Løbeild af Ann Cleeves (Uddrag)

Løbeild

Løbeild Oversat fra engelsk efter “Wild Fire” ved Brian Christensen Copyright © Ann Cleeves 2018 Dansk udgave © Forlaget Hetland 2019 First published by Macmillan, London Omslag: ©Blacksheep Design Ltd. 2018 Forfatterfotografi: ©Anjie Deistler Omslagsfotografi: Shutterstock Bogen er sat med Minion Pro og trykt hos ScandBook, Falun Printed in Sweden 1. udgave. 1. oplag ISBN: 978-87-9981-775-7

http://www.ForlagetHetland.dk

Forlaget Hetland København

Ann Cleeves

Løbeild

Ved Brian Christensen

Forlaget Hetland København

Til minde om Tim Cleeves, ĂŚgtemand og ven

Tak

Dette er den sidste shetlandsroman, og jeg vil gerne takke alle dem, der har inspireret og hjulpet mig igennem hele serien. Det er flabet af en udefra at skrive om et sted, der er så specielt, men shetlænderne har været meget venlige igennem alle årene. Jeg takker især Ingirid Eunson for hendes venskab og historier.

Tak til holdet i Aberdeen – James og Nicola Grieve og Lorna og Robbie Dawson – for deres venlighed og villighed til at dele ud af deres ekspertise til et polititeknisk fæ som mig. James, Nicola og Lorna bliver nævnt i Løbeild, men Robbie burde også være der! Robert Moncrieff optræder i bogen via en gavmild donation til Bardsey Bird Observatory fra hans kone. Mange tak til jer begge.

Jeg har arbejdet med en række redaktører i forbindelse med shetlandsserien, og jeg vil gerne takke dem alle her. I har alle andel i romanernes succes: Sarah Adams, Julie Crisp, Catherine Richards, Vicki Mellor og Marcia Markland.

Jeg er blevet udgivet på Pan Macmillan så længe, at jeg efterhånden føler mig som en del af familien. I er alt for mange til, at jeg kan nævne jer enkeltvis, men jeg vil gerne takke jer alle for jeres venlighed og overbærenhed. Maura Wilding er også blevet en del af holdet. Hun er min veninde og rådgiver samt en fremragende ord. Også tak til alle på Minotaur i USA, især Sarah Melnyk og Martin Quinn.

5

Sidst, men ikke mindst, en kĂŚmpestor tak til min agent, Sara Menguc, og hendes medarbejdere rundt om i verden. En sĂŚrlig tak til Moses Cardona i USA for at have arrangeret den bedste fest nogensinde inden en prisoverrĂŚkkelse.

6

Kapitel 1

Emma sad på stenskrænten og kiggede ned på de unge, der var i gang med at bygge et bål af drivtømmer på stranden for at fordrive kedsomheden. Der skete ikke så meget i Deltaness.

Det lå for langt væk fra Lerwick til en hyggelig aften i byen, og busserne holdt op med at køre, længe før barerne lukkede. Det var en klar og vindstille aften, og lyset aftog langsomt. Om en måneds tid ville det være midsommer. Emma var der, fordi hun også kedede sig. Som barn havde hun længtes efter at kede sig på rolige, normale dage, hvor hun slap for at føle sig anspændt.

Hun længtes efter skole og lektier og familiemiddage, der ikke endte i vrede, råben eller det, der var værre. Nu, tænkte hun, havde hun arvet et behov for spænding, en længsel efter at fylde dagene med handling og udfordringer, at fremkalde en reaktion fra menneskene i sit liv. Et behov for at få noget til at ske.

