Læseprøve: Stræk din krop mod min - Charlotte Strandgaard & Johanne Kirstine Fall

Breve Gladiator

Stræk din krop mod min

Charlotte Strandgaard & Johanne Kirstine Fall

Stræk din krop mod min

Charlotte Strandgaard & Johanne Kirstine Fall Breve Gladiator

STRÆK DIN KROP MOD MIN © Johanne Kirstine Fall & Charlotte Strandgaard 2021 1. udgave 1. oplag Redigeret af: Hans Otto Jørgensen, Jakob Sandvad og Tilde Luna Ziegler Omslag og sats: Clara Birgersson Sat med: GT Sectra og GT Pressura og trykt hos Specialtrykkeriet Arco Printed in Denmark 2021 ISBN: 978-87-93658-61-5

I 2017 parrede Forlaget Gladiator os til en samtale på Bogforum. Vores bøger havde lidt samme tone, samme nøgterne, registrerende stil, og det var det, der skulle danne baggrund for samtalen. Vi havde aldrig mødt hinanden før, og vi fik frie tøjler: Vi måtte tale om lige præcis det, der interesserede os. Vi mødtes hjemme hos Charlotte for at forberede os. Vi drak te og spiste appelsiner, og meget hurtigt fik vi sporet os ind på, hvad vi ville tale om på Bogforum: løgnen, blodet og særligt kroppen i litteraturen. Vi havde begge skrevet bøger om unge kvinder, der er ramt af anoreksi, bøger, der var udkommet i henholdsvis 1982 og 2017. Samtalen på Bogforum flød fuldstændigt af sig selv, og indimellem læste vi højt fra Lille menneske og Der er altid nogen at befri, som var genstande for samtalen. Vi oplevede begge, mens vi sad der og talte, at der opstod en form for slægtskab – ikke bare mellem vores bøger, men mellem os som forfattere og som mennesker.

Efter samtalen gik vi ud for at ryge. Her fortsatte snakken, og vi blev hurtigt enige om, at vi en dag ville skrive en bog sammen, hvor vi kunne udforske, hvordan kroppen kan gestalte sig gennem litteraturen. Dette projekt påbegyndte vi i oktober 2019. Brevene er startet med denne fælles interesse for kroppen, men projektet udviklede sig hurtigt. Det blev tydeligt for os, at vi forstår og forholder os til rigtigt store dele

7

af verden gennem vores kroppe, og derfor voksede emnerne også hurtigt og blev flere og større. Brevene handler derfor også om vores forhold til vores fædre, om sygdom, tro og døden og alt derimellem. Vi har gennem arbejdet med brevene lært hinanden at kende. Vi har draget hyppig omsorg for hinanden, og vi har sat grænser for hinanden, når det har været nødvendigt. Vi har stillet hinanden spørgsmål, som ingen andre har stillet os før, og vi har haft tillid til at svare ærligt på dem. Der er gennem disse breve opstået noget, som føles meget sjældent: Der er opstået et bånd mellem os, som hovedsageligt er baseret på vores tekster til hinanden. Vi har forsøgt at insistere på vores kroppe, vores følelser og vores plads i verden, og det har været både udfordrende og en stor fornøjelse at kunne tale med hinanden gennem skriften.

Charlotte og Johanne

8

LAD OS TEGNE I HINANDENS HUD

Min krop har været som fugleungens. Du skulle have set mig dengang. Kroppen med et fint lag dun strøet jævnt ud over huden som frostens puddersne: maven, armene, overlæben. Den udsultede krops måde at forsvare sig mod kulden på, lanugohår. De groede så insisterende og tæt, at du kunne have tegnet i hårene ved at trække en finger hen over dem, og jeg ville have ladet dig gøre det, Charlotte, bare så du kunne få en fornemmelse af, hvor meget jeg kunne kontrollere min krop blot med viljen. Så kunne jeg have tegnet i din dehydrerede, gamle og skøre hud, trukket en finger hen over den, så den ville følge med og danne små bjergtoppe. Jeg ville have været meget nænsom, det lover jeg, og undgået de steder, hvor du har slået armen mod noget uden at lægge mærke til det, men hvor blodet alligevel har samlet sig.

