Skjulte dybder af Ann Cleeves (Læseprøve)

Skjulte dybder

Skjulte dybder Oversat fra engelsk efter Hidden Depths af Brian Christensen Copyright © Ann Cleeves 2007 Dansk udgave © Forlaget Hetland 2015 First published by Macmillan, London Omslag: © Forlaget Hetland Forfatterfotografi: © Chloe Healy Omslagsfotografi: © ITV Studios Bogen er sat med Minion Pro og trykt hos CPI Clausen & Bosse, Leck Printed in Germany 2015 1. udgave. 1. oplag ISBN: 978-87-9966-636-2 http://www.ForlagetHetland.dk

Forlaget Hetland København

Ann Cleeves

Skjulte dybder

Forlaget Hetland København

Kapitel 1

Julie væltede ud af taxien og så den køre væk. Hun standsede ved havelågen for at samle sig. Det ville nok ikke være så smart af hende at komme ind og se plørefuld ud efter alle de formaninger, hun havde givet børnene. Stjernerne snurrede rundt på himlen over hende, og hun var lige ved at kaste op.

Men hun var ligeglad. Det havde været en dejlig aften – den første med veninderne i umindelige tider. Men det var nu ikke veninderne, der havde gjort den så dejlig, tænkte hun og indså, at hun stod med et fjoget smil om munden. Det var godt, at det var mørkt, og der ikke var nogen, der kunne se hende.

Ved hoveddøren standsede hun igen og rodede rundt efter nøglen i håndtasken mellem eyelinere, papirlommetørklæder med læbestiftsmærker og småpenge. Hendes fingre fandt det stykke papir, som hun havde revet af hjørnet af et af barens menukort. Et telefonnummer og et navn. Ring snart til mig.

Efterfulgt af et lille hjerte. Den første mand, hun havde rørt ved, siden Geoff havde forladt hende. Hun kunne stadig mærke, hvordan hans rygrad havde føltes mod fingrene, da de dansede. Det var en skam, at han havde været nødt til at gå så tidligt.

Hun lukkede tasken og lyttede. Ikke en lyd. Der var så stille, at hun kunne fornemme efterklangen af aftenens musik som 6

et tryk mod ørerne. Mon Luke sov? Hendes datter, Laura, var en rigtig syvsover, men sønnen havde aldrig haft det store sovehjerte. Selv nu, hvor han var gået ud af skolen og ikke havde noget at stå op til, var han normalt vågen før hende.

Hun skubbede døren op, lyttede igen og tog skoene af. De havde plaget hende, lige siden hun var stået af toget ind til byen mange timer forinden. Hun havde ikke danset så meget, siden hun var femogtyve. Der var helt stille. Ingen musik, intet fjernsyn, ingen bippende computer. Gudskelov, tænkte hun – det var sgu dejligt. Hun ville bare sove og drømme frække drømme. Ude på gaden et sted startede en motor.

Hun trykkede på kontakten. Det skarpe lys gjorde ondt i hovedet og fik det til at vende sig i hende igen. Hun satte tasken fra sig og løb op ad trappen mod badeværelset, men snublede halvvejs oppe. Hun måtte for alt i verden ikke kaste op på det nye gulvtæppe. Døren til badeværelset var lukket, og hun kunne se en lyssprække under den. Fra skabet hørtes der en svag boblen, hvilket betød at vandvarmeren var ved at blive fyldt op igen. Var det ikke bare typisk? Det tog altid en evighed at overtale Luke til at tage et bad om morgenen, og nu havde han besluttet at tage et midt om natten. Hun bankede på døren, men det hastede ikke længere. Kvalmen var gået over.

Luke svarede ikke. Han var sikkert i et af sine luner igen.

Julie vidste, at han ikke kunne gøre for det, og at hun burde være tålmodig, men af og til fik hun lyst til at kværke ham, når han opførte sig underligt over for hende. Hun gik hen ad gangen til Lauras værelse. Ved synet af sin sødt sovende datter blev hun pludselig grebet af sentimentalitet og tænkte, at hun burde forsøge at tilbringe noget mere tid sammen med hende.