Hun så ud mod horisonten, hvor havet og himlen var gledet i ét, og spurgte sig selv, hvorfor hun så stadigvæk boede her i Deltaness og arbejdede som barnepige? En stemme inde i hovedet fortalte hende, at hun stadig var på Shetlandsøerne, fordi hun var bange for den verden, der lå uden for øerne. Her befandt hun sig i et trygt, tæt sammenvævet lokalsamfund, hvor hun kendte sin plads. Hvis ikke hun havde været så bange, ville hun være flyttet ned til fastlandet sammen med Daniel Fleming og var blevet kunstner, model eller designer. Emma 7

lukkede af for stemmen. Hun brød sig ikke om at opfatte sig selv som bange. Livet her var ikke så slemt. Det havde sine gode sider. Hun tog en flaske op af tasken. Det var ikke hendes dejlige nye håndtaske, som stod på hendes seng og mindede hende om disse gode sider, men den, som hun havde lavet af nogle stofrester. Hun tog en slurk vodka og rakte flasken til manden ved siden af sig.

Magnie Riddell gav hende den igen og lagde armen om hende. Om lidt ville han forsøge at stikke tungen ind i munden på hende. Det gav Emma en smule kvalme. Hun var glad for mænd, men på sine egne betingelser, og kun syntes nogle gange, at sex var alt for overvurderet. Magnie var rar og den diametrale modsætning til hendes far, men alligevel havde hun det svært med at være fysisk tæt på ham.

Bålet var tændt nu. Hun kunne mærke varmen selv på denne afstand, og gnister hvirvlede op i luften. De unge delte dåser med øl og cider rundt mellem hinanden. De sang et eller andet, som hun ikke kendte, noget om sport eller et vers, de havde hørt ved Up Helly Aa-ildfestivalen.

Så hørte hun sten rasle bag sig, og en lille dreng kom til syne på skrænten over dem. Han stirrede på bålet, tilsyneladende tryllebundet af flammerne. Hun genkendte ham med det samme. Det var Christopher, Daniel Flemings mærkelige dreng.

De unge nede på stranden fik øje på ham og begyndte at grine og råbe. Magnie tog armen til sig og så på hende. Han forventede tydeligvis, at Emma skulle blande sig og beskytte barnet. Men hun havde fri, og hun kedede sig. Hun sad bare og så scenen udspille sig og smilede.

8

Kapitel 2

Magnie Riddell følte sig gammel. Han burde ikke være her sammen med de unge. Hans mor ville høre om det, for sladderen løb endnu hurtigere i Deltaness nu, end da han var barn.

Dengang havde man haft en chance for at slippe af sted med lidt ballade. Nu var selv hans mor på Facebook, og der skulle ikke mere til end et billede, hvor man så ham sidde ved siden af Emma på stranden, hans ansigt oplyst af bålet og hun med en flaske i hånden, før hun ville gå i gang med sin sædvanlige moralprædiken. Hun ville jamre over, at Magnie var den eneste, hun havde tilbage nu, hvor hans far havde forladt dem til fordel for den udenlandske dulle i Lerwick, og at han allerede havde bragt skam over hende én gang: Ingen i familien har haft ballade med politiet før. Jeg kunne ikke vise mig i butikken i en hel måned. Du er nødt til blive voksen, Magnie. Du burde finde dig en sød lokal pige og gøre mig til farmor.

Magnie så på Emma, der sad pænt og roligt som hans mors siameserkat, selv om hun havde fået lige så meget at drikke som ham. Det var det, der skilte hende ud fra de lokale piger, der råbte og bandede lige så meget som drengene. Hun mistede aldrig selvbeherskelsen. Hun og Magnie lå og støttede sig på albuerne på stenskrænten og kiggede ned på bålet, der var et stykke fra dem. Det var også typisk Emma: altid en smule på afstand.

