Bøger i serien
Bastian og TikTok-zombierne
Bastian og Grevindens Hævn
Hold nu kæf, hvor er det fedt at se dig igen! Du synes altså heller ikke, at Bastian er en fuldstændig forfærdelig fyr? Eller vent. Du har måske bare fundet popcornene frem og er klar til se, hvordan han igen dummer sig gang på gang på gang?
Jeg ville ikke tænke dårligt om dig, hvis det sidste var tilfældet. Selvom det sidste gang nær var endt i en zombieapokalypse, hvilket jo teknisk set er ret alvorligt. Faktisk, nu jeg tænker over det, så slår du mig som typen, der sætter pris på en god, underholdende
’jorden-er-på-vej-til-at-gå-under-og-vi-skal-alle-døbog’. Har jeg ret?
Nå, det behøver du ikke svare på. Det er jo ikke dig, denne bog handler om. Det er Bastian.
Jeg kan lige så godt sige det først som sidst; det er ikke blevet nemmere at være Bastian. Laura er ikke synderligt interesseret i ham. Karl giver ham dårlig samvittighed (fordi Bastian fk liget af hans døde far til at danse foran hele byen, du ved), og klassefællesskabet har stadig ikke taget imod ham med åbne arme. Som om det ikke var nok, så har Bastian fået bøjle på!
Bevares, de skæve fortænder skulle der gøres noget ved, men det er da stadig ikke særlig sjovt.
Og nå ja, så er han da også ret meget i tvivl om, hvad han skal gøre ved, at Grevinden er forsvundet. Hun er højst sandsynlig derude et sted i gang med at planlægge en blodig hævn over Højvig og alle, Bastian kender. Og særligt Bastian, selvfølgelig.
Heldigvis er Bastian jo blevet klogere. Han kunne da på ingen måde fnde på at gøre noget dumt eller overilet. Særligt ikke ved igen at forsøge sig med ulovlig
magi fra vampyrens gamle bog. Så dumme er der ingen, der er. …
Sig, at jeg har ret.
Jeg har da ret, ikke?
Ikke!?
KAnsigtet i vinden
Bastian var sikker på, at man kunne få mange slags jobs, hvis man ønskede at stille spørgsmål uden at få svar. Man kunne for et eksempel
blive folkeskolelærer. Bastian syntes i hvert fald, at de stillede mange spørgsmål, som ingen gad svare på.
Hvad hedder hovedstaden i Tyskland? Hvad er x?
Vil I ikke godt være søde og tie stille bare for en gangs skyld?
Man kunne også blive politieferforsker (hvor har du gemt liget?), hundepasser (er du en god hund, er du det?) eller flosof (hvad er meningen med livet, og hvorfor regner det altid om onsdagen?).
Men det job med størst garanti for, at ingen svarer dig, måtte være tandlæge. De begravede nemlig altid samtlige af deres ti pølsefngre i patientens mund, lige før de spurgte om noget.
”Gør det her ondt?” spurgte Bastians tandlæge eksempelvis, mens hun strammede hans nypåsatte bøjle.
Bastian mumlede et eller andet til svar. Imens tænkte han over, hvorfor tandlægen overhovedet gad spørge. Hvis Bastian kunne svare, havde han råbt et rungende ja! Selvfølgelig gør det ondt, når du ved hjælp
af metal og små elastikker rykker rundt på tænderne i mit kranium. Burde tandlæger ikke vide den slags?
På trods af Bastians brummen, sprutten og forpinte ansigt fortsatte tandlægen med at stramme hans bøjle. Sikkert fordi Bastian ikke svarede. Fordi Bastian ikke kunne svare. På grund af pølsefngrene.
Der var en anden ting, Bastian tænkte over, mens han lå i tandlægestolen. Hvorfor havde alle tandlæger så store fngre? Var det et slags krav for overhovedet at blive tandlæge?
”Nej, dig kan vi ikke optage på tandlægeskolen.
Dine fngre er alt for små. Patienten kan jo have dem i munden og svare på spørgsmål samtidig!”
Tandlægen rakte ud efer et nyt instrument. Bastian benyttede muligheden til at trække vejret. De havde været i gang i fere timer nu. Han var udmattet, og hans kæbe var øm. Tandklinikassistenten, der også stod lænet ind over Bastian, sugede lidt savl væk fra hans hage. Han havde vigende hårgrænse og et medfølende smil.
Tandlægen, som var en dame med en stram knold og grå øjne, vendte sig mod Bastian igen og stak sine fngre tilbage i hans mund.
”Kan du holde til lidt endnu?” spurgte hun uden at forvente svar. Bastian jamrede indvendigt.
Tandlægen hentydede selvfølgelig til Bastians tænder, men spørgsmålet fk Bastian til at tænke på noget helt andet. Der var nemlig noget, han ikke kunne holde til meget længere. Tre måneder var gået, siden Grevinden havde fået en hel hær af zombier til at angribe Højvig Slot. Det vil sige, at det også var tre
måneder siden, at Grevindens plan var mislykkedes, og at hun var fygtet. Ingen havde set hende siden.
De levende døde på kirkegården var meget urolige.
Først var de blevet lettede over at have fået de mange lig tilbage i deres grave. Bagefer havde de glædet sig over, at det igen var blevet hverdag på kirkegården.
