Noget er på vej. Antologi med 24 noveller om nordisk folketro

NOGET ER PÅ VEJ

24 FORTÆLLINGER OM NORDISK FOLKETRO

FORORD - Lene Vinther Andersen

ORMEGÅRDEN - Sinus Reuss

SKIFTING - Teddy Vork

DRAUGENS DØTRE - Thea Marie Munk Pedersen

BARE GRAVE - Nicoline Kjærsgaard Møller

NIS - Alexandra Vinther

HAR DU MØNT? - Rikke Havner Alrø

BORTLEDT - Thea Astrid

USYNLIG - Mette Engel-Holm

HESTEN AF VAND - Silja Bødker

DEN VILDE JAGT - Signe Fahl

GLEMSLENS SØ - Kat Lassen

FANTOMLYS - Helle Jakobsen

LILLI-ROSE - Malene Fabricius Holm

LØFTET - Alexandra Vinther

MØRKERÆD - Andrias Andreasen

Æ KROCHMAND - Judith Annette Sølvkjær KLOKKEDYBET 2.0 - Pernille Thorenfeldt

FORORD

Ved Lene Vinther Andersen

En aften var jeg på vej ud for at tømme kompostspanden i kompostbeholderen, som står bag et stykke hæk nede i bunden af haven. Det var blevet halvmørkt, men jeg kendte vejen ned ad græsstien temmelig godt, så jeg fortsatte. Lige da, jeg trådte ind bag hækken til kompostbeholderen, kunne jeg mærke, at min fod stødte på noget tungt, blødt - og uden tvivl levende. Jeg kiggede ned, men kunne ikke skelne, hvad jeg var stødt ind i. Jeg havde ikke mod på at famle videre i mørket og vendte om. På vej tilbage til huset overvejede jeg, hvad jeg havde mødt der i mørket. Måske naboens orange kat, som tit ligger og varmer sig i en bladbunke ved siden af kompostbeholderen? Nej, en kat ville nok være faret op, mjavet og løbet væk. Så var det snarere pindsvinet, som vi ofte har set tøffe rundt om aftenen. Eller hvad kunne det ellers have været?

Via mit arbejde som arkivar i Dansk Folkemindesamling på Det Kgl. Bibliotek har jeg læst mange gamle sagn om møder med overnaturlige væsener. Så jeg begyndte at fantasere om, hvilke historier sådan en oplevelse kunne have udviklet sig til, hvis jeg havde levet for fx 200 år siden: Var det en nisse, der lå og sov bag hækken? Eller en genganger, der engang var blevet begravet på det sted, og nu var ved at stige op af jorden? Eller en varulv, der lå på lur?

Når man læser de gamle sagn, fremtræder en hel parallelverden befolket af overnaturlige væsener. Ude i bakkerne boede bjergfolkene, og bønderne måtte være omhyggelige for ikke at pløje for tæt på deres høje, for så kom bjergmændene og hævnede sig; fx ved at kaste sygdom over bøndernes husdyr. I menneskenes gårde boede nisserne, og i skovene levede ellefolkene. Mændene skulle passe på ikke at lade sig forføre at de smukke ellepiger med hule rygge. I havet boede havfruer, der kunne varsle storm og redde søfolk fra at drukne. Der var også

væsener, der sommetider kunne tage form som dyr, fx varulve og marer. Der var gengangere og spøgelser – og mange, mange andre forunderlige skikkelser, som mennesker har berettet om gennem generationer.

I alle tider og kulturer har mennesker søgt at forklare dagligdagens umiddelbart uforståelige oplevelser. Vi kan hente forklaringer i de store religioner som kristendommen og i naturvidenskaben, men vi kan også forsøge at forklare det uforklarlige ud fra mere uoffcielle, folkelige forestillinger. Folketroen udgør ikke én sammenhængende helhed, men består af mange forskellige – og ofte indbyrdes modstridende – forestillinger om overnaturlige væsener, kræfter, ritualer og sammenhænge. Der opstår løbende nye fortællinger, mens andre går over i glemslen, når der ikke længere er nogen, der oplever dem som relevante at genfortælle. Mange af de gamle sagn, som engang blev fortalt mundtligt videre fra generation til generation, er heldigvis blevet skrevet ned, så vi kan få kendskab til dem i dag. De overnaturlige væsner i de gamle beretninger var ofte knyttet til naturen – skovene, vandet, bakkerne osv. Før i tiden boede de feste mennesker på landet, og de var tættere på naturen og direkte afhængig af den, når de skulle skaffe mad, tøj mm. De tolkede lyde og bevægelser og forsøgte at tyde naturens tegn.

Det kan ikke afgøres, hvor meget af fortællingernes sagnverden, fortidens mennesker har troet på, var virkelig. Mens mange mennesker har været overbevist om forskellige væseners eksistens, har andre nok været mere skeptiske eller ligefrem afvisende. I dag er det begrænset hvor mange, der tror på eksistensen af varulve, bjergfolk og ellepiger. Men hvad med ånder og engle? Er det muligt at få kontakt med afdøde mennesker, og lever der mystiske væsener ude i rummet?

