MARINA VOROBYEVA
JEG BYGGER ET HUS MED MINE HÆNDER
Jeg bygger et hus med mine hænder
© Marina Vorobyeva og Gladiator 2025
1. udgave, 1. oplag
Redigeret af Jakob Sandvad, Hans Otto Jørgensen og
Sølve Nedergaard Lauritsen
Grafisk opsætning af Josefine Bøgh Lassen
Bogen er trykt hos Specialtrykkeriet Arco
Printed in Denmark
ISBN: 97-887-7569-061-9
Forside: Jeg bygger et hus med mine hænder
Softpastel på sort papir, 2021
Alle værker af Marina Vorobyeva
Og det hellige
i mennesket er det
der ikke kan gøres fortræd.
Der er to fotoalbum fra Rusland i skabet, dit album og et til barnet, som er mig. I barnets album står der første tand: 1.09.90, første ord: Mama. Jeg får som fireårig tyggegummi i håret, og du klipper mig skaldet, så jeg har hue på på næsten alle fotos.
På en af de første sider er påklistret det første farvefoto af mig, som Jan har taget, nedenunder står der Марина Николаевна Воробьёва.
Dit album indeholder fotografier af dig og dine søskende, vores familie samlet foran huset, dine venner og små pasfotos af dig, hvis hjørner er revet op af mine brutale små barnefingre. Jeg vandrer rundt på siderne i albummet, stopper ved et fotografi af dig, der synger i en mikrofon i en skov, ét, hvor du holder en tale til et bryllup med solbriller på, ét, hvor du pakker kartoffelkasser med tørklæde om hovedet, ét, i et legehus, hvor du griner sammen med din veninde, I har høje hæle på og strækker jeres ben elegant frem. På en af de andre sider er der ét, hvor du er en lys korthåret smuk brudepige, alle vender ansigtet mod. Bagerst i albummet ser jeg fotografiet af dig og Jan. Du kigger ikke ind i kameraet. Det ligger løst på en af de sidste tomme sider. Jan smiler bredt i sin
halvfemser-cowboyskjorte. Min nye far, sagde dedushjka. I sidder foran et vægtæppe og er lige blevet gift. I bryllupsvideoen, jeg har set igennem, står Jan uden for huset og skal drikke et helt glas drueagurkevand, før han må komme ind til dig. Vielsesringen ligger på bunden af glasset. Du bladrer rundt og finder et fotografi fra en nytårsfest. Han kunne være blevet min kæreste, siger du. Du sidder på skødet af en ung mand. Men det var bare en flirt, siger du. Du bladrer videre og peger nu på den høje mørkhårede mand med store øjenbryn blandt flokken af mænd i jakkesæt og siger, han var din chef, han smiler på fotoet, og der er noget genkendeligt ved hans ansigt. Det er min biologiske far, fortæller du mig. Han er matematiklærerindens mand. Du arbejdede for hans ingeniørfirma i det blå hus ved parken, og nu underviser han mine kusiner i sløjd og bor i det gule hus ved klubben. En sommer i Rusland ser jeg ind i haven fra grusvejen, og dér står han med sin kone og to børn. Så viser du mig manden fra nabobyen, han er tilbagelænet, næsten liggende i en sovjetisk sofa; åben uniform, hænderne i skødet, med en streg af en mund. Det er faren i mit russiske pas. Han var vild med dig, siger du, og jeg ligner ham på en måde. Ingen i landsbyen skulle vide noget om dig og din chef.
Så der er Jan eller Nikolai eller Aleksander eller ham fra festen, elektrikeren, soldaten, byens konge, landsbyens ingeniør. Vi er fra en lille by i Rusland, Marina Vorobyeva hedder jeg, og Nikolaiev-
na er mit fadersnavn. Min biologiske far hedder Aleksander. Min stedfar er Jan. Mikhail er min dedushjka. *
Vi vasker os i banjaen, det lille skur i haven, hvor vandet er blevet varmet op af brændeovnen, vi sæber hinandens hår ind, hælder vand ud over håret, over ryggen på hinanden. Vi blander mere vand sammen, går på skift rundt og fylder karrene i det dampende rum, sæber kroppene ind, skyller efter igen. Vi sætter os enten på gulvet eller på bænken og renser vores fødder i det resterende vand i karrene. Hvis vi skal tisse, gør vi det for enden af gulvbrædderne, hvor der er en stor rende ved væggen, og skyller brædderne over med hedt vand.