Min krop er blevet sig selv igen, hjertet banker, som det skal, igen.

Selvom jeg ønsker, at jeg aldrig arver din krop, der er halvtreds år ældre end min, og at jeg aldrig skal så skræk i andres øjne med min alder, så håber jeg også, at jeg aldrig igen bliver så skrøbelig, at vinden kan bære mig bort.

9

FØDSLER

Johanne, jeg er så stolt over årene, hvor jeg fødte børn. De nu næsten usynlige strækmærker. Alderens porøse hud, som gør dig så vred, har slettet dem. De siger, at man glemmer smerterne ved fødsler. Det er løgn.

Da jeg skulle føde første gang, bagte jeg, der ellers ikke er særlig huslig, for at sige det mildt, kager og gjorde rent. Så styrtede jeg ud til faderen og skreg, at det ikke kunne lade sig gøre. Min krop insisterede på, at det lille hul ikke kunne få det sparkende barn ud. Det kunne det. Dengang for så mange år siden vidste man ikke, om det blev en dreng eller en pige.

Men jeg vidste det. Jeg skrev en lille seddel. Det er en dreng, og han får brune øjne. Jeg gemte sedlen, for hvis det nu blev en pige, skulle hun ikke blive ked af det. Det blev en dreng.

Mange år efter lå jeg to måneder på Rigshospitalet. Jeg måtte ikke bevæge mig. Jeg var 36 år og havde udvidet mig fire cm.

Hvis jeg lå helt stille, kunne jeg undgå en alt for tidlig fødsel.

Jeg var angst for at miste de to små piger. Jeg holdt min krop så stille som muligt. Jeg passede på, at jeg ikke fik forstoppelse. Hvis jeg fik forstoppelse, risikerede jeg, at jeg udvidede mig endnu mere. Et kort styrtebad om dagen, ellers strengt sengeleje. Jeg blev scannet hver dag. En dag kom en mand ind. Han skulle lytte til hjertelyd og undersøge mig. Han var jordemoderelev. Jeg var lige ved at sende ham ud. En mand som jordemoder! Jeg blev lidt flov bagefter. Synes du, jeg er chauvinistisk?

Så kom dagen. Hvor lægen kom skridende med sit lange følge af underordnede på stuegang. Han stoppede ved min seng,

10

der til ære for ham var vippet op i tredje hul, og meddelte, at fostrene nu var levedygtige. Han skred videre til den næste seng, hvor en gravid kvinde lå. Hendes seng var også slået op i tredje hul. Orden skulle der være, når patriarken med sit følge kom.

De små piger blev født fem uger for tidligt. Jordemoderen forklarede, at de ville være født meget tidligere, hvis jeg ikke havde været indlagt. De kom ikke i kuvøse. Det var et godt tegn, sagde den børnelæge, der var til stede ved fødslen for at tjekke dem. Tvillinger var udsatte. De kørte væk med dem i en varmekasse til afdelingen for tidligt fødte børn. Lyset var røntgengrønt. Nogle af mødrene havde været der så længe, at de var blevet gulgrønne selv. Jeg måtte ikke holde dem for længe ude af varmekassen. Men mine hænder tegnede blidt mønstre i deres bløde lange dun.

Efterhånden som de nærmede sig normal vægt, dryssede hårene af. Et af dem så jeg svæve bort.

Det var som et strejf af solens gyldne farve i det hårde neonlys på afdelingen for for tidligt fødte børn.

Johanne, du vil røre mig og tegne mønstre. Før du fortalte om dine egne hår og din mishandlede krop, ved jeg ikke, om jeg ville turde med al din vrede på mine mange år. Din kamp for at helbrede din krop, så den blev stærk og smuk, beroliger mig. Jeg kan mærke, hvor blide dine hænder vil være, ligesom mine var med de små piger.

11

EN LILLE, SORT BESKYTTER

I nat fløj en flagermus ind gennem det lukkede vindue på mit værelse. Den flaksede lidt forvirret rundt, og jeg kaldte den til mig.