Også i dag er der forskel på, hvad mennesker tror på. Hvor folketroen tidligere først og fremmest blev overleveret via mundtlig fortælling, bliver den i dag også spredt via internettet, podcasts, flm, bøger og meget mere.

Folketroen tilbyder forskellige, alternative måder at forklare hændelser på. Mødet med alternative forklaringsmodeller kan anspore mennesker til at sætte spørgsmålstegn ved de verdensanskuelser, der hersker i samtiden. Mon fremtidens generationer vil kigge tilbage på vores – til den tid forældede – antagelser og forklaringer og undre sig, fordi de har fået ny viden, vi ikke har i dag?

I folketroen kan man hente brændstof til fantasien. Den bog, du læser nu, skriver sig ind i en lang tradition for, at digtere og andre kunstnere har fundet inspiration i folketroen. Et kendt eksempel er H.C. Andersen, der skrev eventyret om Den lille havfrue i 1837. Det gav videre inspiration til den verdenskendte havfrueskulptur ved Langelinje fra 1913 og til Disneyflmen af sammen navn i 1989.

Det kan være en stærk og vigtig oplevelse i sig selv, når man møder noget, der opfattes overnaturligt. Men ofte får oplevelsen først rigtig mening, når den efterfølgende fortolkes. Det sker også, når de usædvanlige oplevelser genfortælles til andre mennesker. Vi beskriver og forklarer hændelserne, og tilhørerne kan hjælpe til med at tolke det skete. Det sker i samklang med vores verdensbillede og de måder, man plejer at forklare lignende fænomener i det fællesskab, vi er en del af. Mit eget møde med et ukendt væsen i baghaven tolkede jeg først ud fra mit eget verdenssyn, og derfor strejfede mine tanker først nabokatten og pindsvinet. Mine tanker faldt ikke – i hvert fald i første omgang – på fx rummænd eller vampyrer. I aftenmørket kunne jeg ikke orientere mig ordentligt, men jeg var dog på kendt og tryg grund. Min oplevelse havde måske været anderledes, hvis jeg været et ukendt sted. Eller hvis jeg lige havde set en krimi, sci-f eller en gyserflm, så jeg havde været i et andet tankespor. Vi tolker nemlig ud fra, hvilke sindsstemninger, følelser, tid på døgnet og miljø vi er i, når vi oplever noget underligt.

Jeg tror faktisk, at det var et pindsvin, jeg mødte i haven – for jeg synes, at jeg svagt kunne skimte noget, der var pigget og sammenrullet. Jeg får det dog aldrig opklaret, men det gør jo ikke oplevelsen – eller tolkningsmulighederne – mindre spændende.

ORMEGÅRDEN

Sinus Reuss

Jeg ville ønske, at mor og far smilede en gang imellem. Jeg ved godt, jeg skal dø, men alligevel. Det gør det ikke bedre, at det nogle gange føles, som om jeg allerede er til min egen begravelse.

Nogle gange prøver de, og det er endnu værre. Deres mundvige trækker opad, som om de har krampe, og der løber vand i deres øjne. Så skal de pludselig på toilettet eller hente den der kop kaffe, de lavede lige før, eller … Du ved nok, hvad jeg mener. Også selvom du forhåbentlig ikke skal dø snart.

Jeg var rasende, da jeg fk min dødsdom. Jeg græd og råbte og bandede, for det var monsteruretfærdigt. Midgårdsormen-size-monsteruretfærdigt. Jeg ville aldrig nå at blive voksen. Mor og far blev efterhånden endnu mere alvorlige og gik stille omkring mig som spøgelser. Så jeg begyndte at gemme vreden og tårerne til om natten. Græd og bandede under dynen, så jeg var sikker på, de ikke kunne høre det. Om dagen lod jeg som om. Som om jeg var okay med, at jeg skulle dø.

Og når man holder kæft, hører og ser man, hvad der sker rundt omkring. Og det er ikke bare mig. Hele verden er uretfærdig. Børn dør overalt. Jeg er i det mindste blevet femten.

Så jeg lever med det — lidt endnu, i hvert fald. Ikke, at jeg synes, det er fedt. Det er bare sådan, det er. Jeg prøver at tage tingene stille og roligt og nogle gange ligefrem smile og være glad. Eller i hvert fald lade som om. Det er svært at være glad, når alle går rundt med hængeøjne og omvendt smiley. Men jeg vil nyde den sidste tid og have det rart med mor og far og en sjælden gang imellem en ven.

De feste af vennerne dukker ikke op længere. Når man er femten, har man så meget andet at lave end at sidde ved en sygeseng. At sidde og snakke med

døden. Og nu, hvor det er april, og solen skinner, og fuglene synger, kan de altid undskylde sig med, at der ikke er lang tid til eksamen. Som jeg ikke skal til. Jeg lever sikkert ikke engang så længe.