Hen mod aftenen går jeg med mine kusiner Sveta og Nadja op på loftet, ad trappen, som er i stalden, der ligger i forlængelse af hovedhuset. Der står en gammel seng ved vinduet. Den er af fjedre og hø, dækket med et hullet mønstret tæppe. Det er vores dedushjkas seng, til når han vil tage en lur, eller når han snorker for meget. Ud ad vinduet kigger vi ud på grusvejen for at se, hvem der kommer på besøg eller går forbi. Vi balancerer efter hinanden på stien af brædder på bjælkerne i midten af loftet. I det ene hjørne står kufferter med fotografier, en gammel klapvogn, vinterjakker og valenki; de stivede uldstøvler, vi bruger om vinteren. Halvvejs nede ad trappen
når vi til høloftet. Der sover vi sammen om sommeren. Vi ligger og fortæller historier og lytter til en hund, der roder i komposten op ad den ydre husmur. Vi dækker vores kroppe med dynerne, så vi ikke bliver stukket af myggene, hovederne dækker vi med hjørnet af lagenerne. I mørket om aftenen står vi på det lille kolde toilet og tisser ned i hullet i bænken. I det rigtige lys kan vi se larverne nede i jorden under huset. Et år køber du et lyserødt toiletsæde med låg af plastik, men det knækker, og tæppet omkring hullet bliver tisset til. Morfars askebæger står i den lille vindueskarm. I cigaretrøgen tørrer vi os i gamle bøger, aviser og pornoblade. Ingen har købt toiletpapir den dag. Vi holder hinandens hænder, hvis vi er ved at miste balancen. *
Shalakusha er en lille landsby i Njandomskij-distrikt, et af distrikterne i Arkhangelsk-regionen nord for Moskva. Regionen er tolv gange større end Danmark, og selve landsbyen ligger præcis syv hundrede og tredive kilometer fra Moskva, men jeg plejer at sige tusind kilometer stik nord, når folk spørger, og så løfter jeg min hånd, og forestiller mig, at jeg med den tegner en streg på landkortet. Man kan komme til Shalakusha med tog i seksten timer fra Moskva eller tyve timer fra St. Petersborg, siger jeg så.
Jernbanens spor deler Shalakusha i to, stationsbygningen ligger på venstre side, når man kommer med tog mod Arkhangelsk, regionens hovedstad ved floden Nordlige Dvina, der udmunder
i Hvidehavet. Fra stationsbygningen strækker byen sig i hver sin retning fra skinnerne. Længere nede ad hovedvejen, der fører mod den centrale park i byen, ligger posthuset, hvor vi hentede de ankommende pakker, du havde sendt afsted inden afrejsen, med tørfoder, tøj og plastikposer til familien, og ikke så langt derfra ligger rådhuset, hvor du blev gift med Jan. Ved parken ligger skolen, hvor mine kusiner blev undervist i matematik af min fars kone, en børnehave, restauranten, hvor vi fejrede brylluppet, klubben, hvor der er børnediskotek, og nogle huse derfra et blåmalet toetagers træhus, hvor du arbejdede som sekretær for min far, ingeniøren Aleksander.
Fra bymidten og hen over en bilbro over floden Mosha, en hundrede og enogtredive kilometer lang stolt flod, som udmunder
i Onega-floden, åbner der sig endnu en bydel, hvor det danske hus Campen ligger. De danskere, der kom til byen for at arbejde på træfabrikken i midten af byen, boede i et dansk sommerhuslignende sortmalet hus med rindende vand, opvaskemaskine og et toilet, der kunne skylle ud. En seværdighed i byen. Danskerne brugte hvide underkopper og drak kaffe. Da jeg var to år, mødte du Jan, som arbejdede som elektriker for fabrikken, der eksporterede træ fra de
russiske skove. Jan havde et hvidt IKEA-skab på sit værelse med en pose Dumle-slikkepinde på øverste hylde.
På den anden side af de centrale gennemskærende skinner befinder sig en anden bydel, som indkranses af en vid mark, der forbinder sig til en uendelig skov, og næsten som på et gadehjørne op ad marken ligger stadig et hus. Vi boede hos dine forældre i det rustrøde hus, som dedushjka og hans far havde bygget til familien, og der voksede du, dine to brødre og to søstre op.
Du og Jan giftede jer, da jeg var fire år. Vi flyttede til Søborg, en forstad til København. Ved indflyvningen til Københavns Lufthavn i maj 1994 kunne jeg se ud i den sorte nat og på landingsbanen, der blev tydelig af lysene i asfalten, og du sagde, at det var her, det nye land, vores nye hjem. Vi skulle nu bo i Vesten, на западе.
Lufthavnen lugtede særligt, en ny lugt, jeg skulle vænne mig til, en lugt, som kun ville findes så tydeligt for mig lige ved ankomsten. Men hver sommer og nogle vintre kom vi tilbage til vores familie i Rusland for at holde ferie. Jeg kom med mit kamera, som jeg havde fået af Jan.
