ALEXANDRA VINTHER
IJ
En sørgmodig FløjTE
Ernesto trak os ud af vrangen og ind i en lun
luft, der duftede af harpiks. Vi stod i skyggen af et stort nåletræ, der bredte sin underligt flade krone ud over os. Et stykke væk snoede en sandet sti sig ind mellem de spredte træer.
Både luften og træerne var anderledes end på heden og omkring byen med apoteket. Jeg var ikke i tvivl om, at vi, denne gang, var langt væk fra alt, hvad jeg kendte. Vi måtte altså være kommet sydpå. Derned, hvor mine tre rejsekammerater og venner kom fra. Nysgerrighed og nervøsitet knitrede i mig.
Foran os steg landskabet, og der blev færre og færre
træer, indtil de helt forsvandt, og der i stedet var rå, nøgen klippe. Stod vi ved et bjerg? Jeg lod blikket glide opad, hele vejen op til den forrevne tinde. Det var et bjerg, og det var så stort. Flere gange større end kirken og borgen. Synet tog vejret fra mig.
En svimmelhed, som var jeg blevet drejet rundt om mig selv utallige gange, fik mig til at træde et skridt til siden. Min fod ramte en kogle, der var lige så stor som en af Taddeos smedehænder. Andre kogler, der alle havde samme størrelse, lå overalt under træet. Var vi havnet i kæmpernes land?
Abel trådte ind ved siden af mig. Han havde stukket tommelfingrene i sine lommer og så ned på mig med øjne, der glimtede af humor. ”Er det koglerne, du kigger på?”
Jeg nikkede.
”Det er pinje.” Han samlede en af koglerne op og rakte den til mig. Den var lukket tæt. ”Kernerne kan spises, når den åbner sig.”
En raslen kom fra Taddeos rygsæk, da han hankede op i den. ”Kommer I?”
Han og Ernesto var på vej hen mod stien. Ernesto nøs og trak halstørklædet op til ørerne. Han så grå og dødtræt ud, selvom det kun var et øjeblik siden, vi havde forladt apoteket. Snart ville vi være et sted, hvor han kunne hvile og slippe af med sin forkølelse.
Jeg greb om kniven i lommen og sluttede mig til de andre. Tasken daskede uvant mod mit lår, tung af bogen med knokkelmanden og rullen med de sære tænger og skarpe knive. De samme slags tænger og knive, som den skibbrudne havde haft.
Abel gik ved siden af mig. Helt usædvanligt var han i skikkelse af en ung mand, for han holdt mere af at ligne dyr. Humor glimtede stadig i hans mørke øjne, og dagslyset faldt på de skarpe vinkler i hans ansigt. Mit blik blev tiltrukket af de sorte linjer, der snoede sig fra bag hans øre og ned over halsen. Taddeo og Ernesto havde den samme slags tatovering, og den gjorde det muligt for dem at tale og forstå andre sprog.
Snart var vi der, hvor jeg også kunne få sådan en tatovering, som de så længe havde lovet mig. En kriblen bredte sig fra min mave, som om den slap myrer ud i hele min krop.
Jeg kastede et blik op på Abel. ”Hvornår er vi der denne gang?”
Han vendte sig mod mig og trak vejret ind som for at svare, da sørgmodige toner fra en fløjte kom fra svinget forude.
Alle tegn på humor forsvandt fra Abels ansigt, og både han, Ernesto og Taddeo rynkede bryn. Forandringen kom så brat, som en haglbyge om sommeren.
”Hvad sker der?” spurgte jeg og tog fat i Abels ærme.
”En rejsende er død.” Ernestos stemme var hård og skrøbelig som flint. Han kastede et blik på Taddeo, der tog hans hånd, og så satte de af sted mod svinget med lange skridt. Abel trak mig med efter dem.
I en lysning foran en buet klippevæg stod ni husvogne.
De otte i en halvcirkel foran klippevæggen med den niende i midten. Hver vogn var som et blomsterhav med mange farver og mønstre, der dækkede de brædder, som husene var bygget af.
Tøjet på de mennesker, der stod samlet lige inden
for halvcirklen, var lige så farverigt. Ovenikøbet var de flestes tøj dækket af blanke metalstykker, der lignede mønter, og mænd som kvinder bar smykker af guld.
De var alle rejsende, og om lidt ville vi være iblandt dem. Mit hjerte hamrede på indersiden af ribbenene.
Den sørgmodige melodi kom fra en fløjtespiller, der stod foran vognen i midten. Fløjtespilleren var en spinkel dreng på min alder med tykke, sorte krøller.
Sølvglimt kom fra fløjten, når han bevægede den i sollyset, og sørgmodigheden fyldte luften som tung regn.
En klump samlede sig i min hals og gjorde det svært at synke. Ligesom varme trak op i mine øjne.
Da jeg var lige ved at græde, flettede varme sig ind i melodien, og det var som gyldent sollys, der brød frem under mørke skyer. Jeg kunne mærke lyset stryge mine kinder, og jeg følte mig holdt om af en, der ønskede mig alt det bedste. Selvom personen måtte gå nu og ikke ville vende tilbage.
IJ 2
FaKKElbærEr
Ernesto og Taddeo trådte ind bag de rejsende, der stod i bunden af halvcirklen, og standsede der. Ernesto så bekymret på vognen i midten.
Kendte han mon den, der var død?
Taddeo trak sin bredskyggede hat af og bøjede hovedet. Abel bøjede også sit hoved, så jeg gjorde det samme.
