Andre
bøger af samme forfatter Troldeunge Psykopatmordernaboen Amatørforbrydervikaren
MALENE FABRICIUS HOLM
At fordærve: At ødelægge eller skade. Stammer fra middelnedertysk ’derven’: at gå til grunde.
KAPITEL 1
Gadelygterne står i geled og bryder majmørket med deres lysende kegler. Jeg trasker afsted med ansigtet vendt mod fortovet og hænderne dybt begravet i jakkelommerne. Det var ikke sådan her, aftenen skulle have endt. Jeg sparker til en sten, som tumler afsted, rikochetterer på kanten af en skæv fortovs ise og rammer Conrad på underbenet. Han reagerer ikke. Han er alt for optaget af at holde fast i Nellies hånd. Hendes glatte, nøddebrune hår danser i vinden – jeg kan dufte det. Det dufter af æbler; søde, modne æbler. Jeg har lyst til at begrave mit ansigt i det.
Jeg går op på siden af Conrad, men fortovet er for smalt, og jeg lader mig sakke bagud igen.
Jeg burde have taget Nellies hånd til ungdomsskolefesten, men jeg gjorde det ikke. Jeg turde ikke. Og hvis jeg havde gjort det, havde hun sikkert også trukket den til sig. Jeg er ikke sådan en, man forelsker sig i. Det plejede Conrad heller ikke at være, men han er vokset – blevet bred over skuldrene. Jeg ligner stadig en, som går på mellemtrinnet bortset fra, at jeg har fået bumser i panden. Conrads hår sidder altid irriterende lækkert i en sirlig sidestrøget frisure til forskel fra mit uregerlige garn. Mine krøller gør præcis, som det passer dem, uanset hvor meget snask jeg putter i.
Jeg sparker til endnu en sten, en større en end før. Skosnuden kiler sig ind under den og løfter den op i en bue. Den rammer Conrad bagi.
”Hvad laver du?” Han vender sig og glor overrasket på mig.
Nellie kigger også. Hun ruller med øjnene og stryger en tot hår om bag øret.
”Undskyld. Jeg ville … det var… Hov.” Ordene vil ikke rigtig samle sig til en sætning. Blodet stiger op og farver mit ansigt kobberrødt.
De vender sig rundt igen og går videre. Jeg følger
8
efter dem som en lille, åndssvag hundehvalp. Det er sådan her, det bliver fra nu af – mig som tredje hjul. Hvis jeg da overhovedet får lov til at være et hjul.
En tosse står under en lygtepæl og roder i en skraldespand på det modsatte fortov lidt længere fremme. Det gennemslidte tøj hænger slapt omkring hans magre krop. Vi har en del af hans slags her i byen, men ham der har jeg aldrig set før. Han stopper med at grave i skraldet, da vi går forbi ham, og stirrer på mig. Et smil breder sig i hans nussede læderansigt og afslører en hullet række af gulbrune tænder. Jeg vender straks hovedet væk, da vi får øjenkontakt. Jeg kan ikke lade være med at kigge mig over skulderen, da vi har passeret ham. Han glor endnu! Han hæver armen og peger mod mig. Jeg stopper. Han vifter med hånden, som om han vil have, at jeg skal komme. En kuldegysning risler op ad ryggen og får det til at prikke i hovedbunden. Jeg vender mig hurtigt igen og småløber for at indhente de to andre.
”Han er megacreepy, ham der.” Jeg hiver Conrad i ærmet.
”Hvem?”
”Ham dér!” Jeg vender mig og peger i retning af
9
skraldespanden, men opdager, at manden er væk.
”Der var sådan en skraldespandsroder.”
”Slap dog af,” siger Nellie skarpt. ”Dem er der mange af. De gør ikke en sjæl fortræd.”
”Nej – men … vinke … han … også …” Hvorfor vil mine ord bare ikke give mening, når Nellie kigger?
Hun vender sig og hiver Conrad med.
”Kom. Jeg vil gerne hjem, jeg fryser.”
De sætter tempoet op, og jeg halser efter.
”Jeg skal dreje her,” siger jeg og kaster med hovedet mod den smalle cykelsti, hvor træerne næsten slutter helt tæt ind over.
”Ses på mandag,” siger Conrad og sender mig et nik.
”Ja – vi ses. Og hej Nilsen!”
”Nilsen?” spørger Nellie og Conrad i kor.