Den hed Hans. Det vidste jeg, uden at jeg behøvede at spørge.

Flagermusen satte sig på min nøgne skulder, og den beskyttede mig mod alle de skygger og væsener, der boede i mine øjenkroge.

Jeg har ikke sovet i snart to døgn. Luften er sitrende og farvet, som når man har taget en lille dosis LSD. Det er uudholdeligt i længere tid, og jeg må forsøge at lade blikket finde hvile mod det hvide loft.

Jeg har ikke været psykotisk i halvandet år. Det var nok for meget at halvere medicinen. Der er ingen sovepiller, der virker. Måske var det et tilfælde med navnet, måske var det ikke. De skøre forstår hinanden, taler samme sprog, og jeg tror, at din Hans ville kunne forstå mig, som flagermusen gjorde det. Psykosen afslører altid sig selv for os, der kender den indefra. Da jeg drejede min nøgne krop om på siden, hoppede flagermusen med små forsigtige hop, og uden at sætte kløerne i min hud, over på den modsatte skulder. Vi snakkede ikke meget sammen, det var ikke nødvendigt, men den skreg og flaksede med vingerne, når de andre væsener nærmede sig. Jeg måtte passe meget på ikke at bevæge mig for pludseligt. Den måtte ikke miste balancen, den lille, sorte beskytter.

P.S. Efter jeg mødte flagermusen, Charlotte, har jeg tænkt meget over psykoserne. Jeg ved ikke, om det giver mening at forklare nogen, hvad de går ud på. Jeg kan beskrive dem som et maleri: farverne, formerne, taktiliteten, men ingen vil nogensinde kunne se det, jeg ser. Intet kendt sprog føles tilstrækkeligt eller dækkende. Alligevel skriver jeg alt muligt ned, hver gang jeg er psy-

53

kotisk. Det er nemmere at tale med en serviet eller en kvittering end med virkelige mennesker. Alt, der kan tage imod skriften.

Hukommelsen giver efter i en psykose. Når virkeligheden vender tilbage, finder jeg lapper af papir med noter over det hele, og jeg kan ikke huske, at det er mig, der har skrevet dem, men jeg kan genkende min håndskrift. Jeg har en seddel fra i nat, hvor der står Kære Charlotte, de skal stoppe med at pille i vores øjne.

Jeg ved ikke, hvad det betyder i dag, men jeg synes, det er meget smukt, at vi deler de samme øjne.

54

FLAGERMUS

Jeg fór engang vild i Tivolis spejlkabinet. Så mig selv i alle mulige forvredne udgaver. Hende, jeg bedst kunne lide, var en minialf med rødt hår som vinger. Natten efter fløj jeg rundt og bedøvede alle, der ville føre krig, med min tryllestav. De faldt i fredelig søvn. Jeg fløj også hen til dem, jeg holdt af, og tryllede dem ind i en lyksalig kærlighed. En, jeg selv kun har mødt i fantasiens verden. Eller når jeg i et splitsekund, feberhed af spritny forelskelse, var sikker på, at nu ville jeg være lykkelig resten af livet. Lige inden jeg for en gangs skyld falder i søvn, spjætter hele min krop. I det øjeblik udspændt mellem søvn og virkelighed kommer mine stærkeste drømme. Det er i det øjeblik, jeg fløj rundt og tryllede.

Jeg vovede mig aldrig mere ind i Tivolis spejlkabinet. De forvredne kæmpebilleder, som der var flest af, minder alt for meget om den virkelighed, jeg ser i mit legemsstore spejl i den smalle entre. Det vil jeg ikke udsætte mig for igen. Dit spørgsmål, om jeg ikke kunne tænke mig et tryllespejl, som vi kender dem fra børnelitteraturen, fik mig til at tænke på mig selv som tryllealfen. Jeg har den særhed, at jeg ikke bryder mig om Alice i eventyrland. Harry Potter kan jeg lide at læse højt for børnebørnene, selv har jeg et lunkent forhold til den. Narnia-bøgerne elsker jeg. Du så helt rigtigt med spejlet i dem. Jeg har længtes efter, at den store gyldne løve skulle komme og være hos mig, beskytte mig mod fjender.