Jeg må ikke komme på skolen mere. Det er alt for farligt med alle deres virusser og bakterier. Selvom jeg ikke længere får kemo, er min krop så svag nu, at den mindste forkølelse kan slå mig ihjel. Nogle gange ville jeg næsten ønske det. Så ville det hele være overstået, og mor og far ville kunne lære at smile igen en dag. Men kun næsten.

Jeg kravler forsigtigt ud af bilen og retter mig op i solskinnet. Far kigger på min hånd, der automatisk har lagt sig på min mave.

”Gør det meget ondt, skat?”

”Nej nej,” lyver jeg.

”Skal du have noget ekstra morfn?”

”Nej tak. Jeg holder bare på maven, for så føles det bedre.”

”Okay. Du siger til, hvis du ombestemmer dig, Mikkel.”

Jeg nikker og undgår at se ind i hans medlidende blik. Han skal ikke vide, at min mave føles som en ormegård, hvor ormene hugger og hugger og hugger og sprøjter deres gift ind i mig. Jeg bliver ædt op indefra. Men jeg vil ikke have mere morfn nu. Så bliver jeg sløv og træt, og sådan gider jeg ikke bruge min sidste tid.

”Lad os kigge på huset.” Jeg trækker mine mundvige op i et smil, der må være tæt på det falskeste i verden. Det er så længe siden, far har set et ægte, at han sikkert ikke opdager det.

Far smækker bildøren bag mig, og mor låser bilen med et bip. Jeg retter blikket fremad.

Husene til hver side er nice. Til højre et lavt, hvidt et med stråtag og haven fuld af røde roser. Til venstre et i røde mursten med to etager, en velholdt forhave med en meget fn, grøn græsplæne og vinduerne fulde af blomstrende potteplanter. Det er bare ikke de huse, vi skal bo i. Vi skal bo i det i midten.

Det er virkelig svært at holde mundvigene oppe.

Et heksehus.

Jeg skal bo i et heksehus.

”Det skal nok blive pænt, når vi lige får gjort lidt ved det,” siger far.

”Det er fnt nok,” lyver jeg.

De kommer aldrig til at gøre noget ved det. I hvert fald ikke, mens jeg lever. De er også trætte hele tiden. Det er hårdt at passe mig og deres jobs samtidig. Så huset får være, hvad det er. Det er tæt på hospitalet, hvor vi bruger mere og mere tid. Det er det vigtigste. Mit blik glider over det hærgede hus og den vilde have.

Stakittet er vindt og skævt. Det et lavet af en masse træstave, der engang var hvide, men det meste af malingen er for længst slidt af. Bag stakittet ligner forhaven en jungle. Buske, slyngplanter og små træer er vokset sammen i et virvar, og jeg har aldrig set så høje mælkebøtter. De når mig til midt på låret. Og så er der selve huset …

Et gammelt træhus, der er malet mørkebrunt, men malingen hænger i lange strimler som guirlander. Indenunder er træet mørkt og vejrbidt. Taget er af tagpap, og der er grønne pletter på. Jeg håber ikke, det drypper ind. Huset er i to etager, og vinduerne stirrer på mig som sorte øjne.

Jeg glor på huset og vrider min hjerne for at fnde et eller andet pænt at sige.

”Det er virkelig dejligt, at jeg ikke skal op ad en trappe for at komme ind.”

”Ja, det kiggede vi også efter,” siger mor.

”Og med en kærlig hånd …” siger far.

Jeg nikker og går langsomt og forsigtigt hen ad havegangen, så jeg ikke ryster ormegården i min mave for meget. Mor går foran op til døren. Far går ved siden af mig.

Havegangen var engang store, grå fiser. Nu er de knækkede og bulede, og græs og ukrudt vælter op i alle revnerne.

”Vi skal selvfølgelig nok få skiftet fiserne,” siger far.

Jeg ryster på hovedet.

”Det er fnt.”

Det kommer heller ikke til at ske. Det vigtigste er også, at det bliver lettere for mor og far, når vi bor her.

Mor vrikker nøglen ind i låsen, rokker den frem og tilbage lidt, før låsen drejer op med en hvinen.

”Tadah.” Mor slår døren op og går indenfor.

Jeg koncentrerer mig sammenbidt om den skæve trappesten, får hejst min krop op på den, uden det gør alt for ondt. Mor og far behøver heller ikke bekymre sig endnu mere, end de allerede gør. Inden for døren standser jeg. Og blinker. Hold kæft, en øjebæ. Ja, det er det her fantastiske ord, jeg stødte på, og du kan nok gætte, hvad det betyder. Det passer perfekt på det køkken, jeg står i.

Alt er af træ, og det er fnt nok, men det hele er malet gult, og tapetet er hvidligt med små lyseblå og lyserøde blomster. Køkkenet er gammelt og slidt, tapetet har revner og bare pletter, og et par af køkkenlågerne står på klem — de kan sikkert ikke lukkes ordentligt. I væggen til venstre står en dør (gul) kvart åben ind til en stue, der vist er lige så hæslig, og til højre fører en trappe (gul) ovenpå, hvor jeg aldrig kommer til at sætte mine ben. Mellem køkkenbordene og trappen står endnu en dør (gul) åben ud til en lille gang.

