Texas Longhorn #4 - Sci-Fi & Horror

STA I D PL DOL-IG INDAKA EN T I

S A X E T NYT !

N R O H G N O L I F I C S TEMA: ROR & HOR

LUCA ENGBERG TALAMONA JAKOB KJÆR BØDKER MASAR SOHAIL NIKOLAI LUTOHIN IDA MARIE HEDE NICOLAI HOWALT WILLIAM LIPPERT SIMON STÅLENHAG KAMILLA ROHR CECILIE ENEVOLD NIELSEN LÆRKE JESSEN ANNA IDA PEZZOT PALLE NIELSEN JONAS EIKA RASMUSSEN JOHN KENN MORTENSEN LEA MARIE LØPPENTHIN ADAM O ERNESTO DALGAS HALFDAN PISKET HANS OTTO JØRGENSEN ANTONIO SANT’ELIA ERWIN NEUTZSKY-WULFF DAN TURÈLL JOHANNES HELDÉN MATILDE WESTAWIK GAUSTAD KIRSTEN THORUP

2

TEXAS LONGHORN

– the real thing

Kære ven! Velkommen. Det er med stor glæde, at vi nu kan præsentere det nye nummer af Texas Longhorn.

Der er meget at glæde sig til. Blandt andet vil vi gøre fed brug af billedkunst, tegneseriekunst og grafik.

På den måde har vi fået mulighed for ikke bare at præsentere lovende, litterære talenter, men også talenter fra den visuelle pøl. Dette har vi valgt at gøre til dels ved en parringsmetode, hvor vi sætter de litterære tekster op mod visuelle arbejder, som vi synes arbejder med eller mod hinanden. Der er ikke tale om illustrationer af teksterne, eller omvendt, billedet tager ikke fantasien fra os, og teksten sætter ikke ord på det ordløse. Bidragene står side om side, som sig selv, og som en undersøgelse af hinanden. Texas Longhorn er en legeplads for kunstnerisk eksperimenteren.

Et helt nyt tiltag er vores læseguide, hvor vi sætter fokus på de mindre, danske forlags kommende udgivelser. Der er mange små, danske forlag, der giver stemme til den smallere, danske litteratur, samt oversættelser fra udlandet. Det kan vi hos Gladiator identificere os med, og vi finder det derfor naturligt at slå et slag for, at disse skal have en ordentlig plads i pressen. I læseguiden finder du en kort beskrivelse af de enkelte værker, udgivelsestidstidspunkt og forlag, så du selv kan gå på opdagelse i denne mangfoldige jungle.

I dette nummer af Texas Longhorn er temaet sci-fi og horror. Temaet skal ikke forstås som en rigid ramme, som teksten må indordne sig under. Der er snarere tale om et ledemotiv gennem bladet. Det er op til hver enkelt bidragsyder, hvordan man vil fortolke temaet – på en helt enkel måde, eller mere tilfældigt.

Temaet er en rute eller en retning, der fungerer som vejleder for, hvordan teksterne skal læses. Det er en måde at undersøge på; at spørge ind til litteraturen, dens genrer, dens former, dens tendenser. Det er en opblødning af den ramme, som en genre kan være, en vej til at vi sammen kan udforske, hvad en genre indeholder af muligheder. Blandt andet derfor starter vi op her med sci-fi og horror-tema: Fordi rigtig mange har et forsimplet og karikeret billede af netop disse genrer. For hvad er sci-fi og horror?

Det er f.eks. skriget, når man opdager, at verden ikke er, som man troede, den var. Når Ray Bradburys Guy Montag kan møde den unge Clarisse McLellan og hun med sin for ham helt fremmede logik kan ryste ham, så han gyser. Det er chokket.

Paranoiaens kildren, der løber op ad rygsøjlen og griber en om baghovedet. Den får hårdere fat, jo hurtigere man løber. Det er at svømme i dybt vand, hvor man ikke kan se bunden.

Det er den gispen. At svæve der.

Endnu engang: Kære ven!

Velkommen.

Blad nr. 4 © Texas Longhorn, forfatterne & kunstnererne 2016 Udgivet af Forlaget Gladiator Redigeret af Jacob Skyggebjerg, Mette Zingenberg, Otto Sejer, Halfdan Pisket, Clara Birgersson & Anna Sidsel Andersen Trykt hos Mukusala.

Printed in Latvia 2016 Støttet af SKAGEN Fondene Er du interesseret i at annoncere i Texas Longhorn? Kontakt: annonce@forlagetgladiator.dk Er du interesseret i at tegne abonnement til dit bibliotek eller uddannelsesinstitution?

Kontakt: Anna Sidsel Andersen på sidsel@forlagetgladiator.dk Bidrag sendes til: tlh@forlagetgladiator.dk Se vejledning på vores hjemmeside: www.forlagetgladiator.dk/ texaslonghorn

KRABBESHOLM HØJSKOLE

NY LITTERATURLINJE FRA AUGUST

3

>AKTIVISTISK >19 OG 24 UGERS FORLØB >MERE END 20 TIMERS UNDERVISNING OM UGEN Det handler om læsning og skrivning, læsning og skrivning, læsning og skrivning.

Litterære tekster, kritiske tekster, analyser, alt.

Dine tekster kommer ud i verden. Lav dit eget mikroforlag med pop up-bøger, pamfletter og plakater fremstillet på højskolens Riso-trykkeri. Eller arbejd med lydfiler, videoer, fotos, objekter, malerier, serigrafiske tryk osv. på skolens mange specialværksteder.

Vi arbejder tæt sammen med Gladiator omkring undervisere og gæstelærere, og du får et unikt indblik i, hvordan nogle af forlagets udgivelser bliver til.

SOMMERKURSUS MED GLADIATOR 10.-16. juli

>SKRIVELINJE >NÆRLÆSNINGER >TEGNEDE FORTÆLLINGER >GRAFISK VÆRKSTED Pia Juul, Kristian Bang Foss, Hans Otto Jørgensen, Jakob Sandvad, Halfdan Pisket, Ida Marie Hede Bertelsen, Josefine Klougart, Knud Sørensen, Nis-Christian Bredholt, Kristina Nya Glaffey, Charlotte Jensen, Lars Frost, Asger Schnack, Ida Holmegaard.

SCHADE BØGER

vestjyllandshojskole.dk

>NY BOGSERIE >REDAKTION: GLADIATOR >GRAFISK DESIGN OG TRYK: KRABBESHOLM Bøgerne trykkes på Krabbesholms eget Riso-trykkeri med inddragelse af eleverne på litteraturlinjen og grafisk design. Forfatterne kommer til højskolen og er med i processen.

Fem titler pr. år. En blanding af nyt og gammelt. Og af alle genrer.

Første udgivelse bliver præsenteret på sommerkurset af Asger Schnack: Jens August Schade: “Den himmelske Elskov paa Jorden” med efterskrift af Lars Bukdahl og illustrationer af Asger Jorn.

Start i sep. jan. ell. marts – vælg 3, 5 ell. 8 måneder

Dans Musik Sanger Forfatter Maleri Keramik Teater Kokkeri Øko. iværksæ tter og meget mer e...

Ring og aftal et besøg eller bestil brochure: Vestjyllands Højskole, 6950 Ringkøbing, 9675 3777 / kontor@vestjyllandshojskole.dk

5 Solaris tekst: Luca Engberg Talamona billede: Nikolai Lutohin Du læner dig tilbage i lænestolen og svøber dig ind i uldtæppet På gulvet ligger der Star Trek-dvd’er og science fiction-bøger fra Philip K. Dick, Do Androids Dream of Electric Sheeps? til I Robot af Isaac Asimov til The Genesis Code af John Case Sci-fi-filmen Solaris fra 72 vises i tv’et Solaris er på overfladen en vandplanet med kæmpebølger på mindst 30 meter men Solaris er også en enægget organisme bølgerne er som nerveceller der sender impulser til planetens kerne som genererer minder i hovedpersonen, astronauten Kelvin Hans døde fars træhus stiger op af havet Kelvin går langsomt derhen Faren står med åbne arme på verandaen Kelvin ved at det er en illusion men han er ligeglad, han omfavner illusionen Du lukker øjnene Du drømmer: Kræften ulmer i din venstre lunge Du ligger i en hospitalsseng Din overkrop og arme er koblet til tykke metalkabler De suger vand og blod ud af din krop En plasticslange stikker ud af munden på dig Grønt slim suges op Nakkemusklerne spændes To læger i hvide hazmat suits holder dine ben i et jerngreb

6

Din tørre hud smuldrer muskelvæv og sener flyder ned ad skelettet Mobilen ringer Du vågner med et gisp sveden driver ned ad dig hovedet dunker Hvad er klokken?

OH dove sei?

Du kaster mobilen over i sofaen og tager træbrættet med de fem fjernbetjeninger knapperne lyser rødt og grønt Du slukker tv’et og peger brættet mod din lunge Du ville ønske at det var et futuristisk lægemiddel Ikke mere kemo Ikke ligge stille i otte timer Ikke flere søvnløse nætter Ikke smagen af jern og kobber i munden Ikke svamp på tungen Bare kræften ville implodere!

Vaffanculo!

Du går ud på altanen hvor dit ansigt lyses op af månen hvor cikaderne kalder og på altanen ved siden af dig vander Paolo sine hvide liljer og krysantemum Sikke en smuk måne, der vil jeg gerne holde ferie siger han Du går ingen steder med dine slidte knæ for hvem skal så køre mig til byen råber hans kone inde fra stuen Du tænker: Hvis Solaris fandtes ville min søn rejse derhen?

Du ser på din hånd håndfladen er fyldt med linjer ellipser med roterende planeter fjerne galakser på fingerspidserne

Fra Palle Nielsens Orfeus & Eurydike, 1955-1959

uddrag af PANSER – et dramatisk digt

9

tekst: Lea Marie Løppenthin

Andet akt, scene 5 kor: Andy Sophie og Ingeborg er på en hyggelig gåtur i Buena Vista Park Andy og Sophie holder hinanden i hånden og lykønsker Ingeborg med hendes beslutning om at forlade Juan he was no good he was no good Andy og Sophie synger den slags omkvæd for Ingeborg deres gode veninde som altid må gå så grueligt meget igennem før var det med ham med PTSD ham der var hjemvendt fra Irak og vågnede om natten med vilde øjne han sprang ud foran AmTrak en morgen efter han var gået fra Ingeborgs lejlighed han havde kysset hende og fløjtet Ingeborg har altid været tiltrukket af højreorienterede mænd mænd uden venner det vil sige ensomme ulve Ingeborg er selv en ensom ulv så hvad ellers at Ingeborg har venner er en meget lille forskel i hendes altid tilbagevendende ensomhed hendes sindssyge kværn i hjernen der truer med at ødelægge alt

Andy: Det er dejligt at være tilbage i San Francisco østkysten er ikke hvad den har været jeg er ikke hvad jeg har været færdig med Ivy League færdig med high school Ingeborg: Det lød ellers ikke helt sådan på den e-mail, du sendte Sophie Sophie: Ingeborg Ingeborg vent nu lidt med din dom Andy: Det er da fint at bemærke, Ingeborg jeg er glad for at Sophie har gode veninder som hun stoler på at hun går til dig i en situation, hvor jeg gør hende ked af det jeg skrev en mail og var forvirret jeg var hjemme hos mine forældre de opførte sig som om jeg aldrig havde været væk de sagde, hvor dejligt at du og Heather stadig holder kontakten hun har altid været sådan en dygtig pige hvem vil ikke gerne glæde sine forældre

hvad med dine forældre Ingeborg, hvad ønsker de for dig?

Ingeborg: Min mor rejste til Santa Cruz da jeg var lille og har aldrig henvendt sig siden min far og jeg blev tilbage i Danmark min far ønskede sig at jeg skulle være hans juletræ hele året rundt, alle årene han pyntede mig med sin kærlighed jeg var aldrig et barn så hvordan kunne jeg blive voksen hvordan kunne han have nogle forventninger til mig han glemte at jeg kunne finde på at rejse en dag og da jeg rejste skiftede hans ansigt farve, til noget mere gråligt og aldrig vendte den oprindelige farve tilbage det var sidste gang jeg så ham kort sagt: han er død når jeg tænker på ham, skifter hans ansigt hele tiden mellem den grå og solbrune farve, det havde i hele min barndom som et hologrambillede med to ansigter i ét Andy: Så er du vel i princippet fri ?

Så kan du jo gøre lige hvad du vil! jeg har ofte misundt de forældreløse jeg har ofte misundt de rådvilde et spændende nulpunkt at kæmpe sig op fra bunden!

10

kor: Ingeborgs ansigtsfarve skifter mellem hendes fars grå og hendes fars solbrune Ingeborg knytter sine hænder i lommerne Ingeborg knytter sine hænder om de store blanke sten, hun har samlet mellem fuglene Sophie er løbet foran for at prøve at udtænke et nyt samtaleemne Sophie ser ikke Ingeborg tage en stor sten en alt for stor sten op ad tasken og slå Andy i hovedet med den Andy er så overrasket, at han ikke skriger lige først Andy ligger på jorden imens Ingeborg slår ham i ansigtet med stenen Ingeborg har meget ofte haft drømme om forfølgere, som hun til sidst har måttet stikke ihjel med knive hun har måttet vende sig om mod dem og stikke dem og i drømmen bevæger forfølgerne sig længe efter efter hun har stukket første gang det er anstrengende at slå nogen ihjel således også Andy Sophie vender sig om og ser sin veninde slå Andy i hovedet med en sten Sophie har set YouTube-videoer fra Mellemøsten, hvor mænd og kvinder der har begået ægteskabsbrud bliver gravet ned i sandet så kun hovedet stikker op så bliver de stenet til døde Sophie kan ikke bevæge sig

“Meget irriterende med ham at han ydmygede mig og i sådan en grad at han oveni det hele har gjort mig til morder”

11

“OK Ingeborg, OK men nu ligger han her som en plasticø i havet kan ikke længere flytte sig selv nu rammes vi af morderens genvordigheder dét besvær, en morder må påtage sig: at flytte de døde”

12

og så er det slut, Andys øjenvipper sitrer ikke Andys hænder bevæger sig ikke Ingeborg åbner munden Ingeborg vil sige noget

Sophie: Ak Ingeborg hvor mange røvere kender du som myrder med sten

Ingeborg: Ja Sophie jeg beklager alt ved den mand var et gyldent håndtryk her har du guldet, min pige, sagde hans ansigt tag guldet min dyre og midlertidige opmærksomhed her er det tag det og søg bekendtskab et andet sted her gør du vidst ikke nogen gavn

Ingeborg: Tag nu bare fat i din idiotiske boyfriends fødder og hjælp mig meget irriterende med ham at han ydmygede mig og så i sådan en grad at han oveni det hele har gjort mig til morder

Sophie: Men var det rimeligt at slå ham ihjel Ingeborg: Det er aldrig rimeligt at slå nogen ihjel Sophie: OK Ingeborg, OK men nu ligger han her som en plasticø i havet kan ikke længere flytte sig selv nu rammes vi af morderens genvordigheder dét besvær, en morder må påtage sig: at flytte de døde Ingeborg: Vi flytter ham ikke langt se, vi trækker ham ind i dette buskads vi tager hans værdisager med os stakkels Andy, røveri med døden til følge

kor: Og Sophie med det blanksorte hår og Ingeborg med det leverpostejsblonde de skjuler deres fælles gerning Ingeborg, der myrdede Sophie, der ikke forhindrede det de går hele vejen hjem til Blake Street på deres ben for at blive så trætte, at de straks falder i søvn bag Ingeborgs dør Soo ser til fra verandaen, hun ser de to pigebørn gå omkring i værelset og lyset blive slukket Soo siger: THOSE GIRLS WHEN WILL THEY FIND A REAL MAN Andy kommer aldrig tilbage en hund finder liget i buskene LET’S GO NIETZSCHE råber hundeejeren til sin hund han er i nittejakke og møre jeans we didn’t find this guy, we didn’t someone else has got to take care of this

13

TRÆERNE tekst: Jakob Kjær Bødker billede: Nicolai Howalt Jeg opdager, at jeg ser op på træerne. De er store. Størst nederst og så deler de sig i mindre dele længere oppe. Øverst er der grønne blade.

Mine øjne gør ondt, når de ser op mod lyset. Men det gør ikke noget, for det er rart at se på træerne. De bevæger sig ikke og er der også, når øjnene ser et andet sted hen. Når det blæser, kommer der behagelige lyde fra toppen af træet. De ledsages af et ubehag i armene, der føler kulde. Men det gør ikke noget.

Noget bevæger sig oppe i træet, og det er ikke bladene. Bevægelsen følges af en høj, skarp lyd. Det er en fugl. Den bevæger sig meget hurtigt, og nu er den væk. Så er lyden ovre ved det høje græs. Det er ikke rart at se på fuglen. Man ved ikke, hvornår den er væk. Træerne er der hele tiden, også når øjnene ser et andet sted hen, og det er rart.

Det er blødt for benene, der hvor de er. Der er græs omkring dem, og det kildrer i håndfladen, når den bevæger sig hen over græsset.

Det er ikke blødt for ryggen – det er hårdt bag den. Mit hoved drejer sig for at se, hvad det er ryggen rører ved. Mine øjne ser, at det er et træ. Det er rart.

Meget høj lyd. Meget pludseligt. Ørerne gør ondt. Hænderne ryster. Hjertet banker hurtigt. Min mund siger en lyd af forskrækkelse. Det er ikke længere rart at være her. En mand kommer

Copyright: Nicolai Howalt / Courtesy Martin Asbæk Gallery.

Værkerne stammer fra arbejdet Rusland produceret i 2011.

14

15

løbende, hurtigt. Han ser både chokeret og vred ud – han råber højt og skælder mig ud. Han siger, at der er jagt i skoven, og at det står på et skilt. Han har en riffel over skulderen.

– Jeg var jo lige ved at ramme dig, siger han. Jeg svarer ikke, for jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Han gentager sig selv: – Jeg var lige ved at ramme dig. Han taler højt og tydeligt til mig, og vifter med hænderne foran mine øjne. Jeg kigger op på ham, da han igen begynder at tale: – Hvad laver du her? Hvordan har du kunne overse skiltet?

Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal sige, men pludselig svarer jeg ham: – Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg er her. Jeg har ikke set noget skilt. Du må undskylde, at jeg forstyrrede din jagt. Han virker ikke til at være tilfreds med mit svar, for han stiller et nyt spørgsmål.

– Du må da vide, hvordan du kom herhen?

– Nej. Han ser undersøgende på mig.

– Men… hvem er du, spørger han. Det går op for mig, at jeg ikke ved, hvad jeg skal svare. Jeg indser, at jeg ikke ved, hvem jeg er, eller hvorfor jeg er her. Jeg kan kun huske træerne. Der er intet før det.

– Jeg ved ikke hvem jeg er, hvorfor jeg er her, eller hvordan jeg er kommet her. Det må du undskylde, siger jeg. Han ser ud til at undre sig over mit svar. Han ser mærkeligt på mig, som om han ikke forstår mig eller ikke kan lide mig.

– Så du kan ikke engang huske dit navn? Jeg tænker godt efter, men bliver afbrudt af, at jeg svarer:

– Nej. Jeg tror ikke, jeg har et navn overhovedet. Er det et problem?

– Selvfølgelig er det et problem. Hvis ikke du har et navn er der ikke nogen, der kan vide, at du er her. Hvis ikke dit navn står i registret sammen med alle andre menneskers navne, er der ingen, der vil savne dig, hvis du bliver væk.