Jeg kunne dog ikke lade være med af og til at skæve op. Der var så mange ting at se på. Flere gange mødte jeg nysgerrige blikke fra de rejsendes børn og så dem trække i de voksnes tøj for at gøre opmærksom på os. De voksne viste os dog ingen opmærksomhed.
Fløjtespilleren lod melodien blive svagere og svagere. Det sørgmodige tog over igen, men uden at det kølede varmen. På en måde føltes den som et løfte om, at selvom det nu var farvel, så var det farvel ikke for evigt.
Den sidste tone lod fløjtespilleren strække sig lang og spøgelsesagtig som et tågeslør. Så tog han fløjten fra munden og løftede langsomt hovedet. Hans øjne var store og mørke, og ansigtet rundt og venligt.
En buttet kvinde med samme sorte og krøllede hår samlet under et mønstret tørklæde trådte hen til ham og lagde sin hånd på hans skulder. Hun begyndte at tale. Stemmen var kraftfuld og ordene fra det bløde og flydende, sydlandske sprog, som jeg havde hørt Abel og
Taddeo tale, lige før jeg mødte Abel første gang. Hvor ville jeg gerne have forstået, hvad hun sagde.
Alvoren i Ernestos, Taddeos og Abels ansigter tydede på, at det var en vigtig person, der var gået bort. Måske endda en, som de alle kendte?
Kvinden åbnede døren ind til husvognen. Nu, hvor jeg var tættere på, kunne jeg se, at vognens sider var dækket af udskæringer under de malede mønstre. På
den dør, som kvinden åbnede, var der udskåret og
malet et stort, stirrende øje. Det føltes, som om det så lige på mig, og jeg trådte ind bag Abel.
Kvinden trak en spids dolk fra sit bælte og holdt den op mod himlen. Hun sagde en sætning og prikkede sig så i blommen på pegefingeren med dolkens spids, før hun satte fingerspidsen mod døren.
Fløjtespilleren trådte hen til hende og fik også prikket sin finger, før han satte fingerspidsen mod døren. Så fulgte alle de andre rejsende en efter en. Hver af dem trykkede deres fingerspids mod døren.
Ernesto og Taddeo gik også frem. Abel fulgte efter, og jeg ville ikke stå alene tilbage, så jeg skyndte mig efter ham.
Fire af de rejsende tændte fakler, selvom solen var langt fra horisonten. Den ene fakkel blev givet til fløjtespilleren med et ærbødigt buk. Hvad skulle de fakler mon bruges til?
Foran mig satte Abel sin finger mod husvognens dør og efterlod et lille, rødt mærke blandt en masse andre.
Det var min tur til at få prikket fingeren. Jeg trådte ind foran kvinden, og ud af øjenkrogen så jeg, at der var stablet pinde og kløvet brænde under vognen. Ville de brænde den? Sikke et spild. Både af vognen og alt det brænde.
Kvinden tog om min hånd med sine ru fingre, og jeg mødte hendes mørke blik. Øjnene blev runde og blikket skarpt.
”Det her er Ellen,” sagde Taddeo med en blød stemme og sænket hoved. Han trådte ind ved siden af mig og lagde en varm hånd på min skulder. ”Ellen Knivsbærer.”
Kvinden flyttede sit skarpe, mørke blik tilbage på mig og trykkede om min hånd med begge sine.
”Mig en glæde at møde dig, Ellen. Mit navn er Delia. Vi må tale sammen.” Hun talte mit sprog, men hendes stærke, sydlandske dialekt fik ordene til at flyde en smule sammen. ”Men giv mig en dag til at sørge.”
Jeg nikkede. Hun havde mistet en eller anden. Måske havde fløjtespilleren også?
Delia satte dolkens spids mod min pegefinger. ”Tak,
for at du også vil sige farvel til min mor.”
Jeg forberedte mig på stikket og nikkede.
Hun prikkede min finger, og en dråbe blod voksede frem oven på huden. Jeg trykkede fingeren mod døren og efterlod min egen røde plet. Så sluttede jeg mig til de tre andre, der stod et stykke væk.
To af fakkelbærerne gik om bag ved vognen. Foran vognen stillede fløjtespilleren sig og den sidste fakkelbærer gik ned på det ene knæ foran Delia og overlod sin fakkel til hende.
Fløjtespilleren flyttede uroligt på sig.
Delia løftede faklen mod himlen. Ligesom hun havde gjort med dolken. Hun sagde også den samme sætning, men denne gang højt og imod himlen.
Så gik hun hen til vognen og stak faklen ind under den. Fløjtespilleren gjorde det samme.
”Rejsende brænder deres døde.” Abel kastede et sørgmodigt blik ned på mig. ”Og ingen rejsende har lyst til at flytte ind i en døds vogn.”
”Så Delias mor er i vognen?” hviskede jeg.
Han nikkede.
Ilden knitrede i brændet og slikkede op ad vognens bund. Det fik mig til at tænke på en gryde, og inden i vognen lå et menneske. I hvert fald kroppen af et menneske. Jeg tog om Abels hånd og trådte tæt ind ved siden af ham.
ALEXANDRA VINTHER
Alexandra Vinther er forfatter til et par noveller, der alle er indenfor de fantastiske genrer, samt fantasyserien om Ellen Knivsbærer.
Hun har en bachelor i historie, der sikkert er grunden til, at historie sniger sig med i de fleste af hendes fortællinger. Derudover elsker hun fabeldyr, fabelmennesker og eventyr, legender og sagn.