Jeg har svært ved at se Hans som flagermus. Jeg har altid været bange for de sære dyr. Og det ved han. Engang da jeg var yngre end dig, var jeg i Bretagne sammen med flere andre forfattere for at skrive. Det var en god og fokuseret tid.

55

Vi skrev og skrev, læste højt for hinanden, diskuterede og kritiserede hinandens tekster om aftenen, når børnene sov.

En aften i det store forfaldne hus, vi havde lejet for en billig penge, var jeg alene hjemme med fem børn. De sov dybt. En gang om ugen skiftedes vi til at gå ud uden børn. Lyset gik.

Jeg famlede rundt efter min lommelygte. Jeg var ikke bange.

De elektriske installationer var ældgamle og lunefulde. Jeg kunne ikke finde den. Jeg fumlede mig ud i udhuset. Måske var der en lygte af en slags. Udhuset lugtede af fordærv og død. Jeg ville ud. En flaksende lyd og kløer og vinger ramte mig. De kradsede mig ikke. Det var modbydeligt. Når jeg fremkalder erindringsbilledet, er der tusindvis af flagermus.

På den anden side ville han forstå dig. Det er jeg sikker på. Så hvis du kalder flagermusen for Hans, har du ret. Jeg indrømmer, at jeg bliver misundelig over, at du har set ham, mærket ham. Jeg har kun min indre dialog med ham. Den, jeg er usikker på. Jeg kender ham så godt, at jeg måske lægger ordene i munden på ham. Lige nu driller han mig med sin skæve humor, ler sin tørre latter og siger ingen ord. Til sidst forbarmer han sig over mig og hvisker, mor, du er god nok.

Det sagde han til mig, da han levede, hvis han mærkede, at jeg var ked af det. Så hvordan kan jeg vide, at han siger det nu til mig? Er han kommet igen som flagermus til dig, Johanne? Har han sagt noget til dig?

56

SELVMORD

Sikke en uge det har været. Jeg blev indlagt. Først druknede jeg i mørke bobler. De var truende. Ingen søde bobler, som børnene puster ud. De strålende bobler er en helt anden art.

Jeg bliver hundeangst for de mørke bobler, når jeg skriver til dig om dem. En akutsygeplejerske, som i fem timer havde kæmpet for mit liv. Da hun så kom på lungemedicinsk afdeling, bad hun om at få mig. Da jeg meget spagt spurgte om de bobler, fortalte hun, at når lungerne er ved at give op, bliver de fyldt med vand. Hvis man så lytter til dem, lyder det som bobler. Det var mærkeligt at høre, at jeg hele tiden sagde undskyld. Har tænkt, at det måske er alment. Når man er ved at stille træskoene, er der meget at angre.

Hun passede mig med en omhu uden lige. Fodbad, klipning og rensning, også fingerbad. Da jeg spurgte, om det ikke var for meget, svarede hun: “at hun trængte til en solstrålehistorie”. Forresten ville jeg hurtigere få det bedre, når jeg var velplejet og ren. Efter boblerne kom det hvide lys. Det hvide lys, det, man læser om. Jeg har altid været moderat skeptiker.

På den anden side har jeg hørt en meget rationel naturvidenskabsmand fortælle om sin tunnel og det hvide lys. Det hvide lys er en blanding af sol og måne Med solens varme og månens sølverne blidhed. Mod mig kom Hans svedende, så far, så mor. Hvorfor kastede de sig ikke i favnen på mig? Der var en fred uden lige. Jeg satte mig ned og nød det. Jeg ville aldrig forlade det sted. Jeg var kommet hjem. Jeg elskede dem jo, så jeg behøvede ikke at vente på dem. De spærrede for udsynet til det, der var uden for tunnelen, for Hans sagde blidt, men bestemt: “Mor, du skal tilbage.”