Da jeg ikke helt er klar over, hvilken rolle dette register spiller for menneskenes liv, ved jeg ikke hvordan jeg bør reagere. Skal jeg være bange?

– Du vil få det meget vanskeligt, hvis ikke du har et navn. Jeg ser ikke skævt til folk, der afviger fra normen, men andre, mere regelrette typer, vil måske melde dig til politiet. Man bliver nødt til at vide, hvem du er, ellers vil nogen måske tro, du har skumle planer, siger han. Han virker venlig, selv om han stadig ser mærkeligt på mig.

Jeg beslutter mig for, at det er et problem, at jeg ikke har et navn. Det må jeg se at få skaffet mig. Jeg siger ikke noget i lang tid, fordi jeg tænker. Jægeren ser mig ind i øjnene.

– Du er altså ikke helt normal, siger han.

– Hvad er normalt? spørger jeg.

Han siger, at jeg hellere må forlade skoven med det samme, for han skal videre på jagt. Og han viser mig vejen, jeg skal gå for at komme ud.

Jeg siger, at jeg hellere vil blive og se på træerne, men han insisterer på, at jeg skal gå, han vil ikke risikere, at han kommer til at skyde på mig.

Mine ben bærer mig således væk fra træerne ad den vej, jægeren har anvist mig. Snart kommer jeg forbi det skilt, han talte om. Jeg har ikke set det før. Jeg har ikke set andet end træerne. Jeg kigger ned.

Venstre fod foran den højre. Så den højre foran den venstre. Sådan fortsætter det igen og igen uden afbrydelse. Mine ben er ikke som træerne, for træerne bevægede sig ikke. Heller ikke som fuglen, der pludselig var væk. Mine bens bevægelser er ikke pludselige. De bevæger sig hele tiden. Jeg lukker øjnene, men benene bliver bare ved med at bevæge sig. De bliver ved med at bevæge sig fremad, selv om jeg hellere vil tilbage. Mon jeg kan få dem til at vende om?

Pludselig opdager jeg, at der ikke længere er træer omkring mig.

Jeg kommer i tanke om, at jeg ikke ved, hvor jeg er på vej hen. Jeg har nu fuldt udsyn over området. Det er ikke rart, at der ikke længere er træer. Mine øjne kan se langt. De kan se mange ting, de ikke kan forstå. Det var bedre, da der kun var træer. Træerne fyldte det hele. Øjnene foretager en rejse mod den yderste kant af horisonten.

Derude befinder sig en skarp linje, der afgrænser den blå og uendeligt uendelige himmel. Under himlen er den verden, jeg kan mærke.

Ligesom mine hænder mærkede græsset og min ryg følte træets hårdhed.

Da mine ben fører mig videre, kommer en samling af huse til syne. Mine øjne undersøger dem nysgerrigt. Jeg håber stadig på, at alvoren i min situation snart vil gå op for mig. At jeg vil begynde at beskæftige mig med de problemer, jægeren præsenterede mig for.

Som han sagde, vil jeg få det meget vanskeligt, hvis jeg ikke har et navn. Jeg ved ikke, om mødet med byen vil give mig mulighed for at finde en løsning. Måske tænker jeg stadig bare på træerne.

16

17

18

19 12,6* NORDLIG, 55,6* VESTLIG tekst: Hans Otto Jørgensen billede: Halfdan Pisket

1.

Indianeren, her i en version hvor al ynk er borte, her i en version som hund.

Indianeren, den måske mest fuldendte skabning jorden har set, med øjne som falke fødder som hjorte styrke som en bjørn udholdende som mennesket.

Alting ligeværdigt helligt sten græsser dansen jagten jagtbyttet fjenden og den slange.

Onkel med tyk og grødet stemme: vi tilhører en lille gruppe af idioter, som tror på det immaterielle.

20 Der er kun denne kalkskøre hvidhed tilbage, kun de blå skygger

2.

Gigantiske bygningsværker hvoraf kun det nøgne skelet står tilbage, stål og beton skrald, alt uforgængeligt og uden liv, uden det stof i sig, som skaber liv, en død krop Masse-krop, masse-død Vandet står og skvulper som en farveløs suppe af alger om foden Alt skyer solen alt skyer nætternes isnende blæst for intet er liv og af intet-liv skabes intet liv Skrammel plasticsække bulede blikdåser spande uden hank dukkelig ramler mod en forhindring, hænger og flagrer i en mastekonstruktion, kommer fri og kastes videre, fejer mod det endeløst tomme Ildens vingede hjul har forladt sin stedvise tilsynekomst på himmelhvælvet, ilden er slukket Disse tider, hvor intet mere er i vente, disse tider hvor alt allerede er fuldbyrdet Den yderste dag, hvor spektaklet hører op og lattermaskinerne står og giver sig i en sidste krampetrækning Landskabet nøgent, uden træer græs blomster Landskabet endeløst, slebet til af vind og vejr, af blæsten nattens isnende kulde middagssolhede, et landskab forladt af drømme mennesker opgivet af drømme Tørre ben benradder kranieskaller lårknogler uden marv uden mindste antydning af kød muskeltilhæftning muskelsitren raslende tørre

Kæbestykker, vingede stumper af rygsøjlen fra en hest, forladt af selve illusionen om liv kraft bevægelse, selve illusionen om tidspunktet for udånding, krampe lidelse dødskamp Blod cirkulerende, pumpende fra hjertemusklen, choktilstanden, det kolde skud af adrenalin, da flugten som mulighed allerede er forpasset Segne, slå mod jorden, et øjebliks glimt af erindring Et glimt af flokken, de dansende ungheste Tindernes sne, tornet kratskov græs bortvisnet Det nøgne buskads, grenværk uden et blad Dyr vaklende på stien under den stejle bjergside Valget mellem at blive, søge med det vigende vand i flodsænkningen dybere ind i dalen eller forlade de levendes land og søge bort gennem passet

21 4.

Genren er ikke ukendt. Systemet beror på fejltagelser misforståelser tage føregreb på sand og falsk og forvise dem et vist sted hen, tilbage er tumulten At indfange alle ting til alle tider samtidig i et hallucineret øjeblik Alle disse spildte mølædte år Du skulle have kendt mig, hvad jeg havde af udholdenhed

3.

Det er et spørgsmål, hvor længe efter dødens indtræden, livet fortsætter.

Det er et spørgsmål, hvor langt ind i virkeligheden drømmene når Nederdel snæver, slidset og lang til lige under knæene. Hun går gennem stuen, stiller fra på sofabordet, sætter sig Dette tusmørkevalg, hvor knæet blottes skinneben læg Dette tusmørkevalg i beskæringen af billedet Arbejde med sætningen, eller som Burroughs siger: vi oplever i blokke blokke af betydning Sætstykker Hun vipper skoen af, den venstre, så den højre, lægger benene over kors, nipper til sit glas Begreb sanselighed

5.

Spidse knæ, fremstående skuldre Slottet, 12,6 nordlig 55,6 vestlig natten kold og blæsende som indgang til det 21. århundrede

22

Billede: Masar Sohail

23

24 Modehjerte tekst: Ida Marie Hede

Jeg elsker en, der bygger pyramider i gruset på gårdspladsen foran lejrskolen, tegner med tusser i vilde farver og hastigt vokser sig højere end mig, stadig uspoleret; senere er vi klædt ud som ægyptere; senere går han i alt det sorte flænsede og lader som om, han er fra The Cure, grønne øjenlåg, sorte læber; jeg klæder ham ud i en broderet beduindragt og forærer ham en smaragdbesat krone jeg elsker en, der er lille og sydlandsk og cheeky og står i en butik, jeg ikke kan huske, hvad hedder, vi går begge til arkæologi i ungdomsskolen, vi finder en flintekniv sammen, vi spiser softice på Jensens Bøfhus, han har tøj på, jeg ikke kan huske; jeg klæder ham ud i en smuk, sort habit og propper et cerutetui i hans brystlomme jeg elsker en, der er genert og får blackout efter tre shots og læser Lovecraft og har pagehår og en lang rød postfrakke, vi laver morgenmad sammen og er samhørige, vi køber spiselige trusser, vi slikker nutella af hinandens maver; sammen finder vi aldrig ud af, hvad der er sexet, vi er håbløse; jeg klæder ham ud i en autentisk vadsæk med en rød snor i lukningen jeg elsker en der danser hektisk og taler eksistentielt og er vokset op på en præstegård og knepper som en kanin på et skate-

board og går i tøj, der er enten uanseligt eller pyntet; jeg drømmer om ham fra Athen, jeg sender breve i et år; jeg klæder ham ud i en lang gennemsigtig glimtende frakke jeg elsker en der er alkoholiseret og misogyn og skulpturel og norsk og tror, at han er Leonardo da Vinci og at jeg er Mona Lisa reinkarneret og går i Prada-jakker og Acne-jeans, han sender mig i kiosken efter øl, han sender mig hjem til kollektivet, hvor jeg bor, han siger, at jeg er grim, når jeg græder; for hver dag bliver jeg grimmere sammen med ham; jeg klæder ham ud i en stram neongul T-shirt og et par skamløse trompetbukser og et par lusede udtrådte snabelsko jeg elsker en der godt kan lide at danse og være helt almindelig og spille skak og vandre i bjerge og læse til eksamen og gå i rullekravesweater og hørbukser, vi taler forbi hinanden; jeg elsker ham som en modreaktion, som et ideal; jeg klæder ham ud i en rumdragt, så en supermandragt, så en spidermandragt, så en sort affaldssæk med huller til øjne og næse jeg elsker en med rutiner og lune, en der læser Deleuze eskapistisk og går i ternede skjorter og senere en lang blå frakke, tøj at forsvinde i, vi poserer for hinanden hen over Becketts gravsted, vi er alt for søde ved hinan-

den, vi læser hinandens tekster, vi vil ikke det samme; jeg klæder ham ud i en lyserød smoking med en prikket, lysegul butterfly, en sort maske, et par spidse, gråhvide ører

25

rene hjerte, det ekstra beskidte hjerte, vi ved ikke, hvad det er; en lang skakt åbner sig, som ned i en brønd.

Er han levende? spørger min datter.

jeg elsker en der farer op som en trold og krammer som en bjørn og læser som en junkie og taler som et vandfald og overvældes af kærlighed og indhyller mig i lugten af sin dna og får børn med mig og går i T-shirts med bandnavne; vi smider bomber mod hinanden, vi prøver at komme på fode igen; jeg klæder ham ud i en folkedragt med kulørte bånd, jeg presser en fyrstelig hjelm ned over hans hoved og placerer en tryllestav i hans hånd jeg elsker en hvis hjerte er mekanisk og næsten trykker sig igennem huden, så jeg kan røre ved det har han noget tøj på? jeg er ikke sikker.

Jeg har klædt ham af, mens han sov, hans hjerte er mekanisk. Det betyder ikke, at han ikke har et hjerte, bare ikke et hjerte med fire kamre og sinusknude, der stort og blodfyldt kan slå af sig selv, måske snarere en lille hjerterest, som fedtranden fra en kotelet.

Ledninger er skruet fast i hjertekammerets sølle rester, en lille computer hjælper, når hjerteresten ikke kan slå hurtigt nok. Hans mekaniske hjerte er ikke urovækkende, heller ikke forventeligt eller forbilledligt. Det er aldrig kedeligt. Han sover stadig. Han ligger med åben mund i min seng. Savlet strømmer ud over puden i en cirkel. Se hvor fin han er, kom skat, hvisker jeg til min datter, og lader fingrene glide over hans brystkasse, indtil fingerspidsen møder det hvide ar i midten. Min datter og jeg kryber tæt på ham i sengen. Vi åbner den rektangulære pacemakerenhed under huden tæt på hans venstre skulder, en lille metalkasse. Hun bruger sine skarpe negle, først flænser vi huden op, blodet bølger frem.

Vi kigger ned i kassen for at få øje på computeren og ledningerne, der fører os til hjerteresten, kotelethjertet, fedthjertet, cyborghjertet, exceshjertet, fremtidshjertet, det ekstra

Han bevæger sig ikke, vi kan ikke se hjertet.

Vi bliver blændet af den lyserøde damp, der stiger op, blodet fra såret drypper spektakulært ned i dét dyb, det føles rart: Fugtige øjenvipper og afslappede kæber, vi kan høre en puls, en boble springer, der er et slag.

Hendes venstre hånd graver i metalkassen, det er, som om hendes arm sidder fast i hans blege skulder. Nu er hun stivnet i min passion, det ser både forkert og ømt ud.

Så har hun lyserødt skum ud over læberne, hvordan kom det dér, jeg har svært ved at høre, hvad hun siger gennem dampen: Kan mekaniske hjerter blive forelskede, er mekaniske hjerter ligeså blødende som andre hjerter, er mekaniske hjerter idealistiske eller nonchalante, søger mekaniske hjerter andre mekaniske hjerter, gør teknologien dem mere forfinede og mere krævende i deres søgen efter kærlighed eller mere beregnende, er deres rytme mere som tolvtonemusik end som Beyoncénumre.

Jeg kan ikke besvare hendes spørgsmål, jeg ved ikke nok om hjerter eller kærlighed. Jeg har aldrig haft fingrene inde i et hjertes små tuberør, kørt en finger rundt i et kammer. Et organ kan alting og ingenting. Jeg kan ikke se ind i min egen krop. Hjertet er beskidt. Der findes ikke noget så ubrugeligt og overflødigt som netop det organ, man kalder hjertet, den klammeste opfindelse nogen kunne have gjort. At det er det, der pumper liv i en krop.

Mit hjerte er stort og fedtet og vådt og polkaprikket og grådigt, kamrene fulde af guld, sinusknuden er som den smukkeste knude i en opsat frisure.

Jeg elsker i episoder og i brud og i nye begyndelser, alle de mænd, jeg nævner, elsker jeg uden hierarkier, med vag eller ophedet eller let

26 “Jeg har klædt ham af, mens han sov, hans hjerte er mekanisk. Det betyder ikke, at han ikke har et hjerte, bare ikke et hjerte med fire kamre og sinusknude, der stort og blodfyldt kan slå af sig selv, måske snarere en lille hjerterest, som fedtranden fra en kotelet.” rasende nostalgi, jeg elsker dem uafhængigt af deres status: kæreste, elsker, forelskelse.

De uigengældte forelskelser, selv de vage, selv dem, hvor kærlighedsobjektet ikke engang anede, hvor meget jeg drømte, er i erindringen næsten mere epokegørende end de lange forhold, her har jeg gennemlevet alt, her er alt udtømt, mindet kan efterlades og glemmes.

En har lagt navn til alle mine passwords, en retfærdiggør alle mine brud, for jeg blev selv svigtet og længtes i årevis. Der er ingen afslutning på historien om ham, jeg elsker nu. Alt er uafgørligt og åbent. Damp fosser op fra hans umulige hjerteskakt, det klør i øjnene. Elsker du ham virkelig, mor, eller forblænder hans hjertes lyserøde skum dig? Har du smagt på skummet, mor? Han er ikke den første mand, der ivrigt har vist mig et ar og fortalt en historie, som viste han en krigsmedalje, han er en sårbar overlever, på én gang drænet for blod og pumpet fuld af det. Han ville være død i år 0, han ville være død i 1830, han ville være død i 1975, men han er født i 1981 og nu lever han.

Min mor føder en datter med en hjertefejl i 1970, hun dør tre dage efter fødslen, hun er født ti år for tidligt til livet. Pacemakeren er en batteridrevet elektronisk enhed, som overvåger hjertets elektriske aktivitet. Pacemakeren går ind og overtager funktionen fra hjertets eget elektriske system. Pacemakeren er indstillet, så hjertet altid slår mindst 50-70 slag i minuttet i hvile, og den kan øge pulsen ved

fysisk aktivitet. Den krop, der bærer hjertet, tager ikke stoffer og løber ikke maraton. Den krop, der bærer hjertet kan komme til at føle et ubehag, en hektisk hjertebanken, som ingen andre dødelige; jeg kan ikke forestille mig det.

Jeg er forelsket i aktualiteten, anakronismen, i operationspatienthistorien, i pacemakerarret, i batterihysteriet, i kroppens ubehag, i den opdaterede heroisme. Det er heltemodigt altid at skulle holde overkroppen mindst 30 cm fra en induktionskogezone, så batteriet ikke forstyrres, det er heltemodigt aldrig at måtte have sin telefon i brystlommen, det er risikabelt at pacemakeren kan hackes, det er vidunderligt, når det mest trivielle er farligt.

Jeg er bange for at han skal tro, at jeg kun elsker ham for den forførende pacemakerkrop.

Lige nu kan han ikke tale, og jeg er oppe at køre over, at jeg kan elske som jeg vil.

Min datter leger med skumgummibolde på gulvet, min datters far kommer ind, han har ikke folkedragten på, som jeg gav ham, heller ikke hjelmen. Han er klædt i en kobberskinnende rustning og holder et hjemmelavet spyd i venstre hånd, han siger, at vi skal skynde os, hvis vi skal nå at købe ind. Jeg kan ikke lide spyddet, det forekommer faretruende, selvom det mest af alt er latterligt. Vi skynder os at overtale ham til at lægge sig på gulvet og vrister spyddet fra ham. Han er udmattet; han

har haft en lang dag; vi klæder ham hurtigt af, lukker hængelåsene op, løfter jernpladerne bort, vi tørrer sveden af hans krop med en opvredet klud, rustningen har forhindret huden i at ånde, metallet boret sig ind i maven. Vi dækker ham til med et blødt hvidt lagen, solen står stærkt ind af vinduet, hovedet forsvinder ind under lagenet.

27

Jeg elsker ham ikke længere, jeg vasker ham som en slags aflad, som en slags meditation, stadig med ømhed, vores dna er blevet blandet og nu giver vi aldrig slip på hinanden, jeg hvisker til ham, at nu går vi i Netto, hans udånding blæser en accepterende hvid luftboble frem i lagenet.

de den rigtige krop. Min datter skifter spor, vi finder en unormal mand til dig og klæder ham ud, siger hun, så må du selv vælge ham; vi vasker ham, vi tager kalvekrøsskjorter og regnbuefarvede sweatre og habitter og uvaskede bukser og sokker og lyserødt undertøj af ham, vi klæder ham ud i normalt tøj, jeg giver ham undertrøje på, du kan give ham underbukser på, jeg giver ham en paryk på, du giver ham sko på, jeg giver ham skjorte på, du kan give ham jeans på, jeg giver ham helt normale vanter på og en hue strikket af normalitet. Han kan ingenting se. Bagefter kan du tage det hele af igen og trykke dig ind til ham, gnide dig op ad ham, normaliteten påvirker din krop, inficerer dig nærmest, du har en hysterisk trang til at trykke dig ind til alle andre og kopiere dem skamløst. Tror du så, at han er sødere ved mig, lille skat, tror du så, at jeg er sødere ved ham, spørger jeg, tror du så, at jeg bliver mere lykkelig. Mor, det ved jeg ikke.