9

”Skal vi gå tilbage?” Han tænkte, at hun måske ville lade ham komme med indenfor på det værelse, som hun havde i lægens store hus. Det havde hun givet ham lov til en gang før. Da de havde ligget på den smalle seng, havde hun ladet ham røre ved sig og kysse sig, og han havde været helt vild af begær efter hende. Senere var han smuttet ned ad bagtrappen og ud i aftenmørket uden at nogen så ham. Han havde følt sig bange, frustreret og spændt på en og samme tid. Han havde håbet, at det måske var begyndelsen på noget, at det ville gøre ham til hendes kæreste og ikke bare hendes ven. Men med Emma kunne man aldrig være sikker på noget som helst. Selv da de havde kysset hinanden, og da han havde knappet hendes skjortebluse op og mærket hendes hud mod sin, havde han fornemmet, at hun holdt en distance – at hun var en tilskuer, der betragtede det, de foretog sig. Hun bedømte ikke ligefrem hans præstation, men hun viste ikke den store indlevelse. Han vidste stadig ikke helt, hvor han stod i forhold til hende, og af en eller anden mystisk grund var han for bange til at spørge hende. Af og til fik han lyst til at overfuse hende og tvinge hende til at tage ham alvorligt. ”Det kan jeg ikke,” sagde hun som svar på hans spørgsmål om at gå tilbage. ”Martha og Charlie er her, og jeg er nødt til at holde øje med dem og følge dem hjem.” Hun talte i et roligt tonefald. Der var et eller andet ved hendes sindige Orkney-dialekt, som tændte ham – gjorde ham helt vild. I det øjeblik ville han have gjort alt for at besidde hende. ”Selvfølgelig. Det kan jeg godt forstå.” For hvad kunne han ellers sige? Hun havde arbejdet som barnepige for lægens familie i mange år, og selv om de to ældste børn var teenagere, følte hun stadig, at hun havde ansvaret for dem på en måde, som han fandt beundringsværdig. Selv om det irriterede ham lidt i 10

aften. Emma var mere ansvarsbevidst, syntes han, end lægen og hans kone, som aldrig lod til at vide eller interessere sig for, hvad deres børn foretog sig. Hvis ikke det var for Emma, ville de ikke have været til at styre.

Han så ned på stranden efter familien Moncrieffs børn. Det eneste lys kom fra bålet, så det var ikke helt nemt at skelne dem i mængden. Martha var den første, han fik øje på. Hun var seksten og mørkhåret. Siden hun var begyndt på Anderson High School, havde han aldrig set hende gå i andet end sort tøj.

Hun sad i skrædderstilling i sandet med et rugende udtryk i ansigtet. Skulle man tro Deltaness-sladderen, var hun sær og opmærksomhedssøgende. Hans mor rystede altid på hovedet, når hun talte om hende: Det ender galt med den pige. Og hvad skal de der piercinger til for og håret, der ser ud, som om nogen er gået løs på det med en le? Hun ville såmænd være køn nok, hvis bare hun gjorde noget ud af sig selv. Han var en smule fuld nu og spurgte sig selv, hvorfor hans mors ord altid dukkede op i hans hoved, når han mindst ventede dem. Han ville ønske, at han kunne slippe af med dem – med hende.

Charlie var femten, et år yngre end sin søster, lyshåret og atletisk. Magnie kunne ikke forestille sig ham ruge over noget som helst. Han stod med armen om en kammerat og sang et eller andet, måske en fodboldslagsang. Fra der, hvor Magnie sad, kunne han ikke høre noget, der mindede om en melodi, kun en rytme. Charlie svingede en øldåse i luften. Han ville snart få det skidt. Magnie genkendte tegnene. Han var selv begyndt at drikke som ung.

Det knasede i stenene bag Emma og Magnie, og Magnie mærkede nogle småsten ramme sine bare arme. Han vendte sig om. Han håbede ikke, at det var en af de ældre lokale, der ville bede dem om at dæmpe sig eller slukke bålet. Så ville hans 11

mor helt sikkert høre, at han havde været på stranden sammen med Emma. Den seneste tid havde Magnie ikke været helt ærlig, når hans mor spurgte ham om barnepigen. Hvad kom det egentlig hende ved?