Mor og far har forsøgt at dække den værste hæslighed med billeder fra det gamle hus. Mange billeder. Og det er da et fnt forsøg, men det gør rummet endnu mere farveforvirret. Spisebordet med seks stole er også hjemmefra.

Mor går gennem køkkenet og hen til den lille gang, venter heldigvis ikke på en kommentar om rummet.

”Dit værelse er her — lige over for wc’et.” Hun peger på to døre over for hinanden. Jeg går langsomt efter hende og ud i gangen, der også har småblomstret tapet og gule døre og paneler. Her har tydeligvis boet en heks med ekstremt dårlig smag.

En brun dør for enden af gangen med en lille, matteret, gul rude må føre ud til en baghave. Til venstre er døren lukket, men mor skubber den til højre op. Min mave synker.

Midt i mit værelse står en hospitalsseng.

Altså, sådan en er virkelig behagelig, og det er rart, at den kan indstilles, så man kan ligge i alle mulige forskellige stillinger. Det er bare ikke særlig hyggeligt at have et stykke hospital i sit hjem. Og der står den og minder mig om, at jeg snart skal dø. Ved siden af står et dropstativ med hjul og sætter en fed streg under, at vores liv er fyldt med sygdom.

I det mindste er sengetøjet ikke hospitalshvidt. Det er mit eget betræk, som er fyldt med farvestrålende fugle. Efter at have brugt al for meget tid på hospitalet de seneste år, er jeg blevet meget glad for farver. Måske vil mange femtenårige synes, at sengetøj med fugle er barnligt — eller i hvert fald lade som om — men jeg er nået dertil, hvor jeg er ligeglad. Og hvem pokker skal også se det? Martin kommer selvfølgelig stadig forbi hver anden uge, men han vil aldrig sige noget. Han er en god ven.

Jeg kigger rundt i resten af værelset og ånder lettet op. Intet gult og småblomstret. Mor har spartlet hullerne i væggene og malet dem og panelerne hvide, og møblerne fra mit gamle værelse — bortset fra sengen — er blevet fyttet ind. Der er hvide gardiner med små, tossede, farvestrålende ugler, og gennem vinduet har jeg udsigt til havens vildnis. Buske og træer er groet sammen, og små stier slynger sig ind igennem. Som en gammel, magisk skov. Der er en bulet stenterrasse uden for vinduet, så ”skoven” ikke kommer helt tæt på. Masser af forårssol bader værelset i gyldent lys. Ude på terrassen står de to solblegede liggestole fra vores gamle have.

Jeg kigger på mor og far.

”Hvor er det fot.”

Mor lyser op — uden at smile, selvfølgelig.

”Jeg er glad for, at du kan lide det, skat.”

Trætheden har sneget sig ind i mine knogler, og nu fyder den hurtigt ud i resten af kroppen. Det har været en travl morgen.

”Jeg vil godt hvile mig lidt.”

”Selvfølgelig,” siger far. ”Skal jeg hjælpe med sengen?”

”Nej, far.” Jeg ruller med øjnene. ”Jeg har ligesom prøvet en hospitalsseng før.”

”Nå ja,” mumler far.

”Du kalder, hvis du får brug for os,” siger mor.

Jeg nikker og går over til sengen, sætter mig på kanten, før jeg skubber hjemmeskoene af. Det er sådan noget, man får lov til, når man er syg nok. At gå med hjemmesko udenfor.

Jeg tager betjeningen, der hænger på siden af sengen, trykker på en knap,

og hovedenden kører langsomt op med en brummende lyd. Jeg lægger mig forsigtigt og kører sengen ned i en perfekt stilling. Det er nu meget godt at have en hospitalsseng. Giftslangerne i ormegården gør ikke nær så meget oprør, når jeg kan lægge mig så forsigtigt.

Mor og far står stadig i døren og kigger på mig.

”Det er altså lidt svært at sove, når I står og glor på mig.”

”Vi går nu,” siger far hurtigt, og mor lukker døren udefra.

Jeg drejer ansigtet mod vinduet. Solens stråler ligger varmt over mit højre ben. Ude i havens vildnis står et stort træ. Det er gammelt og knudret, og mange steder er barken næsten sort. Det kan klart lave mange troldeskygger hen over den bulede terrasse, men vinduet går ikke langt nok ned til, at jeg kan se det. En gammel gren er vokset sammen med stammen for mange år siden, så der er et stort hul. Hvis jeg var syv år og rask, ville jeg kravle gennem det hul med kroppen fuld af kriblende spænding.

En gnidende lyd vækker mig, og jeg slår øjnene op. Her er mørkt. Kun den lille, runde lampe i kontakten ved døren lyser svagt. Så jeg kan fnde ud på wc om natten uden at skulle tænde lys. Jeg kigger forvirret rundt. Alt er svage skygger og ukendt, men her lugter ikke af hospital.