Min datter accepterer intet, hun har intet tilovers for intriger, intet tilovers for mine fantasier, intet tilovers for hjerternes klamhed, hun elsker hjertet som wunderkammer, som mekanisk legetøj, hun elsker sin mor og sin far, selvom de ikke elsker hinanden længere. Hun klæder sig ud i en lang sølvkutte, hun maler sit ansigt zombiesommerfugl. Vi kan normalisere alt gennem tøj, tænker min datter, eller snarere: tøjet gør os i stand til at handle, vi bliver aktive som aldrig før. Vi kan finde et leje, et sted at hvile, vi kan dulme konflikterne. Vi kan gøre os usynlige gennem tøj og forsvinde, vi kan gøre os generøse. Når vi klæder os ud som andre, så rødmer de, de genkender sig selv, vi er brudt ind i en situation, der er oprør i det sociale. Jeg ved ikke, hvem du elsker og jeg er ligeglad. Lad os finde en normal mand til dig, mor, det bliver fantastisk sjovt! Hvad er en normal mand, skat? Min datter hiver i en flamboyant bevægelse sin hånd ud af den jeg elskers skulder, hun tørrer blodet af i strømpebukserne, der står et springvand ud over gulvet, blodklumper i øjnene, i håret, jeg tager hendes blodige hånd, vi går i Netto, vi går i eftermiddagssolen og leder efter en passende mandekrop, vi kigger på bænke, ved søerne, på trappesten, vi går på Riccos, vi kan ikke fin-

Ham, jeg elsker, vil ikke vågne. Jeg har min mund mod hans. Jeg har min tunge i hans mundhule, jeg smører blodet fra hans skulder ud over vores læber, blodet svier i læbernes revner. Min datter stikker armen tilbage i hans skulder, et hult svup som den glider ned i den trange metalpassage, blod og skum vælter frem i enorme hindbærrøde bobler. Har vi selv lavet ham, mor? spørger hun, og jeg bliver i tvivl. Han vil stadig ikke vågne. Jeg giver ham en lussing. Jeg tager fat om hans pik, den er slap. Jeg trykker håndfladen hårdt op i hans nosser, jeg stikker fingeren ind i hans bløde, våde, sandfarvede røvhul, hans mundvige bevæger sig ikke. Min datter roterer sin arm.

Hvis vi har lavet ham selv, er resultatet udadtil perfekt; hans krop er bleg og glat og adræt og uden deformationer, ingen syninger, ingen synlige sygdomstegn, knuder, vorter, når han vågner, går han måske ud i byen og bestiller en cortado og åbner sin laptop, han kender de sociale koder, han er ikke et monster, som vi kender det, ikke en krop med møtrikker stikkende ud af tindingerne, det her er ikke en tragedie. Han vil performe almindelighed med alt, hvad han har: Barbere håret af sin krop i geometriske kompositioner, justere sin accent, nikke og stikke hænderne i lommerne på

Senere kommer der et aftryk på lagenet, en grinende mund, en fars trætte svededug.

Han tager imod stilheden, han siger ingenting.

sine jeans, på den måde accepterer han ikke at være min opfindelse, jeg er ikke hans maker, jeg kunne ikke opfinde almindeligheden selv, men jeg kan heller ikke begære den og kærligheden er straks i fare. Hvad nu hvis han ikke vågner, spørger jeg; hvad nu, hvis vi har lavet ham sammen, hvem af os er så ansvarlig, vil han elske og løsrive sig fra os begge to, vil han rive din hånd op af sit bryst og vil det gøre ondt: hvad er et monster, lille skat, findes det overhovedet, findes monsteret og almindeligheden virkelig som to positioner; er hjertets utilregnelighed et monsters; er hjertet utilregneligt? Har vi også lavet far? spørger hun og jeg siger nej.

Det larmer ved døren, alle dem, jeg har elsket, kommer ind i entreen, tumler videre ind i stuen.

Der er meget larm, der er mange brudte forventninger og overraskelser.

Senere er der aftensmad, mange spiser med og nogen efterspørger stegte organer.

Jeg siger, sådan nogen laver vi ikke her. Vi laver spejlæg, vi laver også kikærtesuppe, jeg kan lave toast med sennep.

Jeg vasker op og sætter en film på, en dissektion af en blæksprutte på YouTube, alle dem, jeg har elsket sidder sammen i sofaen med tæpper over benene, trykket ind mod hinanden, klædt i deres nye tøj. Stuen lugter af nakkeost og sved og det snask, der gemmer sig i tyrenakker, og chips og aftershave, blækspruttens øjne hentes ud af hulerne, læs en bog, siger min datter, jeg læser Jean Luc Nancys The Intruder højt, et essay om en hjertetransplantation, Jean Luc Nancys hjerte er overtaget fra en anden, det har invaderet ham, hvad er det for en uindbudt gæst; min datter keder sig og hopper over i sofaen og smider sig på sin fars knæ; han har for længst rejst sig fra gulvet og sat sig til rette mellem de andre, han har endnu lagnet draperet over sig, som en statue; min datter hænger op ad hans bryst, armene kærligt om hans hals, det ser idyllisk ud, de blege pigearme krammer det hvide

28

bomuld. Jeg forlader Jean Luc Nancys hjerte, alle dem, jeg har elsket, bøvser på skift og klør sig i armhulerne og hiver i tøjet, der strammer i skridtet og maser sig op i røven, de piller ved skoene, der giver vabler på hælene og mellem tæerne, de klør sig under fodsålerne, de klør hinanden på ryggen efter et albuestød og et halvt smil, og de holder deres store grabber i hvileposition i hinandens skød.

Jeg elsker en næsten hjerteløs, eller: én med hjerte i exces. Den, jeg elsker, har intet på, han er blottet for al genkendelse, hans krop kunne være enhver krop i en bunke af kroppe med mekaniske hjerter; bunken ville begynde at bevæge sig, batterierne begynde at hyle sammen, alle hjerterne dunke derudaf, ophidset af den kollektive teknologi, alle brystkasserne støde sammen som klirrende magneter og en nøgen hjerteklump rejse sig som et famlende kødtårn og erobre soveværelset. Den sidste aftensol falder ind gennem vinduet og rammer metalkanten i den rektangulære åbning i den jeg elskers venstre skulder, en kobberfarvet superheltestråle skyder ud og forvirrer alle dem, jeg har elsket, de misser synkront med øjnene. Hjertets utilregnelighed afskrækker mig ikke. Hjertet slår asynkront uden sin maskine. Jeg ved ikke, hvordan et mekanisk hjerte elsker: Hvor mange slag slår det, er slagene ækvivalente med kærlighedens styrke? Elsker han på samme måde som jeg – vil han elske med en skævhed, vil han altid elske bedre?

Jeg vil gerne elskes ulasteligt, men ikke føle mig uformåen i min primitive, kødfulde hengivenhed. Han sover, vågner han ikke snart.

Min datter kommer løbende, slår en vejrmølle, lander i sengen og stikker igen armen i den jeg elskers skulder, denne gang hurtigere og mere glidende atletisk end før, elegant ned i hjertekassens dyb, langt ned, nu bevæger hun armen frem og tilbage, kroppen giver efter, jeg er bange for at hendes hånd har nået kroppens indre og piller i hjerteresten, jeg er bange for, at den jeg elsker bliver ophidset af hendes bevægelser, han sover, hans øjenlåg vibrerer, jeg er urolig, jeg stirrer på hans slappe pik.

Jeg har en mors autoritet. Kom skat, hvisker jeg. Armen ud. Blod i de sædvanlige kaskader.

Blod op i pigehåret. Hun ser skuffet ud. Hun

29 Hvis vi har lavet ham selv, er resultatet udadtil perfekt; hans krop er bleg og glat og adræt og uden deformationer, ingen syninger, ingen synlige sygdomstegn, knuder, vorter, når han vågner, går han måske ud i byen og bestiller en cortado og åbner sin laptop, han kender de sociale koder, han er ikke et monster, som vi kender det, ikke en krop med møtrikker stikkende ud af tindingerne, det her er ikke en tragedie.

slår en langsom vejrmølle i sengen hen over hans krop. Alle dem, jeg har elsket, bøvser på samme tid, en enkelt langtrukkent. Min datters far vandrer over gulvet med lagnet nu draperet om sig som en kappe, han har lavet old fashioned og galant delt drinks ud til alle dem, jeg har elsket, han leder efter sit sværd, det er købt antikvarisk, jeg har hængt det på sømmet på væggen, jeg håber, han ikke finder det, han standser i den kobberfarvede lysstråle og strækker sig, glider så ivrigt tilbage mod stuens buldrende lystige fællesskab. Hvor-

dan klæder man en krop med et robothjerte cyborghjerte fedtrandshjerte fremtidshjerte monsterhjerte survivorhjerte flødehjerte på?

Den, jeg elsker, er nøgen, jeg er bange for, at han fryser, min datter er søvnig og har lagt sig med lukkede øjne ved siden af ham, jeg tager hans pik i munden, så slikker jeg blodet fra hans hjerteskakt, så kysser jeg ham.

Mit eget hjerte banker.

Min datters hjerte banker.

30

Matilde Westavik Gaustad, THE UPGRADE, Decoy, Breaking the ICE, Outside, Mist-mode, Hope tracker, Umami wasteland, Soup space, Gel-up!, Void slip, 2016

31

32

33

34

Attentat på Menneskeheden tekst: William Lippert billede: Simon Stålen

En kvinde træder ind på gerningsstedet.

–– Hallo?

–– Det er mig, jeg er her nu.

–– Og? –– Det er et dyr.

–– Hva! Et — Er du sikker?!

–– Der kan ikke være nogen tvivl.

–– Har du spærret af?

–– Ja. –– Godt. Øhm … Beskriv det, dyret — altså, objektet.

–– Fire ben, lang hale, lille hoved, trekantede ører.

–– Længde?

–– 23 til 26 centimeter.

–– Udseende?

–– Overvejende hvid med orange pletter.

–– Og? –– Blød.

–– Hva? –– Ikke noget …

–– Hvad sagde du?!

–– Den er blød.

–– Du har rørt ved den?!

–– Undskyld.

–– Er du fuldkommen vanvittig!

–– Undskyld!

–– Har du fået noget udslæt af nogen art?

–– Nej. ––Hvad med læsioner? Du skal være helt ærlig nu.

35

nhag

–– Nej. –– Snue?

–– Nej. –– Så er det nok slet ikke et dyr, skal du se. Shit!

Du er godt klar over, at jeg bliver nødt til at sende dig i karantæne, ikk’? Jeg ved ikke, hvad fanden du tænkte på!

–– Den er sømmet fast i halen.

–– Hva! –– Ja. –– Dyret? Eller — –– Ja. –– Af et menneske?

–– Jeg ved det ikke, det er mærkeligt, det er som om den … den ser lidende ud, nærmest som om —

–– Jeg bliver nødt til at underrette ministeren.

Det her er uden fortilfælde, det kræver en helt anden fremgangsmåde. Jeg fatter det ikke, har aldrig oplevet noget lignende …

–– Jeg fik empati for dyret …

–– Hva? Sludder, det er bare fordi, du aldrig har set et før. Og hold så op med at kalde det et dyr, inden vi har fået det bekræftet! Desuden er empati ikke et ord, man benytter i andre sammenhænge end med mennesker.

–– Men altså — med al respekt — du har jo aldrig interageret med andet end mennesker …

–– Maskiner, for eksempel, dem fatter vi jo ikke empati for, gør vi vel?

–– Men de er heller ikke levende.

–– Det er dyret — altså, objektet dér da heller

ikke — eller er det?!

–– Nej, den er jo gennemboret af et søm!

Den bevæger sig slet ikke, har ikke nogen puls.

–– Nå, så dyr havde en puls eller hvad, de havde måske et hjerte, hva?

–– Jamen det, det må man da — –– Og hjertet sad i halen?

–– Det ved jeg sgu da ikke — –– Sig mig, hvem fanden tror du, du er!

–– Undskyld, undskyld — jeg siger bare at den i hvert fald ikke ser levende ud … Jeg er sikker på, at det er et dyr, jeg sværger. Og det her dyr bevæger sig ikke. Ergo må den være død. Og det ser ud til at have været smertefuldt.

–– Og så følte du pludseligt en stor trang til at røre den?

–– Nej, jamen … jeg ved ikke, jeg blev bare helt — –– Det er et sidespor.

–– Jeg ved det godt.

–– Vi skylder hverken dyrene eller naturen noget.

–– Nej. –– Det var os eller dem — folk blev slået ihjel, forstår du det?

–– Øhm — –– Min bedstemor blev dræbt af en hættemåge.

–– Undskyld, det-øh-det er jeg ked af at høre.

–– Tænk på det; naturen er grufuld, den fortjener ikke empati.

–– Ja, ja, du har ret … hvad er en hætte — –– Desuden er det med al sandsynlighed slet ikke et dyr.

–– Næ.

–– Du har ingen kvalifikationer til at kunne identificere et dyr.

–– Jeg synes bare, jeg har set sådan en på et billede før.

–– Selvfølgeligt har du ikke det, hvor i al verden skulle du have set sådan et billede, hva?

–– Nej …

–– Og hvor skulle så enormt et dyr lige pludselig komme fra, hva?

–– … et laboratorium måske — –– Nå, et hemmeligt laboratorium?

–– Ja???

–– Sådan et hvor de fremstiller muterede kampdyr måske? Måske hvor de splejser gener og syr indvolde sammen — –– Ej, men det ligner jo for helvede!

–– Stop det!

–– Men — –– Lige nu!

–– Ja. –– Få det ud af hovedet, og husk hvad du er der for.

–– Ja. –– Lige præcis. Og fortæl mig så; objektet ligger stadig, som du fandt det ikke?

–– Jo … ja.

–– Godt. Ministerens folk er på vej, bliv og bevogt afspærringen indtil de afløser dig og meld dig derefter omgående i sektor 33a til eksaminering.

–– Hva?!

–– Ja, hvad regner du med?

–– Så du tror, det er et dyr?

–– Det her handler ikke om, hvad nogen som helst tror, det er en ordre!

–– Javel!

–– Og husk at det er topfortroligt! Konsekvenserne af sådan en opdagelse ville være uoverskuelige.

–– Javel.

–– Se det som en mulighed ikk’? Det her kunne føre til bonus.

–– Okay?

–– Ja, sådan noget kunne vende op og ned på din situation.

–– Virkelig?

–– Men det er jo med al sandsynlighed bare skrald ikk’... Ikk’?

–– Jo, øh … jo.

–– Godt. Fortsæt arbejdet. Farvel.

Kvinden tænker sig om en rum tid.

Hun lægger katten i en pose, skjuler den under sit jakkesæt og forlader gerningsstedet.

36

37

38

39

Det er David, der er død 40 tekst: Kamilla Rohr billede: Cecilie Enevold Nielsen

Han lukker køleskabet. Tømmer pakken med salami i glinsende pink, den med de hårde hvide fedtkerner. Låget er gult. Han smører madder på rugbrød, hvor kanterne løfter sig.

Skal du have én med?

Nej jeg springer over David sætter sig op i vinduet i lejligheden på 6., skubber ruden op med ryggen direkte ud mod ingenting, bruger glasset som ryglæn, lader benene hænge ned langs køkkenvæggen, hvor der er aftryk af en sort gummisko. Præcis her rammer den i takt til musik eller bare rammer, med langsomme bevægelser i en slow, et pendul Selma egentlig bliver søvnig af at følge, men som stjæler fokus når han hejser sig op i karmen. Aktiverer hendes højdeskræk. Det giver et sug i maven, idet han læner sig bagover og ud for at se direkte op i grålig candyfloss, opdage hvordan en bregne kan blive til en is kan blive til en søhest,

41 bemærke hvordan de skyer hver eneste dag kan flyde fra det ene til det andet, forandre sig til hvad som helst på et øjeblik. Han ved, hun ikke tager øjnene fra ham når han sidder der. Det er hans arrogance.

Den er særlig. Han virker som om, han er ligeglad. Ligeglad med det meste. Det er sådan, han ses. Det er sådan, hun ser ham.

Hendes øjne fanger hans hypnotiske, tavse bidder i en rytme, denne strøm af salami, en kæde af pink, hvor perlerne svinder ind, hvor han spiser så trægt og helt uden at se op og ud, ud igennem det mørkebrune hår, der dækker øjnene. Han har gjort den grydeklip til sit varemærke. Det er vel ret grimt, når man tænker over det.

I denne vinduesramme lever han, spiller guitar, roder rundt i bøger, i covers med tekster, tegner sine skitser, ryger, spiser, skriver og læser sine digte højt, læner sig ud og ud, falder i glimt for sjov, joker med at give slip.

Der er bundet grønt sejlgarn fast til et køkkenskab, så han kan hale sig op i siddehøjde og ind, hvis han får vinduet skubbet for langt ud.

Snoren slutter i en løkke om hans håndled. Han er et levende foto på hendes nethinde, en lille video, hun kan klippe i, spole frem og tilbage som det passer hende, se ham fra alle sider over mange år. Beskære ham, skrue op og ned, file til. Presse ham i form. Han er ikke længere virkelig, men væk. Han er næsten en figur nu, poleret og ikke et rigtigt menneske. En zombie uden anden vilje end den, hun giver ham.

Han er hendes.

“I denne vinduesramme lever han, spiller guitar, roder rundt i bøger, i covers med tekster, tegner sine skitser, ryger, spiser, skriver og læser sine digte højt, læner sig ud og ud, falder i glimt for sjov, joker med at give slip.”

På tæppet i filt, der både kradser og brændemærker, ligger de her på formiddage, når de pjækker, ryger smøger og joints, kigger op i loftet, lytter til musik, tekster, toner eller rå stilhed. Det hvide loft.

Dette uendelige hvide, hvide loft, man kan lade sig opsluge af, blive ét med, når man stirrer på det længe nok.

De ved det ikke, men hans fødder vil en dag pege ned mod dette hårde gulv.

En ubarberet fraskilt mand med reflekser på jakken under kedeldragt i transparent polyethylen, blotter sine dårlige tænder nu, hvor han underholder kollegaen med sarkastiske bemærkninger. De skærer kroppen ned med kniven, der virker for sløv til opgaven. Det er Ole, der skærer og som sgu da har andet at lave end at rydde op efter sådan en idiot.

De løfter kroppen, der er Davids. Hans 13 år ældre krop 13 år senere, hvor det drengede ikke længere charmerer, men bare er umodent og hvor det spinkle, det blege, sladrer om misbrug. Askebægret er fyldt. Der er mærker i bordet. Han har efterladt sine nøgler og sin halskæde på trommeskindet. Her ligger også trommestikkerne. Han har lagt dem fra sig. Det er en opstilling, et stilleben. En slutning.

Pigen sad overfor Selma i bussen. Grønt hår, røde øjne, gamacher med skrift, fortalte, skreg, at alt, fucking alt, var af helvede til. Hun

43 sagde ikke et ord. Kiggede ud ad vinduet. Som en tavs David i krig, udsendt til sig selv og hvem vandt, udsultede mennesket, uddrev og overtog det, jog det væk, opløste det for øjnene af tiden og ikke ret mange andre.

Han glider ned fra karmen for at finde mælken, drikker af kartonen som han plejer, som hun hader det. Det er sgu ikke for voksne, hun får kvalme af at se andre drikke mælk, kold eller lunken. Når hun flytter fra huset, fra Kridthuset om nogle år, bliver han boende. Hun besøger ham til hun en dag vælger ham fra. Han kan ikke vælges til i dagslys. Hun vil ikke have en kæreste med diagnose. Det er ikke til diskussion.

Denne dødsyge beslutning forklædt som fornuftig. Horisonten som tyk tåge, hun var lukket inde bag. Den omsluttede hende som vat. Trangen til kontrol begrænser udsynet, fastfryser det i et amputeret perspektiv. Liv beskæres i alle de her så forbandet sikre skridt som ikke er valg men fravalg af livet selv. Hun ved det ikke. Ved bare, at hendes fars vanvid er rigeligt til hende. Hans afsind. Han breder sig og fylder. Hun skal sgu ikke selv begynde at importere sindssyge.