Fjorten år var en svær alder for en pige, og Julie havde været 7

så tæt knyttet til Luke på det seneste, at Laura nærmest føltes som en fremmed. Hun var blevet stor, uden at Julie havde bemærket det. Hun lå på ryggen med sit strithår aftegnet som en blækklat mod puden og snorkede let med åben mund. Hun døjede altid under høfebersæsonen. Vinduet stod åbent, og selv om det var meget varmt, lukkede Julie det for at holde pollenet ude. Måneskinnet faldt på den nyslåede mark.

Hun gik tilbage til badeværelset og bankede på døren med flad hånd. “Sig mig, har du tænkt dig at blive derinde hele natten?” Da hun bankede på tredje gang, gik døren op. Den havde ikke været låst. Der var en lugt af tung, sød badeolie, som Julie ikke genkendte. Lukes tøj lå pænt lagt sammen på toiletlåget.

Han havde altid været smuk, selv som lille. Meget kønnere end Laura, hvilket virkede uretfærdigt. Det skyldtes det lyse hår og de mørke øjne og de lange mørke øjenvipper. Julie så på ham, som han lå der nedsunket i badevandet med håret bølgende i overfladen som tang. Hun kunne ikke se hans krop på grund af blomsterne, der flød rundt på det parfumerede vand. Kun blomsterhovederne, ikke stilkene eller bladene. Der var store margueritter, som havde vokset på kornmarkerne, da hun var barn. Afblomstrede valmuer, hvis kronblade var gennemsigtige nu. Og kæmpestore blå blomster, som hun havde set før i landsbyens haver, men som hun ikke kendte navnet på.

Julie måtte have skreget. Hun hørte lyden, som om det var en anden, der havde frembragt den. Men Laura sov bare videre, og Julie var nødt til at ruske hende vågen. Pigen spærrede pludselig øjnene op. Hun så rædselsslagen ud, og selv om Julie var klar over, at det var løgn, hun hørte sig selv sagte sige: “Bare rolig, skat. Alt er i orden. Men du er nødt til at stå op.”

8

Laura svingede benene ud af sengen. Hun rystede, men var ikke rigtig vågen. Julie lagde armen om hende og støttede hende, da de sammen vaklede ned ad trappen.

De stod med armene om hinanden foran døren til naboens hus, og deres sammenslyngede skygge på husmuren fik Julie til at tænke på et trebenet kapløb, hvor folk har benene bundet sammen to og to. Hun trykkede løs på dørklokken, indtil lyset blev tændt ovenpå, der lød trin, og hun havde nogen, hun kunne fortælle sit mareridt til.

Kapitel 2

Det gik Felicity Calvert på, at hun var blevet så sexfikseret.

Engang i lægens venteværelse havde hun i et blad læst, at teenagedrenge tænkte på sex hvert sjette minut. Dengang havde hun haft svært ved at tro det. Hvordan kunne disse unge mænd leve et normalt liv – studere, se film, spille fodbold – hvis de blev distraheret så tit? Og hvad med hendes egen søn? Når hun så James sidde og lege på gulvet med sit Lego, kunne hun ikke kunne forestille sig, at han om nogle år ville blive besat på samme måde. Men nu mente hun, at et interval på seks minutter mellem de seksuelle dagdrømme måske var lidt i overkanten – i hvert fald i hendes tilfælde. Det seneste stykke tid havde hun været bevidst om sin krop og dens reaktioner, lige meget hvad hun foretog sig. Det udgjorde en generende, indimellem behagelig baggrund til hendes daglige gøremål. Det virkede upassende for en person på hendes alder.

Det var som at møde op til en begravelse klædt i lyserødt.

Felicity gik ude i haven og plukkede de første jordbær. Hun løftede forsigtigt nettet og stak hånden ind mellem det og halmstrøelsen. Bærrene var stadig små, men der burde være nok af dem til, at James kunne få en portion, når han kom hjem. Hun smagte et af dem. Det var solvarmt og meget sødt.

