. Eller … ”
Vikto kom i tanke om noget. ”Jo forresten. Hvis han skubbede
22
rebet op over pælen, kunne han måske godt. Men …”
”Gåden er løst,” sagde busken.
”Nej, for vi mangler stadig et motiv,” sagde træet. ”Hvorfor tror du, din bror gjorde det?”
”Malto ville aldrig gøre sådan noget!” sagde Vikto.
”Folk kan fnde på de mærkeligste ting, hvis de har noget at opnå ved det,” sagde træet. ”Vi må gå ud fra, at han ønskede at slå dig ihjel. At du overlevede skyldes min højde, og at jeg hjalp dig med at aftage farten, så du ikke knækkede mine grene. Og så det bløde mos selvfølgelig.”
”Ja, der var du heldig,” sagde busken. ”Hvis du var landet i et fyrretræ, havde du været færdig. De er lede. De ville have spiddet dig for sjovs skyld.”
”Hvad ville din bror få ud af din død?” fortsatte træet.
Vikto ville protestere, men skar bare en grimasse.
”Får han noget, som han ikke ville have fået, hvis du var der?” fortsatte træet.
Vikto rystede på hovedet.
”Overhovedet ingenting?”
”Jo,” svarede Vikto tøvende. ”Jeg er førstearving til Mytopias trone, og han er andenarving. Og vores far, kong Kalos, er lige
23
død. Hvis jeg også dør, er det min bror, der bliver konge. Men …”
”Aha!” udbrød busken triumferende. ”Nu er gåden løst.”
”Nej! Jeg kender min bror. Det kunne han aldrig fnde på! Han har ikke engang lyst til at være konge.”
”Det er du helt sikker på?” spurgte træet.
Vikto nikkede.
”Han havde det helt fnt med, at du skulle være konge?”
”Ja,” sagde Vikto, men trak lidt på det.
”Du lyder ikke helt overbevist.”
Vikto tænkte tilbage på deres samtale tidligere på dagen. ”Altså, han er vist lidt bekymret over, om jeg kan fnde ud af det. Men …”
”Ja, det er sikkert svært for dig at acceptere, at din egen bror har prøvet at slå dig ihjel,” afbrød træet. ”Men det er der såmænd masser af eksempler på.”
”Ja, masser,” sagde busken. ”Her i livet er det de snedige og de brutale, der overlever.”
”Det er spis eller bliv spist.”
”Ja, især her i Ormeskoven.”
”Og faktum er jo, at nogen må have skubbet rebet af pælen.”
Vikto stod i lang tid og stirrede ud i luften. Det hele føltes så uvirkeligt. Han kunne ikke tro, at hans egen bror havde ønsket ham
24
død. Men hvor meget han end vendte og drejede det, kunne han ikke fnde andre muligheder. Måske havde Malto i virkeligheden gået og drømt om at blive konge, selvom han altid havde sagt det modsatte. Og nu havde han med et snuptag fået chancen for at blive det.
Vikto mærkede en tåre i sin øjenkrog, men han ville ikke stå her og klynke. I stedet rettede han sig op. ”Jeg bliver nødt til at komme op på Mytopia inden kroningen! Kender I nogen, der kan hjælpe mig derop?”
”Kan du ikke bare hoppe?” spurgte busken.
”Du har altså ingen sans for højder, kære busk,” sagde træet. ”Så højt kan harer ikke hoppe.”
”Jeg er ikke en hare,” sagde Vikto. ”Jeg er et menneske.”
Der lød et knagende udbrud fra træet, og busken udstødte et lille hvin. En underlig stilhed sænkede sig over skoven. Fuglene holdt op med at synge og hakke, og selv insekterne stoppede med at summe.
”Den var god!” sagde busken endelig. ”Men du er alt for lille til at være et menneske. Og hvor er din økse?”
”Ja, enhver ved,” sagde træet, ”at mennesker er mindst ti meter høje og går omkring med økser og fælder uskyldige træer.”
25
”Ja, og de er uddøde for længe siden.”
”Hvis de da nogensinde har eksisteret. De kan lige så vel være en vandrehistorie.”