Dedushjka spørger, om jeg vil med ud i det lille skur, hvor der engang har boet grise, men hvor gederne nu bor. De skal have morgenmad, han tager spanden med vædet gammelt brød fra køkke-
net, han har taget sine gummistøvler på, og skal derefter luge ud i kartoffelmarkene rundt om huset, han henter brænde fra brændeskuret, der ligger ved siden af banjaen. Han ordner drivhusene med tomater og agurker og squash. Der vokser ribsbuske, stikkelsbær, en røn, urter, salat, ærter, syre, lupiner og roser i haven. Hans yndlingstræ er irgatræet i forhaven. *
Mine kusiner spørger, hvordan Danmark er, om der er vinter, om der er sommer, om jeg har fået venner, om jeg stadig taler russisk, er der andre russere, jeg kan tale med. Hvordan bor jeg nu, har jeg en seng. Et skrivebord. Hvad spiser vi. Læser jeg digte i skolen, kender vi Tolstoj. Hvem er mine venner, har de nogensinde været i Rusland. Hvor vil jeg helst bo. Jeg svarer dem, at der er meget rent, at vi har et toilet, der skyller ned i et rør, vandet, vi vasker os i, kommer ud, hvis man drejer på røret, og det kan blive ved med at komme. Udenfor er der mange lejligheder og butikker, brede veje og biler, store grønne græsplæner, man kan lege på. Jeg siger, at når Jan kører os rundt i sin bil, så kan man ikke skelne byerne fra hinanden, man kører fra den ene by til den næste uden at forstå, hvor bygrænsen er. Husene stopper aldrig, der er intet mellemrum med skov eller mark. Jeg siger også, at vejene er jævne. De støver og bumper ikke.
Fra stuen i Søborg kigger jeg gennem sprækken ved dørkarmen, ind i køkkenet i lejligheden. Som andre døre i hjemmet er den svær at lukke. Emhættens største sug bliver tændt. Jeg tænker på centrifugen på vaskeriet, som jeg elsker at tænde og mærke og lytte til. Jeg gemmer din hårbørste og dine cigaretter under dit tøj i kommoden. Du flytter lidt efter lidt ud i opgangen for at ryge og derefter ind til naboen Poul, som er storryger. At græde og vaske op er en kunst. Mit værelse er på den anden side af stuen, med min danske farmors strikkede sengetæppe bredt ud over sengen og ovenover et vægtæppe, hvor Jesus står på en mark omringet af får, som Jan har hængt op. Han tager os med i protestantisk kirke. Menneskerne rækker håndfladerne op mod loftet. Noget, jeg har mødt flere gange og aldrig rigtig holdt af. Køkkenet er også indtaget af en længsel, et barn ikke kan forstå. Emhætten bliver slukket, og døren knirker. Et sted i lejligheden græder du tavst. *
På en optagelse fra mit gamle kamera, det første filmkamera, jeg fik, kan man kun se mine hænder et kort øjeblik, de skubber til et af de blåmalede brædder på stakitlågen, malingen er krakeleret. Det er, som om billedet fryser, idet jeg lukker lågen bag mig. Så bevæger
kameraet sig ned på træstien, der smyger sig gennem klynger af højt græs, forbi lupinerne. Til venstre for huset åbner der sig en stor kartoffelmark, der grænser op til flere lupiner langs huset og et tyndt
birketræ, bag det: et rustfarvet træhus med hvide vinduespartier. Husets hjørner er pyntet med udskårede trælister med blå og hvide trekanter og cirkler. Irgatræet smyger sig rundt om hjørnet.
Det er også mit yndlingstræ. Jeg plukker et mørkeviolet bær og spiser det. Billedet nærmer sig derefter en åben grønmalet trædør, inde bag døren er der fire trin op til verandaen. Jeg kan kun se mine bedsteforældres skinneben fra stien. De sidder ned på stole langs væggen på verandaen, du ligger på tæppet på gulvet.
Kameraet stopper i døråbningen og filmer dig, der laver bengymnastik, mens du roder dig i håret. Jeg bakker med kameraet og
går højre om huset, følger tørrestativet over jordbærbedet, videre til ribsbusken og viburnum, så mod de lave drivhuse med rønnen skyggende for og længere ind i baghaven, hvor lågen, der fører ud til den vidde mark mellem banjaen og brændeskuret, kan åbnes. Der vokser margueritter. *
Jeg googler kvinde død 2007 og finder 29. jan. 2007 kl. 07.08. En 45årig kvinde fra Søborg blev søndag aften dræbt, da hun blev kørt ned af en bus.
Ulykken skete på Østbrovej i Glostrup ved København. Bussen skulle dreje til højre fra Banegårdsvej, da den ramte kvinden, som var ved at gå over Østbrovej.