Det har hun dog ikke tænkt sig. Når hun følger ham over på hospitalet og de siger, de ikke rigtig kan gøre noget. Hun er 15 og siger, at de vel for fanden kan gøre, hvad de plejer, smide nogle piller i manden og en gang citronfromage, bare hun er fri for at få ham med hjem. Vi kan sgu ikke holde ham ud, siger hun til dem. Og det kan de ikke.

Han brøler højt og strammer sine hænder omkring hendes hals, så hun får mærker, fjerner mikrofoner fra blomsterne i stuen eller spørger helt roligt, om de glæder sig til de lange knives nat. Hun tørrer blod op fra gulvet med servietter gennem mange år. Sminker moderens øjne med et tykt lag hvidt. Plukker blade i haven fra faderens planter. Tænk, hvis I bare havde sådan en kedelig far, der gemte sig bag avisen, siger han tit.

Vil du ikke være med i vores nye pårørendegruppe prøver en sygeplejerske engang. Selma stirrer ind i ansigtet på konen, der er så fyldt med fed hud i træsko og ganske lille indsigt, en pårørendegruppe siger du, og hvad er det så helt præcist, jeg skal bruge sådan en til?

Tilbage i en juniaften lysår væk og så meget senere passerer Selma og David hinanden på en bro, han cykler, hun går den modsatte vej. De skal hver især derhen, hvor den anden kommer fra. Fra øjenkrogen registrerer hun ham bremse op, men er allerede videre, forbi, lader som om, han er enhver. Hun vender sig ikke om, men mærker hans øjne ramme jakken, sætte sig fast i tankerne. Harddisken, der har valgt at forevige de tørre skorper på den skive rugbrød, hun ser ham køre ned helt langsomt, som var det en virkelig drøm og ikke bare et flashback. Et minde. Glimt der opstår hurtigt efter hinanden.

Også denne sekvens huskes minutiøst som et friskt polaroid, der viftes tørt. Hun tænker i billeder. Det kunne være nu.

Tilfældigt bladrer Selma året efter på nettet i en ældet avis denne

“Når hun flytter fra huset, fra Kridthuset om nogle år, bliver han boende.

Hun besøger ham til hun en dag vælger ham fra. Han kan ikke vælges til i dagslys. Hun vil ikke have en kæreste med diagnose. Det er ikke til diskussion.”

44 eftermiddag, standser på siden, der er inddelt i felter af varierende størrelse. Indrammede kvadrater og rektangler, alle disse navne og øjnene fæstnes. Noget får dem pludselig til at stoppe op. Hun kan ikke flytte dem. De vil ikke flyttes. Ikke vandre hen over siderne, optage farvede tilbud, ligegyldige nyheder, der engang var vigtige.

Hun kan ikke lade som om den ikke er her, at hun ikke har set den, annoncen, navnet og under det, den sidste hilsen. Registrerer at kirkegården, ligger langt nok væk til, at hun aldrig vil tage derhen, stå foran en sten med linjer af bogstaver, tal i guld. Hun ser den alligevel, stenen. Sidder her i sofaen, lytter til regnen, iagttager dråberne på ruden, lader tankerne vandre.

Grave i rækker, den ene efter den anden. Kridhvide kors hvor lyset rammer duggen i hjørnernes spindelvæv, efterfulgt af duer på sten, af sten i en park med efterårsbøg omkranset af et bredt granbælte ud mod skinnerne. Toget, der kører forbi en gang i timen. Herfra ses tydeligt disse stier i grus sno sig gennem plænerne, splitte dem op og være denne falske kontrast til gravstedernes kvadrater og mellem rækkerne, de brede hovedstrøg som symboler på liv.

Hovedstrøg, kirkegårdens hovedgader hvor de besøgende, de pårørende går i en højlydt raslen af småsten. Her er små heller med grønne vandkander, stativer med vaser, særlige gravvaser. Blomsterne arrangeres vandret. De liv der ligger lige her side om side og er forbi. Forbi. Alt dette velordnede. Enkle. Helt uden kompleksiteten som latterlig myte. Her er dog ærligt. Befrielse. Udfrielse. Ikke så meget pis.

Forudsigelige, lineære liv med små planlagte afstikkere som perfekt revne grusstier med regelmæssige riller, der nok både flugter og krydser hinanden, bryder det grønne underlag, greenen med rimfrost, men som alle målrettet, holder fokus, fører direkte hen til disse næsten ens pixels med årstidens buket og hvidt gravlys. Her er fuglebade.

Davids grav som den sidste i hjørnet ud mod grantræer, ru bark, duften, der er et permanent flyvende tæppe som bølger frem og tilbage i luften netop her. En duft, der løber ned ad stammer, duften af den harpiks, træerne bløder. Det er en kantet sten i sort med navn og tak for alt. Tak for hvad?

Det har været en begravelse, læser hun i annoncen, ikke en bisættelse. Hvor lang tid er et lig om at gå i opløsning? Hvornår løsner kødet sig? Hvordan ser han ud lige nu? På en lørdag aften fx hvor kirkegården må være så godt som sort og han findes der i jorden blandt andre. Ansigtet med de fine træk, ville hun kunne kende ham? Er øjnene væk?

Han findes ikke dér, men her eller andre steder, hvor hun husker ham. Det er allevegne, i hvad som helst. Hvor hurtig er et lig om at rådne, når vinteren har været ekstra hård?

Der er for mange ubekendte, hun kan ikke regne kroppens tilstand

“Vil du ikke være med i vores nye pårørendegruppe prøver en sygeplejerske engang.

Selma stirrer ind i ansigtet på konen, der er så fyldt med fed hud i træsko og ganske lille indsigt, en pårørendegruppe siger du, og hvad er det så helt præcist, jeg skal bruge sådan en til?”

45 “Tilbage i en juniaften lysår væk og så meget senere passerer Selma og David hinanden på en bro, han cykler, hun går den modsatte vej. De skal hver især derhen, hvor den anden kommer fra. Fra øjenkrogen registrerer hun ham bremse op, men er allerede videre, forbi, lader som om, han er enhver.

Hun vender sig ikke om, men mærker hans øjne ramme jakken, sætte sig fast i tankerne.”

46 ud, for hvor lang tid har han fx hængt i lejligheden? Der kan være gået en uge, måske mere og så vil kroppen da i hvert fald være i forrådnelse og der er kommet fluer, der har lagt æg, er blevet til maddiker. Maddikker som dem, der engang dryssede ned i hendes hår fra taget på skralderummet. Hvide larver faldt i klumper fra det lave tag, ned i håret, der var så mange, der hang fast. Hun kiggede op og så dem vride sig ind og ud af pandehåret, igennem det. De må have bevæget sig ud af hans øjne.

Den rysten benene giver i sekundet, dette spjæt. En sidste bevægelse, en spasme. Herefter stilhed. Herefter dage der går, til de finder ham. Dage, hvor han hænger i lejligheden og fødderne akkurat ikke når gulvet. Solen der står lige ind. Varmen i rummet. Gråt støv på reolen, man kan køre sine fingre henover og skrive i. Svin står der altid eller også er der tegnet et hjerte. Ligets tilstand. Lugten.

Først nu i dødsannoncen opdager hun hans forældre. Han har aldrig talt om dem. Hun har aldrig tænkt på dem. Deres navne. Først nu kan hun se dem. Først nu kan hun se dem i ham. Hun er flov over at være så snobbet. Havde hun kendt til dem, havde alt været anderledes. Hun ved det. Det er pinligt. Hun ved, hun var blevet. Hun ved, de ville have vejet tungt. De muligheder, de kunne give. Hun arrangerer sig. Det giver selvlede at vide, hun er til salg. At hun har svigtet.

Hun er ikke bedre end nogen. Lige så grisk. Liberalitas og Avaritia.

Generøsitet og griskhed. Kardinaldyd og dødssynd. Selmas erkendelse kommer i bidder, opstår i refleksioner. At se sig selv udefra, få øje på sig selv udefra. At opdage sine fejltrin, i glimt. Skelsættende er det at kaste hammen af sig. Selvleden springer, ætser, renser. Den heler. Hun flænser sine ansigter med et smil om læben. Det er løgn, men hun kunne tænke sig det sådan.

Tankerækker, der afløser hinanden som skyer, der kan flyde, ligne hvad som helst, forandre sig på et øjeblik. David ser ikke op i dem længere. Han findes ikke længere. Ikke engang vinduet gør det. Huset er væk. Revet ned. Der er ikke længere andre vidner end de mennesker, der var der. Hun drikker te. Konturerne af skikkelser træder frem, får ansigter, aldre og navne. Hans død puster liv i mennesker og steder, hun havde glemt for længst. Pulsen opløses i andres. Vi er ikke lineære. Tæt på er noget andet end langt fra. Alt ser anderledes ud. Mennesker skal ses tæt på. De bliver til små prikker, når de ses fra luften eller kroppe, når de ses udefra, på afstand. Tæt på kan ingen erstattes. Detaljerne træder helt frem og fylder alting. Vi flyder ind i det hele. I hinanden som tråde. Vi er et vi. Vi bliver til et vi. Det kræver et liv at opdage.

“Harddisken, der har valgt at forevige de tørre skorper på den skive rugbrød, hun ser ham køre ned helt langsomt, som var det en virkelig drøm og ikke bare et flashback.

Et minde. Glimt der opstår hurtigt efter hinanden. Også denne sekvens huskes minutiøst som et friskt polaroid, der viftes tørt. Hun tænker i billeder. Det kunne være nu.”

47

DER VAR ENGANG...

HOS ARNOLD BUSCK KAN DU BYTTE DINE GAMLE, LÆSTE BØGER TIL ANDRE BØGER I ALLE VORES 30 BUTIKKER. GANSKE GRATIS.

SE EFTER DEN ORANGE BYTTEBOG-ETIKET PÅ BØGER, DER ER MED I ORDNINGEN. LÆS MERE PÅ ARNOLDBUSCK.DK/BYTTEBOG

RAY BRADBURY

IDOLA- T PLAK Foto: Tom Victor

Hele Nordens højskole ligger ved Göteborg Text & Bild (aug-dec) Reportage (aug-maj) Teaterskolan (aug-maj) Visskolan (aug-maj) Foto & Dokumentation (jan-maj) Søg nordisk stipendium samt halv friplads

Nordiska folkhögskolan

www.nordiska.fhsk.se

På Rødding Højskole kan du også kombinere dit hovedfag i Litteratur & Horisont med faget Skriveværk­ sted, så du får en litteratur­ og skrivelinje. Skriveværk­ sted er et sprogligt laboratorium, en ordenes legeplads, hvor vi tør vende op og ned på indgroede skrivevaner i håbet om at opdage nye og anderledes måder at udforme tekster på.

Kursusstart i januar, februar, marts, august, september.

www.rhskole.dk

Litteratur & Horisont

Litteratur & Horisont er for dig, der ønsker en bredere forståelse for litteraturen, kunsten og det samfund, vi lever i. Det er et fag for dig, der vil stoppe op og reflektere over nogle af de mere grundlæggende spørgsmål ved tilværelsen, og som er interesseret i at søge andre svar end de allerede givne og opleve andre verdenssyn end de allerede kendte.

Med rejse til Istanbul

Tag på højskole med litteraturen i centrum Litteratur & Horisont på Rødding Højskole er en enestående mulighed for et højskoleophold, hvor skønlitteraturen er i fokus. Fordyb dig i et halvt år med nogle af de største værker, der nogensinde er skrevet, med splinterny og sprudlende dansk samtidslitteratur og med fascinerende og fremmedartede fortællinger fra den store verden. Og vær med, når vi tager til Istan­ bul og mødes med nogle af tidens største mellem­ østlige forfattere.

MØD TIDENS FORFATTERE - FRA LOKAL TIL GLOBAL LITTERATURKURSUS D. 24. - 30. JULI

GLADIATOR ABONNEMENT – DIN AKTIE I LITTERATUREN

Hvordan tages flygtningekrisen, klimakrisen, terroren, dansk krigdeltagelse mv. op i dansk litteratur? Det kan du få svar på i uge 30 på Grundtvigs Højskole.

Mød bl.a. Kirsten Thorup, Jens Martin Eriksen, Dy Plambeck, Charlotte Weitze, Kristina Stoltz, Klaus Rothstein og Lilian Munk Rösing.

BLIV GLADIATOR ABONNENT PÅ FORLAGETGLADIATOR.DK Få eksklusiv adgang og 30% rabat på ALLE bøger.

Tilmeld dig nu og få: • En gratis Sandalserie-bog.

• Det nyeste Texas Longhorn.

• Invitation til særlige arrangementer, foredrag, oplæsninger m.m.

Meld dig ind i dag og få rabat med det samme.

GRUNDT VIGS.DK

”Er problemet … at dansk litteratur i virkeligheden får et ufortjent dårligt ry i kraf t af et initiativ som Texas Longhorn?”

– Bjarke Larsen, Bogmarkedet.

ST AD P IDO IG INLAKALDE T NI

NYT TEXAS LONGHORN! TEMA: SCI FI & HORROR

LUCA ENGBERG TALAMONA GIOVAN JAKO NI AGN B KJÆ R BØD OLO NI KER MASAR SOHAIL NIKOLAI LUTOHI N IDA MARIE HED E NICOLAI HOWALT WILLIAM LIPPERT SIMON STÅLEN HAG KAMILLA ROHR CECILIE ENEVOL D NIELSEN LÆRKE JESSEN ANNA IDA PEZZOT PALLE NIELSEN JONAS EIKA RAS MUSEN JOHN KENN MO RTENSEN LEA MARIE LØP PENTHIN ADAM O ERNESTO DALGAS HALFDAN PISK ET HANS OTTO JØR GENSEN ANTONIO SANT’EL IA ERWIN NEUTZS KY-WULFF DAN TURÈLL

Skal dit bibliotek, din skole eller dit kulturhus abonnere på Texas Longhorn?

Kontakt: sidsel@forlagetgladiator.dk

www.forlagetgladiator.dk/texaslonghorn

Hærværk tekst: Kirsten Tho 52

Uddrag fra Erindring om kærligheden (roman Gyldendal 2016)

En sen eftermiddag blev en sten på størrelse med et strudseæg kastet gennem mit stuevindue. Den faldt med et tungt bump på kelimtæppet, fulgt af en regn af glasskår der landede i vindueskarmen og på det malede gulv neden for vinduet. En kraftig vind stod ind gennem den smadrede rude og tog fat i de korte, stumpede gardiner.

Temperaturen var tæt på frysepunktet.

Det var en usædvanlig kold maj. Jeg anmeldte ikke hærværket. Jeg var bange for myndighederne, bange for alt hvad der involverede sagsmapper og efterforskning.

Jeg lod den glatte granitsten ligge på gulvet. Jeg gik uden om den som var den en helligdom der skulle omgås med forsigtighed, en hemmelig meddelelse fra det ydre rum. Jeg fejede omhyggeligt glasskårene op på fejebladet, smed dem i papirkurven og satte et papstykke op for ruden.

Jeg var blevet mindet om at der var noget ved mit væsen der gjorde folk utilpasse i mit selskab. Nogle ligefrem flygtede over på det modsatte fortov når jeg viste mig i kvarteret. Derimod tiltrak jeg udlændinge der kom hen og snakkede med mig og spurgte om vej eller satte sig ved siden af mig i bussen og bad om hjælp til at finde ly for natten. Jeg inviterede disse strandede mennesker med hjem. Min lejlighed var i perioder fyldt med gæster der sov på gulvet, på sofaen, i lænestolene og endog

i siddebadekarret. Mit hjem var blevet en banegård hvor folk kom og gik, og jeg selv forsvandt i mængden. Udefra så lejligheden tom og ubeboet ud. Vinduerne var altid lukkede, selv under sommerens hedebølger. Der var ingen potteplanter i vinduerne, ingen lysekroner, ingen dørmåtte. Men vandforbruget, den konstante summen og susen i vandrørene, den eksotiske musik og stærkt krydrede madlugt i opgangen vakte mistanke, og stenen var budskabet. silkeig en sort m m t r ø if e “Jeg havd gik altid i sort so g t kimono. Je e der havde miste k n sin en falsk e mand og beholdt et e tr sin elsked r tilmed var bloms at e a d v r skønhed andheden skab S . n e rg o op med s blevet noget ægte g je ar der ikke v este ene, selv om Jeg n t. e r med den frue for at blive hø heig ig kaldte m ren, men ikke værd et e d n havde ald dig var jeg ikke a ig n e y v sk ld den. Ind med en u e.” e ig p g n end en u ode i mennesken g tro på det Jeg kunne ikke længere åbne mit hjem uden selv at risikere at blive sat på gaden.

Jeg befandt mig i en tom lejlighed hvor væggene råbte til hinanden, og forberedte mig på at den mand jeg skulle giftes med, dukkede op med sin ømhed og kærlighed og tog mig med. Han havde allerede købt ringe og lagt champagnen på køl, åndeligt

53

orup

“Jeg h a over s vde ingen b t Der va jernetågern illeder af m i der va r særlig en s e på stjerne g selv. Ud k sen mi r mig i et tid mal sjælefor ortet i stue n før jeg g. Ved verdeligere liv. Fr met galakse . var kv blev kvinde ns skabelse a begyndelknipli inde eller m . Dengang j mig. Denga n betyd gståge der and, men en eg hverken ng ning.” hviled e i sin gennemsigt egen s i kjulte g

talt, som han sagde, inden han igen tog på farten for vores skyld, for at vi kunne få en god start. Jeg prøvede at forklare ham at et barn ventede utålmodigt på ham i køen af ufødte. Men han var ikke parat.

Hver ting til sin tid, sagde han. Han var der, og så var han der ikke. Han kom og gik når jeg mindst ventede det. Jeg kunne ikke holde rede på alle de gensyn og afskeder. Jeg kunne ikke længere holde sammen på mig selv. Jeg vidste ikke hvorfor jeg var blevet født. Vidste ikke hvorfor stjernerne tændtes på himlen. Vidste ikke hvorfor himlen var sort. Vidste ikke hvorfor solen gik op og ned. Vidste ingenting om mig selv og dem der kastede med sten.

Ingenting andet end at kroppen er et dyr der lider i stilhed som et stykke kvæg. Og at kroppens stumme lidelse overdøvedes af mænd der hyldede mænd i tale, sang og hellige skrifter. Mænd der hadede moren og elskede faren. Ligesom Jesus elskede Faderen, Guden. Af stenene der kom ind ad vinduet lavede jeg flag med hvide kors. Flag af sten som smukke knytnæver mod menneskebødler der skulle være brødre og kærlige onkler derhjemme på gården bag de høje bøgetræer, så milde og gode som selve Jorden, den mishandlede, voldtagne og plyndrede, knækkede stjerneplanet. Så megen skønhed ødelagt af skønheden selv, den voldelige mand,

umenneske blandt mænd og kvinder. Som spredte død og krigerisk verdensorden omkring sig. Krigen som lægemiddel for syge sind, som rædselsunderholdning.

Som pornofilm hvor skuespillerne ikke rejste sig og bukkede efter sidste akt, men ofrede sig og blev ofret. Lod sig henrette på perversionens alter. Lod sig henrette af mænd der elskede mænd, hyldede mænds lyster og kvindernes ydmyge funktioner, kvinders dyd, de bløde bryster til at skære i. Jeg var selv den første til at føre kniven og skære dybt. Med ført hånd skar jeg for at komme bødlerne i forkøbet. Jeg sad bag komfuret og lagde lange omhyggelige snit, mens jeg ventede på stenene.

