SANGE FOR DE DØVE
ROMAN
GLADIATOR
“How’re we feelin’ out there? How’s your drive time, commute? I need a saga. What’s the saga? It’s songs for the deaf. You can’t even hear it!”
Fra Queens of the Stone Age’s Songs for the Deaf Lyrics: Josh Homme, Mario Lalli Interscope Records 2002
Side A I
Failure is not an option
Ulydige stabsfunktioner
Undulaten
MUS II
Naturens helende virkning
F48.0
Sneglen
Apple-hvidt
Knapbatteri
III
Muld
Sort stof
Glove Shoe
Fladt land
Babel
IV
De røde georginer
God mor
For meget og for lidt
B
Side A
Failure is not an option
Det er de postkasserøde støvletter, man ser først. Straks efter hører man dem: de lyder som pistolskud mod stengulvet i ankomsthallen på Odense Banegård. De er ikke behagelige at gå i, men det er Petra, der kommer gående, og hun har valgt dem, fordi der er møde i ministeriet i København.
Klokken 11 skal teamet fra Miljøstyrelsen fremlægge dét oplæg, de har arbejdet så længe på; i dag finder de ud af, om det store, kommende arbejde med et monitoreringsværktøj af godstransportens CO2-udledning kan godkendes og igangsættes.
Petras chef, Felix, tager med til mødet, for når ministeriets departement stiller med en kontorchef – unge Simon – matcher styrelsen med en ligestillet. Thomas og Stinne skal også med: de er den it-faglige rygrad i arbejdet. De to er kommet i god tid; de ville hade at komme for sent til toget. Thomas står og skifter vægten fra det ene tynde ben til det andet, han er en halv meter højere end Stinne. Stinne blinker nervøst med øjnene.
Man kan ikke se på dem, de skal til møde i ministeriet; de har det samme på, som de altid har på: sneakers, cowboybukser og en T-shirt under skaljakken. For dem er påklædning et spørgsmål om funktion. De er lige så pragmatiske med tøjvalget, som når de koder. Princippet er, at det ikke behøver at være kønt, bare det virker. Eneste afvigelse fra princippet er Thomas’ T-shirt, hvorpå der står: ”Failure is not an option <T> It’s a Result <T, E>”. Når Thomas og Stinne og de andre udviklere bliver trætte af embedsmændene, vender de sætningen om: det behøver ikke at virke, bare det er kønt. Thomas og Stinne er ligeglade med Petras røde støvletter, men det er heller ikke for deres skyld, hun har dem på.
De står og snakker lidt humpende, da Felix dukker op. Hans sko er blanke og lysebrune, jakkesættet dueblåt, og han bærer på en cognacfarvet lædermappe. Det er dét jakkesæt, han som regel tager på til møder som disse, og det regnede Petra med, derfor tog hun sin rustrøde buksedragt på.
Så snart Felix er nået hen til dem, går Thomas i gang med at gennemgå et særligt punkt i sagsfremstillingen for ham. Men Felix spejder efter kaffe, kigger langt efter køen ved Espresso House.
Thomas ser det ikke, han er ivrig, for han synes, det er rart selv at få lov til at forklare Felix om de udfordringer, de har haft: det er meget svært at få hentet alle de rette data ind; helt præcist er der tale om forskellige datatyper, der skal oversættes, før de kan bruges; der er udviklet en særlig dansk standard.
Felix ser træt og utålmodig ud: han troede, data var data. Det forstår Thomas ikke. Han sætter i et endnu mere insisterende gear: det er faktisk afgørende, at Felix forstår, hvor vigtigt netop dét er i den løsning, de skal over at præsentere.
Løsningen kunne jo være, at de gik ned på perronen. Det er Petra, der kommer med det forslag. Felix ser lettet ud; desuden har han lige tjekket telefonen og konstateret, at kaffe: dét når de ikke.
Thomas stikker opgivende hænderne i lommerne og begynder at gå mod toget. Stinne trækker ham bagud og forklarer, at Felix godt ved, at data ikke bare er data.
I toget har de pladser i stillekupéen. Der er helt tyst i den fyldte togvogn; stilheden bliver kun brudt af togkonduktørens nøglebundt, der rasler, når hun haster frem og tilbage med aviser og rundstykker til første klasse.
Uden for togvinduerne står morgensolen højt og alene over horisonten; under den ligger havet blikstille med blanke, lysere
striber i det gråblå. Petra sidder og tænker på strækmærker: vandet ser så stramt spændt ud mellem øerne – og lige i dag, lige i dag er det dén dag, hvor det brister i lange, sølvskinnende bånd.