Nå ja. Jeg er i mit nye værelse. I vores hæslige, hærgede heksehus, hvis eneste fordel er, at det ligger tæt på hospitalet. Men det har været en okay dag. Vi fk hygget os med et lille spil Bonanza i eftermiddags og så lidt tv her til aften. Og både mor og far fk arbejdet noget.

Men hvad var det for en lyd?

Mit blik glider værelset rundt. Så standser det ved to gule øjne, der stirrer lige ind i mine. Gåsehud rejser sig på arme og skuldre. Ude i mørket sidder et eller andet væsen og stirrer på mig. Det bevæger sig, og den gnidende lyd vender tilbage. Den gnubber noget mod vinduet. En … pote.

For helvede. Jeg har lyst til at slå mig selv i hovedet. Der sidder en kat udenfor og skraber på vinduet. Jeg kan svagt ane dens mørke omrids, ignorerer den og lukker øjnene. Den skraber ikke på vinduet igen, men selv med lukkede øjne kan jeg mærke dens gule blik trænge langt ind i mig. Hårene på mine arme vil ikke

lægge sig, og jeg kan ikke sove. Jeg rækker ud efter min telefon på natbordet, men lader armen synke. Mor og far er rigeligt slidte, uden de behøver rende rundt om natten og jage katte væk, fordi jeg er åndssvag.

Jeg sukker og griber ud efter sengebetjeningen. Sengen løfter brummende min ryg, og jeg stikker fødderne ud på trægulvet. Det er ikke koldt. Jeg håber ikke, jeg jokker på en splint. Mor eller far har taget mit drop ud, mens jeg sov, så jeg rejser mig og humper over til vinduet.

Kattens gule øjne er store og runde og stirrer lige ind i mine. Den ser sort ud, men det er svært at være sikker her midt om natten. Morfnen gør mig ør, og gule øjne med store, sorte pupiller smøres ud over verden. Jeg griber fat om vindueskarmen og støtter mig til den. Verden bliver langsomt sig selv igen. I min mave er der kun sløve bevægelser i ormegården. Katten sidder stadig på gesimsen uden for vinduet og glor på mig.

”Godnat, mis. Jeg kan altså ikke sove, når du sidder og stirrer på mig.” Jeg trækker gardinet med de skøre ugler for, men bliver stående. Orker ikke at skulle gå tilbage for at jage den væk, hvis den begynder at skrabe på vinduet igen. Men her er stille, og jeg går forsigtigt tilbage i seng og falder straks i søvn.

Jeg stirrer ned på cementen, der engang var havregryn med mælk og sukker. Solen stråler fra en skyfri himmel og får alt det gule træ i køkkenet til at se endnu mere gult og forfaldent ud. Tilbagelænet jazz med trompet og klaver spiller fra fars telefon, der ligger henne på køkkenbordet. Blander sig med klirrende lyde fra tallerkner, glas og bestik, som far så stille som muligt tager ud af opvaskemaskinen og sætter på plads.

Jeg sukker og river blikket løs fra det, der tidligere var mad. Jeg har ikke lyst til at fodre slangerne i ormegården mere. De er rigeligt aktive og aggressive, som det er. Deres hug rammer indeni som skarpe stød.

Jeg rejser mig, og stolen skraber hvinende hen over gulvplankerne.

”Jeg sætter mig ud i solen.”

Far vender sig mod mig. Hans blik glider automatisk ned til skålen.

”Skal du ikke have mere at spise? Måske hjælper …”

”Nej,” siger jeg skarpt. ”Jeg kan ikke spise mere.”

Og jeg kommer ikke til at leve længere, fordi jeg tvinger mere ned.

”Nej, selvfølgelig ikke, undskyld. Sæt du dig ud og nyd det gode vejr. Jeg skal nok tage din skål, når jeg er færdig her.”

”Tak.” Jeg fytter langsomt min krop over til gangen og ind på mit værelse. Jeg tager Harry Potter 6 fra natbordet og kigger på min dyne. Jeg kan ikke slæbe den, og far skal ikke have endnu mere besvær, så dynen kommer ikke med ud. Jeg går langsomt og forsigtigt ud i baghaven. Solen er lun og bader den ujævne terrasse i sit gyldne lys. Fugle kvidrer, og her dufter friskt af forår og lidt mørkt af skovbund.

Far har allerede været her og slået den ene liggestol op. Han har lagt et foldet tæppe på det ene armlæn. Jeg sender ham en taknemmelig tanke og bugserer mig ned at sidde, spreder tæppet ud over mig. Jeg fylder ikke meget i liggestolen længere. Solen skinner på min hud, varmer mit ansigt og mine hænder. Der er læ for vinden her tæt på huset.

Troldetræet med sit hul rejser sig skråt foran mig og rækker grenene i alle retninger. Det er virkelig tosset og knudret at se på. Måske kan min ånd gå ind i det træ, når jeg dør, og så kan jeg blive en trold. Det er vel bedre at være en trold end at være død.