Jeg havde iført mig en sort silkekimono.

Jeg gik altid i sort som en falsk enke der havde mistet sin elskede mand og beholdt sin skønhed der tilmed var blomstret op med sorgen. Sandheden var at der ikke var blevet noget ægteskab med den eneste ene, selv om jeg kaldte mig frue for at blive hørt. Jeg havde alderen, men ikke værdigheden. Indvendig var jeg ikke andet end en ung pige med en uskyldig tro på det gode i menneskene. Jeg var ude af stand til at værge mig mod ondskaben. Jeg havde kun hørt om ondskaben et stempel på mig selv, men jeg vidste ikke hvad det betød eller hvor ondskaben sad. I øjnene, i maven, i livmoderen, mellem benene?

54 Jeg kunne ikke forbinde ondskaben med mig selv. Men stenkasterne blev ved med at gentage det mærkelig ord. Indtil jeg blev dårlig af deres hærværk mod mig og begyndte at længes efter hævn.

Men efterhånden indså jeg at de andre havde ret, og at jeg tog fejl, og derfor blev der kastet sten ind ad mine vinduer. Fordi jeg gav husly til de såkaldte illegale og lod dem komme og gå. Jeg ville så gerne lære ondskaben at kende. Lære mig selv at kende. Jeg havde ingen billeder af mig selv.

Ud over stjernetågerne på stjernekortet i stuen. Der var særlig en smal sjæleformet galakse der var mig i et tidligere liv. Fra begyndelsen mig. Ved verdens skabelse mig. Dengang før jeg blev kvinde. Dengang jeg hverken var kvinde eller mand, men en gennemsigtig kniplingståge der hvilede i sin egen skjulte betydning. Uden bevidsthed, uden tankespindet der spærrede for den uendelige frihed. Jeg ville gerne vide hvilket rige og hvilke herligheder jeg kom fra. Hvilken storhed der havde gjort mig så lille. Hvilken frygtløshed der havde gjort mig så bange. Hvilken styrke der havde skabt min svaghed. Jeg havde efterladt min sjæl i stjernetågen.

Min sjæl var blevet tilbage i mit tidligere liv før fødslen. Jeg frygtede stjernetågens tunge masse, min egen voldsomhed langt ud i universet. De bånd der bandt mig til stjernene, var stærkere end livet. Hver dag kæmpede jeg for mit jordiske liv mod supernovaerne og galakserne. Natten var mit hjem. Dagen mit eksil. Jeg elskede dagens lys. Jeg elskede skovene og skyggerne som vinden legede med. Skyggerne var mine søstre og brødre. De led af samme hjemløshed, samme flygtighed og troløshed. De boede ingen steder, men gik ind på fodboldbanerne og sov op ad målstolperne og ind i skolegårdene og fandt en lækrog, hvor de kunne gemme sig for nattens tyve og overfaldsmænd, for politiets patruljevogne og ambulancernes

udrykningssirener der kom nærmere og nærmere for at afhente de ulykkelige og forvildede.

Jeg var god til at indordne mig under hospitalsreglementet, god til at tilpasse mig dagenes faste rutiner. Jeg ville gerne have at personalet syntes om mig og tog imod mig med åbne arme. Jeg ville gerne flytte deres forudfattede meninger om mig: et godtroende fjols, en luder der lod udviste flygtninge overnatte. Men det var slet ikke på den måde. Det var aftaler mellem voksne mennesker. Som blev ophævet så snart mændene havde fået opholdstilladelse, eller deres sag var blevet genoptaget. Jeg syntes det var forkert at de skulle sendes hjem til en skæbne jeg end ikke turde forestille mig. Det var almindelig menneskelighed over for loven der altid er midlertidig, en parentes mellem utallige lovændringerne, hvorimod medmenneskelighed er universel. m ind ad vin“Af stenene der ko med hvide g duet lavede jeg fla m smukke so en st af kors. Flag enneskebødler knytnæver mod m re og kærlige ød der skulle være br på gården bag e m m je onkler derh er, så milde og de høje bøgetræ Jorden, den misgode som selve gne og plyndrehandlede, voldta jerneplanet.” de, knækkede st

På den lukkede eskalerede forfølgelsesvanviddet. Jeg så spøgelser ved højlys dag.

De kom ind gennem væggene, gennem de lukkede døre på lydløse poter vandrende hen imod mig og hagede sig fast til mig, mens de skræppede som gæs. Deres store englevinger slog mig i ansigtet. Jeg gik i panik, men jeg kunne ikke græde. Mine tårer var blevet til sand i øjenhulerne.

Sandet kradsede og sved. De store englespøgelser fyldte hele stuen med bevægelse. De svævede rundt i luften og løftede mig med op, så jeg også svævede vægtløs

55 oppe under loftet og så alting ovenfra i et fordrejet perspektiv. Spøgelserne slap mig og gik ud gennem væggene og gennem den låste dør. Nu var jeg alene, men der var stadigvæk lufttrykket fra vingernes susen. En let sommerbrise der på én gang afkølede og varmede mig. Englespøgelserne var dobbeltvæsener, både venner og fjender.

Jeg gik hen til vinduet for at finde ud af om de steg op mod stjernerne eller sank i jorden. En hvid tåge over affaldscontainerne var alt hvad de efterlod sig som en slags bevis på at de havde været hos mig og var gået igen. Jeg blev stående i en afskedstilstand og blev langsomt mig selv igen i en erkendelse af at jeg savnede en lang række mennesker som var blevet til spøgelser der hjemsøgte mig. De spurgte ikke om noget, de handlede, plyndrede og voldtog. Jeg blev på altanen hele natten.

Jeg gennemlevede mit liv fra fødselsøjeblikket og til den dag jeg opdagede at der havde været nogen inde i min lejlighed og fjerne mine bankudskrifter. Fra den dag eksisterede jeg ikke mere som mig selv.

Jeg var blevet en lille brik i et stort spil der gjorde mig dummere end jeg var, og derefter hånede mig og spærrede mine tanker inde i et bur som små fugle, kredsende om de samme spørgsmål. Vidste jeg ikke hvad jeg foretog mig? Gik jeg i søvne? Flyttede jeg rundt på mine papirer og gemte dem for mig selv? Anbragte dem på hemmelige steder for at lege skjul med mig selv?

Så fjernyn som en zombie med vidt åbne øjne uden at forstå betydningen, uden at fatte meningen? Så mænd blive skilt fra kvinder og børn og samlet på byens stadion. Så piger blive revet ud af armene på deres mødre og ført med soldaterne ind i skoven og komme tilbage med en laset klud over de nøgne kroppe. Så gamle knuge forældreløse børn ind til sig. Så forældre der ser deres børn blive mishandlet og skudt. Så etnisk udrensning. Så krigsher-

rernes ondskab. Så med søvngængerens bevidstløshed, uden sjæl og tanke, uden medfølelse og indlevelse. Så pornofilm.

Blød porno først på natten. Hardcore senere. Pornoen forlængede natten. Trak den ud i et langt skrig.

Jeg sad foran fjernsynet og blev bange for at der voksede skæg ud i mit ansigt.

Men spejlet der lå i mit skød, viste ingen tegn på skægvækst. Jeg var endnu den uskyldige/medskyldige tilskuer. Jeg var “Skygge rn brødre. D e var mine søstr e e hed, sam led af samme h og jemløsme flygti hed. De ghed og b tr gik ind p oede ingen sted oløser, men å fodbold op ad må banerne ls o gårdene tolperne og ind g sov og fandt i skolede kunne en lækro g tyve og o gemme sig for n , hvor attens verfaldsm tiets patr ænd, for u cernes u ljevogne og amb polid u nærmere rykningssirener land o te de uly g nærmere for er kom kkelige o a g forvilde t afhende.”

endnu den kvindelige part. Den der lod tingene ske uden at gribe ind. Kvinden som fremmed væsen uden våben eller sprog. Kvinden der blev klædt af til skindet for åben skærm og hånet for sin nøgne magtesløshed af magtens grusomme og glade billeder der afløste hinanden i krig og underholdning, underholdning og krig.

Og nu invaderede englespøgelserne min lejlighed, fjernede mine papirer og anbragte dem forkerte steder. Var jeg med i et reality-show: mit hjem før og efter indbruddet? Min hjerne før og efter sammenbruddet? Var jeg blevet realitystjerne i selskab med to millioner lykkelige seere, der spiser lykkeligt, sover lykkeligt, vågner lykkeligt?

tekst: Dan Turèll

56

57

58

59

60

61

62

DAN TURÈLL KARMA COWBOY Medlemspris: 244,(Normalpris 349)

På vegne af forlaget Gladiator og Chili Turèll har vi den glæde at kunne meddele, at vi har indgået et samarbejde om udgivelse af en række af Dan Turèlls betydeligste værker.

Vi har lagt ud med Karma Cowboy i juni.

Herefter følger i august BEVÆGELSER FORMÅLSLØST CIRKLENDE og efter jul Det døgn da.

– Men nu! år 2016. Hvad skal vi med Dan Turèll nu?

Svaret er meget enkelt: Læse ham. – Og det er ikke svært. Det er bare at glemme alt om manden med den sorte hat og det stærke blik og hengive sig til skriften. Til den dér malende puls, som hele tiden hvirvler stof op, stort og småt imellem hinanden, fra hverdagen, hvor selv det mest banale får værdi, og fra det, som har tidens fylde i sig, og som han uden videre formår at indfange og gøre hverdagslig, så det er til at forstå.

Det københavnske forlag Cris & Guldmann www.crisguldmann.dk

Roy tekst: Lærke Jessen billede: Anna Ida Pezzot “Hvis man ikke havde hørt om The Revenant, så fulgte man virkelig et hundrede procent nada med i film, tænkte du. Måske var han en psycho. Nu vidste han, hvilken opgang du boede i. Du tænkte på, hvornår og hvorfor du havde givet slip på dine nøgler.”

Du sad i bussen og tænkte over de basale træk i mennesket. De dyriske instinkter og what not. Over hvordan, du har set rigtig mange klamme film, men Lubezkis billeder slår dig i fjæset på en måde, snufffilm ikke kan. Det føltes virkelig som at være i krig, havde du tænkt, imens du sad i en tryg, mørk biografsal med popcorn i folderne på skridtet i dine jeans. Du syntes dog, spoilers, at de skulle have streget hestefødslen. We get it, filmen handler om liv og død, men derfor behøvede LeoDi ikke ligge nøgen med ansigtet stukket ud ad et dødt hestehul. Som, by the way, basically havde skamlæber. Imens du tænkte på ikke-intenderet, komisk symbolisme, trak du din Cannes-nøglekæde op fra det forreste rum i din taske. Placerede den i jakkelommen med din hånd knyttet omkring den. Drejede den rundt, så spidsen stak op imellem to fingre. Så stod du af bussen.

Du valgte at gå langs fortovet i stedet for over græsset. Det var for mudret, og der var for mørkt. Du følte dig på vagt, som du gik der, med fingrene omkring den lille, blåhættede husnøgle, forberedt på det værste. Du så død og ødelæggelse i en fast-paced krigsfilmsmontage, men frygtede i virkeligheden bare risikoen for, at en eller anden rando fra Rundhøj Bodega kunne finde på at snakke til dig. Du takkede dit tidligere jeg for at have sendt en ’er hjemme om 10 min’-SMS til din roommate.

Godt, at du havde besluttet dig for at se den, der spillede 18:21.

Du skulle altid sove film ud af dit system, så det praktiske var at se

64

65

dem om aftenen. Det havde været en meget tåget dag, da du havde set Inherent Vice klokken 11:10 om formiddagen. Du havde bare siddet og dampet i sofaen, indtil du kunne falde i søvn igen.

– Brrrrrrr. It’s very cold tonight.

Du kiggede dig over skulderen og så … ikke så meget. En fyr med armene over kors, frysende på en tegnefilmsagtig måde. Dårligt skuespil, tænkte du. Det var et meget hurtigt kig. Alligevel nåede du at forestille dig, hvordan det ville se ud, hvis han prøvede at overfalde dig. Voldtage dig i mørket ved den nedlagte parkeringskælder på Rundhøj Torv. Du så for dig, hvordan du ville rive husnøglen frem i sidste øjeblik og stikke den ind i halspulsåren på ham. Du kom i tanke om, hvad han havde sagt, og svarede: – Hm, yes, og fortsatte forbi Netto. Under det automatiserede lys.

– Where are you from? spurgte han.

– I’m, sagde du, from around here.

Du tog et hurtigt kig til højre igen, lavede et double-take, og så at han egentlig ikke lignede en fra bodegaen, var lav nok til, at du ville kunne pande ham en og egentlig så han flink nok ud.

– Sorry, it’s just … weird … in Denmark, you know, we don’t really talk to people. Du lød mærkelig. Han nikkede forstående.

– Especially not random people off of the bus.

– Oh, I see, sagde han og smilede.

– What do you do? spurgte han.

Ja, hvad laver du egentlig, tænkte du og stregede alle muligheder ud, som du kunne komme i tanke om.

– I … write. I guess.

Det syntes han lød cool nok, og han sagde, at han studerede zoneterapi, og du tænkte, at han egentlig var flink nok, men at det at være flink nok, også er det, som seriemordere er bedst til, udover at seriemyrde.

– Where are you from? spurgte du. Nu stod I ud for døren til din opgang.

– Oh, I’m from … everywhere. India, Glasgow.

Han trak på skuldrene. Den forstod du ikke rigtigt, men du nåede ikke at sætte spørgsmålstegn ved geografien, før han tog spidsen af din højre pegefinger og maste den imellem sin egen pege og tommel.

– It’s zone therapy. It’s very interesting. It’s about how you can release stress, you know?

66

67

“Du tænkte på udhulede heste og menneskehudsjakker. Det fik dig lidt væk fra situationen og gjorde dig derfor gladere. Hvis du ikke dør nu, tænkte du, så har du i det mindste en historie, du kan fortælle din roommate, når du kommer op i lejligheden.”

– Yes, I think so, sagde du.

Du kiggede på din finger, op på manden, ned på din finger igen.

– Is that something … that is good to study in Denmark, in Aarhus?

Hans koncentration var rettet mod din finger.

– Yes, it’s … a special technic … of releasing stress.

Han fortsatte ned til håndfladen.

– Your hand is-, sagde han.

– Yeah, I just saw a pretty freaky film, sagde du.

Lad være med at undskylde din håndsved til en fremmed, tænkte du.

– Oh, what film?

– In the cinema, The Revenant? sagde du.

– Revenant, gentog han, haven’t heard of it.

– Leonardo DiCaprio, sagde du.

– Haven’t heard of it, gentog han.

Hvis man ikke havde hørt om The Revenant, så fulgte man virkelig et hundrede procent nada med i film, tænkte du. Måske var han en psycho. Nu vidste han, hvilken opgang du boede i. Du tænkte på, hvornår og hvorfor du havde givet slip på dine nøgler.

– Can you feel it tingling? spurgte han.

Du tænkte på, hvordan du ville have reageret, hvis han var en kvinde. Ville du så stadig have haft trangen til at råbe: I HAVE A BOYFRIEND og krybe ind ad hoveddørens nøglehul? Eller ville du overhovedet have tænkt på seriemordere og voldtægt? Ville du glædeligt have hjulpet hende med at bære en stol baglæns ind i en hvid varevogn? Hvis han nu spurgte efter dit nummer, ville du så kunne sige nej, selv om det ikke pleasede din politiske korrekthed? Du magtede ikke det her. Du ville bare gerne sove. I AM JUST NOT REALLY LOOKING FOR A CHALLENGE, tænkte du.

Han spurgte, om der var en bænk et sted. Du svarede lidt for hurtigt nej. Han så en og sagde, at han godt lige ville prøve noget. Du grinte usikkert og sagde: – Okay.

Du sagde: – This is weird.

Han mumlede den engelske version af pjat med dig, og så fulgte du efter den fremmede, indisk-glasgowskianske mand. Du tænkte på udhulede heste og menneskehudsjakker. Det fik dig lidt væk fra situationen og gjorde dig derfor gladere. Hvis du ikke dør nu, tænkte du, så har du i det mindste en historie, du kan fortælle din roommate, når du kommer op i lejligheden.

Han eskorterede dig hen til bænken. Fik dig til at sætte dig først, så du ikke havde andet valg end at sidde inderst. Han satte sig ned ved siden af, trykkede på din sko. Han løftede din fod op, og du undskyldte for de skarpe, hvide nitter på hælen. Han prøvede at få sin hånd ned i støvlen, men det gik ikke rigtig, så han ledte efter lynlåsen. Alt imens du bare sad og gentog: – This is weird, med få sekunders mellemrum og minimal ændring i tonelejet.

Han er nu meget sød, tænkte du, imens han sagde, at det jo ikke var så mærkeligt for to mennesker at snakke sammen.

– Why do you think it’s so weird? spurgte han.

Så plaprede du løs om, at det jo kunne være, at han ville skalpere dig eller noget lignende.

– If you don’t feel safe, call the police, sagde han og lagde sin iPhone på bordebænkesætsbordet tættere på dig end på ham.

Han lirkede din støvle af og stillede den på jorden. Din fod var varm og fugtig, men du sagde til dig selv, at du skulle lade være med at undskylde for kropsfunktioner. Han løftede din bestrømpede fod op og lagde den på sit lår. Du klemte øjnene sammen et øjeblik, bange for om han ville sætte din fod for tæt på sit skød. Han trykkede ind på dine fodpuder og spurgte: – Can you feel that?

Du var ikke sikker. Han trykkede ind på, hvad der føltes som de samme steder som før og spurgte: – Can you feel that?

Du var stadig ikke sikker. Du trak det sidste ord ud, truede lidt med at trække din fod tilbage. Han fortalte dig, at du var meget anspændt. Du sagde ligeud, at det var lidt svært at slappe af. Også efter filmen and all that. Du sagde: – I think, I want to go home now, men at det havde været underligt og tak.

Han sagde, at det var helt okay. Du sagde: – I didn’t catch your name?

Han svarede: – Did I catch yours?

Du sagde dit navn. Han gentog det og sagde sit eget. Du sagde, at du ærligt talt havde forventet noget mere indisk end Roy. No racist eller noget. Han spurgte, om I kunne gå en tur i morgen. Du sagde, at du, lige præcis næste dag skulle arbejde fra 9 om morgenen til 24.

Det troede han ikke rigtig på.

– Maybe we will meet on the bus sometime, sagde du.

Han sagde slukøret, at det jo ikke var særlig realistisk, at det ville komme til at ske. Det lød som om, at han havde stået i den her situation før, tænkte du. Men han havde nok også levet en del længere end dig, og måske var det her bare en situation, folk stod i en gang imellem.

I stod foran døren til din opgang igen. Han sagde, at han ville være ved bænken i morgen klokken ni. Om aftenen, specificerede han. Du svarede: – Okay, but I really don’t think I can be there, so …

Han vinkede farvel, gik tilbage forbi Netto, og du låste døren til opgangen op. Da du kom indenfor, vendte du dig om og stirrede på den tunge hoveddør, indtil du var sikker på, at den var smækket i og låst.

68

“Han prøvede at få sin hånd ned i støvlen, men det gik ikke rigtig, så han ledte efter lynlåsen. Alt imens du bare sad og gentog: – This is weird, med få sekunders mellemrum og minimal ændring i tonelejet.”

69 billede: John Kenn Mortensen

70

Billede: Adam O

71

72

73 De sidste dage – 1896 ner et saa uhyre stort og indviklet Formeltal, at det kunde skrives med almindelige Tal saa stort som Jordens Omkreds er.

