Ellebæt 1 - Jagten på den stjålne skat. Første kapitel

Kat Lassen Jagten på den stjålne skat Illustreret af Anita Sølver

4

KA P I T E L 1

Torden

Et tordenbrag får Emma og Rasmus til i et ryk at trække dynen op under næsen. Pludselig virker farmors seng kæmpestor, og de savner virkelig farmor, der sidder nede i stuen. ”Bare rolig. Det er kun tordenvejr, Rasmus,” hvisker Emma.

Hun kan mærke på sin lillebror, at han er bange.

Rasmus trykker sig ind til hende og snøfter. ”Du skal bare tælle kasser,” beroliger hun. ”Kasser med hvad?” spørger han og holder et øjeblik op med at snøfte. ”Kasser med sodavand,” svarer hun. ”Hvis man tæller sodavandskasser, kan man regne ud, hvor langt væk tordenvejret er, og én talt sodavandskasse svarer til næsten tre sekunder, og tre sekunder er en kilometer væk. Det siger farmor i hvert fald.”

Et lyn oplyser kort det lille soveværelse og får møblerne til at fremstå som spøgelsesagtige skygger. Endnu et lyn. Emma og Rasmus tæller sodavandskasser sammen.

5

”En kasse sodavand … to kasser sodavand … tre kasser sodavand … “ Så kommer braget. Kort efter bliver farmors lille soveværelse på 1. sal igen oplyst af et lyn. Det bliver så lyst, at billederne i de snørklede guldrammer på væggene står tydeligt frem med deres stillesiddende, stirrende mennesker fra farmors barndom.

Emma gyser og tager Rasmus’ hånd, for lynet virker virkelig tæt på, meget tættere på end det sidste.

”Der er ikke noget at være bange for … “ Emma bliver afbrudt af et kæmpe tordenbrag, der får vinduerne i det gamle hus til at klirre.

Begge børn springer ud af sengen. Emma har et fast greb i Rasmus’ hånd og hiver ham igennem soveværelset, mens et nyt lyn oplyser vejen for dem.

Rasmus klynker endnu mere. Han ved ikke, om han tør gå ud til trappen. ”Kom nu,“ skynder Emma og åbner døren ud til reposen, hvor den gamle, knirkende trappe fører nedenunder. ”Vi går ned i stuen.”

Da de er nået helt ned for foden af trappen, kommer det højeste brag, Emma nogensinde har hørt.

De sætter begge i løb og puffer hårdt til stuedøren, så den smækker op imod væggen inde i stuen. ”Farmor! Farmor!“ råber de bange og løber imod farmor, som sidder i sin slidte stol med et uldent tæppe over benene og en bog i skødet.

Det giver et spjæt i farmor, da de to kommer stormende ind ad døren, og bogen ryger på gulvet med et klask. ”Jamen dog!“ udbryder hun og rækker armene frem imod Emma og Rasmus, der straks kaster sig imod hende. ”Rasmus blev bange,“ forklarer Emma stakåndet.

7

”Det gjorde Emma også,” svarer Rasmus igen. ”Ikke lige så meget som dig,” protesterer Emma.

Farmor slår tæppet til side. ”Man kan godt blive bange for de høje brag fra tordenen, og det er helt okay,“ beroliger hun.

De sætter sig begge op på hendes skød.

Da de har sat sig til rette, pakker hun tæppet ned omkring dem.

Emma læner sig tilbage op ad farmors buttede krop. Farmor er måske den blødeste sofa, man overhovedet kan få, tænker hun mageligt, mens hun puster noget af farmors lange, grå hår væk fra sit ansigt. Hun synes, det er flot, når farmor har håret løst om aftenen. Det ligner sølvhår, og så dufter det altid af blomster og krydderurter. Bare jeg også får sølvhår, når jeg bliver gammel, tænker hun. Hun tager en tot af sit eget lange pandehår og studerer det. Gad vide, om man får sølvhår, når man bliver gammel, hvis ens hår er leverpostejsfarvet nu?

Et skarpt lysglimt oplyser alt efterfulgt af et højt tordenbrag, og så kommer regnen. Den hamrer voldsomt imod ruderne og husets tag, som vil den helt ind i stuen.

Rasmus gemmer hele hovedet under tæppet. Emma løfter det lidt og kigger ind. ”Rasmus,“ siger hun voksent. ”Det er bare tordenvejr.“ Hun

8

smiler, da endnu et lyn oplyser haven udenfor, og tæller til seks sodavandskasser, inden braget kommer. ”Seks kilometer,“ informerer hun farmor og Rasmus.

Farmor smiler og retter lidt på Emmas pandehår. ”Nå, hvad skal vi lave, mens vi venter på, tordenvejret driver over?“ Rasmus kommer ud fra sit tæppeskjul. Hans lille, smalle ansigt er svagt oplyst af stearinlysenes skær. Hans lysebrune pandehår stikker lige op i luften, og på hans ivrige øjne kan Emma og farmor tydeligt se, at han har fået en idé. ”Måske en historie om Bellebæt, farmor?“ spørger han.

Emma blander sig straks. ”Hun hedder altså Ellebæt.“ ”Bellebæt,” gentager han med et glimt i øjet.

Hun ser bestemt på sin lillebror.

Rasmus rækker tunge. Det har han lært i børnehaven. Det mener mor i hvert fald, men Emma ved godt, at Rasmus har lært det af hende, en dag hun rakte tunge af ham, fordi han var rigtig irriterende. ”Så, I to. Lad der nu være fred,“ siger farmor. ”En historie om Ellebæt, siger I?“ De nikker ivrigt. ”Og helt fra starten,“ beder Emma.

Farmor tager en dyb indånding, og så begynder hun at fortælle.

9

Dette var første kapitel af

Ellebæt - Jagten på den stjålne skat Er du blevet nysgerrig på mere, kan du købe bogen, eller låne den på dit lokale bibliotek.

Køb bogen her: https://bit.ly/ellebaet_1