Jeg sukker og river mig ud af mine tanker, åbner Harry Potter ved bogmærket. Jeg er næsten færdig med den. Jeg håber, jeg også når at læse syveren. 6 og 7 er klart de bedste i serien.

Solen skinner lysende orange gennem mine lukkede øjenlåg. Jeg har vist sovet lidt. Harry Potter ligger frkantet og lidt tungt på tæppet ovenpå mine alt for tynde ben. Der er også noget andet, der ligger op ad mig. Noget varmt og blødt. Jeg åbner øjnene. En sort kat har mast sig ned ved siden af mig i liggestolen. Den ligger med lukkede øjne og forpoterne foldet ind under sig selv og ser uhyre tilfreds ud.

En klukken undslipper mig, og jeg bliver helt overrasket. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har udstødt glade lyde.

”Hej, mis.” Jeg aer den forsigtigt på hovedet.

Den åbner de store, gule øjne et øjeblik, før den tilfreds lukker dem igen.

OM FORFATTERNE

Sinus Reuss (f. 1973) debuterede med novellen Er det bare mig? i juli 2021 og en måned senere med bogen Intet at skjule. I den kommende tid er fere noveller samt en roman på vej.

”Jeg elsker den danske folketro og tænkte, jeg ville skrive om gravsoen eller helhesten, fordi de er så uhyggelige. Men da jeg læste op på folkloren, opstod den historie, som det endte med -- et nok noget mere ukendt hjørne af folketroen: hultræet/kludetræet.”

www.szkskole.wixsite.com/sinusreuss

Teddy Vork (f. 1977). Cand. mag i engelsk, litteraturvidenskab og skrivekunst. Debuterede i 2008 med novellesamlingen Hvor skyggen falder. Har siden udgivet fere romaner og novellesamlinger, primært gys. Seneste udgivelse er romanen Mulm, som vandt prisen for årets horrorudgivelse i Danmark (2020).

‘’Det overnaturlige væsen i min fortælling er en skifting. En skabning, jeg altid har fundet interessant, fordi den ligner noget menneskeligt - endda den sødeste og mest harmløse udgave af et menneske, da det er et barn - men den er i virkeligheden noget uhyrligt, som skjuler sig i vores midte. I min fortælling synes jeg dog, at det tyder på, at det ikke er skiftingen, der er det skræmmende, men vi menneskers overbevisninger om verden.’’

Thea Marie Munk Pedersen (f. 1985) debuterer

i denne antologi med sin novelle Draugens Døtre.

”De mørke og dystre elementer i den gamle folketro fascinerer mig, og her er draugen uden sammenligning en skabning, der bringer uhygge og død med sig ...”

Nicoline Kjærsgaard Møller (f. 1992) har skrevet Bare grave, der er én ud af tre noveller, hun debuterer med i 2021. Hun er uddannet folkeskolelærer, men arbejder i en spilbutik, mens hun skriver på sin første fantasyroman. ”Jeg har altid været fascineret af monstre, så da jeg faldt over gravsoen i min research af væsner fra den danske folketro, var jeg ikke i tvivl. Et paranormalt dræbersvin? Selvfølgelig skulle gravsoen vækkes til live.”

Instagram - @nicolinemoeller_forfatter

Alexandra Vinther (f. 1980) er ved at få udgivet fantasyromanen Skæbnekortene.

Historie, fyvning og de fantastiske genrer ligger hendes hjerte nært.

”Jeg har valgt at skrive om nissen, fordi jeg gerne vil vise en anden version af ham end den hyggelige julenisse. I Nis møder I nissen som vætte og en gårds skytsånd, og sådan en skal man ikke spøge med.”

”I Løftet skriver jeg om valravnen, fordi den er et væsen fra folketroen, der alt for sjældent skrives om. For mig er den en spændende formskifter – og så kan den jo fyve!”

Instagram - @forfatteralexandravinther

Rikke Havner Alrø debuterede med romanen Stormtid i september 2021. Hun skriver primært fantasy til unge og voksne.

”Novellen Har du Mønt handler om lygtemænd. Det er en myte, der altid har fascineret mig, fordi den synes at have hjemme i selve det danske landskab med moser og skove. Angsten for at forsvinde i mørket ligger dybt i mange af os, og det kan jeg selv relatere til. Derfor valgte jeg at skrive om lygtemænd.”

Instagram - @r.alroforfatter

Thea Astrid (f. 1989) debuterede med fantasybogen Langt væk fra Asgård i 2020. Bogen er første del af en trilogi. Thea skriver udelukkende bøger med udgangspunkt i mytologier, myter og folkesagn.

”Folketro og psykisk mishandling er opskriften på min novelle. Jeg har valgt at skrive om det lidt ukendte sagnvæsen huldre, der lever i skjul. Navnet betyder da også den skjulte/skjult. Netop myten om huldre går rigtig godt i spænd med novellens overordnede tema - nemlig fænomenet gaslighting; psykisk mishandling, der foregår i det skjulte og har til formål at nedbryde offeret.”

