THE UNIT

ER 5

M NUM

16

– 20

OVARTACI PREBEN MAJOR SØRENSEN BJARKE STENBÆK KRISTENSEN JOHANNE KIRSTINE FALL FLEMMING DUPONT CELESTE KNIRKE ARNSTEDT JOSEFINE KLOUGART KAROLINE STJERNFELT ZVEN BALSLEV PIA BUSK NADIA JOSEFINA EL SAID ANIKA LORI LARS BUKDAHL HALFDAN PISKET JOHANNES HOLBEK

I ANNA HECHMANN KNUDSEN PL DOL IDA HARTMANN METTE ZINGENBERG IN AKA DE T ANNA SIDSEL ANDERSEN NI JOAKIM VILANDT RUNE FISKER JAN OKSBØL CALLESEN BETTY BORCHSENIUS HANS OTTO JØRGENSEN KATRINE MARIE NIELSEN PERNILLE HELWEG KLØVEDAL PETER SEEBERG HANSEN OLIVIA TURNER JON GAHRN HENRIKSEN

T E D U B A F E D N E R E L

NY LIT TE RATUR NY TEGNE SERI EER

60 Mama låser op, og de går ind i lejligheden. I unitten. En etværelses med køkken og bad.

Stanken slår hende i møde allerede i døren. Noget råddent blandet med den sødlige lugt af røgelsespinde. To katte gnider sig op ad mamas ben, da hun går ind. Hun lader dem gøre det. Den ene har et gult, betændt øje. Den hvide pels under kattens øje er våd og fedtet.

TEKST: METTE ZINGENBERG BILLEDE: ANNA SIDSEL ANDERSEN Det er ikke Pantheon, det kan Raquel se med det samme. Malingen skaller af den høje, hvide bygning. Green Resorts står der henover muren med svungne, neongrønne bogstaver. Det er sensommer. Varmen er tør og tung. Gamle kapsler er trådt ned i sandet. Nogle halvnøgne børn spiller bold langs muren. En falmet, rød løber fører hende hen til bygningens hovedindgang.

Hun går ind. En asiatisk udseende, ung pige står bag en buket plasticblomster ved skranken. “Jeg skal besøge Señora Rodriguez,” siger Raquel. “Jeg ringer til hende,” siger pigen og tager telefonrøret op.

Mama tager imod hende ved elevatoren. Hun holder Raquels hoved mellem sine hænder og giver hende et kys på hver kind. To af den samme rod af fordærv.

Men også af kærlighed. Ingen af dem lader sig narre. Hver gang de ser hinanden, sker der det samme. Genkendelsen af sig selv i den anden. Som to stængler på den samme vildtvoksende plante skyder de ud i forskellige retninger og filtrer sig begejstrede ind i hinanden igen. Med blodet sydende.

De kører op med elevatoren. “Det er 21’ende etage,” siger mama stolt og smiler. Hun rynker brynene, hver gang hun smiler. Som om hun skal se, hvad Raquel siger til det. Som om hun er kritisk over for sine egne meninger.

De står af på 21. etage. Raquel følger efter mama hen ad en gang. De stopper op ved en dør. T. Rodriguez står der på døren.

Et lille utydeligt navnskilt. Mama låser op, og de går ind i lejligheden. I unitten.

En etværelses med køkken og bad. Stanken slår hende i møde allerede i døren.

Noget råddent blandet med den sødlige lugt af røgelsespinde. To katte gnider sig op ad mamas ben, da hun går ind. Hun lader dem gøre det. Den ene har et gult, betændt øje. Den hvide pels under kattens øje er våd og fedtet.

Der er beskidt i lejligheden. Tallerkener med rester af mad. Tom plasticemballage. Fyldte skraldeposer, som mama endnu ikke har fået smidt ud. “Undskyld rodet,” siger mama. Hun flytter en pande med ris over på komfuret men ser ikke ud til at bekymre sig videre over det. De

har altid boet sådan. I den lille stue står et bord, et par stole og en seng. Mama har ikke redt sengen. Det er der, hun sidder.

Raquel ved det. Hun sad også sådan i den gamle lejlighed. Udførte sine befalinger derfra. Foretog alle sine handlinger fra sengen. Telefonen ved siden af. Fjernsynet tændt. Med de gamle film. Hendes mor kan lide actionfilm. Alt hvad der har de kendte skuespillere med. De er blevet gamle nu, men hun kan stadig godt lide dem. Som om de altid vil holde sig unge i hendes verden. I hendes disneyhjerne.

Raquel sætter sig i en stol ved siden af sengen. Men mama vil vise hende altanen. De går ud og står tæt sammen på den trange altan. De tænder hver en cigaret.

“Se, hvor smukt her er. Se min udsigt.”