Men dette Abbreviatursystem er saa sammensat, at intet Menneske kunde regne noget ud efter det, selv om han sad med Pen og Papir hele sit Liv igennem. Derfor har den store Kineser opfundet Regnemaskiner, en for hvert af de hellige Tal, som regner hurtigere end Menneskets Tanke. Saa naar man vil udregne noget, indsætter man blot Værdier i Maskinerne, og de giver saa avtomatisk Resultatet.

I »Jordens« Hovedstad gaar Formelmaskinen i en uhyre Krystalhal, der er blæst af Glasmasse, som man nu til Dags blæser en Flaske.

Lydløst som alle Fremtidens Maskiner gaar dens Gang. Tegnene springer op og falder i lige saa sikkert som Solens og Stjernernes Gang. I Sidesalene arbejder Regnemaskinerne, og i Korridoren staar den store Kinesers Mumie i en lufttom Glasbeholder.

I den nye Tidsregning, som begyndte i »det absolutte Sekund«, da den store Kineser satte Verdensformelmaskinen i Gang, gives der ikke mere Hunger eller Sygdom, ikke heller Strid eller Arbejde. Ved Hjælp af Formelmaskinen har »Jordens« Borgere beregnet det, som skal komme, og se: det er en uoverskuelig Fremtid af Velvære og Fred. Da vil Tiden løbe ud i Tomhed, det ene Aarhundrede som det andet, og Menneskeheden vil ikke længere have nogen Historie; thi den har naaet sit Maal, den fuldstændige Tilpasning til Omverdenen.

Med den stigende Kultur vil Forundringen dø; thi Menneskeheden ved alt og forudser alt. Lidenskaben vil dø, fordi der ikke er mer at eftertragte. Da vil Digtningen dø, fordi alle Æmner er udtømte, og Fremtidens lærde vil disputere om Betydningen af det antikverede Ord at elske. Da vil Menneskene leve efter Klokkeslet, spise og sove, favnes og dø efter Klokkeslet, og den nye Slægt vil være en fuldkommen og lydefri Slægt, som passer Republikkens Maskiner saa nøjagtig, som om de var Maskiner selv.

Tekst: Ernesto Dalgas Billede: Halfdan Pisket

Alt som Kulturen skrider frem, og Oplysningen stiger, bliver Menneskelivet lykkeligere og lettere. Hele Jorden vil blive opdyrket og inddelt i Kvadrater. Der vil indføres selvvirkende Maskiner til alle Arbejder, og det vil blive matematisk beregnet, hvor meget Menneskeheden behøver hvert Aar af hvert Produkt, og Maskinerne vil blive indstillede derefter. Endog Fødsler og Dødsfald vil blive regulerede, saa at Befolkningstallet altid bliver det samme. Menneskeheden vil samle sig til Republikken »Jorden«, de vil vedtage et Normalsprog og en Normalreligion. De forskellige Racer vil blandes, og saaledes vil den sande Normalrace opstaa.

Da vil den store Kineser, som han kaldes, gøre sin vidunderlige Opdagelse af Verdensformlen. Han vil finde en Formular, som udtrykker alt, hvad der er til i Fortid, Nutid og Fremtid, saaledes at man kan finde det ubekendte, til hvilken Tid man vil, blot ved at indsætte Tidspunktet i Regningen. Det er ikke let for os at forestille os, hvorledes denne Verdensformel ser ud; thi den er fundet ud ved en højere Matematik end den, vi har lært. Formlen er nemlig ikke en fast Formel som de, vi kender; men den er foranderlig fra Sekund til Sekund ligesom Verdensløbet selv.

Derfor kan den ikke skrives paa Papir med Pen og Blæk; men den store Kineser har opfundet sin Formelmaskine, som viser Formelens Faser med Tegn og Tal, som skifter for hvert Sekund.

I Verdensformlen benyttes det store kinesiske Abbreviatursystem, som Kineserne har været mange Tusende Aar om at faa færdigt.

De har givet hver Ting i Verden sit Bogstav, og enhver Sammenstilling og hver af Fysikkens elementære Formler har faaet sit Tegn, og de har udbragt Tegnsystemet til en saadan Fuldkommenhed, at hvad der andensteds skrives med Tal og Bogstaver hele Bøger igennem, i Verdensformlen kun skrives med et eneste Tegn. Hvert af de Tegn, der staar i Verdensformlen, og som kaldes de hellige Tegn, beteg-

Paa den Tid vil der fødes et Barn paa et af Jordens Kvadrater, og dette Barn vil vokse op og blive Mand, vil gifte sig, avle Børn og dø, alt efter Jordens Skik.

Men dette Menneske har ingen Sjæl.

Dette Menneske har ingen Sjæl og behøver heller ingen; thi Indtrykkene gaar fra Sanseorganerne ad Nerverne til Hjernen og udløser der Nervestrømme, som sætter Musklerne i Bevægelse, og hint Menneskes Hjerne vil være saa fuldkommen bygget og afpasset efter Omverdenen, at den avtomatisk til enhver Tid frembringer den mest hensigtsmæssige Bevægelse. Ja alle det Menneskes Handlinger bliver endog fornuftigere end deres, der har en Sjæl. Saaledes er der af Menneskeslægten opstaaet et nyt og fuldkomnere Væsen, Normalmennesket.

Fra de kæmpemæssige Vejrmaskiner suser Vind og Regn ud med en monoton, rislende Lyd, og hvert Kvadrat er kongruent med sit Nabokvadrat, og paa hvert lille Kvadrat bor et lille Menneske. Sønnen er Faderen op af Dage, og alle Menneskenes Beskæftigelser og Fornøjelser er afmaalte af Republikkens Lovgivere, saaledes at den ene Dag er som den anden. Da vil Ensformigheden gøre dem sløve.

Som Søvngængere vil de indstille Maskinerne og tilse de store Kabler, som fordeler Solvarmen over Jorden. Og lidt efter lidt vil Aarhundredernes Gang dysse Menneskeheden i Søvn. Normalmennesker af Racen uden Sjæl vil opfylde Jorden.

Da vil der sees et sælsomt Syn. Maskiner i Menneskeskikkelse vil træde Staalmaskinerne. Tomme Formler vil ligge dem paa Læberne. Døde Øjne vil fange Solstraalerne og lede Fødderne paa Vej, og Svar vil følge efter Spørgsmaal, saa avtomatisk som Cylinderens Gang frembringer Lyd i Fonografen.

Naar Solurenes Klokker klinger, drager de i Optog til Republikkens Fester. Omkring paa Højene ligger den nye Tidsregnings »Skuespilhuse. Der staar Odins Gudehov, bjælkebygt i Egelunden. Der bærer de joniske Søjler Frise og Arkitrav imellem Myrthe og Lavre. Der staar rødmuret og vedbendgrøn den gotiske Kirke. Der staar ogsaa andre Bygninger, hvis Navn vi ikke kender. Den ny Tidsregning har genskabt alle de Templer, hvori »Urmenneskene« knælede, baade de Templer, som har været indtil nu, og de, som vil komme fra nu af.

Fortidens Helligdomme er den nye Alders Teatre. I korrekte Kostymer drager de did i Tog. Da lyder atter Mysteriernes Hymner og andensteds Orgel og Salmesang, saaledes som Arkæologerne har fundet ud, at de lød.

Thi den Gang da Lidenskaben forsvandt af Jorden, da søgte de lærde med et sentimentalt Sværmeri tilbage til den Tid, Urtiden, da Lidenskaben endnu var til. Da genskabte de Urtidens barnagtige Ceremonier, og Republikkens Borgere rørtes over dem som over Fortidens underlige Digte.

Saaledes har det været alt fra den store Kinesers Tid; men nu er den sentimentale Stemning sovet hen, og Forstaaelsen er gaaet under i Aarhundreders Gentagelse af det fuldkomne og normale Liv. Nu vandrer døde Sjæle som Søvngængere til Fester og spiller paa Strenge, hvis Klange ingen hører, og drager Smil, som ingen ser. Se hvor højtidsfuldt. Den store Maskerade.

Alle Slægters og Tiders Klædebon hænger de om sig og drager i et endeløst, farverigt Tog op imod Templerne paa de grønne Fløje.

Dog er der endnu nogle faa levende Sjæle paa Jorden. De lever som Menneskene i Urtiden, elsker og hader og drømmer, og de vil ikke føje sig i den nye Tidsalders Liv. Da forfølger Dukkerne dem, de fører dem for Retten, og de døde dømmer de levende som afsindige. Nede i Dalene ligger store graa Huse. Der indespærres Undtagelserne, som endnu elsker og hader og drømmer, Sværmerne og Kætterne, som ikke vil leve det normale Liv. Veklager og Oprørssange lyder fra det ene Fængsel til det andet, medens Dukkerne holder Vagt.

Og der gaar en Angst gennem den lille levende Skare. De gyser for Dukkernes stive Blik og stramme Bevægelser. De farer sammen ved at høre de samme forslidte Formler tale ud af Dukkernes Mund. Dukkernes Haandtryk er dem modbydeligt. Det ligner en Træhaands. De levendes Tal tager af. Hver Dag ser de en af deres egne faa det stive Blik og den døde Haand og ved, at han er tabt for dem, men Sandheden kender de endnu ikke.

Men i de sidste Dage vil der atter komme Profeter som i Urtiden, og de vil præke en længst forglemt Tale om at bevare sin Sjæl. Og Sandheden vil gaa op for somme af de levende, at de lever i en Verden af døde, men deres Tanker forvirres i Rædsel, de kan ikke skelne de levende fra de døde.

Da vil de indespærrede bryde ud, og Flagel-

74

75

76

lanter vil drage rundt fra Stad til Stad og præke om Verdens Ende og om den evige Død, og de Sjæle, som ventede paa at slumre ind, vil skræmmes op, og i deres Angst for at blive til intet vil Menneskene begaa frygtelige og usandsynlige Ting. Nogle vil holde deres Sjæl levende ved blodige Forbrydelser imod Samfundet; men der er ogsaa andre, som vil holde sig i Live ved Hengivelse i Elskovs Vildelse, og somme vil opholde sig ved Faste og Bøn og andre ved Svøben eller ved Tungsindets Lidelse, de som kaldes fromme; men de vise vil bevare sig ved Ensomhed og Selvfordybelse.

Da vil Lidelsen stige i Pris og Lykken blive billig.

Og Dukkerne vil forfølge de levende. Alle Undtagelserne, Forbryderne og Sværmerne, de fromme og de vise vil de plage værre, end Nero plagede de kristne. Kætterne skal knæle for den store Kinesers Mumie eller dø.

Marterinstrumenter fra Fortiden graves op igen, og i Krypterne under Templerne flyder Blod og Ild. Martyrernes Skrig blander sig i Jordens Fester.

Men da er der kun en kort Stund indtil den yderste Dag. Dukkerne lever og regerer, fordi de er fuldkomne Maskiner, afpassede efter Verdensløbet, saadan som Verdensformlen udtrykker det. Men i Verdensformlen er der to smaa irrationale Tal, Tallene π og ε. Disse Tal har den store Kineser udregnet med 1000 Decimaler, men han har beregnet dem med en Decimal for lidt, og derfor passer Verdensformlen ikke længer, naar otte hundrede tusend Aar af den nye Tidsregning er gaaet. Der har fra Begyndelsen været en uendelig lille Uoverensstemmelse mellem Verdensformlen og Verdensløbet, og denne Uoverensstemmelse er nu vokset saa meget, at den er blevet kendelig.

Normalmenneskene, som er dannede efter Verdensformlen, vil derfor ikke længer være afpassede til Verdensløbet. Deres Handlinger vil blive uhensigtsmæssige.

Da vil Solen en Dag se et sælsomt Syn. Som ved en Trolddom vil alle de, der var kloge paa denne Verden, forvandles til vanvittige. Som Søvngængere vil de træde Maskiner, som ikke er til, og spise Mad, som ikke findes. Med fordrejede Ansigter og hæse Skrig styrter de omkring og gør latterlige Fagter i den tomme Luft ligesom lyssky Dyr, der overfaldes af Dagslyset.

Da vil det kendes, hvem der er levende, og hvem der er død. Broder og Søster skal sidde til Bords ved Siden af hinanden. Da ser han, at han er en levende Sjæl og hun et tomt Hylster. To Mennesker skal ligge i samme Seng, og naar de vaagner, er hun et Menneske og han en død Dukke med Glasøjne og lallende Mund.

I den store Kinesers Tid havde Menneskene udspændt uhyre Kabler, som ledte Varmen fra Ækvator over hele Jorden. De havde ledt Havvandet i mægtige Dobbeltkanaler gennem Fastlandene, og de havde reguleret Vind og Nedbør ved sælsomme Indretninger, der ragede op i Skyerne som uhyre Møllevinger.

Nu er der ingen til at passe alt dette. Da standser Maskinerne deres Gang, Kablerne brister, og Sluserne sønderbrydes. Naturens Kræfter, som var tøjlede og tæmmede under Menneskets Ave, slipper løs. Brølende farer Stormens Giganter hen over Bamhushusene og Marmortemplerne. Lynilden raser, og Tordenen drøner som i Menneskeslægtens Barndom. De sønderbrudte Kabler spyr Ild. Vandene søger tilbage i deres oprindelige Leje og skummer i Stormflod hen over Marsken.

Den underjordiske Ild, som Sejsmologerne tæmmede, bryder frem i Varmebrøndene, og Kloden skælver, saa Jordsmonnet gaar som et Hav. Da lærer Menneskene atter, hvad Frost er.

Frosttaagen lægger sig klam over Landet og dræber. Hel kommer blaa og bleg fra Nord, Muspel sort og rød fra Syd, og naar de rækker hinanden Haanden, er det sidste Menneske død.

Og naar det sidste Menneske er død, da vil den store Pan genopstaa i al sin Herlighed. Da vil Jordkloden atter straale paa Firmamentet med grønne Fastlande tungede ud i det blaa Hav imellem de to Polers Isdiamanter. Da vil atter Vindens Sus og Regnens Fald lyde i Urskovene. Lynene vil tegne deres røde Linier over det hede Bæltes Regnhimmel, og Nordlysene svæve i kold Glans om Polerne.

77

78 Antonio Sant’Elia – Città Nuova Antonio Sant'Elia (18881916) var en italiensk arkitekt som tegnede futuristiske skitser til bygningsværker. De blev aldrig til virkelighed. Han døde som 28-årig i 1. verdenskrig.

79

Månedens anbefaling.

Uddrag af “DRØM”

80

tekst: Erwin Neutzsky-Wulff

“I det hele taget giver tilstanden mange problemer, som vi prøver at afhjælpe her. Måske Pat vil begynde?”

“Er De bange for heste?”

Jeg siger: ‘Den hest!’

‘Du mener lygtepælen. Er der en hest bundet til lygtepælen?’

‘Hvad for en lygtepæl?’ Og sådan fortsætter det.

Det er meget forvirrende.

Når jeg sådan rigtig får set på den hest, kan jeg godt se, at det er en buket blomster.

En rigtig pæn en. Normalt ville jeg sætte blomster i vand, men sæt, den bliver til en hest igen? Forresten er alle mine vaser blevet til solstråler …”

“Ja. Nej, ikke normalt.

Men jeg mener, hvad laver den der? Så jeg siger til min mand, der er på vej ud ad døren: ‘Hvad gør vi med hesten?’

Og han siger: ‘Hvilken hest?’

“Jeg opgiver,” sagde benraden. “Jeg mener, når man varmer vand, skal man da først tænde for gassen, ikke?

Sådan husker jeg det i hvert fald. Og hårdkogte æg bliver da ikke rå af at komme i varmt vand, vel?

Den trivelige dame vred sig.

“Ja. Jeg synes, det er svært.

Når man ikke kan tale om tingene, mener jeg. At de hele tiden forandrer sig. Jeg bliver vred. Hvad gør man, når der pludselig står en hest i ens soveværelse?”

Erwin Neutzsky-Wulff debuterede som forfatter med romanen Dialog om det 21. århundredes vigtigste verdenssystemer i 1971. Fra det omfangsrige forfatterskab kan nævnes Døden fra 1996, hvori han fremskriver samtidens højredrejning og hvordan den, hvis den ikke bliver stoppet, ender i regulær fascisme. Erwin Neutszky-Wulff er en kultforfatter, og en af de helt store på

den danske sci-fi-himmel. Det er blandt andet derfor, vi i dette nummer anbefaler hans nye roman, DRØM. DRØM er gennemillustreret af kunstner Thomas Pålsson og layoutet af Danny Lund som en stor eventyrbog, og udkommer i hardcover ultimo august 2016.

81

Bestil bogen på Neutzsky-Wulffs hjemmeside: http://enwforlag.dk/

Når man ikke ved, hvad der sker, hvorfor skal man så gøre noget som helst? Så jeg ligger bare på sofaen hele dagen og lader tingene fare rundt.

‘Bare bliv ved!’ siger jeg til dem. ‘Bare bliv ved!’

Jeg prøver at lave noget, men enten sker der ingenting, eller også er det hele lavet, inden jeg kommer i gang. Det er, som om jeg slet ikke har noget med det at gøre, forstår I? Som om jeg slet ikke er der. Så jeg ligger der bare, som klokken bliver fire, så tre, så to …”

“Jeg synes, det er forfriskende!” afbrød den entusiastiske krøltop.

“Jeg prøvede engang LSD. Det er lidt derhen efter.”

“Ja, LSD er en effektiv antidepressant. Den bruger vi også her. Den har en tilbøjelighed til at løse op for tvangsforestillingerne.”

“Jeg synes, det er enormt inspirerende.”

“Martin skriver digte,” bemærkede den afstandtagende deltager med en mine, som om han havde røbet noget upassende.

“Jeg mener, hvorfor skal alting være så logisk? Det er da kedeligt …”

Prime, 2009

82

billede: Johannes HeldĂŠn

83

Bad Mexican Dog

84

“Så er det aften, og jeg sidder på omklædningsbænken ved siden af Immanuel. Hans hud er hård og glat som lakeret træ. Han skræller en appelsin og skærer i kødet med sin kniv, så appelsin fylder rummet.

Solen er foran mig nu, for solen går ned i havet. Han fodrer mig det afskårne kød, løfter lunserne op til min mund på knivsbladet: hård metallisk smag under det friske søde.”

tekst: Jonas Eika Rasmussen

85 Der er noget særligt ved stranden, for jeg er en beach boy, der er noget der skal ske nede på stranden. Jeg kan huske stranden i Essaouira, Marseilles, København, hvor det aldrig skete, og hver aften så jeg op på en himmel så blå mellem elkabler, at det gjorde ondt i mit ansigt. Ikke fordi der er noget særligt ved himlen, kun at den kan være et meget hårdt tæppe spændt ud over hovedet på mig, som giver følelsen af en uoverskridelig afstand, hvis jeg var i himlen, ville jeg kigge op på jorden, blå mellem elkabler. Jeg er en femten år gammel tynd og hvidhåret dreng med grønne øjne.

Min gangart er rank med lidt svaj i ryggen som en panter, lille og undseelig, for ingen lægger mærke til mig. Nu er jeg i Zipolite, Mexico, og står længe foran disken uden at blive set.

Det er tidlig morgen, og ejeren skændes med sin kone om en boy der har sagt op uden varsel netop i dag. Jeg valgte den her beach club, fordi løven på dens flag mindede om en engelsk turist med fuldskæg der gav gode drikkepenge i Essaouira, Marseilles, København. Ejeren vender sig mod mig med kortluntede øjne, men før han når at skælde mig ud, siger jeg sådan her: “Det siges, at I mangler en boy?”