Instagram - @thea.astrid.fynbo

Mette Engel-Holm (f. 1977) debuterer med novellen Usynlig i denne antologi. I 2022 udkommer hendes første roman.

”Jeg havde et ønske om at grave lidt dybere ned i den del af folketroen, der ikke er så synlig længere. Derfor faldt mit valg på gård- og skæbnetræerne. Særligt den, efter sigende sandfærdige fortællingen, om egetræet Paraplyen, der bragte stor ulykke over en gårdejer og hans familie, gav mig ideen til min egen historie.”

Instagram - @fab_holmbooks

Silja Bødker (f. 1951) debuterede i 1985 med børnebogen Buksevand på Forlaget Sesam. Siden har hun udgivet en stribe bøger for især unge, men hendes seneste to udgivelser er for voksne.

”Jeg elsker at skrive bøger for unge, da jeg her kan bruge min fantasi og lade alt ske, næsten. Mine bøger spænder fra historiske bøger til science fction, fantasy og ikke mindst bøger om mobning. Jeg har valgt at skrive om åmanden i Hesten af vand, fordi jeg har Odense Å i mig fra min barndom - sikkert på grund af en meget ubehagelig oplevelse. Men nu husker jeg Havhesten, åens brune, langsomt strømmende vand og så bliver jeg guidet af min fantasi.”

Signe Fahl – forfatteren til Hels Rejse og serien Tågespind, som blander mytologi, folkesagn og historie.

”Jeg er vild med folkesagn og historie. Jeg er også vild med mine unger, hvoraf den ene kører cross, så denne novelle blev en kombination af disse.”

Instagram - @fahlsigne

Kat Lassen (f. 1976) debuterede med fantasybøgerne Livets Port 1 + 2 i 2013.

Siden har hun skrevet fere bøger til både børn og unge.

”Hver morgen, når kører jeg forbi Glumsø sø, er der næsten altid en glinsende til tider næsten glimtende tåge, som spreder sig fra søen og langt ud over de omkringliggende marker. Mine børn ville højst sandsynlig blive skuffede, hvis jeg en dag ikke udbryder mit sædvanlige: ’Se, nu brygger mosekonen og indhyller det hele i et magisk slør’.

Jeg elsker også at gå rundt om søen og har gjort det i mange år. Sivene, badebroen og hele mystikken, som naturen omkring søen giver mig, får mig ofte til at digte og fnde på til mine bøger. Så, da Forlaget Krabat søsatte denne antologi om folklore, var det en selvfølge for mig at ære dette sted. Og hvorfor så ikke bringe mosekonen og lygtemanden til live i søen, så der kom mere substans under min daglige kommentar til mine børn: ’Se, nu brygger mosekonen …’.”

Instagram - @katlassen

Helle Jakobsen (f. 1989) har altid haft et svagt punkt for fantasy og science

fction til den lidt mørke side. Hun er bl.a. med i forfattergrupperne bag gyserantologierne Mørkets Gerninger og Mørkets gerninger går igen fra Forlaget Petunia, samt science fction-antologien

Årlige Uploads 2021 fra forlaget Ildanach.

”Ideen til Fantomlys kom efter en tur til heksemuseet Hex! i Ribe, hvor min bedste veninde

og jeg ledte hele museumsbutikken igennem efter Heksehammeren. Vi har altid haft en fælles interesse for historie og folketro, og i vores unge dage samlede vi på alt hekserelateret. Derfor gav det mening for mig at skrive om en pige, der tror fuldt og fast på fnurlige væsners eksistens, samler på gamle sagn og elsker biblioteksbøger.”

Mariane Mide (f. 1987) har gennem det sidste halve år fået optaget en række noveller i forskellige antologier. Drømmen er at udkomme med en roman inden længe.

”På kryds og tværs af Danmark løber åer og bække, og vi dør lige så meget som vores mobiltelefoner, hvis vi bliver holdt under vand. Åmanden er måske gået i glemmebogen, men vi har stadig brug for at respektere vandet.”

www.marianemide.com

Maria Pilh Bengtsen (f. 1993) har en kandidatgrad i jura og arbejder til daglig som advokat. Maria debuterede i 2020 med novellen Stilhed i antologien Mørkets gerninger går igen fra Forlaget Petunia og har derudover bidraget med novellen Knappen til SFC’s antologi Komplekskuller.

”Valget faldt på hyldetræet, da det fascinerede mig, hvordan man i folketroen tillagde træet mange gode og dårlige egenskaber. Ånden i træet var husets beskytter, men det gik helt galt, hvis træet ikke blev respekteret. Min historie handler om sådan et hyldetræ.”

Instagram - @mariapilhbengtsen_forfatter

Summer Ema er forfatter til teenserien Cool Nok, der udkommer i 2021.