Raquel bliver svimmel af den. “Der var en handicappet mand, som døde i lejligheden ved siden af,” siger mama. “Hans kone skubbede ham ud af kørestolen. Ud over gelænderet.” Hun peger hen og ned. Under dem kan Raquel se andre mennesker, der sidder ude på deres altaner og mange meter længere nede swimmingpoolen.

Vandet er fyldt med alger og har en grønlig, forhekset farve Nogle børn svømmer rundt i poolen. Hver gang de tager et hovedspring, ligner de små atleter. Og vandet sat i den pludselige bevægelse ligner ædelsten i genskæret fra solen, der nu står midt på himlen. De står og kigger på børnene, og så kommer kattene ud til dem på bløde poter. I det hede vejr. Lidt efter går de ind.

Mama sætter sig i sengen. Kattene hopper op til hende. Lægger sig til rette i fodenden. Raquel sætter sig på stolen ved siden af.

“Hvordan går det med faldene søde spørger mama. “Får du stadig de der forfærdelige blackouts?”

“Jeg faldt igen den anden dag foran en kontantautomat på gaden. Men nu har jeg købt en bog om meditation.”

“Nå, det var godt,” siger mama. “Ræk mig lige den der tallerken ris ovre på bordet.” Raquel rækker mama tallerkenen.

“Hvor lang tid bliver du i dag?”

“Jeg bliver hele dagen. Jeg har virkelig brug for at slappe af.”

“Selvfølgelig. Jeg er glad for, at du er

63 her. Jeg sidder jo bare og drikker champagne med mig selv.”

“Champagne?”

“Ja,” siger mama uden at fortrække en mine. “Hvordan går det med Juan?”

“Det går fint,” siger Raquel, “men jeg kan ikke forstå, at vi ikke har haft sex endnu. Han er nok bare nervøs, og så bliver jeg også nervøs, og ingen af os tager initiativet.” Mama kigger på hende. “Åh, Raquel,” siger hun. Raquel laver en affejende bevægelse.

“Du kender mig mor. Det mindste tegn på, at de ikke viser mig interesse, og jeg er den, der er skredet.” Mama kigger på Raquel.

“Raquel, lov mig at når det en gang kommer til, at I skal være sammen, uanset hvad, om du bliver forskrækket, bange eller han vækker dig afsky, må du for alt i verden ikke vise dine følelser. Sådan en stor krop kan godt være helt anderledes at se på end et normalt menneske. Du kunne forvolde ham meget ondt. Han er jo en mand, som har en sygdom. Han har fået lavet en operation. Det er ikke for sjov, at han har fået fjernet alt det fedt.” Raquel kigger alvorligt over på mama.

“Det lover jeg,” siger hun og tilføjer så, “tak mor. Du kender mig så godt.”

Mama rejser sig fra sengen og lægger en hånd på Raquels skulder, idet hun går over til køkkenet og henter en stor pose med tørfoder. Kattene løfter hovederne fra sengen. Hun hælder noget foder ud på paketgulvet til dem. Det siger en trommende lyd. Kattene iler til. Hun sidder stille og observerer dem, mens de spiser.

Denne unit vil være hendes altid. Det bedste køb hun nogensinde har gjort. Raquel tænker på, om mama måske kan finde en form for ro. Her i dette ørkenlandskab.

Her hvor alt er smittet af hendes hænder, og hendes lille, mørke skygge, der rydder op i gamle vaner.

Mama sætter sig over i sengen igen og begynder at spise af sin tallerken med ris.

“Vil du ikke have noget?” Raquel kigger over i køkkenet, hvor der står opvask fra flere dage. Stabler af tallerkener med beskidt bestik.

“Har du noget salat?” Mama rynker på næsen.

“Tror du, jeg er en hest?”

“Har du nogle æg så? Jeg kunne måske godt tænke mig et æg.” Mama peger med gaflen over på køleskabet med munden fuld af ris. Raquel går over og åbner køleskabet og finder en grå bakke med et halvt dusin æg. Hun tager bakken ud og åbner den. For en sikkerheds skyld kigger hun på udløbsdatoen. 2007 står der. Det kan ikke være rigtigt. Hun tænker på, om det kan være 2017, men det kan jo heller ikke passe.

“Mama. De her æg blev for gamle i 2007, det er 9 år siden.” “Åh ja, det er rigtigt,” siger mama ovre fra sengen.

“Men hvordan kan det være rigtigt?”

“Ja, altså året de blev for gamle, syntes jeg, at det var ubehageligt at smide dem ud, hvis de nu gik i stykker, og der kom et sort, grimt foster ud af dem. Haha.”Mama griner, så maden sprutter ud af munden på hende.

“Men du er jo også flyttet et par gange siden 2007.”

“Ja. Tænk engang,” griner mama, “fordi jeg ikke ville smide dem ud, har jeg altid haft dem med mig. 9 år det samme halve dusin æg i køleskabet. 9 år har jeg set på de samme gamle æg.”