Læseprøve: Om natten havet af Johanne Kirstine Fall

Johanne Kirstine Fall Om natten havet

Roman Gladiator

Om natten havet © Johanne Kirstine Fall & Gladiator 2020 1. udgave, 1. oplag Redigeret af: Jakob Sandvad Forsidefoto: Nefeli Ginnerup Have Forfatterportræt: Nefeli Ginnerup Have Foto side 27: Cecilie Neumann Hansen Bogen er sat med Minion og trykt hos Specialtrykkeriet Arco Printed in Denmark 2020 ISBN: 978-87-93658-43-1

Denne bog er produceret efter Gladiator-modellen.

Modellen sikrer forfatteren 50 % af overskuddet, efter produktionsomkostningerne er dækket.

Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd.

Til Sigrid og Katrina – tak, fordi I ventede på mig.

Tak til Amalie, Jakob, Jonas, Liva, Sara, Sidsel, Signe og Sigrid for jeres læsninger, overskud og tid.

En særlig tak til mor og Annette ♥.

Jeg vågner, og det er for sent at nå ud på universitetet til tiden. Jeg vasker mit hår, vasker mig under armene, mellem ballerne og i skridtet. Jeg er stolt af, hvordan mit køn ser ud. Fissen er glat, og de indre skamlæber er mindre end de ydre. Jeg kan ikke få en orgasme, hvis jeg ikke er glatbarberet, for Markus tænder kun på glatte fisser. Sådan har jeg ikke altid haft det. Engang syntes jeg, at alle køn var smukke, men Markus synes kun, at fisser er flotte, hvis de indre skamlæber er mindre end de ydre, og han bryder sig ikke om hår. Jeg kan godt forstå, hvad han mener, og jeg må bare være glad for, at jeg har været heldig, at mine indre skamlæber er mindre end de ydre. Jeg piller lidt i arrene på ryggen. Vandet er lindrende. Jeg tager bruseren ned fra væggen og skyller sæben af kroppen med det kolde vand.

I stuen sidder Markus i sofaen i et par underbukser. Ryggen er krum, og under øjnene er der mørke rande. Jeg elsker hans øjne. Han stryger en hånd over det kronragede hoved. Jeg kigger lidt på ham, beundrer ham, glædes ved, at han er min. Han sidder oven på den plamage i sofaen, der er lidt mørkere grå end resten.

29

“Du sidder på min tisseplet.” Jeg kommer til at grine.

“Du kunne jo bare lade være at tisse i sofaen,” siger han og rejser sig. Han smiler til mig, da han tager min hånd og trækker mig ind til sig.

“Du kan lade være med at få mig til at grine så meget, at jeg tisser i sofaen,” mumler jeg med hagen på hans nøgne skulder. “Godmorgen, søde,” siger jeg, da han presser sin morgenstive pik ind mod mit lår.

“Godmorgen, smukke.”

“Men du må for min skyld gerne sidde på min tisseplet.”

“Er der kaffe?” spørger han.

“Ja, ude i køkkenet.” Han går derud.

“Vil du have en kop, eller har du?”

“Jeg har!” Han kommer ind til mig i stuen igen og sætter sig igen i sofaen.

“Jeg skal mødes med Regitze om lidt. Vil du ikke vande planterne?” siger jeg.

“Hun kommer ikke her?”

“Nej, det er jo derfor, jeg spørger, om du vil vande planterne. Vi mødes på Østerbrogade.”

“Okay. Hvornår er du tilbage?”

“Om en times tid.”

“Vil du tage croissanter med?”

“Ja.”

30

Markus sidder ved skrivebordet og skriver på en opgave til universitetet. Spredt ud over bordet ligger der bøger, nogle er opslåede, andre er lukkede. Næsten alle er fyldt med små stykker papir med noter på. Sebastian er på besøg. Han sidder i lænestolen og drikker en øl. Markus trykker hidsigt på tastaturet. Jeg ved, at når han trykker på den måde på tasterne, så er han mest rolig. Så går det godt med opgaven.

“Hvordan går det med din psykiater?” spørger Sebastian. Markus kigger op fra sin opgave.

“Seb, stop. Det kan være, Katrina ikke gider snakke om om det.”

“Undskyld. Det var sødt ment,” siger han. “Du behøver ikke svare, hvis du ikke vil.” Jeg har lovet Helene, at jeg ikke vejer mig. Jeg har lovet hende, at jeg tager min medicin regelmæssigt og sørger for at få nok søvn. Markus skriver videre på sin opgave, allerede fordybet igen. Jeg kigger op på Sebastian. Han ligner et barn, der er blevet voksen for hurtigt. Kroppen er stor og muskuløs, men ansigtet er helt åbent og ærligt. Over øjnene sidder de største øjenbryn, jeg nogensinde har set. Måske har han en kam til dem. Måske plukker han dem over næsen, så de 31

ikke gror sammen. Han ligner sådan en tegneseriefigur, der bliver overrasket eller forskrækket, og hvor øjenbrynene derfor løftes op over hovedet og bliver siddende der.