”Jeg har skrevet om Natheksen og fænomenet søvnparalyse, fordi mareridt er et signal

fra underbevidstheden om, at man ikke har det godt. Kroppen og sindet er stresset, og det er vigtigt for mig at gøre opmærksom på, at man skal lytte til de signaler, kroppen og underbevidstheden sender os – især når vi sover.”

Instagram - @summer__ema

Lars Ahn (f. 1973) har medvirket i over 30 antologier, og hans seneste novellesamling blev kåret til Årets Danske Horrorudgivelse 2017.

”Idéen bag E. Høj var at forestille sig, hvordan en ellepige ville klare sig i den moderne verden, men brikkerne faldt først på plads, da jeg besluttede at gøre hende til en slags hemmelig agent/lejemorder.”

www.larsahn.dk

Rasmus Vestergaard (f. 1993) debuterer med novellen Mod lyset i 2021.

”Jeg er fascineret af grænserne for videnskabens målemetoder. Hvor viden, tro og tvivl overlapper. Hvor vi mennesker bliver nødt til at spørge os selv, om der er mere - eller måske mindre, mellem himmel og jord!”

www.rasmusvestergaard.com

Malene Fabricius Holm (f. 1984) debuterede med novellen Under den store eg i 2021. I 2022 udkommer hendes første roman.

”Folkesagn om skiftninger inspirerede mig til at skrive historien om en vandaliserende troldeunge i en menneskefamilie og forskelsbehandling mellem søskende. For mig er trolde og dansk folketro uløseligt forbundet.”

www.facebook.com/forfattermalenefabriciusholm

Andrias Andreasen (f. 1977) debuterede med romanen Lurian i 2017. Siden har han medvirket i en række antologier til børn og voksne.

”Jeg har skrevet en novelle, der relaterer til mine barndomsminder på Færøerne, hvor jeg er vokset op. Jeg må have været omkring de 8-10 år dengang og kan tydeligt huske, hvor skræmmende det var at bevæge sig ud efter mørkets frembrud; om jeg så havde været på besøg hos venner eller fået te og kage hos bedstemor, så var det altid, som at træde ind i et svedigt mareridt, når jeg skulle vende hjem om aftenen, alene under den mørke himmel, og så løb jeg over hals og hoved med hjertet galoperende inde bag brystkassen. Min novelle handler om denne angst. Det at være bange for noget, som alene eksisterer i kraft af ens vildfarende fantasi. Og der blev sandelig formet mange skabninger dengang; trolde, lygtemænd og andre umenneskelige skikkelser. Mørkeræd er inspireret af min egen fantasifulde rædsel, dengang jeg traskede omkring i bygden Selatrað på Færøerne i hvidbundede gummisko.”

www.andriasandreasen.dk

Judith Annette Sølvkjær (f. 1985) debuterede med Flugten fra sneglefarmen i 2016 og har siden skrevet fere børnebøger.

Æ Krochmand er hendes første novelle.

”Jeg mødte Krogmanden i Sønderjylland i min barndom. Min familie og jeg boede der kun nogle år, men historien om Krogmanden fulgte med ligegyldig hvor i landet, vi fyttede hen. Overalt i Danmark er der vand, så manden med den krumme krog, der gemmer sig under overfaden, glemmer jeg aldrig.”

Pernille Thorenfeldt (f. 1971) debuterede med novellen Blodrus i antologien

Mørkets Gerninger går igen fra Forlaget Petunia i november 2020. I marts 2021 udkom hendes første roman, børnekrimien

Slog nysgerrighed kattene ihjel? Forlaget Forårsbørn.

”Det siges, at Klokkedybet er det dybeste sted i Odense Å, hvor den ensomme å-mand bor.

Dette folkesagn, samt H. C. Andersens eventyr af samme navn, inspirerede mig til en nutidig fortælling om både søskendekærlighed og den første forelskelse.”

www.pernillethorenfeldt.dk

Gudrun Østergaard (f. 1965) debuterede med novellen Den grønne jakke i 2008. Hun har siden udgivet en lang række noveller og romaner for store børn og voksne. I 2018 fk hun Niels Klimprisen for steampunk-novellen Krinoline og kedsomhed – eller historien om en rigtig kvinde.

”Mosekonebryg har altid været magisk og lidt skræmmende for mig. Som en rest af en gammel glemt kultur, der indimellem manifesterer sig for øjnene af os og minder os om, at vi stadig er de samme mennesker som dengang. Derfor fk jeg lyst til at se, hvad jeg kunne få ud af den hvide tåge i en novelle.”

www.gudrunoestergaard.com

Barbara Beatrice Davidsen (f.1992) debuterede med novellen Sangfuglen i 2020. Hun læser og skriver sig igennem tilværelsen og deler sine oplevelser med omverden under navnet HyggeLitt.

”Jeg har valgt at skrive om noget oldgammelt og hævngerrigt, der er vågnet fra en dyb søvn, for at udforske, hvordan naturen fnder tilbage, når den er ude af balance.

Og så er der min forkærlighed for monstre, der bevæger sig i udkanten af dit synsfelt.”

http://hyggelitt.dk/