Der var en langsigtet eufori, det her var fremtidens lagerløsning, systemet der kunne imødekomme vækstkravene. Logistikturisterne stod og spejdede ud over arbejdsdækket og resten af den tørre pakkehal, ligesom Lars og de andre ledere gør nu. Jeg sender pallen af sted. På vej over arbejdsdækket mod E4 føler jeg mig set på alle mine flader. Jeg tænker på lederne, kameraerne, skærmene, loftet og væggene som et tæppe af øjne spændt ud omkring mig. Jeg kan ikke give mig hen til arbejdet. Men så løftes varerne op til mig, og jeg ser ud over skinnerne: liggende på tværs som bygningens ribben ned igennem hallen; som fragtveje for multishuttle-slædernes transport af paller til pakkedækket, jeg står på, jeg husker hvad Lars sagde i går aftes: Funktion og konstruktion, det er det samme.
På vej tilbage med pakken stopper jeg op mellem E4 og min station, midt i det hele: Bag mig strømmer pallerne over skinnerne til vareelevatorerne til dækket. Foran mig løber det sekssporede med sine fyrre vinkelrette afkørsler til de tyve stationer. Det er alt sit jern. Det er al sin gummibelægning. Det er alle sine pakker; en konstant bevægelse fra højre mod venstre, kommende, flydende, videre, brunt på sort på gråt. Ned ad dækket til begge sider sænkes pallerne i rammerne, hver gang et nyt lag bygges ovenpå. Ordrerne hæver sig som det perfekte møde mellem to bølger, konstant og papbrunt. Skærmene er et tavst sprog fra Lageret til os, modstandsløst, som en fisk der svømmer igennem en anden fisk. Mod slutningen af testen kommer der enkelte pakker påskrevet med sprittusch til min station. Vores grydeskeer.
Vores bademåtter. Vores håndcreme. Jarif keder sig vist nede på Depal, tænker jeg. Andreas sendte ham derned som den eneste, som straf for at brokke sig over testen i går aftes. Nogle minutter senere er det mere sådan noget som Vores arbejdsskader, Vores døde sæler, Vores Nordsøolie der står på pakkerne. Allermest får det mig til at tænke på, at Jarif har stået helt alene nede på Depal og skrevet det på dem. Jeg kommer til at grine, først inde i mig selv, så med lyd på og til sidst helt hysterisk med vand ud af øjnene. Jeg opdager det, fordi lederne og dem ved de nærmeste stationer står og kigger på mig. Vi er ikke adskilt! har jeg lyst til at råbe, mens jeg holder pakken frem i strakte arme, netop denne pakke som Jarif har haft i hænderne nede på Depal.
■
Skærmene er et tavst sprog fra Lageret til os, modstandsløst, som en fisk der svømmer igennem en anden fisk.
Skærmen lyser op og siger: – Total: 32 units, 12 large, 20 small, med sin gennemsigtige stemme, sin glasmallestemme, Helvetica Neue. 59