“Det er okay,” siger jeg. “Det går fint. Helene holder godt øje med mig. Jeg har lovet hende, at jeg ikke vejer mig. Det går fint.”

“Fedt,” siger Sebastian. Så bliver der stille igen. Markus arbejder på tasterne. Sebastian tømmer sin øl. Jeg ved ikke, hvad jeg skal snakke med ham om, og Markus har travlt med sin opgave. Jeg forstår ikke, hvorfor han bliver siddende her, hvorfor han bliver ved med at drikke øl. Jeg forstår ikke, hvorfor han ikke går hjem til sig selv eller til Maria. Han rejser sig og går på toilettet. Jeg lister hen bag Markus. Jeg hvisker ham i øret.

“Kan du ikke snakke lidt med os?”

“Jeg er lige i gang med noget.” Han kigger ikke på mig.

“Hvorfor går Sebastian ikke hjem?”

“Han må gerne være her. Han er min ven.”

“Ja, men jeg ved ikke, hvad jeg skal snakke med ham om.”

“Du forstyrrer lidt, skat.” Det gør ondt, når han taler sådan til mig. I maven, men også i øreflipperne, som bliver varme, og i fingerspidserne, som begynder at snurre.

“Kom nu,” siger jeg.

“Skat …”

“Markus, helt ærligt …”

Sebastian kommer ud fra badeværelset. Jeg kysser Markus på øret og sætter mig tilbage i sofaen.

“Må jeg tage en øl mere?”

32

“Ja, det gør du bare,” siger Markus. “Jeg kan holde en pause lige om lidt.” Sebastian rejser sig og går ud i køkkenet. Han kommer tilbage med en øl, som han knapper op med en lighter. Jeg tænder en cigaret.

“Hvorfor ryger du egentlig aldrig?” spørger jeg Sebastian.

“Jeg vil gerne leve,” svarer han. “Jeg stoppede, da jeg mødte Maria.”

“Det er et lille selvmord,” siger Markus og rejser sig fra skrivebordet. Han henter også en øl i køkkenet.

“Hvad mener du?” spørger jeg, da han kommer tilbage og sætter sig i sofaen hos mig.

“Det er en langsom måde at slå sig selv ihjel på. Et lille – langsomt – selvmord.” Sebastian nikker og tager en tår af sin øl.

“Kan du holde fri nu?” spørger han Markus.

“Jeg kan vel godt skrive resten i morgen.”

“Perfekt. Kan du ikke sætte noget musik på så?”

De er som brødre, de to. De er næsten sammen hver dag, og alligevel føler jeg ikke, at jeg kender Sebastian. Jeg kender ikke hans baggrund. Han har fortalt mig om sin familie, men jeg har glemt, hvad han har sagt, og jeg vil ikke spørge igen. Jeg er i virkeligheden ikke særligt interesseret. Jeg ved, at han er den første i sin familie, der har taget en uddannelse, og jeg ved, at han har været alkoholiker i en periode, og at Markus hjalp ham ud af det. Han har flere dybe ar på overarmene. Markus sætter musik på.

Jeg nynner med. Sebastian begynder at grine. Jeg stopper med at nynne.

33

“Det er ikke dig, jeg griner af,” siger Sebastian, og jeg hører i hans stemme, at latteren stadig sidder der. Den er klukkende og en lille smule skinger.

“Hvad så?” spørger Markus. “Det er jo ikke, fordi Katrina kan synge.” Han smiler til mig og sender et luftkys.

“Det kan jeg da godt.”

“Kan du huske Michael?” spørger Sebastian. Markus nikker. “Den sang minder mig bare om ham.” Sebastian tager sin øl igen og sætter flasken for munden. Han synker og piller lidt ved mærkatet.

“Jeg arbejdede engang som telefonsælger med Michael … Jeg kan næsten ikke engang huske, hvad vi skulle sælge, bøger eller sådan noget.” Markus sætter sig hos mig i sofaen. Han begynder også at grine.

“Hvad griner du af?” spørger jeg.

“Jeg kender bare historien.” Han lægger en arm om mig.

“Jeg gjorde det til en vane at se, hvor meget lort jeg kunne få sagt til folk helt vildt hurtigt og mellem linjerne, du ved. Så ville jeg ringe op og for eksempel sige: Goddag, du taler med Sebastian, jeg ringer for at høre, om du kunne tænke dig at købe en bogsutminpikog vi har nogle rigtigt gode tilbud?”

“Ej, det gjorde du ikke?”