“Vi mangler altid boys,” svarer ejeren, “er du da en rigtig beach boy?”

Jeg siger ja, jeg er lavet af det rette stof, og opremser mine tidligere ansættelser.

“Jamen, så følg med mig,” siger han og går om på bagsiden af det kvadratiske bambushus som er klubbens bar og reception. Han åbner døren til et aflangt depotrum. Håndklæder, vifter, solskærm og eftersol. Halvliters mineralvand naturel i en køleboks. Morgensolen laver pletter på min hud gennem hullerne i den flettede væg. Ejeren smider et par sorte badebukser og en hvid undertrøje på bænken og siger, at jeg skal skifte der. Så forlader han rummet, og mens jeg sidder og klæder mig af, kan jeg se hen over bardisken gennem et hul i væggen, ud på himlen og havet så blåt mellem liggestole at det kilder i mit skridt. Der er noget jeg er her for, der er noget jeg bliver nødt til at gøre.

Neden for bænken er der gravet et aflangt bassin belagt med poolblå plastic. Vandet er fyldt med små vandmandsagtige sprøjt, vandmand på spansk betyder levende vand. Mine ben er for korte til at nå derned, men jeg kan godt mærke den kolde damp under mine fodsåler.

“Du kender aftalen?” råber ejeren og åbner døren, idet jeg trækker badebukserne op over hofterne. “Du tjener dine drikkepenge. Alle andre indtægter er mine.”

Jeg bekræfter, og han spænder mavepungen fast over badebuksekanten. Så kan man hænge cremerne fast i snore fra bæltet, og der er fire runde spænder med stretch til vandflasker. Jeg kan mærke ejerens brystbehåring mod min skulder, mens han får mig udstyret. Han siger, at de andre boys vil fortælle mig hvad jeg behøver at vide om livet på stranden.

Der er 480 liggestole i alt, 24 rækker à 20, og vi er 6 boys, det er 4 rækker eller 80 stole til hver. Hvis man har styr på sin egen sektion, hvis ingen af ens badegæster mangler noget – indsmøring, drikkelse, lidt skygge eller viften for ansigtet – så har man lov at prøve lykken oppe ved indgangen. Det er på de tyve meter som træpromenaden strækker sig, fra receptionen ned til liggestolene, at man skal gøre det rigtige indtryk. Det er her, jeg får mulighed for at se de andre boys i aktion, lære deres stil lidt at kende. Det er her, jeg ser Immanuel.

Da den franske dame med solhatten er nået halvvejs ned ad brædderne, løfter han den ene fod og sætter kurs direkte mod hende i en beslutsom gangart. Men han gør det uden at stresse, og den måde hvorpå han får sine hofter til at svaje ind foran kroppen – i lange bølger af knogle og solbrun hud der trækker sig tilbage mens den næste slikker op på land – det får det til at gå i slowmotion for mig: Hvert skridt viser sig i alle dets faser, fra hælens anslag til fodens ormebevægelse ud på tæerne, og sandet laver englehop omkring hælen. Mine øjne glider op til hofterne igen, og jeg kan se bækkenet der kipper mellem hvert skridt fra

86 side til side, så jeg tænker på undervandsdyr der svømmer rundt i bækkenrammen, i det lyseblå hav der skvulper mod kønsbenet. Det er meget kraftfuldt, Immanuels skød, men samtidig bliver alt ved ham mattere, hans lange sorte hår og den sydeuropæiske hud, og da han er fire meter fra damen med solhatten, har han noget askegråt over sig som en distingveret tjener på en bistro.

“Den frue, velkommen i klubben. Hvad om jeg var Deres personlige boy i den tid, De tilbringer hos os? Skygge, sol, solskærm, massage og kolde drikke, hvad De ønsker?”

Og damen med solhatten siger tak som byder og rækker sin taske til Immanuel, og han blinker til mig, da de går forbi. Han kommer til at tjene gode penge på hende, det er så sikkert som havet er turkis.

Så er det min tur, jeg går rank med svaj i ryggen mod det engelske par på træpromenaden, så de ikke kan undgå at se mig, men de ser mig ikke, før vi står en meter fra hinanden, og jeg siger: “God formiddag, hvad om jeg var Deres personlige boy…” men da har jeg allerede misset muligheden for at bryde naturligt ind i deres bane og tilbyde mig, så de ved at de vil have mig uden at vide at jeg vil have dem, altså jeg ramte ikke beatet ligesom Immanuel, for manden hæver hånden afværgende.

At skaffe sig en personlig tjans og tjene nogle gode penge: Man har lov at give det ét skud om dagen. Så jeg traver rastløs op og ned ad mine 4 rækker à 20 og tilbyder smøring og viften for ansigtet. Jeg skifter håndklæder og stiller parasollerne efter solens gang på himlen, keder mig i zenit. Ud på eftermiddagen er gæsterne mere stegte, og jeg giver solskærm og eftersol til deres kroppe. Mens jeg sidder overskrævs på en maveliggende svensk mand med tre bælter af kød hen over lænden, ser jeg Ginger, den engelske boy, gøre sit forsøg oppe ved indgangspromenaden. Han er hvidere end sandet, selvom sandet er hvidt som kokosmassen i en bounty, og hans hår skinner bronze i solen. Han er smuk, Ginger, men

hans gang er lidt for kvægagtig, meget tynde knæ, han udstråler slet ikke den smidighed og let-på-tå-fornemmelse, som man leder efter i en boy. En beach boy må ikke give indtryk af at adlyde tyngdekraften for meget, tænker jeg. Svenskerens kødbælter smutter mellem fingrene på mig. Mens jeg holder dem fast og skiller dem ad for at kunne gnide cremen dybt ind i hans ryg, ser jeg Jia, den kinesiske boy, komme gående imod to tyske kvinder på en vraltende skødesløs måde, som om hans led og knogler ikke er færdigudviklede. Med sin strittende runde mave og små hofter er han en rigtig boy, måske den mest boyish af os alle.

Tyskerne bider på med det samme. Min ene hånd er forsvundet mellem to af de store deller der lukker sig omkring håndleddet. Jeg flytter rundt på organerne derinde, trækker en nyre ud og kyler den hen over himlen og ser mig selv følge efter som et stjerneskud eller bare en måge måske, men jeg er en beach boy. Det er den kontrakt, jeg er her på.

Så er det aften, og jeg sidder på omklædningsbænken ved siden af Immanuel. Hans hud er hård og glat som lakeret træ. Han skræller en appelsin og skærer i kødet med sin kniv, så appelsin fylder rummet. Solen er foran mig nu, for solen går ned i havet. Han fodrer mig det afskårne kød, løfter lunserne op til min mund på knivsbladet: hård metallisk smag under det friske søde. Så viser han mig den lille mand, han har skåret ud af appelsinen, stikker fingrene ind mellem benene på ham og trækker den lange hvide streng ud. “Se, det er pikken,” siger han og griner, og jeg griner også, og han æder det hele i en mundfuld med saft ned ad hagen. Bagefter er vi stille igen, og Immanuel tager fat om min pik. Jeg lægger min arm på tværs af hans arm og gør det samme på ham frem og tilbage. Gennem hullet i væggen laver solen et vindue af lys på Immanuels mave. Jeg kan se havet igennem det. Det dunker i min hånd. Sprøjt af tyk hvid juice, først Immanuel og så mig, bliver orange i solen lander i det poolblå bassin under vores fødder. Som om

87 horisonten udgår fra vores skridt, og et øjeblik kan jeg huske et rum der ligger bag ved havet. Der er ting jeg må gøre, ting jeg skal nå, mens jeg er her.

“Immanuel?” siger jeg ud i mørket.

“Hvad så?” siger han. “Og hey, kald mig bare Manuel, det lyder så tungt med den første stavelse.”

“Manuel, hvordan gør du det oppe ved indgangspromenaden?”

“Jeg gætter. Jeg gætter på, hvor gæsterne er fra, og hvor mange penge de har, og så efterligner jeg de tjenere, de kender fra deres land.

Men man skal gøre sig helt blank indeni. Hvis man vil ligne deres billede, må man selv være tingen.”

“Virker det altid for dig?”

“I hvert fald hvis gæsterne er gamle, så kan de godt lide den tryghed. Men dem under halvtreds eller fyrre, de vil helst ikke vide, at man gør sig til for deres skyld … gider ikke at man taler engelsk til dem med deres egen accent og alt det lir. Så når jeg ser dem med fx SPINKEL MEXICANSK BOY i deres blik, så siger jeg LET ME AUTHENTICATE THAT 4 U, men jeg siger det inde i mig selv og gør det.”

Så en af de kommende dage før klubben åbner, står jeg ved indgangen og ser ud over stranden med de 480 liggestole, 24 rækker à 20. De ligner kæmpestore bændelorme, hver stol er sit eget led, eller de løber ned over sandet som floder af smeltevand der rinder ud i havet. De er kystens ribben. Så forstår jeg hvad Manuel mente, og jeg siger det til mig selv oppe ved indgangen, da den tyske kvinde kommer gående ned ad træpromenaden i modlys. Jeg gør mig blank og lader hendes blik lægge sig på hele min forside der bliver meget varm, mens vinden køler min ryg, og da jeg byder hende velkommen, er det med en frisk mexicansk accent på tungen, og hun siger ja, jeg må gerne være hendes personlige boy.

De næste fem timer smører jeg hende ind og henter kolde drikke fra baren. Når hun får det varmt, løfter hun armen og peger på

sit ansigt: Jeg sætter mig på knæ og vifter for det. Så siger hun, jeg skal pille af og komme tilbage om 10, og på vej væk kan jeg mærke kulden i min ryg, som om den side af mig har trukket sig tilbage, vendt sig væk fra hende og solen. Jeg løber op og ned ad mine 4 rækker à 20 for at tilse de andre gæster, mens jeg kan.

Heldigvis hjælper Jia og Ginger til i min sektion, Manuel tager sig af den franske kvinde med solhatten. Hun kom og spurgte specifikt efter ham. I zenit har vi meget travlt, alle vil have vand og kold vind og solskærm til deres kroppe. Ginger snubler i sandet med begge hænder fyldte og lander på en ung kvinde, ansigtet mellem hendes baller. Hun skriger, og kæresten springer op og tager fat om halsen på Ginger der har rejst sig og siger undskyld med hænderne over hovedet. Jeg sætter i løb og råber, at det var et uheld, men kæresten hører mig ikke, han ser kun PERVERS STODDER DER STIKKER NÆSEN MELLEM BENENE PÅ MIN KÆRESTE. Han glemmer, at Ginger er en boy, og boys interesserer sig ikke for den slags. Ginger falder sidelæns med tænder og blod ud af munden, langt rødt sprøjt bliver orange i solen lander i det bountyhvide sand.

Kæresten sætter sig overskrævs og slår løs på ansigtet. I sit raseri får han fat i en sten, tyk rød pøl ved siden af Gingers hoved. Så rejser han sig og drejer omkring, flygter hen ad stranden, og hun løber efter. Mig og Jia skynder os at bære Gingers krop op i omklædningsrummet, før badegæsterne opdager hvad der er sket.

Efter zenit falder arbejdstempoet i takt med solen og passer bedre til min døsighed.

Mit hoved dunker, som om det var strandens tinding, blodet strømmer under sandet. Den tyske kvinde siger farvel og giver fine drikkepenge, men nu er kulden krøbet gennem min ryg, som hun ikke kunne se, og blevet til et hul inde i mig. I løbet af de sidste eftermiddagstimer stopper jeg op mange gange for at se på de ting, jeg synes er smukke: Liggestolene, 480 i 24 rækker à 20. Parasollerne som vi flytter i forhold til stolene efter solens gang på himlen. De andre boys der vandrer op og ned

88 ad rækkerne i deres sektioner og servicerer.

Havet der er toppet af bølger, og det er som om alle tingenes skønhed går mig i kroppen og bliver en smerte der holder hullet åbent.

Jeg tænker, havet er smukt uden evnen til at holde sig turkis og postkort hele tiden. Det er smukt uden viljen til at skåne de skibe der sejler på det i nat. En kæmpestor væske af fuldstændig lydighed. Den kontrakt det er her på.

Og så samtidig ved jeg, at der er sider af havet jeg ikke kan se, der er sider af liggestolene og parasollerne der trækker sig væk og vender ryggen til mig, og der er et hul inde i alle boys.

Da mig og Manuel har klædt om, appelsin i rummet og solen et vindue ind til havet sprøjt af tyk hvid juice blev orange i det poolblå bassin, bærer vi Gingers krop ud på stranden. Sandet, havet og himlen er lige sorte. Blæsten er kold mod ansigtet og får strandklubbens flagstænger til at knage og ting, vi ikke kender, til at lave lyde der blander sig med havets. Mine brystvorter er stive under T-shirten. Liggestolene kommer til syne, som vi passerer dem én ad gangen. Sandet slår op om vores bare ben. Jeg har fat i Gingers arme, Manuel i hans ankler, og som vi kommer gående der med kroppen imellem os, registrerer jeg en mærkelig følelse. Den er ikke romantisk eller øm, for den sidder ikke koncentreret noget bestemt sted fx i maven eller skridtet, men findes lige meget i hele min krop. Som om jeg i omklædningsrummet har iført mig en fin dragt, en umærkeligt stram dragt af vished om at jeg er her sammen med Manuel og kommer til at se ham igen i morgen.

Vi knæler og lægger Gingers krop fra os i sandet. Lidt efter kommer Jia og de to andre boys med seks spande fyldt med vand fra det poolblå bassin i omklædningsrummet.

Vi graver en kropsform i sandet på det sted, hvor kæresten flækkede Gingers hoved med stenen, og fylder den op med vandet. Hundredvis af små hvide sprøjt svømmer rundt i det som levende vand. Vi tager fat i arme og ben og sænker kroppen ned i karret. Vandet

skvulper lidt, før det falder til ro og dækker den helt, et tyndt lag over ansigtet og maven.

Det damper i den kølige luft. I en femkant omkring karret planter vi fem parasoller på hovedet i sandet. Skafterne der stikker op smører vi med eftersol og levende vand, før vi sætter os på knæ og lader vores røvhuller synke langsomt ned omkring dem. Vi ser på Gingers krop, mens Manuel synger monotont: Vi tror på eksistensen af Ginger / Arbejder uden motiv og med tålmodighed / Mange timer i hullet i os selv / Vores begær efter Ginger rives løs / Fra Ginger / Og rejser gennem hullet over den største / Afstand / Til det ikke længere tilhører Os / Vi tror på eksistensen af Ginger …

Manuel gentager passagen, og vi andre stemmer i efterhånden, vuggende på skafterne. Vi synger og ser på Gingers krop. Det varer mange timer. Ind imellem får dampen farve, fluorescerende blå, rød og lilla. Nu og da et sprøjt af tyk hvid juice der bliver levende i vandet. Og da eftersolen og vores sekreter løber tør på skaftet, begynder smerten og blodet at løbe. De hvide sprøjt i vandet lægger sig tæt til Gingers hud og flyder sammen i en dragt af gelé: Kroppens linjer bliver utydelige, kroppen flimrer. Jeg kan ikke skelne min egen stemme fra de andres røvhul fra hullet dybere inden i mig som smerten og det fremmede blod strømmer igennem de hule parasolskafter bløder sandjorden op under karret. En pøl af farve hvirvler for vores knæ. Så står Manuels stemme ud fra koret som en dissonans. Vi lader vores transformere efter den, én lyd ad gangen, indtil vi stemmer i unisont: Begær efter Ginger kommer tilbage igennem os / Begær efter Ginger / Som han er: Lysten til at skabe ham / Ginger som han er / At skabe ham / De to bliver én.

Vandet lyser og skifter farve fra blodrød til lilla til orange fyldt med lyserøde prikker. En slimet tåge af de samme farver rejser sig fra det og fortættes i en vag kropsform med et net af årer. En lysende skabning er nu synlig over karret. Så pludselig slår det mig, at det er den døde Ginger jeg tænker på, ikke at han skal

89

“Vi synger og ser på Gingers krop.

Det varer mange timer. Ind imellem får dampen farve, fluorescerende blå, rød og lilla. Nu og da et sprøjt af tyk hvid juice der bliver levende i vandet. Og da eftersolen og vores sekreter løber tør på skaftet, begynder smerten og blodet at løbe. De hvide sprøjt i vandet lægger sig tæt til Gingers hud og flyder sammen i en dragt af gelé”

90 leve igen, og et øjeblik senere bliver skabningen kød og falder ned i karret med et plask. alle vores projektioner sammen iekunder efter løber alle vores projektioner sammen i egærer, ikke at han skal leve igen, og idet Bagefter går vi ind på en af de tidlige caféer med beskidte fliser og hvidt lys, hvor betonarbejdere og taxachauffører drikker kaffe.

Jeg kan godt lide dem der arbejder om natten. Vi lægger vores indtjeninger i hænderne på Jia der går op og køber æg, toast og appelsinjuice for alle pengene. Drikken er meget kold i min hals med frugtkød. Der sidder halvt overskårne mandariner på kanten af glassene, som Manuel skærer til små mandarinmænd.

“Den her er Ginger!” råber Ginger og smadrer den ene med askebægeret, sprøjt af tynd gul juice bliver grå i det elektriske lys lander på fliserne. Vi griner og stikker fingrene ind mellem benene på hver vores mand, trækker de lange hvide strenge ud for at se hvem der har den længste, og griner igen. Bagefter leger vi gæt og grimasser med gæster fra klubben.

“Manuel?” siger jeg ud i mørket, da vi er på vej hjem.

“Hvad så?” siger han. “Og kald mig bare Manu, det bliver så tungt med den sidste stavelse.”

“Manu, hvordan gjorde vi det med Ginger?”

“Det var Ginger der valgte at komme tilbage.”

“Men hvordan?”

“Jeg ved det ikke, sådan er det. De fleste vil gerne tilbage, selvom de mister al hukommelse om det de så, mens de var væk. Det er den kontrakt, de er her på … Nå, men her bor jeg.”

Han lægger hånden på min nakke og giver den et klem, før han drejer ind ad en gade med betonbygninger ligesom min. Han siger godnat og blinker, og da han er på vej væk med ryggen til mig, skrumper han ind til en lille kat, og jeg ville gerne gå med ham, så kunne vi have været to små kattedyr sammen i hans seng og ligget og snakket.