Kaldte jeg hende lige Nilsen? Kaldte jeg Nellie Nilsen? Jeg skynder mig at dreje ind ad stien uden at sige mere.
”Din ven er altså en freak,” hører jeg Nellie sige til Conrad.
Ved hun ikke engang, hvad jeg hedder? Vi har gået
10
i parallelklasse i otte år, og så kender hun ikke engang mit navn!
Der er bælgmørkt på stien. Kun lyset fra gadelygterne ved vejen skinner bag mig og dør ud efter et par meter.
Mine øjne vil ikke vænne sig til mørket. Heldigvis kender jeg vejen udenad. En gren knækker bag mig. Jeg vender hovedet, men kan ikke se noget. Her er altid mega skummelt. Er det skridt, der klikker bag mig? Eller er det mine egne, som giver genlyd? Jeg sætter farten op. Her er selvfølgelig ikke andre – men bare for en sikkerheds skyld.
”Eskild!”
Var der nogen, der hviskede mit navn?
Jeg kaster et hurtigt blik over skulderen og begynder at løbe. Der er heldigvis ikke så langt hjem herfra.
Bare lige ud for enden af stien og så fem huse frem.
Jeg kan se gadelygterne på min vej. Blodet pulserer for ørerne. Mine trin larmer mere, end de plejer, som en galopperende hest. Det lyder, som om andre
11
m
skridt blander sig med mine. Der må være nogen, som følger efter mig. Jeg løber hurtigere. Kigger mig tilbage igen, men kan ikke se noget. Nogen pruster tungt bag mig, det er ikke bare mit eget åndedræt! Jeg kigger bagud endnu en gang, mørket er stadig kulsort. Jeg øger farten yderligere og spæner det sidste stykke. Da jeg når villavejen, og gadelygterne igen lyser op, ser jeg mig tilbage en gang mere. En skikkelse står i mørket på stien, netop dér hvor lyset ikke længere når – gør der ikke? Et sug går gennem maven.
Jeg løber det sidste stykke frem til vores hus, åbner døren og smækker den lidt for hårdt bag mig. Billedet ved siden af døren skælver.
”Er det dig, skat?” kalder mor fra stuen.
Jeg ånder ud i et suk og trækker vejret dybt et par gange for at samle mig.
”Eskild?” kalder hun.
”Ja, mor,” svarer jeg stakåndet. ”Det er mig.”
”Du skal ikke smække sådan med døren.”
Jeg bliver stående et øjeblik, men hun siger ikke mere. Det passer mig nt, jeg har heller ikke lyst til at snakke. Jeg trasker ned på værelset. Det store
12
vindue ud mod haven kigger tomt tilbage på mig.
Er der nogen ude i mørket, som glor ind? Jeg ruller
persiennerne ned og retter de lameller, som sidder
skævt.
Lorteaften!
13
KAPITEL 2
Da jeg ligger i sengen, spiller ungdomsskolefesten på repeat i min hjerne. Diskolysene og de alt for mange sodavand. Mig alene i det erneste hjørne ved siden af en højtaler. Alle de andre, som griner og danser. Den dundrende bas, som resonerer i brystkassen. Conrad, som kysser Nellie og lader sine ngre glide gennem hendes lange hår. Den nagende uretfærdighedsfølelse. De andre, som aldrig ser mig. Den langhårede dreng, som taber sin cola og pladrer mine bukser til, uden at sige undskyld – uden så meget som at se på mig. Mig, som er usynlig. Mig, som lige så godt kunne være blevet hjemme.
Tårerne trænger sig på, jeg trækker dynen op over hovedet og krummer mig sammen som en snegl.
Hvorfor er jeg sådan her? Hvorfor er jeg så forkert!
En let tappende lyd kommer fra vinduet. Jeg kigger frem. Persiennerne er stadig rullet for.
Lyden stopper igen. Jeg trækker dynen tilbage over hovedet. Nu vil jeg sove, glemme alting. Måske er jeg heldig, at mit liv bare er en ond drøm, og når jeg vågner op i morgen, er det hele godt.
Det banker hårdt mod ruden. Mit hjerte hopper op i halsen, og jeg sætter mig brat op. Det var helt
sikkert ikke en fugl.
”Eskild,” lyder en stemme udefra.
Det banker igen. ”Eskild!”