Han løfter øjenbrynene og nikker.

“Jo, eller sådan noget som, vil du købe nogle bøgerknepmigirøven, og ellers må du have en god dag. Jeg solgte ikke noget, det er klart, men det var sjovt.”

“Men hørte folk det ikke?”

34

“Man skal bare sige det virkelig hurtigt, så tror de ikke deres egne ører.”

“Gik det aldrig galt?”

“Det gik aldrig værre end, at jeg kom til at ringe til en vens mor uden at opdage det, og bagefter talte hun med min ven, som kunne regne ud, at det var mig. Så måtte vi i Mindelunden.”

“Hvad sker der i Mindelunden?” spørger jeg.

“Der kan man løse konflikter,” svarer Sebastian. Jeg kigger spørgende på Markus.

“Det var der, vi mødtes i gamle dage, hvis vi skulle slås med nogen.”

“Har du nogensinde været i Mindelunden? Altså jeg ved, at du har sloges, men sådan aftalt?”

“Ikke aftalt så mange gange. Det har hovedsageligt været, når jeg har skullet have en røvfuld. For eksempel dengang, hvor jeg knaldede hende, som min ven Peter havde noget med. Kan du huske, jeg har fortalt om det?”

“Ja …”

“Der bad han mig møde ham i Mindelunden, og så vidste jeg jo godt, hvad der skulle ske …”

“Hvordan er det at slå på nogen?” spørger jeg.

“Fedt!” siger Sebastian.

“Men ingen af os gør det mere,” siger Markus.

“Nej, det ved jeg.”

“Men du ville kunne lide det,” siger Sebastian.

35

“Du burde få dig en cykel,” siger Markus. Han trækker sin cykel ved siden af sig.

“De bliver alligevel altid bare stjålet.” Vi går lidt i stilhed, jeg trykker hans hånd. Pludselig stopper han op og stiller sin cykel fra sig.

“Her, tag den her,” siger han og giver mig sin cykel. Så går han hen til en cykel, der står lænet op ad en bygning.

Han tager den, og det går op for mig, at den er ulåst. Markus har blik for ulåste cykler. Han mener, der er en pulje af cykler i København, og når man får stjålet en cykel, har man ofret til Cykelguden og er i sin gode ret til at stjæle en selv. Såfremt den er ulåst og uden barnesæde.

“Ej, det vil jeg ikke,” siger jeg.

“Kom nu,” siger han. “Så er vi hurtigere hjemme.”

“Jeg tror ikke på Cykelguden.” Han går hen til mig og kysser mig på næsen.

“Jeg elsker dig.” Han bevæger tippen af sin næse op og ned langs min næseryg. Jeg lægger armene om ham og putter mig i hans favn.

“Ved du, hvor meget jeg elsker dig?” spørger han. Jeg trækker mig væk fra ham og slår ham kærligt på armen.

“Du vil bare have en medskyldig, når du stjæler cyk36

ler,” siger jeg. “Men okay.” Jeg sætter mig op på cyklen. Så cykler vi. Han udstøder et glædeshyl, der giver ekko, og skubber mig på ryggen.

“For helvede, hvor jeg elsker dig,” råber han.

“Jeg elsker også dig!” råber jeg, selvom vi cykler lige ved siden af hinanden.

Han tager min hånd, vi cykler hurtigt, og når jeg ikke kan følge med, lægger han en hånd på min ryg og skubber mig fremad.

37

Jeg vågner ved siden af Markus, og det går op for mig, at vi er stjerner. Det er det, vi er. Vi er stjerner, der spejler sig i havet. Vi er noget lysende og fint for hinanden, og vi er både på himlen og på jorden. Sådan føles det, når han tager min hånd, sådan føles det, når han presser sine læber mod mine eller trækker mig tæt ind i sine stærke arme, når vi ligger i sengen. Vi er stjerner, det kan ikke være anderledes. Jeg stryger ham over hovedet, og jeg kan mærke, hvordan det slår gnister i min håndflade. En stjerne, der rører en anden.

38

Nogle gange, når jeg kigger på Markus, bliver jeg ked af det over, at jeg ikke altid har kendt ham. At jeg ikke kunne passe på ham, da han var barn, og puste på hans knæ, når han faldt på cykel. At jeg ikke kan stryge ham over håret og elske ham også i den tid. At jeg ikke var den første pige, han blev hemmeligt forelsket i som teenager, og at jeg ikke har set ham spille en koncert. At jeg ikke var den første, han havde sex med. At jeg ikke var grunden til, at han slog en fyr ned med en flaske, da han gik på højskole, men at det var en anden pige, der vækkede så meget jalousi i ham. Vi har et billede hængende, hvor han er baby. Hans mor holder ham, og solen rammer hans tykke kinder på en så kærlig måde. Jeg ville så gerne være hende, der holdt ham og madede ham og sang for ham hver aften. Jeg elsker ham så meget, at jeg er nødt til at strække kærligheden ud, og der er ikke nok plads, hvis jeg kun må elske i fremtiden. Jeg har så meget kærlighed at give af, at jeg også er nødt til at elske ham i fortiden.