Hun kiggede på uret og så, at skolebussen snart ville være der.

Om ti minutter måtte hun vaske hænder og gå hen ad stien 10

for at tage imod ham. Det var ikke altid, hun hentede ham.

Han sagde, at han var stor nok til selv at gå hjem, og det var selvfølgelig rigtigt nok. Men i dag havde han violinen med hjem, og han ville blive glad for at se hende, for så kunne hun hjælpe ham med at bære tingene. Hun tænkte et øjeblik på, om bussen mon blev kørt af den gamle chauffør eller den unge med de muskuløse arme og den ærmeløse T-shirt, og så kiggede hun igen på uret. Det var kun to minutter siden, at hun sidst havde tænkt på sex, og igen sagde hun til sig selv, at den slags var fuldstændig latterligt i hendes alder.

Felicity var syvogfyrre. Hun havde en mand og fire børn.

Hun havde tilmed et barnebarn. Om nogle få dage rundede hendes mand, Peter, de tres. Lysterne boblede op til overfladen, når hun mindst ventede det. Hun havde ikke talt med Peter om det. Selvfølgelig ikke. Han var i hvert fald ikke genstanden for hendes begær. Der var langt imellem, at de gik i seng med hinanden.

Hun rejste sig og gik over græsset til køkkenet. Fox Mill lå på en grund, hvor der engang havde stået en vandmølle. Det var et stort hus fra trediverne, der havde fungeret som sommerhus for en skibsreder fra byen. Og det lignede faktisk et skib med sine bløde, svungne linjer og mølleåen, som løb ved siden af. Et stort art deco-skib, der var strandet helt malplaceret på det flade agerland med stævnen pegende mod Nordsøen og agterstavnen vendt mod Northumberlands bjerge i horisonten. En terrasse strakte sig langs hele den ene side som et dæk, men den kunne ikke rigtig bruges til noget, for det var sjældent varmt nok til, at man kunne sidde udenfor. Hun var meget glad for huset. De ville aldrig have haft råd til det med en akademikerløn, men Peters forældre døde, kort efter at han og Felicity var blevet gift, og han havde arvet alle deres penge.

11

Hun stillede kurven med jordbær på bordet og så sig i spejlet i gangen, mens hun strøg hånden gennem håret og kom lidt læbestift på. Hun var ældre end mødrene til James’ venner, og hun ville for alt i verden ikke gøre ham flov.

Langs stien stod hylden i blomst. Duften gjorde hende ør, og den satte sig bagest i halsen. På den anden side af vejen var kornet ved at blive modent. Det voksede for tæt til, at der kunne gro blomster der, men på deres egen mark tæt på huset voksede der smørblomster, kløver og musevikker. Den hullede asfalt flimrede i det fjerne i varmedisen. Solen havde skinnet uafbrudt i tre dage.

Den kommende weekend var det Peters fødselsdag, og hun tænkte over, hvad de skulle lave. Fredag aften kom drengene.

Hun tænkte på dem som drenge, selv om i hvert fald Samuel var ældre end hende. Men hvis vejret holdt, kunne de holde picnic på stranden, tage en tur til Farnes Island og se lunder og lomvier. Det ville lige være noget for James. Hun missede op mod himlen og spekulerede på, om hun fornemmede en koldfront i anmarch, en svag sky i horisonten. Der var ingenting. Det ville måske endda blive så varmt, at de kunne bade, tænkte hun og forestillede sig bølgerne mod sin krop.

Da hun nåede enden af stien, var bussen ikke at se nogen steder. Hun kravlede op på den træplatform, hvor gårdens mælkejunger før i tiden havde stået og ventet på mælkebilen.

Træet var varmt og lugtede af tjære. Hun lagde sig ned med ansigtet mod solen.