Hun ville ønske, Thomas og Stinne forstod, hvorfor mødet i ministeriet kræver samme farve som havet (dueblåt, men Petra ville nok sige ’støvet blå’) og rustrødt (eller bare ‘rødbrunt’). Hun ville gerne kunne forklare dem det på samme måde, som når Thomas forklarer Felix dét med oversættelse af data. Ville hun sige, at Felix er brugerfladen, frontend, med det blå jakkesæt og de blanke, brune sko? Det er ham, der skal vise løsningen til ministeriets embedsmænd (og se ud, som om han har styr på det), og han skal også forklare dem (i et sprog, de forstår at oversætte til deres minister og til udvalget), hvad dét her forstudie kan bruges til; hvilke specifikke undersøgelser politikerne kan forvente at få ud af det.
Lige under brugerfladen står Petra. Hun ser sig selv som en form for middleware; en slags oversættersoftware, der modtager data og viser dem på Felix’ brugerflade. Hun forfatter indholdet i indstillingerne, hovedlinjerne, hun opsummerer, forkorter, forenkler, og derfor er det også hende, der skal have en snitflade mod Thomas og Stinne.
Hun skal vide, hvad de taler om, hun skal vide, at forskellige datatyper ikke bare kan blandes sammen; at data kommer i forskellige formater, der skal oversættes for at kunne samkøres. Det har de brugt mange timer på: Thomas, Stinne og Petra og en masse post-it’s på fem meter whiteboard; de har kortlagt alle datatyper og truffet beslutninger om, hvordan de kan anvendes (“Kortlæggende redskab i forhold til det politiske mål om reduktion af CO2-udledning i godstransporten”). Og hvis Petra er middleware, så er Thomas og Stinne backend eller måske selve styresystemet. Det er deres viden, der gør, at systemejerne af de
forskellige databærende systemer kan få forklaret, hvad de skal levere og hvortil.
I kupéen er de fleste optagede af telefonen, et par stykker sidder med lukkede øjne: forstår de, hvad ordet ’databærende systemer’ dækker over? Nej, de mener nok snarere, at ordet skygger for betydningen, og de ville ikke vide, hvordan de skulle komme tættere på dén betydning. De fleste synes, it er en flyvsk størrelse; at det er noget med ’data i skyen’, noget med data i usynlige bærebølger i luften; de tænker måske endda, at data svæver over Storebælt, på samme måde som den tynde dis gør det; på en måde næsten guddommeligt – guddommeligt, fordi det er noget, de ikke forstår; den eneste mulighed, de har, er at tro på det.
Petra ville ønske, de vidste, hvor konkret og grimt it er: at det er et stort rod af kabler, processorer og databaser i stålrammer, forlængerledninger, strips, hævesænkeborde, gaffatape, brugte kaffekopper, misforståelser, forklar-mig-røv, tidsoptimisme, hårdt arbejde på skæve tidspunkter, søgning efter løsninger på mærkelige subsites i Polen og forespørgsler i obskure netværk.
Det er Thomas og Stinne, der er eksperterne i dét, og der er altid en årsag, altid en løsning. Alt ender altid i 0 eller 1. Slukket eller tændt. Det handler ikke om tro, det handler om tid. Det ved Thomas og Stinne, og de har svært ved at forstå, at andre ikke også ved det. De to specificerer kravene til leverancerne fra de andre systemejere. Det er dem, der er systemansvarlige for det endelige it-system, det er dem, der anbefaler datastandarder og kører sprints med udviklerne. Nørdede ord stimler sammen, umulige at udrede. De fleste forstår dem ikke; det er ikke demokratiske ord. Det er ord fra et fagsprog, og de opfører sig som uregerlige elastikker: når almindelige mennesker prøver at få hold på dem, springer de tilbage til den uforståelighed, de kom fra.
Petra satser på, at de røde støvletter kan løfte det hele lidt; at de kan give departementet en fornemmelse af, at styrelsen har styr på det. At ministeriets folk ser, at styrelsen har så meget styr på det, at de har overskud til at klæde sig smukt på. For reglen er, at det kun er i orden at være optaget af form, hvis indholdet er på plads.
Petra vipper med tæerne for at skabe plads i støvletterne. De skal præstere både på form og indhold, og for hende og Felix er det eksamen. De har styr på det; de ved, at de har været så dybt nede i materien, de kunne komme, og de har været tilbage igen. De skal kunne svare på alt. Derfor er Stinne og Thomas også med, for dét med at kunne svare på alt, det er i sidste ende deres ansvar. Men de skal kun sige noget på mødet, hvis de bliver spurgt, og den regel er også en forudsætning for overhovedet at kunne lokke dem med. Det er kun på grund af den regel, de ikke er mere nervøse end Petra og Felix.