”Selvfølgelig eksisterer vi,” sagde Vikto. ”Jeg er jo lige her!”
”Hmpf,” sagde træet. ”Den insisterer. Så er den enten en løgner eller et menneske. Og hvad enten den er det ene eller det andet, så er den ikke vores ven.”
”Nej, det kan du knække grene på,” sagde busken.
”Det er også lige meget,” sagde Vikto. ”Jeg kan alligevel ikke bruge jeres hjælp til noget.”
”Hvordan vil du så komme derop?”
”Jeg fnder en måde.” Vikto begyndte at kæmpe sig igennem mosset. ”Der er altid en måde!”
”Den ender nok som ormeføde,” sagde træet.
”Det lyder sandsynligt,” sagde busken. ”Se, hvor hårdt den træder.”
”Ja, det er tydeligt, at den ikke er herfra.”
Vikto forstod ikke, hvad de snakkede om, men han ville bare væk fra dem. Mosset var ikke lige tykt alle steder, så efterhånden gik det lettere. Bag ham fortonede træets og buskens stemmer sig.
I skoven bag slottet voksede der kun bøgetræer, egetræer og
26
birketræer. I denne skov var det, som om hvert træ var forskelligt fra de andre. Nogle var knudrede, andre helt lige. Nogle var brune, andre sorte, hvide eller blå. Nogle havde mærkelige mønstre i barken – et enkelt var ternet som et skakbræt – og de feste var meget bredere og højere, end dem han kendte. På træernes grene hang slyngplanter med store, farvestrålende blomster, der udsendte et væld af dufte. Bier på størrelse med en hånd summede omkring imellem blomsterne, men de holdt sig heldigvis på afstand af Vikto.
Med ét gav Viktos ene ben efter under ham. ”Av, for Tristos!” Han var trådt ned i et hul dækket af mos. Mens han ømmede sig, fornemmede han en bevægelse ude til højre. Han drejede hovedet og syntes, han så et glimt af en lille skikkelse, der sprang ind bag et træ. Et barn?
Forsigtigt humpede han over til træet. Han gik fere gange rundt om det og spejdede også op i trækronen, men skikkelsen var ikke at se. Han brød sig ikke om denne her skov. Nu ville han ud, hvor han i det mindste kunne se Mytopia.
Oppe i trækronerne hoppede en masse små dyr rundt. Et lille egern fulgte ham i noget tid. Hver gang han drejede sig, sad det og kiggede på ham med sine usædvanligt store øjne.
”Hvad glor du på?” spurgte Vikto. Til hans overraskelse svarede
27
egernet med en spinkel, hviskende stemme:
”På dig! Du ser sprød og saftig ud. Jeg håber, der bliver levninger tilbage.”
Vikto blev helt mundlam, og kort efter vendte egernet rundt og pilede op ad en stamme.
Trækronerne myldrede af liv. Til gengæld så han ingen dyr på jorden. Kun mos af varierende tykkelse, afbrækkede grene og visne blade, nogle enkelte buske og en masse runde huller, som det han var trådt ned i. Han måtte gå forsigtigt frem. En gang imellem fór han sammen, når der lød en ukendt lyd. En banken, et skingert fugleskrig, en rystelse i jorden.
Viktos tøj og hud havde fået en del fænger af faldet igennem trækronerne. Han havde lange røde striber på kryds og tværs af kroppen. Sulten gnavede, og varmen gjorde ham tørstig. På slottet kunne han altid få en tjener til at hente sig en anretning, hvis han trængte. Men her måtte han nøjes med at fantasere om en tallerken med ost og pølse og et stort glas hyldeblomstsaft til.
I det samme fk han øje på en brombærbusk længere fremme med store, saftige bær. De så nærmest ud til at være på størrelse med æbler. Han glemte alt om huller og satte i løb.
Pludselig stod en sky af jord, mos og blade til alle sider. Han
28
bremsede op og stirrede målløst på det væsen, der stak sit hoved op ad jorden lige foran ham. En gigantisk orm! Den var mindst en meter bred og lignede en forstørret, brun regnorm – bortset fra en kæmpe mund med en kreds af sylespidse, sølvglinsende tænder.
29