Om to år skulle James skifte skole og begynde i de større klasser. Hun gruede for det. Peter talte om at få ham ind på den privatskole i byen, som han selv havde gået på. Hun havde set drengene i deres stribede blazere på toget. De virkede meget selvsikre og højrøstede.

12

“Men hvordan skal han komme dertil?” havde hun spurgt.

Det var ikke hendes egentlige indvending. Hun mente ikke, at det ville være godt for James at blive presset. Han var en lidt langsom og drømmende dreng, som ville have bedst af at arbejde i sit eget tempo. Kommuneskolen i nabolandsbyen ville passe ham bedre. Selv skolen i Morpeth, hvor deres nu voksne døtre havde gået, havde virket krævende i hendes øjne.

“Jeg skal nok aflevere og hente ham,” havde Peter sagt. “Der sker en masse efter skoletid. Han kan blive der, til jeg får fri fra arbejde.”

Det havde gjort hende endnu mere skeptisk. Den tid, hun havde sammen med James, når han kom hjem fra skole, var noget særligt. Uden den, tænkte hun, ville han glide fra hende.

Hun hørte bussen komme brummende op ad bakken og satte sig op og missede mod solen, da den nærmede sig.

Chaufføren var Stan, den gamle mand. Hun vinkede til ham for at skjule sin skuffelse. Der stod normalt tre børn af her: tvillingepigerne fra gården og James. I dag stod en fremmed af først; en ung kvinde i remsandaler og en rød- og guldfarvet ærmeløs kjole med en figursyet overdel og en stor, bølgende nederdel. Felicity kunne godt lide kjolen, nederdelens fald og de friske farver – nutidens unge lod til altid at gå i sort eller gråt, selv om sommeren – og da hun så kvinden hjælpe James ud af bussen med hans tasker og violin, fattede hun straks sympati for hende. Tvillingerne gik over vejen og løb hen ad stien hjem mod gården. Bussen kørte, og de andre tre stod en smule forlegne ved det levende hegn.

“Det er miss Marsh,” sagde James. “Hun arbejder på vores skole.”

Kvinden havde en stor kurvetaske med læderstrop slynget 13

over skulderen. Hun rakte en meget brun, lang og knoklet hånd frem. Tasken gled ned ad armen, og Felicity så, at der lå mapper og en biblioteksbog i den.

“Lily.” Hun havde en klar stemme. “Jeg læser til lærer. Det her er min sidste praktik.” Hun smilede, som om hun forventede, at Felicity skulle være glad for at møde hende.

“Jeg har sagt til hende, at hun kan bo i vores havehus,” sagde James og gik hen ad stien, befriet for alle sine sager og ligeglad med, hvem af de voksne der bar dem.

Felicity vidste ikke rigtig, hvad hun skulle sige.

“Han har vel fortalt, at jeg leder efter et sted at bo, ikke?” spurgte Lily.

Felicity rystede på hovedet.

“Nej, hvor pinligt.” Men hun lod nu ikke til at være særlig flov. Hun virkede forbløffende selvsikker og lod til at finde det hele morsomt. “Det har været et helvede at rejse fra Newcastle hver dag uden bil. Skolelederen spurgte under morgensamlingen, om der var nogen, som kendte til et sted at bo. Vi tænkte på bed and breakfast eller nogen, der var interesseret i en logerende. Og i går sagde James, at I havde et havehus til leje. Jeg ringede i eftermiddags, men der var ingen, der svarede. Han sagde, at du nok var ude i haven, og at jeg i hvert fald skulle tage med hjem. Jeg gik ud fra, at han havde talt med dig om det. Det var svært at sige nej …”

“Det kan jeg forestille mig,” medgav Felicity. “Han kan være meget vedholdende.”

“Men det er ikke noget problem. Det er en dejlig eftermiddag.

Jeg går ind til landsbyen, og derfra kører der en bus til byen klokken seks.”

“Lad mig tænke over det,” sagde Felicity. “Kom med og få en kop te.”