Men det var en dreng, der stod der. En lille dreng. Han var iført en hvid T-shirt og hvide shorts, så det så ud, som om han havde undertøj på og gik i søvne. Magnie genkendte ham. Hans mor og han havde set ham, en morgen de var på vej hen til forretningen. ”Det er ham den dumme dreng, der nu bor i det hus, hvor Dennis Gear engang boede,” havde hans mor sagt. ”Det siges, at han prøvede at sætte ild til skolen, og jeg er sikker på, at han vil sætte ild til os alle en skønne dag.” Magnie havde ikke sagt noget. Han vidste, at hans mor havde haft et blødt punkt for Dennis Gear – der gik rygter om, at de to var kommet sammen på et tidspunkt – og hun brød sig ikke om, at der var lavet så meget om på huset. Og måske havde hun også lidt dårlig samvittighed over, hvordan den gamle mand var død.

Nu fik han ondt af drengen, der så så forvirret ud. Sangen omkring bålet, der var begyndt som en hån af en fodboldklub, blev nu til noget mere ondskabsfuldt. Han hørte ordet, men troede dårlig sine egne ører. ”Spasser, spasser, spasser.” Magnie så på Emma. Hun arbejdede med børn. Hun ville da sikkert gøre et eller andet, for eksempel rejse sig og tage drengen i armene. De var nødt til at følge ham hjem til hans familie. Men Emma blev bare siddende og betragtede scenen under sig.

Magnie tænkte, at hun måske holdt øje med Charlie og Martha.

Hun så ikke på drengen, der stod oven over dem. Magnie rejste sig og råbte til de unge, at de skulle holde op med at drille drengen, men hans ord druknede i larmen. Nu ændrede sangen sig og de råbte ”galgemand, galgemand, galgemand”.

12

Drengen lukkede øjnene og holdt sig for ørerne for at lukke omverdenen ude. Magnie fattede ikke, at folk kunne opføre sig så ondskabsfuldt. Han vidste dog godt, at de ikke bare var ondskabsfulde alle sammen. Det var bare, fordi de havde drukket og var anonyme, en del af en gruppe, som nu i det flimrende lys blev forvandlet til en uhyggelig, råbende pøbel.

Magnie gik op ad skrænten og løftede drengen op i sine arme. Han gjorde ikke modstand. Han føltes meget let, som en fugl. Der var ikke noget kød på ham. På den anden side af skrænten, hvor han ikke længere kunne se bålet og teenagerne, satte han drengen ned på jorden. De unge var holdt op med at synge, som om de skammede sig over det, de havde gjort.

Magnie tog fat i drengens hånd. ”Du hedder Christopher, ikke?

Kom, Christopher, din mor og far undrer sig sikkert over, hvor du er. Vi må hellere få dig hjem til dem.”

Det var først, da han begyndte at gå, at han så skyggen. En skikkelse, som han genkendte, fulgte ham med øjnene.

13

Kapitel 3

De stod i skolegården og ventede på, at børnene fik fri. De fleste af dem var mødre, men der var også to fædre, tre bedstemødre og den unge kvinde, der arbejdede som barnepige for lægens familie. De fleste eftermiddage fandt de sammen i små vennegrupper, og samtalen var let og gik om vind og vejr. Efter ni måneder på Shetlandsøerne vidste Helena Fleming, hvad der ventede: lidt harmløs snak, anekdoter om de andre børns skøre påfund og bedrifter. Hun følte sig aldrig som en del af gruppen og talte sjældent om sine egne børn, men lagde gerne øre til, hvad de andre havde at fortælle.

Men i dag lod snakken til at være mere sammenhængende og alvorlig, og hun tøvede lidt, inden hun gik ind i skolegården.

Lågen knirkede, da Helena skubbede den op, og folk vendte sig om mod hende. Hun vidste, at de havde talt om hende og ventede på, at hun kom. Pludselig forvandlede de sig i hendes hoved til noget fra en gyserfilm og virkede mere som et kobbel jagthunde end de naboer, som hun troede, hun kendte ret godt. De var sultne efter sladder, og et øjeblik så hun for sig, at de kastede sig over hende med savl om munden for at få det. Hun fik lyst til at stikke af og var overrasket over, hvor bange hun følte sig. Hun var en stærk, selvstændig kvinde, som havde drevet det til noget ved egen kraft, og hun burde ikke føle sig så handlingslammet, tanketom og skræmt. Chok 15

og en rest af stolthed fik hende til at blive stående ansigt til ansigt med dem. Og helt ærligt, sagde hun til sig selv, hvad kunne de gøre hende? De ville nødig lave en scene. På overfladen i det mindste var shetlændere et høfligt folkefærd.