136

Jeg ville gøre oprør, men de var ikke til at rokke. Jeg nåede at se, at Hans ikke var forpint længere. Jeg forsøgte en gang til at få lov til at blive, men nej. Jeg nåede også at registrere, at mine forældre, der efter 45 års ægteskab var blevet skilt, holdt hinanden i hånden. Mors bitterhed var borte. Hendes grønne øjne lyste af varme. Jeg nåede at sige tak til Hans for mødet på bænken. Jeg faldt hurtigt, hang lidt og så sygeplejersken klaske på mig og råbe, at jeg “fanden gale mig skulle overleve”. Min krop var stram at være i. Boblerne blev ved og ved. Det hvide lys så jeg kun en gang.

Hele miseren var en blanding af en voldsom lungebetændelse og en tarminfektion, som gik ind i en urinvejsinfektion.

Den samme sygeplejerske kunne fortælle, at hun havde slået mig, som jeg så det, da jeg hang under loftet.

Den første aften uden ilt i næsen og larmende apparater slappede jeg af ved at se nyheder, og bang! Yahya Hassans alt for tidlige død som 24-årig ramte mig. Jeg er dybt bedrøvet over Yahya Hassans selvmord. Et lysende talent er slukket alt for tidligt, tænker på Michael Strunge, som jeg har læst højt mange gange med. Sidste gang, jeg mødte ham, var ved Hans’ første indlæggelse. Det var en lukket afdeling. Høflig som man er, præsenterede jeg mig selv. Natten efter, at jeg havde set, at Yahya var død, drømte jeg om dem, jeg har holdt af, og deres selvmord. Min søns forpinte ansigt. Han tog to hundrede antipsykotiske piller. Han skar begge håndled over. Han sprang fra fjerde sal for at være sikker på at dø.

Han overlevede det. Jeg glemmer aldrig den dag, hvor lægerne mente, at han overlevede. Det er min befrielsesdag. Den 20. maj 1982. Jeg tænder også stearinlys den dag.

137

Det næste ansigt er Tove Ditlevsens. Jeg hører hendes stemme. Hendes hæse rigsdanske stemme med islæt af Vesterbro i sig. Hun skriver: Når jeg er død, og al verdens lys går bort i stjernespor, skal I lægge mig et sted på en mark i den brune våde jord. Ingen kiste skal lukke sit dræbende låg over det, der engang var mig, jeg vil lytte til fodtrin, der kommer og går på den nære, urolige vej.

Hendes smerte blev også for stor. Den store succes hjalp hende ikke til at leve. Hendes begravelse er ætset ind i mit sind.

Hvis jeg lukker øjnene, kan jeg høre den lydløse sorg. Der stod kvinder overalt. Kvinder i minkpels. Luvslidte kvinder.

Unge piger. Ingen sagde noget. De sørgede i tavshed. Det næste ansigt er Michael Strunges. Også han kunne ikke leve.

Også hans smerte var for stor. Jeg hører hans tobakshæse stemme læse to linjer: Vi er dem der elskede drømmene trofast og intuitivt mens andre lod dem blegne i dagens smukke lys.

På den lukkede afdeling mødtes min søn og Michael Strunge. En gnist, der måske kunne være blevet til et bål, opstod.

Vage planer, der skulle holdes hemmelige. Planer om, at Hans skulle komponere musik til Michaels digte. Det blev for sent.

Hans talte meget om ham. Også han blev suget ind af drømmelinjerne. Hans Strandgaards digte blev fundet efter hans død.

138

Fordi du er et sødt menneske Fordi du spiser så nydeligt Fordi du reder din seng så pænt vil vi sætte dig ned i medicin Fordi Yahya Hassan har en linje: De pisker deres børn med idyl.

En linje, jeg ikke kan slippe. Jeg læser mange lag i det. Et angreb på borgerskabet og vores hykleriske søgen efter idyllen.

Jeg læste den igen og fornemmede en længsel. En længsel efter den idyl, han hånede. Der var ikke meget idyl i hans liv.

Han blev pisket ikke med idyl, men med slag.

KAST JERES STEN TAG MINE FORÆLDRE MED FOR DET DE HAR SKABT JEG FORTJENER IKKE MIN FØDSEL JEG PISSER JO PÅ MIN EGEN GRAV MEN SE NU HER HVAD SATAN HAR EFTERLADT EN EVIG FLAMME FRA SIT HELVEDE.

139