14

De havde haft logerende før, men det havde ikke rigtig fungeret. I begyndelsen havde de været glade for den ekstra indtægt. Trods pengene fra Peters forældre havde terminerne været et mareridt. Og da de senere havde tre døtre under fem år, havde de tænkt, at de måske kunne lade en barnepige eller en au pair bo i havehuset. Men der var blevet klaget over kulden og en dryppende hane og manglen på moderne bekvemmeligheder. Og de havde ikke haft det godt med at have en fremmed så tæt inde på livet. De havde oplevet ansvaret for de logerende som en ekstra stressfaktor. Selv om ingen af dem havde været til besvær, havde det hver gang været en lettelse at se dem flytte igen. “Aldrig mere,” havde Peter sagt, da den sidste logerende, en svensk au pair med hjemve, var flyttet ud. Felicity vidste ikke helt, hvad han ville sige til at have endnu en ung kvinde boende, selv om det kun drejede sig om fire uger til slutningen af skoleåret.

Da de sad ved spisebordet i køkkenet, og vinden fra havet fik musselingardinerne i det åbne vindue til at blafre, tænkte Felicity, at hun ville lade den unge kvinde bo i havehuset, hvis hun havde lyst. Peter ville ikke have noget imod det, når det bare var i en kort periode.

James sad sammen med dem, omgivet af sakse, papirklip og en tube lim. Han drak appelsinjuice og lavede et fødselsdagskort til sin far. Det var et indviklet projekt med billeder af Peter, som han havde fundet i gamle fotoalbum og nu limede fast til kortet i en collage omkring et stort 60-tal lavet af gavebånd og glimmer. Lily beundrede det og spurgte ham om de gamle billeder. Felicity kunne se, at James var glad for hendes interesse, og hun blev grebet af taknemmelighed.

“Hvis du bor i Newcastle,” sagde hun, “går jeg ikke ud fra, at du vil bruge huset i weekenden.” Hun tænkte, at det ville 15

være endnu et argument, som hun kunne bruge over for Peter.

Hun skal bare bo her i hverdagene. Og du kommer alligevel så sent hjem fra arbejde, at du slet ikke vil lægge mærke til, at hun har været her.

Havehuset lå for enden af engen med de vilde blomster. Bortset fra haven var det det eneste jord, de ejede. Set fra huset virkede bygningen så lille og lav, at det var svært at tro, at nogen kunne bo der. Der var blevet trampet en sti gennem engen, og Felicity spekulerede på, hvem der mon havde været her, efter at græsset var vokset højt. Sikkert James. Han brugte gerne havehuset som hule, når han havde legekammerater på besøg, men det var normalt aflåst, og hun mindedes ikke, at han havde bedt om at låne nøglen på det seneste.

“Havehus lyder finere, end det er,” sagde hun. “Det er bare et enkelt værelse i stueetagen og et værelse ovenpå og et badeværelse bygget til på bagsiden. Gartneren boede her, da vores hus blev bygget. Før det var det en svinesti, mener jeg.

I hvert fald en slags udhus.”

Døren var låst med en hængelås. Hun låste den op og tøvede så. Hun følte sig pludselig ilde til mode. Hun ville ønske, at hun havde haft mulighed for se sig omkring i huset, inden hun viste en fremmed derind. Hun burde have ladet Lily vente i køkkenet, mens hun tjekkede, hvordan der så ud.

Men selv om hun straks lagde mærke til fugten, var der nu ganske ryddeligt. Det åbne køleskab var tomt. Hun kunne nu ikke huske, at hun havde tømt det, efter at hendes søster og hendes mand havde boet der i julen. Kasserollerne hang på deres pladser på væggen, og voksdugen på bordet var tørret af. Der var behagelig svalt i forhold til varmen på engen. Hun åbnede et vindue.

16

“De slår græs på gården,” sagde hun. “Man kan lugte det her.”