Bagefter går jeg og kigger op på himlen mellem elkabler. Den er meget mørkeblå, men samtidig lyst op med et lille hemmeligt lys, fordi solen ikke er her endnu, men hvisker op over jordklodens hældning at den er på vej. Jeg har lidt ondt i mit ansigt. En tynd erindring om noget vigtigt der skal ske på stranden. Et rum der ligger bag ved et andet rum. Jeg kan alligevel ikke nå hjem, så jeg finder en bænk i nærheden af klubben og sover på den i halvanden time. Imens drømmer jeg, at det er blevet aften, men gæsterne er ikke taget hjem endnu. De ligger stadig ubevægelige med lukkede øjne eller solbriller på, som om de ikke har forstået, at solen er gået ned og det er meget koldt nu. Så får alle de store kattedyr færten af den stegte hud der damper af, springer ud af de støvede træer på strandboulevarden og flår alle gæsterne i småstykker. Kød og indvolde hænger i guirlander ned over liggestolene, 24 rækker à 20. * Min gangart er rank med lidt svaj i ryggen som en panter, men jeg bruger den sjældent, for jeg er en beach boy. På en måde har jeg overtaget Manus plads, for han tager sig af den franske kvinde og har gjort det de sidste tre uger. Hun betaler ham en fast dagsløn, og de er begyndt at indgå hvad jeg tror man kalder en personlig relation. Han lærer ti nye ord på fransk om dagen. Hun spørger til hans liv, også det der kom før nu. Hun er som en pool i ens baghave, siger Manu, som man alligevel ikke bruger til noget, og så kan man lige så godt kaste sit affald og gamle møbler ned i den. Når gæsterne kommer gående ned ad indgangspromenaden, gør jeg mig blank og går dem i møde. LET ME AUTHENTICATE THAT 4 U, siger jeg, hvis jeg ser dem med fx SPINKEL MEXICANSK BOY eller SKANDINAVISK SIMPLICITET i deres øjne, men jeg siger det inde i mig selv og gør det. Jeg er blevet god, måske ligeså god som Manu, og jeg ved at ejeren har set det. Han har ansat en ekstra boy og hiver mig til side

91 en aften for at spørge, om jeg vil tjene lidt ekstra. Selvfølgelig siger jeg ja. Han giver mig en taske med et videokamera og nogle officielle dokumenter. Han viser fotografier af et ungt par og fortæller udførligt, hvordan det hele skal foregå. Han har endda skrevet det ned med skrivemaskineskrift på et stykke papir, som jeg læser mange gange i sengen, før jeg falder i søvn. Næste dag da parret ankommer, sørger jeg for at blive deres personlige boy, og jeg gør præcis som ejeren har beskrevet, tricket virker, jeg får optagelserne i kassen.

Da jeg kommer tilbage først på eftermiddagen, er der kaos i klubben, for Manu er krøbet sammen i fosterstilling på maven af den franske kvinde, så den nye boy må klare to sektioner alene. Jeg springer til med det samme, og på den næste time giver jeg solskærm til så mange huder, at mine hænder bliver trætte af indtryk: Glatte hårde huder som lakeret træ.

Elastiske solbrune huder med prikker lægger sig gardinagtigt om mine fingre. Eller et blævret meget fedtet rygstykke, men når jeg bruger sådan nogle ord: fedtet, glat, blævret, elastisk – når jeg siger, at ejerens brystbehåring rørte ved min skulder som edderkoppeben – så siger jeg det ikke for at fremkalde nogen bestemt følelse, eller fordi det fik følelser frem i mig. Bare fordi den svenske mands hud var slatten og fedtet mod mine hænder, eller pigens fod smagte af skrællen fra en appelsin, betyder det ikke at jeg har været frastødt eller følt væmmelse. Mine hænder eller min mund har blot registreret enkelte træk ved de genstande de har mødt, og været blinde over for andre. For mig er alle berøringer møder med grænserne i alle ting, for de har ikke deres modstykke i mig.

Da vi sidder på omklædningsbænken, glitrende kniv og juice blev orange i appelsinsolen faldt i både og havet, rejser Manu sig og trækker mig med ned i bassinet. Der er et andet lys og en fluorescerende blå tåge der gør min hud fugtig og slimet. “Jeg er ikke sur,” siger han og omfavner mig bagfra.

Vi ligger i ske, vandet dækker halvdelen af mit ansigt. Manu holder om mig, men trykker sig samtidig ind til mig på en lille måde, ansigtet mellem mine skulderblade, så måske er det mig der holder om ham. Det varer mange timer. Jeg kan ikke længere mærke de forskellige dele af hans krop mod min, brystet, lårene, panden, han er bare en lille reje på min ryg. De andre boys er også et sted i bassinet. Vi er alle sammen meget små. Jeg har lyst til at græde.

Jeg trækker vejret ind gennem det ene næsebor, ånder ud gennem det andet. Jeg lukker mit venstre øje som er oven vande, og holder det andet åbent så vandspejlet bliver et låg på verden. Iltboblerne fra mit næsebor ligner kattedyr der springer opad igen og igen, men forsvinder i det øjeblik de når vandspejlet.

Som om de kun kan finde ud af at være i deres afstand til det. Der er de så til gengæld ret vilde og adrætte, og også lidt sjove. Pludselig får jeg vand i mit øverste næsebor, vandstanden er steget, jeg hoster. Jeg sætter mig op og ser på Manu der ligger og græder uden en lyd.

“Manu,” siger jeg.

“Manu, skal vi ikke gå hjem nu, sammen, jeg er så træt?”

“Gå du bare hjem,” siger han uden at se på mig, et øje på hver side af vandspejlet. “Jeg vil gerne blive her lidt.”

På vej hjem mødes jeg med ejeren af klubben på en café og giver ham optagelserne fra tidligere. Jeg får mine penge som er gode, men da jeg ligger i min seng, kan jeg ikke falde i søvn.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på pigen og det blik der kom ind i hendes øjne – eller nærmere lyste fra et sæt øjne bag ved hendes øjne, som om hun haltede et sekund efter sin krop og pludselig opdagede, hvad den var en del af – så jeg tager papiret med ejerens beskrivelse af forløbet og begynder at skrive på bagsiden: Vi var ved at forlade strandklubben, da drengen med de smukke grønne øjne, som havde sørget for vand og snacks, og hele

92 tiden spurgt om vi manglede noget, kom løbende efter os med en taske over skulderen. Han spurgte pænt, om ikke han måtte fortælle hvad der var i hans hjerte, og hvis vi ikke gad at høre på det, skulle han nok lade os gå. Selvfølgelig sagde vi ja.

Ud over at være beach boy, det var kun for at tjene til dagen og vejen, sagde han, studerede han film her i Zipolite og skulle snart op til en vigtig eksamen. Han hev sine papirer frem fra tasken, et pas og nogle skoledokumenter, og sagde at hvis det gik godt, kunne han få et legat til en af de bedste filmskoler i USA, vist nok Los Angeles eller New York, jeg kan ikke huske det. Texas, måske. Stille og roligt fortalte han om sin eksamensopgave, der gik ud på at filme nogle bittesmå dagligdagsscener, hvori han selv spillede hovedrollen, det ville højest tage en times tid. Han skulle bare bruge nogle statister.

Lasse og jeg kiggede på hinanden og grinte, “ej vil vi det?” sagde han. “Det gør vi altså ikke, Lasse,” sagde jeg. “Men tror du ikke Melanie havde sagt ja?” spurgte han. Melanie var den sejeste kvinde på ca.

30 år, som vi havde mødt på vores rejse, og som havde haft stor indflydelse på os. Hun havde ikke noget arbejde, heller ikke noget hjem, hun lavede ikke andet end at rejse. Vi var så vildt fascinerede af hendes liv.

Så sagde drengen, at han godt kunne forstå, hvis vi tænkte: Hvorfor får du ikke bare nogle af dine mexicanske venner til at hjælpe dig, men de ville bare grine af ham, hvorimod vestlinge er meget mere åbne for den slags og kan forstå, hvis man brænder for noget. Jeg smilede til ham og sagde ja, hvad kunne der ske ved det.

Vi fulgte efter ham ind på hotellet lige ovre på den anden side af strandboulevarden. Det så ikke særlig beboeligt ud, stort stenhus med sprækker og fugt i væggene, lidt koldt og tomt for mennesker. Jeg var faktisk ret bange, men ville ikke sige noget til Lasse, så jeg fniste bare lidt. Nu ved jeg, at man altid skal lytte til sin intuition,

også selvom den er lavet af frygt, for ellers kan man komme til at hoppe ind i en bil der kører et mærkeligt sted hen. Og selvom man ikke kan følge med, måske blev man stående på fortovet, så var ens krop alligevel der i bilen, og så bagefter, hver gang man kommer i tanker om det der skete, så mærkes det som en andens dårlige følelser, men det er altid en selv der skal føle dem, man kan aldrig forlade sin krop helt. Vi fulgte altså efter drengen op på 2. sal og ind på hans værelse. Han gik ud på altanen og stillede to hvide plasticstole frem med udsigt over havet. Jeg var lettet over, at vi skulle sidde dér, for så kunne jeg jo altid springe udover, hvis drengen var farlig. Han fandt sit kamera frem og stillede det på en stol lidt inde i stuen, så det filmede ud gennem skydedøren på mig og Lasse.

Drengen trykkede play og lagde sig ned foran os på alle fire. Først ville han spille et bord, sagde han, vi skulle bare lægge fødderne på hans ryg og snakke lidt om vores tid her i Mexico. Vi gjorde det på engelsk, mens vi så ud på havet. Bagefter ville han spille hund. Han gik om bag kameraet og sagde, at vi skulle kalde på ham, et hundenavn, Tikki, tror jeg det var, og kom så ind på alle fire og kravlede rundt mellem vores ben. Vi skulle lade som ingenting, skubbe lidt til ham med fødderne og snakke videre.

Så skulle vi kalde på ham igen og bede ham om at gøre gulvet rent. Han kom ind med et vådt viskestykke og gned også lidt på vores fødder, fliserne skinnede.

Hver scene varede ikke mere end 2-4 minutter, og bagefter gik han om bag kameraet og fortalte hvad der skulle ske i den næste. Nu spurgte han Lasse, om det var okay, at han slikkede på vores fødder, for det var hundeagtigt at gøre dem rene på den måde. “Øh, jo,” sagde Lasse, og så begyndte drengen at kravle. Først slikkede han på Lasses fødder, stille og roligt op og ned ad vristen, men da han kom til mig, var det som om han ville sluge hele min fod! Det var meget varmt og kildede un-

93 der tæerne, jeg grinede vildt og kunne ikke være i min rolle. Han rakte kameraet til Lasse og spurgte, om han ikke ville filme lidt. Nu skulle jeg holde ham i snor (hjemmelavet ud af en T-shirt, som han bandt om halsen, og jeg skulle holde i den anden ende) og få ham til at gøre ting, hundeting.

Han blev ved at slikke på mine tæer og tage dem i munden. Jeg trak hele tiden foden til mig og grinede til Lasse, men kunne ikke se ham for kameraet. Linsen lignede et kighul i en dør af metal. Nu ville drengen have, at jeg skulle bruge ham som bord, selvom han var en hund. Jeg skulle skælde ham ud og sige en masse grimme ting. “Bad mexican dog.” Jeg prøvede at leve mig ind i rollen, men han stoppede mig og sagde, at jeg skulle sparke ham hårdere og sige, at jeg ikke kunne lide mexicanere. Det ville jeg ikke, og jeg var også meget tæt på at græde, så jeg sagde til Lasse: “Skat, nu er det altså nok for mig. Sig til ham, at vi ikke vil være med mere.” Lasse filmede nogle sekunder endnu, før han gav kameraet til drengen og sagde, at vi skulle videre, og nu var det vist fint med de klip. Lasse er ca. to hoveder højere end ham og lægger stille en hånd på hans skulder. Drengen sagde tusind tak, og han ville komme ned om to minutter og drikke kaffe med os.

Vi skyndte os væk derfra. Lasse grinede og sagde, at det var godt med rene fødder.

Jeg sagde, at jeg følte mig lidt krænket og helst ikke ville snakke om det. I lobbyen på vores hotel stødte vi ind i Melanie og ville egentlig ikke fortælle hende noget, men jeg kunne ikke holde det inde i mig selv, så jeg sagde til Lasse: “Fortæl hende, hvad vi lige har oplevet.”

Melanie blev vildt chokeret. Det ville hun aldrig i sit liv have gjort!

Der er lånt og omskrevet sætninger fra Simone Weil og William S. Burroughs.

LÆSEGUIDE Her kan du få overblik over de mange udgivelser fra en lang række af mindre, danske forlag. Så ved du, hvad der er at glæde sig til, og du ved, hvor du skal kigge efter det. Er du selv tilknyttet et mindre, dansk forlag, og kunne du tænke dig, at jeres udgivelser skal figurere på listen, så send os en mail på tlh@forlagetgladiator.dk FEBRUAR FEBRUAR Ida Monrad Graunbøl: B til piraten. Et digtdrama i tre dele (Asger Schnacks Forlag).

MARTS MARTS Dan Turèll: California Notes (Asger Schnacks Forlag).

MAJ MAJ Bo Reinholdt: Salveren (Escho).

Bo Reinholdt (født 1948) er en af dansk litteraturs bedst bevarede hemmeligheder, og Salveren er hans mesterstykke.

Antoine Choplin: Efter mørkets frembrud (Et Cetera).

Lise Harlev: Jeg er aldrig ligeglad (Korridor). Prosadigte. Korte, kondenserede tekster. Skønlitterær debut af billedkunstner Lise Harlev.

Rakel Haslund-Gjerrild: Øer (Kronstork). Novellesamling af tidligere Gladiatorskole-elev Rakel Haslund-Gjerrild.

Maja Mittag: Jeg øver mig i at være glad (Kronstork). Digtsamling.

Christina Rossetti: Nissemarkedet (Touchbooks). Langdigt af Christina Rossetti med tegninger af Kathrine Ærtebjerg. Kommer også som e-bog i en udvidet udgave.

Søren Sørensen: Sophienholmsonetter & andre digte (Det Poetiske Bureau).

Digte i klassiske former som sonet, heksameter, heptameter og distikon fra én af Danmarks største formekvilibrister, Petrarca-oversætteren Søren Sørensen. Inkluderer også en række oversættelser af klassiske, svenske digte af bl.a. C.M. Bellman.

Victor Serge: Så gløderne ulmer i ørkenen (Det Poetiske Bureau). Eneste digtsamling fra den russisk-belgiske oprører og anti-stalinist Victor Serge (1890-1947). De rørende digte, hovedsageligt skrevet i sovjetiske fangelejre, ser bl.a. tilbage på den fejlslagne, russiske revolution. Oversat af Thorvald Berthelsen.

JUNI JUNI TS Høeg: Rundet af Jordens rotation (Escho). TS Høeg (født 1957) har rejst hele sit liv i et forsøg på at fremskrive den civilisationskritik, der virker til at være hans livsværk. Rundet af jordens rotation er optegnelser fra rejser på kanten af en ny verden i det tredje årstusindes foranderlige virkelighed og geografi.

Merete Pryds Helle: Du ser kun dig selv (Touchbooks). App. En interaktiv historie om kærlighed og kun at se sig selv.

Albert Hytteballe Petersen: Den blå sten (Det Poetiske Bureau). Hylende komisk og temmelig skræmmende historie om en forfatters liv på Nørre-

brogade med en talende pingvin og deres dramatiske flugt ud af Danmark. En tankevækkende diskussion om menneske kontra natur illustreret af Hans Krull.

René Daumal: Himmelstormer (Det Poetiske Bureau). Syrede, metafysiske digte af "den åndelige surrealist" René Daumal (1908-1944) der aldrig har fået den opmærksomhed, han fortjente, fordi han nægtede at deltage i André Bretons cirkus. Anden bog på dansk efter romanen Mont Analogue, 2014.

Claus Ankersen: Brandtale (Det Poetiske Bureau). Politiske, indignerede og oprørske digte med undertitlen "K/ærlighed & R/evolution" af beatog yogipoeten Claus Ankersen der er kendt for sine livlige performances på den danske spokenword-scene.

Amdi Silvestri: Kolde Facts (SMS Press). SMS-novelle med opkald: Jeg er så glad for, jeg har fundet dit nummer igen; jeg troede, det var blevet helt væk. Der er mange ting, jeg gerne vil spørge dig om, dele med dig, opleve i fællesskab. Jeg er sikker på, at du har det på samme måde.

Hvorfor skulle du ikke? Jeg kender dig, du er nysgerrig og videbegærlig.

Du vil hellere vide end at holdes hen.

Du er et ægte menneske, præcis ligesom jeg.

Merete Pryds Helle: Jeg tror, jeg elsker dig (SMS Press). SMS-roman. Genudgivelse af DK’s første SMS-roman.

LÆSEGUIDE JULI JULI Isabella Eklöf: Luder 22 (SMS Press).

SMS-novelle: Du har gjort det. Du har booket en luder. Hvordan vil det være? Vil hun være lige så lækker som på billedet? Vil du kunne få den op at stå? Oh… nu kommer der en besked. Hvor sødt. Hun bekræfter bookingen. Meget professionel. Hm. Du har det ikke helt godt med at have udleveret dit private mobilnummer på den her måde. Du må slette den her besked. Fuck, hvis din kone fik øje på det!

AUGUST AUGUST

samt tekster af blandt andet Naja Vucina Pedersen, Vagn E Olsson, Thomas Krogsbøll og Jonas Okholm Jensen.

Evy Konigsberg: Evys Vers (Det Poetiske Bureau). Legende, finurlige letflydende dagligdagsdigte og indimellem lettere politiske tirader fra Evy Konigsberg, kendt fra sine poetiske fiksfakserier på Facebook.

Mikkel Fossmo: Begyndelser (Det Poetiske Bureau). Eksildigteren Mikkel Fossmo, kendt fra digtsamlingen Vækstlaget, omskriver begyndelserne på en række af verdenslitteraturens klassikere, som f.eks. Moby Dick og Processen.

Anders Jørgen Mogensen: Koldnål (Escho). Koldnål er et arbejdspapir.

Eller måske bare brudstykker af de oplevelser og forsøg på en virkelighedsskabende praksis, der først kommer til endelig udtryk, når trådene adresseres rigtigt, og dukkerne danser på den interimistiske scene.

Roger Gilbert-Lecomte: Sort spejl (Det Poetiske Bureau). Udvalgt lyrik og prosa af René Daumals ungdomsven og samarbejdspartner omkring tidsskriftet Det store spil, Roger Gilbert-Lecomte (1907-1943), inkarneret narkoman, surrealist og opdagelsesrejsende i bevidstheden.

For første gang på dansk.

SEPTEMBER SEPTEMBER

Yorgos Alisanoglou: Legestue (Det Poetiske Bureau). Moderne, ekspressionistiske digte af Yorgos Alisanoglou (f. 1976) kendt som 00'ernes sorte digter i Grækenland. Oversat til dansk af Sotirios Souliotis.

Henrik Bjelke: Det absolutte nærværs delirium (Escho). Det absolutte nærværs delirium er et udvalg, der forsøger at repræsentere hele forfatterskabet. 13 tekster fordelt over 25 år, som et kaninhul ned i skriften, en vej ud af modernitetens virkelighed, et omrids af Henrik Bjelkes væsen.

Maya Pietersen: Uudgrundeligt (Escho). 13 tegninger af Maya Pietersen,

Karl-Emil Heiberg: Familiedigte (Korridor). Digtsamling: Familien og livet i og rundt om familien set fra lejligheden, cyklen, baggården og smedien. Digtsamling af smed, forfatter og billedkunstner K-E Heiberg.

Aboud Saeed: Den smarteste fyr på Facebook (Korridor). Digte, kortprosa, dagbogsnotater, registrering: Den syriske smed og poet Aboud Saeeds facebook-opdateringer fra det første år af revolutionen (2011-2012).

Aboud blev med sine opdateringer et fænomen blandt unge syrere. I dag politisk flygtning i Berlin.

Johanne Kirstine Fall: Pro Ana (SMS Press). E-bog / Messenger-roman: Om to piger, der lider af henholdsvis ednos (eating disorder not otherwise specified) og anoreksi. De, Juliane og Josefine, har fundet hinanden gennem et pro-ana site, de søger begge en veninde, der også har en spiseforstyrrelse, og som ikke nærer noget ønske om at blive rask lige foreløbig.

Sebastian Bune: ViKuSåMeGeT (SMS Press). Digte: En haiku-novelle, en progression, et længere narrativ, som læseren dykker ned i gennem digtsamlingen.