Hun bukkede sig og lod, som om hun bandt sit snørebånd, så hun slap for at se på dem.

I det samme kom eleverne fra første klasse ud i skolegården.

Helenas børn var ældre, men de ventende i gruppen skiltes for at hente børnene, og straks virkede de mindre truende. De fyldte armene med børnenes skolebøger og jakker. For denne eftermiddag var der ikke brug for overtøj. Det var sidst i maj og varmt i forhold til den sædvanlige temperatur på Shetlandsøerne.

Den anspændte situation var drevet over, i det mindste til næste dag, og Helena slappede af og sagde til sig selv, at hendes forestilling om, at de andre virkede som jagthunde, havde været latterlig. Hun burde bare være gået hen til dem og have indledt en snak. Hvor havde hun dog været ynkelig! Hvor fej!

Kort efter kom Ellie løbende ud i gården, fægtende med arme og ben, med strømperne nede om anklerne og kridt eller farve i panden og på trøjen. Munden gik på hende. Somme tider tænkte Helena, at pigen allerede talte, da hun blev født.

Hun havde i hvert fald krævet opmærksomhed. Helena havde vænnet sig til kun at lytte med et halvt øre og bare nikke engang imellem. Pludselig blev hun grebet af dårlig samvittighed, da det slog hende, at hun havde benyttet sig af nøjagtig samme taktik over for sin mor, da denne havde befundet sig i den sidste fase af Alzheimers. Helena bøjede sig ned mod sin datter og prøvede at koncentrere sig, men hun havde ikke hørt begyndelsen på Ellies historie, og det, hun nu sagde, gav ingen mening. Desuden kunne Ellie ikke stå stille i mere end et øjeblik og hoppede allerede af sted.

16

Christopher var den sidste, der kom ud, ledsaget af støttelæreren. Christopher kom altid ud som den sidste, altid ledsaget. Helena syntes, at det ville være godt for ham at blande sig med de andre, for hvordan skulle han lære de sociale spilleregler, hvis han aldrig fik chancen? Men hun havde endnu ikke samlet mod til at bringe det på bane. Hun forstod godt, at skolen ikke tog nogen chancer, men hun brød sig ikke om, at han kom til at føle sig anderledes. Han var elleve år, høj og havde mørkt hår og mørke øjne. Køn. Støttelæreren sørgede altid for at fortælle om, hvordan det var gået med Christopher i løbet af dagen. I London havde skolen haft for travlt til den slags. Der var for mange børn med problemer. Dengang ville Helena have været glad for at høre, hvordan Christopher havde klaret sig i timerne. Hun længtes efter information og ønskede, at hendes barn fik den opmærksomhed, som hun mente, han fortjente.

Nu gjorde det daglige ritual hende trist. Hun havde ikke lyst til at vide, at Christopher havde talt grimt til et barn eller bidt et andet. Hun var træt af medlidenheden og forståelsen. Det var lige før, at hun foretrak skolegårdsforældrenes nyfigne iver efter at høre mere om hendes mærkelige pyromandreng og hendes melankolske mand. ”Vi har da haft en ret god dag.” Støttelæreren, Becky, var shetlænder og altid munter, selv når hun overbragte de pinligste nyheder. ”Har vi ikke også, Christopher?”

Hun havde i det mindste forstået, at han hadede at blive kaldt Chris.