Ved Frederiksholm Kanal går de ind gennem glasdørene til departementet to og to. De røde støvletter runger i de lange gange; de haster forbi rækkerne af lukkede døre med dørskilte, Felix fører an, går foran Petra, hver gang de skal kante sig uden om gangenes grønne planter. Hun sørger hver gang for at indhente ham igen, målbevidst; det duer ikke at tvivle i høje hæle. Thomas og Stinne i hastig gåsegang bag dem.
De når frem til mødelokalet på slaget. Felix og Petra véd, det er respektløst at komme for sent, men også, at det er værre at komme for tidligt. For embedsmænd i ministerierne har mere travlt, end de har tid. Og igennem glasdøren til mødelokalet ser man dem rigtigt nok siddende foran hver sin bærbare.
Da Felix banker på og åbner, er det kun unge Simon, der rejser sig. Unge Simon, der er ung nok til ikke at være for gammel til kontorchefniveauet, og som har så megen politisk-strategisk tæft,
at han snart forfremmes og igen bliver unge Simon – ung på næste chefniveau. Det er sådan en ungdom, han har: hans alder målt på karrierestigen.
Men unge Simon er mere end det. Han er vært nu, så han rejser sig og ryster sit dyre shamballa-armbånd frem under skjorteærmet, inden han giver hånd; det er blevet til en ubevidst bevægelse, den rysten armbåndet frem; den slags ungdom vil unge Simon også gerne smykke sig med. Petra og Felix kender ham godt, de har kendt ham, siden han startede som studentermedhjælp.
Simons medarbejdere kigger op fra skærmene, ser ned igen, færdiggør lige noget, men så er de også klar, og så står de alle og giver hånd. Felix fortæller om togturen, at den jo ikke tager mere end en god times tid: det går nærmest hurtigere med at komme til Indre By fra Odense end fra Gentofte. Det griner de lidt af.
Kun Thomas og Stinne er ikke med i snakken; de har allerede sat sig. Thomas har lagt den bærbare klar foran sig, sikret sig, at den flugter med bordkanten.
Så går mødet i gang. Tre fra departementet og fire fra styrelsen.
Tre mod fire på hver sin side af bordet. De gør klar til en form for armlægning, og det er der ikke noget mærkeligt i, sådan har det altid været. Det er i mødelokaler som disse, at politik og praksis prøver kræfter. Det er også her, kompromiser indgås, og det er her, alt dét, der ikke kan siges ’on the record’, siges. Og det siges via bittesmå sproglige spidsfindigheder, der først får specifik betydning, når man kender konteksten. For det sagte kan altid betyde noget andet i en anden situation, hvis det er bedre, det betyder noget andet. Det er i nuancerne, at balancen mellem intention og resultat forrykkes eller fastholdes. Spillereglerne er enkle: politik vinder over virkelighed, og hvis virkeligheden ikke viser sig at makke ret, hvis politikken er decideret umulig at føre ud i livet,
kommunikerer man sig til sejr. Alt er et spørgsmål om kommunikation. Alt er et spørgsmål om kommunikation, fordi folkedybet er irrationelt og skal styres stramt; det går ikke, at horderne bisser. Med den rette kommunikation kan alle resultater blive en succes.
Sådan er det også i dag. Departementets embedsmænd er skuffede over, at styrelsen ikke kan præstere de datakørsler, de havde håbet på, men omvendt er de kørsler, der kan laves, også gode. Måske kan de (ved nærmere eftertanke) faktisk vendes til en fordel, hvis det viser sig (som man allerede kan fornemme, det vil gøre), at Danske Vognmænd vil brokke sig over udregningsmetoderne og sætte spørgsmålstegn ved styrelsens faglighed.
Det er unge Simon, der skal have resultatet til at balancere, og dén form for balancegang er en kunst, han excellerer i. Med kortfattede, præcise mellemregninger viser han sine folk, hvordan man triangulerer mellem miljøfakta, den danske transportbranches konkurrencedygtighed og ministerens partifarve og mærkesager.
Han konkluderer, at departementet kan se den politiske fordel i så enkelt et kortlægningsredskab som muligt: for på den måde vil det blive nemmere for ministeren at leve op til miljømålsætningerne. For hvis det ikke er muligt at skaffe mere detaljerede data til udvikling af måleparametrene, bliver benchmark en noget nær umulig størrelse, det siger sig selv. Det vil klart gøre kontorets arbejde nemmere. Det hér kan unge Simon godt leve med.
Thomas og Stinne ser ikke ud til at have forstået succesen; de gav hurtigt op. Det skete, da Petra var færdig med at gennemgå notatets ømme punkter, og da Simon ikke havde flere spørgsmål, og da hans medarbejdere heller ikke kunne komme på mere. Stinne sidder fraværende og tegner trekanter på departementets notesblok, og Thomas kigger ned på hænderne under bordet; man kan høre, at han sidder og piller ved de tørre neglebånd.