Jeg stiger ud af sengen, tripper hen til vinduet og spreder ganske forsigtigt to lameller, så jeg lige kan kigge ud. Et øje stirrer tilbage på mig gennem det lille hul. Jeg springer forskrækket baglæns og rammer ind i reolen. Et par bøger falder ud og bumper ned på gulvet.
”Tag det roligt, Eskild,” siger stemmen. ”Jeg vil jo bare hjælpe dig.”
Forsigtigt nærmer jeg mig vinduet igen.
Jeg trækker i snoren og ruller persiennerne op.
16
”Hej Eskild.”
Jeg stivner. Det er ikke Conrad. Det er … skraldespandstossen. Et øjeblik står jeg bare og stirrer på ham. Hans små, stikkende pindsvineøjne borer sig ind i min sjæl. Jeg kan pludselig ikke bevæge mig.
”Lad mig hjælpe dig,” siger han, men jeg kan ikke se, at hans mund bevæger sig. Måske er det, fordi det er mørkt, eller måske fordi jeg ikke kan ytte blikket fra hans. ”Jeg kan få alle dine problemer til at forsvinde.”
Jeg river mig fri af hans blik og slipper snoren. Persiennerne ruller i med et brag. Så stormer jeg ud af mit værelse og gennem gangen, som føles lige så uendelig lang nu, som dengang jeg var lille og bange for at sove på mit eget værelse. Jeg løber gennem stuen og ind i mors soveværelse.
”Mor.” Jeg rusker i hende.
Hun smasker i søvne.
Jeg tænder sengelampen. Hun misser med øjnene og åbner kun det ene.
”Mor, kom! Der står en skraldespandsroder uden for mit vindue.”
17
Hun gaber, og jeg forsøger at trække hende ud af sengen.
”Mor! Han er sygt uhyggelig.”
Hun sætter sig op og tager mig i hånden.
”Hvad er der, skat?” Hun nusser min håndryg med sin tommel nger.
”Kom.” Jeg hiver hende op at stå.
Hun følger med mig tilbage til værelset. Jeg skubber hende hen til mit vindue og ruller op.
”Se,” siger jeg og gestikulerer med hånden mod vinduet, mens jeg ser på mor og venter på hendes reaktion.
Hendes ansigt forbliver i de samme krøllede sovefolder.
”Skat.” Hun gnider sig i ansigtet. ”Jeg tror, du har drømt.”
Jeg kigger mod vinduet, der er ingen!
”Men han var der altså.” Jeg vipper håndtaget, skubber vinduet op og stikker hovedet ud. Ingen.
Kun en ugle tuder et sted i mørket.
”Gå i seng igen. Du har bare drømt.”
”Nej, det var ikke en drøm!”
”Drømme kan være utrolig livagtige.” Hun skubber
18
mig blidt til side og lukker vinduet. ”Jeg drømte
engang om gigantiske edderkopper, og da jeg åbnede
øjnene, lå der én på min hovedpude. Jeg blev så
forskrækket og slog ud efter den med min knyttede næve. Jeg vågnede først rigtigt, da nogen sagde av!
Din far k sådan et sæbeøje.” Mor griner lidt. ”Det er mange år siden.”
”Men mor,” prøver jeg igen.
”Gå nu i seng, skat.” Hun kysser mig på panden og forlader værelset.
Jeg stirrer stift mod vinduet. Han var der! Jeg ved, han var der!
19
EN SÆRLIG TAK TIL:
Ella og Lauritz, fordi I har lyst til at lytte til mine historier, og for jeres umiddelbare reaktioner, når jeg fortæller om spirende projekter eller læser ufærdige passager for jer.
Mor og far, for jeres evige støtte og opbakning, og fordi I altid tror på mig, selv når jeg ikke gør.
Ulrik, fordi du opmuntrer, støtter og giver mig plads til at udleve mine vanvittige idéer.
MALENE FABRICIUS HOLM
Malene Fabricius Holm (f. 1984) debuterede i 2022 med den humoristiske tween-krimi
”Psykopatmordernaboen”.
Hun brænder især for at skrive for børn og unge.
Læsning voldte hende en del problemer i folkeskolen, derfor drømmer hun om, at hendes historier kan være med til at tænde læselysten. Udover bøger og noveller, skriver Malene også teaterstykker.
IG: @malene.fabricius.holm
Facebook: facebook.com/
forfattermalenefabriciusholm/