Christopher så på sin mor og rullede med øjnene. Helena tænkte, at det var denne arrogance, der lå til grund for meget af den modvilje, han blev mødt med. Han var kvik – han havde i hvert fald en helt utrolig hukommelse og den logiske sans til at løse matematiske problemer – og fordi han troede, at han var 17

verdens midtpunkt nogle gange, behandlede han de voksne omkring sig, heriblandt sin mor, som tjenestefolk. ”Han blev lidt hidsig i spisefrikvarteret, men det fik vi styr på.” Becky, smilede. ”Der har ikke været noget med at lege med tændstikker i dag. Vi ses i morgen, Christopher.”

Han var iført shorts og T-shirt. Sandaler. Ingen trøje og ingen strømper. Hans foretrukne påklædning selv midt på vinteren.

Han lod ikke til at kunne mærke kulden, men hadede følelsen af stof mod huden, selv naturfibre som bomuld eller uld. Han gik aldrig i pyjamas og vadede gerne rundt i huset uden tøj på, hvis han kunne slippe af sted med det. Skolen havde vænnet sig til hans sparsomme påklædning nu, men i begyndelsen havde der været en daglig opringning fra skolelederen, som spurgte, hvorfor drengen var mødt uden jakke. ”Vi vil gerne have, at de får lidt frisk luft, selv når det er koldt.” Helena havde forsøgt at forklare situationen og derefter sendt ham i skole med en jakke og en trøje i en taske, mens hun skumlede: Og hvis I kan få ham til at gå med dem, vil jeg meget gerne høre, hvordan I bærer jer ad. Hun håbede selvfølgelig, at de ikke ville få held med det, så de kunne se, at hun havde ret. Det viste sig, at hun havde ret, og hun fik ikke flere telefonopkald.

Christopher stod og ventede, mens Becky og hans mor talte sammen. Han hoppede og dansede ikke på stedet ligesom Ellie. Der kom en trækning engang imellem, og han bed negle eller kløede sig på huden, indtil det begyndte at bløde, og der kom sår. Denne samtale mellem hjemmet og skolen var en rutine, som skulle overstås, og Christopher kendte alt til rutiner. Da de var færdige med at tale sammen, var skolegården tom. Helena råbte til Ellie, der hang i benene på skolegårdens klatrestativ, at hun skulle hoppe ned, så de kunne komme hjem.

18

De boede over halvanden kilometer fra skolen, men medmindre det var dårligt vejr, gik de altid. Christopher brokkede sig over, at de ikke kunne blive kørt, men ligesom samtalen med Becky var brokkeriet blevet til et ritual. Han brød sig ikke om at være udenfor, og da han var ivrig efter at komme hjem til sit værelse og sin computer, gik han hurtigt af sted med en underlig stivbenet gang, der fik ham til at ligne en robot. Vejen førte dem langs stranden, hvor et par gamle både lå med bunden i vejret over tidevandslinjen blandt tangen. En stenskrænt adskilte vejen fra stranden, og Ellie løb op på kanten af den og holdt armene ud til siden for at holde balancen. Efter en dags påtvungen inaktivitet var hun som en hund, der trængte til at blive luftet. For enden af stranden førte en sti over en lav, sumpet odde. På denne tid af året var der et opbud af farver: gul iris, engkabbeleje, limurt og andre planter og blomster, som Helena ikke kendte navnene på. Da de i sin tid var flyttet hertil, havde hun besluttet, at hun ville lære navnene på dem alle, men andre ting havde fået højere prioritet. Herfra kunne hun se huset, der var blevet deres hjem.

De kaldte det Hesti, for det havde det altid heddet. Det var bygget op ad bakken, der ragede stejlt op i det flade marskland, og fra stuevinduerne var der udsigt til odden og stranden og hele vejen til den lille by Deltaness med dens skole, butik og forsamlingshus.