39

Jeg låser mig ind i lejligheden og skubber mine sko af med tæerne, da jeg hører Markus kalde inde fra stuen.

“Jeg har savnet dig, skat,” råber han. Jeg åbner døren ind til stuen og smiler til ham. Han sidder i sofaen. Sebastian sidder ved siden af i lænestolen. Der står nogle tomme ølflasker på bordet. Markus rejser sig op og krammer mig.

“Jeg elsker dig. Har du det godt?”

“Ja tak,” svarer jeg. “Hej, Sebastian.” Jeg vinker til ham, mens jeg stadig står i Markus’ favn.

“Hej,” svarer han, og hans stemme er gennemtrængende i rummet, men stadig let og glad. Markus slipper mig, og vi sætter os i sofaen. Der står en tallerken med kokain på bordet, og der ligger et overklippet sugerør og et fitnesskort ved siden af. Markus tager indimellem kokain, og han har tilbudt mig det før, men jeg har takket nej hver gang. Jeg er bange for det, selvom Markus aldrig har virket så påvirket af det, som jeg troede, man blev. Jeg har altid forestillet mig, at man sad i et hjørne og savlede ned ad sig selv, når man havde taget stoffer, men Markus er bare gladere og mere energisk, når han har taget kokain.

Sebastian sniffer en streg.

40

“Skal jeg hente en øl til dig, skat?” spørger Markus.

“Ja tak.” Han går ud i køkkenet og kommer tilbage med tre kolde øl. Sebastian knapper dem op med en lighter, og så begynder de at snakke om noget, jeg ikke helt forstår, hvad handler om. Det er, som om de snakker om noget, de har snakket om meget lang tid og derfor har skabt et nyt, internt sprog. Jeg kan ikke følge med. Jeg drikker lidt af min øl. Markus vifter med armene.

“Det er jo helt idiosynkratisk!” siger han. Jeg vil gerne være med i samtalen, fordi jeg vil være sammen med Markus, være tættere på ham. Nogle gange er jeg misundelig på Sebastian, fordi han og Markus deler alt, og jeg vil have, at Markus skal dele alt med mig og ikke med Sebastian.

“Må jeg prøve det der?” spørger jeg og peger på tallerkenen. De stopper begge med at snakke, og Markus kigger på mig.

“Det må du gerne, men du har jo sagt, du ikke ville før.

Hvorfor vil du nu?”

“Det virker sjovt.”

“Det er det også,” siger han og rækker mig tallerkenen og sugerøret. “Hold sugerøret helt tæt ned til kokainen og et stykke op i næsen. Du må ikke puste eller komme til at grine.”

Jeg tager imod tallerkenen og kigger lidt på den. Det virker ikke så farligt. De sidder jo bare her og snakker.

“Du skal ikke blive forskrækket, hvis det kradser lidt i næsen,” siger Sebastian. Jeg holder sugerøret ned til tallerkenen og putter den anden ende op i næsen.

41

“Sådan her?” spørger jeg.

“Du må ikke snakke!” udbryder Markus. “Du må ikke snakke, mens du suger, du kan komme til at puste.” Jeg tager tallerkenen væk fra ansigtet.

“Hvad koster sådan noget?” spørger jeg.

“Der er et halvt gram, måske lidt mere der. Det koster 500 kroner.”

“500?!” Jeg kigger på den lille bunke af hvidt pulver.

“Ja,” siger Markus. “Det vil du forstå om lidt.”

Så tager jeg tallerkenen op til mit ansigt igen og fører sugerøret op i næsen. Jeg sniffer. Og jeg forstår. Det svier lidt i næsen, og jeg kan mærke huden, der sidder på indersiden af næsen, i svælget og bag panden. Jeg føler mig let i kroppen og har lyst til at råbe og grine og bevæge mig meget hurtigt. Det er en fantastisk følelse. En følelse af at kunne overkomme alt og glemme alt det, der bekymrer og stresser en. Det er en følelse af ultimativ frihed. Jeg kan mærke, hvordan jeg sidder og smiler stort og fjollet.

“Det virker,” siger Markus og kigger på mig.

“Det er lidt vildt,” siger jeg.

“Det er altid vildt første gang.” Han kysser mig på kinden.

“Vil I ikke være med til at hoppe?” spørger jeg og griner.

“Nej tak, skat,” siger Markus, mens Sebastian sidder og griner af mig. “Men hop du lidt rundt.”

42