Han føler under jakken, om al d ligger ret, hans gode dollarsedler, hans ”gaver”, hans portræt; de stramme træk fortones, hans hjerte må le, mens støvlen synker dybt i den skrigende sne.
Snart står han ved klinken så myg og så varm, hans pelshue skraber mod dørens lave karm, solstrålen slænger løkker om hans bøjede ben, og istappen drypper mod den slidte forstu`sten.
Nu ser han sin mor bag begoniers rad, Med rynket hånd hun erner dens visnede blad, og ka en sidder stribet over ovnen på sin stol, og hønen går på gulvet, og rokken står i sol.
Ind stryger han i stuen, så hønen kagler op, hans mor af hånden taber en blomstret underkop; de gamle øjne fyldes fra hjertes dybe grund; i tyve vintre vented hun e er denne stund.
Nu blir der jul i hy en; ildklemmen laver støj skorstenen sender fra sig sin fedeste røg; mens vaffeljernet vendes for ilden snildt og let, der skæmtes, fri es, svares i samme åndedræt.
Nyfigen julespurven ad vindvet skæver ind; Så kommer a enduggen og gør hver rude blind; den gamle tænder lyset; dog kun i ryst på ryst; men sønnen griber hånden i det ømmeste kryst:
”ja, du er bleven gammel, og jeg er bleven grå, men det skal i a en vi lidet tænke på; før skilte verdenshavet og bange tankers gys, nu sidder vi og s rrer i det samme julelys.”
Og over snelagt hede går lystes blide skær, hen over moser brede, ud over våde kær, og melder om en scene – den skønneste på jord: I julea ensmildhed en hjemvendt hos sin mor! (December 1910)
18