Med hjælp fra Bastian og Laura genoptog de arbejdet med at tjene Dimhra. Dimhra var nattens fyrste og de ensommes ledsager. Bastian og Lauras opgave var at hjælpe de afdøde, hvor ingen var mødt op til begravelsen, godt videre til det hinsides. Men som dagene var gået, var en anspændt stemning vokset frem. For alt var jo ikke, som det plejede. Grevinden var derude et sted og hvem ved, hvad hun kunne fnde på at gøre?
Det ellers altid positive spøgelse Ewald fk fere og fere bekymrede rynker i sit gennemsigtige ansigt, og Bonettes knogler raslede mere end normalt ved selv den mindste lyd. På Zebs initiativ var de begyndt at patruljere kirkegården om natten.
Bastian satte pris på de dødes indsats og ønskede også selv at gøre mere. De havde ladet ham blive ved
med at være sjæleledsager. Det var et job, som kun kunne varetages af børn, hvis forældre arbejdede på kirkegården. Efer at Laura var kommet til, var de levende døde ikke afængige af Bastian længere, og Bastian ville så gerne takke dem for at beholde ham ved at få ram på Grevinden. Han vidste bare ikke, hvor hun var, eller hvad han skulle gøre, hvis han fandt hende. I det mindste kunne han trøste sig ved, at han sammen med de døde havde gemt Grevindens gamle bog med de forbudte besværgelser et godt sted. Uden den, sagde Bastian til sig selv, kunne hun forhåbentligt ikke lave al for meget ballade. Eferhånden havde han gentaget det nok gange for sig selv til, at han troede på det. Næsten da.
For nu viste Bastian sin taknemmelighed over stadig at være sjæleledsager ved at tage de feste af overgangsritualerne på kirkegården. Han mødte op hver gang, der var brug for ham. Uden at tøve stod han i eferårets regn og vind og hjalp med at sende den ene ensomme sjæl efer den anden videre. Det hjalp lidt på den dårlige samvittighed.
”Jeg tror, du har fået nok for i dag,” sagde tandlægen pludselig og tog sine fngre til sig. Det lignede næsten, at hun smilede inde bag mundbindet.
Måske havde hun læst Bastians mange bekymringer i hans blik. Bastian overvejede, om der måske alligevel var lidt menneskeligt i hende. Som om den venlige tandklinikassistent kunne mærke en pludselig konkurrence om at være favoritten i rummet, lænede han sig straks ind over Bastian og duppede hans hals og hage fri for savl med et lille, hvidt håndklæde. i
Bastians far trommede utålmodigt på rattet. De holdt parkeret i gården på Højvig Slot og ventede på Bastians fatti, James. Den tidligere skolevikar og nuværende ejer af slottet, Lizette, havde gjort stedet til en succesfuld virksomhed. Det betød maser af arbejde til Bastians fatti, der hjalp til med alt fra middagsselskaber, koncerter og digtoplæsning. Bastian sank ned i sædet.
Det blæsende vejr indbød ikke til at stige ud og vente.
Succesen var dog ikke den eneste grund til overarbejdet. Slottet var også ramt af det, James kaldte sort uheld. En stilladsarbejder var faldet ned fra et stillads, mens han reparerede murværket. En ung sangerinde havde mistet stemmen nogle minutter før, hun skulle optræde, og efer et af middagsselskaberne havde alle fået dårlig mave. Ud gennem bilruden skulede Bastian op mod slottet. Han frygtede, at der var mere end sort uheld på spil. Måske var Grevinden stadig i nærheden og prøvede at forbande slottet og jage de nye ejere væk.
Hans fatti vidste selvfølgelig ikke noget om den hævngerrige vampyr. Han kendte ikke til Bastians okkulte fritidsjob på kirkegården eller sandheden om zombieangrebet på slottet. Han troede stadig, at det hele havde været en del af et spektakulært åbningsshow.
Bastians far steg ud af bilen og smækkede døren efer sig. Bastian overvejede endnu en gang, om han skulle dele sin bekymring med ham. Hans far var graver på kirkegården og havde selv været sjæleledsager som barn. Han kendte derfor til de døde på kirkegården.
Et højt rabalder fk Bastian til at hoppe i sædet.
Uden for bilen dækkede hans far sit hoved i et forsøg på at skærme sig mod den regn af glasskår, som faldt ned over ham. Bastian fumlede med håndtaget i bildøren og trådte ud.
”Hvad skete der?” spurgte Bastian.
Hans far bandede, mens han rystede på hovedet. ”Det må være en rude, der sprang.”
Bastian så op mod slottet. Et af de store vinduespartier ind til balsalen var slået i stykker. Et stort og rødt gardin blafrede ud ad den ituslåede rude.
I samme nu hørtes fere ruder, der sprængtes.
Bastians far træk ham ind til sig, mens glasskår dalede ned omkring dem. Han gav først slip, da dørene til slottet gik op, og fere forvirrede medarbejdere strømmede ud for at se, hvad der var sket.
Over balsalen kæmpede det røde gardin for at rive sig løs og fyve væk med vinden. Bastian gispede. Et kort sekund lignede det, at stofet tog form som Grevindens ansigt, der med hugtænder og spiddende øjne så lige ned på ham.
JAKOB LØVGREN LETH
Jakob Løvgren Leth skriver fantastiske fortællinger, hvor tempo og spænding er i højsædet, men hvor også både humor og stof til efertanke får plads - for det er lige præcis den slags bøger, han selv elsker at læse. På instagram (@lethwrites) kan du følge med i, hvad han skriver på og selv læser for tiden.