Lily trådte indenfor. Det var ikke til at sige, hvad hun syntes om stedet. Felicity havde troet, at hun ville forelske sig i det, og følte sig såret. Det var, som om en invitation til et venskab var blevet afvist. Hun gik ud på det lille badeværelse. Hun påpegede, at bruseren var ny, og at der var blevet sat nye fliser op for nylig, og følte sig som en ejendomsmægler, der var desperat opsat på at sælge. Hvorfor opfører jeg mig på den måde? tænkte hun. Jeg var ikke engang sikker på, at jeg ville have hende her.

“Kan vi kigge ovenpå?” spurgte Lily til sidst. Og så gik hun op ad den smalle trætrappe, der førte direkte op fra køkkenet.

Felicity mærkede samme modvilje, som da hun havde tøvet foran døren til havehuset. Hun ville gerne have kigget rundt først.

Men igen så der pænere ud, end hun havde troet. Der var stadig sengetøj på sengen, og sengetæppet og de ekstra tæpper lå nydeligt foldet sammen i fodenden. Der lå støv på det malede skab og toiletbordet og på familiefotografierne oven på det, men der var intet affald eller rod, sådan som der ellers plejede at være, når hendes datter havde boet der. Der stod en kande med hvide roser i den brede vindueskarm. Et af kronbladene var faldet af, og hun samlede det op. Selvfølgelig, tænkte Felicity. Mary havde været her, selv om jeg ikke har bedt hende om det. Hvor er hun sød! Så diskret og hjælpsom!

Mary Barnes kom og gjorde rent to gange om ugen.

Det var først, da Felicity låste hængelåsen efter dem, at hun kom til at tænke på, at roserne ikke kunne have været der mere end et par dage, og Mary, der var en ret fantasiløs kvinde, kunne ikke selv have fået sådan en idé.

17

De blev stående uden for huset et øjeblik. “Nå, hvad synes du?” spurgte Felicity. Hun lagde mærke til en falsk munterhed i sit tonefald.

Lily smilede. “Det er dejligt,” sagde hun. “Virkelig dejligt.

Men der er så meget at tage stilling til. Kan vi ikke aftale, at du hører fra mig i næste uge?”

Felicity havde tænkt sig at tilbyde hende et lift, i det mindste til busstoppestedet i landsbyen, men Lily vendte sig om gik over engen. Felicity kunne ikke få sig selv til at råbe eller løbe efter hende, så hun blev bare stående og så efter hende, indtil den rød- og guldfarvede skikkelse blev opslugt af det høje græs.

Kapitel 3

Julie kunne ikke holde op med at snakke. Hun gjorde sikkert en idiotisk figur, men ordene væltede bare ud, og den tykke kvinde, der havde klemt sig ned i Delcor-lænestolen, som Sal havde købt på udsalg sidste år, sad bare og lyttede. Hun tog ikke notater, stillede ingen spørgsmål. Hun lyttede bare.

“Han var nem som baby. Ikke ligesom Laura. Hun var et rent chok i forhold til Luke. En krævende lille frøken, som enten sov, græd eller havde en sutteflaske i munden. Luke var …” Hun tav et øjeblik for at finde det rigtige ord. Den tykke vicepolitikommissær afbrød ikke, men gav hende tid til at tænke. “… rolig, fredfuld. Han kunne ligge vågen hele dagen og bare kigge på skyggerne i loftet. Han var lidt længe om at lære at tale, men på det tidspunkt havde jeg også fået Laura, og sundhedsplejersken mente, at det var forklaringen. Hun var jo så kvik og lagde beslag på al min tid og sugede al energi fra mig, så Luke blev lidt forsømt. Det var ikke noget at være bekymret for, sagde sundhedsplejersken. Han ville komme efter det, så snart han begyndte i børnehave. Geoff boede stadig sammen med os, men han var tit væk i flere dage på grund af sit arbejde. Han er stukkatør. Der er flere penge i branchen sydpå, og han var tilknyttet et bureau og endte med at få arbejde i Canary Wharf … Jeg havde hænderne fulde: to børn under tre og ingen mand i huset.”

19