Felix sidder tilbagelænet og taler med om den seneste sladder fra ledelsessekretariatet; han tager lystigt for sig af mødechokoladen og fornøjer sig over at pakke hvert enkelt stykke ud af cellofan: farverne er så flotte; man bliver jo næsten nødt til at prøve dem alle. Petra tager også en chokolade; hun gør det for at balancere Felix’ mangel på mådehold. Simon følger efter af høflighed.
Simons embedsmænd er igen optagede af deres bærbare. Den ene er i gang med at færdiggøre mødereferatet, for det er departementet, der tager referat, ligesom det også er dem, der journaliserer. På den måde har de styr på formuleringerne, hvis (eller snarere når) Danmarks Naturfredningsforening beder om aktindsigt i forløbet.
Den anden er tydeligvis vendt tilbage til sin skovlen sig gennem indbakken; hun kigger op en gang imellem, men blikket er for fjernt til for alvor at kunne foregøgle interesse for den sludder for en sladder, der afrunder møder som disse.
Mødet gik over al forventning. I hvert fald over Stinne og Thomas’ forventning; departementet accepterede deres foreslåede løsning, så nu er det dem, der går forrest, nu er det dem, der snakker; de er nærmest overstadige.
Felix og Petra går bag dem, udmattede, luften er sivet ud af dem: al den snak, al den positionering mellem styrelse og ministerium, uden at det siges direkte, så siges det alligevel hele tiden, ministeren har brug for dit og dat, og der er en forventning fra udvalgets side om dette og hint. De havde været parate, de havde forsvaret styrelsens faglighed, men egentlig var de begge skuffede på miljøets vegne; de var skuffede over, at departementet ikke havde krævet mere, at ministeren var så nem at stille tilfreds.
Det virkede, som om chefkonsulenten fra Danske Vognmænd var hende, Simon var mest opsat på at gøre glad. De var
embedsmænd begge to, og det skilte dem ikke ad, at de sad på hver sin side af bordet. De havde samme faglighed, og dén faglighed bandt dem sammen: de læste de samme rapporter, de gik til de samme konferencer, de nørdede de samme datakørsler. Det var derfor, at Simon (på trods af sin politisk-strategiske tæft) ikke kunne forestille sig, at Danske Vognmænds chefkonsulent var klogere end ham, at hun havde en anden agenda, en kommerciel agenda, der overstyrede hendes faglige engagement i branchens miljøforbedringer. Eller kunne man tænke sig, at han ikke var så dum endda, for var der ikke mange fordele ved at holde sig gode venner med Danske Vognmænd? Den tætte relation gjorde helt sikkert kontorets arbejde lettere: med en glad modpart blev det nemmere at få rapporterne kørt igennem. Eksterne relationer var Simons ansvar helt og holdent.
– Det er jo trepartsforhandlinger, dét her, siger Felix til Petra på vej ud af bygningen, men hvor pokker er Naturfredningsforeningen henne?
Petra aner det ikke, men hun er meget enig med ham i, at det politiske niveau holder sig en god sikkerhedsafstand her.
Petra og Felix fortsætter i stilhed, lytter til Thomas og Stinne foran dem. Thomas og Stinne er travlt optagede: de går og taler om, hvordan de bedst lægger rækken af sprints til rette. Nu skal arbejdet sættes i gang, og de er åbenbart allerede nået til den konklusion, at deadline bliver svær at nå.
– Jo tættere man kommer på hinanden, jo sværere bliver det at holde hinanden på afstand, siger Petra til Felix, og måske er det faktisk topartsforhandlinger? Kunne du ikke lige se unge Simon forlade sin kone til fordel for Danske Vognmænd? Jeg tror, det er CO2-Celine, der har jobbet for tiden, og hende kender han fra statskundskab.
Felix griner:
– Jo, men vi må sgu håbe, han kan holde tingene adskilt, unge Simon, ellers bliver han hurtigt gammel i dét game.
Mens de går gennem byen to og to, mærker de den særligt forventningsfulde stemning, kun København kan mønstre; solen varmer mere tydeligt nu, men i skyggerne er det stadig køligt. Foråret er på vej: solbrillerne, cyklerne, fuglene, kanalerne. De smukke, gamle bygninger og de selvbevidste københavnere.
De går en omvej via Strøget på vej tilbage til Hovedbanen. Felix giver en softice på styrelsens regning: nu er de her, og nu er vejret lige så godt. Og så kan de også fejre, at mødet gik godt. Mon ikke det er årets første softice.
Petras postkasserøde støvletter har lavet vabler på begge hæle, og hvis hun stod stille bare et øjeblik, ville hun lægge mærke til det.