Ellie løb i forvejen. De kunne se hende pile op ad vejen til huset næsten uden at miste fart. Helena så på med misundelse og tænkte, at der engang havde været lige så meget spræl i hende selv. Hun havde kunnet danse hele aftenen og alligevel være frisk til arbejdet næste morgen, lige kreativ og fuld af idéer. Hvornår havde hun mistet alt det? Ikke med ægteskabet. Daniel havde været inspiration til noget af hendes bedste 19

arbejde. De havde mødt hinanden på billedkunstskolen og giftet sig alt for unge, hvis man spurgte hendes venner og frisindede forældre: ”Hvorfor dog gifte jer, søde? Hvorfor binde jer, når I begge er så unge?” Men hun havde været vild med idéen, den dramatiske gestus. Måske havde de ventet for længe med at få børn. Hun havde været midt i trediverne, da Christopher blev født, og næsten fyrre, da hun fik Ellie.

Hun var stadig ikke nået frem til et svar, da de nærmede sig huset. Christopher marcherede stadig i samme utrættelige robottempo, men hun var en smule forpustet og standsede et øjeblik og så ud over den brede dal, som isen havde dannet for flere hundrede år siden. Hun sagde til sig selv, at London måske nok havde smarte barer og udstillinger og teatre, men storbyen havde ikke det her at byde på.

Da hun kom indenfor, var Christopher allerede forsvundet op på sit værelse. Han havde ganske sikkert smidt det meste af tøjet og sad i undertøj foran computerskærmen, hvor han så et afsnit af CSI, som slet ikke var egnet for en dreng på hans alder.

Fuldstændig opslugt, lod det til. Han var besat af polititekniske detaljer og måtte nogle gange hives væk fra skærmen, når det var spisetid. Det kunne i bedste fald føre til tavst surmuleri og i værste til et voldsomt raserianfald. I London havde hans skrig nogle gange fået naboerne til at ringe til politiet. Undertiden gav hun efter og lod ham spise en sandwich alene på værelset, selv om hun godt var klar over, at det var et skråplan, og at det ville blive endnu sværere næste dag at overtale ham til at tilbringe lidt tid med familien. Men hun orkede ikke at tage kampen.

Ellie var i køkkenet på jagt efter noget at spise. Hun havde allerede skrællet en mandarin, og skrællen havde hun bare smidt på køkkenbordet. Hun gik forbi Helena og satte sig til 20

rette i sofaen i stuen for at se børne-tv. Daniel var ikke at se nogen steder, selv om hans bil holdt på sin sædvanlige plads bag huset. Måske var han ude at gå en tur. Det var jo dejligt vejr, og han havde virket i bedre humør i morges. Det gjorde Helena lettet. Hans depression kom i bølger, og ligesom havet tog den manden, som hun kendte og elskede, og efterlod hende med en bitter og vred fremmed. Det var rart at have ham ude af huset lidt.

Avisen The Shetland Times lå på bordet. Daniel måtte have købt den hos købmanden i Deltaness tidligere på dagen, mens hun arbejdede.

Helena bladede i den og tænkte på, hvor anderledes den var i forhold til lokalavisen i det område i London, hvor de tidligere havde boet. Dens forsider havde tit været uhyggelige og sensationsprægede med historier om knivvold, overfald, ildspåsættelser og skyderier. På forsiden af The Shetland Times kunne man læse om fåremarkeder og en børnemusikfestival, og at fiskefabrikken Shetland Catch havde modtaget en rekordstor fangst. Hendes panikanfald i skolegården virkede latterligt nu.

Shetlænderne var gode mennesker. Hun kunne mærke, at stressen sivede ud af kroppen, og hun satte vand over og lavede sig en kop te. Så kiggede hun i avisen igen.

Mellem anden og tredje side lå der et stykke millimeterpapir.

Det var lille, præcis tyve centimeter på hver led og nydeligt skåret, muligvis med en skæremaskine. Der var en tegning: Prikker i de bittesmå felter dannede en tændstikfigur. Det kunne være en tegning til legen galgemand, hvor man skulle gætte et ord, for ved siden af tændstikfiguren dannede prikkerne en galge, og personen dinglede allerede i den. Men der var ingen bogstaver, ingen streger med manglende bogstaver. Og Helena havde modtaget lignende tegninger før.

21